Mimoser

Literatur

Henrik Pontoppidan: Mimoser. (Gyldendalske Boghandels Forlag.)

Pontoppidans nye Bog synes at danne et Vendepunkt i Forfatterens Udvikling. Medens han hidtil fortrinsvis har yndet at tegne Bønder med en høinordisk Saga-Kolorit, der fjerner dem i den Grad fra Virkeligheden, at man ikke veed, om de skulle forestille Sjællændere eller Jyder, og kun er sikker paa aldrig at have mødt slige Folk i Livet, fører han denne Gang sit Publikum ind paa de bonede Gulve i Herregaardene og Kjøbenhavns eleganteste Huse blandt Adelsmænd og Medlemmer af det rige Bourgeoisi. Og til denne Modsætning for den sociale Sfæres Vedkommende svarer en grundforskjellig Fremstillingsform. I "Mimoser" træffer man paa intet Punkt den Skildringens pludselige Voldsomhed, der f.Ex. i "Sandinge Menighed" sætter med et Chok over alle forklarende Mellemled og gjør Læseren til et Bytte for haabløs Spekulation over Gaader af en Snedighed, som selv det berømte s—r. ikke vilde behøve at skamme sig ved. Alt er tvertimod glat og udpenslet, hver Handling eller Sjælsrørelse omhyggelig motiveret, Personernes Optræden saa langt fra det forceret Dramatiske, at Forfatteren i næsten hele den første af Bogens to Dele karakteriserer dem rent descriptivt og – fraregnet en lille Tale, hvori Kancelliraad Byberg ved en Fest begrunder sin Bortreise fra den By, han har helliget sin mangeaarige Virksomhed – end ikke tillader dem at aabne Munden til en eneste Replik.

Kancelliraaden har to Døttre – det er "Mimoserne". I den landlige Afkrog, hvortil han har trukket sig tilbage efter at have solgt sit Apothek i Kjøbstaden, giver han dem nemlig en saa udsøgt moralsk Opdragelse, at deres Sjæle ufeilbarlig vil trække sig følsomt sammen ved den mindste Berøring med denne Verdens Udyder. Saa snart de have naaet den voxne Alder, gifte de sig begge, hver med sin Godseier, den stolte imponerende Kamma med Besidderen af en middelalderlig Borg, en Vikingeskikkelse, hvis Færd og Personlighed synes hende i Slægt med den Romantik, der hviler over hans Herresæde. Ved nærmere Bekjendtskab viser imidlertid Vikingen sig simpelthen at være en raa og sandselig Landjunker; knap et Aar efter Brylluppet gjør han sig skyldig i Troløshed mod sin Hustru – man hvisker endog om noget saa Simpelt som en Malkepige – og oprørt i sit Inderste herover vender Kamma tilbage til Faderens Hus for herefter at leve som Enke. Den bly og barnlige Betty synes foreløbig at have lykkeligere Chancer for sig i sit Ægteskab; vistnok stammer hendes Mand, Godseier Drehling, fra en Slægt, der satte Livsnydelse som sit høieste Maal, og selv har han i sin Ungdom været en stor Don Juan; men han elsker oprigtig sin Hustru, og det tegner til, at hans letfærdige Væsen vil blive lutret under Paavirkning af Bettys Uskyld og rørende Ynde. Alt vilde derfor sikkert være gaaet godt, hvis ikke Drehling uheldigvis havde været Landsthingsmand og som saadan maattet forlade Hustruen, der efter at have skjænket ham en Søn er for svag til at følge ham paa Reisen. I Kjøbenhavn besnæres Drehling af en Kokette, og Svigerfaderen, der opdager hans Utroskab, er indiskret nok til at betro sin Datter, hvad der er passeret. Følgen heraf bliver, at Betty trods den brødefulde Ægtefælles Anger og Fortvivlelse følger Søsterens Exempel, og Bogen slutter med et Brev fra Drehling til hans Moder, hvoraf det fremgaaer, at han lever sammen med sin Forførerske i en moralsk Selvopgivelse, fra hvilken ingen Redning længer er mulig. Angaaende Fortællingens Grundtanke ere Kritikerne uenige. Medens det fra den Side, der gotter sig over ethvert nyt Tegn paa omsiggribende Frivolitet i Literaturen, er gjort gjældende, at "Mimoser" maa opfattes som et Indlæg til Fordel for den frie Kjærlighed, en Protest mod den Bjørnson'ske "Handske"-Theori og i det Hele mod Fordringen om Renhed i det ægteskabelige Forhold, have Andre hævdet, at Forfatteren tvertimod har villet virke moraliserende ved at paapege, hvilke sørgelige Konsekvenser Ægteskabsbrudet saavel i indre som i ydre Henseende kan føre med sig. Os forekommer det, at der ikke er nogen Grund til at betragte Pontoppidans nye Skrift som Udtryk for en bestemt Tendens, men at Digteren ved at skifte Sol og Vind saa temmelig lige mellem de to Hovedpersoner, Drehling, for hvis Brøde Meget taler til Undskyldning, og Betty, der repræsenterer en noget ubarmhjertig Dyd, har stillet sig saa temmelig objektivt overfor Konflikten, væsenlig overladende til Læserne, hver efter sin personlige Følelse, at skjønne om Ret og Uret hos de Paagjældende. Uden at ville træde i Skranken for nogen moralsk Lov, der kan have Krav paa Almengyldighed, har han, synes det os, simpelthen havt til Formaal at vise, hvorledes Livet under de givne Omstændigheder har formet sig og maattet forme sig hos disse to bestemte Mennesker ifølge deres Anlæg og sædelige Udvikling. Men vil man endelig lægge en i høiere eller ringere Grad tendentieus Hensigt ind i Bogen, kan Forfatteren i alt Fald mindst siges at være optraadt som Apostel for den frie Kjærlighed, eftersom han netop lader den af Hovedpersonerne, som bryder Ægteskabet, havne i et blaseret Livssyn, en valen Finden sig tilrette i Selskabslivets smaa Nydelser, hvorved Personligheden forflygtiges og Tilværelsen bliver unyttig og hensigtsløs.

