Mellem Lærde

I et af Overlæge K. Pontoppidans nysudkomne "Fire psychiatriske Foredrag", som allerede har vakt almindelig Opmærksomhed, og som burde læses af enhver, anker Forfatteren over Lægfolks Lyst til at "snakke med" om deres Paarørendes sjælelige Lidelser, idet de i Almindelighed mener at være i Stand til "at kunne kontrollere den Sagkyndiges Afgørelse og slet ikke føler det som upassende eller urimeligt uden videre at underkende den".

Denne Anke hører og ser man ofte fremført af vor Lægestand. Det er ikke alene Nervelidelser, men ogsaa boldne Fingre og daarlige Maver, at Publikum mener at have nogen Forstand paa.

Lægernes Ærgrelse over Lægmands Mangel paa ubetinget Tillid til deres videnskabelige Forskninger er meget naturlig. Men Publikums vedvarende selvkloge Holdning er heller ikke ganske uforklarlig.

Det viser sig jo nemlig, saa at sige hver Dag, at de "fastslaaede Kendsgærninger", som lægevidenskabelige Avtoriteter ofte paaberaaber sig, ikke er saa urokkelige, som de gærne skulde være, naar man ud fra dem – som fra en uindtagelig Fæstning – vil føre Krig mod Kvaksalveriet.

Paa adskillige Omraader hersker der jo endog indenfor selve Lægernes Kreds de mest modstridende Anskuelser.

En af mine Bekendte, der var Handelsrejsende, og derfor ikke havde noget blivende Sted eller nogen fast Læge, følte sig paa en Rejse i længere Tid ilde. Han henvendte sig derfor til Lægen i den By, hvor han i Øjeblikket befandt sig, en Specialist i Fordøjelsessygdomme.

Den lærde Mand undersøgte ham udvendig og indvendig, holdt et timelangt Forhør over hans Liv og Sædvaner og gav ham sluttelig en Del gode Raad og Anvisninger. Patienten skulde genvinde de tabte Kræfter ved en kraftig Ernæring. Han skulde spise meget Kød, Æg, drikke Porter, bruge kolde Styrtebade – i det hele leve paa "engelsk", saa vilde han nok komme sig.

Min Bekendt fulgte punktlig alle Lægens Forskrifter; men han følte sig desuagtet slet ikke bedre. Tværtimod. Han blev stadig mere mat og mager, hans Fordøjelse bestandig elendigere.

Saa bestemte han sig til at henvende sig til en anden Specialist i en anden By. Denne lærde Mand undersøgte ham ligeledes paa det omhyggeligste udvendig og indvendig, forhørte sig om hans Liv og Sædvaner, rystede sluttelig paa Hovedet og holdt et helt lille Foredrag for ham.

Patienten – sagde han – havde ødelagt sig ved altfor kraftig Ernæring. Det var i det hele Menneskenes Skødesynd nu for Tiden, at de fyldte sig med langt mere Næringsstof, end Legemet var bestemt til at optage, hvorfor Fordøjelsesredskaberne altfor tidligt søndersledes. Man skulde helst slet ikke spise Kød, men indskrænke sig til Mælk, Havregrød, lidt Æg, Kartofler og lignende lette Spiser. Han vidste nok, at der var Læger, der ikke vilde anerkende disse Sundhedsregler; men dette betød intet mod de fastslaaede Kendsgærninger – og da ogsaa min Bekendt derefter dristede sig til et Par spage Indvendinger mod Nytten af saa megen Spægelse, blev den lærde Mand vred og brød ud i hæftige Bebrejdelser mod Publikums Selvklogskab og Mangel paa Tillid til de videnskabelige Forskninger.

Jeg skammer mig næsten ved at maatte tilføje, at min Bekendt, da heller ikke denne Avtoritets Anvisninger og Recepter hjalp ham til Kræfter, henvendte sig til en "klog" Smed paa Landet, der bød ham hver Aften at svinge en Pilekvist over Hovedet, inden han gik i Seng, men forøvrigt tillod ham at leve ganske som han lystede. Og jeg skylder Sandheden at bekende, at han fra den Tid kom sig og den Dag i Dag lever i bedste Velgaaende.

**
*

Der var en anden Mand, som havde en Datter. Manden havde hele sit Liv stolet trygt paa Avtoriteter, ogsaa paa de lægevidenskabelige.

