Citat uge 42

Henrik Pontoppidan blev ikke præst, men Danmark blev hans sogn. Med præstens selvfølgelighed gik han ud og ind af alle miljøer i hele landet. Hans sognehistorier er – også – hulspejle af hans tilværelse og uomgængelige for forståelsen af ham som menneske og forfatter.

 

Prolog

Højhedsret til arveriget

En mandag i sensommeren 1872 kommer de gående sammen op ad kirkebakken, Henrik og den svenske fætter. Henrik er lige fyldt 15, tæt af bygning, sydlandsk i løden, høj af sin alder, med et krøllet hår over isblå øjne. Den svenske fætter, Børge, er 17 år ældre, med stoute, rolige træk, fine linjer om mund og hage, store kindskæg à la mode. Fra toppen, ved siden af kirken, kan de se hele den sydsjællandske kyst rundt. Børge har været på Bogø før med Farbror Isaak, så han kan udpege alle de kirketårne der gennem århundreder har bimlet over mænd og kvinder af Pontoppidanslægterne nede i præstegårdene. Bagefter gik de to fætre nok også ind i kirken og så på altertavlen fra 1655. Den bærer Frederik 3.s initialer, og midt for præstens blik står malet med guld på sort bund: "Gud er Kærlighed".

Det var købmanden og skibsrederen Isaak Sidenius Pontoppidan (1819-74) fra Helsingør der havde taget de to nevøer med på sin årlige pilgrimsrejse for at gøre dem fortrolige med familiens hjemsteder. Her på Bogø var Henriks farfar præst i 1810’erne, og her var både onkel Isaak og Henriks far født.

*

Vi har ikke andre kilder til denne rejse end Henrik Pontoppidans egen skildring i både den store og den lille selvbiografi, og det vil siden blive klart at de to forskellige versioner ikke uden videre, ofte overhovedet ikke, står til troende. Fordi de er digterværker, men selvfølgelig også fordi de er præget af tidsafstandens fejlerindringer. De vil i denne fortælling om deres forfatter altid blive mødt med skepsis, også når de som her er eneste kilde. Det gælder således den forståelse af besøget Pontoppidan i Drengeaar giver udtryk for:

"At der ikke fandtes mange Sogne i Landet, hvor ikke en af Slægten en Gang havde været Menighedens aandelige Vejleder, vidste jeg jo forud. Det havde jeg hørt om fra jeg var Barn. Men først denne Anskuelses-Undervisning gav mig alligevel det rette Begreb om Storheden og Betydningen af dette Arverige, hvortil enhver af Slægten havde en Slags medfødt Højhedsret."

Alt dette går – i hvert fald i bakspejlet – op for den 15-årige Henrik Pontoppidan, da han denne mandag står ved kirken på Bogø og kigger ud over det vidtstrakte ølandskab og sammen med fætteren tæller kirketårne, ligesom Pontoppidan siden lader fortælleren i Den gamle Adam gøre det fra en fynsk bakketop – "af gammel Vane". I dag dækker skov for alle kirketårnene.

*

Historien om denne dreng som blev mand og digter med højhedsret til det danske rige, er en historie om de spor formningen af hans sind satte sig, først og fremmest i hans skrift, som forfatter og brevskriver, mindre om dem i andre menneskers sind, simpelthen fordi så forholdsvis få vidnesbyrd er bevaret når det ikke netop drejer sig om modtagelsen af hans værk. Dog: Noget ved vi, og andet kan udsondres. Pontoppidan gemte på enkelte undtagelser nær først breve i sit andet ægteskab – til gengæld gemte mange breve fra ham. Så også af denne grund kommer værket til at spille en hovedrolle. Ikke som kilde til hans liv, men som afspejlinger af verden omkring det. Pontoppidan var realist med en naturalistisk overbygning, og han brugte af sit eget liv på samme måde som han brugte sine iagttagelser af omverdenen, og de to ingredienser er blandet på så uadskillelig en måde at kun ganske særlige "lakmusprøver" kan udpege de egentlige afspejlinger. Det hindrer ikke at forsøget vil blive gjort. Men det gælder for Pontoppidan hvad den franske forfatter Albert Camus udtrykte i sin afsmag for naive biografiske læsninger: "Oftest fortæller forfatterens værk historien om hans længsler eller fristelser, næsten aldrig historien om ham selv.”[5] I en avis skrev den godt 70-årige Pontoppidan:

Hvor vilde vi ikke alle være ilde farne, dersom vi skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv det fuldkomneste Menneske går ud af Livet som Skyldner. Fra Vuggen til Graven opretholdes vi allesammen væsentlig af Kærlighedsgaver. Den, der ikke kan indrømme det, har aldrig virkelig levet.

"Gud er Kærlighed" stod der på altertavlen i Bogø Kirke. Men i forfatterskabet blev sandheden den omvendte at "Kærlighed er Gud". Kun når kærligheden udfolder sig på samme betingelsesløse nåde som den kristne Guds, er den virkelig kærlighed, mands eller kvindes. Det lærte Pontoppidan i sit andet ægteskab bestandigt med tømmermændene fra det første i bagagen. Deraf ydmygheden i den gamle digters formulering.

Henrik Pontoppidan blev ikke præst, men Danmark blev hans sogn. Med præstens selvfølgelighed gik han ud og ind af alle miljøer i hele landet. Hans sognehistorier er – også – hulspejle af hans tilværelse og uomgængelige for forståelsen af ham som menneske og forfatter.