"hvem Troens Gave ikke er givet"

Dagbog

20de Avgust

Det er for en udenforstaaende vanskeligt at fatte Forholdet mellem de troende og deres Gud. Saa længe det endnu til Dels grundes¹ i Haab om Himmerigs Belønning og Frygt for de evige Straffe, lader det sig ret naturligt forklare. Men dette Kærlighedsforhold til Kristus, hvortil den moderne Kristendom mere og mere synes at indskrænke sig, denne Glæde ved Samlivet med et tænkt Væsen, denne salige Følelse af overalt at blive ledsaget af en mystisk Usynlig, der støtter, trøster, fryder og elsker En, og uden hvem Livet vilde være idel Sorg og Savn og Mørke – det er altsammen en Gaade, ja et Vanvid for dem, hvem Troens Gave ikke er givet.

Jeg har rigtignok kendt en Mand, et saakaldt "Kolerabarn"², der nærede en lidenskabelig Kærlighed til sin Moder, skønt han aldrig havde set hende og ikke vidste det ringeste om hende. Det Billede, han havde dannet sig af hende, var fuldstændig grebet ud af Luften, og dog bevarede han hendes Træk med den dybeste Ærefrygt, ja lod endog en Gang en Maler paa Grundlag af hans Beskrivelser forfærdige et Portræt af hende, som han hængte op i sin Stue og viste sine fremmede, idet han med fuld Overbevisning sagde:

"Det er min Moder".

Denne Trang hos Menneskene til at danne sig en levende Forestilling om deres Ophav er baade gammel og naturlig. Vi bærer vel alle mer eller mindre et Gudebillede i vort Hjærte, afpasset efter dettes Attraa og Behov. Men dette forklarer dog ikke de troendes stædige Overbevisning om deres Formodningers Ufejlbarlighed. Hin forældreløse Mand elskede vel nok det Billede, han havde dannet sig af sin Moder; men ifald endelig en Indviet var kommen til ham og havde sagt, at det var ganske fejlagtigt, havde han dog ikke for Alvor fastholdt sit Fantasifosters Paalidelighed. Dette gør derimod de troende. De tror hellere, at alt hvad de ser omkring sig med deres jordiske Øje, at alt hvad Kløgt og Erfaring lærer, er lutter Sansebedrag, end de tvivler paa Sandheden af et eneste Træk i det Kristusbillede, der har dannet sig i deres Sjæl. Det nytter ikke, at Videnskaben kommer med sit: det er umuligt! Deres Overbevisning er saa urokkelig, at man ser dem gaa i Døden for den, om det kræves.

"Men hvor kan jeg ogsaa tvivle," siger de, "naar jeg bestandig føler Guds Nærværelse og daglig mættes af hans Kærlighed? Jeg vidste jo ikke, hvad Glæden var, før den Dag, mine Øjne blev opladte for Guds Tilværelse, og jeg kom til at tilhøre ham."

Spørger man nu en troende, hvorledes han da kom til at tilhøre Gud, svarer han altid, forsaavidt han overhovedet endnu erindrer det, at han ved en eller anden Lejlighed, hvor hans Sind var stærkt bevæget, blev grebet (eller smittet) ved at se den Magt, Troen havde over en anden. Med andre Ord: han har i et bestemt Øjeblik, i hvilket hans Nerver var særlig modtagelige, været under Indflydelse af en anden troende, og denne har da ved sin Bekendelse "indskudt" ham sin Tro.

Minder det ikke om de hypnotiske Fænomener?

Jeg overværede en Gang en stor Kirkefest i Marcusdomen i Venedig³. Det store, pragtfulde Rum var fyldt til Trængsel med en broget Skare af alle Slags Folk, silkeklædte Damer, Lazaroner, Borgerfolk og Tjenestepiger, der var drevet herind fra Marcuspladsen for at betragte Skuespillet. En Bisp under en Baldakin, fulgt af en Skare hvidklædte Præster med høje Lys, af brune Munke og røde Kordrenge med forgyldte Røgelseskar, drog under en dyb, monoton Sang rundt i Kirken, mens nu og da et dejligt Mandskor ledsaget af Orgeltoner faldt ind oppe fra Pulpituret under Korhvælvingen. I Begyndelsen var der en Trængen og Puffen for at komme til at se, og en Hvisken og Tisken fra dem, der saa'. Men efterhaanden som den bedøvende Røgelse fyldte Rummet, og Munkenes dybe Stemmer løftede sig, grebes Menneskemassen af en uhyggelig Andagt. Folk blev tavse og rørte sig ikke længer. De foldede Hænderne foran Brystet og mangen Kind blev hvid. Da saa først én^'1 og snart efter en anden Kvinde sank ned paa Knæ i en hysterisk Graad, bredte der sig fra disse ligesom en hypnotisk Smitte over hele Forsamlingen; og idet tilsidst Bispen gik op imod Alteret og, mens Sangen forstærkedes, vendte sig i Kordøren med det hellige Guldkors i sin opløftede Haand, sank med ét^'2 den hele Menneskemasse næsegrus mod Kirkens Marmorgulv, grebet af en fuldkommen Ekstase, den silkeklædte Dame Side om Side med Lazaronen, hændervridende og opløst i Graad. Det var næsten ikke til at forstaa, at det virkelig var de samme Mennesker, der for et Kvarter siden var drevet ind fra den lyse og glade Marcusplads med Tankerne optaget af alle Dagens Smaabegivenheder, og førende med sig den verdslige Røgelse af Tobak, Vin og Parfume, som endnu hang i deres Klæder.

Jeg kom til at tænke paa denne Scene, da jeg forleden sad inde i en af "Frelsens Hærs"^'3 Mødesale.

De Agerendes langtrukne, omtrent enslydende Bekendelser, der fremføres i en snøvlende, halvt syngende Tone, hensætter En i en forunderlig Døsighedstilstand, som ganske vilde tage Magten fra En, ifald ikke de smaa livlige Opsange, der nu og da pludselig afbryder Talerne, akkurat holdt Søvnen Stangen. Resultatet bliver tilsidst en underlig blød, eftergivende Stemning; og da, henimod Mødets Slutning, sniger et Par af Mandskabet sig rundt imellem Tilhørerne og tilhvisker dem pludselig bagfra med hemmelighedsfuld Stemme Ord i Øret som: "Jeg er Jesus", "Det er din Frelser, der er hos dig", o.s.v.

Det nytter ikke, at man lader, som om man ikke hører ham, eller beder ham gaa. Stemmen vedbliver med sit: "Jeg er Jesus ... Det er Jesus, der taler ...." Da hænder det undertiden en Ubefæstet, især unge Piger, der maaske virkelig føler sig syndbetyngede⁴ eller forladte, at Samlingen svigter dem; de brister i hæftig Graad; den hemmelighedsfulde Stemme har dem i sin Vold, og viljeløst føres de tilsidst hen til Skranken for at bekende. "En Sjæl er frelst!"

Det er et uhyggeligt Syn. Og i Stilhed tænker man paa, om det ikke var paa Tide, at Lovens Haandhævere, der jo netop nu drager saa haardt tilfelts mod de magnetiske Kvaksalvere, ogsaa tog sig lidt af denne Art af Hypnotisme.

Urbanus.