Mimoser

Literatur

Henrik Pontoppidan: Mimoser. Et Familieliv. 193 S. (Gyldendal.)

Den smukke, forføreriske og noget letsindige Dame i Bogen siger etsteds de træffende Ord:

Det har været mig paafaldende, hvor alting er bleven norsk herhjemme. Overalt træffer jeg kun norske Bøger, norske Kunstnere, norsk Musik, … selv i Selskabstonen er der kommet noget underlig … hedder det ikke fjældtungt eller fjældtrangt? – jeg véd ikke … i alle Fald noget, der smager af evig Is og Sne.¹

Iagttagelsen er lige saa sand som Forklaringen er let. De norske Digtere har i det sidste Femaar behersket dansk Læseverden og Theater. Fra Udgivelsen af Et Dukkehjem over den mellemliggende Kvindeemancipationsliteratur lige indtil Kulminationen i En Handske har Skønliteraturen været opfyldt af en Livs-Moral, der havde lidet eller intet med Virkeligheden at skaffe. Det var overalt trange Fjælde og intetsteds aaben Mark. Henrik Ibsen har ikke været sen til at træde i Skranken mod den Bevægelse, han delvis havde skabt. De hvide Heste paa Rosmersholm træder meget imod hans Vilje Livsglæden isønder under deres stærke Hove. Og fra Sverig er August Strindberg opstaaet som den vældigste Forkæmper for Naturens Ret imod den falske Moral, og langsomt retter dansk Literatur sig under det stærke Tryk og bereder sig paa en Revolution.

Henrik Pontoppidans Mimoser er en Protest mod de ny Ægteskabstheorier.

Det er en kættersk Bog, og rimeligvis vil de, som Strindberg kalder de gode Damer, blive haardt fornærmede. Er der ikke én Ting, vi de spørge, som er slaaet fast som urokkelig Sandhed: Naar en Hustru opdager sin Mands Utroskab, forlanger da ikke hendes Kvindeværdighed, at hun straks uden Forhør fælder Dommen og forlader det Hus, det Bord og den Seng, som hun delte med den usle Forbryder?

Et Kor af udmærkede Forfatterinder og kyske Mænd synger Krigssangen om en saadan Synder. Han skal ubønhørligt være udstødt af det moralske Samfund.

Henrik Pontoppidan har sine Betænkelighder. Han er bange for, at hverken Mænd eller Kvinder staar sig ved den Lære. Han tvivler om det er nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saalænge Mændene er saa haardhændede, eller rettere naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof.

Der er i Mimoser to unge Kvinder, henrivende begge, skabte til at lyksaliggøre en Mand, maaske endda flere Mænd og dog gaar det dem begge helt galt, fordi de stiller større Krav til deres Ægtefæller end de Stakler kan fuldkomme.

Forhenværende Apotheker, Kancelliraad Byberg – der minder en Smule om Justitsraaden i Mogens – har to Døtre, som han opdrager paa Landet for at holde dem borte fra Byernes Fordærvelse, sørgende for deres Sundhed ved lange Spasereture og for deres Uberørthed ved Indpodelsen af de bedste Moralprinciper. Og de trives vel, den stolte Kamma i sin ranke Fylde og den blussende Rosenknop Betty som Egnens fagreste Blomster, vel værd at omkredse for nydelseslystne Sommerfugle. Og to af den forfløjne Art tiltrækkes. Først hjemføres Kamma af den rige Godsejer "Klosterbaronen" kaldet, hvis pragtfulde Slot egner sig til Indfatning for Kammas dronninglige Skønhed. Og paa selve Bryllupsaftenen er den yngre Betty saa "overjordisk dejlig med sin blanke sølvhvide Atlaskeskjole, sine violblaa Øjne og en enlig lille Rose i det kastaniebrune Haar," at Anton Drehling, Herre til Guderløvsholm, overgiver sig paa Naade og Unaade til denne syttenaarige Friskhed.

Saadan aabnes Fortællingen med en Idyl. I den bløde og indsmigrende Buestrøgs-Stil som Pontoppidan besidder, anslaar han foreløbig kun langtklingende og lyse Harmonier. Man ser den lille skikkelige Kancelliraads Fuldmaaneansigt lyse over al denne huslige Lykke. Man ser den fuldmodne Skønhed Kamma lænet til sin Mands stærke Arm; hans store blonde Skæg falder ham ned paa Brystet, de stærke Læber længes mod Vinen i Kruset og Husfruens hvide Arm, og hun staar i middelalderlig Brokade og rækker ham Bægeret, mens hendes Øjne bringer Bud fra et forjættet Elskovens Land. Og man ser den lidt melankolske og fornemme Anton ride paa sin engelske Hoppe i stateligt Trav til Lysthuset, hvor den fine Betty venter ham med et langt Haandtryk, bøjende sin hvide Pande til Kys. Og Parret vandrer op til Verandaen for at nyde Eftermiddagstheen, medens han, halvvejs forundret og halvvejs lidenskabelig, betragter den unge Lykke, der tilbydes ham i Manddommens sene og trætte Aar. For de to Par i deres Skønhed og Rigdom synes Lykken sikker enten den strømmer med Nydelsens hastigt skummende Vin eller med Fredens stærke og gode The.

Livets Jægeraar synes endt.

