De ny Profeter
Et Svar til Henrik Pontoppidan
I sidste Hæfte af "Tilskueren" har Henrik Pontoppidan under Titlen: En falsk Etikette skrevet "En Randbemærkning", som vistnok trænger til en lille Berigtigelse. – Randbemærkningen gaar kortelig ud paa, at det er forkert, at Kristus igen "begynder at komme i Kridthuset hos Udviklingens Mænd her i Norden, – om end rigtignok i saare forvansket Skikkelse". Og det foreholdes "den ny Tids Profeter", at det er fejlagtigt, naar de præke, "at ikke længer Politik, ikke længer Videnskaben, men alene "Kristendommen" er i Stand til at føre Udviklingen fremad". – Henrik Pontoppidans Mening er den, "at netop som kristen bør et Menneske slet ikke bryde sig om de jordiske Ting" og "er der noget som den kristne Lære absolut ikke indeholder, saa er det Forjættelsen om et Lyksalighedsrige her paa Jorden, … thi Jorden er en uforbederlig Jammerens Dal". – Og som Støtte for denne Betragtning anfører han Thomas a Kempis' Ord: "Agt dig som Udlænding og fremmed her paa Jorden o. s. v.".
Uden i nogen Maade at turde tælle mig blandt de ny Profeter, – hvortil Pontoppidan blandt andet henregner Bj. Bjørnson, – tror jeg dog, at han gør disse nogen Uret.
Der er saaledes næppe nogen Profet med mindste Paastand paa at kunne kaldes "ny", der mener, at "Kristendommen" alene er i Stand til at føre den begyndte Udvikling fremad, og at man ikke længer trænger til Videnskabens og Politikens Hjælp.
Men Hovedspørgsmaalet er, om Pontoppidan har Ret i sin Opfattelse af Kristus og Kristendom. – Han accepterer nemlig uden videre den ortodokse, særlig den pietistiske Opfattelse af Kristus og Kristendom, uden at det synes at falde ham ind med |721| en Tanke, at denne mulig er mindre korrekt. Han kalder sans facon "de ny Profeters" Opfattelse af Kristus "en forvansket Skikkelse", og heri er han enig med Nutidens Repræsentanter for den gamle Teologi. Men dette er at slippe alt for let til Sejren. Thi de saakaldte ny Profeter gaar netop ud fra, at den kirkelige Teologi har forvansket Kristusskikkelsen eller dog givet Folk en højst ensidig Forestilling om denne, som paa ingen Maade falder sammen med den historiske. De betragter ingenlunde hverken Thomas a Kempis eller Vilh. Beck eller en eller anden teologisk Professor som Autoriteter paa dette Omraade. De søger ved selvstændig, fordomsfri Forskning af de evangeliske Beretninger at naa ind til den virkelige Kristusskikkelse, saa vidt dette er muligt. Dette har selvfølgelig sine store Vanskeligheder, og vil næppe nogen Sinde helt lykkes, dels fordi Kristus selv udviklede sig, og det nu kan have sine Vanskeligheder at skelne mellem de forskellige Udviklingsfaser, han gennemgik, dels fordi Apostlene i mange Retninger misforstod ham – hvad hans egne Ord til dem tydelig viser – og dels fordi Kirken i de første Aarhundreder behandlede Kristusskikkelsen med den største Frihed, saaledes at vi, endog i det ny Testamente, har tre bestemt udprægede Kristusformer, en i de tre første Evangelier, en anden i Johannes-Evangeliet og en tredje hos Paulus. Af disse har Kirken saa sammenarbejdet sin Kristusskikkelse, og det er den Pontoppidan holder sig til.
