25
3. Forfatterskabs-forudsætninger
Biografiske forhold
Over for gængse forfatterskabsgenetiske spørgsmål, der også kan rejses i forhold til Pontoppidans romantrilogi: Hvordan gik det til? og: Hvor havde han det fra? – stillede Pontoppidan sig gerne afvisende. Han var ikke en ven af biografisk opsnusning, endsige selvudlevering; det fremgår fx af hans syrlige svar på Tilskuerens redaktørs anmodning til ham om at bidrage til en serie forfatterartikler1. Og da han på sine gamle dage forfattede sin selvbiografi, behandlede han det meste af, hvad der 'tilhørte privatlivet', med diskretion: fortielse eller en ganske summarisk og måske stiliserende fremstilling. Dette var naturligvis hans ret. Men hans egen diskretion turde være en af grundene til, at ingen til dato har skrevet en egentlig Pontoppidan-biografi. Trods en del spredte, oftest sene bidrag til en sådan, hvoraf meget er registreret hos Ahnlund 1956, er vi derfor i den ejendommelige situation, at vi kun i store træk kender den ikke-publicistiske del af Pontoppidans liv. Det må da række i et forsøg på at besvare de nævnte forfatterskabshistoriske spørgsmål.
I almindelighed kan spørgsmålet om et forfatterskabs hvorfra vel besvares med: at fiktionsværker er fantasiskabninger, men fantasien har – i nogle tilfælde, hvoriblandt sikkert Pontoppidans, mere end i andre – gjort brug af forfatterens erfaringer og iagttagelser, herunder også hans læsning og hans egne forudgående skriftlige forsøg og resultater.
Nogle i princippet velkendte forhold fra hans biografi er relevante:
Forfatterens far, Randerspræsten Dines Pontoppidan, var (trods DD s.427) næppe decideret grundtvigianer, men havde positiv interesse for den grundtvigske vækkelses- og oplysningsbevægelse, og Henrik Pontoppidan har fået indtryk af den allerede i sin drengetid i begyndelsen af 1870erne: Storebroderen Morten Pontoppidan fortæller i en erindringsartikel til forfatterens 70 års fødselsdag om et grundtvigiansk 26 møde i en skolestue på landet, som faderen havde taget Henrik med til. Henrik opfattede både forsangeren – med en i øvrigt autentisk og smagløs sang af Grundtvig – og den folkelige foredragsholder som urkomiske og klichéforbrugende, og han opførte hjemme i haven en – også sprogligt nærgående – parodi på den til fornøjelse for sine søskende. Episoden forekommer karakteristisk for den senere forfatters gehør, imitationstalent og idiosynkrasi. Han forblev den utilpassede i forhold til de fleste af hjemmets normer og interessetilbud – forældrenes og vel i nogen grad søskendeflokkens.
Dog var det utvivlsomt af et godt hjerte, at storebroderen Morten ydede ham hjælp og husly, efter at faderen var død (1879), og Henrik havde afbrudt sit polytekniske studium for at blive forfatter. Morten, som var teologisk kandidat, havde forladt en påbegyndt gejstlig løbebane og oprettede en højskole på Slangerupkanten, først i Freerslev, siden i Jørlunde, hvor Henrik boede og bidrog til undervisningen. Morten lagde vægt på selv at tage del i det fysiske landbrugsarbejde, der var knyttet til hans ejendom. Ved siden af højskolevirksomheden var han valgmenighedspræst for den lokale grundtvigske menighed. Han var som sin lillebroder politisk – men for øvrigt også teologisk – oppositionel, og han protesterede så voldsomt mod Estrupregimets kupagtige karakter fra 1885, at han fik en fængselsstraf (1887-88) for injurier mod konseilspræsidenten. Herunder opstod der i menigheden uro over hans særmeninger, vist navnlig de teologiske, og han forlod derfor sin gerning som præst.
Hverken Emanuel Hansteds karakter eller hans skæbne er identisk med Morten Pontoppidans, men en række elementer i romanheltens valg i M og DfL er utvivlsomt digtet med inspiration i forfatterens betragtning af sin idealistiske broders livsform, bestræbelser og genvordigheder.(Jf. i øvrigt omtalen af modeller i afsnittet Autenti og fiktion)
I personkredsen omkring Mortens højskole lærte Henrik Pontoppidan sin tilkommende hustru, Mette Marie Hansen, at kende. Hun var datter af en gårdmand i Østby i Horns Herred på den anden side af Roskilde Fjord. De blev gift 1881 og fik i en periode tag over hovedet hos hustruens forældre. Pontoppidan fik således fortrolighed med bønderne og kendskab til også de lavere sociale klasser på landet, et kendskab, der straks udnyttedes i forfatterens første fortællingsamlinger. Fra Hytterne (1887) er således dediceret til "Vennerne i Østby". – Om ligheder mellem 27 de (nord)sjællandske egne, Pontoppidan havde hjemme i, og topografien i romantrilogien står der mere i afsnittet "Autenti og fiktion".
