Geniets Stempel

"Det er jo dog nemlig saa, at alt dette med Sandhed og Virkelighedstroskab og Anskuelighed og "sligt noget" til syvende og sidst ingenting hjælper. Det er Begreber, som i og for sig ingen Betydning har for Kunsten, Skuemønt, som ingenting gælder. En kraftig Løgn, præget med Geniets Stempel, er for Kunsten tusind Gange mere værd end selv den dybsindigste Sandhed, der ikke har faaet Form og Lød."

Citatet er fra en anmeldelse af den norske forfatter Amalie Skrams roman Lucie der udkom i november 1888. Det er første gang Pontoppidan offentligt giver så omfattende et udtryk for sine litteraturpolitiske anskuelser, sin "poetik". I anmeldelsen fortsætter teksten:

Det gælder for en Skildring i alle Fald ikke om at være, men blot om at synes sand – at paatrænge sig Læseren med et saadant Liv, at den betager ham Dømmekraften, at han hallucineres, hypnotiseres, ser, føler, tror og gennemlever alt, hvad Digteren byder ham, og viljeløst følger ham paa enhver Vej som en Skygge.

Men det var ikke første gang Pontoppidan havde gjort sig overvejelser af denne art. Allerede i februar 1882, kun tre måneder efter debuten med Stækkede Vinger, skrev han sit brev til Fernando Linderberg. Og da han havde udsendt Landsbybilleder og dediceret dem til ægteparret Ancher, skrev han til Michael Ancher:

Det glæder mig, at De synes om "Landsbybillederne", navnlig dersom De har fundet i dem noget af det, jeg mener at have lært af Deres Kunst, og som jeg gjerne vilde skulle være at finde, – det på én Gang friske og forstående, brede og skarpt tegnede, lige langt borte fra sød Sentimentalitet og ængstelig, kjølig Tilbageholdenhed eller frastødende Raffinement.

og han tager afstand fra

de for et rent og bart kunstnerisk Standpunkt forfægtede Meninger, uden andre Mål og Med end netop dette ene tomme: Kunst, som efter mit Begreb kun får Værdi ved at være det højeste Udtryk for et bestemt individuelt Livsyn og derigjennem at have et bestemt praktisk Formål: at bibringe andre dette Livssyn.

Så der var sket noget i mellemtiden. Henrik Pontoppidan havde forladt sin ideologiske base i Hornsherred og sin splendid isolation i Havreholm (se tidstavlen). Han var flyttet fra konen og til hovedstaden hvor han var blevet kulturjournalist, en beskæftigelse han siden bestandigt skulle udtrykke afsky for. Og han læste og han læste. Ikke kun det Politiken bad ham anmelde, men også alt det et travlt liv med små børn havde sinket ham i de foregående år. En af dem han læste, var den noget yngre litteraturteoretiker Valdemar Vedel (f. 1865) der netop havde skrevet en artikel om "Moderne Digtning" i tidsskriftet Ny Jord hvorfra disse citater stammer:

Nu gaa vore Poeter om og observere og notere og sanke møjsommelig Stumper af "Virkelighed" sammen for at tømre Mannekinner, som de dog siden maa inddigte et sjæleligt Liv, de henter ud af dem selv. Men har de da intet selv paa Hjerte? Hvorfor giver de dem ikke kækt og frit deres egne Stemninger i Vold, skriver ud af deres fulde Hjerte, hvad de selv har følt og tænkt og villet, og tegner modig en Verden, som deres Drømme har bygget sig den op, og som deres vexlende Stemninger farve den. Til syvende og sidst naar de dog aldrig alligevel ud over dem selv til den "ægte" Virkelighed; men søger de ikke deres Stof udenfor, men |161| i den levende Kilde i dem selv, saa véd de ialfald, at deres Værk har Livet i sig, at Tidens eget Hjerteslag igennem dem banker i det; og om det saa ikke skulde "ligne"! ligner det da ikke den Slægts Grundstemninger, de Hjerners Drømme, de Hjerters Angst og Længsler, hvoraf det er rundet? Og er det saa ikke Virkelighed? (Ny Jord bd. II, 1888, s. 160-61)

(…)

Dette er den rette Kunst: med lydhør Forstaaelse af Sjælelivets Økonomi at kunne haandtere Læsernes Sind, forme det efter sit Lune, spille hvad Melodier, man vil, paa dets Toneregister. (opus. cit., s. 163)

Og i en tidligere artikel "Om Henrik Ibsens digteriske Manddomsgerning":

Deri bestaar Kunstens Sandhed, ikke i Virkelighedstroskab, der som saadan er ligegyldig, men i Illusionsevnen. (Ny Jord, bd. I, 1888, s. 250)