Dagbog

Det synes virkelig, som om Helvede begynder at vakle, og at Djævelen synger paa sit sidste Vers.

Den moderne Kristendom forkaster Troen paa de evige Pinsler som stridende mod al menneskelig Følelse og uforenelig med Overbevisningen om Guds Algodhed. Den sejrrigt fremrykkende "Frelsens Hær" hværver sine Rekrutter ved at true med Svovl­pøls Elendighed, og alt den Stund, har Djævellæren været udslettet af mange kristne Folks Katekismus.

Ja – hvem skulde tro det? – selv Præster i Kjole og Krave begynder at tage Sa­gen op til alvorlig Drøftelse. Det er allerede et ikke ringe Antal Gejstlige in­denfor den danske Folkekirke, der i Tale og Skrift aabenlyst fornægter Helvedstraffens Eksistens og i det Hele bestrider Kristendommens hidtil gængse Forestillinger om det formodede Liv efter Døden.

Ærlig talt, det er Skade, man ikke er kommen til denne Erkendelse lidt før. Hvor megen Uro, Angst og Bæven kunde da ikke være sparet? I Aarhundreder har Fryg­ten for Livet efter dette og Dommen over vore Gerninger ligget som en Mare over Sindene. Tanken paa Djævelen, der lurede paa os i alle Krogene, har forgiftet vore Glæder og foruroliget vore skønneste Drømme. Fra det første, vi kunde fatte, har vi lært at skælve for Helvedes ædende Flammer og tænkt paa de ulykkelige, der skal martres her fra Evighed til Evighed.

Og nu erfarer vi, at det hele er en Fejltagelse og beror paa en beklagelig Misforstaaelse. Det med Djævelen er lutter Indbildning, og Helvede er der ingen Ting, der hedder.

Egentlig er der maaske ingen Grund til Forbavselse herover. Ifald man i Tankerne vil repetere sin Religionshistorie, vil man høste den Erfaring, at af alt i Verden er intet saa omskifteligt som de "evige Sandheder". Mens almindelig jordiske og der­for undertiden ret foragtede Sandheder som at Jorden er rund og at Jærn er tungere end Træ bestandig lever i bedste Velgaaende, hænder det ikke sjældent deres himmel­ske Kolleger, at de døer en ynkelig Død og staar op til et andet Liv som en slet og ret Løgn.

Men naar det nu forholder sig saaledes, synes der at være Grund for de gode Præ­ster til ikke at fare altfor ilde frem mod anderledes tænkende. Hvorledes gik det ikke dem, der blot for 10-12 Aar siden vovede at løfte deres Stemmer mod Djævledyrkelsen? Og nu har selv Præsterne præcis den samme Slags Fornægtere i deres Midte.

Men – vil man maaske spørge – naar der ingen Djævel er længer, og ingen Straf, og altsaa heller ingen Løn; naar endog Præsterne ikke mere tør udtale sig om Livet efter Døden, og naar Troen ikke er en Forvisning om det, vi ikke kan se – hvad er saa det hele? Hvori bestaar da Kristendom? Hvad er da Tro?

Den moderne Kristendom er vel, hurtigt sagt, alene en Hengivelse til Samlivet med Kristus, der er alles Ven og alles Broder og Trøster. Gaa en Aften ud i Fre­deriksberg Alle og overvær et af "Frelsens Hær"s Møder, og man vil der næsten in­tet høre om Synd og intet om Helvedes Pine, men alene om den Glæde, der følger med Venneforholdet til Kristus. Herom drejer alle deres Bekendelser sig. De følger ik­ke Kristus hverken i Haab om Belønning i et hinsidigt Himmerigsliv eller af Frygt for Straf i en evig Helvedild; men alene for den store Glæde, den Salighed, han allerede hernede dagligt bereder dem ved Samlivet.

Paa samme Maade udtaler den moderne Profet Tolstoj sig i sine Opbyggelsesskrifter. Troen, Hengivelsen bærer Belønningen i sig selv, ganske som i et jordisk Kær­lighedsforhold. Naar han spørger: "Hvori bestaar Lykken?" saa svarer, han: først og fremmest i at forsage – ikke "Djævlen", men "denne Verdens Lære" og følge Kristus. Og vel at mærke: om noget Liv efter dette taler han ikke. – –

Det er en kraftig Amputation, der saaledes for Tiden foretages paa den kristne Lære. Spørgsmaalet bliver nu, om den virkelig kan taale dette Tab, og om den ikke vil forbløde sig.

U r b a n u s.