Tolstojs indflydelse på Pontoppidan

Af Kristian Lund Pedersen

INDHOLD:

1

Første del – faglitteratur og historiske kilder

Et par taksigelser

En stor tak til Johnny Kondrup, som udover at have været min vejleder i arbejdet med dette speciale, oprindelig ansporede mig til specialets emneområde – dette skete under kurset "Henrik Pontoppidans store romaner", afholdt foråret 2016 på Københavns Universitet.

I udarbejdelsen af nærværende speciale har jeg haft stor glæde af netstedet www.henrikpontoppidan.dk. Netstedet giver adgang til en omfattende mængde litteratur af og om Henrik Pontoppidan. Særlig netstedets søgemaskine, der tillader en effektiv søgning i denne litteratur, har været en stor hjælp. Derfor vil jeg rette en stor tak til dem, som har været (og stadig er) med til at forme netstedet. Særlig tak til Flemming Behrendt, redaktør og grundlægger af såvel netstedet som Pontoppidan Selskabet.

Om kilder

Mange af de tekster, som jeg refererer til i nærværende speciale, har jeg fundet frem til via netstedets søgemaskine. Jeg har så vidt muligt forsøgt at finde de anvendte tekster i bogform, og det er denne bogform, jeg refererer til i kildehenvisningerne. Visse tekster har jeg ikke kunnet finde i bogform, og her refereres blot til onlineudgaven. De steder hvor jeg har fundet en tekst i bogform, har jeg også anført link til onlineudgaven. Dette giver læseren en nem og hurtig adgang til de tekster, der refereres til. Bemærk, at onlineudgaven af teksterne ikke nødvendigvis benytter sig af sidetal. Hvor sidetal ikke benyttes, eller hvor sidetal i onlineversionen ikke matcher sidetal i bogformen, kan den søgefunktion, der tillader at søge efter et eller flere ord i et åbent browservindue (en søgefunktion de fleste webbrowsere giver adgang til), med fordel benyttes.

Emne og fremgangsmåde

I dette speciale forsøges at give svar på følgende spørgsmål: Hvor og hvordan har Lev Tolstoj påvirket de ord, som Henrik Pontoppidan satte på papir? Besvarelsen af dette spørgsmål deler sig i nærværende arbejde i to hoveddele:

Første del tilstræber at finde og gennemgå alle historiske kilder af relevans for afdækningen af påvirkningsforholdet mellem Tolstoj og Pontoppidan – dette omfatter selvbiografier, artikler og breve af Pontoppidan. Derudover tilstræbes at finde og redegøre for al tilgængelig faglitteratur af relevans for afdækningen af påvirkningsforholdet mellem Tolstoj og Pontoppidan. Den fundne faglitteratur og de fundne kilder anvendes til at

• retfærdiggøre det nærværende speciales emnevalg
• give et billede af hvornår og hvordan Pontoppidan med størst sandsynlighed var påvirket af Tolstoj
• vise hvilke værker eller tekster af Pontoppidan som mest sandsynligt er påvirket af Tolstoj
• vise hvilke værker eller tekster af Tolstoj som mest sandsynligt har påvirket Pontoppidan.

2 Anden del udgør en komparativ litteraturanalyse af Anna Karenina (af Tolstoj) og Det forjættede Land (af Pontoppidan), der har til formål at undersøge, om der kan findes tilstrækkelige ligheder mellem de to værker, til at en påvirkning forekommer sandsynlig.

Retfærdiggørelse af emnevalg

At Tolstojs forfatterskab har påvirket Pontoppidans forfatterskab er ikke en original påstand. Jeg har nedenfor opregnet citater fra biografier, anmeldelser, foredrag, taler, afhandlinger og artikler som alle (mere eller mindre direkte) påpeger en påvirkning fra Tolstoj til Pontoppidan. Citaterne er inddelt i to kategorier: Kategori 1 udgør citater fra tekster der specifikt peger på Pontoppidans roman Det forjættede Land (med hovedpersonen Emanuel Hansted) som et sted hvor påvirkning kan ses. Kategori 2 udgør citater fra tekster der peger på en påvirkning uden at der specifikt peges på Det forjættede Land som det sted hvor påvirkningen kan ses. Denne citatmosaik understøtter tre centrale pointer, hvilke gennemgås på side 4.

