Smagssag

En editionsfilologisk undersøgelse af Henrik Pontoppidans Lykke-Per med særligt henblik på inspirationen fra Nietzsche

Af Katja Gottlieb

Indholdsfortegnelse

• 1. Indledning og problemformulering
• 2. Metode og opbygning
• 3. Teori
  • 3.1. Værkbegrebet
  • 3.2. Mangfoldige versioner i praksis
• 4. Henrik Pontoppidan (1857-1943)
  • 4.1. Pontoppidan og påvirkningen fra Nietzsche
  • 4.2. Det cæsariske ledemotiv
• 5. Omkring udgivelsen af Lykke-Per (1. Udgave 1898-1904)
  • 5.1. Lykke-Per, hans Ungdom
  • 5.2. Lykke-Per finder Skatten
  • 5.3. Lykke-Per, hans Kærlighed
  • 5.4. Lykke-Per i det fremmede
  • 5.5. Lykke-Per, hans store Værk
  • 5.6. Lykke-Per og hans Kæreste
  • 5.7. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika
  • 5.8. Lykke-Per, hans sidste Kamp
• 6. Fra førsteudgave til andenudgave
  • 6.1. Hvilken type ændringer?
  • 6.2. Lykke-Per, Første Del (2. Udgave 1905)
  • 6.3. Lykke-Per, Anden Del (2. Udgave 1905)
  • 6.4. Lykke-Per, Tredje Del (2. Udgave 1905)
• 7. Mod fjerdeudgaven
  • 7.1. Lykke-Per (4. Udgave, 1918)
  • 7.2. Lykke-Per, Første Bind (4. Udgave, 1918)
  • 7.2. Lykke-Per, Andet Bind (4. Udgave 1918)
• 8. Sammenfatning og konklusion
• 9. Abstract in English
• 10. Litteraturliste

Om dette speciales tekstgrundlag

Som grundlag for dette speciale er anvendt tre fysiske udgaver af Henrik Pontoppidans Lykke-Per. Et eksemplar af Lykke-Per. Første Udgave, Hefte 1-8 (1898-1904), et eksemplar af 2. udgave Lykke-Per, I-III Del (1905) og et eksemplar af 4. udgave Lykke-Per I-II (1918). De i specialet anvendte tekstuddrag er sammenholdt med Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs elektroniske udgaver af Lykke-Per under elektronisk tilrettelæggelse af Karsten Kynde (2002). Disse kan tilgås her. I tilfælde hvor der har været uoverensstemmelser mellem de anvendte papirudgaver og de elektroniske udgaver, er papirudgaven fulgt. Der er til specialet knyttet et appendiks.

1. Indledning og problemformulering

Monumentalt, men ikke for fastholdere. Sådan beskriver Jon Helt Haarder forfatteren Henrik Pontoppidans (1857-1943) i dag kanoniserede forfatterskab og fortsætter: "Går man helt tæt på de tilsyneladende monolitiske enkeltværker, som de nu grundigt kanoniserede og noget så støvede står der på litteraturhistoriens hylder, vil man opdage, at de er i bevægelse."¹ Pontoppidans måske mest kendte værk Lykke-Per fremstår ved nærmere eftersyn netop bevægeligt. Værket udkom første gang i årene 1898-1904, men allerede på sidste side af de i alt otte hæfter, Lykke-Per oprindeligt udkom i, kunne læses, at en ny, gennemset og lidt forkortet udgave af værket var på vej.² Denne var i handlen få måneder efter. Alligevel valgte forfatteren siden at forkorte og revidere sit arbejde endnu engang, og denne udgave fra 1918 danner grundlaget for den udgave, der er i handlen i dag.

Pontoppidan selv mente, at eftertiden skulle se bort fra den tidlige version. I den før omtalte note skrev han ligefrem: "Forfatteren anmoder om, at denne nye Udgave maa blive lagt til Grund ved en mulig Bedømmelse af det samlede Værk." I litteraturen om Pontoppidan er der dog stor forskel på, hvilke versioner af Pontoppidans værker forskerne anvender som afsæt, når forfatterskabet søges tolket. I Dansk litteraturs historie bind 3 (2009) citerer Lise Busk-Jensen i afsnittet om Pontoppidan efter førsteudgaven af Lykke-Per³. I Børge Kristiansens 'At blive sig selv' og 'At være sig selv' (2007) citeres så vidt muligt efter den "mest tilgængelige tobindsudgave af Lykke-Per". Og i Dansk Forfatterleksikon skriver F.J. Billeskov Jansen: "Alle hans [Pontoppidans] fortællinger skal tolkes efter originaludgaven; senere tekstudgaver forringer gerne."⁴

Den beskrevne bevægelse i Pontoppidans forfatterskab er tæt knyttet til forfatterens særegne arbejdsmåde. Pontoppidan beskrives i monografier som en 'rask' skribent, der var hurtig til at sende sine arbejder i trykken, og forfatterskabet udfolder sig da også i tæt tilknytning til et hurtigt medie, den moderne presse. Henrik Pontoppidan var i lighed med mange af samtidens øvrige litterære skikkelser tilknyttet en række aviser og tidsskrifter, og heri offentliggjorde han en del af sine arbejder for siden at samle dem i bogudgivelser. Disse tekster blev i processen ofte omarbejdet. Det gælder både i transponeringen fra tidsskrift til bog, og igen fra udgave til udgave. Indimellem blev teksterne omarbejdet til ukendelighed. Pontoppidan genanvendte også dele af sine småtekster i større værker eller anvendte dem som en art forstudier til senere arbejder. I Lykke-Pers tilfælde betyder det, som Knut Ahnlund har peget på, at værket var mere end 35 år undervejs: "[…] När verket 1904 förelåg färdigt i sin första version hade Pontoppidan arbetat i tjugo år med motivet – vissa partier, t.ex. interiörerna från Nyboder hade tilkommit i mitten af åttitalet."⁵

Denne arbejdsmåde er særdeles interessant ud fra et editionsfilologisk udgangspunkt. Når et forfatterskab er omfattende målt i både tid og hyldemeter og tillige er karakteriseret af talrige om- og gennemskrivninger, må den udvikling, forfatteren over tid gennemløber, nødvendigvis aflejre sig som spor i teksterne. Disse aflejringer kan være af meget forskellig karakter, men som Jørgen Moestrup har påvist, kan de i Henrik Pontoppidans tilfælde fx aflæses som impulser fra den tyske digterfilosof Friedrich Nietzsche, som Pontoppidan undervejs i arbejdet med Lykke-Per påbegynder studier i.

På den baggrund ønsker dette speciale at foretage en undersøgelse af Henrik Pontoppidans hovedværk Lykke-Per med henblik på at afdække og analysere tilblivelsesprocessen. Det undersøges således hvordan Pontoppidans inspiration fra Nietzsche transformeres på vejen frem mod det værk, der i dag er kendt som Lykke-Per.

2. Metode og opbygning

Dette speciale har sin teoretiske forankring i tekstvidenskaben og interesserer sig således for Lykke-Per som tekst. Særligt med fokus på tekstens tilblivelse og overlevering på vej mod etableringen af det litterære værk, læsere i dag vil kende som Henrik Pontoppidans Lykke-Per. Udgangspunktet er, at forskningen ved at interessere sig for et værks tilblivelseshistorie kan opnå det bedste afsæt for en fortolkning af værket. Specialet indledes med en række redegørende kapitler, der dels introducerer den teori, specialet hviler på, dels giver en kortfattet præsentation af Pontoppidans forfatterskab og baggrunden for den påvirkning fra Nietzsche, som er undersøgelsens fokus.

Specialets teoretiske afsæt er editionsfilologien, som Johnny Kondrup kortlægger i bogen Editionsfilologi (2011), herunder begreberne tekst og værk, der er centrale begreber i tekstvidenskaben. Som et supplement til Kondrups teori inddrages amerikaneren Jack Stillingers betragtninger om "A Practical Theory of Versions", der beskrives i bogen Coleridge & Textual Instability (1994). Heri giver Stillinger et bud på, hvordan litteraturforskningen kan håndtere forfatterskaber, der som Pontoppidans er karakteriseret af talrige revisioner.

For at de editionsfilologiske undersøgelser ikke skal løbe forskelsløst ud i alle retninger, anvendes Pontoppidans Nietzsche-inspiration som en art fokuseringsredskab. Nietzsches forfatterskab, og den påvirkning dette ydede på periodens nordiske litteratur, er i sig selv en afhandling værd, og specialets kortfattede Nietzsche-afsnit gør sig ikke håb om at yde forfatterskabet retfærdighed. Afsnittet vil i meget koncentreret form præsentere Nietzsches cæsar-motiv, som Pontoppidan tog til sig, anvendte og bearbejdede i Lykke-Per.

På grund af de rammer specialeformatet sætter, kan Pontoppidans tidligste skitser til Lykke-Per ikke medtages i dette speciale. Derfor sættes udgangspunktet for undersøgelserne til januar 1898, hvor værket Lykke-Per første gang møder offentligheden, og således følger i kronologisk orden en undersøgelse af de tre udgaver: Lykke-Per. Første Udgave, Hefte 1-8 (1898-1904), 2. udgave Lykke-Per, I-III Del (1905) og 4. udgave Lykke-Per I-II (1918). I disse afsnit forfølges med udgangspunkt i principper fra editionsfilologien det cæsarmotiv, Pontoppidan arbejdede med gennem hele romanens tilblivelseshistorie, og der foretages en undersøgelse af de tekst- og indholdsmæssige ændringer, der i relation hertil registreres undervejs i de tre udgaver. Denne proces vil afsløre de forandringer, værket gennemløber, og der vil i det afsluttende afsnit konkluderes på disse samt perspektiveres til den anvendte teori. Der er til specialet knyttet et appendiks. Dette indeholder et synoptisk opstillet variantapparat, hvori de i specialet anvendte tekstuddrag er tilgængelige. Appendikset er tænkt som en støtte til læseren, der her kan følge tekststedernes forandringer. Der henvises løbende til de relevante sider i appendikset: (A+sidetal).

3. Teori

I værket Editionsfilologi (2011), der kan betegnes som en grundbog i videnskabelig tekstudgivelse, beskriver Johnny Kondrup, hvordan kløften mellem litteraturforskningen og editionsfilologien de seneste 40-50 år har været markant. "Vi har set", skriver han, "en litteraturforskning med en højt udviklet teoretisk bevidsthed og et tilsvarende fortolkningsberedskab, men uden megen viden om, hvordan de tekster, som den arbejder med, er blevet til. Som basis for sin fortolkning af et værk vil en moderne litteraturforsker ikke sjældent vælge den første, den bedste udgave – dvs. den, der nu er at få hos boghandleren. Uvidende om tekstens tilblivelses- og overleveringsproblemer behandler fortolkeren denne tilfældige udgave, som var den værket selv. Som om den var faldet ned fra himlen, ubesmittet af menneskelig fejlbarlighed og uberørt af filologiske emendationsprincipper."⁶ Omvendt har det tidligere blandt editionsfilologer, påpeger Kondrup, ikke været ualmindeligt at afvise hermeneutisk eller teoretisk selvrefleksion. Der har blandt mange af fagets udøvere, skriver han, eksisteret en opfattelse af: "at deres arbejde var en værdifri videnskab eller et 'håndværk', hvis opgave var at få denne eller hin udgave etableret."⁷ Editionsfilologien er med Johnny Kondrups ord et af de humanistiske fag, hvor positivismen har haft et langt og sejt efterliv. I dag er det dog en anden bevidsthed, der ligger til grund for editionsfilologens opgave: "[…] ethvert editionsfilologisk valg har hermeneutiske implikationer, erkendt eller uerkendt for den udgiver, som foretager det."⁸

Editionsfilologisk forankring har en lang række fordele i forhold til litteraturforskningen. Først og fremmest kan den beskytte mod fejlagtige slutninger, der, som Kondrup beskriver det, fx kan være draget på baggrund af forfatterens ungdomsværk, men blot læst i en udgave, som uden forskerens vidende repræsenterede den ældre forfatters revision af sit yngre jeg. Derudover kan editionsfilologisk bevidsthed grundet det skærpede fokus på, hvad der egentlig står i en tekst, bidrage til en styrket æstetisk bevidsthed i forskningen, ligesom den fordybede forståelse af værket kan gå i en historisk-genetisk retning, da moderne værker ofte findes overleveret i flere, indbyrdes varierende tekster (manuskripter såvel som udgaver). Editionsfilologien hjælper således fortolkeren til at erkende, at ingen af disse er værket selv.

I forhold til arbejdet med Henrik Pontoppidans hovedværk Lykke-Per er dette særlig relevant. Lykke-Per er et værk, der, mere end 100 år efter det første gang mødte sine læsere, fortsat lever og fornyes i mødet med nye øjne. Det er et værk, rigtig mange læsere har et forhold til, og det er et værk, der stadig forskes i. På den baggrund kan det forekomme besynderligt, at der aldrig er etableret en videnskabelig udgave af Lykke-Per. Ikke mindst fordi det i tilfældet med en forfatter som Henrik Pontoppidan, der er kendt for de stadige omarbejdelser af sine værker, skaber udfordringer for litteraturforskerne at håndtere de talrige varianter. Pontoppidan selv mente, at eftertiden skulle se bort fra de tidlige versioner af hans arbejder, men selv i monografier, der tilstræber at tage afsæt i den i dag mest tilgængelige tobindsudgave af Lykke-Per er det ofte nødvendigt for forfatteren løbende at inddrage tidligere udgaver for at kunne sige noget om det budskab, Pontoppidan ønsker at formidle. Dette ses blandt andet i Børge Kristiansens 'At blive sig selv' og 'At være sig selv' (2006),⁹ som dette speciale til dels trækker på. Kristiansen skriver heri, at udgangspunktet for analysen er den mest tilgængelige tobindsudgave af Lykke-Per, men pointerer, at dette valg på grund af Pontoppidans mange revisioner ikke er uproblematisk. På den baggrund har Kristiansen "løbende sammenlignet tobindsudgaven med såvel førsteudgaven (1989-1904) som andenudgaven fra 1905 og inddraget disse udgaver, hvor der forekommer afvigelser fra tobindsudgaven, der er så markante, at de siger noget om det budskab, romanen vil meddele sine læsere."¹⁰ Børge Kristiansen har således et reflekteret forhold til værket, men det er mere undtagelsen end reglen, at det tydeliggøres, hvilken udgave, der ligger til grund for en litterær analyse af et værk. Som Johnny Kondrup beskrev, er det problematisk, når fortolkeren behandler en tilfældig udgave "som var den værket selv." Således kan det være relevant at vende blikket mod værkbegrebet.

3.1. Værkbegrebet

Da Henrik Pontoppidan i begyndelsen af det tyvende århundrede formulerede, at han ønskede "denne nye Udgave" af Lykke-Per lagt til grund "ved en mulig Bedømmelse af det samlede Værk"¹¹, refererede han til værket som en materiel størrelse, som ved udgivelsen af den reviderede udgave udmøntede sig i en ny, fysisk udgave. Pontoppidan forsøgte så at sige at ophæve førsteudgavens gyldighed. Dette peger på de definitionsvanskeligheder, der knytter sig til værkbegrebet. Først og fremmest er det vigtigt for forståelsen af værket, at ordene 'tekst' og 'værk' på trods af, at de ofte anvendes synonymt, er to forskellige begreber. De to begreber defineres dog også forskelligt inden for forskellige skoler. Som et eksempel herpå kan nævnes Roland Barthes' definition af forholdet mellem tekst og værk, som han beskrev i "De l'æuvre au texte" (1971. Da.: "Fra værk til tekst"). Barthes' essay har haft en betydningsfuld virkningshistorie og har påvirket litteraturvidenskabens forståelse af det litterære værk. I sit essay beskriver Barthes værket som noget, der i modsætning til begrebet 'tekst', manifesterer sig fysisk: "[…] ligesådan ses værket (i boghandelen, i kartotekerne, i eksamensopgivelserne) […]" og "[…] værket holder man i hånden […]".¹² Teksten, skriver Barthes, "kan ikke kan bringes i ro (f.eks. på en bibliotekshylde)".¹³ Hos Barthes er værket således det begrænsede og materielle, og teksten det ubegrænsede og immaterielle. Denne forståelse af 'tekst' og 'værk' er dog anderledes end den man fx finder hos en række andre forskere, fx hos Kondrup selv, der beskriver værket som immaterielt. Det kan ses i lyset af, at det litterære værk i modsætning til fx et maleri kan manifestere sig fysisk adskillige gange fx som bøger i store oplag eller som enkelte teaterforestillinger. Dette kendes fra antikkens store episke digte, der, inden de blev nedfældet på skrift, er overleveret i mundtlig form. Et litterært værk eksisterer stadig mellem disse mundtlige fremførelser og er altså immaterielt. Teksten derimod konstitueres som en sekvens af tegn, der bærer en nedskreven eller talt meddelelse. Teksten er de tegn, der læses. Sekvensen er abstrakt, og således immateriel som værket og versionen, men selve manifestationen er konkret. 'Tekst' og 'værk' er således to forskellige begreber, og en sammenblanding af disse er, som Johnny Kondrup påpeger det, uhensigtsmæssig, fordi "en tekst sjældent [er] lig med et værk; tværtimod består et værk ofte af flere tekster."¹⁴

Som det er relevant at holde sig for øje, når man arbejder med Lykke-Per, kan et værk, fordi det gennem tiden er blevet genudgivet, forkortet eller revideret, bestå af flere versioner. Versionen befinder sig på et andet hierarkisk niveau end værket og kan betegnes som "de skikkelser værket har haft på forskellige tidspunkter i historien".¹⁵ Versionen afviger fra andre manifestationer af værket i en sådan grad, at der ikke er tale om forskelle opstået ved en tilfældighed. Det er dog også nødvendigt, at versionen formuleringsmæssigt kan identificeres som hørende til det samme værk. På niveauet under versionen findes varianterne, der kan beskrives som afvigende former af versionerne. Johnny Kondrup beskriver, at versionen kan kaldes en afvigelse på helhedsniveau, hvorimod varianten er en afvigelse på detailniveau. Grænsen mellem version og variant er dog glidende. Det skyldes, at variansen kan nå et punkt, hvor den er så indgribende, at der konstitueres en ny version af værket.¹⁶ I artiklen "Tekst og værk – et begrebseftersyn" (2013) arbejder Kondrup videre med værkbegrebet. Dette blev i Editionsfilologi formuleret som ikke identisk "med én af sine varianter eller versioner, men snarere summen af disse." I "Tekst og værk – et begrebseftersyn" føjer Kondrup til, at "Værket er så at sige summen af sine varianter plus en ideal dimension, der dels repræsenteres af de nødvendige tekstrettelser, dels af relationen mellem varianterne."¹⁷

3.2. Mangfoldige versioner i praksis

Lignende betragtninger findes hos amerikaneren Jack Stillinger (1931-2020), der i Coleridge and Textual Instability: The Multiple Versions of the Major Poems (1994) slår fast, at "texts exist as mental rather than physical phenomena",¹⁸ og desuden opstiller det, han betegner som 'A Practical Theory of Versions'. Stillingers teori, der blandt andet er baseret på forskning i den engelske lyriker og filosof Samuel Taylor Coleridge (1772-1834), har som sit udgangspunkt, at hvor man som litteraturforsker ikke kan være sikker på betydningen i et værk, som fx Coleridges digt "The Ancient Mariner", så er det et ufravigeligt faktum, at værket findes overleveret i adskillige versioner. På denne baggrund fremsætter han en praktisk teori, der baserer sig på: "both knowledge and examination". Stillingers betragtninger kan oplagt kobles på Johnny Kondrups tanker om, hvordan litteraturforskningen og editionsfilologien kan indgå i et frugtbart forhold.