Det unge ægtepars liv, med den travlt skrivende og lidet succesrige forfatter som far til snart to børn, har sikkert haft sine kummerlige stunder – særlig da den ældste datter, Karen, døde i marts 1885. Hun havde skrantet efter mæslinger, og hendes svindende livskraft var med sorg og angst bemærket af faderen, som det fremgår af hans breve til Otto Borchsenius i perioden. Tragedien har da – trods den om romanen mindende stilisering i erindringerne2 – været væsentlig anderledes end Guttens død i DfL; men at den indtraf – og at den indtraf få uger før den danmarkshistorisk alarmerende provisoriske finanslov og følgeforanstaltninger af regeringen Estrup – har åbenbart haft betydning for tilrettelæggelsen af handlingen i DfL; det var et mærkeligt sammenfald af mørke begivenheder.
Når skildringen af Guttens død i DfL 1892 efter modtagelseskritikken at dømme ikke alle vegne greb så voldsomt som nogle læsergenerationer senere, bør man erindre to forhold: For det første, at børnedødeligheden for hundrede år siden var langt højere end senere her i landet, altså var noget, der kendtes i mange familier. For det andet – og i den realistiske litteratur til dels som følge af det førstnævnte – at skildringen af børns død ofte indgik i 1800-tallets litteratur; som et stærkt eksempel fra den kun lidt ældre litteratur i Pontoppidans samtid kan nævnes Sjur Gabriel (1887), det første bind af romanserien Hellemyrsfolket af Amalie Skram, som Pontoppidan for øvrigt beundrede.
Den vigtigste biografiske baggrund for Pontoppidans roman som helhed er imidlertid, at forfatterens ægteskab med Mette Marie gik i stykker, og at han blev gift med den københavnske bourgeoisifrøken Antoinette Kofoed. Det nye ægteskab måtte afvente den juridiske stadfæstelse af Pontoppidans skilsmisse; det blev indgået i april 1892, altså få måneder efter udgivelsen af M. Pontoppidans erindringer i Familjeliv (1940) er temmelig elliptiske og stiliserende vedrørende opløsningen af det første og optakten til det andet ægteskab og savner navnlig nærmere tidsangivelser. Disse kunne have interesse, da forfatterens – og begge kvinders og børnenes – penible situation mellem to relationer netop synes at falde sammen med planlægningen af M og DfL. Et grundlæggende motiv i hele romantrilogien er jo manden mellem to kvinder: hans 28 tålende, lidende og ordknappe bondebrud og den farlige erotiske frøken af københavnsk præg. I frieriet til eller af Antoinette Kofoed, som det med finhed fremstilles i Familjeliv (s.55), antydes en rigelig giftefærdig alder (hun var født 1862 og således i 1889 27 år); man kan hermed sammenligne den ret grove spas med frk. Ragnhilds uafsættelighed i den tidligere publicerede version "Ungdom" og i hendes i sympatisk retning meget ændrede karakter i M og de efterfølgende to bind, hvor antydningen af modenhed-overmodenhed i forhold til ægteskabsmarkedet dog stadig kan findes. I øvrigt er der vel intet til hinder for, at forfatteren kan have digtet i en stemning af anger for egen regning og glorificering af sin første hustru, mens han var på vej til den anden.
Også her må det understreges, at der efter alt at dømme ikke er tale om, at Hansine og Ragnhild Tønnesen har nærmere karakter- og portrætlighed med Mette Marie og Antoinette, men at selve konstellationen og konflikten i Hansted-romanen har stærke analogier i Pontoppidans biografi.
Romanen har på flere måder været en afskedsbog for digteren – afsked med en tidligere familie, en tidligere livsform og til en vis grad tidligere idealer. Pontoppidan bevægede sig i slutningen af 1880erne også fra sine nordsjællandske bopæle (senest Havreholm) til København, og hans publicistiske og litteraturpolitiske tilknytninger skiftede. Da hans forfatterskab begyndte, var hans litterære mentor kritikeren Otto Borchsenius, en talsmand for det – grundtvigianske og efterhånden udtalt Brandesfjendtlige – 'danske' Venstre, i hvis ugeblad Ude og Hjemme Pontoppidan tjente en del af sit daglige brød ved at levere noveller og skitser, ofte under mærket Rusticus. I slutningen af 1880erne skiftede Pontoppidan side. I 1887-89 leverede han bidrag til Politiken, hvis ene redaktør, Edvard Brandes, blev hans ven. (Den anden redaktør, Viggo Hørup, synes han at have haft distancerede relationer til.) Fra 1889 til 1891 blev han en flittig medarbejder ved Kjbh.Børs-T., Ernst Brandes' avis, hvori hans drilske kommentarer gerne var signeret Urbanus (dvs. byboen). Her var også andre, yngre medarbejdere, som man nu vil forbinde med '1890erne' i snævrere mening, særlig Johannes Jørgensen. Men hovedretningen i kulturstoffet og ikke mindst for Henrik Pontoppidan var nu tydeligt brandesiansk, herunder ærtende eller aggressivt antiklerikal. Hvis man finder, at DD er mere ond i billedet af (de fleste af) de professionelle kristne – gejstlige, prædikanter, højskoleideologer – end de første dele af trilogien, kan det have sammenhæng med, at Pontoppidan 29 i mellemtiden havde erfaret den kirkelige magt: Et af hans drilske causerier i Kjbh.Børs-T. havde indbragt redaktøren en dom for blasfemi ved Højesteret, og fornyelse af forfatterunderstøttelsen på finansloven var blevet nægtet Pontoppidan.
