Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
17. juli 1899
kjedeligt og tilfredsstillende
Kbh. 17 Juli [1899]
Kjære Pontoppidan
Nu ligger De vist i Sand og Sol og frisk Luft og har det godt. Jeg derimod har efter min Halvaars-Sygdom endnu ikke nydt Livet, har med et Par Dages Undtagelse været bunden til den fæle, hede By. Det er Udgaven af mine Skrifter1 der tager mig 8-9 Timer om Dagen blot for at jeg kan faa saa meget Arbejde bag mig, at jeg et Par Maaneder kan leve. Jeg haaber om en Uge at være udenlands. Jeg vil over Tyskland til Frankrig. Jeg vil være lidt i St. Germain og saa opholde mig i et Badested for Aarebetændelser i det Indre af Normandiet. Varme Bade etc.; at udholde 2 hvis man træffer Bekjendte, men derpaa haaber jeg.
De selv har nylig prøvet at læse en Mængde af Deres igjennem og rette det2. Det er paa engang saare kjedeligt og ret tilfredsstillende. Man kan jo ikke slippe den naragtige Forestilling om at arbejde for Efterverdenen.
Men naar man saa ser ud over Verdensaltet og Alt det, det var nyttigt for Mennesker at lære og vide – saa lodder hvad man selv kan og véd, og tænker paa den Halvdel af en Draabe, man bidrager til Verdenshavet med – ja saa tænker man næppe paa andet mere end at efterlade sin Familie et nogenlunde renligt Eftermæle og om muligt saa meget, at de ikke behøver rent ud at sulte.
3 Jeg haaber for Dem at De ikke nogensinde har været saa syg og saa længe syg som jeg i de sidste Aar. Sygdommen efterlader en Træthed, som gjør det umuligt at lægge nogen større Plan for Arbejd og en stærk Trang til paany at opleve meget, som passer bedre for Ungdommen end for mine Aar.
Jeg kan aldrig ret begribe hvad De kan mene med, at De skylder mig noget3. Det kan jo dog ikke være det Stød jeg herhjemme i længst forsvunden Tid har givet Rettroenheden; det behøvedes der jo næsten intet til. Man kan naturligvis bruge det ene Ben af et Fortepiano til Murbrækker; men Fortepianoet kan ikke være stolt deraf. Og det er jo næsten det Eneste, hvorved jeg 4 skiller mig fra andre danske Forfattere der hver for sig ligesom jeg dyrker deres lille Have. Men saa meget desbedre hvis De troer at skylde mig noget. Jeg har ingen Interesse af at rive Dem ud af Vildfarelsen.
Deres meget hengivne Georg Brandes.