Stillinger påpeger, at: "Theories about the constitution of a literary work are pretty much the same as editorial theories about the 'best' text of a work",¹⁹ og teorierne er ifølge Stillinger tæt forbundne med det, han betegner som opfattelsen af "authorial intention". Inden for dette område, skriver han, opereres med: "the long-established theory that the latest text is the best; a more recent theory that the earliest text is the best; and a still newer theory that the best can be the latest, the earliest, or any other authoritative version in between".²⁰ Disse forskellige synspunkter for udgivelse eksisterer også inden for de skandinaviske udgavetyper og behandles i Editionsfilologi indgående af Johnny Kondrup i forbindelse med spørgsmålet om grundtekstvalg ved (gen-)udgivelsen af et givet værk.²¹

Historisk set har det fra 1900-tallets begyndelse været almindelig praksis at vælge Ausgabe letzer Hand, der, med et lån fra Goethe, dækker over det senest mulige tryk fra forfatterens levetid. Dette har haft flere årsager. Dels har der eksisteret en idé om, at den modne forfatter har haft mulighed for at rette op på sine ungdomsfejl og således har kunnet perfektionere sine værker. Dels bunder typen i en tænkning om, at forfatteren har haft ret til at udøve autoritet over sine værker også længe efter, at disse første gang havde manifesteret sig i offentligheden. Det har givet sig udslag i erklæringer fra forfatterne, præcis som det ses hos Pontoppidan. Denne opfattelse kan med et lån fra Kondrup bedst karakteriseres som værende "quasi-juridisk" og har sin rod i begrebet autorisation.²² Ausgabe lezter Hand har siden måttet vige for et princip om Ausgabe erster Hand, det Johnny Kondrup også betegner som "den autentiske tekst".²³ Årsagen til denne forskydning skal findes i en stigende bevidsthed om, at forfatterens værk ikke uden videre er hans efter den første offentliggørelse. Med denne begynder værkets receptions- og virkningshistorie i det offentlige rum, og således frigør det sig fra forfatterens herredømme og opnår en relativ autonomi. Denne udvikling finder sted sideløbende med nykritikkens ideer om værkets autonomi og siden receptionsæstetikken, der yderligere flytter ansvaret for forståelsen af det litterære værk væk fra forfatteren.

Stillinger beskriver, at det tidligere har været: "a principal object of traditional textual scholarship" hurtigst muligt at få afskaffet den mangfoldighed af versioner, som kan eksistere, når man skal genudgive et ældre værk. Dette har kunnet ske på to måder: "either by designating a single existing version of work as the best or most authoritative and then relegating partial information about the rest of the versions to one or another kind of limbo (the foot of the page, the back of the book, a separate volume, a collection of notes on deposit in some library, or perhaps the scholar's private files) or else by combining parts of several existing versions in such a way as to produce a new text altogether – creating, in the latter process, yet one more version to add to the historical array",²⁴ skriver han og tilføjer, at synet på det litterære værk over tid har ændret sig: "In older theory, the literary work was taken to be identical with the text ultimately settled on – either the single existing version or the freshly devised eclectic composite. In newer theory, to speak very generally, work is instead an abstract concept, in effect an organizing principle to which the various representatives (texts, versions) can be related […]".²⁵

Stillinger lægger vægt på, at der i forskningen i Coleridges digte har været en tendens til at arbejde med det, han betegner som standardtekster, en pr. digt. Og disse har, skriver han, været behandlet som om, de var de eneste versioner, Coleridge skrev. Tillige har versioner fra vidt forskellige tidspunkter i Coleridges levetid kunnet optræde sammenstillet, hvilket, præcis som Johnny Kondrup påpegede, kan medføre fejlslutninger i forhold til fortolkningen. Løsningen er, ifølge Stillinger, at arbejde med en bevidsthed om det, han betegner som "multiple versions": "The most obvious advantage of recognizing the existence and legitimacy of multiple versions lies in the more realistic recovery, that it makes possible of authors and their activity in the production of literary works. This has a bearing on biography and literary history, of course, but also on almost any kind of theorizing about literary creativity and on any kind of practical criticism and interpretation that is based on what an author did or an author meant."²⁶ Med dette afsæt kan forskningen foretage en "arkæologisk udgravning" i forfatterens værk og på den måde danne sig et indtryk af det historiske grundlag for forfatterskabets skiftende fokus.

Som en konsekvens af disse betragtninger må dette speciale forholde sig til, at Henrik Pontoppidans Lykke-Per ikke kan afgrænses til en enkelt fysisk udgave, og værkets tilblivelseshistoriske lag bør derfor afdækkes. Dette sker gennem en kronologisk læsning af de tre udgaver, der er anvendt som grundlag. Undervejs vil de ledetråde, der relaterer sig til Pontoppidans brug af Nietzsches cæsarmotiv blive samlet op. På den baggrund kan forfatterens skiftende fokus igennem de år, han omarbejdede værket, kortlægges, og det vil derefter være muligt at danne sig et overblik over, hvordan impulser fra Nietzsche har aflejret sig i de forskellige versioner af teksterne.

4. Henrik Pontoppidan (1857-1943)

Henrik Pontoppidans forfatterskab er som beskrevet i bevægelse. Ud over genbrugen af det, Helt Haarder betegner som 'småtekster'²⁷ i større værker, ses i forfatterskabet en bevægelse, der giver sig udtryk i en form for tilbagetrækning fra noget ydre til noget indre. Pontoppidans tidligste tekster er tæt knyttede til forfatterens tid på landet. I disse er den sociale og politiske indignation tydelig, og realismen fremholder de elendige vilkår, husmænd og landarbejdere levede under. Siden trænges forfatterskabets fokus på ydre forhold dog i baggrunden til fordel for mere almenmenneskelige og eksistensfilosofiske problemstillinger. Som Johnny Kondrup beskriver det i Hovedsporet. Dansk litteraturs historie (2005): "fra 1880'ernes midte begyndte den forskydning i forfatterskabet, som flyttede dets fokus fra de ydre forhold til den bevidsthed, der fortolker dem, og fra anskuelserne til selve måden at anskue på."²⁸

Henrik Pontoppidan debuterede i tidsskriftet Ude & Hjemme d. 18.09.1881 med "Et Endeligt. Skitse", der i realismens ånd behandler klasseforskellene på landet, og novellen indlemmedes senere samme år i den egentlige bogdebut Stækkede Vinger (1881). I de første år af forfatterskabet publicerede Pontoppidan en stor del af sine tekster i Ude & Hjemme, der ledtes af redaktør Otto Borchsenius (1844-1925). I disse år er Pontoppidan desuden meget aktiv i avisen Morgenbladet²⁹. Her sad Otto Borchsenius også i redaktionen, blandt andet sammen med Viggo Hørup (1841-1902), der siden stiftede Politiken.³⁰ Heri var Pontoppidan fra 1888 ligeledes en flittig skribent, bl.a. bidrog han hertil med sin faste klumme "Enetale". I 1891 udkom Pontoppidans roman Muld, og herfra bemærkes en nedgang i hans bidrag til dagspressen til fordel for tekster udgivet i bogform, men en lang række af Pontoppidans journalistiske tekster er efterfølgende indarbejdet i hans bogudgivelser. En arbejdsform, der ifølge den ældre Pontoppidan bundede i økonomiske årsager: "Under eget Navn eller under opdigtede Navne maatte jeg, for Brødets Skyld, offentliggøre halvfærdige Ting omkring i de mærkeligste Aviser, Almanaker og illustrerede Almueblade. Adskillige af disse Ting er sporløst forsvundne for mig. Jeg husker ikke længer, hvor de blev trykt, og nogen Kladde har jeg aldrig opbevaret."³¹

Pontoppidan fortsætter dog livet igennem med at revidere sine arbejder, og i årene umiddelbart efter udgivelsen af de første hæfter af Lykke-Per sker det, Thorkild Skjerbæk i monografien Kunst og budskab. Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab (1970) beskriver som en opgørelse af Pontoppidans litterære bo: "I disse år kom hans bøger i hastig følge: De to store romanværker Det forjættede Land og Lykke-Per og en lang række mindre bøger, men tillige besørgede han nyudgivelser af ting fra forfatterskabets tidligste del, og i mange tilfælde efter særdeles dybtgående omarbejdelser."³² Ifølge Skjerbæk bestod opgørelsen ikke alene i, at nogle bøger forkastedes, mens andre blev nyudgivne efter mere eller mindre indgående rettelser. "Snarere", skriver Skjerbæk, "må man siger, at Pontoppidan af hele det foreliggende råstof skabte en række nye bøger."

Ikke alene er tekstmængden omfattende i Pontoppidans forfatterskab, men den i teksterne indlejrede bevægelighed gør det samlede tekstkorpus plastisk, og Pontoppidans arbejdsmåde har også voldt eftertiden udfordringer, ikke mindst betragtet fra en editionsfilologisk vinkel. Pontoppidan selv beskrev, at kladder ikke er noget, han har opbevaret, og derfor er man henvist til de publicerede udgaver, når tilblivelsesprocessen skal afdækkes.

I Pontoppidans levetid nåede Lykke-Per at udkomme i syv forskellige oplag, hvoraf ingen var ens. En del af afvigelserne mellem de pågældende udgaver kan begrundes i sætterfejl. Dog er forskellene mellem nogle af udgaverne så markante, at det har afgørende betydning for tekstens indholdsside. Thorkild Skjerbæk har gennem et omfattende registreringsarbejde slået fast, at der fra Pontoppidans egen hånd findes tre versioner, eller det Skjerbæk betegner 'tekstformer', af Lykke-Per. Det drejer sig om 1. udgave (1898-1904), 2. udgave (1905) og 4. udgave (1918).

4.1. Pontoppidan og påvirkningen fra Nietzsche

Henrik Pontoppidan gik undervejs i arbejdet med førsteudgaven af Lykke-Per i stå. Som en konsekvens af dette opstår en næsten to-årig pause mellem udgivelsen af det fjerde hæfte Lykke-Per i det fremmede (1899) og det femte Lykke-Per, hans store Værk (1901). Det havde ellers ikke skortet på optimisme hos forfatteren, der 1.12.1897, altså kort før første hæfte om Lykke-Per udkom, skrev til sin forlægger Ernst Bojesen, at han med det forskud, han havde modtaget, formentlig ville kunne klare sig, til arbejdet med værket var afsluttet: "Udarbejdelsen af anden Del³³ vil heller ikke tage nær så lang Tid som denne Del. Af Slutningen har jeg hele tiden haft mest liggende færdigt. Det er den Del, der interesserer mig mest; og den foregår i vore egne Dage". Og i et brev 3.7.1898 til Otto Borchenius, der åbenbart har misforstået udgivelsens omfang, beskriver Pontoppidan sine planer: "[…] og for at gøre opmærksom på, at det er en Misforståelse, hvori jeg ikke har Skyld, at Fortælling-Rækken skal afsluttes med 3^die Bog. Der var i så Fald ingen Grund til at lade disse udkomme heftevis. Der udkommer iår 3 Hefter; men disse udgøre kun det første Bind af Fortællingen, der i det hele bliver på to Bind (6 Hefter). Det er da en ret omfangsrig Bygning, jeg har søgt at rejse; og derfor har Grunden måttet lægges så bredt."

Pontoppidan selv angiver i et brev 11.1.1900 til Georg Brandes (1842-1927), at pausen i udgivelsesrækken skyldes sygdom: "Det er ikke af Lyst eller Tilbøjelighed, at jeg er flygtet herud i Ensomheden; det er dels af pengenød, dels – og allermest – af Helbredshensyn. En endnu uopdaget Bacille har i Løbet af de sidste År således gnavet løs på mine Kræfter, at jeg ingenting har kunnet tage mig for. […] I denne min nødtvungne Uvirksomhed ligger Forklaringen på 'Lykke-Pers' langsomme Udgivelse." I samme brev til Brandes oplyser Pontoppidan i øvrigt, at han til stadighed læser Tilskueren, hvori Brandes var en flittig skribent: "[…] og jeg har derfor læst både Deres Nytårsartikkel [Tanker ved Aarhundredskiftet] og Artiklen om Nietzsche i Decemberhæftet."

Men måske årsagen ikke alene skal findes i forfatterens sygdom. I specialet med titlen Pontoppidan og Nietzsche (1967) og den senere artikel "Lykke-Per og Nietzsche" (1967-70) har Jørgen Moestrup (1943-1996) påvist, hvordan Henrik Pontoppidan undervejs i sit arbejde med Lykke-Per i tiltagende grad optages og påvirkes af studier i Friedrich Nietzsches forfatterskab. En interesse netop Georg Brandes har haft en finger med i spillet omkring, da det var Brandes, der introducerede den tyske filosof for den europæiske offentlighed og således medvirkede til at sætte et nietzscheansk præg på samtidens litteratur.

Nietzsches ankomst til det danske kulturliv blev indvarslet fra en talerstol på Københavns Universitet, hvor Brandes i foråret 1888 indledte en forelæsningsrække om den tyske filosof. Forelæsningerne blev et tilløbsstykke. Både på grund af emnet, der var nyt og kontroversielt, og på grund af Brandes selv, der var en særdeles omdiskuteret mand og i forvejen spillede en afgørende rolle for tidens ånds- og idehistoriske strømninger. Henrik Wivel beskriver i "Det sjælelige gennembrud – Dekadence, idealisme og vitalisme i 1890'ernes kultur", hvordan forelæsningerne fra Brandes' side var et forsøg på at revitalisere det moderne gennembrud.³⁴ Pontoppidan var ikke til stede ved forelæsningerne, men han har sandsynligvis kunnet læse Brandes' afhandling i tidsskriftet Tilskuerens augustnummer 1889. Det er værd at bemærke, at Nietzsches tanker så godt som ingen opmærksomhed nød i samtiden, hvilket er noget Brandes også påpeger i indledningen til den i dag måske mest kendte af forelæsningerne Aristokratisk Radikalisme (1889): "Skøndt selv i sit Fædreland lidet kendt er han en Aand af betydelig Rang, som tilfulde fortjæner at studeres, at drøftes, at bekæmpes og at tilegnes."³⁵

I ældre monografier om Pontoppidan synes det at være en udbredt opfattelse, at forfatterens Nietzschestudier påbegyndtes umiddelbart herefter i vinteren 1889-90. Denne misforståelse har Pontoppidan muligvis selv har bidraget til, da han i erindringsbindet Familjeliv beskriver, hvorledes han en vinter blev optaget af Nietzsches forfatterskab: "Georg Brandes havde kort forinden vakt opmærksomhed for det ved en stor artikel i "Tilskueren" (1889)". Og Pontoppidan fortsætter lidt længere nede: "Jeg maatte indrømme, at han virkelig var en nyskabende Aand, en Aand med Stormfuglevinger […]."³⁶ Jørgen Moestrup slår gennem et omfattende arkivarbejde fast, at den første fase i Pontoppidans Nietzsche-studier falder noget senere, i perioden 19.03.1900 til d. 03.9.1901, hvad udlånskvitteringer fra Hillerød Bibliotek kan bekræfte. Pontoppidan indleder med Die Geburth der Tragödie (1872), der følges op af Unzeitgemässe Betrachtungen (1873-76), Menschliches Allzumenschliches I (1876-78), Morgenröthe (1880-81), Menschliches Allzumenschliches II (1880), Also sprach Zarathustra (1883-85) og igen Morgenröthe. Pontoppidan anskaffer sig siden en udgave af Nietzsches værker, som læses flittigt: "Påvirkningen kulminerer i tiden omkring Lykke-Pers udgivelse, men ophører aldrig, skønt andre filosofiske påvirkninger, væsentligst fra Schopenhauer, skyder sig ind. Den intensiveres endda i militant retning i tyverne, f.x. i dyrkelsen af det krigeriske menneske i Mands Himmerig, og den er fremme i næsten alle aspekter i Pontoppidans bidrag til Flensborg Avis 1930-32."³⁷ Nietzsches tænkning kommer således til at sætte et præg i forfatterskabet særligt fra århundredeskiftet, hvor de fire første hæfter af Lykke-Per altså allerede var udkommet.

En central figur i Lykke-Per, dr. Nathan, er netop modelleret over Georg Brandes. Dr. Nathan, der i Lykke-Per beskrives som "[…] en ny Tids Herold", har med sine forelæsninger gennempryglet den danske selvforståelse, indvarslet en ny tid og efterfølgende været i landflygtighed i Tyskland. Præcis som Georg Brandes. Det er dr. Nathan, der kommer til at virke som en katalysator for Pers udvikling til et magt- og viljemenneske, da Per gennem den unge rigmandssøn Ivan Salomon introduceres for dr. Nathans afhandling Lyset. Heri kalder Nathan til kamp mod landets "Udmalkede Æstetikere" og "raaber Initiativet og de dristige Handlingers Mænd i Gevær". Særligt får dr. Nathans afsluttende kampråb, hvori han søger "at kalde paa, hvad der endnu havde Liv herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse navnlig paa de stærke og de stridslystne, der havde Mod til at gennemhugge og indtil den sidste Trevl at søndersplitte det Barnedrømmenes Puppehylster, hvori hver enkelt – som det hele Folk – sad indspundet"³⁸ vakt Per. Jørgen Moestrup peger i "Lykke-Per og Nietzsche" på, at den afhandling, som gengives i Lykke-Per, har sit forlæg i Brandes' Indledning til Emigrantlitteraturen (1872).³⁹ Per reagerer dog, som var det den senere forelæsning Aristokratisk Radikalisme (1889), han havde læst.