Saa knalder der pludselig som et Skud og alting forandres: Hvile bliver til Oprør og Idyl til Strid. Kamma flygter bort fra sit Slot. Hun har grebet sin Mand i den forsmædeligste Utroskab – man taler om en simpel Malkepige – og skønt Klosterbaronen næsten afmagres af Græmmelse og bønfalder hende paa alle Maader om Tilgivelse, bliver hun haardnakket ved med sit Forsæt. Hun vil aldrig vende tilbage til sit Hjem, hun vil leve kysk som en Nonne og haard som et Forargelsens Tegn over Mændenes Slethed og Kødets Elende.

Og ganske forsigtigt spørger Digteren, er der Mening i dette?

Nej, naturligvis er der ingen Mening deri. Men paa den anden Side er det ikke ret forklarligt, naar Klosterbaronen et Aar efter deres Bryllup glider fra Kammas modne Drue ned i den snavsede Mælkespand. Hr. Pontoppidan mener, at Fyren er af sanselig Natur og lige saa lidt kan afholde sig fra Mejeriets tilvante og ligegyldige Nydelser som fra Bordets Glæder. Der er hverken Raffinement eller Ondskab i Klosterbaronen, blot den tamme Drift. Men hvorfor er Kamma ham ikke nok, særlig da han har været en vældig Jæger for Herren alle sine Dage? Vi erfarer for lidt om ham og vi faar kun den blotte Kendsgærning at vide. Det er i psykologisk Henseende lidet heldigt.

Den fornuftige og frisindede gamle Dame i Mimoser siger disse kætterske Ord:

Jeg tror, at er der noget Punkt, hvor dette velsignede Lands Kræftbyld ligger, saa turde det maaske netop være disse saa meget lovpriste og besungne Hjem, om hvilke du ogsaa selv for et Øjeblik siden bemærkede et og andet smukt. Du brugte ved samme Lejlighed Ordet "Venushuler" … men de er mulig netop vore egenlige Venushuler, der udmarver vore Mænd, stjæler deres Energi og gjør vore Kvinder svage og enfoldige.²

I den Ytring kan der være megen Sandhed, men den er rigtignok ingenlunde bevist ved Klosterbaronens Historie.

Heller ikke ganske ved Anton Drehlings.

Han bliver gift med sin Betty og det er straks paa Bryllupsturen og i den første Hjemmetid et Hav af Lykke. Han har aldrig drømt om et saadant Foraar sent i Høsten, og hun er jomfruelig sød og smilende endnu, da et lille Barn er blevet en ny Kilde til Glæde for de to Forelskede. Men saa skal Anton bort fra sit Gods: han er Landstingsmand, og den første Mandag i Oktober kalder ham til Kjøbenhavn.

Denne Borteværen synes dem begge frygtelig og uoverkommelig. Afrejsen er tung som et nærmende Uvejr. Der er næsten tre Maaneder til de ses, først da nemlig, naar Rigsdagens Juleferie begynder.

Her tør maaske indskydes den Bemærkning, at dette er det eneste Udanske i Fortællingen. Thi om saa Anton var fra den yderste vestjyllandske Kreds – der fortælles ikke hvor Guderløvsholm ligger – saa er en saadan Opholden sig stadig i Kjøbenhavn uhørt i Rigsdagen. Hvorfor i al Verden skulde den længselsfulde og forelskede Anton ikke kunne tage hjem fra Lørdag til Mandag? Og han er endda i Landstinget. Hvis han var en Ægtemand, der søgte Paaskud for et muntert Ungkarleliv med Fribilletter til det kgl. Theater og Industriforeningens Udstillinger, vilde Sagen være let forstaaelig, men nu faar vi tro Forfatteren paa hans Ord. Anton er stavnsbunden til Kjøbenhavn i Rigsdagstiden, skønt han har den største Lyst til at undslippe svære Fristelser ved et Besøg i Hjemmet.

Fristelsen møder ham i Skikkelse af Fru Konerding, en dejlig Dame, hvis hvide Skuldre dukker op af en sort Fløjlsrobe. Hun betager ham, fin og klog som hun er, og just som Juletiden er der og Lysene vinker derhjemme, falder han i Brønden ikke bedre end Klosterbaronen faldt i sin Spand.

Herover Skandale og Skilsmisse: Mimosen Betty opgiver ham for bestandig og han gaar ind til et fornyet Liv med Fru Konerding i Schweiz.

Men heller ikke dette Fald er syndelig troværdigt. Den kønne Frue ligner for meget en Theaterforførerske til at den snilde og drevne Anton skulde lade sig saa gudsjammerligt besnære. Eller er hun brav og ærlig? Hvorfor er da hendes Øjne tørre, da hun fremhykler Graad over hans truende Afrejse til Betty. Hvis Anton var tyve Aar forstod man bedre hendes Magt over ham. Men han er henved de fyrre, har levet med mange Kvinder og er nu forelsket i sin Hustru: er det rimeligt, at Fru Konerding saa ganske tager ham fangen?

Umuligt er det ikke, siger Hr. Pontoppidan, og i saa Fald gjorde Fru Betty bedst i at tilgive ham hurtigst muligt.

Heller ikke dette er helt bevist, thi vi erfarer intet om Kammas og Bettys videre Skæbne og om hvad Livet og Kærligheden endnu har tilovers for dem.

– – Bogen er rig paa smaa, fortrinligt fortalte Episoder. Den er overordentlig underholdende, baade dristig og vittig, og den vil saaledes efter al Sandsynlighed blive meget læst.

Den burde i hvert Fald læses for sit gode Dansks Skyld. Hr. Pontoppidan er en af vore faa ægte Prosaister – saa sleben og elegant i sit Sprog, at Damerne maaske af den Grund vil tilgive ham hans Kætterier.

E. B.