Uge 27, 2002:
"Kraftudfoldelse og Overskud er et Minus for kunstnerisk Arbejde."
Uge 28, 2002:
"Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kærlighedsgaver."
Uge 29, 2002:
Nu hvidnes den sortblaa Pontoppidan,
mod Landevejspopler og Pile
man ser ham i Solrødmen smile.
Paa Himlen staar blegblaa Stjerner i Flor,
før Aftenen fylder den summende Jord,
og Dagen er gaaet til Hvile.
Uge 31, 2002:
"jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp."
Uge 35, 2002:
"Uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed."
Uge 38, 2002:
"min Stilling til de radikale Synspunkter er den samme som den altid har været. Den er mig så at sige medfødt, fordi jeg er radikal af Natur."
Uge 41, 2002:
"Min Produktion var fra først til sidst et ganske privat Opgør med mig selv."
Uge 44, 2002:
"Jeg holder ikke af at afse myggen og nedsluge elefanten."
Uge 46, 2002:
"Vi søger til vor egen Beroligelse bestandig at indbilde os, at Kærligheden rettest billedlig fremstilles som et hvidt Duepar, der næbbes. Deraf den Forfærdelse, hver Gang Ørnen slaar med sin Vinge."
Uge 1, 2003:
"Jeg stemmer ikke min Streng en Tone blødere, ikke en Smule kjælnere, selv om jeg derved kunde vinde hele det danske Folk."
Uge 9, 2003:
"$16. Ingen Mosait må optages i Foreningen."
Uge 12, 2003:
"Pontoppidan er Olympieren blandt vore Digtere, i Skikkelse, i Stemme, i Holdningens Mandighed og Ro. Hans Stemme skælver ikke, hverken af Vrede eller Bitterhed, han tager sig Tid til at trække Vejret, når han fortæller, og han kan tie og lytte, hvilket er en Sjældenhed i Aandfuldhedens højere Luftlag. Måske lidt fjern fra Livets Kævl, men ikke fra dets Sorger."
"Der var engang, Enslev, da jeg forestillede mig den Tid, vi nu staar i, som en Fredens og Menneskekærlighedens Guldalder, som det vilde blive en stor Lykke at komme til at opleve. Jeg kan huske, at De selv engang i vort Hjem i en prægtig Skaaltale lykønskede mine Børn, fordi de var født til Verden under Frihedens Tegn og paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom — som De sagde — "kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse". Hvad Lykke det blev til for mine egne, skal jeg ikke komme ind paa. Men jeg maa ofte tænke paa, hvordan De vel selv 164 inderst inde dømmer om Resultatet af Udviklingen og om vore Tilstande i det hele. Det var jo dog et ganske andet Lykkeland, De i Deres Ungdoms Tro og Begejstring drømte om — og fik saa mange andre til at haabe paa."
"Bogen [De Dødes Rige] er nemlig slet ikke nogen rigtig Roman – og er heller ikke tænkt som sådan – men et Filmsforsøg, som ikke helt er lykkedes."
"jeg er: et Menneske, der fremfor alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt"
"Lykken her i Livet består i at fæste Rod i egen Jordbund og vokse i Lyset af den hjemlige Himmel."
"Hængende, højt oppe, paa de brede Vinger skød den sig roligt frem og standsede nu og da med en Dvælen, der røbede det spejdende Blik. I store Kredse svang den sig hen imod Skoven og tilbage igen. Indtil den pludselig med et enkelt, kraftigt Vingeslag forsvandt i en mægtig Bue ind over Skovtoppene."
"Det er jo dog nemlig saa, at alt dette med Sandhed og Virkelighedstroskab og Anskuelighed og "sligt noget" til syvende og sidst ingenting hjælper. Det er Begreber, som i og for sig ingen Betydning har for Kunsten, Skuemønt, som ingenting gælder. En kraftig Løgn, præget med Geniets Stempel, er for Kunsten tusind Gange mere værd end selv den dybsindigste Sandhed, der ikke har faaet Form og Lød."
Han stod paa sit høje bjerg og viste fristeren fra sig. Det talte vi tidt om. Anden grund var der ikke. Men den var god!
Det er en af Menneskenes fordærveligste Vildfarelser, at der med Samvittigheden er givet os et for alle tilgængeligt Vidnesbyrd, der som en lysende Ledestjerne viser Vej til Fuldkommenhed. Aldrig at kende til Tvivl, altid at være overbevist om at vide det rette, – denne Overtro på Samvittigheden som en ene saliggørende, absolut uforkastelig Sandhedsrøst er et af de Dogmer, der har forvoldt de største Ulykker i Verden. Ved den Ufordragelighed, hvormed såkaldte absolute og uforkastelige Sandheder altid håndhæves, har den fra Århundrede til Århundrede rejst Broder mod Broder, Slægt mod Slægt, Folk mod Folk, og ført alle Kultursamfund ind i et stedse mere håbløst Kaos.
Med berømmelse forholder det sig som med ridderkors. Der er alt for mange idioter og kriminelle mellem begges indehavere til at man kan befinde sig godt i det selskab.
(…) i vore Dage, da Præsten indretter sig i Kirken efter sin Bekvemmelighed og gør Prækestolen til Kateder for sine Privatmeninger; da hans Ord følgelig ikke ejer anden Myndighed end den, han personlig besidder; – i vore Dage, da endogså Bisperne har ondt ved at blive enige om, hvad der er de kristelige Grundsandheder; da overhovedet alt igen er Opløsning og Forvirring og Spektakel i den Kirke, der kaldes Guds Hus og Fredens Tempel, (…)
I en Roman eller overhovedet i en Skildring i Fortælleform har man ganske anderledes [end i skuespillet] Forfatteren for sig. Her kan han ikke knibe ud i Kulissen. Overalt, hvor hans Personer ikke samtaler, er han selv tilstede paa Scenen som agerende, og vi kan her faa det fulde Indtryk af hans Person. (…) Vi maa føle, at Forfatteren er en Mand, der ved mere end vi; der føler dybere og tænker klarere.
