Mimoser
Om Henrik Pontoppidans "Mimoser", med særligt Hensyn til Dr. E. Brandes' Anmeldelse deraf.
Denne Fortælling eller "lille Roman", som Forf. kalder den, vil sikkert baade vække megen Interesse og adskillig Forargelse. Den lille Roman hænger godt sammen, den er helstøbt og velskabt; den er livlig og naturlig fortalt af en Mand, der i alt Fald denne Gang aldrig synes at have haft lang Vej til det træffende Udtryk og derfor skaaner os for det søgte; endelig er det hjemlige Forhold og levende, om end ikke betydelige, Mennesker, den fører frem for os, og navnlig er den kvindelige Hovedperson skildret med rørende Troværdighed – se alt dette er det vel værd at skjønne paa, og ikke mindst i disse Tider. Paa den anden Side er det heller ikke uforstaaeligt, om baade Venner og Fjender af "den fri Kjærlighed" betragter Bogen som en af denne ny Guddoms Missionærer, da selve det Skilt, den bærer, for det første Blik kunde synes at tyde paa noget i denne Retning.
Det undrer mig derfor ikke, at Dr. E. Brandes i "Politiken" helt har taget "Mimoser" til Indtægt for den sædelige Reform, som han i sine literære Anmeldelser saa vedholdende arbejder for. Han kalder jo rigtignok denne Fortælling "en Protest mod de ny Ægteskabstheorier", men ved disse ny Theorier forstaar han – mærkelig nok – ikke sine egne, men Bjørnsons om én Mand og én Kvinde, og overhovedet de Ægteskabstheorier, som bygges paa, at Utroskab i Ægteskabet er Ægteskabsbrud, at det bryder Ægteskabet, en Theori, som i alt Fald næppe kan kaldes splinterny, da den i tusend Aar har været den gjældende hos os og ogsaa er trængt ind i vor borgerlige Lovgivning. Dog, det er mig det samme, om Dr. Brandes i dette Punkt betragter sig som den konservative, der kæmper for det bestaaende, og mig som Fremskridtsmanden – lad os holde os til "Mimoser". Den handler om to Ægteskaber, som begge sluttes i gjensidig Forelskelse og, efter omtrent et Aars Forløb, begge ophæves paa Grund af Mandens Utroskab. Hvad betyder saa Navnet "Mimoser"? Hvad kan det i denne Sammenhæng betyde andet, end at de to Hustruer gjør altfor meget Væsen af deres Mænds Utroskab ved derfor at afbryde Forbindelsen med dem? "Hvorfor bliver der et saadant Skrig, naar Utroskaben kommer for en Dag?" siger Frøken Svendsen i "Tre Par"1, og det er ogsaa hendes Ord, "at dette evindelige ren eller uren – tro eller utro spiller en saa modbydelig stor Rolle i Livet" – er det da ikke noget lignende, der ligger i Titlen "Mimoser"? Var det ikke bedre, om Kvinderne var mindre ømskindede, "saalænge (som Brandes skriver) Mændene er saa haardhændede, eller rettere, naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof?"
Naar man imidlertid vil finde denne Mening i Titlen "Mimoser", maa jeg bemærke, at Bogen af dette Navn intet fortæller om Mændene i Almindelighed og om, hvordan Naturen har skabt dem, men om to bestemte Mænd og om, hvordan deres tidligere Liv har formet dem. Hr. Pontoppidan har tænkt over, hvad han har skrevet – hvad melder han om deres Fortid? De har begge, som Brandes skriver om den ene af dem, været "vældige Jægere for Herren alle deres Dage", det betyder nemlig i Doktorens Mund, at de har været ivrige Kvindejægere. Den ene af dem, Klosterbaronen, har vænnet sig til ved Middagsbordet at tømme "2-3 Flasker Vin til en halv Oxesteg samt en Karaffel til en Budding", og hans Appetit for Kvinder er ikke mindre glubende. Den anden, Anton Drehling, er nok en finere Natur med aandelige Interesser, men "tre graa Haar i Tindingen, samt et vist følelsesfuldt Smil skulde (efter hvad Damermne hviskede) være de interessante Mindelser om forrige Dages Kvindegunst." Han har ogsaa været en lidenskabelig (Brandes kalder ham "dreven") Jæger, "skjønt efter finere Vildt, og det er vel næppe blot hans Tinding og Kæber, som bærer Mærke heraf."
Denne statelige Jægersmand er Fortællingens mandlige Hovedperson. Han elsker inderlig sin søde Betty, ved hendes Side føler han, "at han nu først ret har begyndt at leve", "at hans Liv nu først har faaet et Indhold, et Maal, en Mening", nu først ser han, "hvor fattigt, hvor uværdigt hans forrige Liv har været". Men saa kommer den Tid, da han som Landsthingsmand skal opholde sig i Kjøbenhavn. Med Rette bemærker Dr. Brandes, at denne Rigsdagsvirksomhed er et daarligt Paaskud af Forf. for at kunne holde den længselsfulde Ægtemand skilt fra Hustru og Barn i flere Maaneder; en dansk Rigsdagsmand, som ikke just er fra Færøerne, vil altid under Sessionen jævnlig kunne komme hjem. Men lad saa være! Bogen vil vise, at Anton Drehling ikke er Mand for at bære en saadan Adskillelse, og den viser det virkelig. Paa sine daglige Spasereture møder han en Kvinde, som strax vækker Minder i ham fra hans Ungkarletid, fordi hun bærer hele den Luft med sig, som han den Gang aandede i, og trods hans Modstræben fylder hun hans Fantasi og trænger Betty tilbage. I Hjærtet elsker han dog sin Hustru, men Jagtlidenskaben er vaagnet igjen med al sin Styrke; hans Sanselighed, som, medens han sad i sit Hjem, var gaaet op i Kjærligheden og adlet af den, den slipper nu løs igjen og gaar paa egen Haand, som den i gamle Dage var bleven vant til. Hans fortvivlede, kun halvt ærlige Kamp mod denne Betagelse, som han godt føler vil knuse hans Lykke, er fortræffelig skildret, men man er sikker paa, hvad er ogsaa sker en sidste Aften, før han skal rejse hjem, at han maa bukke under. Men da han om Aftenen er kommen hjem til sit Hotel og strax er falden i Søvn paa sin Sofa, vaagner han midt om Natten og vrider krampagtig Hænderne over sit Hoved og skriger: Betty! – aa – Betty!
