Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Havnegade, København. 10. januar 1900

Er titlen på Lykke-Per ironisk?

Kbhavn. Havnegade
10. Januar 1900.

Kjære Hr. Pontoppidan

Tag imod mine bedste Ønsker i Anledning af Aarsskiftet. Det er meget længe siden jeg har set Dem, men jeg skylder Dem Tak for Tilsendelsen af en hel Mængde forskjellige Bøger og Hefter1. Forsaavidt har jeg rigelig Anledning til at underholde mig med Dem. Alligevel maa jeg sige, at jeg savner den mundtlige Omgang og troer, at den Isolerthed hvori – saavidt jeg véd – alle danske Skribenter lever, ikke er god eller forstandig. Vi ses aldrig, udvexler aldrig Tanker. Det synes, som om Evnen til at omgaas er yderst ringe her. Kommer Folk engang imellem sammen i et eller andet Selskab, har de intet at sige hinanden. En almindelig Samtale mellem 2 Folk af det skrivende Lav er uhørt. Jeg har ofte tænkt paa, at en Kres af Mænd, der havde saa mange Berøringspunkter, at de gad ses, burde have en fast Middag en Gang maanedligt; men jeg vilde aldrig opfordre nogen dertil, saa sky og mistænksom er jeg bleven ved de Erfaringer, jeg har gjort med det literære Krapyl. At være Medlem af Forfatter- eller Journalistforeningen er mig umuligt, da jeg véd, hvilke Borchsenius'er og Oscar Madsen'er de er fulde af.

Men Følgen er, at man aldrig tales ved, aldrig spiser et Maaltid Mad eller drikker et Glas Vin sammen og aldrig har et selskabeligt Indfald – hvad dog i Grunden er sløvt og stupidt. Man lever jo kun én Gang. Vi arbejder desuden vist alle for meget, og har neppe engang Tid til at læse hinandens Ting. Siden jeg maa 3 rette alle mine Skrifter til Udgivelse og desuden stadigt have Korrekturer at rette paa tyske og engelske Udgaver – tidt 8-13 Timers Korrektur om Dagen – er jeg idetmindste bleven ude af Stand til at læse blot ¼ af hvad der tilsendes mig eller til at besvare blot ¼ af de Breve, jeg faar. Jeg har faaet adskillig[e] Tilbud fra Folk der vil være min Sekretær. Men min Mistro er for stor. Jeg kan ikke bekvemme mig til at lade nogensomhelst se mig i Kortene.

At De har en opmærksom Læser i mig, véd De. Det har været mig kjært at læse sidste Bind af Lykke-Per. Skjønt Figuren endnu ikke er mig klar – jeg kan ej se, hvor dygtig eller udygtig han skal tænkes at være – forstaar jeg dog maaske nu nogenlunde, hvorledes han videre vil udvikle sig. Dog har jeg en Tvivl; thi Titlen Lykke-Per kan dog ikke ret 4 vel skulle forstaas ironisk?

Jeg véd ikke om De læser Tilskueren2. Hvis De ikke har eller ser den, vil jeg gjerne sende Dem et Særtryk af en Nytaarsartikel, jeg har havt i den; for Udlandets Skyld ændrede og udelod og mildnede jeg adskilligt, som egentlig hørte til den om danske Forhold og Maaden, hvorpaa Danmark er blevet regeret. Er det ikke forbausende, som det danske Folk mangler Evne til Harme og Evne til Handling?

Siden vi saas har jeg gjort et Par Rejser i Frankrig og Tyskland; jeg agter mig i Marts til Østerrig-Ungarn. Vi stakkels Folk her i Taagelandet holder jo næsten kun ved Rejser Humøret nogenlunde vedlige.

Deres
Georg Brandes

 
[1] Siden Georg Brandes sidst havde takket for tilsendte bøger (i brev af 30.6.1899; det drejede sig Lykke-Per. Hans Kærlighed og de første hefter af Fortællinger) havde Pontoppidan udgivet andenudgaven af Vildt, Lykke-Per i det fremmede og resten af Fortællinger. tilbage
[2] Det drejer sig om artiklen "Tanker ved Aarhundredskiftet" der stod i Tilskuerens januarhefte. Den er senest optryk med forord af Jens Christian Grøndahl i den tosprogede (da. og eng.) serie Scandinavian Words, bd. 5, Forlaget Geelmuyden.Kiese/Scandinavian Airlines, Oslo 1998. tilbage