Mimoser
Henrik Pontoppidan: Mimoser (Smaa Romaner II.)
Skal man tro denne Bogs Forfatter, findes der endnu Fortidskvinder, der kan tage det op med Fremtidskvinderne i Fordomsfrihed og særlig i kætterske Meninger med Hensyn til Ægteskabets Lykke og Herlighed. Den gamle Fru Drehling er en saadan Lævning fra Fortiden, en stolt gammel Dame, en Herregaardsfrue med Tømmer i. Hendes Livsfilosofi er meget næm. Den synes ikke at gaa ud paa andet end at nyde Livet og bryde sig Pokker om Moralen. Hun er saa liberal paa dette Omraade, at hun ikke skyr Faren for at synes lige frem lidt svinsk i sin Tænkemaade. I Romanen danner hun en suffisant Modsætning til Bogens Heltinder, to smukke og romantiske Apotekerdøtre, der først bliver meget lykkelige ved at faa hver sin Herremand, men derefter begge bliver ulykkelige, fordi de ikke kan finde sig i, at deres Ægtemænd er dem en Smule utro. Dersom det ikke var en literær Trossætning, at en Fortælling skal indeholde nogen samfundsreformatorisk Kraftessens, kunde man tænke sig Fru Drehling helt udeladt, og Bogen vilde derfor have været en lige smuk og underholdende Roman, og den vilde endda have beholdt den i Titelen antydede Tendens, idet den næmlig vedblev at være en Henstilling til Konerne om ikke alt for rask at bryde Staven over deres Mænd (især hvis de er Herremænd), naar de er faldne for en Fristelse og kommer kønt og beder om Forladelse.
M. P.