Forudgående forfatterskab
Pontoppidan havde som forfatter gerne mere end ét kort på hånden, som det bevidnes af megen senere tale om hans 'tvesyn' og af den faktiske ideologiske flertydighed af en del af hans værker. Om trilogien om det forjættede land kan man måske foreløbigt og summarisk sige, at den giver et tilbageblik på den tidligere pontoppidanske verden fra den seneres synspunkt.
Men heri ligger også, at værket har stærke stoflige og tematiske forbindelseslinjer til det forudgående forfatterskab – eller mere præcist sagt: til dele af det, for også før ca. 1888 var der en afgjort kritisk naturalist på færde, præget af det brandesianske gennembrud. Lige så vel som der efter ca. 1888 var plads for en alt andet end Brandes-nær stemme i hans digtning.
Det er altså ikke noget helt præcist udsagn, at trilogien fra 1891-95 opsummerer hovedparten af ungdomsforfatterskabet, men sandt er det, at der i dette findes temaer og oplæg, der kunne støtte udarbejdelsen af den større romandigtning.
For så vidt 'tidsbilledet' i trilogien er en art samtidssociologi af landbrugets Danmark, så gjaldt bestræbelsen i hans noveller og skitser i Landsbybilleder (1883) og Fra Hytterne (1887) noget hermed beslægtet. Dog var området i dem særlig de laveste socialgrupper, i en indigneret eller til medlidenhed provokerende belysning. I trilogien, hvis to første bind også kunne betegnes som et landsbybillede, har pjalteproletariatet en ganske perifer rolle – figurerer næsten alene i DfL, uden social sympati fra forfatterens side, og Emanuel Hansteds møde med denne gruppe er et af de livsforhold, hvori han henter bitter skuffelse.
Det gør han også på den politiske front, i provisoriekonflikten. Denne havde Pontoppidan allerede tematiseret i en håndfuld noveller, der opsamledes i Skyer, en samling fra 1890 med den demonstrativt tidshistoriske undertitel: "Fra Tidsrummet 1885-1890". Også i dem er indignationsmomentet grundlæggende, men her som i den snart følgende 30 roman er spidsen snarere rettet imod vendekåberne og de lunkne til venstre end mod det estrupske junkerregimes repræsentanter.
Romanen kan vel siges at vende sig imod den grundtvigianske illusion, politisk, men overvejende som pastoral og teologisk-ideologisk praksis; Hansted er jo hovedpersonen, og trilogien er en præstehistorie. Den grundtvigianske filantropi over for den reale landlige armod var temaet for en af Pontoppidans allerførste længere fortællinger: Sandinge Menighed, 1883. Det er på flere måder den af Pontoppidans fortællinger, der nærmest kan kaldes et forarbejde i forhold til trilogien, som – navnlig i DD – direkte genbruger personer, forhold og lokaliteter fra ungdomsværket. Ganske uden sprækker blev tilknytningen ikke (nogle af dem søgte Pontoppidan at eliminere i den meget ændrede 2. udgave af fortællingen i 1903), og der er i mere end én forstand langt fra den kiellandsk anlagte forførelses- og hykleri-historie fra 1883 til den kirkelige og køligere roman fra 1890erne. Men allerede den første bog havde Pontoppidan skrevet "for Grundtvigianerne", som han siger i det ovenfor citerede brev til Borchsenius fra juni 1883, og det ærgrede ham, at hverken de eller andre lod til at ænse den. I den senere frembringelse udviste han betydelig større evne til at få dem i garnet som nogle af de læsere, der måtte ømme sig.
Genbrug af personnavne og -typer (evt. i ændret ansættelsesforhold og på et andet alderstrin) er i øvrigt ikke så enestående i forfatterskabet. Pastor Momme i DD er – foruden i Sandinge Menigheds pastor Momme-figur – foregrebet i "den unge Pastor Momme" i Mimoser (1886, s.155), medens det i forhold til trilogien er en ældre "Førstelærer Johansen" og måske en anden, men dog også moralreformatorisk "Pastor Madsen" der træffes i den efterfølgende Højsang (1896). Men det drejer sig her om bipersoner, ofte med en kun ganske sporadisk optræden.
Mindre stofligt – og slet ikke karakterologisk – men i visse henseender tematisk beslægtet med Hansted-historien er den lille roman Isbjørnen. Et Portræt (1887). Den skildrer den lidet klerikale og lidet boglige vildbasse af en præst, der først som dumpekandidat henvises til et kald på Grønland; dér deltager han i et lykkeligt naturliv; da han siden kommer hjem til et sjællandsk sogn, går det imidlertid galt for ham, og historien ender med hans afgang her fra en delvis bornert menighed og en helt tyrannisk statskirke. Her er temaet: natur og instinktivitet kontra kultur og klerikal disciplinering; det er muntert og barokt rendyrket ud fra en følemåde, der ikke savner lighedspunkter med den unge Emanuel 31 Hansteds. Som et drengeoprør sås det allerede i Pontoppidans – ret lange – debutfortælling "Kirkeskuden" (i samlingen Stækkede Vinger, 1881).
