Mimoser
Den nye Literatur
Henrik Pontoppidan er en af dem, der da han begyndte, skrev for alle nyt følende danske Mænd og Kvinder. Han var frisk som den gryende Sommerdag, munter og spodsk og 63 medfølende tillige. Han havde den unge Skoles Ævne til at tale glat og stærkt om de fleste af de Ting, der for Tiden rører Menneskenes Hjærter, og de unges Vilje til ikke at bruge andet i sin Kunst end det virkelig sete og følte. Og han havde sine egne Ord. Der stod en Em om hans Bøger fra Engen og fra Byen, som ingen kunde tage fejl af: ham var det, som skulde blive saa god for Danmark, som Kielland havde været det for Norge.
Saa skrev han "Ung Elskov". Man traf paa duftrige Ord. Den store Skovsø og den hensmuldrende Kro laa i vore Drømmes Land, – hvor var dette ikke smukt! – Men var det virkeligt? De fleste lod det blive ved Spørgsmaalet. Det var ikke paa sin Plads at mistænke Pontoppidan for Digt i den banale Betydning af Ordet.
Men saa er "Mimoser" kommen. Hvor i Verden hører den hjemme? Vi læser om to unge Piger, hvoraf den ene hedder Kamma, den anden Betty; de opholder sig med deres Fader, en forhenværende Apoteker, paa et ensomt Sted i Nærheden af Skove og det blaa Hav. Ved Havet ligger skjult i en skyggefuld Lund Herresædet Gudersløvholm med fladt Tag og Stenvaser, "men navnlig med en meget stor og pragtfuldt anlagt Park, som Ejeren liberalt lod staa aaben for Publikum." Og i et dybt, dystert Indhug i Skovhegnet hinsides Mose- og Hedestrækninger findes en stor rød, halv forvitret Borg med tunge Taarne over sivfyldte Grave som et forglemt Stykke Middelalder; den kaldes i Folkemunde "Klosteret". De respektive Ejere af disse Herresæder benævnes Drehling og "Klosterbaronen", og om Drehling siges der straks som foreløbigt Kendingstegn, at "han var en smuk, brunet Mand mellem tredive og fyrre, med et noget formelt, men venligt og vindende Væsen". "Han sad rank som en Grenader paa sin høje, gule, engelske Hoppe". Klosterbaronen er en ivrig Jægersmand til Fods og skildres som en "stolt, heltemæssig Skikkelse med stort, lyst Skæg ned over Brystet, Ørnenæse og store, lyseblaa, sværmeriske Øjne". Begge Damerne falder hurtig og uden Besvær for Forfatteren i Armene paa hver sin af disse to Herrer, som hidtil har foretrukket den ugifte Stand, og "det traf sig nu ret passende, at det netop blev Kamma, den ældste, der kom til Klosteret. Der var nemlig noget over hele hendes høje, ranke, mørklokkede Skikkelse, der ligesom paa Forhaand bestemte hende for en Borgfrues Værdighed. Dette skønne, fuldt modne Legeme var som skabt til at bære Silke og Brokade over bonede 64 Gulve [i den forvitrede Borg]; disse kække, liljehvide Skuldre til at lyse over mørkt Fløjl i festligt skinnende Sale. Betty derimod var trods sine sytten Aar endnu lille og bly med noget af Barnets buttede Ynde og sjælfulde Undseelse. Hvid og rød – som Mælk og Blod – holdt hun sig i det hele ligesom i Skjul bag sin ældre Søster, over hvis Skulder hun frygtsomt kiggede frem mellem buede Øjefrynsers blødt skyggende Silkegitter".
Denne muligvis rammende, men dog maaske noget for almindelig holdte Skildring, er alt, hvad Forfatteren tror det nødvendigt at meddele os om sine to unge Kvinder inden de træder ind i Livet; H.F. Evald plejer at være omtrent lige saa omhyggelig.
