61
6. Fortællingen
A. Komposition
1. Den brede roman?
Henrik Pontoppidans ry i eftertiden som den store epiker, ikke mindst som forfatteren til de "tre store romaner": Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige, synes pudsigt nok snarest at have skygget for et nærmere studium af disse romanværkers narrative anlæg, plotmæssige omfang og sammenhæng. Med deres "brede" epik forholder det sig ret forskelligartet. Medens Det forjættede Land består af tre episoder eller kriser i pastor Hansteds liv, med dygtige overspringelser af det mellemliggende, er de to senere romanværker bygget meget anderledes – og indbyrdes meget forskelligt.
Lykke-Per følger i sin helhed dannelsesromanens biografiske skabelon – fra pubertet til dødelig afgang. Den har mange flere bind end det ældre værk, et længere tidsspand og vel at mærke en mere kontinuerlig udvikling, dog at bindgrænserne i den første udgave typisk er lagt før en forventet krise eller afgørende prøve, medens bindgrænserne for de to første dele af Det forjættede Land ligger efter; rækken af bind om Lykke-Per har således mere præg af føljeton end den tilsvarende om Det forjættede Land.
De Dødes Rige er igen konstrueret på en anden måde: som en række individskæbner, der inden for et ret kort tidsspand forløber side om side eller krydser hinanden. Her er kompositionsproblemet altså, hvordan digteren sammenfatter en flerhed af monografier.
Et af de aspekter, der således påkalder sig interesse, er forholdet mellem delene og helheden, dvs. den første udgaves enkelte, successive bind og romanværkets helhed – mellem additiv serie og sammenlagt sum. Her har vi særligt Det forjættede Land for øje.
Nogle vink om det nævnte forhold er der i den smule, vi véd om romanværkets tilblivelse. Navnlig er Pontoppidans brev fra 1.8.1889 til forlæggeren Philipsen oplysende om måden, hvorpå han konciperede 62 og udarbejdede det første bind. Flere gode vink findes i den ganske omfattende modtagelseskritik. Og endelig er nogle af de indgreb og forkortelser, forfatteren foretog i senere samlede udgaver, utvivlsomt at forstå som reparationer til styrkelse af værkhelheden (eller af en bestemt valgt tolkning af helheden). Nærværende genudgivelse af Pontoppidans første udgave med vedføjede materialer og apparat giver mulighed for en tiltrængt mere omfattende udforskning og analyse af værket – af, hvad 'værket' er. På dette sted i efterskriften skal der kun forsøgsvis udstikkes nogle linjer og tages fat på nogle af de fortolkningsspørgsmål, der må indgå i en grundigere analyse af værket.
2. Én fortælling eller tre fortællinger?
Først kan det være rimeligt at hæfte sig ved en vis vaklen i forfatterens egen sprogbrug i hans udtrykkelige tilkendegivelser i selve romanpublikationen om trilogiens sammenhæng og/eller de enkelte binds selvstændighed. Det første bind, M, ender jo med, hvad der traditionelt er en god roman- eller fortællingsafslutning: de to unge får hinanden, brylluppet står. På den højreside, der i den første udgaves første oplag følger tekstens afslutning på venstreside, står som nævnt følgende kundgørelse:
Læsere af denne Bog vil kunne genfinde dens Personer i en anden, der udkommer i nær Fremtid.
Det er bemærkelsesværdigt, at Pontoppidan ikke bruger ordet 'fortsættelse', men kun taler om personsammenfald mellem M og en anden, snart udkommende "Bog". Her lægges snarest op til, at man får en ny sogne- og præstehistorie med genbrug af personerne, men ikke en nødvendig udvikling af handlingen i M.
Den følgende "Bog", altså DfL, beretter så om en senere krise, der ligeledes ender med et narrativt traditionelt slutpunkt, nemlig ægteskabets opløsning, et plastisk billede af ægtefællernes adskillelse. Det er ikke nødvendigt at forvente nogen yderligere afslutning. Og i dette bind er der ikke nogen forfattererklæring om, at personerne vil komme til at figurere i et tredje bind. Da et sådant imidlertid fremkommer med DD i 1895, er det indholdsmæssigt og eksplicit definitivt. Det omhandler pastor Hansteds død og eftermæle, så at ingen fortsættelse inden for den monografiske ramme er mulig. Og tekstens sidste ord lyder sammenfattende 63 og med en markant entalsform:
Her ender Fortællingen om det forjættede Land.
I denne formulering er altså udtalt en påstand om, at de tre bind (titlen på bd. 2 inddrages!) udgør ét værk, én "Fortælling", og hovedtemaet deri er retrospektivt anført.
I 1898 fremkom hele trilogien samlet i ét bind, præsenteret som "Tredje (gennemsete) Udgave". Og titlen: Det forjættede Land, var altså den, der i 1895-bindets slutord var sat som stikord til hele værket. Pontoppidan forsynede den nye udgave med et kort "Forord" Det drejer sig mest om hans nybearbejdelse af teksten, og i en lidt vidtløftig maler-metaforik knytter det især bearbejdelsen til figurskildringen og udarbejdelsen af psykologien ("indre Træk"). På dette sted gælder vores interesse imidlertid spørgsmålet om flerhed og enhed, og her er der en interessant – bevidst? – skridning i forordets sprogbrug. Først omtaler forfatteren bindene fra 1891, 1892 og 1895 som "tre sammenhørende Fortællinger, der nu er samlede i dette Bind." Her er flerheden, de tre fortællingers oprindelige selvstændighed, for så vidt vedstået med pluralisformen: de er nok "sammenhørende", men altså ikke uadskillelige dele; de er først nu "samlede". Anderledes i slutningen af forordet. Efter at dette har gået igennem den nævnte maler-metaforik, hvorunder "den lange, figurrige Billedrække" bliver til "Billedet", hævdes nu værkets narratologiske enhed med sætningen: "I denne Bearbejdelse er det, at Fortællingen [!] foreligger her."