De fleste af Pontoppidans længere fortællinger i ungdomsforfatterskabet har – til forskel fra Isbjørnen – erotisk intrige og motiv. I Mimoser (1886) er den afgørende krise således et brud på ægteskabelig troskab og en straks derpå følgende opløsning af et – som det syntes: ganske lykkeligt – ægteskab. Den lille, i stilen ikke alt for homogene roman er for øvrigt komponeret i tre dele ligesom vor trilogi: I første del stiftes ægteskab (på landet, i storagrart miljø), i anden del går det itu (under københavnsk indflydelse), medens en epilog præsenterer en drillende drejning i radikal-paradisisk retning.
Medens Pontoppidan overvejede sidste del af Hansted-trilogien, udsendte han endnu et par "små romaner", der varierede to af værkets grundmotiver. I Den gamle Adam (1894) behandles (ængstelsen for) den normbrydende erotiske attraktion, og i Nattevagt (samme år) træffer vi i kunstneren Jørgen Hallager en særlig aggressiv variant af den egocentriske, kæmpende idealist, hvis hustru har at følge trop – eller gå til grunde. I og for sig er begge motiver naturligvis kendte numre i verdenslitteraturen; det sidste er særlig kendt fra Ibsen (fra Brand og fremefter). De har da også et langt efterliv i Pontoppidans fortællende digtning, helt frem til den uhyggelige sidste roman med den sigende titel Mands Himmerig (1927). At der for forfatteren har været et moment af selvdom i begge motiver, tør man nok gå ud fra.
Inden vi forlader det skønlitterære forfatterskab, der ligger forud for (og samtidig med) trilogien, bør vi nævne det kompositoriske og genremæssige: Pontoppidan havde forud for M ingen erfaring i egentlig længere romankomposition. Tidens og Pontoppidans egen forkærlighed for "små romaner" berøres i en anmeldelse, han gav af Schandorphs lange roman Birgittes Skæbne i Politiken den 3. og – for dette spørgsmåls vedkommende især – den 4. dec. 1888. Han synes, at de nyere danske romaner af langt format har for megen flomme, for meget fyldstof, og egentlig med fordel kunne være "smæltet ind til mere overkommelige Former", dvs. ca. 10 ark. Pontoppidan havde på dette tidspunkt selv udsendt 4-5 små romaner – og havde som nævnt nu kontrakt med P.G. Philipsens forlag om en stor. Den genremæssige problemstilling forblev meget vedkommende for Det forjættede Lands forfatter. Den genre, han selv kaldte "små Romaner", og som i samtiden også kunne benævnes 'fortællinger', kan have en vis bredde i beskrivelse af sceneri 32 o.lign., men er afgørende anlagt på en novellistisk-dramatisk krise; denne udgør det egentlige, pointerende motiv og står til sidst; forud kan forekomme større stedsbeskrivelser og en mere eller mindre fyldig præsentation af hovedpersonen (eller persongruppen), gerne med dennes forhistorie. Det vil ses, at trilogiens enkelte bind i virkeligheden ikke fjerner sig langt fra denne kompositionstype, som man dengang snarere ville opfatte som novellistisk.
Hermed er ikke sagt, at der ikke kan udpeges bygningsforskelle mellem trilogiens bind og de "små romaner", eller mellem de "små romaner" og novellistikken i Landsbybilleder, Fra Hytterne og Skyer. Hvad der er fælles for nogle af begge tekstkategorier og trilogien, er indslaget af portrætter: den bredt udførte, anskuelige og ofte humoristisk tonede skildring af en fiktionsperson; Isbjørnen bærer ligefrem som nævnt undertitlen "Et Portræt". Den novellistiske knude(løsning) kan undertiden minde om anekdoten. Det gælder særlig, hvor Pontoppidan tilstræber en udtalt kortform som i hans samling Krøniker (1890). I den findes også forsøg på at tilnærme sig den folkloristisk-romantiske stilisering, der netop var på mode i dette tidsrum, fx i Drachmanns Troldtøj (1889-90). Den romantiske sagn-, eventyr- og legende-stil med dens basis i bibelsk sprogtone var i øvrigt aldrig langt fra Pontoppidan, uanset hans samtidsrealisme. Allerede titlerne på hans tre store romaner er indikationer. Vi peger nedenfor, i afsnittet Fortællingen, på det folkloristiske som et af de markerede 'fortolkningssprog' i Hansted-trilogien.