4.2. Det cæsariske ledemotiv

Jørgen Moestrup beskriver i "Lykke-Per og Nietzsche", hvordan en lang række moralfilosofiske, magtfilosofiske, sociologiske, kristeligt og antikristeligt psykologiserende ræsonnementer fra Nietzsche er udnyttet i en række af Lykke-Pers temaer, figurer og symboler.⁴⁰ Påvirkningen er omfattende og langt mere kompleks, end dette speciale har mulighed for at udfolde, men et centralt tema er den cæsariske magtfilosofi, der er tæt knyttet til Nietzsches tanker om 'viljen til magt'. Denne er ifølge Moestrup introduceret af Georg Brandes gennem Aristokratisk Radikalisme, hvori Brandes definerer 'viljen til magt' med disse ord:

Nietzsche erstatter den Schopenhauerske Vilje til Livet (ɔ: Attraa efter Liv) og den Darwinske Kamp for Tilværelsen med Udtrykket Vilje til Magten (Magtbrynde). Ikke for Livet, det blotte Liv, kæmpes der efter hans Opfattelse, men om Magten. Og han har mange – lidet rammende – Ord om hvilke smaalige og fattige Forhold de Englændere maa have haft for Øje, der opstillede Begrebet struggle for life med dets Nøjsomhed. Det staar for ham som havde de haft en Verden i Tanke, i hvilken enhver er glad, blot han kan bjærge Livet. Men Livet er kun Minimumsudtrykket. I sig selv vil Livet ikke Selvbevarelse alene, men Selvforøgelse, og saaledes er det netop "Vilje til Magt".⁴¹

Moestrup påpeger i det speciale, der ligger til grund for artiklen 'Lykke-Per og Nietzsche', at der i Nietzsche-forskningen har været ført indgående drøftelser af, hvad princippet "Wille zur Macht" egentlig implicerede. Men vurderingen af Nietzsches magtvilje, skriver han: "spænder fra absolut til absolut, den er forherligelsen af 'det blonde bestie', rovdyret, der ikke kan andet end at lægge lig bag sig, eller den er den ædleste åndeligheds yderste stræben mod frihed, sandhed og retfærdighed." Moestrup definerer magtviljen som:

[…] udgående fra Nietzsches dionysiske princip, der er regelret amoralsk og æstetisk livsforherligende, implicerer "Wille zur Macht" den psykofysiske udladning i dens højeste, mest overstrømmende potens. Den voldsomste handling som den ædleste tanke vurderet i forhold til, om den skaber liv (eller død), om den betinger livets "opadstigende linje" eller om den hæmmer, skaber stagnation. Alt hvad der bringer temperaturen over nulpunktet er godt, alt hvad der lader den stå stille eller lader den falde er dårligt.
Magtviljen er skabt i nøje sammenhæng med dens modsætning, afmagten, som Nietzsche finder repræsenteret under kristendommens symbol, korset. Her hedder det, at alt, hvad der lider, er svagt o.s.v., er godt. Alt hvad der er stærkt, voldsomt o.s.v., er ondt.
Kristendommens værdisystem er moralsk, Nietzsches er æstetisk: han holder kun af de vækster, der gror.⁴²

I forbindelse med begrebsbestemmelse af viljen til magt finder Nietzsche en række repræsentanter for denne magtvilje i historiens monumentale skikkelser. Den romerske kejser Julius Gajus Cæsar (ca.100- 44 f.Kr.) hører til de store krigeriske personligheder, der ofte nævnes hos Nietzsche. Cæsar fremstilles hos Nietzsche som hobens og "hjordemenneskets" absolutte modsætning, skriver Børge Kristiansen og fortsætter "Han er beslægtet med det fri menneske, 'der træder på den foragtelige form for velbefindende, som kræmmere, kristne, køer, kvinder, englændere og andre demokrater drømmer om. Det frie menneske er kriger'".⁴³ Og Nietzsches cæsariske magtfilosofi fremhæves også i Aristokratisk Radikalisme, endda i en sådan grad, skriver Moestrup, at Brandes ligefrem smurte tykt på den.⁴⁴ Ved nøje gennemlæsning af Lykke-Per træder Nietzsches magtideologi og det cæsariske motiv også tydeligt frem, men Nietzsche-påvirkningen rækker dog ud over det cæsariske og kan spores i en lang række af romanens motiver. Blandt andet opererer Moestrup også med Prometheus-motivet, som indimellem kobles med det cæsariske og bliver til "cæsarisk-promethisk".⁴⁵ Pers projekt er da også inspireret af Nietzsches fremstilling af myten om Prometheus i Die Geburth der Tragödie (1872). Per vil som Prometheus give menneskene lynet, der kan frigøre dem fra Gud. Og Per er prototypen på det moderne, handlestærke menneske. Et udkast til det Moestrup beskriver som "den 'kommende Gigantslægt', som 'enevældig' skal undertvinge verden."⁴⁶ Modsætningen til det cæsarisk-promethiske findes i det antikvariske menneske, som Georg Brandes også berører i Aristokratisk Radikalisme.⁴⁷ Som Nietzsche beskriver det i Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben (1874) hæger det antikvariske menneske ikke alene om historien, men sidder fast i den:

Die Geschichte seiner Stadt wird ihm zur Geschichte seiner selbst; er versteht die Mauer, das gethürmte Thor, die Rathsverordnung, das Volksfest wie ein ausgemaltes Tagebuch seiner Jugend und findet sich selbst in diesem Allen, seine Kraft, seinen Fleiss, seine Lust, sein Urtheil, seine Thorheit und Unart wieder. Hier liess es sich leben, sagt er sich, denn es lässt sich leben, hier wird es sich leben lassen, denn wir sind zäh und nicht über Nacht umzubrechen.⁴⁸

Det antikvariske menneske er som eventyrets svinedreng, der ikke vil "have en glad Time, før han igen kommer i sine Træsko og faar Kongens Scepter ombyttet med sin Faders Møggreb."⁴⁹ Svinedrengen holdes profetisk op for Per af rigmanden Neergaard, der i øvrigt lyder herskerfornavnet Alexander⁵⁰ og selv sidder fast i sin families arvegods. Inden sin død rækker han faklen videre til den unge Per Sidenius.

5. Omkring udgivelsen af Lykke-Per (1. udgave 1898-1904)

Figur: Oversigt over udgivelsesforløbet for førsteudgaven af Lykke-Per.⁵¹

Thorkild Skjerbæk betegner Lykke-Per som helstøbt⁵² og tilføjer, at værket "synes som skrevet i ét stræk". Sandheden er dog, pointerer han, at tilblivelsen var forbundet med de største kvaler, hvilket udgivelsesforløbet for førsteudgaven, samt dennes paratekst, synes at bekræfte. Udgivelsesperioden strækker sig over årene 1898-1904, og alle hæfter udkom på Det nordiske Forlag. Oplaget svingede mellem 2500 eksemplarer for det første hæfte og 2000, som det sidste hæfte blev trykt i. Formatet var oktav. På trods af omfanget af hver udgivelse, den sidste er på hele 271 sider, fastholdtes betegnelsen 'Hefte' gennem hele 1. udgave.

5.1. Lykke-Per, hans Ungdom

Lykke-Per, hans Ungdom udkom d. 06.01.1898. Hæftet er på 190 sider inkl. et blankt blad mellem de fire kapitler. Det første kapitel behandler Pers opvækst i "en af de østjyske Smaakøbstæder"⁵³ og daterer handlingen til for "omtrent en Menneskealder siden". Læseren introduceres til familien Sidenius og dennes store børneflok og ikke mindst til familiens smertensbarn Peter Andreas, der har særdeles svært ved at finde sin plads i den gamle præsteslægt. Drengens barndom er organiseret i en række scener, der tegner et billede af hans forhold til de strengt religiøse forældre og ikke mindst af Peter Andreas' karakter. Både drengens vilje og hans hang til fantasteri er fra værkets begyndelse skrevet tydeligt frem. Som en reaktion på forældrenes forsøg på at knægte sønnens egenrådighed trækker han sig fra familien og dens værdisæt. I fantasien søger drengen trøst i forestillingen om at være et forældreløst høvdingebarn.

Læserens møde med Peter Andreas indledes med en art syndefaldsberetning, der tager udgangspunkt i drengens æblerov, og konflikten mellem drengen og særligt faderen uddybes i "slædefartscenen" i første kapitel, hvor Peter Andreas ved nattetide sniger sig ud af præstegården for at kælke med byens øvrige drenge. Hovedpersonen er fra begyndelsen anlagt som Nietzsches fornemme menneske: barbaren, vildmanden og vikingen, der bestandig jagter nye eventyr og store hændelser,⁵⁴ og som 17-årig forlader Peter Andreas, til lyden af de kirkeklokker han foragter så inderligt, sin barndomsby for at studere til ingeniør i København.⁵⁵

Hæftets andet kapitel indledes med en scene fra Nyboder, hvor læseren introduceres til Højbådsmand Olufsen og frue,⁵⁶ hos hvem Per, som han nu slet og ret kalder sig, har taget logi. Polyteknisk Læreanstalt viser sig som en skuffelse for den unge mand, der havde forestillet sig "et imponerende Aandens Værksted, hvor den frigjorte Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under elektrisk Lyn og Torden".⁵⁷ I stedet finder han en udklækningsanstalt for levende tabelværker. Per drømmer om en (A3) "Plads til Højbords ved Livets Taffel blandt Jordens frie og udkaarne Mænd."⁵⁸

I sin rastløshed drives han i armene på Københavns "Uafhængige", en gruppe kunstnere og fritænkere, der også tæller den unge, jødiske rigmandssøn Ivan Salomon. Han drømmer som en anden renæssancefyrste om at kunne medvirke til udviklingen af et geni og kaster, meget mod Pers vilje, sin kærlighed på Per. Ivan knytter gennem valgsproget (A4) "Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer!" Per til Cæsar.⁵⁹

Per er indledningsvis forblændet af "De Uafhængige", der dyrker livsglæden og skønheden og ikke mindst åbenlyst har stillet sig i opposition til kristendommen. Gradvis forstår han dog, at disse mennesker ikke er så frigjorte, som de giver udtryk af at være, og heller ikke så frie, som han opfatter sig selv. Per føler, at der vokser "mægtigt i ham en Følelse af at være noget for sig selv, en Undtagelse, hvem en lykkelig Skæbne allerede i en tidlig Alder havde frigjort for et Aag, hvorunder hele den øvrige Verden endnu trællede."⁶⁰ Hobens slavemoral står i kontrast til det, Per ser, når han ser sig i spejlet. En ung mand, der ligner en af Roms store kejsere, og han mærker da også (A5) "Guldkronen spænde om hans Pande. Én var der jo ogsaa allerede, der havde set den skinne og læst dens Indskrift, ristet af Gudens egen Finger: Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer!"⁶¹

I hæftets tredje kapitel tilbringer Per nogle sene nattetimer med rigmanden Neergaard. I denne centrale scene, der udspringer af begge mænds interesse i den gifte fru Engelhardt,⁶² som har vraget Neergaard til fordel for den unge Per, er det dog ikke Cæsar, der er omdrejningspunktet. Med reference til et folkeeventyr om Svinedrengen hæfter Neergaard betegnelsen "Lykke-Per" på den unge mand, der i situationen bliver usikker. Per lader som om, han overhører Neergaards ord. Han (A7) "vidste igen ikke rigtig, hvad han skulde svare. Han var aldeles ikke i Stemning til at indlade sig i Diskussion om nogetsomhelst andet end om sig selv om og Fru Engelhardt og svarede derfor blot med en afvisende Mumlen."⁶³ Længere nede i samme afsnit, hvor Neergaard siger, at den "der sidder paa Lykkens Skød, kun har sig selv at takke for sit Uheld", bliver Per "personlig berørt".⁶⁴

Da Neergaard efterfølgende tager sit eget liv, og det går op for Per, at han er indsat som arving til ikke alene Neergaards formue, men også hans elskerinde, rammes han af samvittighedskvaler: "Ordene 'Dødens og Djævelens Værk' lød pludselig i hans Øre med Faderens myndige Stemme og fik ham til at blegne."⁶⁵ Per er kortvarigt i tvivl om, hvorvidt han af moralske årsager kan tage imod arven. Spørgsmålet løser dog sig selv, da broderen Eberhardt kommer på besøg i Pers mørke Nyboderstuer for at orientere om faderens kræftsygdom og den deraf følgende indskrænkning i den fremtidige økonomiske understøttelse af Pers studier. Pers indre kamp, hvor de præstelige lag i ham brydes med det fornemme menneskes egenskaber – samvittighedsløsheden, medlidenhedsløsheden og grusomheden⁶⁶ – træder tydeligt frem. Per beslutter sig herefter for at (A9) "Lykken [skal] jages, fanges og bastes"⁶⁷ Rovdyret er, skriver Børge Kristiansen, et yndet motiv hos Nietzsche. Her har "ikke kun 'Bestie', men alle former for rovdyr ('Raubthier') status som ledemotiver i Nietzsches værker og breve, hvor han bruger disse dyr som betegnelser for menneskets oprindelige natur, før den blev tæmmet af kristendommens asketiske moral."⁶⁸

5.2. Lykke-Per finder Skatten

Det andet af hæfterne om Lykke-Per får titlen Lykke-Per finder Skatten og udkommer d. 29.06.1898, altså samme år som første hæfte. Hæftet er på 158 sider. Oplaget er 2050 eksemplarer, og hæftet optrykkes senere samme år i et andet oplag på 450 eksemplarer, således at det samlede oplag er identisk med første hæftes.⁶⁹

Første kapitel karakteriseres af Pers indædte optagethed af det kanalprojekt, hvori han med "stedse større Overbevisning saa' sit Livs skæbnebestemte Opgave".⁷⁰ Et projekt, der skal bringe den tabte storhed tilbage til hans barndomsby. Pers arbejde bliver forstyrret af en forelskelse i genbopigen Fransisca, men han opsøger alligevel formanden for Den Danske Ingeniørforening, oberst Bjerregrav, for at opnå en bedømmelse af sit værk. Her møder Per ikke forståelse, og for en tid ser det ud som om, lykken har forladt ham. Overvældet af nederlaget hos obersten, og bådsmand Olufsens pludselige død, drømmer Per om at rejse bort. Dette umuliggøres dog af hans økonomiske forhold. Midt i dette morads kontaktes Per af Neergaards aldrende søster, enkebaronesse Bernt von Adlersborg. Hun har fattet en noget ufortjent sympati for Per, der først efter mødet med baronessen bliver klar over, hvilken betydning det ny bekendtskab kan få for ham (A12): "Først i det Øjeblik, da han havde sluppet Baronessens Haand, var det gaaet op for ham, hvor stor en Lykke der her ved et Tilfælde var vederfaret ham."⁷¹ Den måske forspildte mulighed får ham til at bande "grovt mellem Tænderne, fordi han saaledes nu igen var kommen bagefter med sin Erkendelse og havde forspildt et gunstigt Øjeblik til at virke for sin Sag."⁷²

Omtrent samtidig krydses Pers veje igen med Ivan Salomons, og det fornyede bekendtskab åbner flere muligheder for Per. For det første introduceres han for Ivans yppige søster Nanny, og for det andet bliver han bekendt med en af tidens store tænkere, litteraturkritikeren dr. Nathan, hvis afhandling, Lyset, søger (A15) "at kalde paa, hvad der endnu havde Liv herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse navnlig paa de stærke og de stridslystne, der havde Mod til at gennemhugge og indtil den sidste Trevl at søndersplitte det Barnedrømmenes Puppehylster, hvori hver enkelt – som det hele Folk – sad indspundet."⁷³ Læsningen af Nathans "Kamp-Opraab" bringer blodet op i Pers kinder og bestyrker hans tro på, at han er kaldet til at blive "Banebryderen i dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner".⁷⁴ Nanny og kanalprojektet bliver for Per "Trylleordet, der skulde aabne Livets Fløjporte for ham og gøre ham Menneskene underdanige."⁷⁵ I hæftets tredje kapitel indføres læseren i det jødiske hjem hos familien Salomon, hvor man ikke er uvant med, at Nanny trækker unge mænd til huse. Blandt andre kommer den succesrige, gyldenblonde journalist Dyhring i hjemmet, og som Ivans ven bydes også Per, på trods af sine sociale mangler, velkommen. Ivans ældste søster, Jakobe, sætter dog ikke pris på Pers hyppige besøg. Hun derimod fascinerer Per: "Hun kunde paa sin skødesløse Maade henkaste en Ytring, der pludselig ligesom aabnede ham et helt nyt Udsyn over Menneskelivet, dets Kaar og Kamp og Maal."⁷⁶

5.3. Lykke-Per, hans Kærlighed

Det tredje hæfte, Lykke-Per, hans Kærlighed, udkommer d. 26.04.1899. Hæftet er på 138 sider. Oplaget er som for de øvrige to hæfter på 2500 eksemplarer, og som noget nyt indføres efter opfordring fra forlægger Ernst Bojesen et lille resume, kaldet "Forhistorien", bagpå titelbladet.⁷⁷

Nu står det klart for Per, at det ikke er Nanny, men Jakobe, han har forelsket sig i. Hun vil dog ikke vil vide af ham og er i øvrigt så godt som forlovet med familiens ven Eybert. Per har på trods af ægteskabsplanerne ikke opgivet ideen om at rejse udenlands, og Ivan entrerer derfor med familiens aparte onkel Heinrich, der under foregivende af at ville investere i Per skal understøtte rejseplanerne økonomisk. Heinrich går dog videre, da han opfordrer Per til at lade sig adoptere af sit nye bekendtskab, enkebaronessen, for på den måde at stige til tops i samfundet. Per, der er smigret over udsigten til at blive adelig, lægger en plan for sin fremtid. Han vil inspireret af Nathan udgive en pjece om sit store projekt, der nu ikke alene omfatter barndomsbyen, men en omstilling af hele landets samfærdselsvæsen.⁷⁸ For at vinde tilslutning til projektet presser Ivan den modvillige Dyhring til at skrive en artikel om Pers planer. Per og Dyhring er jævnaldrende, og de har begge arbejdet sig op fra bunden, men den skruppelløse journalist står med sin overvældende succes i modsætning til Per (A21). Dyhring beskrives da også af Jørgen Moestrup som en af Pers "virkelige medcæsarer".⁷⁹

Hæftets tredje kapitel kulminerer med Pers frieri til Jakobe. Hun afviser i første omgang Per, der dog er fast besluttet på at lykkes med sit forehavende. Efter en barnagtig løbetur hjem fra en skovtur får den sveddampende Per vristet et ja fra Jakobe, der dog har særdeles svært ved at forlige sig med tanken om Per som sin fremtidige ægtemand. Først da Jakobe efter et besøg hos Pers stive broder Eberhardt opnår indsigt i årsagen til sin forlovedes komplicerede væsen, accepterer hun sine følelser. Per overvældes af Jakobes lidenskabelige kærlighed, og ude af stand til at udtrykke sine følelser over for hende rejser han til Berlin for at studere.