Med disse erklæringer af digteren i udgivelsesforløbet er værkets dobbeltkarakter eksponeret: det er tre fortællinger, der set bagfra udgør én fortælling. I virkeligheden er det vel muligt at læse ethvert af bindene for sig, uden at kende de to andre. Amalie Skrams Hellemyrsfolket, som Pontoppidan har interesseret sig for, og hvoraf de tre første bind var udkommet 1887-90, var meget udpræget additiv og separabel på den måde. Det går nemmere ved en slægts-serie end ved en serie om én person og hans ægteskab, men Pontoppidan kan omkring 1890 godt have tænkt sit gamle projekt om en – eller én – bred roman udmøntet i en serie af mere eller mindre fritstående fortællinger. Han har haft et dobbelt bogholderi.
3. Tidsbillede og sidespor/sidefigurer
Men værket har også en dobbeltkarakter på en anden led, som gør sig 64 gældende i de enkelte bind. Det er forholdet mellem Emanuel-handlingen, som vi om lidt vil betragte nærmere, og tids- og miljøskildringen, det kulturbillede af livet på landet, som det fra starten var en del af Pontoppidans projekt at give. Hvis man opfatter Emanuel-handlingen, den præstelige og ægteskabelige forandringshistorie, som det centrale fremaddrivende plot, så kan man opfatte kulturbilledet som en udfoldelse i bredden.
Bredden i denne betydning er en attraktion i sig selv: I talen om 'det episke' tænkes også i tilfældet Pontoppidan på det skildrende, den detaljerige udfoldelse af fænomener, sæder og skikke i hele den valgte fiktions- og virkelighedsverden. Men for romaner i nyere tid kan der stilles det kunstneriske spørgsmål: om breddedimensionen – som det plejer at være tilfældet hos Zola – hænger godt sammen med det fremadbevægede plot, eller dette er hægtet løst til.
Et pænt stykke af vejen kan man sikkert svare, at der er god sammenhæng mellem hovedhandlingen og miljøbillederne i Pontoppidans tre bind. Emanuels historie bringer ham jo i tæt forbindelse (inklusive konflikt) med både jævne og rige folk, både i hverdag og fest, og deres normer og aspirationer virker også ind på hans liv – lykkeligt eller frustrerende – i afgørende øjeblikke. Ikke blot hans ægteskab, men også tidens og egnens politik og trosliv angår ham stærkt i kritiske øjeblikke – dem, som fortællingerne/fortællingen er koncentreret om. Herom mere i et par flg. afsnit (4-5). Og med det samme kan der nævnes noget, der fortrinligt bidrager til at holde helten og det omgivende miljø sammen, nemlig digterværkets altid markante topografiske anskuelighed. Emanuel er så at sige fra første færd en vandringsmand, og noget af sin skæbne møder han på besøg eller på sognebud rundt omkring i egnen. Denne er jo straks miljømæssigt polariseret mellem Vejlby og Skibberup, og i de to følgende bind udbygges med to mere mondæne kulturelle poler i nabosognene: Kyndløse med dr. Hassings hjem, og Sandinge med højskolen og sommerpensionerne.
Dog forekommer der i værket persongrupper og miljørepræsentanter, der synes at savne funktion i plottet (her forstået som Emanuels præstelige og ægteskabelige historie). Hvert af de tre bind giver i deres I Bog plads for et miljø og en persongruppe på afstand af præstegården: I M er det l'hombrespillerne, i DfL er det sognerådet, og i DD er det højskoleteologerne forsamlede i Sandinge.
Bedst er for så vidt forbindelsen i DfL, idet Emanuel er til stede som 65 medlem eller bisidder ved mødet hos sognerådsformand Jensen og bliver meget optaget af dets landspolitiske dagsorden. Men personkredsen – bortset fra væveren – har knap betydning for ham, og hvad man kunne kalde det hemmelige dagsordenspunkt om sognerådsformanden seksualliv, opfatter han ikke nu, og det interesserer ham lidet senerehen.
Ms I Bog ender med den brillante skildring af l'hombrespillerne og deres hjemgang, hvortil Pontoppidan har brugt den ældre skitse "Klørknægt". Dette galleri af landsbyens Højre har komisk værd, og flere af personerne som købmand Villing og især dyrlæge Aggerbølle genoptræder i alle tre bind, men, som det synes, med ringe bidrag til hovedhandlingen.
Endelig er der i DD så godt som fra starten det udbredte lag af teologiske forhandlinger på Sandingehus og på højskolen, hvori Emanuel knap synes at have anden betydning end som en perifer, evt. pinlig kuriositet. Men teologernes forhandling drejer sig om forholdet til troens genstand og om taktik, medens en art Messias uheldigt kommer til stede midt iblandt dem – og i sit sammenbrud demonstrerer Himlens tomhed. Det er da snarere Emanuels betydning for læserens opfattelse af Pram, Sejling og konsorter, end det er de forsamledes betydning for Emanuel og hans skæbne, der er tale om. Det er måske i det hele mere en fortolkningsroman end en plotroman, der afslutter trilogien.
Blandt de plotmæssigt tilsyneladende funktionsløse figurer er den mest iøjnefaldende i M og DfL vel dyrlæge Aggerbølle. Over hans groteske og ynkelige, alkoholiserede figur falder der et frygteligt kritisk lys: trods evindelige gode forsætter og løfter misrøgter han enhver forpligtelse over for hustru og børn; hustruens død, hvortil Emanuel kaldes, er en af de sorteste scener i det sorte midterbind af trilogien, og man føler, at Aggerbølle-parret på en eller anden måde er mere end eliminérbare randfigurer i værket. Hvorledes? Svaret er vistnok: som grotesk forværret parallel til Emanuel og Hansine. En ytring af digteren har Vilh. Andersen meddelt Ahnlund: "Paa et Spørgsmaal om Holger Drachmann som Model for Dyrlæge Aggerbølle i Det forjættede Land svarede han [Pont.] med et Smil, at det nok snarere var ham selv."1
At digte var sikkert også for Pontoppidan at holde dommedag over sig selv, og Aggerbølle hører til i den lange række af hensynsløse jeg- eller opgave-centrerede mænd, hvis hustruer så at sige fryser ihjel gennem 66 forfatterskabet. Pontoppidan vides ikke at have belemret sit første – eller for den sags skyld sit andet – ægteskab med alkoholproblemer, men nok fx med bortvandringer af uspecificeret varighed og med økonomisk smalhans. I trilogien kan man for Aggerbølles vedkommende ikke lade være med at sige: hensynsløs ligesom Emanuel! Og de ord om landlivets ødelæggende virkning på de ("os") byfødte, som Aggerbølle henvender til Emanuel, da hans kone er død (DfL s.350), får med god grund Emanuel til at blegne. Aggerbølles rent handlingsmæssige berøringer med Emanuel er få, om end interessante; hans gøren og laden har ingen indflydelse på Emanuels skæbne; men han ligner den som en art karikatur. Hans betydning er altså tematisk, ikke funktionel.