Journalistik
Vi kaster nu et blik på Pontoppidans journalistik i årene omkring 1890, med trilogien om Emanuel Hansted in mente. Som nævnt havde forfatteren skiftet hjemsted til den radikale side af venstrepressen, dvs. Politiken 1887-89, derpå med særlig journalistisk produktivitet – oftest under rubrikken "Dagbog" – i den kortlivede Kjbh.Børs-T. 1889-91; i Politiken var han atter tilbage en periode i foråret 1897, oftest med rubrikken "Enetale". Hertil kom tidsskrifterne, det radikalt centrerede månedsskrift Tilskueren og endnu – med en for os særlig interessant seriepublikation ("Ungdom", jf. ovenfor) – det folkelige, mere grundtvigiansk orienterede 33 ugeblad Husvennen. Disse steder publicerede Pontoppidan førsteversioner af eller udkast til sine fortællinger og "små romaner", skildringer og portrætskitser; i dagbladene desuden en lang række causerier med mere eller mindre aktuelle (evt. litterære) anledninger og i en drilsk kontroversiel eller provokerende, evt. personligt polemisk ånd. I den sidst nævnte produktion, gerne under Urbanus-mærket, skal man måske ikke se absolut bindende ideologiske udsagn af forfatteren, men nok vidnesbyrd om hans interessefelter og ofte hans bevidsthed om, hvor der var ømme tæer at træde på. Nogle af de journalistiske stykker peger tydeligt i retning af romantrilogien. (De egentlige forstudier eller udkast til romantekst er omtalt ovenfor i afsnittet Tilblivelsen.)
Således tager Pontoppidan ved en række lejligheder til orde imod idealiseringen af bøndernes og landproletariatets liv og moralske stade – markant i Politiken 24.11.1887 under den sigende overskrift: "Norske Profeter og Zola'ske Bønder" og fortsat 29.11.1887 under overskriften "Bønder". Traditionen fra navnlig Bjørnsons glansfulde bondefortællinger forekom Pontoppidan ganske forløjet, hvis den skulle gælde for danske forhold; derimod fandt han, at Zolas billede af landbefolkningen som ekstremt grisk og promiskuøs i den udskregne roman La Terre (1887, på dansk Jord, som føljeton samme år) ikke var uligt hans egne iagttagelser herhjemme. Pontoppidan bidrog her og endnu i Kjbh.Børs-T. 17. og 18. aug. 1889 til brandesiansk drilleri mod puritanerne i sædelighedsfejden, et moment, han senere lod ligge. Men i den første af de to artikler i Kjbh.Børs-T. udfolder han et helt Ragnhild Tønnesensk railleri over forestillingen om landlivet som lutter skønhed og sundhed modsat by- og stuelivet; han har læst Tolstojs opsats "Hvori bestaar Lykken?"3 og er blevet irriteret. Om DfL mindes man endelig, inden for dette sociologisk-moralske område, af en artikel betitlet "Dovendyr" i Kjbh.Børs-T. 25.1.1891: Medens Pontoppidan i 1880erne havde givet indignerede billeder af mennesker under alderdoms- og fattigforsørgelsen i landsognene, sætter han her – ligesom med Svend Øl og Per Brændevin i romanen – fokus på misbrugere af systemet, arbejdsføre, men arbejdssky og amoralske typer.
Et andet emneområde i forfatterens journalistik i disse år, der er af interesse i vor forbindelse, er kirke og tro. I en "Dagbog" af Urbanus i Kjbh.Børs-T. 20.8.1889 causeres der om, at troen på helvede er fortrængt i 34 moderne kristelig rationalisme – både den hjemlige og Tolstojs – og i en moderne vækkelsesbevægelse som Frelsens Hær; Indre Mission synes aldrig – eller i hvert fald ikke før De Dødes Rige – at have kaldt på mere end overfladisk interesse hos Pontoppidan, egentlig heller ikke i Hansted-romanen. Den beske iagttagelse af kristendommens dogmetab og opportune humanisering, som navnlig udstilles i DD, fastholdes i denne periode og udtrykkes meget tydeligt i en artikel i Tilskueren aug. 1893: "En falsk Etikette"; synspunktet, hvorudfra der her dømmes, er en ortodoks fromhed, som i flere henseender ligner pater Rüdesheimers i romanen, med støtte i Thomas a Kempis-citater. Det er tilsyneladende en anden position end den drillevorne i flere Urbanus-causerier fra 1889, som gækker med det penible forhold mellem askesetro og fedmefest, eller mellem puritansk forkyndelse og sex i bibelske forestillinger. Det var her, Pontoppidan, i en artikel om Stuckenbergs roman Messias i Kjbh.Børs-T. 12.12.1889, vovede sig for langt ud og fremkaldte retslige sanktioner mod sin redaktør og økonomiske mod sig selv, som ovenfor omtalt.
Langt farligere for Pontoppidans nygrundtvigianske modstandere var vistnok den gammelortodokse attitude i "En falsk Etikette", som fremkaldte "Et Svar til Henrik Pontoppidan" under citat-overskriften "De ny Profeter" fra den liberalteologiske Henning Jensen i Tilskueren i sept. 1893, og tilsvarende i DD (Rüdesheimer!); den kunne skabe usikkerhed og uro på en irriterende uangribelig måde. Men det var formodentlig ikke kun en garderings-taktik, i hvert fald ikke i længden. De asketiske idealer og de gammelkristelige islæt i Pontoppidans to senere store romanserier tyder på et delvist, men virkeligt tilbagetog til det fædrene grundlag. – Medens rettroenheden hos pater Rüdesheimer i DD stadig har et skær af pikanteri fra forfatterens side, var indtrykket af Thomas a Kempis' Kristi efterfølgelse4 sikkert allerede i 1890erne stærkt og noget, som Pontoppidan godt kunne bøje sig for i ubetinget respekt, også fra sit ståsted uden for kirken. Thomas a Kempis prædikede et ydmygt og forsagende fromhedsliv, med ryggen til al intellektuel og teologisk parlamenteren, en praksis, som Pontoppidan måske har mødt hos sin mor (død 1888).
