Citatet er hentet i Henrik Pontoppidans selvbiografiske tekster hvor det – som så meget andet i forfatterskabet – optræder i flere, afvigende former: Artiklen i Flensborg Avis er ikke blandt erindringsskitserne, men en af flere aforismesamlinger der blev bragt under overskriften "Randgloser til et og andet i Tiden" (I-III).
FLENSBORG AVIS 27.11.1930: |
ARV OG GÆLD, 1938, s. 116 *) i manuskriptet lyder denne sætning: (…) går insolvente ud af denne Tilværelse. Belastede med ubetalbar Taknemmelighedsgæld. |
UNDERVEJS, 1943 s. 137-38 |
Den fine dobbelthed i udtrykket i Arv og Gæld fik vennesønnen H.P. Rohde ødelagt ved som impertinent 23-årig student at spørge om det mon ikke skulle forstås religiøst?1 I irritation rettede digteren så i Undervejs til mig selv kærlighedsgaverne til "Kvindens Kærlighedsgaver" hvad der gjorde brugen af "allesammen" utilsigtet mandschauvinistisk da Pontoppidan her samtidig ændrer "Verdens rigeste og mægtigste Mænd" til "Alle gaar vi ud ..." . Men han skulle ikke tages til indtægt. Det var synd. For han mente jo begge dele. Hvad enhver i dag kan se ved som her at læse udtrykkets historie i sammenhæng.
Citatet er gjort til kernested i Elsebeth Diderichsens bog om Pontoppidan, Den umulige kærligheds nødvendighed (2002) og senest brugt på samme vis for at tage Pontoppidan "til indtægt", som man siger, for kristendommen af pastor Gudmund Rask Pedersen i en kronik i Kristeligt Dagblad. Hertil indvendte et af Pontoppidan Selskabets medlemmer den 13. marts 2003 i Kristeligt Dagblad:
Pontoppidans kærlighedsgaver!
I opposition til Tor Nørretranders og Søren Ventegodts tilværelsestolkning og menneskesyn anfører sognepræst Gudmund Rask Pedersen i sin kronik den 6. marts følgende: "Heroverfor står den påstand, som må siges at være kristendommens store pointe: at vi lever af nåden". Og han føjer så til: "Henrik Pontoppidan har sagt det med de udødelige ord: "Fra vuggen til graven lever og opretholdes vi alle af kærlighedsgaver. Den som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet"". Citatet er den sidste sætning i erindringsbogen Arv og Gæld (1938).
Imidlertid knytter der sig til dette udsagn den tilføjelse, at da Pontoppidan i 1943 genudsendte sine erindringer (Undervejs til mig selv), havde han ændret det, så der i stedet stod: "Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kvindens Kærlighedsgaver".
Forfatteren H.P. Rohde fortæller i bogen "Det lyder som et eventyr" (1981), at Pontoppidan i en samtale med ham havde reageret på hans anmeldelse af "Arv og Gæld", hvor Rohde skrev: "Er det ikke som om Arven fra de "pibekravede Forfædre" ytrer sig i det Hjertesuk, hvormed Erindringerne klinger ud …". Pontoppidan havde afvist denne udlægning af ordet kærlighedsgaver – og tilføjet: "Men – fejlen er min. Jeg burde have udtrykt mig tydeligere". Hvad han så gjorde ved genudsendelsen af erindringerne.
Pontoppidan var – som Thorkild Skjerbæk i Kunst og budskab henviser til – "vidende om den "kristelige" fejltydning af ordene som de først havde været på tryk. Vitterligt er de også blevet brugt af mangen ordineret eller uordineret prædikant i en væsentlig anden mening end den, der altså ifølge denne sidste vigtige rettelse var forfatterens egen" (s.322).
Livet igennem har Pontoppidan en distancerende og kritisk holdning til kristendom og præsteskab. I erindringsbogen Familjeliv (1940 – P. var da 83 år gammel) skriver han eksempelvis: "Evnen til at leve et Trosliv var mig i det hele nægtet. Selv i mine mørkeste Øjeblikke lod jeg mig ikke friste af Forfædrenes himmelske Drømmerier. Hvor meget jeg end skulle lide, jeg vilde for ikke at dø som Hykler lukke Ørene for Kirkens Afladskræmmere og indtil det sidste fastholde mit selverhvervede, ædruelige Syn paa Livet og dets Afslutning."
Så Gudmund Rask Pedersen burde i sin eksemplificering af nådesbegrebet nok alene have holdt sig til det stærke citat fra Kingos "Nu rinder solen", som han bringer.
Paul Heide, fhv.rektor
Folekær 11, 2765 Smørum