Naturligvis skulde Datteren opdrages efter alle Videnskabens Regler. Først og fremmest maatte hun ikke bære Corset. For det havde man da læst nok om, hvor ødelæggende et saadant Corset var for Legemets frie Udvikling, for de tilkommende Mødres Sundhed! I en Bog, der var udgiven af en Læge, og hvori de "naturstridige Helvedesmaskiners" vanskabende Virkninger blev skildret med kraftigt manende Ord, havde den omhyggelige Fader set et Dobbeltbillede, hvor Overkroppen af Venus fra Milo til Sammenligning var afbildet Side om Side med Overkroppen af en Dame, som fra Barneaarene havde baaret Corset. Hvilken rædselsfuld Forskel! Jo, Lægen maatte have Ret. At bære Corset, det var intet mindre end den hæsligste Forsyndelse mod Naturen.

Altsaa gik hans unge Datter uden Spændetrøje, og fik derfor den Figur, som Vorherre vilde give hende. Men netop af samme Grund gjorde hun ikke videre Lykke hos Herrerne og maatte, skønt ellers ganske køn – finde sig i megen Tilsidesættelse.

Faderen trøstede baade sig selv og hende med, at hun i Tiden vilde blive lønnet for sin Opofrelse. Naar hun blev ældre, vilde hun langt længere end de andre bevare Ungdommens Kraft og Sundhed, og naar hun blev gift, vilde hun med Lethed føde sine sunde Børn; medens hendes Veninder, der nu fejrede Triumfer paa deres Hvepsetailler i Balsalene, hurtigt vilde falme og paa ynkelig Maade bringe et sygt og blegt Afkom til Verden.

Hvad Barnefødsler angik fik den unge Dame imidlertid ikke Lejlighed til at vise sin Overlegenhed. Hun blev nemlig – ligeledes paa Grund af det manglende Corset og den deraf flydende altfor "naturlige" Figur – slet ikke gift. Dette blev derimod hendes Veninder, og – o, Under – trods Hvepsetaillerne bevarede de baade Ungdom og Sundhed og satte endda et helt Kuld friske, rødmussede Børn i Verden.

Den samvittighedsfulde Fader forstod ikke dette. Men han skulde faa endnu mere Grund til at forundre sig.

Det viste sig nemlig, at det tværtimod var hans Datter, der hurtigt falmede og endnu inden hun havde naaet Trediveaarsalderen, tabte baade Ungdom og Sundhed. Tilsidst fik hun en bestemt Sygdom, en Underlivslidelse, for hvilken hun maatte søge en af Byens allerbekendteste Specialister paa dette Omraade.

Efterat Professoren havde undersøgt hende og forhørt sig lidt om hendes Levevis, sagde han:

"De har ikke brugt Korset?"

"Nej!" svarede med Stolthed Faderen, som ogsaa var til Stede.

"Ja, deri stikker just Ulykken! Det er derfor, De har følt denne Lidelse, og det første, De nu maa gøre, er at anskaffe Dem et Korset." – Og han fortsatte med et lille Foredrag om, hvor fordærveligt det var for unge Kvinder at undvære den Afstivning, som Korsettet gav Legemet. Uden en saadan Afstivning trykkede og tyngede de øvre Dele paa fine indre Organer med en Vægt, som disse ikke kunde taale. Selv et ret kraftig snørret Korset gjorde ingen Skade, og man havde mange Eksempler paa, at Kvinder, der fra Barnsben havde baaret Korset baade Dag og Nat, havde bevaret deres ungdommelige Sundhed usædvanlig længe og med Lethed født deres Børn.

Den samvittighedsfulde Fader stod ganske bestyrtet.

"Men hende … Venus fra Milo!" udbrød han endelig og fortalte, hvad han havde læst og set.

"Ja, min kære Herre," svarede Professoren smilende. "Dersom den smukke Dame fra Milo har staaet længe i den Stilling, hun er afbildet i, uden Korset, har hun meget let kunnet paadrage sig en farlig –"

Og han nævnede Navnet paa netop den samme Sygdom, som Datteren led af.

Men fra den Dag rejste der sig en Oprørsaand i den samvittighedsfulde Faders Indre. Og han besluttede aldrig mere at fæste Lid til nogen Avtoritet.

H. P.