5.4. Lykke-Per i det fremmede

Førsteudgavens fjerde hæfte, Lykke-Per i det fremmede, udkom d. 04.12.1899. Hæftet er på 137 sider. Oplaget var på 2500 eksemplarer, og hæftet er som tredje hæfte udstyret med et kort handlingsresume i petit med titlen "Forhistorien".

Hæftet indledes, som titlen antyder, i udlandet. De første 20 sider rummer uddrag af syv breve, Per skriver til Jakobe fra Berlin, hvor han i første omgang har slået sig ned. De indblik, læseren får i Pers oplevelser og tanker, er således befriet for fortælleren som fortolkende mellemled. I brevene beskriver Per sin begejstring for storbyen, der elektriserer ham, så han ligefrem kan (A24) "fornemme, hvordan jeg hver Dag bliver ladet med Lyn og Torden".⁸⁰ Per skriver også om sine oplevelser med Berlins ingeniørforetagender, som en professor Pfefferkorn introducerer ham til, samt et besøg han har aflagt hos noget familie til Jakobe. Disse slægtninge viser sig at være ovenud rige og har desuden en datter, der er enearving til en enorm formue. Per øjner, på trods af sin hårdt tilkæmpede forlovelse med Jakobe, nye mål for sit begær. Med den barontitel, som onkel Heinrich har fået hans øjne op for "og Gehejmecommerceraadens Millioner vilde Fyrstemagt være ham vis!". Forlovelsen med Jakobe er ingen hindring for Per. Ganske vist tænker han på hende, men det er (A25) "dog uden synderligt Samvittighedsnag. Han søgte ingen Besmykkelse men tilstod aabent for sig selv, at han ikke vilde betænke sig paa at bryde med hende, dersom der skulde aabne sig videre Udsigter for ham."⁸¹

Herefter følger kapitlet dels Jakobes hverdag i København, dels Pers liv i Berlin hvor han kæmper mellem sit ønske om at være en verdensmand og sin iboende trang til middelmådighed. Da han modtager et telegram om, at faderen ligger for døden, vender han for første gang, siden han seks år tidligere forlod sit barndomshjem, tilbage til fødebyen. Men besøget bliver ikke vellykket. Efter faderens død kalder Pers moder ham til sig og skænker ham det ur, der har været faderens eneste værdifulde jordiske gods. Med uret følger en fortælling om bodsgang og vejen hjem til Gud, og det bliver klart for Per, at han ikke kan forsones med familien. Han efterlader uret og vender tilbage til Berlin, og herfra skriver han nøgternt hjem til Jakobe om den nød og elendighed, han oplever i metropolen. Per er flyttet ind hos en fru Kumminach, der driver ulovlig pensionatvirksomhed, og skriver begejstret om storbyens omflakkende eksistenser, der kun ejer "hvad de har paa sig, og flytter fra Bydel til Bydel med en Times Varsel. Det er en Levevis, der er dem paatvungen af Eksistenskampen i disse Millionbyer, og som derfor hurtigt falder dem naturlig." Per konstaterer afslutningsvis i et af brevene (A29): "Men hvad er der da egentlig at jamre over? Der foregaar en Smagsforandring, det er det hele!".⁸²

Tredje kapitel indledes ligeledes med brudstykker af Pers rejsebreve. Først fra Berlin, og siden fra en landsby i Tyrol, hvortil han er rejst for at opleve en bjergbane. Herefter er den olympiske fortæller tilbage. Per møder en ung bondepige, og i den bredskuldrede piges solbrune arme glemmer Lykke-Per, præcis som forudsagt af Neergaard, for en tid prinsessen og sine store planer, inden turen går videre til Dresach. Her har han til hensigt at følge en gruppe ingeniørers arbejde med at skabe et nyt strømleje for den lokale flod. Studieopholdet bliver dog en skuffelse for Per, der synker ned i læsning af filosofiske, æstetiske og teologiske værker, men jo mere han læser, desto mere forvirret bliver han. I håb om at komme til klarhed over de religiøse spørgsmål, han tumler med, beslutter Per at blive i Dresach vinteren over. I marts måned dukker Jakobe pludselig op i den lille alpeby, og sammen oplever de et overstrømmende forår i den østrigske natur. Her efterlader Pontoppidan sine læsere på en østrigsk alpeskråning i næsten to år, indtil femte hæfte udkommer.

5.5. Lykke-Per, hans store Værk

Lykke-Per, hans store Værk udkom d. 21.11.1901. Hæftet er på 181 sider. Hæftet indledes med en kort "forhistorie", og oplaget er på 2300. I perioden mellem 1899, hvor hæfte fire udkommer og 1901, hvor hæfte fem udkommer, er Pontoppidans aktivitetsniveau i dagspressen ikke så markant som tidligere. Det ser ud som om, arbejdet med udgivelsen af Fortællinger (komplet 15.12.1899), der samler en del af Pontoppidans tidlige arbejder i bogform, sluger meget af hans tid. I brev til Ernst Bojesen 5.12.1899 oplyser Pontoppidan, at han var godt i gang med hæftet, der skulle følge Lykke-Per i det fremmede, samt at titlen ville blive Lykke-Per ved sin Moders Grav. Samtidig er Henrik Pontoppidan, som tidligere beskrevet, presset af sygdom og pengemangel.⁸³

Hæfte 4, Lykke-Per i det fremmede, efterlod Per og Jakobe arm i arm på vej ad en alpeskråning "ombølget af Foraarets stærke og vilde Aroma", og indledningen til Lykke-Per, hans store Værk bærer præg af det brud, der har været i udgivelsesrækken. Hæftet indledes med et panorama over samfundsudviklingen, der sætter den danske hovedstads udvikling i kontrast til provinsens søvnighed. Herefter fokuseres på familien Salomon, der gennem den hovedrige forretningsmand Max Bernhardt forsøger at få etableret et interessentskab, der skal gøre det muligt at føre Pers store projekt ud i livet. Max Bernhardt er i modsætning til Per en cæsar og en fremragende forretningsmand, der grundet sine metoder også har skaffet sig mange fjender. De venner, han har, indrømmer "at han var tom som en ormædt Nød paa det Sted, hvor Samvittigheden skulde haft Plads, og at han med koldt Blod prisgav ethvert højere Hensyn for sine personlige Formaal."⁸⁴

Mens Ivan Salomon forsøger at realisere kanalprojektet hjemme i København, har Pers rejse ført ham videre til Wien, hvor han opsøger enkebaronessen og hendes søster, den religiøse Hofjægermesterinde Prangen. Per udviser ikke synderlig interesse for Ivans planer, blandt andet fordi der fra de påtænkte investorers side rejses krav om, at Per tilbyder oberst Bjerregrav, hvem han tidligere har lagt sig ud med, en undskyldning. I stedet fortsætter Per rejsen til Rom i selskab med Neergaards søstre. Her nyder han byen og den glans, de to adelige søstre kaster over ham, og ikke mindst nyder han den magt, han har fået over enkebaronessen, der omfatter Per med moderlig kærlighed. Som det beskrives, havde han (A34) "dog ikke kunnet faa sig til at drage personlig Fordel af den Magt, han havde faaet over dette stakkels syge Menneske […]".⁸⁵

Religiøse emner fylder meget i samtalerne mellem Per og de to søstre, men han finder at den romerske kirke er "latterligt Karnevalsgøgl". Det er den romerske historie, og de helteskikkelser han finder heri, der optager ham. Da de to søstre er nødsagede til at rejse hjem, bliver Per tilbage i Rom, blandt andet fordi enkebaronessen har bestilt en buste af Per, som skal færdiggøres. Under opholdet læser han sig igennem republikkens historie (A36): "I hele dette praktisk anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk saae han Mennesket, i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten, hvorom han uklart havde drømt, og med hvilken han følte sig selv i Slægt."⁸⁶ Per tilbringer desuden tid på Roms kunstsamlinger, hvor særligt "Gengivelser af Cæsars kongelig Træk"⁸⁷ optog ham.

Under Pers ophold indfinder Nanny sig i Rom. Hun er på bryllupsrejse med journalisten Dyhring, som hun i mellemtiden har giftet sig med. Ægteskabet afholder dog ikke Per fra på ny at forelske sig i Nanny, og han beslutter, at det er nødvendigt at bryde med Jakobe. Han vil være fri og nyde sin nyvundne magt over menneskene. Per er klar over, at (A37) "et Brud vilde krænke og smerte Jakobe dybt.", men i sit cæsariske overmod konkluderer han, at der ikke kan skeles til dette. Der står mere "paa Spil end nogle Kvindetaarer!". Per skylder sig selv "at vise, at han ikke havde siddet forgæves ved Cæsars Fødder men endelig lært at gaa den lige og korte Vej over Tvivlraadighedens Rubicon ind i Mandsviljens Himmerige. Altsaa: Jacta est alea!".⁸⁸

Da Per en forårsmorgen ankommer med iltoget til København, formår han dog ikke at bryde med sin forlovede. Han er på vejen op gennem Europa kommet i tvivl om sin beslutning. Ikke mindst er gensynet med Alperne, hvor han havde stået (A39) "ved Kupevinduet og set ud over de maanebeskinnede Bjærgsider og hist genkendt en skovklædt Højderyg, her en sneglitrende Tinde, som de havde haft for øje paa deres muntre Vandringer," stærkt bevægende for Per.⁸⁹ Efter et lidenskabeligt gensyn med Jakobe forsøger Per dagen derpå at begrunde sin beslutning om at fortsætte forlovelsen med det kald, han føler han har. Et kald, han sammenligner med det, der kan findes hos kongelige personer: "For Folk, hvem Skæbnen havde betroet et stort Kald, galdt nu engang ikke den almindelig menneskelige Lov. De havde i Hjerteanliggender den samme Forpligtelse som kongelige Personer, nemlig at opofre deres private Følelser for højere Hensyn."⁹⁰

Ivans planer for Pers projekt falder til jorden, da Per ved et møde med de investorer, der skal virkeliggøre planerne, taber besindelsen. Efterfølgende fortryder Per til dels sin opførsel, men han fortier under foregivende af at have (A42) "drevet Kræmmerne ud af Templet"⁹¹ sit nederlag overfor Jakobe. Pers afmagt bunder i, at han ikke kan forhandle med den virkelige cæsar, Bernhardt, og derfor besmykker han den, som Jørgen Moestrup beskriver det, med moralske grunde: "hvad der giver hende [Jakobe] lejlighed til at se ham under Nietzsches synspunkt på det kristne gemyt: som inficeret af 'teolog-instinktet', der omvurderer moralsk, hvad der ikke kan udføres reelt."⁹² Dette møde mellem Per og Jakobe resulterer i en samtale, hvori Jakobe forsvarer Bernhardt, og dermed det amoralske magtmenneske, som værende gavnlige for samfundets dynamik. Per kritiserer Max Bernhardt og Jakobe fastholder med Bernhardt som eksempel (A44) "at vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne, og ikke idelig tinge om dem – med sig selv og andre."⁹³ Per, der havde set sig som den Gud, der skulle omskabe folket i sit billede,⁹⁴ forliser, og drives mod slutningen af hæfte fem til gaden udenfor den lejlighed, hvori hans mor og søskende efter faderens død er flyttet ind.

5.6. Lykke-Per og hans Kæreste

Lykke-Per og hans Kæreste udkom godt et halvt år efter det femte hæfte: d. 18.06.1902. Hæftet er på 170 sider. Udgaven er udstyret med forord og en afsluttende note, der oplyser, at: "Fortællingerne om Lykke-Per udkommer i syv (højst otte) tvangfri Hefter.",⁹⁵ hvilket antyder, at Pontoppidan endnu ikke helt har gjort sig omfanget af sit værk klart. Oplaget var på 2200 eksemplarer.

Hæftet indledes med en festaften hos familien Salomon, hvor planen var at offentliggøre såvel Pers store succes som forlovelsen med Jakobe. Det kuldsejlede frihavnsprojekt hviler dog over arrangementet som en tung skygge. Per er frustreret og genoptager i smug sit upassende forhold til Nanny. Samtidig optræder han afvisende over for Jakobe, der med sin uheldige påklædning virker pinlig på ham. Da onkel Heinrich i løbet af aftenen antyder, at Pers optræden hos Max Bernhardt i virkeligheden har været til gavn for sagen, gribes Per dog af en opblussende tro på sit herskerprojekt og forsøger at overbevise sig selv om, at hans forlovelse med Jakobe vil betyde "at den sidste Sten er sprængt paa den dristige Klippevej, han ved egen Magt havde ryddet gennem Fordommenes Revl og Krat… op til den Ærens forgyldte Tornekrone, hvis Glans havde straalet i alle hans Drømme, siden han var halvvoksen Dreng."⁹⁶ Særlig overbevisende virker beslutningen ikke. Under en gåtur i nabolaget rammes Per af: "En ukendt Smerte", der vælder over ham, mens han uden for en have lytter til tonerne af "Fred hviler over Land og By", og samtidig skærpes i kapitlet kontrasten mellem Per og Dyhring, der er helt klar over Nannys eskapader, men skruppelløst (A50) "overlod det til andre at have Besværet med at tilfredsstille hans Kones Forfængelighed, mens han selv alene nød Frugterne (…)".⁹⁷ Per, der allerede i Rom har set (A53) "Vidnesbyrd om Dyhrings nyskabte Herskermagt,"⁹⁸ opfyldes nu af lede overfor det, han kalder "Livets formaalsløse Besvær"⁹⁹ og forsøger, som Jørgen Moestrup påpeger det, at redde sig ud "af sit livs sag ved at dække sig med det omfortolkende teologinstinkt. Æren, navnet, rigdommen forkastes og kaldes nu 'Elendigheden'".¹⁰⁰ Jakobe føler derimod, at hun i forholdet til Per har hengivet sig til et selvbedrag,¹⁰¹ og hun fastholder over for Per, at målet til tider kræver brutale midler. Den hårde magtvilje og ærgerrighed er således ifølge Jakobe en samfundsmæssig nødvendighed (A55): "Ja, – den Slags Egenskaber, som du nævner, er nu engang de Drivkræfter, der fører Menneskene og Verden fremad. Derfor kan de vist heller ikke være slet saa fordømmelige, som man gerne gør dem til."¹⁰²

Per er grebet af en ny ømhed over for Jakobe og drømmer om at stifte familie, men han planlægger alligevel en studierejse til Amerika. Noget, Jakobe støtter ham i, selvom hun nu er klar over, at hun er blevet gravid under deres ophold i Alperne. Kanalprojektet interesserer ikke længere Per. Heller ikke selvom planerne nu er stjålet af Max Bernhardt, der har fået en ingeniør Steiner til at træde i Pers sted. Herfra føres Pers tanker dog ud i en helt anden retning, da han modtager en uventet besked om, at hans moder er død. Efter en pludselig indskydelse rejser Per som æresvagt med kisten hjem til barndomsbyen. Han tilbringer en søvnløs nat ombord på fragtskibet, og den nat (A58) "fuldbyrdedes en længe forberedt Omvæltning i hans Indre. Det var, som om der i Mulm og Taage var ved at oplade sig en ny Verden for ham, hvori han endnu kun daarligt kunde skimte Vej. Hvad der laa bag ham, svandt hen i Intethed. I en gammel værkbruden Præstekones Skikkelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars kongelige Vælde nu syntes ham ringe, en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelsen."¹⁰³ Og mens han lå der, er et nyt liv i frembrud hos ham: "Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der er Tegnet paa, at et nyt Liv er i Frembrud med nye Forhaabninger og nye Forjættelser."¹⁰⁴

5.7. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika

Lykke-Per, hans Rejse til Amerika udkom d. 15.10.1903. Hæftet, der er det syvende i rækken, er på 197 sider. Udgaven indeholder som det forrige hæfte en forhistorie samt en afsluttende note, der oplyser: "Endnu udkommer LYKKE-PER HANS SIDSTE KAMP / Med ovennævne Hefte afsluttes Fortællingen om Lykke-Per".¹⁰⁵

Første kapitel, der strækker sig over en uge, åbner da heller ikke længere vestpå end i en af det østlige Jyllands frodigste lavninger, hvor Per har slået sig ned hos enkebaronessens søster Hofjægermesterinde Prangen og hendes mand, der har taget vel imod Per. Desuden har han indledt bekendtskab med den lokale pastor Blomberg. Her gribes Per atter af religiøse grublerier over tilværelsen. Han skriver jævnligt til Jakobe, som ikke lader høre fra sig. Til gengæld kommer der bud fra Ivan, der stadig arbejder på at realisere de planer, Per selv har afskrevet. Da Per endelig modtager livstegn fra Jakobe, forholder hun sig hverken til ægteskabs- eller rejseplaner, men sender i stedet Per en opsang: "Du taler om din Mangel på Forfængelighed […] Du slaar dig for dit Bryst og takker Gud, at du ikke er som visse andre Syndere. Herregud, denne stakkels rest af vor Stolthed, skal den nu også mistænkeliggøres?",¹⁰⁶ skriver hun blandt andet til Per, der bliver opbragt over Jakobes tone, men også gribes (A60) "af en oprigtig Anger og Skamfuldhed."