Tematisk har karlen Niels ("Damgaard") i DfL en beslægtet relation til Emanuel: som parallel og kontrast, eller præcisere: som omvending. Niels gider ikke slæbe med landbrugsarbejde, men vil udfolde sig med præk – i DfL særlig som skrivende, af Pontoppidan formodentlig tænkt som ren parodi og ikke selvdom. Her er også, som led i en social strategi, et erotisk afkald på spil, måske erstattet af autoerotik, i hvert fald vender Niels ryggen til den kraftige Abelone, der er forgabet i ham; det hører til det særlig vigtige tema om erotisk optændthed og kontrol i DfL. I DD løber Niels linen ud som parodi på Emanuel; han er ikke som denne en ny Messias, men er dog blevet en sektstifter ("Damgaardianerne"). – Foruden sin tematiske betydning har Niels dog i DfL én klar funktionel rolle i handlingen: Præstens irritation over sin efterladende karl antyder Emanuels afmagt over for landbruget, og hans afskedigelse af Niels bidrager afgørende til at stemme sognet fjendtligt over for præsten.
Hvis der således er personer og personkredse i romanværket, der som Aggerbølle knap deltager i fremdriften af Emanuel-handlingen, så er der omvendt enkelte, der har særdeles vigtige, successive funktioner med at trække i Emanuels skæbnetråde. I M bliver det især bispen, næsten en slags deus ex machina, og før og efter ham gennem hele trilogien væver Jens Hansen med hans Judas-udseende og evindelige machinationer – mod tyrannerne. Pontoppidan har givet væveren så mange opgaver, at han trods sit iøjnefaldende genkendelige væsen er svær at fiksere som karakter og måske også har været det for forfatteren. Han ligner visse skurkefigurer fra de store knaldromaner, også i sin altid spændingsvækkende fremtræden.
67
4. Centralhandlingen: Emanuel-Hansine-Ragnhild
Spørgsmålet om værkets og/eller de enkelte bind sammenhæng kan belyses fra mere centralt hold: som ægteskabshistorie(r). Hertil hører valgmuligheder og valg, rivaliseren og fristelse. Det skal tillige holdes in mente, at Emanuels præstelige historie hænger meget tæt sammen med hans ægteskabelige; den videre forbindelse til social- og ideologihistorien, 'tidsbilledet', er også evident og skal senere få nogle bemærkninger.
Straks i I Bog af M er aktørerne stillet op i en rivaliserings-trekant: På den ene side af den nyankomne kapellan er der provstens smukke og intelligente datter, frk. Ragnhild, til hvis mulige ægteskabsinteresse såvel tyende som fader fra første stund har et godt øje – her er den litterært kendte og vel også i datidens virkelige præstegårde hyppigt forekomne forlovelsesmulighed. Men knap er Emanuel ankommet til frk. Ragnhilds hjem, før han sendes lige til en anden ung piges seng, hvor han ikke undgår at blive erotisk påvirket og derfor genert: "thi den unge Pige laa paa Bondevis i det blotte Linned og havde i Feberheden kastet bægge de nøgne Arme op paa Dynen" (s.30 f.). Det er Hansine, den smukke umælende bondepige. Alternativet er stillet.
I II Bog udvikles det stedse konflikt- eller friktionsprægede fortrolighedsforhold mellem Emanuel og frk. Ragnhild, men ikke så ordentlig beslutsomt, som provsten gerne havde set. De to unge føler sig begge ligesom indespærrede og længes ud – det kunne være hen imod hinanden, men kulturelt er det i hver sin, hinanden modsatte retning. Emanuel tager kontakt med Hansines hjem, hvor også væveren viser sig og trækker ham det første stykke væk fra provsten. Tilbage i præstegården føler Emanuel sig nu ved middagsselskabet ilde berørt ved den attraktive provstedatter – han er forarget og jaloux; scenen er ikke uden gensidige provokationer, hvilket forudsætter, at de ikke er hinanden ligegyldige.
Fra og med denne bog er det også tydeligt, at de to kvinder – ikke objektivt, men for Emanuel og ved deres miljøtilknytninger – bl.a. tiltrækker ham på grund af to sider i hans familiære baggrund og 'arv' (et vigtigt, ikke strengt biologisk begreb i naturalismens menneskeforståelse): på den ene side hans højborgerlige fader og mondæne søskende, på den anden side hans melankolske moder med hendes sværmeri for folket.
I III Bog vælger Emanuel side, ikke kun i kirkekampen, idet han taler 68 i væverens forsamlingshus, men også erotisk ved sin forlovelse med Hansine. Måden, forlovelsen finder sted på, er mærkelig, men for Emanuels vedkommende ret grundigt motiveret af forfatteren. Et mildt anstrøg af voldtagelse af den kvindelige part, der også ses andetsteds i forfatterskabet (Lykke-Pers bryllupsnat med pastor Blombergs datter), har Pontoppidan næppe ment som diskvalificerende for manden. At Hansine besvarer Emanuels tilnærmelser med en større tudetur, har forekommet mange læsere tankevækkende; men det er i overensstemmelse med en vis datidig (litterær, måske symbolsk) konvention, og hendes muthed næste morgen i samtalen med moderen er klassisk bondeblu, syntes bl.a. Vilh. Andersen. For øvrigt gør Pontoppidan sig – M s.129 og senere i DfL s.343 og 372 – umage med at motivere Hansines svaghed over for Emanuel med ungpigedrømme fra hendes højskoleophold. For mange læsere har fornemmelsen af en ildevarslende ambivalens hos Hansine i forlovelsessituationen dog ikke været til at bortvejre. Også Emanuel bliver jo tvivlrådig og ilde til mode, men står fast eller bryder i hvert fald broerne bag sig næste morgen, da førstelæreren har sladret til provsten, og denne truer og presser ham. Oplysningen om Emanuels forlovelse til anden side gør et voldsomt indtryk på frk. Ragnhild, men hun viser sig i situationen fra sin mest fair og sympatiske side over for kapellanen.
