135
9. Træk af Pontoppidan-kritikken ca. 1898-1917
Med trilogien om Emanuel Hansted og med dens efterfølgende "folkeudgave" i ét bind 1898 samtidig med, at de små bind af Lykke-Per begyndte at fremkomme, var Henrik Pontoppidans navn som et at de betydeligste i samtidslitteraturen etableret. Det viser sig i kritikhistorien ved, at han nu placeres i litteraturhistoriske oversigter og håndbøger – til dels ved bidrag af samme skribenter, som havde anmeldt de forskellige bind af Det forjættede Land.
Således portrætteredes han af C.E. Jensen i dennes samling Vore Dages Digtere (1898), en slags opfølgning af Brandes' allerede forældede Det moderne Gjennembruds Mænd fra 1883. Jensen var kritiker ved Social-Demokraten, hvis dækning af den nyudkomne litteratur var temmelig selektiv, men han havde dog af Hanstedtrilogien nået at anmelde i det mindste DD (Social-Demokraten 22.nov.1895). Trods sympati syntes Jensen, der tog pastor Petersens dom over Emanuel som forfatterens definitive ord, at Pontoppidan stadig i 1895 mere end menneskeskildrer var læredigter og som sådan en negativist. I Vore Dages Digtere, hvor emnet i princippet er hele forfatterskabet til og med begyndelsen af Lykke-Per, alt dog i hastige strejflys, er grundsynspunktet lidt anderledes: Snarere end negativist er Pontoppidan nu opfattet som en gennemtrængende ironiker, der indefra – fra sig selv – kender den lyrik og illusionsprægede begejstring, han bestandig tugter. Denne opfattelse skulle få en lang succes i Pontoppidan-kritikken.
Hos Niels Møller i hans faste og særdeles velinformerede artikel om digteren i C.F. Brickas Dansk biografisk Lexikon bd. 13 (s.225-27, trykt maj 1899) er noget lignende ét af trækkene i karakteristikken: den jyske besindighed på vagt over for den fantast, som digteren også rummer. Men der noteres også andre træk hos Pontoppidan – bl.a. hans stejle selvstændighed. Trilogien om Emanuel Hansted opfattes endnu som "P.s Hovedværk", omhandlende "de demokratiske Strømninger paa Landet fra 70erne til 90erne". Møllers tempererede bedømmelse – af hele det dengang foreliggende forfatterskab – er i øvrigt, at "P. er ikke bedst 136 som Sjæleskildrer eller Karakterskaber. Men han er bleven en ypperlig Fortæller".
I Salmonsens store ill. Konversationsleksikon bd. 14 skrev Vald. Vedel i 1903, dvs. efter at de fleste bind af Lykke-Per var publiceret. Han var mindre godtroende og mindre irriteret, end da han havde anmeldt Hansted-trilogien i Tilskueren, hvad der også sømmer sig for en leksikonforfatter. Han kunne nu bedre se – ikke selvbiografien, men selvdommen i de to romanværker: "Fremfor alt i sine to Hovedværker er P. paa een Gang den, der slaar, og den, der rammes, og deraf disse to Bekendelsesskrifters [!] mærkelige Særstilling i vor Tids Roman." Men ud over dette personlige fremhævede Vedel i forfatterskabet landskabsmaleriet og landlivsskildringen:
ligesom dansk Landliv aldrig er blevet skildret saa ubarmhjertig realistisk som i "Fra Hytterne" (1887) eller saa sjælfuldt sympatisk som i Partier af "Det forjættede Land", saaledes er det i det hele Landlivets Syn og Følemaade, der besjæler P.s Digtning i en dybere Forstand, end hvad der gælder om noget andet moderne dansk Forfatterskab.
Denne placering er ikke uinteressant netop i den epoke, da det såkaldte folkelige (og jo oftest landligt prægede) gennembrud i dansk litteratur tog form. Dette var ganske rigtigt en fortsættelse af Pontoppidan, som markeret særlig af Nexø, men sammenlignet med en Aakjær, en Skjoldborg eller en Marie Bregendahl forekommer Vedels bestemmelse af Pontoppidan her at være – være blevet? – for snæver. Da Vedel opdaterede og udvidede sin artikel til 2. udg. af Salmonsen (bd. 19, 1925), blev vægten flyttet mere i retning af personlighedsproblemet; da var forfatterskabet jo også vokset – og Vedel havde ladet sig belære af Vilh. Andersens monografi fra 1917.