I en artikel i Kjbh.Børs-T. 22.8.1889 pegede han på det nære forhold mellem religionen, særlig religiøse 'omvendelser', og hypnose- og suggestions-fænomener. Foranlediget af en præsts indsigelse erklærede 35 Pontoppidan i en følgende artikel, sammesteds 3.9.1889, at han ikke havde religionsforfølgende hensigter; han for sit vedkommende stod uden for kristendommen og havde aldrig været generet af den. Det sidste tør man betvivle, men den moderne, især franske psykiatris perspektiv på religiøse forhold turde også have spillet en rolle for DD, som da også på én gang har satiriske 1870er-træk og noget, der er særlig karakteristisk for 1890ernes psykologisk-patologiske interesser. Den franske suggestionspsykologi var for øvrigt allerede sat i forhold til religion og mirakler af Bjørnson, jf. nedenfor. Pontoppidan har næppe kendt Bernheim-skolens skrifter på første hånd, men via sådanne formidlere; han var vistnok ikke fransklæsende, men havde svenske bekendte, der kan have henledt hans opmærksomhed på et Bernheim-formidlende skrift som Karl af Geijerstams Hypnotism och religion (Sth. 1890). – Det kan også nævnes, at Henrik Pontoppidan i sin journalistik ikke undså sig for at reklamere for sin storebroder, psykiateren, overlæge Knud Pontoppidans forfatterskab5.
Pontoppidans journalistik omfatter kun undtagelsesvis litterære anmeldelser (og da gerne af begrænset æstetisk interesse), men den indeholder dog så tydelige markeringer, at hans litteraturideologiske stilling henved 1890 aftegner sig med tilstrækkelig klarhed. Han er stadig 1870er-gennembruddets mand. Han beundrer Zolas "mægtige Geni" og ser La Terre som en kulmination af franskmandens "gigantiske Trods" (Kjbh. Børs-T. 18.8.1889). Som vi véd fra det nævnte brev til Frederik Hegel 23.dec.1883 (se kap. Tilblivelsen), havde han i sine tidligste tanker om et større værk, der blev til Hansted-trilogien, antydet, at hans forbillede var den djærve nordtyske forfatter Fritz Reuters Ut mine Stromtid (på dansk – rigssprog, ikke som originalen dialekt – under titlen Landmandsliv i 1869, en bestseller over lang tid); inden Pontoppidan realiserede sine tanker, havde Zola trængt Reuter til side på hans litterære stjernekort. Dette var måske ikke meget omfattende, i hvert fald næppe hvad angår ikke-skandinavisk digtning. Af de hjemlige naturalister har han vistnok – trods lobhudling af sin nye mentor Edvard Brandes – følt sig mest i familie med Schandorph; i en anmeldelse i Politiken 3.(-4.) dec. 1888 af en af dennes romaner udtaler han flere litteraturpolitiske meninger og smagsdomme af interesse, bl.a. sin forkærlighed for Blicher og store agtelse for Goldschmidt. Men de overskyggende 36 forfattere endnu omkring 1890 var de store nordmænd. Af dem havde den præste- og missions-satiriske Kielland været blandt hans første forbilleder; han syntes nu mindre relevant. Om Ibsen og Bjørnson ytrer Pontoppidan sig mere eller mindre sarkastisk: om Ibsen i en anmeldelse af Hedda Gabler i Berlin i Kjbh.Børs-T. 15.2.1891, om Bjørnson bl.a. i den førnævnte artikel om "Norske Profeter" i Politiken 24. nov. 1887 og i kirkeartiklen i Tilskueren 1893. Ud fra disse artikler (og for den sags skyld senere portrætter fra Pontoppidans hånd) kunne man tænke sig, at det ikke var for det gode, Bjørnson figurerede live i Hanstedtrilogien. Men nogle af Pontoppidans tydeligst udtalte idiosynkrasier gjaldt forhold og forfattere, som han utvivlsomt havde skyldt meget stærke impulser; det gælder givetvis Ibsen og i endnu højere grad Bjørnson.
Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket viste han som nævnt beundrende interesse.
Indflydelse fra læsning
Man kan måske, selv om det er for reduktivt et stikord, betegne det nævnte had-kærligheds-forhold til ældre samtidige forfattere som: negativ inspiration. Idet vi her afslutter omtalen af forholdet mellem Pontoppidans læsning og hans skrivning af Det forjættede Land, kan vi – uden just at være forpligtet på hans journalistik omkring 1890 – pege på tre vigtige navne. De har alle været centrale i højskolernes litterære repertoire, og tillige havde de tre personlig forbindelse med den grundtvigianske bevægelse. De to figurerer helt portrætagtigt i romanen; til den tredjes produktion hentydes der blot sporadisk.