Ja, man har inderlig ondt, ikke blot af den stakkels knuste Betty, men i Grunden ogsaa ef hendes elendige Stymper af en Mand. Hvor er han bleven saadan en Stymper, uden Spor af Mands Kraft, hvor det gjælder hans Ære og Lykke, ja ikke blot hans, men ogsaa andres, som bedre end han fortjener at være lykkelige! hvor har han, en fin dannet Mand, faaet den Pjaltethed fra? Jeg svarer: dér, hvor han fik sine graa Haar, det er Arven fra hans Jægertid. Hr. E. Brandes, som absolut vil gjøre hans Usselhed til noget medfødt, skjønt Forf. tydelig viser en ganske anden Vej, kan ikke forstaa, at netop saadanne to Mænd, vældige og drevne Jægere, der har levet med saa mange Kvinder, trods deres ægteskabelige Lykke skulde have saa let ved at falde. Var det en tyve Aars Ungersvend – siger han – saa var det en anden Sag. Som om en gammel Dranker skulde have større Modstanskraft mod stærke Drikke end den, der aldrig har misbrugt dem! Hr. Brandes ved dog godt, at medens æruelige Folk kan gaa ligesaa uanfægtede forbi en Kro som forbi et andet Hus, saa behøver en gammel Dranker, selv om han en Tid lang under gode Omgivelser har holdt sig bravt, kun et Glimt af Krostuedøren eller et Pust af Brændevinsdunsten, der udgaar derfra – saa er han væk. Det er netop det, der sker med Anton. Det er de løse Forbindelser, Løsagtighedens Forbandelse, ligesom det er Drukkenskabens, at den sanselige Drift bliver unaturlig ophidset, saa den gjør Mennesket til sin Træl. Og den Forf., som i "Mimoser" har givet os en levende Skildring deraf, han har ingenlunde derved villet hæve de flygtige Forhold over det livsvarige Ægteskab, som kun kan bestaa ved gjensidig Troskab, nej, har han haft nogen anden Tendens end den at male sandfærdige Billeder af Livet, saa maa det vel snarere være den at vise, at "Jægerlivet" er den allersletteste Forskole for Ægtestanden.
Men hvorfor saa Titlen "Mimoser"? Ja det maa jeg lade Forf. om. Men jeg indrømmer villig, at Bogens Heltinder, ligesom saa mange af vore unge Piger, i deres Barndomshjem have faaet altfor lidt at vide om den Verden, som de ved Ægteskabet traadte ud i. Skulde det være Forfatterens Mening, at Kamma og Betty tilsidst burde have taget deres faldne Mænd til Naade, saa forarger den Mening mig slet ikke; jeg bryder mig ikke om en almindelig Regel for saadanne Tilfælde og overlader det ganske til den enkelte Kvinde selv, hvad hun under slige Omstændigheder kan og maa gjøre. Jeg antager, at Betty, naar hun havde staaet alene, vilde være mest tilbøjelig til at tilgive og vove et nyt Forsøg, men jeg tvivler paa, at hun fik Glæde deraf; med saa skrøbelige Mænd skulde sædelige Kvinder slet ikke gifte sig. I det hele tror jeg, det er bedst for os alle, at Kvinderne er fintfølende, og dobbelt vigtigt, jo mindre Mændene er det; jeg tror, at Kjærlighed og Troskab hører nødvendig sammen, og at hele Menneskeslægtens Fremtid beror paa, at den Forskjel paa ren og uren, og tro og utro, som er Fremtidskvinden Frøken Svendsen saa modbydelig, ikke udviskes. Og enten Forf. af "Mimoser" vil vedkjende sig det eller ej, uddrager jeg af hans Bog den Paamindelse til de unge Piger og deres Forældre, at de tager sig i Agt for "Jægerne", selv om de kommer som alvorlige Friere, thi heller ikke i Ægtestanden er de til at stole paa. Ja, hvad de to Mimoser og deres Fader lærer under bitre Taarer, det har vi andre jo ogsaa lært noget af, og det vel nærmest dette: Giv ikke det bedste, du har, hen til noget Menneske, uden du først har faaet Rede paa hans Fortid. Thi et Menneskes Fortid sætter altid sit Præg paa ham, udvendig og indvendig, men de dybeste og uudsletteligste Mærker, det er dem, den har skaaret i hans Hjerte og Tanker. Det er en Mands Fortid, som har formet ham til en Mand, men hans Fortid kan ogsaa have taget Mandigheden fra ham, saa han blot beholder Skinnet tilbage, og netop der, hvor det gjælder at være stærk, maa vise sig som en Pjalt.
C. Hostrup.