Sikkert er imidlertid Pontoppidans digtning til og med Det forjættede Land først og fremmest landligt orienteret. Som sådan fik den en plads i Julius Paludans afhandling "Bonden i Digtningen" (i Mellem Semestrene, bd.1, 1910 med fortryk af den relevante del i tidsskriftet Fremtiden 1909), som vi før har citeret fra. Det var her, at den konservative, men bredt orienterede professor placerede DfL som "vel vor psychologisk dybeste og mest kunstnerisk beherskede Nutidsroman fra de senere Aar". Paludan bestemte dens centrale emne som "religiøse Kriser, den ideale Christendoms 'Over Evne'" (1910, s.64); han havde et klart og koldt blik for dette emnes konfliktfyldte indlejring i "moderne, 137 grundtvigiansk demokratiske Utopier" og i landets "virkelige Liv". Pontoppidans folkelivsskildring i novelle og roman skulle da også senere blive genstand for klassesociale, kulturhistoriske, folkloristiske og egnshistoriske studier (se litteraturlisten 1935, 1957, 1988).
Det nationale med hovedvægten på det landlige bliver stående grundbestemmelser af forfatteren de første gange, han får plads i litteraturhistorier, således i 2. udgave (fra 1902) af P. Hansens Illustreret dansk Litteraturhistorie, der har fået litteraturen 1870-1900 med. Siderne om Henrik Pontoppidan (1902: s.667-81) er præget af velvilje, men ikke nogen god proportionering – således får Sandinge Menighed mere plads end Hansted-trilogien, skønt sidstnævnte betegnes som "Forfatterens Hovedværk og i sig selv et interessant og betydeligt Arbejde" (s.677); det må i øvrigt erindres, at Lykke-Pers udgivelse endnu var uafsluttet. P. Hansen indskrænker sig til at præsentere provst Tønnesen og Emanuel som to nye præstetyper i Pontoppidans righoldige galleri, give en kort sammenfatning af de historiske bevægelser i trilogiens tidsbillede, nævne Emanuels endeligt og citere hans nekrolog "ved en af Bogens Personer".
I Vilh. Østergaards Illustreret dansk Literaturhistorie (1907) har Pontoppidan-kapitlet en central plads til Hansted-trilogien, både for dens fortællekunst, dens "overordentlig rig[e] Galleri af typiske Figurer" (s.596) og dens tids- og samfundsskildring.
Den litteraturhistoriske kanonisering af den kun midaldrende forfatter stod dog ikke uimodsagt i perioden. Fra to modsatte hold kom særdeles kritiske besyv.
Det ene skyldtes den senere bekendte hofkonfessionarius og journalist Oscar Geismar. Hans Nogle Digterprofiler (1906) har Kristiania som udgivelsessted, idet størstedelen af indholdet først var fremkommet i det norske tidsskrift For kirke og kultur. Geismar var grundtvigianer, men ikke af den bløde type. Hans Pontoppidan-kapitel ligger i tydelig forlængelse af Brückers nedgøring af DD i Højskolebladet (se ovenfor). Geismar erkendte, at Hansted-trilogien var blevet "en saa overordentlig populær bog, som indtil dato er udkommet i 10,000 exemplarer", men kunne som grund kun forestille sig moralsk defekte opinionsskabere: "schlechte leute aber brave musikanten" (s.49). Hovedsynspunktet er fra starten i stykket, at Pontoppidan er en fiffigt overflade-fotograferende skribent, hvis bøger derfor af godtroende, eksotisme-nysgerrige københavnere tages for "kulturhistoriske aktstykker", hvad 138 de dog ikke – religiøst slet ikke – er. Slutsynspunktet særlig mht. Det forjættede Land er, at Pontoppidan er en rådvild (i P.s ældre bøger kunne man dog se hvad han ville) og inkompetent, sjælerå og hjerteløs forfatter. Geismar medgav, at Emanuels skæbne ikke var ganske utænkelig inden for dansk kristenhed; men han tog pastor Petersens dom for digterens definitive og syntes, at den forrådte al idealisme og al – også tragisk – seriøs trosopfattelse.
Oscar Geismar, der på det tidspunkt havde politisk radikale sympatier, og som også i kapitlet behandler Lykke-Per, noterede sig Pontoppidans Nathan-portræt af Georg Brandes og har sikkert husket på bl.a. Pram/Brücker. Geismar klagede over, hvorledes
denne forfatter i det hele taget har en ganske usømmelig mani for, under den letteste forklædning, at lade mænd [bemærk pluralisformen], som alle kan genkende, optræde i sine romaner. Der maa dog engang i den simple velanstændigheds navn kræves en ende paa alle disse nøgleromaner. Det er saa inderlig stimandsagtigt at overfalde en mand paa en saadan maade, at han ikke kan forsvare sig. (s.39)
Det forhindrede dog ikke Geismar i at mene, at der i portrættet i Lykke-Per var sagt "det afgørende ord om Brandes". Det må altså være portrætter af andre mænd, Geismar havde mere ondt af i Det forjættede Land; vi gætter som sagt på de grundtvigianske teologer.