Jeg sætter ingen Pris paa altid at faa Livet betragtet fra disse uendeligt højtsvævende Synspunkter, hvorfra en Løve og en Lus er lige store – og lige smukke.
Min Farfader, der døde som Præst i Damsholte paa Møen, maa have været en ganske ejendommelig Mand. I sin Ungdom blev han, efter hvad jeg har ladet mig fortælle, fradømt Kjole og Krave paa Grund af et Kærlighedsæventyr. Senere fik han igen Indpas i Kirken gennem en Bagdør, i Egenskab af Feltdegn, og hertil bidrog sagtens den Omstændighed, at han i Mellemtiden var bleven gift med en Datter af den daværende Bisp i Aalborg, Jantzen. Han har været en for sin Tid usædvanlig frisindet og selvstændig, men ogsaa en egenraadig Mand og en kraftig Personlighed.
Der mangler altsaa endnu eet Hefte, det ottende, og naar ogsaa dette har set Lyset, vil Læserne forhaabenlig forstaa, at det ikke har været min Opgave at afsløre en Pjalt eller forherlige en Nar (saa fristende det sidste iøvrig kunde være i denne Biedermænnernes Guldalder) men at jeg har villet skrive et Menneskes Udviklingshistorie paa en saadan Maade, at den afspejlede et betydningsfuldt Stykke af Tidens Historie og dermed selve det evige Verdensløb. For det er vistnok rigtigt, at ligesom hvert enkelt menneskeligt Foster normalt gennemløber Dyrerigets hele hundredtusindaarige Udviklingsproces, før det vaagner til Liv i Moderskødet, saadan omtrent gentager hele Verdensudfoldelsen sig i den enkelte Personlighed, naar – og saalænge – Betingelserne for aandelig Vækst overhovedet er tilstede. Beretningen om en nøgen og modtagelig Sjæls Udviklingsgang er Verdenskrøniken in nuce.
Med Stolthed pegede vi her i Landet paa vore Højskoler, der jo ogsaa efterhaanden havde udviklet sig til formelige Etablissementer, hvor en garanteret Livsanskuelse tilvirkedes fabriksmæssigt i Løbet af tre-fire Maaneder. Det saae ud som et Mirakel, og var dog bare et Bedrag. For at opnaa den forlangte Simplifikation og Prisbillighed erstattede man ganske simpelt Religionen med Poesi, gav Tilværelsen et poetisk Overtræk, en skuffende Fernis. Udbyttet af den sidste Menneskealders saakaldte folkelig-religiøse Vækkelsesarbejde herhjemme havde efter hans Mening ikke været andet end en saadan ferniseret Materialisme.
Det udæskende i Pastor Fjaltrings Tone overfor ham forstemte Per lidt, saa meget mere som Præsten jo kun udtalte, hvad ogsaa han mente om de Ting. Men Manden var ikke længer til at standse.
Jeg ville gerne prøve at vise, at man også godt kan have menneskelige problemer, selvom de ikke er økonomiske eller sociale.
"Randers er min gamle Skoleby, dens Enge, Bakkedrag, Landsbyer og Stude har været mit Hjem i 16 År.
Kraftudfoldelse og overskud er et minus for kunstnerisk arbejde.
"Lykke-Per" [...] ligger mig så personlig nær, som det vel overhovedet er muligt for en Forfatter, når han skal kunne overse [sit Emne]
Om Vorherre blot vil lade mig leve saa længe, til den tyske Ørn har faaet Kløerne klippet, saa skal jeg ikke klage. Saa gaar jeg tilfreds i min Grav.
Hvor finder man ogsaa det Ord, der rigtig forklarer denne Tankens lønlige Flagren om det fremmede og forbudne, for dette Gran af nedarvet Fordærvelse, der bevarer Kvindens Kærlighed saa sprudlende frisk og skænker den dens Sødme?
Engang jeg talte med Vald. Vedel om Pontoppidans hovedverker, sa han: Jeg holder mest av Det forjættede Land. – Det gjör jeg også selv, sa Pontoppidan.
Selv dér, hvor man havde faaet sig indrettet en "Østergade" langs Strandkanten ...
hver Gang Kærligheden senere i Livet vilde forlede mig til en Dårskab, dukkede Mindet om denne fine Perlemorskniv op for mig som et advarende Tegn. Jeg tør iøvrigt ikke påstå, at det altid frugtede.
Henrik Pontoppidan blev ikke præst, men Danmark blev hans sogn. Med præstens selvfølgelighed gik han ud og ind af alle miljøer i hele landet. Hans sognehistorier er – også – hulspejle af hans tilværelse og uomgængelige for forståelsen af ham som menneske og forfatter.
Det vilde blive en kummerlig Tilværelse for de fleste, dersom de skulde nøjes med, hvad der retfærdigt tilkommer dem. Som selve Livet skænkes os uden egen Fortjeneste, sådan lever vi fra Vuggen til Graven hovedsagelig af Kærlighedsgaver. De, der vil erkende det, har aldrig virkelig levet.
Forslag til Pontoppidan-citater til denne rubrik modtages gerne, skriv til Flemming Behrendt.