Hos den grundtvigske pastor Blomberg påvirkes Per yderligere i kristelig retning, og ikke mindst tiltrækkes han voldsomt af pastorens datter Inger. Da Per aner sig genelsket af Inger, åbnes "baade Himmerigs og Helvedes Porte"¹⁰⁷ for ham, og han indser, at han med sin hidtidige levevis har solgt sin sjæl til verdens afguder (A62): "Med koldt Overlæg havde han ofret sit Hjertes Fred og Lykke, ofret sin Moders Kærlighed, sin Faders Velsignelse, sin Sjæls Hjemstavnsret, sit hele aandelige Fællesskab med Land og Folk og Slægt paa Ærelystens og Begærlighedens blodige Altre."¹⁰⁸ Da Per endelig giver sig sine forfædres Gud i vold, når han frem til, at det ikke alene er hans ret (A64) "men hans Pligt at bryde et Forhold, der var en Frugt af hans syndige Begæringer, og som aldrig kunne afføde andet end Sorg og Ufred for begge Parter", og han bryder endeligt med Jakobe.¹⁰⁹ Per beslutter ligeledes at rejse til København for at aflægge landmålereksamen. Dels for at skaffe sig et erhverv, der kan gøre det muligt for ham at gifte sig med Inger, men også (A66): "For nu saa vidt muligt at raade Bod paa Fortidens Forsømmelser […] Han trængte til at give sig selv et Vidnesbyrd om Alvoren og Oprigtigheden af sit Sinds Omvendelse. Han længtes efter for Guds Øjne at begynde den tornefulde Bodsgang, hvormed Fortidens Forsyndelser skulde udsones."¹¹⁰ I følge Moestrup refererer dette til Nietzsches tanker om, at synderen søger at udløse sig af sin skyld mod Gud ved en stadig heftigere brændemærkning af sin natur.¹¹¹

5.8. Lykke-Per, hans sidste Kamp

Den 13.12.1904 udkom Lykke-Per, hans sidste Kamp, det sidste og største af de otte hæfter, der tilsammen udgør førsteudgaven af Lykke-Per. Hæftet er på 272 sider, består af fem kapitler, samt en "Slutning". Som i forrige hæfte indledes med et kort resume, og der afsluttes med en note, der oplyser, at en ny, gennemset og lidt forkortet udgave af fortællingerne om Lykke-Per var på vej. Desuden anmoder forfatteren om, at det er den nye udgave, der vil blive lagt til grund ved en evt. fremtidig bedømmelse af værket. Oplaget er på 2000.

På vej til København gør Per i det ottende hæfte ophold i sin barndomsby. Det beskrives, hvordan hans forhold til fødebyen efterhånden har "antaget en næsten religiøs Karakter",¹¹² og Pers tanker har således "gjort Pilgrimsfarter til denne Afkrog af Verden", som nu er bleven hans hellige stad. Per er blevet omvendt og finder sin plads i tanken om, at Gud er herskeren (A67): "Ud fra det Rum i hans Hjerte, som han havde troet uafhjælpeligt øde tomt og mørkt straalede nu Ættens gyldne Skat, Troens Klenodie, samlet af fromme Forfædre, nidkært værnet fra Slægt til Slægt, øget gennem Selvtugt og Trængsler. – Saa var han da en Kongesøn alligevel!"¹¹³

Ved tilbagekomsten til København installerer Per sig i et tarveligt kammer og begynder forberedelserne til den landmålereksamen, der skal bringe ham nærmere ægteskabet med Inger. Nu, hvor han er uden familien Salomons understøttelse, føler han sig nødsaget til at opsøge oberst Bjerregrav for igennem ham at kunne opnå støtte til et lån. En støtte obersten afviser, hvorfor Per i sin nød må gå til sin broder Eberhardt. Da Per består sin eksamen, venter den værnepligt, han har udskudt, og først herefter vender han tilbage til det jyske, hvor der venter ham en stilling. Brylluppet med Inger kan fastsættes til maj. Per har dog svært ved at falde til ro. Han indleder bekendtskab med en pastor Fjaltring, der i modsætning til Pers svigerfar har et kompliceret forhold til kristendommen. Samtalerne med Fjaltring hjælper Per til at forstå den tvedelthed i sin natur, der har plaget ham. I Fjaltrings ord om, at (A69) "Tvivlen er Troens nødvendige Forudsætning",¹¹⁴ finder Per for en tid håb og fortrøstning.

Disse møder holder Per skjult for Inger, og optaget som han er af livets store spørgsmål, lever han, som det beskrives, "et Dobbeltliv"¹¹⁵ sammen med sin jordbundne hustru, der er mest optaget af praktiske gøremål i forbindelse med deres første barns fødsel. Da Pastor Fjaltring tager sit eget liv og på den måde vidner om "sin Livsfilosofis bristende Bærekraft",¹¹⁶ står Per alene tilbage i et miljø, hvor "Folk sidder hyggeligt beskærmet af deres egen Lidenskabsløshed og aldrig havde følt nogen titanisk drift til at kæmpe med Dæmonerne."¹¹⁷ Pers dæmoner derimod rører på sig, og i forbindelse med at han i pressen kan læse om ingeniør Steiner, der har tilegnet sig de planer om det store kanal- og frihavnsprojekt, der oprindeligt var Pers, beslutter han sig hovedkulds for at rejse tilbage til København. Beslutningen træffes dog ikke helt uden skrupler (A71): "I Ingers Kærlighed, i Børnenes Livsglæde, i Hjemmets Hygge og Fred var der givet ham Erstatning for, hvad der manglede. […] Han kunde blot ikke glemme, at han engang havde holdt et Scepter i sin Haand."¹¹⁸

Gensynet med København bliver dog overvældende for Per, der føler sig uden for storbyens "hidsende Liv under Gassole og i elektrisk Maaneskin".¹¹⁹ En eftermiddag konfronteres han med Dyhring, der med sin succes i diplomatverdenen står som den virkelige verdenserobrer, Per aldrig blev. Dyhring beskrives som et (A72) "Menneske, for hvem Livet bare var en Narrespøg. Uovervindelig i sin guddommelige Sorgløshed gik han stadig frem i Rigdom, Magt og Anseelse – misundt og foragtet, tilbedt og afskyet – levende højt paa Menneskenes Fejghed og Dumhed, Forfængelighed og Hykleri."¹²⁰ Per ser i Dyhring en "moderne Aleksander i et uendeligt Triumftog, … […] Og saa tilsidst? Hospitalet, Operationsbordet, et friseret Lig."¹²¹ Helt konkret rejser Per fra København med et stillingsopslag, hvori der søges en vejassistent til et "af de yderste Vestkystdistrikter oppe ved Aggertangen".¹²²

Vel hjemme går dagene herefter den gamle ensformige gænge, indtil der opstår en konflikt mellem Per og Inger, som fornemmer, at der efter besøget i København er sket en forandring med Per. Forholdet kulminerer, da Inger forlader ham, og Per kan løfte blikket mod himlen og spørge: "Er det nu nok?"¹²³

Hæftet afsluttes med et kortere kapitel, der har overskriften "Slutning". Indledningsvis mødes læseren af en beskrivelse af vejen fra Oddesund mod Thisted, via Vestervig længere nordpå til et "fattigt og vejrpisket Land". Her, fortælles det, bar man fornylig liget af en midaldrende mand, der var fremmed på egnen, ud. Han holdt sig for sig selv og havde kun plejet lidt omgang med sin genbo skolelæreren. Trods sin ensomhed og et svagt helbred, syntes den afdøde "altid rolig og tilfreds." Dette på trods af, at han aldrig gik i kirke, og endda skulle "– efter hvad man havde faaet oplyst ad anden Vej – have været gift engang og haft baade Hjem og Børn, ja, der var dem, som mente at vide, at han desuden havde været meget rig, hvad det lange Udenlandsophold, han ved enkelte Lejligheder havde talt om, ogsaa nok kunde tyde paa."¹²⁴

Over den døde mands hovedgærde tikkede et stort sølvur videre efter hans død, og to af hans brødre mødte frem for at begrave ham. Da boet efter Per Sidenius gøres op, viser det sig at udgøre en betragtelig sum. Denne arv skal tilfalde en vis frøken Salomons skolehjem, og til broderen Eberhardts forundring modtager frk. Salomon gerne arven. Efter begravelsen finder Pers genbo, skolelæreren, en lille protokol fuld af Pers optegnelser i en skuffe. Det er en form for dagbog, hvori vejassistenten i en årrække har nedfældet en række aforismer og optegnelser. "Paa et af Bogens første Blade stavede Skolelæreren sig besværligt gennem følgende":

Saalænge vi er unge, stiller vi saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formaalet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene […]¹²⁵

Vejassistentens bohave skal sælges, men den lille bog, som ingen pengeværdi har, får skolelæreren lov at beholde. Som sognefogeden siger: "For skrevne Sager har vi ingen Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværd."¹²⁶

6. Fra førsteudgave til andenudgave

Thorkild Skjerbæk påpeger i Kunst og Budskab, at arbejdet med 2. udgave af Lykke-Per må være påbegyndt, endnu inden den første var helt færdig.¹²⁷ Denne iagttagelse giver god mening, da den reviderede udgave af Lykke-Per som beskrevet allerede annonceres på sidste side i førsteudgaven. Udgivelsen af den reviderede 2. udgave påbegyndtes d. 08.02.1905, og der udkom i subskription 16 hæfter, således at udgivelsesrækken var komplet d. 19.12.1905. Disse hæfter samledes herefter for at blive udbudt til salg i tre bind: Lykke-Per I-III, Anden Udgave på Nordisk Forlag. Oplaget for hver af de 16 hæfter og de tre omarbejdede bind var på ialt 4000 + 200 eksemplarer.¹²⁸ Formatet er oktav.

Forskellene mellem de to udgaver løber formentligt op i tusindvis af varianter, som det næppe vil være muligt eller meningsgivende at foretage en virkelig registrering af. Alligevel vil en sammenligning, som Thorkild Skjerbæk peger på,¹²⁹ kunne fortælle meget både om Henrik Pontoppidans arbejdsmåde og om hans digteriske stræben. Meget bemærkelsesværdigt er undertitlerne nu bortfaldet, således at værket nu slet og ret fremtræder som Lykke-Per, og kapitelnummereringen er desuden blevet fortløbende. En ændring, der i højere grad end for den tidligere udgaves vedkommende signalerer, at der er tale om et sammenhængende værk. Derudover er den nye udgave, som parateksten til 1. udgaves ottende hæfte gør opmærksom på, forkortet.

På udgivelsesdagen mødtes læserne af Politiken af et stort portræt af Pontoppidan på forsiden af deres avis, der tillige bragte et interview med "Danmarks største Prosaist". I interviewet kan læses, at Pontoppidan "i dag overlader det værk til offentligheden, som han har arbejdet på i "ca. 20 Aar". Ligeledes oplyses, at der ikke er tale om "en paany korrigeret Udgave." Den ny Lykke-Per er derimod "helt igennem omskreven og trykt efter nyt Manuskript." I interviewet beskriver Pontoppidan, at han er glad ved dette arbejde, der "havde gjort det muligt for ham at lade hele Værket fremtræde for Publikum i den Form, han ønskede":

Paa et Par Smaating nær er Indholdet i begge Udgaver nøjagtig det samme; men Formen er overalt eftergaaet, og Stoffets Ordning er bleven en anden. At jeg har følt mig opfordret til en videre Omarbejdelse, vil maaske forstaas, naar jeg fortæller Dem, at enkelte Partier af Bogen – f. Eks. Scenerne i Nyboder – er skrevne og delvis trykte for mere end tyve Aar siden. De Stilforskelle, der herved var fremkomne hist og her, formaar jeg først at udjævne efter at have afsluttet Bogen og faaet den lidt paa Afstand.¹³⁰

Anlægger man et kvantitativt syn på udgivelsen, har Flemming Behrendt beregnet, at forkortelsen i alt er på 9,8%, hvad der svarer til en reduktion på ca. 30.000 ord.¹³¹ Stiller man de to udgaver skematisk op vil man kunne danne sig et overblik over, hvordan den nye udgave fordeler sig:

6.1. Hvilken type ændringer?

I forhold til det videre arbejde med tekstens forandringer er det hensigtsmæssigt at kategorisere de typer af ændringer, teksten har gennemløbet fra 1. til 2. udgave. Som støtte for dette kan skeles til kommentarbindet til Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Det forjættede Land, hvor Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild har afdækket de forandringer, Pontoppidans Muld (1891, 1892) og Det forjættede Land (1893, 1898) gik igennem i løbet af forfatterens levetid. Der er tale om værker, som Pontoppidan arbejdede på i samme periode, som han arbejdede med Lykke-Per. Kielberg og Rømhild skelner groft sagt mellem to typer af ændringer: "Den ene gruppe udgøres af de rettelser, der har formel eller praktisk karakter, men ikke har nogen afgørende indflydelse på indholdssiden.", skriver de.¹³² Til denne gruppe regnes stilistiske og ortografiske finpudsninger, konsekvensrettelser, rettelser af gammelmodige udtryk samt tilføjelser, som formidler overgange i handlingen mere behændigt.

Kielberg og Rømhilds anden gruppe omfatter ændringer, der berører indholdssiden. Dette omfatter ændringer i stilleje, persontegning og handlingens indre logik. I kommentarbindet til Det forjættede Land peger Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild desuden på, at der tillige ses forkortelser, som fjerner sporene af den romantiske underholdnings stilpræg, således at patos og dramatik søges elimineret eller dæmpet.¹³³ Disse ændringer giver, skriver Rømhild og Kielberg, indtryk af en yderligere tendens eller ambition hos Pontoppidan i retning af en mere nuanceret eller mindre skabelonagtig persontegning.

Da dette speciale som beskrevet må basere sig på et for fortolkningen relevant udvalg af varianter, skal den første gruppe af ændringer, der ikke har betydning for indholdssiden, kun berøres ganske let nedenfor. Det er dog relevant at nævne, at visse af de "tilføjelser", som måske umiddelbart kan se ud som om, de er tilført for at formidle "overgange i handlingen mere behændigt", ved nærmere eftersyn bidrager til at nuancere handlingen eller persontegningen og derfor undervejs kan være nødvendige at medtage i selve analysen.

Først og fremmest indeholder 1. udgave af Lykke-Per i sagens natur en række fejl, der må karakteriseres som tekstfejl. I sagens natur, fordi enhver realtekst, som Johnny Kondrup påpeger det, efter al sandsynlighed indeholder fejl.¹³⁴ En del af disse fejl må antages at være sætterfejl, der er søgt rettet i andenudgaven. Fordi denne er skrevet gennemgribende om, har de tekstpassager, fejlene optræder i, i nogle tilfælde fået en ny form. Et eksempel på dette findes i Lykke-Per, hans Kærlighed, hvor sætningen: "Men nu tog hans Kone Ordet. Med sin sædvanlige Sindsro og egentlig ganske tilfreds med dette Udfald af det truende Sammenstød lagde hun Haanden paa sin Mans Arm og sagde: (…)"¹³⁵ kan læses. Det bemærkes, at bogstavet "d" er udeladt i "Mand". Dette bliver i 2. udgave til: "Men nu tog Fru Salomon tilorde. 'Du behøver vist ikke at anstrenge Hestene,' sagde hun op til sin Mand."¹³⁶. Til disse rettelser hører tillige eksemplerne: tilstrækkelig frisk¹³⁷ > udgår, sællandske¹³⁸ > sjællandske¹³⁹, samt overstaaet".¹⁴⁰ > overstaaet."¹⁴¹

Desuden forekommer en del rettelser fra første- til andenudgaven, der kan karakteriseres som værende af formel/praktisk karakter, da de ingen afgørende indflydelse på indholdssiden. Det drejer sig netop om rettelser af den type, Kielberg og Rømhild betegner som stilistiske og ortografiske finpudsninger. Eksempler på dette er: Hjærte¹⁴² > Hjerte¹⁴³ og Æventyret¹⁴⁴ > Eventyret.¹⁴⁵ "Hjærte" og "Æventyr" optræder interessant nok som gængs form i Lykke-Per. Hans Ungdom og Lykke-Per finder Skatten. Herefter benyttes "Hjerte" og "Eventyr".

Der findes i transponeringen fra første- til andenudgaven også eksempler på rettelser af gammelmodige udtryk til mere moderne. Eksempler på dette er: ondt ved¹⁴⁶ > møje med¹⁴⁷, erfor¹⁴⁸ > erfarede¹⁴⁹ og rykning¹⁵⁰ > ryk¹⁵¹. Desuden rettelser, der formidler overgange i handlingen mere behændigt, end det sker i førsteudgaven. Et eksempel på dette kan findes i Lykke-Per. Hans Ungdom, hvor det tredje kapitel åbner med en scene, hvor Per en vinteraften står og venter på et snedækket hjørne ved Frue Plads. Her forventer han at træffe "en ung Frue", han aftenen i forvejen har indledt bekendtskab med på et Kunstnerkarneval. Først herefter udvikles forhistorien for læseren. Kapitlet virker i 1. udgave noget løsrevet fra den forudgående handling. I 2. udgave har Pontoppidan valgt at lade Pers møde med professor Sandrup, der ellers afslutter Lykke-Per. Hans Ungdom,¹⁵² flytte. Således fungerer dette nu som katalysator for Pers møde med fru Engelhardt, og dermed bliver begivenheden indirekte årsag til, at han den pågældende vinternat kan findes under en gadelygte på Frue Plads. I forhold til Pontoppidans studier i Nietzsche og den følgende påvirkning heraf, er det dog relevant at flytte blikket mod den anden grupper af rettelser. Den kategori, der medfører ændringer i indholdssiden.