Den tredje er dog ikke derfor uden en vis vægt som negativ inspirator. Det drejer sig om digteren Chr. Hostrup, præst i Hillerød og en art protektor – samt en ven – af Morten Pontoppidan og hans højskole(r); Henrik vides at have læst højt af hans dramatik for eleverne, men deltog kun en enkelt gang i besøg hos digteren6. Hostrup var som prædikant og ikke mindst som sangdigter en varm og positiv deltager i den grundtvigiansk-folkelige bevægelse; det er ikke tilfældigt, at han er stærkt repræsenteret i Højskolesangbogen; blandt hans populære sange er "Frem, Bondemand, frem". Hostrup havde også en beundrer og trofast 37 støtte i Otto Borchsenius, til hvem han beklagede sig7, da Pontoppidan i forbigående i en anmeldelse i Politiken den 3.12.1888 havde ærtet ham lidt for hans fredsommelighed og hans pastoralt understøttede digterry. Måske var det en tak for sidst fra Pontoppidans side: Hostrup havde i Morgenbladet den 22.12.1886 skrevet en artikel om hans lille sædelighedsfejde-roman Mimoser, hvori han – Hostrup – søgte at annektere den for sædeligheden og fratage Edvard Brandes dennes radikale fornøjelse ved bogen.
Hostrups rødder var jo i den førrealistiske epoke, de var københavnske og særlig knyttet til studenterlitteraturen fra 1840erne, hvortil hans første komedier hører. På deres unægtelig horisontbegrænsede og problemskyende måde er de kendte komedier faktisk en slags billeder af de intellektuelle og folket – og af forlovelsesmanøvrer i landlige embedsmandshjem. Snarere end som en pendant til de søgende helte hos Turgenev eller Tolstoj må man forstå Emanuel Hansted – særlig i romanens begyndelse – som en art Hostrupsk helt og komediefigur sat på hovedet. Nævnes kan også det romantiske sangspil Mester og Lærling (1852): I dette kommer den naive, uselviske yngling Aage til et borgerligt miljø med redaktøren af "Folkevillien", hvis fejhed og lumpenheder sætter ham i en krise og en desillusioneret tilstand; også i dette værk er der – på ærkeromantisk vis – tale om to verdener, om en høj, der rejser sig på ildsøjler, og om en kærlighed mellem en derindefra og en udenfor; men virkelighedsmiljøet er ganske anderledes end hos Pontoppidan, rollerne og deres kvaliteter anderledes fordelt, og kærligheden er sejrrig (inden for værkets snævre, snart afsluttede tidsgrænse).
Af den sene Hostrup, der havde taget indtryk af ståhejen over Ibsens Et dukkehjem, må det 'moderne' problemdrama Eva (1880) have været på tapetet hos brødrene Pontoppidan. Det er et ægteskabsdrama, som på sin vis også Hansted-trilogien. Ægtemandens indblanding i politiske rævekager og hans politiske ambition er intrigemæssigt forbundet med, at hustruen, heltinden Eva, trues med at få frataget sit barn; alt klares dog i en happy ending. Der tales undervejs om den gamle historie om den opofrende og alt tålende hustru Griseldis. Hostrups Eva er ingen Griseldis, men bliver det halvvejs til slut. Pontoppidans Hansine er det derimod et langt stykke vej, men ophører med at være det i DD.
En anden vigtig negativ inspiration, her inden for beslægtet genre, 38 udgøres af den såkaldte skolelærerlitteraturs bedste forfatter, Anton Nielsen, hvem Pontoppidan ved hans død ristede en – måske overraskende – velvillig minderune i Politiken 9.3.1897. Hans fortællinger Fra Landet, som den uprætentiøse titel på den grundlæggende og et par følgende samlinger lyder, savner hverken social sagkundskab eller djærvhed (særlig i replikkerne) i billederne af gårdmænd, indsiddere, landsbyungdom. Han var for så vidt nærmere på Pontoppidans projekt – allerede gennem 1880er-fortællingerne, og nu også i trilogien – end Hostrup, men havde i sidste instans ligesom denne for meget sukker; også han skulle derfor til en vis grad negeres, tilsættes en realistisk råhed, for at han kunne virke produktivt i Pontoppidans digtning. – Nielsen var højskolemand og havde modtaget sin indvielse på Vallekilde, hvis forstander Ernst Trier også var særlig inspirerende for (og i 2. ægteskab besvogret med) Morten Pontoppidan. Nielsens løftelse og pædagogiske begejstring medførte en vis forudsigelig stereotypi og kunstnerisk forfladigelse af hans novellistik, bl.a. i den bekendte propagandahistorie Om Karen, der kom paa Højskolen (1868); jf. Anton Antonsen og hans beretning i Hallen i DfL (s.225-226).