Der var, som vi har set og vil komme til at se, i kritikhistorien også en grundtvigiansk liberalitet, men Geismar repræsenterer en passioneret grundtvigiansk moralisme og ideologikritik. Den ledende anmelder i det nyorganiserede Politiken, Sven Lange, var hverken moralsk eller ideologikritisk, men i en stor artikel om "Henrik Pontoppidan" i det radikale tidsskrift Det ny Aarhundrede (3. årg., feb. og marts 1906) er hans opfattelse af forfatteren bemærkelsesværdigt sammenfaldende med grundvurderingen hos Oscar Geismar: Pontoppidan er en glimrende fortæller og en perfektibel, dygtig fotograf, men ikke digter. Med al sin stejle radikalisme havde Sven Lange noget udpræget halvfemseragtigt i sin begrebsdannelse, der frakender Pontoppidan den værdi, det egentlig kommer an på i litteraturen.
Sven Lange gennemgår stykke for stykke Pontoppidans små romaner og novellesamlinger, før han når til de dengang udkomne to store romaner. Af dem foretrækker han Det forjættede Land. Han finder ganske vist grundplanen "ret skematisk": Den består i, at Emanuel opslides i en 139 konflikt mellem det åndelige og det kødelige; det første er arven fra moderen og fører ham til Hansine, det andet er arven fra faderen og repræsenteres af den attraktive frk. Ragnhild. Skematismen er vel her ikke kun på Pontoppidans side. Frk. Ragnhild er nok verdslig-erotisk, men kødelig? Det er dog ved Hansine, at Emanuel bliver far til tre børn. Men Sven Langes snit gennem romanen er meget professionelt. Han roser i øvrigt "Pontoppidans Overlegenhed i den vanskelige Kunst at sætte Figurerne paa deres Plads i Milieu'et og lade dem virke præcist i Overensstemmelse med hans Hensigt". Anerkendelse giver han også skildringen af de tre hovedpersoner, navnlig "en saa nuanceret Skikkelse" som frk. Ragnhild; de er ydelser over Pontoppidans hidtidige niveau. Lange ser Emanuel som "den svage, godlidende", egentlig "sølle" skikkelse, der dog er forlenet med liv (ligesom "digter" et nøgleord hos Lange) helt ind i sit fantast-endeligt. Pastor Petersen med hans nekrolog over Emanuel citeres som "Romanens Ræsonnør". Når Lange frakender Pontoppidan digterrang, er det åbenbart ikke psykologisk plausibilitet, han savner, men vist nok: følelsesfylde. I hvert fald udpeger han hos Pontoppidan skildringen af Guttens død som "enestaaende i hans Forfatterskab", ja endda "i Højde med den tilsvarende i Bjørnsons Paa Guds Veje."
Hårdere tager Lange fat på Lykke-Per, i hvis helts skæbne han ser en gentagelse af Emanuels, blot at klæderne er vendt. Den strenge kritiker åbner en lille dør på klem til allersidst ved at nævne den netop udkomne Borgmester Hoeck og Hustru som en overraskende og lovende mulig begyndelse af egentlig digterisk udfoldelse. – Dette løfte forekom dog ikke kritikeren opfyldt senere hen, som det tydeligt fremgår af hans hårde dom over De Dødes Rige i en artikelserie i Politiken 29.-31.jan.1917; deri bemærker han for øvrigt, at Pontoppidans "første Romancyklus Det forjættede Land stadig uanfægtet [hævder] den betydeligste Stilling" i forfatterskabet.
En mere positiv indstilling præger to store Pontoppidan-behandlinger fra de nærmest følgende år.
I 1907, da forfatteren fyldte 50 år og havde to af sine tre store romaner bag sig, skrev Chr. Gulmann i tidsskriftet Ord och Bild en indtrængende karakteristik: "Henrik Pontoppidan". Gulmanns tese er, at digteren på én gang "er den reneste danske Realist og den sidste typisk danske Romantiker" – at han m.a.o. er præget af en indre ambivalens mellem 140 lyrisk løftelse og – ofte selvtugtende – tilbøjelighed til klar og kold gennemskuen. Ideen er mere kendt under Vilh. Andersens stikord "tvesyn", men den er mindst lige så gammel som C.E. Jensens bog fra 1898, og den er altså tydeligt lagt frem her hos Gulmann, ligesom for resten kanoniseringen af fabelen "Ørneflugt" som en særlig vejviser til forfatterskabet allerede kan ses her.