6.2. Lykke-Per, Første Del (2. udgave 1905)

Sammenholder man første del af 2. udgave af Lykke-Per med førsteudgaven, er det tydeligt, at der er sket beskæringer. Som det fremgår af oversigten, er de tre første hæfter af 1. udgaven af Lykke-Per omarbejdet til Lykke-Per, Første Del, der består af 10 kapitler og er på i alt 342 sider. Udgaven samler således, hvad der svarer til Lykke-Per, hans Ungdom, Lykke-Per finder Skatten og Lykke-Per, hans Kærlighed. Ifølge Flemming Behrendts beregninger beløber forkortelserne sig til: kapitel 1-4 = 10%, kapitel 5-7 = 13,5 % og kapitel 8-10 = 6%.¹⁵³

Som skitseret ovenfor i eksemplet med professor Sandrup er stoffet delvis omorganiseret, men der er også passager, som er skåret bort. Fx er afsnittet om Pers forhold til Olufsens plejedatter, Trine, der i øvrigt efterlod læseren med et højst utiltalende billede af Per, der udnyttede og chikanerede den unge pige, kraftigt forkortet og nedtonet.¹⁵⁴ Man bemærker dog, at 2. udgave trods beskæringen har fået tilført en udvidelse af første kapitel. Dette orienterer om Pers første tid i København, hvor han blandt andet flytter ind hos Olufsens i Nyboder. Forøgelsen omfatter desuden beskrivelsen af Pers mislykkede juletur tilbage til barndomshjemmet. Denne ændring kan umiddelbart karakteriseres som en tilføjelse, der har til hensigt at formidle en overgang i handlingen mere behændigt, men ved eftersyn har besøget også den funktion, at det styrker og nuancerer billedet af kløften mellem Per og hans familie. Peter Andreas, der havde glædet sig til at blive modtaget på samme vis, som han var vant til at familien modtog de ældre brødre, føler sig afvist af en uventet kølig modtagelse. Fortælleren oplyser læseren om årsagen, der skal findes i, at Per "var for ung til at forstaa, at han ikke led anden Forurettelse end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en stor Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden af Forældrenes Kærlighed."¹⁵⁵

Derudover omfatter udgaven de centrale elementer fra 1. udgave og spænder således over scenerne med Pers barndom, Pers møde med Neergaard, indlemmelsen i familien Salomon og Pers afrejse til Tyskland. Som i førsteudgaven er Per også i andenudgaven allerede fra barnsben udstyret med viljen til magt, og der tegnes også her et tydeligt portræt af en ung mand, der er splittet mellem det cæsariske og sin indre hang til den hjemlige kakkelovnskrog.¹⁵⁶ Referencerne til Nietzsche er dog styrket i afgørende passager. Det ses fx i afsnittet, hvor Per i 1. udgave kræver (A3) "Plads til Højbords ved Livets Taffel blandt Jordens frie og udkaarne Mænd." Denne passage bliver i 2. udgavens ordlyd: "Jordens frie og frelse Mænd",¹⁵⁷ en reference direkte Nietzsches tanker om aristokratiet, som i 1500-tallets stændersamfund udgjordes af de såkaldt frie og frelse¹⁵⁸ mænd. Per knyttes i 2. udgave også til Cæsar gennem Ivan Salomons ord om, at Per (A4) "var en udpræget Aladdinstype, et Lykkebarn, paa hvis Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, jeg ser, jeg sejrer", men i 2. udgave er dette yderligere betonet, da Pers pande nu er blevet "cæsarisk".¹⁵⁹ I det senere afsnit, der også citerer Cæsars valgsprog, er der dog sket en forkortelse, da den lighed med en af Roms store kejsere, som Per undertiden har bemærket, når han ser sig i spejlet, er borte. Til gengæld er der i Nietzsches ånd tilføjet, at (A5): "Det galdt blot om at ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære – og alle Livets Herligheder skulde blive ham til Del!"¹⁶⁰ På samme måde er referencen til Nietzsche styrket gennem et ord som "Midlet". Dette optræder flere gange i andenudgaven, men anvendes ikke i denne form i førsteudgaven.¹⁶¹ Fx betegnes Nanny i begge udgaver som "Skatten", men i 2. udgave styrkes hendes funktion, som muligt trinbræt til rigdommen for Per ved, at hun omtales som "Midlet" (A15).¹⁶² I denne forbindelse er det desuden relevant at nævne, at afsnittet, hvor Per vil jage lykken som (A11) "en Eventyrets Gyldenbørste",¹⁶³ er flyttet og nu knyttes til Nanny.

Andenudgaven har desuden fået tilført et længere afsnit, der både beskriver Pers kanalprojekt, hans drømme for fremtiden og hans frygt for aldrig at realisere sine herskerdrømme, men meget bemærkelsesværdigt er der også indflettet ny ledetråd, som peger frem mod slutningen, hvor Per ender sine dage som vejassistent. Per tænker her foragteligt om de ingeniører, der udklækkes fra Polyteknisk Læreanstalt, at de "i det højeste tør gøre sig Haab om at opnaa en Stilling som Vejassistent med kongelig Udnævnelse."¹⁶⁴

I forhold til mødet med Neergaard ses i andenudgaven to spor i revisionerne. Først og fremmest ses en styrkelse af de karakteristika hos Per, der hører det fornemme menneske til: samvittighedsløshed og medlidenhedsløshed. Neergaard udtaler i førsteudgaven, at heldet er fader til sorgen, hvad der får Per til at levere en (A7) "afvisende Mumlen". I andenudgaven godter Per sig: "Per tænkte ved sig selv: ja, trøst du dig! Det er dig vel undt!"¹⁶⁵ Og hvor han i 1. udgave bliver personligt berørt over Neergaards ord og føler sig gået nær, er det i andenudgaven en skråsikker Per, der lytter: "'Men hvorfor Uheld?' bemærkede Per smilende og saae paa Røgen fra sin Cigar."¹⁶⁶ Samtidig bliver andenudgavens Per mere samvittighedsbetonet. Hvor Per i 1. udgave ikke føler sig ramt på samvittigheden: "'Aa – mig generer de ikke!' sagde Per – ubekymret, nærmest smigret, af den andens pludseligt udforskende Blik og Tone",¹⁶⁷ bliver Per nu mere nuanceret: "'Ærlig talt forstaar jeg ikke, hvad De der tænker paa,' sagde Per og saae op til Uret paa Bogskabet, der viste et Kvarter over fire. Han begyndte at trættes af Samtalens Ensformighed, – var desuden ogsaa bleven lidt betænkelig ved sin Kaadmundethed."¹⁶⁸

Den samme nuancering i personbeskrivelsen ses også, da Per bringes i kontakt med Neergaards søster, enkebaronessen. I førsteudgaven forlader Per enkebaronessen opfyldt af irritation over, at han ikke formåede at udnytte de muligheder, et bekendtskab med baronessen kan medføre. Her bandede Per "grovt", som han går derfra, fordi han ganske snart må have fat i "den Tryllestav, der gav ham Magt over Menneskene og for bestandig jog Fattigdommens og Vanærens Spøgelser fra hans Vej."¹⁶⁹ I 2. udgave overvejer Per ligeledes sin situation efter besøget hos baronessen, men overvældes nu af sin samvittighed. Han beslutter sig straks for at skyde samvittigheden til side og forsøger at overbevise sig selv om, at han er et amoralsk viljesmenneske (A12): "Naa! – han drak ud af sit Glas – gjort var gjort! Tvivlsomme Handlinger kunde undertiden give gode Frugter. I hvert Fald: den, der vilde frem, skulde ikke se tilbage …"¹⁷⁰

Samme opblødning af Per ses i hans første møde med Nanny, hvor hun betragter Per med en dristig nysgerrighed, der er "i høj Grad smigrende for hans Forfængelighed."¹⁷¹. I andenudgaven er forfængeligheden udskiftet, og Per er her usikker: "Og disse Øjne betragtede ham med umiskendelig Interesse, en dristig Nysgerrighed, der var nær ved at forvirre ham."¹⁷².

6.3. Lykke-Per, Anden Del (2. udgave 1905)

Andenudgavens bind 2 er på i alt 334 sider og rummer otte kapitler. Bindet indeholder således kapitlerne 11-18 og samler førsteudgavens hæfte 4-6: Lykke-Per i det fremmede, Lykke-Per, hans store Værk og Lykke-Per og hans Kæreste. Det bemærkes, at der er stof fra både før den to-årige pause i Pontoppidans arbejde med førsteudgaven (Lykke-Per i det fremmede) og efter (Lykke-Per, hans store Værk og Lykke-Per og hans Kæreste). Ifølge Flemming Behrendts beregninger beløber forkortelserne for de forskellige kapitler sig til: 11-13 = 15%, kapitel 14-16 = 17 % og kapitel 17-18 = 15%.¹⁷³ Der er altså tale om en noget kraftigere beskæring af stoffet end for første binds vedkommende.

Andenudgaven indledes som førsteudgaven med et skift i fortælleformen, da en del af handlingen formidles gennem de breve, Per sender hjem fra Berlin. På trods af en grundig revision er brevene for hovedindholdets vedkommende ens. Efter det sidste af de indledende rejsebreve er den olympiske fortæller tilbage,¹⁷⁴ og som i 1. udgave gør Per lykke i Berlin, både hos professor Pfefferkorn og Jakobes familie, Gehejmekommercerådens, hvor han inviteres til en storslået fest. Her kan man trods den markante reduktion i udgavens omfang iagttage en stofudvidelse i 2. udgave, da Pontoppidan har valgt at udfolde scenen, hvor Per deltager i den musikalske soirée hos Gehejmekommercerådens. Hvor fortælleren i 1. udgave gør læserne opmærksom på, at Per misforstod det blik, han fik fra husets unge datter, røbede hun ifølge 2. udgave selv, at hendes blik ikke var helt tilfældigt (A25) "ved den hastige Maade, hvorpaa hun tog Øjnene til sig. Ja, Per mente bestemt at kunne se, at hun blev lidt rød."¹⁷⁵ Denne ændring kan læses som en begyndende tendens i retning af en mindre skabelonagtig personbeskrivelse,¹⁷⁶ men under alle omstændigheder ses også i den udvidede scene en styrkelse af det cæsariske motiv, da Per forlader soiréen med store drømme om gehejmekommercerådens halvtresindstyve millioner og husets smukke datter. I førsteudgaven tænker Per på Jakobes følelser i forbindelse med det forestående brud uden "synderligt Samvittighedsnag". I 2. udgave er tankerne omkring bruddet nu mere komplicerede. Per tinger med sig selv, og hensynet til Jakobe spiller ind. Men Per er næsten sikker på, at Jakobe ville forstå ham og støtte ham i frigørelseskampen.¹⁷⁷

I 1. udgave greb forfatteren også til at anvende brevet som meddelelsesform i hæftets tredje kapitel. Dette er ændret i 2. udgave, hvor indholdet i disse breve formidles af fortælleren. Også i 2. udgave skriver Per begejstret hjem til Jakobe om udviklingen af det moderne industrisamfund, men i andenudgaven virker det indkig, han får (A29) "i en Millionbefolknings Levevis og Livsvilkaar" ret uhyggeligt på ham.¹⁷⁸ Og hvor Per i 1. udgave konstaterer, at der ikke er "Raad til Medlidenhed",¹⁷⁹ da en af fru Kumminachs forhutlede pensionærer afgår ved døden, bliver Per i 2. udgave "kold nedad Ryggen ved at høre denne Ligtale over hans ubekendte Medlogerende."¹⁸⁰

De sidste kapitler af dette bind, kapitlerne 14-18 baserer sig som beskrevet på hæfterne, der blev skrevet efter at Pontoppidan intensiverede sine Nietzschestudier. Kapitel 14 og 15 udspiller sig som for førsteudgavens vedkommende i hhv. København, hvor Ivan Salomon forsøger at engagere Københavns virkelige magtmenneske Max Bernhardt i Pers kanalprojekt, og i Rom, hvortil Per i midten af april ankommer med enkebaronessen og hendes søster. Per kan som i 1. udgave ikke få sig selv (A34) "til at drage nogensomhelst personlig Fordel af sin Magt over dette stakkels syge Menneske",¹⁸¹ men i 2. udgave udfoldes Pers skrupler over forholdet til baronessen mere indgående. Betagelsen af Nanny, der bryder ud i lys lue ved gensynet i Rom, får endnu en gang Per til at beslutte at forlade Jakobe. I såvel første- som andenudgaven har Per øje for, hvorledes et brud vil krænke og smerte Jakobe, men i 2. udgave er tilført et afsnit, der i nogen grad opbløder Pers kyniske holdning til bruddet. Nu vil han så skånsomt som muligt forberede hende på det uundgåelige brud (A37) "saa at de, naar de nu mødtes, kunde sige hinanden Farvel som Venner, uden Bitterhed og Bebrejdelser."¹⁸² De meget demonstrative referencer til Cæsar, som også sås i førsteudgaven, er bevaret: "Han maatte nu vise, at han ikke havde siddet forgæves ved Cæsarernes Fødder, men lært at gaa Mandsviljens lige Vej over Tvivlraadighedens plumrede Rubicon med et trøstigt: Jacta est alea!"¹⁸³

Udgavens 16. kapitel er for hovedindholdets vedkommende identisk med førsteudgaven, men kapitlet er trods dette præget af tætte ændringer. Som i 1. udgave bliver Per under hjemrejsen i tvivl om, hvorvidt beslutningen om at bryde forlovelsen nu er klog, ligesom det er gensynet med Alperne, der nu beskrives som (A39) "de skovbevoksede Bjerge, der for blot et Par Maaneder siden havde dannet Rammen om deres paradisagtige Kærlighedsliv",¹⁸⁴ der bringer tvivlen frem i Per. Han "var begyndt at tinge med sig selv. Med en ikke helt bevidst, sideniusk Farisæisme havde han søgt at retfærdiggøre en Overgivelse ved Betragtninger af rent praktisk Art." Denne tilføjelse er ny, men har en redundans af et senere afsnit fra 1. udgave.¹⁸⁵

Da det står klart, at Per er kommet til kort over for Max Bernhardt, kommer det til uenighed mellem Per og Jakobe, der fremhæver Max Bernhardt som det virkelige viljesmenneske. Husker man Jakobes karakteristik af Bernhardt fra førsteudgaven: "Men jeg er kommen til at tænke paa, at man maaske netop trænger til en saadan Mand herhjemme, hvor man synes at have saa vanskeligt ved at lære at forstaa, at vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne, og ikke idelig tinge om dem – med sig selv og andre",¹⁸⁶ ses det, at retorikken er skærpet i 2. udgave, hvor en reference til Cæsar er tilføjet. Da Per, måske hånligt, spørger, om Max Bernhardt skal ses som et ideal, svarer Jakobe nu (A44): "Maaske! I hvert Fald en Erobrer. En Smule af en Cæsar."¹⁸⁷ Ifølge Børge Kristiansen bliver Per i denne samtale med Jakobe, der finder sted, efter at de virkelige magtmennesker har sejret definitivt over Per i kampen om hans store industrialiseringsprojekt, fremstillet i overensstemmelse med Nietzsches opfattelse af moralistens oprindelse i Zur Genealogie der Moral. Som nederlagets mand har Per fået "Afsmag for den hele Forretningssvindel", hvilket ikke harmonerer med Jakobes opfattelse. Tværtimod søger hun at få Per til at indse, at magtmennesket Max Bernhardt skal betragtes som et positivt forbillede. Jakobe fremstår, skriver Børge Kristiansen, efter forlovelsen med Per som den, der betoner nødvendigheden af egenskaber som "Egennytte, Forfængelighed, Brutalitet og Herskersyge"¹⁸⁸. I tråd med disse betragtninger har kapitlet fået tilført et nyt afsnit, hvor Per, efter at det er gået op for ham, at hans familie er i København, erkender, at Jakobe havde ret (A48): "vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlerne", og derefter indrømmer: "der var ikke det Stof i ham til en Verdenserobrer, som han havde troet." Per kommer herefter til at tænke på Neergaard: "Hvordan var det, han havde sagt i sin profetiske Tale hin Dødsnat? – –".¹⁸⁹

I udgavens 17. kapitel er det interessant, at de afsnit, der i forbindelse med forlovelsesfesten styrker kontrasten mellem den virkelige cæsar Dyhring, som lader andre (A50) "tilfredsstille hans Kones Forfængelighed" og Per, der reflekterer over Dyhrings herskermagt (A53), i andenudgaven er fjernet. Dyhrings rolle nedtones således.

I det centrale afsnit, der afslutter det attende kapitel, rejser Per i forbindelse med moderens død med kisten tilbage til barndomsbyen som æresvagt. Under sejladsen er den "længe forberedte Omvæltning" i Pers indre, nu blevet til en (A58) "aandelig Fødsel", og de afsluttende fortolkende linjer om grunden, der glider bort under hele hans forgangne liv, er forsvundet.¹⁹⁰

6.4. Lykke-Per, Tredje Del (2. udgave 1905)

Andenudgavens bind 3 er på i alt 343 sider og rummer 10 kapitler, således at bindet indeholder kapitel 19-28. Bindet samler førsteudgavens hæfter 7-8 og indeholder således stof fra Lykke-Per, hans Rejse til Amerika (kap. 19-22) og Lykke-Per, hans sidste Kamp (kap. 23-28). Ifølge Flemming Behrendt beløber forkortelserne sig til for kapitel 19-22 til 12% og for kapitel 23-28 til 6,7%,¹⁹¹ altså en noget mere skånsom beskæring end for de første binds vedkommende, ikke mindst hvad angår det sidste meget omfangsrige ottende hæfte. Trods dette er der dog arbejdet indgående med flere passager. Et eksempel herpå ses i det centrale afsnit i andenudgavens kapitel 20, hvor Per reflekterer over Jakobes brev (A60). I 1. udgave var Per grebet af oprigtig anger og skam. I 2. udgave vil han "bære over med hende, han havde saa megen Uret at gøre god overfor hende, at han jo næsten maatte være glad for den Lejlighed, der her tilbød sig, til i Gerning at vise hende sin Beredvillighed til at bringe Sonoffer."¹⁹² På samme måde er afsnittet, hvor Per i udgavens kapitel 21 er ved at gå til af sindsbevægelse over, at han kan være genelsket af Inger (A62), meget lig førsteudgavens, men der er foretaget flere ændringer. Først og fremmest i ordvalget således at fx "ofret" er blevet til "solgt", og "Ærelystens og Begærlighedens blodige Altre" er blevet til "Forfængelighedens og Begærlighedens blodbestænkte Altre".¹⁹³ Desuden har Pontoppidan omorganiseret stoffet i dette afsnit, så dette klimaks i 2. udgave får lov til at stå rent. I 1. udgave afløses Pers sammenbrud af et næsten komisk kaffeselskab, hvor hofjægermesteren får drukket præsten en lille fjer på. Nu følges det af den alvorlige nattescene, hvor Per brød (A64) "afgørende med sin Fortid og gav sig sine Fædres Gud i Vold". Afsnittet er således endnu et eksempel på en kompositorisk ændring, som ikke alene formidler en overgang i stoffet mere behændigt end førsteudgaven, men også er en ændring, der medfører en nuancering i persontegningen. Som i 1. udgave søger Per stadig "at råde bod" på fortidens forsømmelser ved at tage landmålereksamen, men førsteudgavens afsnit, der formulerer, at Pers ønske om eksamen ikke alene er af praktisk karakter, men tillige er en længsel (A66) "efter for Guds Øjne at begynde den tornefulde Bodsgang, hvormed Fortidens Forsyndelser skulde udsones",¹⁹⁴ er i 2. udgave nu væk.¹⁹⁵ På samme vis ses en beskæring i det afsnit, hvor Per i forbindelse med rejsen til København, hvor han skal påbegynde sine landmålerstudier, lægger vejen omkring sin barndomsby. Et sted, hans tanker har "gjort Pilgrimsfarter til". I 2. udgave er der, ud over en række mindre justeringer, sket en omorganisering af indholdet, blandt andet i forbindelse med Pers besøg på kirkegården, hvor han accepterer sin tro og sin slægt (A67): "Saa var han da en Kongesøn alligevel! Livsens Krone, den sønnelydige Samfølelse med den evige og uforanderlige Gud, var skænket ham som Vuggegave."¹⁹⁶ Referencer til kristendommen er meget tydelige i 2. udgave. Dette ses også i Pers forhold til henholdsvis svigerfaren og pastor Fjaltring, der med deres meget forskellige forståelse af kristendommen begge spiller en central rolle for udviklingen af Pers tro. Afsnittet, hvor Fjaltring bestemmer troen som tvivlens nødvendige forudsætning, er bevaret i 2. udgave, men har fået tilføjet et afsnit, der udpeger Pers betænkeligheder og (A69) "endelig bestemte hans Forhold til Troen".¹⁹⁷