Kategori 1

"Jag tror också att den store ryssens [Tolstojs] lära och liv ofta föresvävat honom då han på sitt själländska livs erfarenheter diktade Det forjættede Land. […] hans [Emanuels] stora bikttal till den väckta menigheten i Skibberup innehåller koncentratet av Tolstojs folkskrifter. Den berömda tavlan av den bondeklädde Emanuel som för sina oxar och sin plog över Vejlby prästgårdsjordar är det danska skönlitterära avtrycket av den bild som under de åren förbryllade överallt i Europa: greve Tolstoj i vadmal, körande ett oxspann över Jasnaja Poljanas ägor." (Ahnlund 1956 s. 210-211)

"Det kendte Billede af Tolstoj bag Ploven og den dertil svarende Tekst (i Traktaten "Hvori bestaar Lykke?" fra Slutningen af Firserne) er Romanens [Det forjættede Lands] verdenshistoriske Vignet. Mod Tolstojs Natur-Evangelium skrev Pontoppidan i disse Aar direkte i en Artikel i "Børstidende"." (Andersen 1917 s. 67)

"Denne fantast-figur [Emanuel Hansted] skatter til både den franske filosof Rousseau og den russiske forfatter Tolstoj." (Behrendt 2008, 26. november).

"Det er dog ikke Ibsens Idealtilstand, Emanuel drømmer om, naar han (Muld S. 189) taler om sit forjættede Land. Det minder derimod meget om det utopiske Livsmønster, som Tolstoj søgte at realisere o. 1880; skønt Godsejersøn ægtede Tolstoj en uadelig Kvinde, drev sit eget Landbrug og forkyndte en human, alle favnende Religiøsitet. Livet paa Jasnaja Poljana vakte stor Interesse rundt i Europa. Det er da en Slags dansk Tolstoj, Pastor Emanuel Hansted ved Ploven, som vi ser ved Aabningen af Det forjættede Land." (Billeskov Jansen 1978 s. 83)

"Det forjættede Land er Historien om en ung dansk idealistisk Kapellan, der i mange Maader føler som en Frederik van Eeden eller en Tolstoj, vil leve i Landalmuen […]" (Brandes 1910, 5. marts)

"[…] Emanuel Hansted, der forsøger at overvinde byintellektualisme og dekadence ved at vende tilbage til jorden og det fysiske arbejde. Inspiration hertil kan Pontoppidan have fundet hos Tolstoj, f.eks. i den da lige oversatte Anna Karenina." (Grodal 2000 s. 513)

3 "Billedet af grundvigianismen [i Det forjættede Land] er en skarp latterliggørende udlevering af en faktisk forekommende strømning. Samtidig er det et forskudt og fortættet billede idet opgøret dels har adresse til Lev Tolstojs samtidige litterære bondedyrkelse, dels er medium for Pontoppidans afsløring af sine egne illusioner." (Haarder 2002 s. 23)

"Russeren Leo Tolstoi har maaske mere end nogen dansk Person været Hr. Pontoppidan Model til denne lidenskabelige Kulturfornægter. Ganske Tolstoiske er i hvert Fald de Ord, Kapellanen Hansted fører i Munden, naar han taler om den Skinverden, den Skintilværelse, hvortil Civilisationen fordømmer de moderne Bymennesker – løsrevne, som de er, fra Naturens evig unge Moderskød." (Jørgensen 1891, 6. november)

"[…] er han [Emanuel] brændende oprigtig, og litteraturhistorisk set et ekko af digteren Tolstoj, hvis anarkistiske teorier Pontoppidan vidste god besked med." (Kofoed 1989 s. 76)

"Han [Pontoppidan] tager endvidere Stilling til Tidens Strømninger, giver Skildringer af Tidens aktuelle Personer (Tolstoj, Zola). En Artikel om Tolstoj og hans Lykke-Evangelium er vigtig for Forstaaelsen af 'Det forjættede Land'." (Olsen 1927, 22. juli)