Denne holdning kan hun begribeligvis ikke opretholde under bispens og væverpartiets machinationer for at få provsten fordrevet til fordel for Emanuel. Ved hendes og provstens bortrejse i V Bog kap. 1 er hun længst blevet grundig træt af hans tillagte bondske og seminaristiske stil, som hun sætter i forbindelse med hele periodens kulturforfald og venstrefremtrængen endog i hovedstaden (en af de større udeladelser fra denne del af værket i 1898-udgaven; en del af det udeladte dukker dog op igen i "DfL"3.udg., s.340-341). Medens Emanuel lægger an til bryllup og oven i købet får præstegården til hjem i stedet for det lille husmandssted som friprædikant, så glider frk. Ragnhild ud af sagaen. Sejren er Hansines – hvis det er nogen sejr, hvilket forskellige advarselssignaler jo gør mindre sikkert.
Men både i DfL og DD viser det sig, at frk. Ragnhild ingenlunde er ude af sagaen, men tværtimod har holdt sig forbløffende godt. DfL er først og fremmest en skilsmissefortælling; den viser, hvordan Hansine endelig får nok af sin reformatorisk-egocentriske præstemand. Det uheldige landbrug og det forarmede, halvoffentlige hjem, Guttens sygdom og død, 69 for hvilken Emanuel har et betydeligt ansvar – alt det slider ned. Men hvad der slår sømmet på hovedet, er tydeligvis frk. Ragnhilds genopdukken og Emanuels og hendes interesse for hinanden. Det gør Hansine skinsyg og mistænksom, og fra da af – dvs. fra III Bogs slutning – arbejder hun sig frem til et adskillelses-arrangement. I og for sig synes Emanuels og frk. Ragnhilds interesse for hinanden ikke så overvældende; den er altid usynkroniseret i den forstand, at den ene part er kølig eller fraværende, når den anden bliver sig bevidst at være optændt: se fx Emanuels voldsomme reaktion på meddelelsen om, at frk. Ragnhild er rejst bort igen (DfL s.339 og 340 f., det sidste med Hansines påfølgende erkendelse af situationen). Den raffinerede frøken kender også det gamle kneb med at bruge "skærmbræt": den små frk. Gerda, der straks er meget betaget af den legendariske og flotte pastor Hansted. Også det bidrager til Hansines opfattelse af, at Emanuel i grunden er til de københavnske damer. Konkret er det hele ingenting, som man siger, men også 'ingenting' kan være suggestivt til stede: Der er allerede fra I Bog en farlig tematisering af normbrydende erotik i en handling i bogens periferi (sognerådsformand Jensen og Store Sidse) – dog ikke mere perifer, end at udspionering og straffemagt henhører under væveren; og det er væveren, der røber det penible forhold i sin samtale med Emanuel (DfL s.337 f.), lige inden denne erfarer, at frk. Ragnhild er rejst. I 1898 har Pontoppidan placeret samtalen tidligere, på bekostning af den sigende nærhedsrelation: Jensen-Sidse/Emanuel-Ragnhild.
Det er gennem handlingsforløbet fint antydet, hvordan Hansine trækker sig tilbage fra det ægteskabelige samliv, til Emanuels forundring og sorg. Mindre overbevisende er det måske, at hun kan planlægge og udføre sin de facto-skilsmisse fra Emanuel, så at sige uden at han aner uråd eller ser sagen i øjnene. Det forudsætter i det mindste en mærkværdigt adspredt ægtemand – og adspredt bliver han ganske vist ved de politiske og religiøse omvæltninger i sognet og bevægelsen, der på meget kort tid sætter ham og hans bedste bestræbelser udenfor. Da han rejser til hovedstaden med børnene, står Hansine tilbage som taberen, en rolle, som hun selv har tilrettelagt i den sidste tid, men ikke oprindelig havde valgt.
I DD kan det næsten se ud, som om det var Hansine, der er ude af sagaen, efter at Emanuel og børnene sammen med hans søster Betty er ankommet til Sandinge – og frk. Ragnhild med en ledsager snart har indfundet sig på visit, hvilket "smerteligt [har] belært ham [Emanuel] om, 70 at han endnu ikke var fri. Hans Hjærte var kommen til at banke heftigt" (DD s.415). Så vidt i I Bog; men inden den sluttes, er sagen allerede bragt videre: På en spadseretur alene tænker Emanuel over sit inderlige ønske om at genoptage forbindelsen med Hansine, der nu er hjemme hos sin mor i Skibberup lige på den anden side af fjorden: "Endnu i Dag vilde han skrive" (s.419). Men han har ikke sine følelser ensrettede, for han bevæges næsten til panik, da han tilbage ved sit sommerlogi ser frk. Ragnhild spadsere af sted ved sin ledsagers side. Ledsageren, pater Rüdesheimer, er den nye og betydelige fortolkningsperson i dette bind, men han er også parthaver eller legetøj i det erotiske spil; frk. Ragnhild leger demonstrativt-æggende med ham, medens hun i virkeligheden er interesseret i Emanuel (meget tydeligt, selv for pater Rüdesheimer, s.445 f., i slutningen af den vigtige scene i II Bogs kap. 5, som er udeladt i 3.udg.). Pater Rüdesheimer rolle som den fremviste, men aldrig definitivt foretrukne rival til Emanuel bør erindres, når man overvejer hans eventuelle talerørsfunktion, altså om hans dom over Emanuel i V Bog, adresseret til frk. Ragnhild, er forfatterens sidste ord i sagen Emanuel Hansted.