De cæsariske drømme forbinder han nu med fornedrelse: "Han blussede af Skam, naar han tænkte paa denne Byste med den frække, tillavede Imperatormine."¹⁹⁸ Og busten fra Rom ender som bryllupsgave og henvises for en tid til et hjørneskab i Per og Ingers hjem.¹⁹⁹ På trods af dette ulmer drømmen i ham. Pontoppidan har i forbindelse med Pers overvejelser om at vende tilbage til Købehavn fjernet kommentaren om, at Per ikke kunne (A71) "glemme, at han havde holdt et Scepter i sin Haand". I København konfronteres Per med Dyhring, den moderne Aleksander, der i 2. udgaves beskårne tekst nu blot beskrives med ordene (A72): "Der havde da virkelig været noget af en Verdenserobrer i dette Menneske, for hvem Livet bare var en Narrespøg. Uovervindelig i sin guddommelige Sorgløshed gjorde han sine Dage til en Række glade Fester, et uafbrudt Triumftog."²⁰⁰ Dette står i kontrast til 1. udgaves længere beskrivelse, hvor Dyhring blev beskrevet som "misundt og foragtet, tilbedt og afskyet".²⁰¹

Også i kapitel 28, der indeholder stoffet fra førsteudgavens "Slutning", er første- og andenudgaven på indholdssiden overvejende enslydende. Man bemærker dog, at vejassistentens dødskamp er noget mere langtrukken i 2. udgave. Hvor førsteudgaven byder på "to Minutter" og et blændet vindue mod verden, dør vejassistenten i den reviderede udgave en oktoberaften, hvor naturen udøser alle de klager, der ikke lyder fra den døende: "Det var ved Aftenstid i stygt Vejr af Sydvest, Vinden peb som en syg Hund henne i Sprækken over Dørtærsklen, og Regnen slog mod Ruderne."²⁰²

7. Mod fjerdeudgaven

Ovennævnte trebindsudgave af Lykke-Per genudgives i årene 1907-1908 som 32 subskriptionshæfter. Thorkild Skjerbæk oplyser, at udgaven er et nysat, men uændret optryk af andenudgaven.²⁰³ I Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliografi oplyses, at den indeholder "enkelte rettelser af HP foruden en del trykfejl."²⁰⁴ Tredjeudgaven er hvad stoffet angår således identisk med 2. udgave. Denne udgivelse er komplet mellem d. 30.01.1908 og d. 05.02.1908. Oplaget var da atter på 4000 eksemplarer.

7.1. Lykke-Per (4. udgave, 1918)

I juni 1918 udgives endnu en revideret udgave af Lykke-Per (fjerde udgave). En udgave, der er yderligere beskåret, og Lykke-Per sælges herefter i to bind. Udgaven udkommer på Gyldendalske Boghandel, formatet er oktav, og oplaget er på 6000 + 300 eksemplarer, og på første friblad oplyses "Trykt ialt i 16000 Eksemplarer". Ifølge daværende redaktør ved Gyldendal, Axel Garde, havde Pontoppidan selv ønsket at læse korrektur på denne udgave, og forkortelser og ændringer i udgavens skyldes således Pontoppidan selv.²⁰⁵ Dog er det værd at bemærke, at selvsamme Axel Garde i et brev pr. 28.01.1920, forfattet i forbindelse med etableringen af femte udgave af Lykke-Per, nævner, at "Korrekturen af den sidste Udgave af "Lykke-Per" har næppe været meget omhyggelig […] Alligevel må der naturligvis sættes efter denne sidste Udgave, som jo var resultatet af en grundig Revision og Beskæring".²⁰⁶ Der er på samme vis, som beskrevet i afsnit 6.1, eksempler på en række ændringer, der kan betegnes som stilistiske og ortografiske finpudsninger, konsekvensrettelser og rettelser af gammelmodige udtryk. Overvejende kan dog siges, at der er langt færre af dem. Fokus i det følgende er fortsat på det cæsariske ledemotiv. Fjerdeudgavens første bind er på i alt 390 sider og indeholder kapitlerne 1-15. Det andet bind er på 369 sider og indeholder kapitlerne 16-28. Sætter man indholdet skematisk op, vil man se, at kapitelinddelingen i fjerde- og andenudgaven er identisk:

7.2. Lykke-Per, Første Bind (4. udgave, 1918)

Sammenholdes 2. og 4. udgave af Lykke-Per, vil det umiddelbart bemærkes, at der i transponeringen fra 2. til 4. udgave er foretaget færre bearbejdninger af stoffet. For det første ses, at beskæringen er mere skånsom. Desuden afslører en stikprøvekollation på 4. udgaves første side en enkelt variant i linje 10 fn, hvor andenudgavens "Lærredsfrakker og" er blevet til "Lærredsfrakker,". Mønstret fortsætter på udgavens næste side, s. 6, hvor "Embedsfamilier" er blevet til "Embedsfamiljer" (l. 18fn), og længere nede på samme side, hvor "alle efter deres egen Mening" er blevet forkortet til "alle efter deres {^} Mening". Således kan det umiddelbart tage sig ud som om, de ændringer, der er foretaget i fjerdeudgaven, drejer sig om ortografi og rent stilistiske opstramninger. Mønsteret ændrer sig dog, og en grundig kollation afslører, at der er kapitler, Pontoppidan har arbejdet indgående med. I 4. udgaves første kapitel er der to mindre indholdsmæssige rettelser, der springer i øjnene. Umiddelbart kan de virke som om, de er af mindre betydning, men ved eftersyn peger de i retning af, hvordan Pontoppidan har bearbejdet stoffet i transponeringen fra 2. til 4. udgave.

I forbindelse med det æblerov, der udløser faderens opbyggelige tale over for Per, gennemlever Per som beskrevet en art syndefald. Der sker et "gennembrud" i drengen, om end det ikke er den form for gennembrud, som faderen havde forventet. I 2. udgave beskrives dette gennembrud som "religiøst". Dette er fjernet i fjerdeudgaven, og står nu som i 1. udgave, hvor det alene beskrives som et gennembrud: "Der foregik i dette Øjeblik en Slags Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind."²⁰⁷ Og få linjer længere nede beskrives, at "Mindet om denne Middagstime skulde i det hele faa en skæbnesvanger Betydning for Drengen."²⁰⁸ Dette minde havde i såvel første- som andenudgave skæbnesvanger betydning "ikke alene for Drengens Forhold til det religiøse." Denne type rettelser har naturligvis betydning for indholdssiden.

Groft sagt er der frem til 12. kapitel i overvejende grad tale om mindre rettelser af formel eller praktisk karakter, som ikke har en afgørende indflydelse på indholdssiden. Herefter er større passager bearbejdet eller forkortet. I kapitel 12 er Pers reaktion på mødet med sin gamle matematiklærer²⁰⁹ samt en uddybende beskrivelse omkring faderen²¹⁰ i forbindelse med begravelsen af pastor Sidenius, fjernet. I kapitel 14 er oberst Bjerregravs bevæggrunde for måske at ville træde til og legitimere Pers projekt på trods af den konflikt, de to har haft, også fjernet.²¹¹ Dette er passager, hvor en klassisk olympisk fortæller oplyser om detaljer, der ellers ikke er kendte for læseren. Herudover ses en række ændringer, hvor billedet af Per nuanceres i yderligere grad, ikke mindst fortsættes den nedtoning af det kyniske i Per, som allerede sås ved transponeringen fra første- til andenudgaven. Dette ses fx i brevene fra Berlin, hvor den afsluttende sætning (A29): "Han ophørte da ogsaa hurtig med at beklage dem. Hvad var der at jamre over? Der foregik en Smagsforandring, det var det hele",²¹² i 4. udgave er fjernet fra det afsnit, hvor Per reflekterer over storbyen og menneskelivet.²¹³ Dette er eksempler på afsnit, Pontoppidan har arbejdet med i alle tre versioner af værket.

Opholdet i Rom, der for både anden- og fjerdeudgavens vedkommende udspiller sig i kapitel 15, er præget af en del ændringer. Ført og fremmest bemærkes en fortsat justering af billedet af Per. Dette ses fx i hans forhold til enkebaronessen, som han har opnået stor magt over. Men hvor han i andenudgaven (A34) "dog ikke kunnet faa sig til at drage nogensomhelst personlig Fordel af sin Magt over dette stakkels syge Menneske",²¹⁴ "tænkte" han i 4. udgave slet ikke på at drage nogen personlig fordel af sin magt over enkebaronessen.²¹⁵ Pontoppidan bearbejder i øvrigt dette afsnit yderligere, således at baronessens begejstring for Per nu kun begrundes med, at hun anså "ham for en naturlig Søn af hendes afdøde Broder, – en Vildfarelse, han jo ikke selv var helt uskyldig i." I kapitel 15, der kredser meget om Pers forhold til troen og historien, er der desuden foretaget en del ændringer. Blandt andet er de samtaler om religiøse emner, Per fører med baronessens søster, hofjægermesterinden, der i 2. udgave havde til hensigt at "imponere" og antog karakter af underholdning for Per, nu fjernet. Afslutningen af kapitlet, hvor Per som i 2. udgave fastholder, at et brud med Jakobe er nødvendigt, sker der dog ikke yderligere revisioner af. Og også i 4. udgave forlader Per Rom med beslutningen om at gå Mandsviljens lige Vej over Tvivlraadighedens plumrede Rubicon".²¹⁶

7.3. Lykke-Per, Andet Bind (4. udgave 1918)

I fjerdeudgavens andet bind, der indledes med kapitel 16, er forberedelserne til Pers hjemkomst i gang i København, hvor Ivan, som i de tidligere udgaver, forsøger at mobilisere økonomisk støtte til Pers projekt. Efterhånden som Per på hjemrejsen mod København nærmer sig de alper, der et par måneder tidligere havde dannet rammen om Per og Jakobes "paradisagtige Kærlighedsliv", begynder han dog at tvivle på sin beslutning. I 4. udgave er (A39) "paradisagtige" nu borte, og hvor Per i 2. udgave forsøger at retfærdiggøre sin beslutning: "Med en ikke helt bevidst, sideniusk Farisæisme […]"²¹⁷, tinger han nu blot med sig selv.²¹⁸ Referencen til det farisæiske genfindes heller ikke længere fremme i kapitlet, som det var tilfældet i 1. udgave.

Da Per efter tilbagekomsten til København tilfældigt læser en annonce, der bekendtgør, at hans søster Signe tilbyder undervisning i klaverspil,²¹⁹ konfronteres han med sine rødder, og derfra forliser såvel Pers frihavns- som cæsarprojekt gradvist. De præstelige lag i hans natur tager over. Per, der i de seneste måneder ikke havde bekymret sig om sin slægt, og i 2. udgave havde forsvaret sig med, "at han i dette Stykke paa sin Vis fulgte selve Kristus, der jo bød hensynsløst at forlade Fader og Moder og følge den indre Kaldelse, som førte til Selvets Fuldkommengørelse",²²⁰ bliver selv mere lidende Kristus end verdenserobrer. I 4. udgave er afsnittet forkortet. Blandt andet er de afsluttende ord om "Selvets Fuldkommengørelse."²²¹ borte. Per sammenligner sig med Kristus, og gør det igen, da han som tidligere beskrevet, smykker sit nederlag til Max Bernhardt over for Jakobe ved at påstå, at han har drevet kræmmerne ud af templet. Et udsagn, der gør Jakobe forstemt. Andenudgavens fortæller, der både kunne oplyse, at Jakobe (A42) "nok forstod, at det skjulte en vis Forlegenhed" og at Per var "lidt flau over det triste Resultat af en Forhandling",²²² er nu mere ordknap og uddyber således ikke hverken følelser som flovhed eller forlegenhed.²²³ Herefter følger samtalen mellem Per og Jakobe, hvor hun gennem sit forsvar for Max Bernhardts metoder fastholder det fornemme menneskes dyder. I 4. udgave er referencerne til Cæsar dog nedtonet, og den replik, der var tilført 2. udgave (A44): "En Smule af en Cæsar", er nu fjernet.²²⁴

I tyvende kapitel, hvor Per er rejst til Kærsholm og i stigende grad optages af religiøse spørgsmål, er der sket en del bearbejdninger af stoffet. Hele passager er flyttet eller slettet. Noget der vidner om, at Pontoppidan selv efter transponeringen fra første- til andenudgaven ikke har været helt tilfreds med disponeringen. Per skriver fortsat løbende til Jakobe om sine religiøse grublerier. Hun tøver dog med at lade høre fra sig. Årsagen til Jakobes tavshed afsløres allerede få linjer inde i kapitlet i 2. udgave, men i 4. udgave er dette afsnit flyttet frem, således at læseren indledningsvis mødes af Pers refleksioner over den tavshed, Jakobe møder ham med. Da hun endelig skriver det brev til Per, som fører til det endelige brud, reflekterer Per i både første- og andenudgaven over Jakobes brev (A60). I 4. udgave er Pers refleksioner nu fjernet.²²⁵

I kapitel 22, efter at Per og Jakobes forlovelse officielt er hævet, er Per tilbage i sin barndomsby, hvor han sidder og ser ud på aftenhimlen og den "ny Menneskefødsel, der saa længe havde været forberedt"²²⁶ i ham fuldbyrdedes i hans sjæl. I 4. udgave er det afsnit, der beskrev, at (A67): "Saa var han da en Kongesøn alligevel! Livsens Krone, den sønnelydige Samfølelse med den evige og uforanderlige Gud, var skænket ham som Vuggegave; og al sand Rigdom, Hjertets Fred og Sindets Tryghed, Glæde ved Livet og Frygtløshed i Døden, hørte til hans Arvelod! –"²²⁷ fjernet. Det samme gælder for det efterfølgende, hvor læseren indvies i at "fra det Rum i hans Hjerte, som han havde troet uafhjælpeligt øde, tomt og mørkt, straalede nu Ættens gyldne Skat, Troens Klenodie, samlet af fromme Forfædre, nidkært værnet fra Slægt til Slægt, øget gennem Selvtugt og Trængsler."²²⁸ Afsnittet fremstår således med en knapt så demonstrativ kristelig forankring.²²⁹ I tråd med dette kan nævnes, at en hel scene, der genkendes fra såvel første- som andenudgaven, er fjernet fra kapitel 24. Her afstraffer pastor Blomberg Ingers lillebror, den 12-årige Niels, for at tale usandt. En scene, der vækker mindelser om Pers egen barndom og det syndefald, han oplevede efter sit æblerov.²³⁰

Anden- og fjerdeudgavens kapitel 25 er det sidste kapitel ud af de i alt 28, der er præget af tætte ændringer. Der er i 4. udgave fjernet en del fortællerkommentarer i stil med de tidligere beskrevne, men dertil er der en del forkortelser i beskrivelserne af hhv. pastor Blomberg og pastor Fjaltring. Det drejer sig om deres religionssyn, men også om fortællerkommentarer, der kan synes overflødige, som fx folkesladderen om pastorinde Fjaltring, der var "ganske ødelagt af Drik men desuden i sine yngre Dage have begaaet kønslige Udskejelser af den groveste Art",²³¹ eller Pastor Blomberg, der nok "viste saa stor Fordragelighed i alle religiøse Spørgsmaal, forstod til Gengæld ikke Spøg, naar det galdt Moralen",²³² og derfor har afskåret forbindelsen til sin aldrende fader, der har forbrudt sig mod de ti bud. Men blandt disse forkortelser findes også eksempler, der får betydning for fortolkningen. Meget bemærkelsesværdigt er afsnittet, hvor Per reflekterer over betydningen af sine møder med pastor Fjaltring, og hvor blandt andet tvivlens nødvendighed bliver drøftet, endnu en gang ændret. I 2. udgave blev tilført et afsnit, der beskrev, at tvivlen syntes at besidde en (A69) "saadan Genfødelsens Kraft", og i bekendtskabet med Fjaltring fandt Per "at han hos denne havde fundet Trøst for den Tvedelthed i sin Natur, den Mangel paa Evne til at falde til Hvile i en bestemt formet Livsanskuelse, som ofte havde gjort ham saa modløs."²³³ Disse betragtninger er nu borte, og dermed er dette eksempel på et afsnit, Pontoppidan har arbejdet indgående med.²³⁴

De sidste kapitler er på samme måde som de første præget af færre og mindre ændringer, men overordnet ser det ud som om, Pontoppidan i transponeringen fra 2. til 4. udgave af Lykke-Per har luget kraftigt ud i de passager, der behandler Pers opgør med kristendommen, således at disse bliver knapt så direkte.

8. Sammenfatning og konklusion

Pontoppidans særlige arbejdsmåde har gjort Lykke-Per til et værk, der er svært at indfange og afgrænse. Som Jon Helt Haarder beskriver det, kan Pontoppidans forfatterskab ses som "en samlet tekst med åbne døre mellem enkeltværkerne."²³⁵ Men den omfangsrige bygning, som Pontoppidan selv beskrev, at han søgte at rejse, da han skrev Lykke-Per, er også en bygning med vinduerne på klem ud til den samtid, værket skabtes i. Pontoppidan stiftede tidligt bekendtskab med den tyske filosof Friedrich Nietzsche, herunder dennes tanker om den cæsariske magtfilosofi, som Georg Brandes introducerede i dansk åndsliv ved en række forelæsninger i foråret 1888. Impulser fra Nietzsche genfindes, som bl.a. Johs. P. Olsen har påpeget,²³⁶ i Pontoppidans forfatterskab allerede fra november 1889, hvor novellen "Landsbyens Dronning" udkommer. I den behandler Pontoppidan die Herdenmenschens undertrykkelse af de stærke.