Paa Hr. Drehling ofres der flere Ord i den beskrivende Indledning. Han er i det hele Forfatterens Yndling, det er om hans Bedrifter Bogen er skreven. Han ejede, siges der, "i sin Person Egenskaber, der uvilkaarlig trak Kvinderne til ham. Det var noget vist tavst eller diskret lidenskabeligt, der dannede ligesom Understrøm i hans for øvrigt (!) fuldendt beherskede og formrette Optræden. Dertil var han ejendommelig smuk: selve Legemet rankt, slankt, elegant; Ansigtets Form er regelret Oval; Panden høj, hvælvet, halvvejs dækket af et smukt Fald af mørkebrune Haar. Under de fornemt buede Bryn brændte et Par klare, brune, svagt drømmende Øjne, der sammen med en sirlig plejet Moustache og Mundens fint spottende Linje gav Ansigtet dets Udtryk af Ildfuldhed og Intelligens". – Svært pæn Mand, denne Drehling! Men hvor er det monstro, man har læst om en, der lignede ham? Skulde det være i de engelske, tyske, franske, danske og svenske Dameromaner, som man i sin Skoletid fik sat til Livs? Der er Grund til at formode det. Men Manden er ikke færdig endnu. "Tre graa Haar i Tindingen samt et vist følelsesfuldt Smil, der nu og da – ligesom gennem Erindringen – kunde gaa over hans Ansigt, skulde (efter hvad Damerne hviskede) være de interessante Mindelser om forrige Dages Kvindegunst". – Ogsaa dette forekommer én bekendt! Og han "nævntes i sin Tid som Hovedstadens graciøseste Danser og eleganteste Fægtemester" – nu er der ingen Tvivl længer mulig, vi har før haft med selve Manden at gøre, han var "en lidenskabelig Beundrer af Kunst især Musik og spillede selv smukt paa Violoncel og Obo". – Oboen er ganske vist ny, men den kan han jo have lært at spille paa, siden vi gik i Skole. Vi tillader os altsaa foreløbig at betragte Hr. Drehling som en gammel bekendt.
65 Han bliver gift med den "rosenrødmende" Betty, hvis "dulgte, blysomme Kærlighed" beruser ham, og "han, som – træt af Verden – havde tænkt, at hans Liv halvt var endt, han følte, at nu først begyndte han ret at leve". "Han fulgtes med Betty ud i Skoven, og de plukkede Blomster eller læste Bøger højt for hinanden under Fuglesangen; og regelmæssig hver Middag øvede de sig firhændigt paa Flygelet inde i Bettys Kabinet". Dermed er dog ingenlunde hans Dages Gerning endt. "Han havde anskaffet sig nye Jagtrekvisiter [om Sommeren], en Flok Duer og et kostbart Hønseri med fine kinesiske Racer, hvis omhyggelige Røgt var hans daglige Adspredelse". Dette er nu dog vist en urigtig Bemærkning. Skulde man da nemlig ikke tro, at det trættede eller kedede ham at plukke Blomster med Betty og at læse højt under Fuglesangen? "Men fremfor alt havde han med Iver kastet sig over sit Landbrug, sin Gaards Bedrift, sine Heste og sit Kvæg, der forhen aldrig havde bekymret ham". Det ses altsaa, at Manden har sin Tid godt besat, og da han tilmed som Landstingsmand – for det er han ogsaa, og det en folkevalgt (siden han dog ikke har været Medlem af nogen lovgivende Forsamling før, kan det ikke uden videre anføres til hans Ros, at han har ladet sig vælge af "Folket") – jo maa følge en Smule med i Aviserne, saa kunde der mulig hos en eller anden opstaa Tvivl, om han nu ogsaa grundig røgter alle disse Gøremaal. Og hvordan gaar det med Oboen? Der synes her at være en skæbnesvanger Troløshed i hans Karakter, – den nævnes nemlig ikke med et Ord, eller at han er bleven gift og hver Dag maa øve sig firhændigt paa et andet Instrument.
Det viser sig da ogsaa, at han langt fra er saa brav, som han giver sig Mine af. Ikke saa saare er det blevet Efteraar, og Betty har faaet en lille, og han gaar i København ved Rigsdagen og bestiller ingen Ting, før han, i Stedet for jævnlig at tage hjem og se til sin Kone, sine Høns og Heste osv., begynder at interessere sig for en sort klædt Dame, som han træffer paa Langelinje i Spadseretiden, naar han burde have siddet i Landstinget. Eller mulig det kun er paa de Dage, da dette Ting ikke holder Møde; det hænder nemlig undertiden. Forsømmer han altsaa end maaske ikke sine politiske Pligter ved at pleje Bekendtskabet med denne Dame, aabenbarer det sig dog snart, at han bliver Forræder mod sin Hustru. Samme Dag nemlig, som det endelig gaar op for ham, at nu kan han ikke trække det længere ud med 66 at rejse hjem, falder han for den sortklædte Dames Fødder og indretter sig for Natten i samme Pensjonat, hvor hun har opslaaet sin "syrlig" duftende Rede med blaa Silketøfler, Puddelskindstæppe og det hele.