"Den mest publicerede repræsentant for det tilsvarende budskab [her: tilsvarende Emanuels budskab] med dyrkelse af 'folket' = bonden på Pontoppidans tid var den store russiske digter og godsejer Lev Tolstoj (1828-1910), der fremførte dette tema bl.a. i sin roman Anna Karenina, særlig i Ljovin-handlingen, og i en række religiøst og socialt moraliserende traktater – samt ved fotografisk og maleriske afbildninger af ham selv som eksempel i bondekofte bag ploven (jf. begyndelsen af DfL)." (Kielberg og Rømhild 1997 s. 44)

"Seen from the perspective of intellectual history Emanuel is a weak echo of Rousseau's and Tolstoy's anti-cultural messages." (Rossel 1982 s. 41)

"Det forjættede Land giver et billede af det landlige Danmark, både hos bønder, præster og overklasse, omkring en handling, der nærmest former sig som en satire over den naturkristendom, der med Leo Tolstoi som profet var på mode i visse kredse dengang." (Thierry 1978, november)

"Drachmanns Ostende-Brügge (fra Skyggebilleder, 1883) og Tolstoy er de nærmeste papir-forbilleder til programmet i Emanuels tale, angrebet på kulturen, forsvaret for mulden og det oprindeligt primitive." (Thomsen 1984 s. 73)

"den værdi, han [Emanuel] tillægger den gudhengivne fattigdom, viser ham som orienteret i en retning, der peger stærkt mod, hvad der kommer til udtryk i Tolstojs skrifter fra 1860erne og fremefter." (Tiemroth 1986 s. 135)

"Vi ser ham i den første scene af romanens anden del med hånd på ploven styre sine heste over marken – et billede som det berømte af grev Tolstoj, der kører sine okser over Jasnaja Poljanas jorder. Så meget lærte Pontoppidan i hvert fald af den Tolstoj, som "Schaff" havde henvist ham til." (Stangerup 1977 s. 293)

4

Kategori 2

"I J løber den urgamle Pontoppidan grassat, blæser på sin egen patos, spiller på sin ungdoms hadehelt Tolstoj og kigger ind i Hornsherreds bondestuer […]" (Behrendt 2004 s. 150). ["J" i ovenstående citat refererer til digtet "Tilstaaelse", som det optræder i dets 10. udgave fra Pontoppidans hånd (Behrendt 2004 s. 138). Digtet omtales nærmere nedenfor under afsnittet "Valg af litteratur til komparativ analyse".]

"Pontoppidan har de gange, han henviser til den russiske litteraturs betydning for sin egen digtning, aldrig undtaget Turgenjev. At denne har betydet mindre for ham end f.eks. Tolstoy, er givet." (Fjord Jensen 1969 s. 275)

"Det er også givende at se hans romaner i et komparativt perspektiv. Så kommer han i intertekstuel dialog med samtidige europæiske forfattere.
Han diskuterer Driften og Dyret i Mennesket ligesom Flaubert, Zola og Tolstoj. Fhv. apoteker Bybjerg i Mimoser er en grydeklar oplysningsfilister ligesom sin kollega apoteker Homais i Madame Bovary, og Bybjergs døtre opflaskes med syg romantik ligesom Emma Bovary. Ingrid i Et Kærlighedseventyr, der forlader mand og børn og bliver straffet, er en Anna Karenina." (Hertel 2013, 25. april)

"Udgangspunktet for anarkismen er dens modvilje mod staten og ethvert autoritært styre. Den vil erstatte staten med et samarbejde mellem frie individer. Der går således en lige linje fra Proudhon over de russiske eksilforfattere Bakunin og Kropotkin til Leo Tolstoj, som var Pontoppidans direkte forbillede." (Kofoed 2006 s. 183, samt Kofoed 2007 s. 75)