Det kan konkluderes, at Lykke-Per har gennemløbet de mest markante forandringer i transponeringen fra 1. til 2. udgave. Det er i denne proces, de otte hæfter om Lykke-Per bliver til et samlet værk, hvad der bl.a. signaleres gennem bortfaldet af undertitler samt en nu fortløbende kapitelnummerering. Værket beskæres ved samme lejlighed kraftigt, og dele af indholdet omorganiseres. Der tilføres desuden passager, der som beskrevet i fx afsnit 6.1, dels formidler overgange i teksten mere behændigt, end tilfældet var for 1. udgave, dels fungerer som ledetråde, der peger frem mod den frigørelsesproces, der kulminerer med, at Per ender sine dage som vejassistent. Pontoppidans konstatering af, at 2. udgave "Paa et Par Smaating nær"²³⁷ var indholdsmæssig identisk med førsteudgaven, må siges at være en sandhed med modifikationer.

Ved at følge det cæsariske ledemotiv bliver det også klart, at den påvirkning fra Nietzsche, som præger Lykke-Per, falder i flere trin. Pontoppidan er allerede fra Lykke-Per, hans Ungdom bekendt med Nietzsches magtfilosofi. I overensstemmelse hermed er Per fra barnsben anlagt som Nietzsches fornemme menneske. Han forkaster tidligt sin slægt og dermed også kristendommen og dens "Spøgelseskatekismus". Men Per formår på trods af sin vilje og sine valg ikke at gøre sig fri. Han er grundet sin forankring i en ældgammel præsteslægt hæmmet af den kristnes moral og samvittighed og dermed splittet. Denne splittelse giver sig udslag i Pers religiøse bryderier, men også i den måde, hvorpå han møder sine medmennesker. Det ses i fx førsteudgaven, hvor Per i forholdet til den frigjorte fru Engelhardt ikke kan leve op til sin egen amoral og hører sin fader prædike om "Dødens og Djævelens Værk". Ingeniøren Per Sidenius er et produkt af moderniteten og tilhører den generation, der skulle finde en ny mening i en verden, hvor himlen var lukket, og Gud var død. Først da Per inspireret af Nathans afhandling beslutter sig for at give mennesket lynet og træder i karakter som Raubthier, bliver han sit cæsariske projekt helt bevidst. Han føler sig hævet over hoben og ser sig selv som banebryderen. Per ønsker at være samvittighedsløs og grusom, og det er i 1. udgave da også den medlidenhedsløse Per, der skriver hjem fra Berlin og hylder storbyens eksistenskampe, ligesom det er den kyniske Per, der flere gange i førsteudgaven planlægger at bryde sin forlovelse med Jakobe uden øje for hendes følelser.

Da Lykke-Per, hans store Værk udkom i 1901, havde Nietzsche-inspirationen sendt Pontoppidans værk ud i en ny retning. Per drømmer fortsat om at udleve cæsar-profetien, men da han sejler med sin moders lig hjem, forkaster han Cæsar, hvis "kongelige Vælde nu syntes ham ringe."²³⁸ Dermed sendes han som perpendiklen på et ur i den modsatte retning. Tilbage til det, han forsøgte at lægge bag sig. Per bliver det antikvariske menneske. Barndomsbyen, han tidligere har foragtet, bliver hans hellige stad, og han ender med at give sig sine forfædres Gud i vold. Cæsardrømmen ulmer dog stadig i ham og blusser op, da han ikke kan finde ro i den hjemlige kakkelovnskrog i ægteskabet med Inger. Gensynet med København og ikke mindst med Dyhring fører Per til en forståelse af, at han er nødt til at vælge den totale frigørelse. Per ender således ikke, som Neergaard forudså i romanens første kapitler, med sin faders møggreb i hånden.

Denne betragtning understøttes ikke mindst af portrættet af journalisten Dyhring, der undervejs i Lykke-Per holdes op som en målestok for Pers cæsarisme. De kommer begge fra ingenting, og de er begge draget af guldet og familien Salomons hus. Per er i modsætning til Dyhring knyttet til et mørke, han ikke kan frigøre sig fra. Dyhring derimod er skruppelløs og opnår alt det, Per som ung tragtede efter. Noget der blandt andet inkarneres i Nannys "gyldenpansrede Bajadereskikkelse".²³⁹ Denne naive cæsarisme skrives tydeligt frem i førsteudgaven, men nedtones i de senere versioner.

Som en konsekvens heraf må Pontoppidan nødvendigvis justere andenudgavens første kapitler 1-13, der bearbejder stoffet fra den del af 1. udgave, som blev skrevet før Pontoppidan intensiverede sine Nietzsche-studier. I disse kapitler er det tydeligt, at der i revisionen sker en styrkelse af Nietzsche-tematikken, men også en nuancering i skildringen af Per. Dette ses i det natlige møde med Neergaard, hvor Per nu er mere kynisk, men også mere reflekteret, og fx bliver bekymret over sin egen kådmundethed. Særlig tydelig er udviklingen dog i Pers breve fra Berlin, hvor han går fra at være ligeglad med sine medmennesker til at blive berørt af andres lidelse. På samme vis har Per i 2. udgave også fået øje for Jakobes følelser i de situationer, hvor han overvejer at bryde med hende. Disse personbeskrivelser har stor betydning for fortolkningen, og kollationeringen viser, at det er passager, Pontoppidan arbejdede indgående med. Pontoppidan er dog også nødt til at foretage en række indholdsmæssige revisioner. Nævnt er den ledetråd, der peger frem mod vejassistentposten,²⁴⁰ men fx beskæres passagerne om Dyhring også kraftigt. Til gengæld tilføres i andenudgavens kapitel 16 et afsnit, hvor Per måler sig med Max Bernhardt og Dyhring og herefter indrømmer for sig selv, at "der var ikke det Stof i ham til en Verdenserobrer, som han havde troet."²⁴¹ Desuden bemærkes det, at der er passager, som Pontoppidan bevarer, men i transmissionen fra 1. til 2. udgave lader indgå i en ny sammenhæng. Et eksempel herpå ses i det vigtige afsnit, hvor Per beslutter sig for at jage eventyrets gyldenbørste. Disse ændringer fungerer som en kalibrering af værket, der bringer de dele af Lykke-Per, som blev skrevet før 1901, i samklang med den sidste del af værket. Som vist har Pontoppidan dog også arbejdet indgående med en del af de senere kapitler. Blandt andet ser det ud til, at kapitlerne på Kærsholm har voldt ham problemer.

Om det er årsagen til at Pontoppidan ikke er tilfreds med 2. udgave af Lykke-Per og vælger at bearbejde sit stof yderligere, således at værket fra 1918 fremtræder i to bind, vides ikke. Som det er vist, er en del af ændringerne stilistiske og ortografiske finpudsninger, men ved en grundig kollation viser det sig, at mange af ændringerne drejer sig om Pers forhold til kristendommen og det religiøse som sådant. Ændringerne spænder her fra udeladelse af ord eller kortere passager til hele afsnit, der er omarbejdet. Igen ses en del bearbejdninger i de afsnit, hvor Per er på Kærsholm og navigerer mellem sin svigerfars ligefremme kristendom og Fjaltrings mere komplicerede forhold til troen. Gennem bekendtskabet med Fjaltring opnår Per, der har været ude af stand til at lejre sig i en bestemt livsanskuelse, trøst. Og det er, skriver Moestrup: "Nietzsches 'intellektuelle Samvittighed' og hyldest til 'Freigeist', som trænger frem her. Den frie ånd, der tænker anderledes, end man skulle formode efter hans herkomst, miljø, tid o.s.v."²⁴²

Det ser således ud som om, Pontoppidan fra Lykke-Pers tidligste tilblivelseshistorie har villet tegne et billede af en ung mand, der er spændt ud mellem viljen og arven, eller mellem cæsaren og det antikvariske menneske. Undervejs i arbejdet med førsteudgaven ændrer Pontoppidan retning, og Lykke-Per bliver en roman om frigørelse. Som en konsekvens af dette må værket revideres. Andenudgaven formår dog tilsyneladende ikke helt at rette op og indfange forfatterens ændrede fokus. Dette resulterer i fjerdeudgaven, der i høj grad bearbejder det stof, der fører Per frem til den endelige frigørelse.

Denne pointe er i overensstemmelse med Jørgen Moestrup, der konkluderer, at Pontoppidan fra begyndelsen episk har villet udnytte de ideologiske modeller fra Nietzsche: "hensigten var altså at fremstille Per som en, der blev fristet til det monumentale, det cæsariske, og skulle ende i det antikvariske, i den moderlige jordbunds melankolske lykke […] Undervejs med romanen og læsningen af Nietzsche begyndte tilliden til oprøret som åndelig frigørelse at vokse."²⁴³

Jørgen Moestrups kortlægning af de omfattende spor fra Nietzsche i Lykke-Per er et enestående arbejde og baserer sig på et tæt kendskab til de forskellige udgaver. Og Moestrup gør undervejs tydeligt opmærksom på, hvordan han bruger de forskellige udgaver som basis for sin fortolkning. Men editionsfilologisk bevidsthed er ikke nødvendigvis et udgangspunkt for litteraturforskningen, og i praksis kan læseren risikere at sidde med fortolkninger af Lykke-Per, der baserer sig på meget forskellige varianter af teksten. En videnskabelig tilrettelagt udgave af Lykke-Per vil have stor betydning for den fremtidige forskning i teksten. I den forbindelse vil det være relevant at have Stillingers pointe om, at videnskabelig udgivelse ikke handler om hurtigst muligt at få afskaffet den mangfoldighed af udgaver, teksten eksisterer i, men i stedet for anerkende, at værket er: "an abstract concept, in effect an organizing principle to which the various representatives (texts, versions) can be related […]". Således bør der i tilrettelæggelsen være opmærksomhed på den mangfoldighed, der gør sig gældende i Pontoppidans hovedværk. Det vil formentlig grundet sin popularitet og folkelige udbredelse være et værk, som må sameksistere i flere udgaver, der så at sige er lige gyldige. Som Pontoppidan selv konkluderede i forbindelse med udgivelsen af 2. udgave af Lykke-Per. "Den ældre Udgave forholder sig til denne nye omtrent som en Malers Naturstudier til det færdige Maleri. Hvilken man vil foretrække, er en Smagssag."²⁴⁴

9. Abstract

The Danish author Henrik Pontoppidan (1857-1943) was a swift writer, who often published first drafts of his works in newspapers and magazines. These texts would later be reworked and published in books. Oftentimes, these new editions would be edited beyond recognition. In December 1904 the last volume of the first edition of Pontoppidan's masterpiece Lykke-Per (Eng.: Lucky Per) was published. On the last page the author informed the reader that a new, revised and slightly abbreviated version of Lykke-Per would soon be published, and the author requested that this new edition be used as a basis for a possible future assessment of the overall work. The revised version of Lykke-Per became available for purchase a few months later, but in 1918 Pontoppidan chose to publish yet another abridged and revised edition of the work.

While working on the first edition, Pontoppidan became preoccupied with studies in the German philosopher Friedrich Nietzsche (1844-1900), whose philosophy came to influence Lykke-Per. In Lykke-Per Pontoppidan uses Nietzsche's thoughts of "the will to power" and his homage to the heroic figures of history, such as Caesar, as consistent themes. This inspiration, which influences Pontoppidan's work, can be traced through the different versions of Lykke-Per and is transformed during the process. Thus, Lykke-Per exists in multiple versions.

Pontoppidan's distinctive way of working is particularly problematic in connection with research in the works of the author. Some scholars tend to use the first editions of Pontopidan's texts as a basis for their research. From a more or less well-considered point of view, others will use a newer edition. In Editionsfilologi (2011), which presents the fundamental theories of textual scholarship, Professor Johnny Kondrup describes how a well-developed awareness of the principles of scholarly editing can be of use in literary research and ensures both understanding and interpretation of literary works. In relation to research in works of Pontoppidan, which exist in multiple versions, an awareness of theories of scholarly editing is of crucial importance. On this background this master thesis analyzes the origins of the different texts that constitute Lykke-Per and investigates how the influence from Nietzsche is transformed during the process.

10. Litteraturliste

Primærlitteratur

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, tre udgaver.

• Lykke-Per, hans Ungdom. 1898.
• Lykke-Per finder Skatten. 1898.
• Lykke-Per, hans Kærlighed. 1899.
• Lykke-Per i det fremmede. 1899.
• Lykke-Per, hans store Værk. 1901.
• Lykke-Per og hans Kæreste. 1902.
• Lykke-Per, hans Rejse til Amerika. 1903.
• Lykke-Per, hans sidste Kamp. 1904.
• Lykke-Per, bind 1-3. 1905.
• Lykke-Per, bind 1-2. 1918.

Alle tre udgaver udkom på Gyldendalske Boghandel og Nordisk Forlag, København.

Sekundærlitteratur

• Ahnlund, Knut: Omkring Lykke-Per. København: Hans Reitzels Forlag 1971.
• Anonym: "Henrik Pontoppidan om Lykke Per" i: Politiken d. 19.12.1905, s 1 + 4. Tilgået via Politikens arkiv. (Kræver abonnement).
• Barthes, Roland: "Fra værk til tekst" i: K&K – Kultur & Klasse, 10(40), 1981, s. 36-43. Tilgået via K&K.
• Behrendt, Flemming: "Fra ledefigur til hovedperson. Om Lykke-Pers tilblivelse" i: Omkring Lykke-Per, s. 103-124. red. af: Knut Ahnlund. København: Hans Reitzels Forlag 1971.
• Carit Andersen, Poul: Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi. København: Levin & Munksgaards Forlag 1934.
• Billeskov Jansen, F.J.: "Henrik Pontoppidan" i: Dansk Forfatterleksikon. Biografier, s. 361-363, red. af: John Christian Jørgensen. København: Rosinante 2001.
• Brandes, Georg: "Aristokratisk Radikalisme. En Afhandling om Friedrich Nietzsche" i: Tilskueren Aarg. 6 (1889), s. 565-613. Tilgået via Project Runeberg.
• Busk-Jensen, Lise: "Himmelflugt – Henrik Pontoppidan" i: Dansk litteraturs historie bind 3, s. 219-249, udg. af Klaus P. Mortensen og May Schnack. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S 2009.
• Dahlerup, Troels: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie 1400-1500, bind 6, De fire stænder. Red. af Olaf Olsen. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S & Politikens Forlag A/S 1989.
• Helt Haarder, Jon: "Henrik Pontoppidan" i: Danske digtere i det 20. århundrede bind 1, s. 11-30. Red. af: Anne-Marie Mai, København: Gads Forlag 2002.
• Houmann, Inge: Nietzsche. Værdiernes krise. En introduktion. København: C.A. Reitzels Forlag 1996.
• Kielberg, Esther og Lars Peter Rømhild: Det forjættede Land, kommentarbind. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal 1997.
• Kondrup, Johnny: Editionsfilologi'. Kbh.: Museum Tusculanums Forlag 2011.
• Kondrup, Johnny: "Henrik Pontoppidan. Illusionernes historie" i: Hovedsporet. Dansk Litteraturs Historie, s. 439-442. Red. af Jens Anker Jørgensen, Johnny Kondrup, Peter Olivarius, Bjarne Sandstrøm, Svend Skriver, Marianne Stidsen og Knud Wentzel 2005.
• Kondrup, Johnny: "Tekst og værk – et begrebseftersyn" i: Betydning og forståelse – Festskrift til Hanne Ruus, s. 65-76. Red. af: Anne Mette Hansen, Dorthe Duncker og Karen Skovgaard-Petersen. København: Selskab for Nordisk Filologi 2013.
• Kristiansen, Børge: 'At blive sig selv' og 'At være sig selv'. En undersøgelse af identitetsfilosofien i Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per i lyset af Luthers teologi, Schopenhauers og Nietzsches filosofi. Et bidrag til identitetsfilosofi. København: Multivers 2007.
• Moestrup, Jørgen: "Lykke-Per og Nietzsche" i: Omkring Lykke-Per, s. 292-322, red. af: Knut Ahnlund. København: Hans Reitzels Forlag 1971.
• Moestrup, Jørgen: Pontoppidan og Nietzsche. Idésammenhæng og idékonsekvens i perioden omkring Lykke-Per. Upubliceret speciale: 1967.
• Nietzsche, Friedrich: "Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben" i: Unzeitgemässe Betrachtungen. Zweites Stück. 1874. Tilgået via Nietzsche source.
• Nielsen, Klaus: Bogen og værket. København: Museum Tusculanums Forlag 2017.
• Olsen, Johs. P.: "Oplysninger" i: Henrik Pontoppidan Fra Hytterne. København: Dansklærerforeningen og Gyldendal 1960.
• Pontoppidan, Henrik: Erindringer: Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv. København: Gyldendal 1962.
• Pontoppidan, Henrik: Henrik Pontoppidans breve bind 1 og 2. Udg. af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff. København: Aschehoug 1997.
• Skjerbæk, Esther og Thorkild Skjerbæk: Henrik Pontoppidans forfatterskab. En bibliografi. Udg. af: René Herring. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Kongelige Bibliotek 2006.
• Skjerbæk, Thorkild: Kunst og budskab: Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Odense: Gyldendal 1970.
• Stillinger, Jack: Coleridge & Textual Instability. The Multiple Versions of the Major Poems. New York: Oxford University Press 1994.
• Wivel, Henrik: "Det sjælelige gennembrud – Dekadence, idealisme og vitalisme i 1890'ernes kultur" i: Dansk litteraturs historie bind 3, s. 265-309. Udg. af Klaus P. Mortensen og May Schnack. København: Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S 2009.

Tak til
René Herring, projektmedarbejder ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, der har bistået med sin store indsigt i de bibliografiske forhold vedr. Henrik Pontoppidans forfatterskab.
Karsten Kynde, der har tilrettelagt Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs elektroniske udgaver af Lykke-Per, og været behjælpelig pr. mail.

• LP-A I
• LP-A II
• LP-A III
• LP-A IV
• LP-A V
• LP-A VI
• LP-A VII
• LP-A VIII

• LP-B I-III

• LP-D I-II