Historien er godt fortalt, Sproget behageligt og elegant, uden nogen stærkt akcentueret Farve. Høiest naaer Forfatteren i Udmalingen af den Sjælekamp, der opstaaer hos Drehling mellem Sandseligheden og den ædlere Elskov; dette Parti af Bogen har Sandhedens fulde Præg. Mindre intensivt og ægte viser Pontoppidans Talent sig, hvor det, som i Skildringen af den gamle Apotheker, forsøger sig i den humoristiske Genre, og paa et enkelt Punkt – i Beretningen om det Festmaaltid, hvormed Betty overrasker sin Mand den Aften, han skal forlade hende for at indtage sit Sæde i Rigsdagen – er det ikke langt fra at dale ned i den ufrivillige Komik. I Parenthes bemærket gjøres der et Væsen af Drehlings Reise til Kjøbenhavn, som om den gjaldt et Ophold i Sydamerika, skjøndt Forretningerne som bekjendt ikke pleie at trykke d'Hrr. Rigsdagsmænd i større Grad, end at de i Saisonens Løb uden Skade for Rigsdagsarbeidet kunne tillade sig adskillige Sviptoure til deres Hjem, enten det saa ligger i Jylland eller paa Øerne. Saa ubetydeligt dette Træk er i og for sig, røber det dog Pontoppidans paafaldende Mangel paa Virkelighedssands, og mere prægnante Vidnesbyrd herom vil man finde paa de første Blade af Fortællingens 2den Del, hvor Forfatteren afleverer en ren Karikatur af Kjøbenhavns Sommer-Fysiognomi og dernæst indvier os i Hofjægermesterindens Betragtninger over Modsætningen mellem den foregaaende Generations Ungdom og Nutidens unge Mennesker. Disse sidste beskyldes bl.A. for "streng Disciplin" og Mangel paa "fri Aandsudvikling"; de siges at være besatte af en "skummel Forsagelsens Aand", og det bebreides Damerne, at de ere "dukkestive" og gaa med "nedslagne Øine" – med andre Ord, for et halvt Aarhundrede siden Flothed hos Mænd og Kvinder i ydre Optræden, Trang til at more sig, letfærdige Sæder osv.; i vore Dage derimod Alvor, Anstand, lænkebindende Fordomme og selvfornægtende Redebonhed hos Individet til at underordne sig det Almenes Krav! Noget mere Bagvendt kan man ikke godt finde hos en begavet Forfatter. Men trods sine Feil er "Mimoser" som Helhed en velskreven Bog, der betegner et Fremskridt hos Pontoppidan i Retning af bon sens og vil læses baade med Fornøielse og Udbytte.