Gulmann karakteriserer først forfatterpersonligheden, dernæst stilen – i øvrigt ikke ukritisk – og derpå forfatterskabets faser, genrer og hovedværker. Hans vurderinger er slående, ofte rigtige eller tankevækkende som fx denne:
Novellen er hans egentlige Kunstform […] Hans smaa Romaner er egentlig ikke andet end store Noveller, der undertiden er bleven for brede. Hans Muld-Cyklus er tre udvidede, smaa Romaner med ensartet Stof, som har vanskelig ved at blive en samlet Livshistorie. (O&B 1907, s.106)
Af trilogien har Gulmann senere en særlig omtale, hvori han medgiver, at: "De mange Udenomsmeninger og Diskussioner faar Historien til at pose sig løst om de Menneske-Skikkelser og Skæbner, vi dog ene har Sind for" (s.107). Miljø- og tidsbilledet har dog præg af troværdighed, af det selvoplevede. Men hovedsagen er afsløringen af Emanuel, den antilyriske eksponering af ham – Gulmann har åbenbart mest DD i tankerne. Men efter at have parafraseret pater Rüdesheimers bedømmelse ganske fyldigt lader Gulmann en reaktiv læserfornemmelse komme til orde: "vi kunde, uden al Lyrisme, fristes til at tage Emmanuels [sic] Parti overfor den snu Væver Hansen og Forf's ironiske Talsmand [,] den klart og fladt seende Pastor Rüdesheimer." Men denne ambivalens hos læseren svarer til, at forfatteren – Pontoppidan – vel også har haft et stykke Emanuel-erfaring og Emanuel-sympati. Gulmann tror, at det forklarer noget mærkeligt i en figurtegning og i det ikke kun satiriske præg i bogen:
Derfor er der saa megen uvilkaarlig Uvilje i det stærkt underbyggede Forsvar for den snu Væver. Og derfor er der uroligt Liv i denne vidtløftige Bog og Blod i dens Ironi. (s.108)
Gulmann fremhæver udgangspunktet i Sandinge Menighed, der vel også var bragt i erindring med nyudgivelsen 1903. Efter at have behandlet Lykke-Per kaster han et blik på mand-kvinde-tematikken i forfatterskabet og bemærker bl.a.:
141
Henrik Pontoppidans Digtning er, med al sin retskafne Forargelyst, erotisk den blufærdigste i vor moderne Literatur. […] Derimod har han med sit protestantiske Sind den dybeste Interesse for Mands og Kvindes Forhold i Ægteskabet. (s.110 )
"Skilsmissen i 'Det forjættede Land'" har Pontoppidan ganske vist ikke taget indgående fat på – det skyldes if. Gulmann ikke manglende interesse ("Tvært imod"), men manglende plads. Pontoppidan er i almindelighed ikke særlig god til at gøre kvindeskikkelser levende, men Hansine "er den kønnest ejendommelige Kvinde, han har tegnet os" (s.112). For Gulmann som for Sven Lange er Borgmester Hoeck og Hustru et værk, der går særlig til hjertet.
En speciel hæder følte Pontoppidan det var, da han blev gjort til genstand for en omfattende behandling af Georg Brandes.1 Brandes' behandling fremkom først i foredrags- og artikelform 1910, siden blev den optaget som åbningsstykke i Brandes' store samling Fugleperspektiv (1913). Brandes udmærker sig her som så ofte ved sin åndsflugt, ved vide perspektiver og ved – trods grundlæggende sympati for Pontoppidan – at markere begrænsninger i hans ånd og kunst.
En af disse er digterens mani med at revidere tidligere arbejder. Brandes finder, at Pontoppidan "er en saare hensynsløs Bearbejder". Som eksempel nævnes Ung Elskov; denne fortællings gennemgribende revision er
vel i Reglen til det bedre, ordknappere, mandigere, men dog saaledes at den, der kender den tidligere Formning, savner meget.