"I spændingsfeltet mellem den russiske realisme og den franske naturalisme placerede Pontoppidan sig med nær tilknytning til de store russiske fortællere, der netop i 1880erne løbende blev oversat til dansk. Han lagde sig i sin samfundskritik tæt op ad Tolstojs opfattelse af sin rolle i det bestående samfund især med hensyn til russerens omvendelse til folket, hans modstand mod det akademiske miljø, hans antiklerikalisme, puritanisme og tro på den enkle livsførelses betydning." (Kofoed 2007 s. 15)

Formålet med denne lange række af citater er tredelt:

For det første skal de vise, at dette speciales emneområde ikke er taget ud af den blå luft; mange litterater har allerede peget på en påvirking fra Tolstoj til Pontoppidan, og emnet virker derfor som et relevant og interessant forskningsfelt.

For det andet er det interessant, at de ovenfor citerede tekster intet siger, eller siger meget lidt, om dette speciales emneområde – ud over det netop citerede. Ingen af teksterne giver en tilnærmelsesvis grundig beskrivelse af, hvor og hvordan vi kan se en påvirkning fra Tolstojs forfatterskab til Pontoppidans – de forbliver (næsten kun) ved påstanden. Dermed ligger dette speciales emneområde lige for: Jeg har fundet en lang række tekster, som påpeger en påvirkning fra Tolstoj til Pontoppidan, men har ikke kunnet finde tekster, der på baggrund af et litteraturanalytisk arbejde og en gennemgang af relevante historiske kilder viser, hvor og hvordan vi kan se en sådan påvirkning. Det er dette "hul" som nærværende speciale sigter efter at udfylde (i det omfang bestemmelserne for et speciales længde tillader det).

For det tredje anvendes de ovenfor oplistede citater i udvælgelsen af skønlitteratur for den forestående komparative analyse – se afsnit "Valg af litteratur til komparativ analyse".

5

Litteratursøgning

Jeg har brugt megen tid på litteratursøgning. Dels for at undersøge, om der allerede foreligger et arbejde, som beskæftiger sig med dette speciales emneområde. Dels for at finde frem til tekster fra Pontoppidans egen hånd, hvor han eksplicit nævner Tolstoj, indflydelse fra russisk litteratur eller andet der kan have relevans for mit emne. Jeg har søgt efter litteratur på følgende måder:

For det første har jeg anvendt henrikpontoppidan.dk's søgemaskine. Denne maskine søger i den omfattende mængde af litteratur af og om Pontoppidan, som er tilgængelig på netstedet: Bøger, boguddrag, artikler, breve, interviews – og meget andet. Bemærk, at der både er en søgefunktion, der benytter Google (hvilken fanger størstedelen af litteraturen tilgængelig på henrikpontoppidan.dk), og en mere snæver "brev-søgning", som fanger enkelte tekster som Googlesøgningen ikke gør.¹ Jeg har anvendt søgeordene "Tolstoj", "Tolstoy", "Tolstoi", "russiske", "russisk", "Anna Karenin", "Anna Karenina" og "Krig og Fred". På baggrund af denne søgning kan den faglitteratur, der er tilgængelig på netstedet betragtes som "gennemskimmet" for relevant indhold.

For det andet har jeg skimmet følgende værker og værkuddrag, som ikke er tilgængelige på henrikpontoppidan.dk (pr. vinteren 2016-17), igennem:

• Henrik Pontoppidan – En biografi og bibliografi af Poul Carit Andersen (Andersen 1934)
• Digteren og mennesket: Fem essays om Henrik Pontoppidan af Poul Carit Andersen (Andersen 1952)
• Turgenjev i Dansk åndsliv: Studier i dansk romankunst 1870-1900 af Johan Fjord Jensen (Fjord Jensen 1969).
• Henrik Pontoppidan af Jens Helt Haarder (Haarder 2002).
• Pontoppidans oplevelse af den danske højkapitalisme. En historisk analyse af De Dødes Rige af Jørgen Holmgaard (Holmgaard 1977).
• Henrik Pontoppidan af Niels Kofoed (Kofoed 1989).
• Fortællingens mester: Henrik Pontoppidan 150 år af Niels Kofoed (Kofoed 2007), heraf er kapitlet "Anarkisten som nøglefigur i forfatterskabet" (s. 68-89) at finde online (se Kofoed 2007).
• Ørneflugten: Læsninger i Henrik Pontoppidans forfatterskab af Jens Kristian Lings (Lings 2007)
• Henrik Pontoppidan: En citatmosaik af Ejnar Thomsen (Thomsen 1965)
• Hold Galden Flydende: Tanker og tendens i Pontoppidans forfatterskab af Karl V. Thomsen (Thomsen 1984)
• Det labyrintiske sind: Henrik Pontoppidans forfatterskab 1881-1904 af Jørgen E. Tiemroth (Tiemroth 1986).
• Henrik Pontoppidan: Det Forjættede Land af Knud Wentzel (Wentzel 1970)

