Billeskov om "Lykke-Per"

"Er det nu nok?"

Lykke-Per, roman af Henrik Pontoppidan, otte bind 1898-1904, samlet, forkortet udgave 1905. Præstesønnen Per Andreas Sidenius fødes i en østjysk købstad; han er mørk af lød og revolterer mod det kristelige hjem. Som ingeniørstuderende i København udvikler han en glubende livsappetit; ved afslutningen af bind l, Lykke-Per. Hans Ungdom står Per som Nietzsche-mennesket, et rovdyr med ulveøjne, medlidenhed er ham en synd. I de næste bøger optræder han hensynsløst og frygtløst, men Lykke-Per finder Skatten (bd. 2) hos en jødisk familie, som støtter ham rigeligt; datteren Jakobe blever genstand for Hans Kærlighed (bd. 3). Under en studierejse I det fremmede (bd. 4) skærpes hans udemokratisk socialpolitiske tankegang og antikristelige kynisme. Hans store Værk (bd. 5) skal som titel angive, at Pers dristige projekt om et kanalsystem i Jylland aldrig bliver realiseret. Sidenius-arven har længe luret på den trodsige mand. Først faderens, senere moderens styrke i døden fører Lykke-Per og hans Kæreste (bd. 6) fra hinanden, for Hans Rejse til Amerika (bd. 7) går kun til egne ved Randers, hvor han vindes for den glade grundtvigske kristendom; han bryder forlovelsen med Jakobe, og i Hans sidste Kamp (bd. 8) gifter han sig med præstedatteren Inger og får tre børn med hende. Et møde med en Kierkegaard-fanatiker brænder religionen ud af Pers sind; han må skille sig fra hustru og børn og spørger op mod himlen: Er det nu nok? I et brev af 2. oktober 1903, til Chrestense Nielsen, Gilleleje, da Pontoppidan arbejdede på sidste bind, udtalte han, at Lykke-Per hører "til de Naturer, der – ligesom visse ædle Musikinstrumenter – skal slaas helt itu, sønderbrydes Led for Led, før Grundtonen bryder igennem med Klang og Styrke". Som beskeden Vejassistent oppe ved Vestervig har Per, som det fremgår af hans efterladte optegnelser, lært den højeste menneskelige lykke at kende: "at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst". Derved har han erkendt, at "Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig". Ved med "eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed" har han nået frigjortheden: han er uden angst, for han har nedmanet samvittighedens spøgelse; vidnesbyrd fra Jakobe og Inger bekræfter, at han skaffede deres liv fylde. Per dør, af en smertefuld kræftsygdom, i afklaret ro. Det sagdes efter hans død, at "han havde mange Venner rundt omkring og ingen Uven". Den stolte titel er, som titlen på H.C. Andersens roman, Lykke-Peer, 1870, uden ironi.

Litt.: F.J.Billeskov Jansen: Henrik Pontoppidan (Bbl.), 1978, s.85-100; Helga Vang Lauridsen i: Danske Samfundsromaner, 1946, s.21-33; Kristian Kjær i: Festskrift til Jens Kruuse (red. Gustav Albeck m.fl.), 1968; Knut Ahnlund (red.): Omkring L., 1971; Jørgen Holmgaard: Dødens gilding, 1971; Torben Kragh Grodal i: Tekststrukturer (red.: samme m.fl.), 1974, s. 209-29; Klaus P. Mortensen: Ironi og utopi, 1982, s. 146-205; Mogens Pahuus i: Dansk Udsyn 66/1986, Poul Bager: Læsninger, 1991, s. 27-47; Kirsten Sarauw i: Dansk Udsyn 73/1994.