En Digter bør helst forbedre sig i et følgende Værk, ikke gerne i det samme. (1913, s.13)
Brandes fremhæver det nationale og det (næsten) hele nationen afbildende hos Pontoppidan. Han skitserer natur-kultur-modsætningen: dels med henblik på digterens demokratisme, som vel var mere forbeholden, end Brandes siger, ganske vist ud fra 1880er-digtningen; dels med henblik på Pontoppidans næsten antiæstetiske hyldest til tendens i nogle værker. På begge poster reserverer Brandes sig. Han er dog klar over, at det snarest er gemytsudslag hos Pontoppidan, ligesom forkærligheden 142 for paradokset og for at gå linen helt ud, fx i Det ideale Hjem. Sådanne tankemæssige og kunstneriske yderligheder er der ifølge Brandes ikke i de to store romaner: de er "sunde og dybe". Dog ofrer han ikke mere plads på Hansted-trilogien end på Det ideale Hjem. Han refererer Sandinge Menighed, der omtales "som en Art Prolog" (s.16). Emanuels forehavende – er det egentlig hans? – med at sammensmelte "Bondefolk og Byfolk" må mislykkes, ligesom – i sidste instans – Per Sidenius' og Jakobe Salomons møde i Lykke-Per. Over Emanuel, som "hele Bogen igennem er behandlet med mild Sympati" (s.17), fælder "en gammel kløgtig Præst" en dom, der skærer dybt igennem; Brandes opfatter den som rettet imod hele tidsalderens religiøse "Idiottilbedelse", eksemplificeret bl.a. ved Dostoevskij. Værkets afgørende svaghed synes ifølge Brandes at være, at personerne ikke er fængslende nok, "[m]ed Undtagelse af Hansteds bondefødte Frue og den kloge, skønhedselskende, kølige Præstedatter Ragnhild" (s.18).
Som man kunne vente, er Brandes betydelig mere interesseret i Lykke-Per, skønt meget kritisk over for hovedpersonen. Han sammenligner den bl.a. med Pelle Erobreren og synes, at "Pontoppidans Roman har med sine Ufuldkommenheder en sikrere Holdning, et videre Blik" (s.21).
Måske kan man mene, at Brandes' artikel – i modsætning til Gulmanns tidligere – savner et helt sammenfattende greb.
Såvel syntese som frugtbare ansatser til analyse giver Hans Brix i sit kapitel om Det forjættede Land i studiesamlingen Gudernes Tungemaal (1911). Han begynder med at bestemme det Pontoppidanske forfatterskabs emne: "Landets aandelige Historie gennem […] det nittende Aarhundredes Slutning" (uglebogudg. 1962, s.142 f.), og forfatterskabets særlige "Sindsform", der udgøres af Pontoppidans tvesyn, uden at Brix bruger netop dette ord – altså den engagerede ambivalens. "Ørneflugt" refereres som "en ganske kort Allegori" over denne spaltede eller spaltende synsmåde; allegorien dækker også grundbilledet (parret og adskillelsen ved tilbageflugt) i de to store romaner. Af dem "er den ældste den livligste; broget og alsidigt bevæget" (s.144).
Brix gør dog straks opmærksom på det diskontinuerte i Hanstedtrilogien (modsat Lykke-Per), navnlig den fragmentarisk-retrospektive redegørelse for Emanuel i København – altså tiden mellem DfL og DD. Til gengæld finder han, at værket er blevet styrket ved "en stor og fast Skildring af den tidshistoriske Baggrund" (s.145). Bemærkelsesværdig er Brix' forståelse af den dobbelte belysning af Emanuel i slutningen: 143 Rüdesheimers spot – og helgenglorien.
Væsentlig med M for øje gør Brix iagttagelser vedrørende komposition, stil, synsvinkelforhold. Han gør her først opmærksom på den tidsmæssige koncentration af handlingen i hver af bindets fem "bøger"; tidens koncentration ligner en af dramaets 'enheder', hvad Brix omtaler, men egentlig ikke går videre med i Pontoppidans roman. Stilen finder han fast og funktionel, ikke absolut pletfri. Åbnings-panoramaet i M betegnes som "allegorisk Indledning til hele Bogen" (s.147), hvormed han vel mener bindet. Brix sammenholder bjergtagelses-billedet i slutningen med Emanuels tidligere tanker om troldfolket nede i mulden (M s.52) og påviser tvetydigheden ved de to tekststeders modsatte perspektivretning. Bemærkningerne om synsvinkelforhold er sporadiske, men søger især at belyse forfatterens mere eller mindre ironiske måder til at fremstille Emanuels tanker, vurderinger og ikke-tanker (eks.: "I et pludseligt Anfald af Overgivenhed, der fik ham til at glemme, at det var Kirketid" osv.); Brix' mening er, at også disse måder er midler til at meddele læseren en "dobbelt Synsmaade overfor Helten" (s.149).