Der er flere rivaliseringer eller trekantspændinger i persongalleriet i DD – således vakler Betty mellem Emanuel (og hans syge moderside) og veninden frk. Ragnhild (og den københavnske faderverden). Men den vigtigste trekantspænding forbliver den, hvor Emanuel står imellem frk. Ragnhild og Hansine. Og Hansine kommer til syne for læseren.
Lige efter det nævnte optrin i II Bog flyttes skuepladsen nemlig i kap. 6-7 til Skibberup og Hansine – den eneste gang i handlingen før efterspillet. Væveren, der arbejder på at få Emanuel tilbage, forsøger at påvirke Hansine til at lade ham komme hjem til hende igen, men efter en hård indre kamp bliver hun stående ved sin afvisning. Det er det afgørende punkt i handlingen. Da Emanuel får brevet med hendes nej, er han fortabt. Hans resterende Golgatha-gang bevidnes på første og anden hånd af frk. Ragnhild med gysen. Hans begravelse nogle måneder senere og hans eftermæle opleves med en ny mildhed af Hansine, hans enke. Hans skæbne er i alle tre bind forløbet mellem de to kvinder.
5. Tidsbilledets forhold til centralhandlingen
Hvis man opfatter den foran summarisk refererede handling som den bærende i trilogien, hjælper det for det første til at vurdere den funktionelle 71 tilknytning af 'tidsbilledet' – samfunds- og trosformationers rolle – og for det andet (nedenfor, afsn. 6) til at overskue de tre binds karakteristiske handlingskomposition.
M er forlovelseshistorien. Som tidsbillede handler bindet om 'folket' på menighedsniveau. 'Folket' sejrer over de store – væveren over provsten, Skibberup over Vejlby, og kapellanens forlovelse med Skibberup-pigen bliver det afgørende moment i magtkampen. Medens Skibberup-folket forekommer forholdsvis homogent (Hansine sørger for, at selv Maren Smeds integreres ved bryllupsfesten), består Vejlbysiden af næsten modstridende forskellige kultur- og socialtyper. De er samlede ved gæstemiddagen hos provsten i slutningen af II Bog, og her har vi foruden provsten og hans datter samt den for sent ankommende Emanuel: den unge, ugifte lærer Johansen, l'hombrespillerne fra I Bog og nogle større gårdmænd, alle disse med koner. Gæsterne er provstens parti, men ikke frk. Ragnhilds smag (bortset fra provokationsflirten med Johansen): De er den stedlige 'overklasse', men i virkeligheden småborgerskab, og de fleste af dem er ganske bondske. De frastøder på forhånd frk. Ragnhild (og forfatteren!), medens det bondske på hjemmebane i Skibberup tiltrækker Emanuel (og udmales humoristisk og sympatisk af forfatteren).
Af middagsgæsterne hos provsten, altså hans parti, får lærer Johansen en vigtig spion- og stikker-rolle i forbindelse med Emanuels forlovelse i III Bog. Aggerbølles tematiske relation til Emanuel er nævnt, men han bliver mere fremtrædende i DfL. Købmandsparret Villing, blandt de morsomste og ubehageligste figurer i trilogien, er vigtige sociale markører (bl.a. ved udbytningen af tjenestedrenge) og har i M særlig en rolle som observatør og vejrhane: deres kup med at levere catering til Hansines og Emanuels bryllup er en fortræffelig indføjning af sognets økonomisk-sociale historie i heltens ægteskabelige.
I DfL optræder endnu Aggerbølle og Villings – i første omgang næsten på samme tekstuelle plads (slutningen af I Bog) som i M; men nu er de markant tilsidesatte tabere i egnens afspejling af det sociale, kulturelle og politiske spil i Danmark; de er højrerepræsentanter, men uden nogen videre rolle i handlingen. Centralt i denne er som nævnt krisen og opløsningen af Emanuels og Hansines ægteskab – særlig, men ikke udelukkende ved frk. Ragnhilds opdukken. Tidsbilledet udenom er dels partipolitisk-historisk (1885-provisoriet), dels sociokulturelt (med dr. Hassings kreds og Sandinge Højskole som poler).
72 Det partipolitisk-historiske har forfatteren knyttet til den lokale venstre-ledelse eller "sognerådet", til hvis møde Emanuel er indkaldt i I Bog. Ved mødet hos sognerådsformanden er to ting vigtige: dels drøftelsen af, hvordan man skal møde truslen om statskup (med moderation!), dels væverens fært af noget seksualmoralsk utilstedeligt. Det sidste er jo spændende som en art tampen-brænder analogi til Hansines jalousi, men forekommer i øvrigt at være en irrelevant fuser i handlingen. Den heftige politiske aktivitet fremmedgør snarest Emanuel for hustruen, selv om netop svigerfaderen bliver en art folkehelt ved protestmødet i forsamlingshuset; Hansine er mere bekymret for Guttens helbred end for parlamentarisme og valgret. For resten er hun i denne sygdomssituation bedre på bølgelængde med den hovedstadsuddannede doktor end med sin glad-fatalistiske og folkemedicin-overtroiske moder, mens Emanuel længst muligt henholder sig til den sidstnævntes bondevisdom.
Midterbindet har det tydeligste – og berømteste – politisk-historiske moment i 'tidsbilledet', men det er ikke let at få fat i heltens forhold til det. Man får at vide, at folkesagens politiske side førhen ikke har interesseret Emanuel særligt. Ved statskuppet i foråret bliver han fyr og flamme og er meget utålmodig i forhold til talen om taktik og venstreførernes moderation. Om sommeren overtrumfer han med ekstrem demokratisme den reaktionære afdankede junker hos dr. Hassing, da de i frk. Ragnhilds påhør strides om den almindelige stemmeret. Hvordan realiteterne forholder sig til Emanuels skråsikre, Erasmus Montanus-agtige argumentation her – det lader forfatteren ham erfare snart efter ved besøget hos Svend Øl og Per Brændevin: én mand, én stemme eller gerne to – for hvilken betaling?
