En falsk Etikette

En Randbemærkning

Det er et ret mærkeligt Tidens Tegn, at Kristus igen begynder at komme i Kridthuset hos Udviklingens Mænd her i Norden … om end rigtignok i en saare forvansket Skikkelse. Det kristne Banner, der for ikke længe siden var temmelig upopulært i Fremskridtets Lejr og oftest holdtes undseligt tilhyllet – som "en Privatsag" – udfolder sig nu frejdigt rundt om paa Fløjene og synes af enkelte bestemt til at blive alle "Foregangsmænds" Fællesmærke. Overalt hører man den ny Tids Profeter præke, at ikke længer Politik, ikke længer Videnskaben, men alene "Kristendommen" er i Stand til at føre den begyndte Udvikling fremad.

Sidst var det Bjørnstjerne Bjørnson, der paa Fredsmøder rundt om i Landet gjorde sig til Talsmand for den ny Lære, en Slags amerikansk Kristendom, efter hvad vi ved samme Lejlighed hørte. Altsaa kan man vide, at Tingen herefter hurtigt vil komme i Mode.

Der er allerede næppe mere en god verdslig Sag, der ikke er bleven lavet om til Kristendom, eller som det ikke er blevet Kristendommens Pligt at føre an i. Overalt høres utaalmodige Raab paa Præsterne. Skal der stiftes en Afholdsforening, skal der skaffes Valgret til Kvinderne eller Vinterklæder til Fattigfolks Børn – straks trommes den ganske Kristenhed i Gevær. Og paa Talerstolene staar de "nykristelige" Forkyndere og slaar paa godt amerikansk Næven i Pulten og kræver Vorherre frem for Skranken for at aflægge Vidnesbyrd.

"Hvorfor tier Kirken, … hvad er der blevet af Kristus?" lyder det fra disse Folk, der ved enhver Lejlighed glat væk sætter Gud under Diskussion. "Ved at medvirke til Gennemførelsen af internationale Forligsdomstole, ved at hidføre en Løsning af Spørgsmaalet 601 om Arbejderlønningen bør Kristendommen bevise sin Eksistensberettigelse. Ellers har den dømt sig selv til Døden."

Man ved virkelig til sidst ikke, hvad man skal tænke om det Ruskomsnusk af Filantropi, Statsøkonomi, Moral og Pædagogik, hvoraf den protestantiske "Kristendom" efterhaanden røres sammen.

Hvad særligt kristeligt er der i Sansen for Ædruelighed og Retfærdighed her paa Jorden? Hvad har kruppske Kanoner og Fattigbørns Bukser med Kristendomsforkyndelse at skaffe?

Intet, absolut intet. Tvært imod!

Thi netop som Kristen bør et Menneske aldeles ikke at bekymre sig om de jordiske Ting. Som Skatteborger, fortræffeligt! Men som Kristen vedrører ham ene og alene Guds Rige, der "ikke er af denne Verden".  

Hør, hvad en sand Kristen som Thomas a Kempis i sin Tid skrev om den Kristnes Forhold til Verden og de verdslige Indretninger:

Agt dig som Udlænding og som Pilegrim paa Jorden. Luk dit Øje og Øre for al jordisk Væsen og bed uafladelig. Søg ikke Hvile i dette Liv. Søg ikke Fred hos Menneskene, men i Gud alene. Bed ydmygelig til Herren, at han skænker dig Sønderknuselsens Aand, og sig med Profeten: Bespis mig, o Herre, med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke. – Af Kærlighed til Gud maa du med Glæde finde dig i Smerter og Forfølgelser, i Ydmygelser, Forhaanelser og Forsmædelser. Saadant gavner Dyden og bereder dig den himmelske Krone.1

Saaledes taler en sand Kristen. Saa tynd maa man gøre sig for at slippe gennem det Naaleøje, der danner Indgangen til Himmeriges Rige. Saa fuldstændig skal Verdensforsagelsen være, for at man med Rette kan bære Kristennavnet.

Hvor langt er vi ikke her fra den aandelige Bredflabethed, der fordrer, at Guddommen skal "dokumentere sig", før man vil indlade sig med ham. Hvor langt er vi ikke her fra den praktiske Skatteborger-Kristendom, der skal udrydde Soldateruvæsenet, bringe Folk til at slaa Prop for Brændevinsflasken, skaffe Kvinderne Stemmeret, give Fattigmand Sul til Brødet og en sorgfri Alderdom … kort sagt: virkeliggøre den gamle Drøm om et Slaraffenland.

Men er der noget, som den kristne Lære absolut ikke indeholder, saa er det Forjættelsen om et Lyksalighedsrige her paa Jorden; ja selv en Stræben derefter er, kristeligt set, at fordømme. 602 Thi Jorden er en uforbederlig Jammerens Dal, og "den, som søger andet i Verden end Gud og sin Sjæls Frelse, vil ikke finde andet end Plage og Møje".

Er der derimod noget, der absolut er Hedenskab, saa er det denne gamle Slaraffenlandsdrøm, der fra Arilds Dage var Summen af Menneskenes Oprørstanker mod den Guddom, der til enhver Tid sad paa Verdenstronen.

Nogle vil maaske mene, at det da er temmeligt ligegyldigt med denne kristelige Etikette, naar det dog er den gode, gamle Hedendoms Livseliksir, der bringes i Handelen, – andre, at det ikke siger saa nøje med Hensigten, naar blot Kristennavnet derved bringes til fornyet Ære og Værdighed. Men bægge Parter tager sikkert fejl. Der er al Grund til her at undgaa enhver Forveksling, som alene kan blive til Gavn og Glæde for det aandelige Kvaksalveri, det Mikstum-Kompositum af religiøst Fritænkeri og afkristnet Kristendom, der er den sande Fornægtelse.

 
[1] Thomas a Kempis: Om Thomas a Kempis-citater hos Pontoppidan se artikler af Flemming Behrendt, Einar Nielsen og Carl Roos. tilbage