Det samlende og opsamlende værk om hele Pontoppidans forfatterskab blev skrevet af Vilhelm Andersen i tiden omkring digterens 60 års dag: Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab. Det var nærmere bestemt i sommeren 1917, efter fuldendelsen af De Dødes Rige og nogle måneder før Pontoppidan og Karl Gjellerup fik Nobelprisen til deling.
Vilh. Andersen bruger i sit forord det udtryk, at hans arbejde "er et Forsøg paa at læse og fremstille et helt Forfatterskab som én Bog". Udtrykket, som Andersen holdt af, siger i og for sig ikke farlig meget mere, end selve begrebet 'forfatterskab' (og forfatterskabsmonografi) gør, nemlig at frembringelserne af én og samme person kan antages at have et vist fælles præg og altså må kunne studeres forholdsvis afsondret. I Vilh. Andersens praksis – her og andetsteds – betyder det noget lidt nøjere bestemmeligt, ligesom hans egen fremstilling så at sige skriver værkerne sammen til et hele. Vilh. Andersen er den store arkitekt eller eksercermester: han stiller forfatterskabets værker op i grupper og rækker, i dette tilfælde mere efter tematiske end formale kendemærker, og således at rækken af grupper repræsenterer en "udvikling" eller forandring af forfatterskabets retning. Det gælder altså særlig forbindelseslinjer, analogier og distinktioner mellem forfatterens tekster – "som én Bog"; i meget mindre grad gælder det samspillet mellem disse og 144 omverdenen, forfatterens erfaringer osv. Andersen har hyppigt litterære associationer parat: inden for forfatterskabet er de så at sige hans metode; mellem forfatterskabet og andres – fortrinsvis klassiske – værker tjener associeringerne karakteristik og typologi, sjældnere påvirkningsdrøftelse. Autors liv og erfaringer, her altså Pontoppidans biografi, var Vilh. Andersen bekendt, bl.a. gennem personlig meddelelse, og han spenderer et kapitel på den – notabene: ikke det første og ikke ret indtrængende à la Sainte-Beuve. Hans udnyttelse af biografiske enkeltheder i værkbehandlingen er i øvrigt spredt og ubetydelig, hvad der vel også skyldes en datidig norm om diskretion vedrørende endnu levendes privatliv.
De tre hovedkapitler i monografien gennemgår hver sin række af tekster med hver sin store romanserie som slutsten. Det biografiske kapitel er skudt ind foran Lykke-Per-rækken, fordi – menes det – det først er i den, at personlighedstemaet bliver afgørende.
Af de tre tekstgrupperinger er den første sikkert den mest naturlige og den, hvor fælles-karakteriseringen er mest vellykket. Den består af landsbybillederne i firser-novellistikken plus Sandinge Menighed, Isbjørnen og Hansted-trilogien. Nøgleteksten ikke kun for denne gruppe, men for hele forfatterskabet udgøres for Vilh. Andersen ligesom tidligere for bl.a. Hans Brix af "Ørneflugt"; selv om denne teksts begrænsede relevans for adskilligt falder i øjnene, bl.a. for Hansted-trilogien (dog er den god nok for bd. 1-2 alene!). Men ideen om, at hele forfatterskabets "bog" er samlet i én (kort) fortælling, er næsten et must for den Vilh. Andersenske fremstilling.
Hovedtendensen i ordningen er, at Hansted-trilogien på én gang betegner højdepunkt og overskridelse af Pontoppidans "egenlige Folkelivsskildringer" (s.29). Løbende har Vilh. Andersen ikke så få observationer af pontoppidanske tekstforhold og tekstændringer – således den, at "[i] det hele er den anden omskrevne Udgave af 'Sandinge Menighed' et misligt Foretagende" (s.45). Der er også bemærket et antal ændringer af enkeltheder i Hansted-trilogien; men Andersen problematiserer aldrig, at trilogien udgør en ubrydelig helhed. Han interesserer sig egentlig ikke for handlingsopbygningen, intrigen og kompositionen i strengere mening, men underkaster værket som livsskildring (dets miljøer og personer) en række gennemsyn. De går så at sige udefra og indefter.
Vilh. Andersen begynder med topografien og handlingens datering 145 ved historiske begivenheder, idet han nævner, at dette islæt ikke længere fremhæves, når undertitlen "Tidsbillede" bliver "opgivet" i 1898-udgaven. Mere vægt tildeler han kulturbilledet af gammeldags bondeliv, særlig interiørskildringerne.