Imidlertid har Emanuel allerede forinden prædiket i en ikke-oprørsk ånd; og da han til slut ved højskoleforstanderens begravelse tager til orde for, at folkesagen bør udøve selvkritik og lære tolerance, går det helt galt for ham: Hans bagland under ledelse af væveren stempler ham som en art tros- og klasseforræder (kontakten med Hassing!), og han jages fra sognet, idet den gamle modsætning mellem Skibberup og Vejlby (præstegård) fra provst Tønnesens tid genopstår. Den egentlig politiske motivering er ikke tydelig her – og var det heller ikke for romanens modtagelseskritik, som fandt den opblandet med ældre og med senere aktuelle dagsordener.
Den gamle højskoleforstanders begravelse i V Bog af DfL er nok ment 73 som noget i retning af dramatisk katastrofe, men dens sammenføjning af tidsbillede og individskæbne er ikke ganske vellykket. Her er de tre emner søgt synkroniseret, som dog ikke vil gå rigtigt sammen for digteren: 1) den store grundtvigianer-mønstring, 2) den lokale politiske venstre-storvask efter statskuppet og 3) ægteskabsafslutningen (med kontakten Hansine-Ane).
Paradoksalt synes det, som om det strikte politiske hænger løst på handlingen i dette bind. Betydelig bedre går det med andre dele af tidsbilledet: kultursammenstødet mellem Kyndløse-doktorens miljø og Emanuels "hal", Emanuels besværligheder med landbruget, den voksende missionsk-moralske luren. Disse omgivende træk danner meningsfuldt og meningsforstærkende rum om ægteparret, ikke mindst Hansines tapperhed og mistænksomhed. Pontoppidan har i dette bind ladet alting gå galt for sin helt; at han rent intrigemæssigt ikke har fået den politiske katastrofe og demoralisering rigtig godt anbragt mellem kausaliteterne, har forfatteren måske først bagefter fået øjnene op for. Og det, skønt han vel tidligt har tænkt på de nationale 1885-begivenheder som noget centralt i sin folkesagsroman. Pontoppidans hyppigt gentagne, senere erklæring om at grundstemningen var ham digterisk væsentligere end grundtanken i et værk, har flere applikationer; på DfL passer den unægtelig godt.
Handlingen i DD foregår – bortset fra bogens centrale scene og slutningen – i Sandinge og ikke i Vejlby-Skibberup. Det forhindrer ikke, at Emanuel stadig er stedt i samme dilemma: mellem den fristende frk. Ragnhild (nu med en kavaler som Emanuels rival) og den længselfuldt huskede Hansine. Men Sandinge bringer nye miljøer og personer med sig.
Først kan nævnes Emanuels ledsagende søster Betty, på én gang hans dørvogter, hans plejerske, hans faderfamilies repræsentant (og forbindelsesled til frk. Ragnhild) og hans egen proselyt. Hendes handlingsmæssige tilknytning til Emanuel-Hansine-Ragnhild-trekanten er klar nok; endnu klarere bliver den ved Emanuels og Hansine to små døtre, som hun er plejemor for.
Mindre tydeligt tilknyttede står de to andre Sandinge-miljøer: højskolen med dens teologiske forhandling, og præstegården med den døende gamle pastor Momme. Disse to er naturligvis at forstå som etaper af samme bevægelses-historie: Momme er fra den ældre grundtvigianismes tidsalder, nu mæt af dage, og det store møde på højskolen om 74 holdningen til den moderne bibelkritik betegner den grundtvigianske bevægelses endeligt. Det fortjener i høj grad betegnelsen tidsbillede. Meningen er vel i en vis forstand, at man kan indskrive Emanuels opgangshistorie og nederlag (i M og DfL) imellem de to yder-etaper.
Handlingsmæssigt er der ganske vist kun en tynd tråd mellem Mommes præstegård og Emanuels aktuelle situation; denne tråd har væver Hansen til gengæld fat i – den repræsenteres af Mommes illusionsløst iagttagende svigerinde, frk. Gude. Højskoleforsamlingen på sin side er fra første færd angivet som det sted, den scene, hvorpå Emanuel i tidens fylde vil stå frem og udtale sig – først mener han: som et middel, hvorved han kan tilnærme sig det gamle nabosogn og Hansine; senere, efter at han har fået hendes nej og 'tegnet' fra væveren, skal det gennem hans mund være intet mindre end Guds dom over tiden. Måske bliver hans fortvivlede Jesusord i virkeligheden grundtvigianismens dødsråb, som ingen i den parlamenterende forsamling dog har gehør for.
Nægtes kan det ikke, at højskoleteologernes forhandlinger – og pastor Petersens kommentarer til dem – forud for det fatale aftenmøde har fået meget fyldig plads i DD; men således har forfatteren altså villet. Tager man efterspillets slutafsnit om Emanuel-dyrkelsen med i betragtning, lader DDs karakter af en Jesusroman og Jesusparodi sig næppe bestride. Det er et nyt og meget større perspektiv end præstehistorien i de to første bind af trilogien, men ikke ulogisk ud fra dem. Den nye Messias i DD er gal, hvad der dels er begrundet i arv fra moderen, dels i, at hans utopiske forehavende har været over evne, men hvad der romantrilogien igennem dog navnlig er begrundet i hans ulyksalige stilling mellem den kvinde, han fik, og den kvinde, han blev ved med at være fristet af.
6. Dramatisk komposition og epik
Det er iøjnefaldende, at kompositionen af hvert af de tre bind i trilogien er drama-nær snarere end bredt episk. Der er længere tidsforløb mellem bindene, men handlingen i hvert af dem rummes inden for et kort tidsspand: i M ca. 10 måneder, i DfL 6 måneder, og i DD (minus V Bog) ca. 2 måneder. Inden for bindet er tidsspandet for handlingen i dettes enkelte 'bøger' yderligere koncentreret, ofte til ét eller et par døgn. Stedet og personerne kan herunder skifte; ofte udviser den enkelte bog en krydsklipningsteknik, hvor man fra ét stedbundet tids- og handlingsforløb 75 ved nyt kapitel rykkes hen til et andet samtidigt, der foregår andetsteds; indledningssætningen i det nye kapitel rummer da gerne et synkroniserende "imidlertid", "imedens", "i dette øjeblik" el.lign.