Det kommer han nu imidlertid ikke godt fra. Hans Svigerfader, den forhenværende Apoteker, har beluret ham, og vips farer denne diskrete Mand hjem til sin ældste Datter Kamma, som selv tidligere er bleven bedragen i sit Ægteskab og har forladt Manden, og fortæller hende, hvad han har set, hvorpaa de begge iler til Betty, for at denne saa hurtigt som muligt kan faa Budskabet om det sørgelige Faktum, ingen af de to endnu for Alvor har undersøgt. Tilfældigvis forholder imidlertid Angivelsen sig rigtig, og da vor gamle Ven Drehling med sin brødebetyngede Samvittighed staar i sin Ejendomsgaard, møder han ikke sin Hustru, men Svigerinden, som med "bitter Stolthed" siger: "Deres Hustru, Hr. Godsejer, er ikke her." –
I gamle Dage vilde Slubberten nu uden Tvivl have faaet Tilgivelse, og det nye i Hr. Pontoppidans "Familieliv" er det, at Kvinderne har taget sig paa at optræde om end paa langt nær ikke saa grelt som den moderne Ægtemand i "Et Besøg"1, der aandelig tramper sin Kone i Støvet for et svundet Fejltrins Skyld, som næppe en Gang var et Fejltrin og under alle Omstændigheder ikke var det imod ham, saa dog i Lighed dermed: afgørende og absolut. Kamma og Betty vil ikke være gift med Mænd, som bedrager dem.
Hvis Bogen i øvrigt var god, det vil sige, skildrede levende Mennesker, saa at man kunde kende dem fra andre, saa var der ikke det mindste at indvende imod dens Resultat. Det forholder sig rigtigt, at de moderne Bestræbelser til Kvindens Frigørelse har givet et stort Antal Hustruer i Norden Forestillingen om, at den Forpligtelse, der er indgaaet i Ægteskabet, hvor ikke (som i "Tre Par"2) andet forud aftales, er ubetinget bindende for begge Parter. Et Ægteskabsbrud fra Mandens Side skal altsaa medføre samme Ret for Kvinden til at forkaste ham, som hendes Forsyndelse altid har givet ham til at bortvise hende. Hr. Drehling har ikke noget at beklage sig over. Tilmed er han jo ved Kammas Skæbne bleven advaret i Tide.
Men Ulykken er, at Bogen ikke er god og har en ironisk Titel: Mimoser. Hr. Pontoppidan har ment, at disse to Fruer var for ømskindede. Men det var det, som skulde bevises. Er 67 Tilstanden først saaledes – og det har Hr. Pontoppidan indrømmet ved at gaa ud der fra som givet – at Kvinderne vil have ens Moral i Ægteskabet for begge Køn, saa maa den, der ler der af, støtte sin Latter med Grunde, ellers udsætter han sig for at blive ene med sin Munterhed: umiddelbart indlysende er Ironien ikke. Og der findes ikke Beviser i "Mimoser".
Det er en Bog, som søger at puste Liv i gamle Romanfigurer. Var Fortællingen ikke mod Slutningen saa direkte og alvorlig meddelende, skulde man tro, at Forfatteren for Spøg havde efterlignet tidligere Romanskriveres daarlige Maner med at lade blodløse, ud af Luften grebne Figurer agere til Fornøjelse for et nyfigent Publikum, som kun læser Bøger for Begivenhedernes Skyld, – ikke en af Personerne har et virkeligt individuelt Liv. Og den eneste af de optrædende, paa hvem der er anvendt en Del kunstnerisk Omhu, hvis indre Tilstand derfor beskrives under forskellige Anfægtelser, falder sammen for Forfatteren som en Bunke Klæder. Han er tænkt som en "ædel", blaseret Godsejer, der til Bunds har indset, "hvor fattigt og uværdigt hans Ungdomsliv har været" – det Liv, der har givet ham de traditionelle graa Haar i Tindingen –, og saa opfører han sig, som var han et stakkels, uprøvet Huslæreræmne, der snyder sin fromme Kæreste for den første den bedste Kokettes Skyld, som kommer paa hans Vej. Var saa sandt Hr. Drehling den, han gives ud for at være, kunde den foretagsomme Fru Conerding have sparet sig Ulejligheden med Spadsereturene paa Langelinje og Visiten hos Hofjægermesterinde Drehling, – af hendes Slags har Hr. Godsejeren set tilstrækkeligt, til at et nyt Eksemplar skulde kunne lokke andet end et Smil og et Buk frem hos ham. Han er jo ikke som den tykke Klosterbaron, der kun har faaet stærkere Appetit, jo flere Nydelser han har skaffet sig.
Det er med Forundring og Beklagelse, man læser "Mimoser". Pontoppidan var det frodigste Talent blandt de unge, og nu har han sendt en tom Bog ud i Verden. Af den gode Kunstner er der kun et vist lækkert Foredrag tilbage og saa glimtvis nogle rammende eller morsomme Bemærkninger. Men dette er naturligvis langt fra Hr. Pontoppidans sidste Ord. Paa næste Bogmarked møder vi atter "Sandinge Menigheds", "Landsbybilledernes" og "Stækkede Vingers" udmærkede Forfatter.