Hos personerne fæstner han sig især ved deres karakteristiske ydre. Han fortsætter synspunktet 'folkelivsskildring' et stykke ind i en mønstring af bipersonerne og miljøerne, idet han begynder fra bondesiden. Videre går mønstringen til l'hombrespillerne i M, som associeres med figurgrupper hos Hostrup og Bellman; inden for denne kreds, og for øvrigt med perspektiv på hele trilogien, opholder Andersen sig mest ved dyrlæge Aggerbølle, om hvem han siger: "Dyrlæge Aggerbølle gentager i tragikomisk Karikatur […] Hovedpersonens Skæbne" (s.55). Så kommer turen til de forskellige gejstlige, højskole- og bourgeoisi-kredse. Herunder er Ragnhild den eneste, hvem analysen under en beskeden opmærksomhed: som signalement fremhæves hendes egernrøde hår, som feminin kulturtype lader Vilh. Andersen hende repræsentere "Firsernes København som Fru Boje i 'Niels Lyhne' er Halvfjerdsernes" (s.56).
Tilbage står imidlertid "Menneskeparret: Emanuel og Hansine. For deres Skyld og ikke for Tidsbilledets og Interiørets Skyld er Bogen skreven" (s.57), siger Vilh. Andersen med en eksistentiel pondus, der overskærer forbindelsen mellem hovedpersonernes menneskelige og ideologisk-repræsentative karakter. Groft, men træffende kan man sige, at Vilh. Andersen afhistoriserer og afpolitiserer værket. Det viser sig i hans følgende fortolkning.
Første led i denne er en sammenligning af Det forjættede Land med Ibsens Brand fra 1866 – udtrykkelig ment som en typologisk jævnføring, ikke som en tese om påvirkning. Og Andersens pointe er, at Ibsen (før 1870!) var typiserende, Pontoppidan individualiserende i, hvad der faktisk langthen er en analog principrytter- og martyrhistorie.
Dette skal særlig vises ved en udførlig karakteristik af romanen mest mindeværdige figur: Hansine (s.59-61). Vilh. Andersen er, om ikke grundlæggeren, så i det mindste hovedautoriteten bag den udbredte Hansine-hagiografi i formidlingen af romanen. Herved kommer han rigtignok til næsten at slå sig selv for munden, idet hans facit ikke er individet, men figurens kvindelige grundmenneskelighed: Pontoppidan når "under Almuepræget ned til en Bund eller et Dyb i Kvindenaturen" (s.60), som indbefatter en særlig "Kyskhed", og hvorved Pontoppidan 146 har "givet de danske Kvinder en Oprejsning for den Generaltilstaaelse af hvilke daarlige Kvinder en stakkels Mand maa drages med, som hedder den 'moderne' Litteratur" (s.60 – hvilke egentlig: Marie Grubbe? Edith? Andersen må vel sigte til noget mere 90er-naturalistisk eller Strindbergsk).
Dette er qva almenmenneskeligt noget klassisk, men det er ikke noget, Pontoppidan har lært af klassisk tradition, men "tænker jeg, af en Kvinde og saa af Firsernes Realisme" (s.61). Formodentlig et meget diskret udtrykt gæt på, at digterens første hustru har stået model – men dernæst altså en påstand om, at den anti-idealistiske realisme i samtidslitteraturen dog også havde virket positivt på digteren. Det sidste viser Andersens svingende syn på, hvad den "moderne" litteratur har indebåret.
På dette sted og med stikordet om firsernes realisme går Vilh. Andersen over til fortolkning af Emanuels karakter og skæbne i trilogien. Han formuleren fem eller seks forskellige fortolkninger, igen ment sådan, at vejen går fra det ydre og overfladiske til det indre og mere gyldige.
Den første fortolkning er den realistiske, syrebad-agtige, der udtales af pater Rüdesheimer i nekrologen i DD; gjaldt denne som mere end et von-unten-ord, ville hele værket blot være en parodi på Ibsens tragiske Brand; men det er mere, og pater Rüdesheimer taler ud fra en dybere viden – som det brændte barn om ilden.
Realistisk kan man også kalde den næste fortolkning, der i Emanuels historie ser historien om en politisk-ideologisk drøm og dens forlis, i sidste instans "det saakaldte litterære Venstres Tragikomedie fra Holger Drachmann til Johannes Jørgensen" (s.64).
Imod denne fortolkning af romanen som (snævert) tidsbillede har Pontoppidan imidlertid selv vendt sig, dels ved som nævnt at stryge genrebetegnelsen "Tidsbillede" på titelbladet i 1898-udgaven, dels ved i Hver 8. Dag-interviewet 1905 at udtale, at tidsbilledet (i hvilken betydning?) i Lykke-Per og Det forjættede Land ikke havde været ham det vigtigste; Det forjættede Land betegnede han i stedet som "en Omskrivning af Babelsmyten", citerer Vilh. Andersen (s.64) (jf. afsnittet Tekstens forandringer).