Men efter alt, hvad vi nu kan se, er denne meget uhistorisk og stemmer navnlig paa mange Punkter ikke med den Kristusskikkelse, som utvivlsomt er den ældste, og som vi finder tydeligst Spor af i de tre første Evangelier. Og det er da navnlig et Spørgsmaal, som er megen Tvivl underkastet, om Kristus betragtede Jorden "som en uforbederlig Jammerens Dal", og om han ansaa det for saa absolut umuligt, at der kunde komme "et Lyksalighedsrige her paa Jorden". Det er højst sandsynligt, at der, netop, hvad dette Spørgsmaal angaar, foregik en Udvikling i Kristi egen Anskuelse, men at han aldrig har delt Kirkens luftige Anskuelse om et Lyksalighedsrige et eller andet Sted over Jorden.
Det er nemlig en ret mærkelig Omstændighed, at Kristus, efter de paalideligste Vidnesbyrd, begyndte sin offentlige Optræden med Prædikener over Teksten: "Himmeriges Rige er kommet nær". – Det var aabenbart, i det mindste i Begyndelsen, hans Mening, at det, som han kaldte "Himmeriges Rige", var umiddelbart |722| forestaaende. Og ved dette Rige tænkte han paa ingen Maade paa et Rige i Skyerne, eller Gud ved hvor. Et saadant Rige var for ham, saavel som for alle Jøder, en Uting, en Selvmodsigelse. Nej, han tænkte ganske simpelt paa det jødiske Messiasrige, som ganske vist i hans Bevidsthed antog en noget anden Form end i den almindelige, national-jødiske Bevidsthed, men som dog var et Rige her paa Jorden, altsaa "af denne Verden". – Det var hans Overbevisning, at dette Rige, hvis Komme var forberedt af Johannes den Døber, skulde oprettes af ham, – ikke ved udvortes Magt, – men ved en aandelig Genfødelse af det jødiske Folk, og at dette altsaa var en nær forestaaende Begivenhed. – Men Omstændighederne tvang ham lidt efter lidt til noget at modificere denne Betragtning. Thi saa kom Konflikten med den jødiske Gejstlighed, som bestandig antog en skarpere Karakter, saaledes at det blev klart for ham, at den maatte ende med hans Død, især da Folkets Begejstring for ham, efter en Tids Forløb, syntes at tabe sig noget. – Hele den sidste Periode af hans Liv synes derfor at have været baaret af de tre Grundtanker, 1) Himmeriges Rige er nærforestaaende paa Jorden, 2) dette Rige kan kun oprettes af mig, men 3) jeg vil snart dø en voldsom Død. - Det gjaldt nu altsaa for ham om, at forene den Modsigelse, der laa i disse Tanker. Thi hvorledes skulde han kunne oprette Himmeriges Rige, naar han snart skulde dø?
Da var det, han greb en Forestilling, som den Gang var meget almindelig hos det jødiske Folk, – Forestillingen om, at store Profeter kunde komme igen efter deres Død. Og det laa saa meget nærmere for ham at gribe denne Forestilling, som det var en almindelig Antagelse blandt Folket, at han selv var en af de store Profeter, Elias eller Jeremias, der var kommen igen. Nogle ansaa ham endog for Johannes den Døber, der var kommen igen. – Og ved Hjælp af denne Forestilling, der for ham blev til fuld Vished, kom han saa ud over alle Vanskelighederne. Sagen stillede sig altsaa nu saaledes for ham: Ganske vist skal jeg dø, før min Tanke om Himmeriges Rige bliver til Virkelighed. Men dette har intet at betyde; thi straks efter Døden vil jeg komme tilbage til Jorden igen, – og da skal Riget oprettes.
Og denne Tanke delte hans første Disciple. Baade de gamle Apostle og Paulus var fuldkommen overbeviste om, at de vilde opleve Herrens Genkomst for at oprette Himmeriges Rige |723| paa Jorden. – Først senere hen, da det viste sig, at Kristus ikke kom, udtalte man sig mere og mere svævende om Tiden for hans Komme, – Himmeriges Rige blev, saa at sige, skubbet længer og længer ud i Fremtiden, indtil det til sidst blev helt lagt bort fra Jorden til et eller andet Sted, som ingen ved, hvor er. – Og selvfølgelig fik man saa, i Johannes-Evangeliet, Jesus til at udtale sig i Overensstemmelse hermed, ved at lægge ham de Ord i Munden: "Mit Rige er ikke af denne Verden", – skønt dette staar i fuldkommen Modstrid med Grundteksten for hans Prædiken i de fire første Evangelier: "Himmeriges Rige er kommet nær".