Der er således tale om en vidtgående scenisk fremstilling. Heraf følger ikke, at det er en i alle henseender 'moderne' skrivemåde, Pontoppidan betjener sig af. Den har i virkeligheden flere markant 'gammeldags' træk af fortællerautoritativ meddelelse og ikke-impressionistisk deskription. For kompositionens vedkommende er den nævnte drama-nære karakter vel heller ikke ubetinget moderne, men i lige så høj grad kendt i klassisk novellistik og til dels i knaldromaner. Elementært drejer det sig om en spændingsorienteret handlingsføring.
Bindenes inddeling i fem 'bøger' hver leder tanken hen på den i dramagenren kendte skabelon med fem akter. Helt nøjagtigt er denne ganske vist ikke kopieret af Pontoppidan – bl.a. må man regne med en sammenstuvning af det femleddede dramamønster inden for de fire første bøger af DD, hvor V Bog har en særskilt epilogisk funktion. Den femleddede komposition af bindene kan forsøgsvis skitseres således:
- Personerne præsenteres. To distinkt forskellige miljøer fremstilles. I det miljø, hvor Emanuel figurerer, er der en sprække: en interessemodsætning
- Denne udvikles til en markeret konflikt og derpå til
- en stor, skæbnesvanger strid.
- Efterfølgende kamp/skred, der bliver bestemmende for udfaldet.
- Den dramatiske katastrofe eller triumf.
Tydeligst står mønsteret i M, bl.a. fordi "projektet" dér er klart i I Bog (der forventes en svigersøn i provstegården!), og fordi menighedsstriden viser sig at kongruere med forlovelsesmulighederne. Men holder man fast i Emanuels erotiske dilemma som intrige-kerne, er opbygningen af de to følgende bind om Emanuels skilsmisse og hans forsøg på genforening ikke væsentlig forskellig fra bindet om ægteskabsindgåelsen. Det store spændingssted ligger i III Bog: I M er det det bevægede døgn med Emanuels foredrag i forsamlingshuset, forlovelsen, provstens opgør med Emanuel, dennes samtale med Ragnhild og besøg hos Hansine. I DfL er det Emanuels besøg hos dr. Hassing, inklusive gensynet med frk. Ragnhild, og hendes efterfølgende besøg hos Emanuel, der tilsidesætter Hansine. I DD ligger det afgørende sted lidt tidligere i bog-inddelingen, af den ovenfor nævnte grund; striden har også her en 76 anden karakter, fordi Emanuel og Hansine er adskilt; det er Skibberup-scenen i slutningen af II Bog, hvor Hansine beslutter at fastholde sit nej til Emanuel – brevet herom får Emanuel i begyndelsen af III Bog.
Det efterfølgende skred sker i M i IV Bog ved bispens visitats, i DfL i IV Bog efter Emanuels tur til Mosekærshusene, i DD i III Bog, da væveren får givet Emanuel "Tegnet".
Slutningen indeholder i alle bindene flere trin, men ender jo meget spektakulært med henholdsvis bryllupsfesten i Ms V Bog, Emanuels bortrejse fra Hansine i DfLs V Bog, og Emanuels Golgatha i DDs IV Bog.
Man kan kalde disse slutninger for tableauer. I filmens tidsalder visualiserer man dem nemt som billeder, der 'fryses', men i de store romaners og (ofte illustrerede!) populærromaners århundrede var et sådant tilbud til læserens samlende visualisering af (hovedaktørerne i) en scene et karakteristisk træk – romangenren var i en vis forstand den tids film. Også de udførlige udendørs indledningsscener til hvert af de tre bind hører til i denne fortællingstradition. I M har den indledende scene – vintervejrets omvæltninger i Vejlby – yderligere en tydelig karakter af symbolsk foregribelse af hele romanhandlingen.
Vi har nævnt slutbillederne i M V, DfL V og DD IV, men vil endnu kaste et blik på de forskellige slutsekvenser i DD V Bog. Her er tre kapitler, i stigende tidsafstand fra hovedhandlingens just overståede katastrofe: Det 1. kapitel er henlagt til den følgende dag og rummer pater Rüdesheimers store og strenge bedømmelse af Emanuel og tidsalderen. Det 2. kapitel skildrer Emanuels begravelse i Skibberup en efterårsdag "et Par Maaneder senere" (DD s.511) end katastrofen i Sandinge; det er et tableau og en i århundredets store romaner (fx Dickens') næsten obligatorisk mønstring af hele persongalleriet fra det gamle sogn – også nogle i scenen fraværende som købmand Villings – med hver enkelts stående karakteristikon. Med 3. kapitel føres 1895-læseren endelig frem til sin egen samtid, jf. også tempusskiftet: "Der er nu forløbet et Par Aar siden denne [begravelsens] Dag" (DD s.514); her er også en mønstring, sammen med en ajourføring, af Sandinge Højskole-mødets teologiske koryfæer, altså Vilh. Pram m.fl.; dernæst af Hansine og hendes nærmeste i Skibberup, inkl. væveren, og lørdagsbesøgene ved Emanuels og de andre pårørendes grav; endelig, med udgangspunkt her, et aktuelt-historisk rids af Emanuels disciple og Emanuel-kulten. Via tableau og panorama kommer forfatteren således i de afsluttende tekststykker fra det sceniske igen ned på den sammenfattende beretnings granitgrund – hen til 77 værkets sidste, meta-narrative sætning: "Her ender Fortællingen om det forjættede Land" (DD s.517). Dermed vindicerer han også de tre bind som ét værk; og derved peger han på en grundhistorie der går gennem, om man vil: neden under eller ud over – de drama-nære forløb.