Denne tredje fortolkning, i gammeltestamentligt sprog og nemesislignende, er altså udtalt af digteren selv, men – kunne man bemærke – i en situation, der politisk var ændret fra såvel den, i hvilken han skrev trilogien, som den eller dem, trilogiens handling udspiller sig i. Det 147 reflekterer Vilh. Andersen ikke over, men tager derfra afsæt til en fjerde fortolkning ud fra det "Grundrids af Sagn og Myte" (s.66), der signaleres ved titlerne på de tre bind. Navnlig de forestillinger, der forbinder sig med den første: "Muld", undersøger Andersen (nogenlunde ligesom Hans Brix) nærmere hos Emanuel og i romanen. Det er i sidste instans bjergtagelsesmotivet; da Emanuel ved frk. Ragnhilds klaverspil hos dr. Hassing mindes sit københavnske hjem, sammenlignes han af Pontoppidan – dog først i 1898-udgaven (s.339) – med "en Bjergtagen, der hører sin Hjembys fjerne Klokker ringe". Men en bog, der udtrykker konflikten sådan, kan ikke sigte til en politisk bestræbelse; den er eksistentiel, og det er noget kategorisk andet, mener igen Vilh. Andersen.
Ganske vist kan man henføre Emanuels livs-utilfredshed til en art kulturhistorisk type: Naturlængselen hos Rousseau og Darwin, Grundtvig og Tolstoj – navnlig den sidste – spiller med ind. Også til den litteraturhistoriske fantast-type "fra Holbergs Erasmus Montanus til Jacobsens Niels Lyhne" kan man henregne Emanuel.
Men sådanne tolkninger overser det, der efter Vilh. Andersens mening er det dybest karakteristiske ved Emanuel: hans ensomhed, hans higen, hans vandren mere og mere som "en Flygtning paa Jorden". Ja, "[h]an er som Goethes Faust der Flüchtling, der Unbehauste" (s.68). Det er vel navnlig den sidste eller næstsidste Emanuel i DD, der har fået Vilh. Andersen til at svinge sig op til at erindre Faust i scenen "Wald und Höhle" (Faust I, v. 3348). Det er dog en noget overraskende tolkning, som næppe kan bære, og som ikke engang ulejliger sig med at fordele Mephistopheles' rolle til væveren og pater Rüdesheimer – og måske Gretchens til Hansine? Meningen er nok mest at tilnærme Emanuel til Per Sidenius og nogle andre Pontoppidan-helte samt til deres lidet bofaste forfatter.
Vilh. Andersen var imidlertid ikke blot den mest veltalende af danske litteraturhistorikere og en skribent, hvis følelsesberedskab og formuleringsglæde undertiden førte ham vel langt; han var også en opmærksom læser og en velorienteret kritiker. Således har han i sin monografi givet en række fortolknings-synsvinkler på Hanstedtrilogien, som tilsammen aftegner en meget bredere forståelsesramme end den – på én gang psykologisk hovedpersoncentrerede og afideologiserende – han selv finder rettest. Han sagde bestemt ikke alt, hvad der er interessant eller endda nødvendigt at påpege om Pontoppidans værk, men han sagde meget og godt. Heri kan indbefattes en række spredte enkeltiagttagelser 148 eller perspektiveringsforslag i løbet af hele bogens fremstilling – således, for kun at nævne et eksempel, påpegning af nogle berøringer med Hostrups digtning.
Det er da både forståeligt og i en vis forstand retfærdigt, at hans Henrik Pontoppidan fra 1917 i en menneskealder kom til at stå som den grundlæggende behandling af forfatterskabet. Det var Vilh. Andersens Pontoppidan-billede, der formidledes i skolerne, og det var det, som det – for nogle – var værd at modsige; det gjorde fx Tom Kristensen i en artikel, "Henrik Pontoppidan og Ungdommen" i Politiken 25.juli 1932 (optrykt i Mellem Krigene, 1946).
I kondenseret og forenklet form gentager Vilh. Andersen sit Pontoppidan-billede og sin analyse af Det forjættede Land i sin og Carl S. Petersens Illustreret dansk Litteraturhistorie (Fjerde bind: Det nittende Aarhundredes anden Halvdel (1925) s.399-401). Hos Emanuel understreges særlig fantastmotivet, hvis forudgående tradition i dansk litteratur Vilh. Andersen skitserer. Emanuel er således – bl.a. – en fantast, der dømmes.2