Henrik Pontoppidan vil altsaa heraf se, at Spørgsmaalet om Kristi Stilling til "et Lyksalighedsrige her paa Jorden" i det mindste er et aabent Spørgsmaal, og "de ny Profeter" gaar ganske sikkert ud fra, at han antog et saadant for opnaaeligt.
Men nu vil Pontoppidan sandsynligvis sige, at det for os kan være en temmelig ligegyldig Sag, hvad Kristus herom mente eller ikke mente; det har for os kun en ren historisk Interesse. Og heri kan jeg til Dels give ham Ret. – Men der er en Mængde Mennesker, for hvem dette Spørgsmaal har en langt større Interesse end den historiske. Det er for den langt overvejende Del af Befolkningen tillige et religiøst Spørgsmaal. – Og nu formoder jeg, at "de ny Profeter" gaar ud fra, at det er af stor Betydning, at Folk faar de Forestillinger om Kristus og om "Lyksalighedsriget", som af disse Profeter anses for at være de sande og rigtige. Thi hele den Del af Folket, som holder fast ved den ortodoks-kirkelige Forestilling om et Lyksalighedsrige "i Himlen", vil selvfølgelig ikke sætte synderlig Kraft ind paa at kæmpe for et – i det mindste relativt – Lyksalighedsrige paa Jorden; man kæmper nemlig ikke for en Sag, som man paa Forhaand har opgivet som umulig. Men kan de, som staar i et udelukkende religiøst Forhold til Kristus, derimod komme til at se, at ogsaa han troede paa og kæmpede og gik i Døden for et Lyksalighedsrige her paa Jorden, saa vil de gøre det samme. Og det vil have den største Betydning, naar den religiøse Kraft og Begejstring, som hidtil er bleven anvendt paa at naa et overjordisk Lyksalighedsrige, nu sættes ind paa at naa et jordisk.
"De ny Profeter" gaar sandsynligvis ud fra, at ligesom den ortodoks-kirkelige "Kristendom" har været og er en mægtig Faktor imod Fremskridt og Udvikling, saaledes viI Kristendommen, ret forstaaet, blive en mægtig Faktor for bægge Dele. – |724| Pontoppidan synes at slaa sig tit Ro ved den Tanke: Der er nogle; der ved Hjælp af Videnskab og Politik kæmper for Fremskridt og Udvikling, – der er andre, som holder sig til "Kristendommen", og som derfor, ifølge Sagens Natur, ikke kan være med i denne Kamp, fordi Kristendommen forbyder dem det. Mellem disse to Slags Mennesker er der et Svælg befæstet, og vi, der kæmper for Fremskridt og Udvikling kan lige saa godt først som sidst opgive at faa de "kristne" med.
Heri kunde jeg give ham Ret, hvis der ikke var nogen anden Kristus og "Kristendom" end den af ham og den ortodokse Kirke antagne. Men det er netop heri, jeg ikke kan give ham Ret. – Og hvis jeg har forstaaet "de ny Profeter" ret, saa er det deres Mening at vise Folket, at der er en anden Kristus og en anden Kristendom, hvis Formaal var og er: ikke at gøre Jorden til et "Slaraffenland", men at gøre den til et Sted, hvor der er Fred mellem Folkene, og hvor der ikke er Bekymring for skikkelige Folk med Hensyn til Mad og Klæder o. s. v., og at de altsaa netop som Kristne bør tage Del i Arbejdet for at naa dette Maal.
Hvis dette er "de ny Profeters" Opgave, da sætter jeg mig ved deres Fødder, og da forekommer det mig, at Henrik Pontoppidans Bedømmelse af dem hviler paa en Misforstaaelse, som ikke bør henstaa uimodsagt.
Henning Jensen.