B. Personer, stil, fortolkningssprog
I det ovenstående er der redegjort for, hvordan trilogien om Emanuel Hansted er bygget op. Det er på flere måder en typisk fortælling – eller, om man vil, tre typiske fortællinger – fra det 19. århundrede: det er en menneskehistorie, der har tyngdepunktet i personer. I det foregående er der særlig set på, hvordan det går dem: forløbene, handlingsføringen. Men i enhver realistisk roman spørger man uvilkårligt også om, hvem de er: om karaktererne – deres egenart, deres fylde, deres foranderlighed osv. Man vender sig ind mod værkets karakterologi og psykologi. Ja, uden synspunktet 'person(er)' er det ikke muligt at opfatte det interessante, det morsomme eller det gribende i denne tidsalders fortællekunst og at vurdere, hvor vellykket eller triviel den er.
Til en vis grad er det naturligvis den enkelte læsers opgave at danne sig et billede af personerne, hvad der i hvert fald for de fire hovedpersoner i Hansted-trilogien sikkert er en attraktiv, men vistnok også kompliceret, endda modsigelsesfyldt opgave. I denne efterskrift har vi nøjedes med at give forskellige vink rundt omkring; en mere samlet, men ikke udtømmende behandling af hovedpersonerne findes i det følgende afsnit om tekstens forandringer. Til Pontoppidans fortsatte arbejde med teksten hørte ikke mindst bestræbelser på at tydeliggøre – eller modificere – billedet af hovedpersonerne. Det var et af motiverne til, at han stregede og ændrede i sine udtryk.
Handlingsforløb, miljøskildring, personbillede frembringer en forfatter jo med sproglige midler, og en naturlig forlængelse af blandt andet kompositionsanalysen ville være en egentlig stilanalyse. Heller ikke på dette punkt har vi dog ment, at efterskriften kan give plads til en mere udfoldet behandling, selvom vi håber at have peget på nogle momenter og i kapitlet om tekstens forandringer omtaler flere. Afkaldet skyldes ikke, at der allerede foreligger en analyse af Pontoppidans stil i Det forjættede Land, for det gør der ikke. Der findes ikke nogen samlet redegørelse for værkets udtryksmåde med dens deskriptive udfoldelse, dens 78 dynamisk-narrative midler og dens måder at gengive tale og tanke, dens fordelinger af synsvinkelmæssige indsyn og lukninger, dens 'gammeldags' fortæller-autoritative greb, dens vurderende og dens 'objektive' modaliteter. Værkets nøglestilling i dansk litteratur mellem naturalisme og impressionisme og mellem 'naiv' fortælletradition og ironiske manipulationer er vigtig nok til at fortjene også en stilistisk orienteret monografi. Endnu bedre ville være en indføjning i en bredere analyse af stiltyper i 1890ernes danske fiktionsprosa, hvortil der er udmærkede ansatser, men knap tilstrækkelig basis i arbejder som Sven Møller Kristensens Impressionismen i dansk prosa 1870-1900 (2. udg. 1955) og Peter Skautrups Det danske sprogs historie (bd. 4, 1968). Men en stilbetragtning af et digterværk må holde sig værkets ånd og mening for øje.
På dette sted skal vi nøjes med at fremdrage et enkelt aspekt af, hvad man også med rette kan kalde værkets stil.
Tre fortolkningssprog
Romanens læser vil efterhånden mærke, at Emanuel Hansteds historie fortælles med forskellige slags forståelsesrammer. Der er især tre sådanne semantiske stiliseringsmåder, der kommer igen, navnlig som metaforiske og parabolske sammenfatninger. Man kan måske kalde dem fortolkningssprog og give dem stikordsbetegnelserne fantas(ter)i, bjergtagelse, kristificering.
Det førstnævnte og mest abstrakte felt angår drøm/opvågnen, forestillingsevne, idealdannelse, illusion, hallucination. Meget markant kommer det til udtryk i DD med Jens Hansens brug af ordet 'utopi' og pater Rüdesheimers tale om Hansted som en Don Quixote.
Det andet semantiske felt har tilknytning til folklore, særlig trylleeventyr, men også mere punktvise forestillinger om elverfolk, de underjordiske m.v. Her er tale om at være offer for en attraktiv fortryllelse. Dette fortolkningsperspektiv træder bl.a. frem på en ildevarslende måde i den ellers festprægede slutning af M – eventyr- og parabelstilen interesserede i øvrigt Pontoppidan (jf. Krøniker, 1890) og andre forfattere i 1890erne.
Det tredje felt har sit kraftigste udtryk i Kristusidentifikationerne i DD, men er på forskellig vis til stede hele vejen igennem, bl.a. i to af de tre binds titler. Romanen er jo en præstehistorie, og den en gennemtrukket 79 af ekkoer fra Bibel, liturgi, salmebog, andagtssprog, som til dels tager sigte på Emanuel Hansted. Allerede hans fornavn er et signal.
Men med udpegningen af de tre områder er hverken sagt, at de har monopol, eller at de udgør en systematik, eller at de alene kommer frem som fortolkningssprog vedrørende Emanuel Hansted. Det kristelige gloseforråd har selvsagt også andre, bl.a. miljøkarakterisende funktioner i romanen; ligeså en del folkloristiske stofindslag. Og omvendt findes der i romanen fortolknings- og vurderingsperspektiver på hovedpersonen, der ikke er væsentlig fæstet til noget af de tre fortolkningsprog og i øvrigt peger i en anden, mere positiv retning (fx det, Ragnhild Tønnesen udtaler over for pater Rüdesheimer sidst i DD, men allerede har sagt i M s.128). Endelig er det næppe rigtigt at forvente en stringent eller blot bevidst interrelateret brug af fortolkningssprogene hos en forfatter som Pontoppidan, der både i førsteversioner og revisioner i hvert fald mht. 'stil' (som dette i høj grad er) synes at være mere ledet af den momentane inspiration end af nogen iøjnefaldende, fastholdt systematik.
Selv om vi altså ikke ønsker at lade de tre fortolkningssprog være ene om at bestemme meningen med Hanstedskikkelsen og dens skæbne, finder vi dog, at de udgør et væsentligt islæt i teksten. Vi har derfor også givet sådanne citater, allusioner m.v., som er deres udtryk, en vis opmærksomhed i noterne; det kan desuden motiveres med, at det moderne genkendelsesgehør for bibelsk og kirkeligt sprog er ret svagt sammenlignet med forfatterens – og 1890er-læsernes.