En art mønsterdigter for de danske skolelærerforfattere var Bjørnstjerne Bjørnson med sine norske bondefortællinger, der dog har en anderledes myndig stil og digterisk varme. Bjørnson var ikke nogen mindre anmassende idealistisk forkynder end sine danske aflæggere, men han skiftede som bekendt interesseområder ved flere lejligheder – ind i den Brandesprægede problemdigtning og i hvert fald delvis ud af dennes særlige moralske doktriner igen. Noget af hans evindelige besserwissen udviklede Pontoppidan tidligt en allergi over for. Men det er næsten ikke tænkeligt, at Emanuel Hansteds digter ikke skulle have taget dybe indtryk af Over ævne (I, 1883), skuespillet om miraklets mulighed i vor tid, og af striden mellem forskellige religiøse og 'moderne' typer såvel i dette drama som i den store roman På guds veje (1889). Bærende temaer og konfrontationer i navnlig de to senere dele af Hansted-trilogien er anslået i Bjørnsons digtning. Det var Pontoppidans opgave på én gang at tage luften ud af Bjørnsons patos og gemytsoverstrømmen og at lade det loyalt-ironiske spil gå episk til ende.
Ingen af de tre nævnte negative inspirationer har formentlig haft videre betydning for Pontoppidans stil i trilogien, hvis man da tør bruge dette begreb i et vist homogent ental. Pontoppidans utallige ændringer mellem "Ungdom" og trebindsudgaven og igen mellem denne og étbindsudgaven, 39 for ikke at tale om revisionerne inden for de to sidstnævntes forskellige oplag – alle disse kan næppe udlægges som tegn på en stilistisk fast hånd. Og dog plejer litteraturhistorikerne med megen ret at sætte et skel i forfatterskabets udtryksmåde fra og med M 1891: Fra da af tilstræber Pontoppidan snarere en myndig og 'objektiv' beretterstil fremfor suggestiv impressionisme eller rask bevægelighed: han bliver mindre 'moderne'. For så vidt han her har støttet sig til sin læsning, kan man måske notere sig hans forkærlighed for Blicher og Goldschmidt. Snarere har han dog tilegnet sig en fast og uraffineret episk brugsprosa fra oversættelseslitteraturen. Hvis der er noget om hans tilkendegivelse i erindringerne8 om impulser fra de store russere, kunne de vel ikke mindst gælde i denne henseende, medens den dybere psykologiske portrættering, fx i Dostoevskijs Idioten, eller den sikre sammenfletning af kulturtyper og menneskeskæbner i fx Tolstojs Anna Karenina har ligget uden for Pontoppidans egen digteriske rækkevidde, i hvert fald endnu i begyndelsen af 1890erne.
Der kan endelig være anledning til at overveje Pontoppidans forhold til et stort dansk samtidsværk, som flere anmeldere af M fandt beslægtet med Hansted-historien. Det er Drachmanns Forskrevet (bd. 1-2, 1890). Hvis Pontoppidan har læst denne mammutroman – og hans personlige fascination af og irritation over digteren gør det sandsynligt – så har den næppe betydet alverden for ham, men dog lidt. Et par anmeldere af M (se afsnittet Modtagelseskritikken) associerer faktisk Drachmanns Henrik Gerhard med Emanuel Hansted: sønneoprøret mod borgerskabet, og der er et sted9 tale om profeten og det forjættede land. Men dette træk og denne detalje er for trivielle til at betyde noget. Og Drachmanns roman foregår i København samt lidt i en købstad, ikke på landet. Den er først og fremmest gennemtrukket af hovedpersonens – og hans alter egos – subjektivitet og refleksioner; dette er ret modsat Pontoppidans bestræbelse for objektivitet (hvor refleksionerne må ud i store replikker eller taler). Forskrevet rummer også et 'tidsbillede', men formidlet via især Gerhards oplevelse, ikke i en figurrigt bred repræsentativitet som hos Pontoppidan. Dog forekommer der nøgleromanagtige portrætter af nogle publicister og politikere (Borchsenius, Hørup) i Drachmanns roman ligesom hos Pontoppidan. Begge værker er i grunden kærlighedshistorier – som de fleste romaner – og begge er altså ment 40 som signalementer af epoken. Drachmanns, der tillige er en kunstner-, teater- og næsten meta-roman, lader Gerhard reflektere over vanskeligheden ved en romanidé, hvis helhed eksisterer "kun i Kraft af det Tidsafsnit, han vilde skildre" (bd. 2, s.271). I selve Forskrevet organiseres tiden i to forløb: heltens forlovelse og giftermål og så – efter overspringelse af et antal år (mellem 1. binds II og III Bog) – hans ægteskabs opløsning efter en skandaløs oprørstale. Det savner jo ikke strukturel lighed med M+DfL. Selv til den ejendommelighed, at hovedpersonen har en forløben og forsumpet parallel-kontrast (Ulf Brynjulfsen i forhold til Gerhard), er der en diskret modsvarighed i M+DfL (Aggerbølle i forhold til Emanuel). Men måske forbliver også jævnføringen af disse træk på et så generelt niveau, at den ikke kan skærpes til en påstand om, at Forskrevet har spillet en formende rolle for Pontoppidans romanprojekt. Hans trilogi har en frk. Ragnhild, men ingen Edith.
