Hedda Gabler i Berlin

Lessing-Teatret – Berlins Westend-Scene for moderne Kunst – opførte i Aftes1 Henrik Ibsens nye Skuespil "Hedda Gabler".

Opførelsen havde fra først til sidst Præget af en Gallaforestilling. Festlige Programmer med Ibsens Billede paa Forsiden, et udvalgt Publikum, et fuldstoppet Teater og endelig – Ibsen selv med Frue blandt Tilskuerne, placeret ganske ene i en stor Loge umiddelbart ved Scenen, ligesom et kongeligt Par. Efter hver Akt stormende Bifald blandet med svag, ligesom ængstelig Hyssen. Efter tre-fire Fremkaldelser af de Spillende, raabes der ret energisk paa Forfatteren. Ibsen kryber ud af sin Loge og viser sig paa Brædderne, først sammen med Skuespillerne, siden alene, hver Gang modtagen med begejstrede Bravoraab.

Det gør et underligt Indtryk, at se den gamle Eneboer og Menneskeforagter saaledes Gang efter Gang blive trukket frem af Kulissen af to fyldige Skuespillerinder for bukkende at modtage den kompakte Majoritets Hyldest, – thi det tør vel formodes, at han ved denne Lejlighed ikke tilkendte den hyssende Minoritet Ret.

Paa en Dansk gør disse idelige Fremkaldelser i det hele en næsten komisk Virkning. Men sandsynligvis fordrer Publikum dem, – og ogsaa for Digterne gælder det derfor sagtens "enten Skik at følge eller Land at fly".

Og at fly fra Tyskland og Tyskerne, derpaa tænker Ibsen tydeligt nok ikke. Hans sidste Bøger – og ikke mindst Hedda Gabler – synes nok saa meget beregnet paa tyske som paa nordiske Tilskuere. Med stor Omhyggelighed er – ihvert Fald i Skuespillets tyske Udgave2 – enhver Hentydning til specielt norske Forhold undgaaet. Saaledes er ogsaa den ellers saa sædvanlige Stedbetegnelse "en lille norsk Kystby" denne Gang udeladt og erstattet af det internationalt betegnende "den vestlige Del af Byen". Af hvilken By? Og i hvilket Land? – – Ja, det har Ibsen slet ikke villet sige. Han har vistnok ønsket, at enhver skulde synes at se sine egne Vinduer3. Men alligevel taler meget for, at Byen er tysk. Tesmans Speciale er "Brabants Husindustri i Middelalderen" – et noget fjærntliggende Æmne f.Eks. for en norsk Privatdocent. Selve Navnet Hedda Gabler og især "General Gablers Datter" har vistnok for Tiden mere Klang i et tysk end i et norsk Øre, ligesom hele Skikkelsen synes at være udsprungen af Forhold, der tilhører en Storstad som Berlin mere end en Smaastad som Kristiania.

Men helt har Ibsen dog enten ikke villet eller ikke kunnet gennemføre sit Skuespils tyske Karakter, – og dette bevirkede under Opførelsen, endnu mere end under Læsningen, en lidt beklemmende Fornemmelse af at svæve mellem Himmel og Jord. Ejlert Løvborg er jo nemlig ejendommelig norsk. Han hører til de mislykkede Kristianiagenier, som Ibsen et Par Gange tidligere har fremstillet, og hvorom der i det hele er skrevet saa mange norske Romaner og Skuespil, at man efterhaanden er kommen til at forestille sig Kristiania som en By, der er fuld af lutter Genier – mer og mindre mislykkede.

Denne Ejlert Løvborg blev derfor for Berliner-Selskabet en fast gaadefuld Person, som heller ikke Skuespilleren formaaede at lægge hjemlig Grund under Fødderne. Det "deroppe", hvormed hans og Fru Elvsteds forrige Opholdssted alene bliver betegnet gav ikke Figuren den Baggrund af Fjældvidder og Ensomhed, hvorpaa den skal ses og forstaaes. Mange tænkte sikkert paa smaa nordtyske Byer som Lübeck eller Rostock, naar der taltes om det Tilflugtssted, hvor Løvborg havde drømt sin store Drøm om "Fremtidens Kulturmagter".

Havde Henrik Ibsen selv betegnet Ejlert Løvborgs norske, de andre Personers tyske Oprindelse; havde man følt, at det var med fuldt Overlæg, han havde stillet denne dystre, fremmede Sværmer ind mellem den glade, tyske Spidsborgerlighed, som Tesman repræsenterer, og som tilsidst dræber Hedda Gabler, havde Stykket sikkert vundet i Forstaaelighed. Ibsen selv er jo en saadan Sværmer, der for Tiden – tilligemed Tolstoi – skræmmer de ved romantisk Efterklangsliteratur sødt indlullede Tyskere med vilde Drømme om "Fremtidens Kulturmagter". –

Om Udførelsen er der ikke meget at sige. Den frembød intet særlig udmærket. Fremstillerinden af Hedda Gabler – Anna Haverland – var lidt for stor og tung og deklamerede et Par Gange slemt. F.Eks. fik hun i de sidste Repliker i første Akt "General Gablers Pistoler" ganske i den forkerte Hals. Et Par af hendes Repliker, og netop dem, der allerede er blevne "bevingede", nemlig hendes Opfordring til Løvborg om at "dø i Skønhed", var mærkeligt nok strøgne. Ganske vist hører man ikke godt i Lessing-Teater; hvert andet Minut frembringer Stadtbanen, der farer umiddelbart der forbi, en hul Rumlen i Teatret. Paa det anførte Sted talte tillige Skuespillerne i Følge Sagens Natur meget sagte, halvt hviskende, – men jeg tager næppe fejl i, at Afskeden her var ændret. –

I tre paa hinanden følgende Aftner hædrer Lessing-Teatret Ibsen ved at opføre et Par af hans Skuespil. Tilstrømningen til Førsteforestillingen i Gaar var saa overordenlig, at man flere Dage forinden maatte sikre sig Billetter til forhøjede Priser; og endda opførte et andet, mindre Teater – mod Ibsens Ønske – Stykket Aftenen forud. Dette tyder paa, at den "Ibsen-Menighed", hvorover der her ofte spottes, er i stadig Tiltagende.

H.P.

 
[1] i Aftes: Det er ikke undersøgt præcis hvilke aftener de to på hinanden anmeldte forestillinger fandt sted. Men HPs anmeldelser har tydeligvis været gengivet i avisen med forskellig tidsafstand til opførelsen. tilbage
[2] tyske Udgave: det gælder også den norske. tilbage
[3] se sine egne Vinduer: udtrykket spiller på en replik i C. Hostrups komedie Gjenboerne hvor i 3. Akt, 6. scene kobbersmeden under sit besøg på Regensen kan "se vores egne Vindver" på anden side af gaden. tilbage