Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Snertinge. 11. januar 1900

Titlen skal ingenlunde forståes ironisk

Kære Dr. Brandes!

Jeg er Dem meget taknemlig for Deres Brev idag; jeg er altid glad for at vide mig erindret af Dem, omend jeg vel oftest selv giver Anledningen dertil. Det er vist iøvrig en dårlig Vane, jeg har fået, således at sende Dem alle de gamle Ting af mig, som Ernst Bojesen er så skikkelig påny at udgive. Denne Frygt for, at de, hvis Skøn om En man tillægger Betydning, ikke skal få alting med, er jo altid tåbelig men ganske særlig overfor en benådet Kritiker, der under Læsningen af det første det bedste Brudstykke rimeligvis straks ser den hele Digter for sig – ligesom Zoologerne danner sig et korrekt Billede af en Fortids-Dromedar ved Hjælp af en enkelt Halehvirvel. Nu har jeg dog vistnok udnyttet alt det af mit gamle Lager, som tåler at genoptrykkes, så min bedre Erkendelse kommer forsilde.

Ja – nu bor jeg igen ude på Landet og har ikke været i København siden Flyttedagen¹ og 2 kommer der heller næppe foreløbigt. Det er ikke af Lyst eller Tilbøjelighed, at jeg er flygtet herud i Ensomheden; det er dels af Pengenød, dels – og allermest – af Helbredshensyn. En endnu uopdaget Bacille har i Løbet af de sidste År gnavet således løs på mine Kræfter, at jeg egentlig ingenting har kunnet tage mig for. Nu går det noget bedre, men endnu kan jeg dog ikke bruge mine Øjne til Læsning eller Skrivning mere end to, højst tre Timer – fordelt på hele Dagen. Det er lidt drøjt for mig, fordi jeg med Årene er bleven en lidenskabelig Læser og godt kunde bruge fire Par kraftige Øjne blot for at få indhentet, hvad jeg i den Retning i min Ungdom har forsømt.

I denne min nødtvungne Uvirksomhed ligger Forklaringen af "Lykke-Per"s langsomme Udgivelse. Det gør mig ondt at høre, at De finder Hovedpersonen noget uklar; men når De tilføjer, at det bl.a. er, fordi De ikke kan se, om han skal opfattes som et dygtigt eller et udygtigt Menneske, så beroliges jeg noget. Det forekommer mig nemlig, at Spørgsmålet om hans Duelighed som praktisk Ingeniør foreløbig kun har underordnet Betydning; i andet Fald vilde ganske vist de Vidnesbyrd om hans Evner, der foreligger 3 f.Eks. i den tyske Professors Brev, ikke være tilstrækkelige. Men Hovedsagen er dog, at han selv troer på sin Mission og får andre til at tro på den, og at han dertil har ejet^√vist Snarrådighed, Mod og Hensynsløshed i Forfølgningen af de Mål, han har sat sig. Det skinner vel også allerede nu igennem, både at han alligevel ikke nåer Målet, og at det ikke er Spørgsmålet om hans Dygtighed eller Udygtighed, der heller ^ikke√ her bliver afgørende. Årsagen ligger ganske vist ikke udenfor ham; han er og bliver stadig højt benådet af Lykken. Titlen skal da ingenlunde forståes ironisk. Men hans Skæbne bliver i en vis Forstand tragisk, fordi den Lykke, han har attrået og virkelig vundet, ikke passer for ham; han har ikke hjemme i de Regioner, hvori Jakobes Kærlighed fører ham op.

Mon man forresten ikke i vore Dage noget for interesseret spørger om "Meningen" med en Bog, og mon ikke de Digterværker, der – som det hedder – bygges over en Ide, gerne bliver de magreste? Man ser for sig en Række Billeder, Menneskeskikkelser, Situationer, og man gør en Bog af dem i Tillid til, at der er så megen Sammenhæng i Ens Tankeverden, at hvad der såes som et Kaos ganske af sig selv samler sig til et Hele. Er der det ikke, nytter det dog vist næppe, hvor ivrigt 4 man end knytter og binder med "røde Tråde".

"Tilskueren" læser jeg til Stadighed, og jeg har derfor læst både Deres Nytårsartikkel² og Artiklen om Nietzsche i Decemberheftet. At De i den første tillægger mig noget Navn et Sted i Udlandet, forbavser mig. Jeg veed nok, at man oversætter mig; men det gør man jo for Tiden med alle nordiske Skribenter, endog de allertarveligste, så Æren derved er ikke stor og Fortjenesten så ringe, at den for mit Vedkommende ikke beløber sig til 10 Kr. om Året.

De har Ret i, at danske Forfattere er ^bleven√ et uselskabeligt Folkefærd, og Gud veed om ikke Grunden kan være den, at de i vor Tid gifter sig så overvættes tidligt. Jeg kender ikke en eneste Forfatter på 26-27 År, der ikke allerede har et Hjem at synke hen i. Johannes Jørgensen rejser for Tiden (på Stipendiet for unge, lovende Forfattere) med Kone, tre Børn, en Pige og en Mælkeamme! – At De selv føler Lyst til at se Deres Venner omkring Dem, er jo et glædeligt Vidnesbyrd om, hvad jeg ^også√ fra forskellige Sider har hørt, at De er kommen godt til Kræfter, siden jeg såe Dem. Jeg ønsker Dem, at dette nye År må bringe Dem vedvarende Sundhed til Glæde for Dem selv og for os alle.

Deres hengivne
H.Pontoppidan.

Brevet befinder sig på KB i Brandes Arkivet.