Jeg skal ikke kunne udelukke, at disse tekster indeholder en enkelt bemærkning af relevans for dette speciales emneområde, som jeg ikke har fået øje på – men de indeholder ingen (tilnærmelsesvis) grundig analyse af, hvor og hvordan vi kan se en påvirkning fra Tolstoj til Pontoppidan.

For det tredje har jeg anvendt almindelige Google-søgninger og søgninger via bibliotekers (inklusive engelske og skandinaviske) søgemaskiner – herunder universitetsbibliotkers søgemaskiner, der bl.a. giver adgang til offentliggjorte specialer.

6 Jeg kan med temmelig stor sikkerhed sige, at et dybdegående analytisk arbejde, der forsøger at vise hvor og hvordan vi kan se en påvirkning fra Tolstoj til Pontoppidan, ikke findes.

Selvbiografierne

I sine selvbiografier nævner Pontoppidan ikke eksplicit Tolstoj, men han beskriver en personlig påvirkning fra de store og (dengang) moderne russiske forfattere – blandt hvem Tolstoj er svær ikke at medregne. Hvad Pontoppidan skriver i sine selvbiografier af relevans for dette speciales emneområde gennemgås i det følgende.

I forbindelse med en gennemgang af selvbiografierne er det relevant at nævne, at der i sidste halvdel af 1880'erne kom en bølge af nyere russisk litteratur til Danmark. I Turgenjev i dansk åndsliv redegør Johan Fjord Jensen for, at det blandt de russiske realister stort set kun var Turgenjev, som var kendt i Danmark før 1884 (Fjord Jensen 1969 s. 305-306). Derimod er årene fra 1884 (og frem til ca. 1890) præget af en "voldsom interesse" for den russiske realisme (Fjord Jensen 1969 s. 305). For at understøtte Fjord Jensens pointe har jeg på baggrund af data fra danskforfatterleksikon.dk lavet følgende optælling af dansksprogede udgivelser af Tolstoj og Dostojevskij. Dramaer og tekster der indgår i antologier er medtalt. I tilfælde af flere udgaver af samme oversættelse, har jeg kun talt den første udgave med.

Antal dansksprogede udgivelser:

Pontoppidan skrev to selvbiografier. Den første udkom i fire bind: Drengeaar (1933), Hamskifte (1936), Arv og Gæld (1938) og Familjeliv (1940). Den anden selvbiografi udkom i 1943 i ét bind under titlen Undervejs til mig selv: Et Tilbageblik; den er en omarbejdet og reduceret udgave af den første selvbiografi.

I selvbiografierne beskriver Pontoppidan flere steder, hvordan han stifter bekendtskab med den nyere russiske litteratur, hvad denne litteratur har af forfriskende kvaliteter (set i dansk kontekst) og hvad den får af betydning for den danske digtning såvel som hans eget forfatterskab. Dette sker første gang i Hamskifte kapitel 6. Her ligger Pontoppidans tidligere studiekammerat (fra Den Polytekniske Læreanstalt), Hansen-Schaffalitzsky, almindeligvis blot kaldet Schaff, for døden. Schaff er netop hjemvendt fra Paris. Pontoppidan beskriver sit besøg hos den sengeliggende Schaff således:

Og altid var det om sine Pariser-Oplevelser, han talte, navnlig om de mange revolutionære russiske Emigranter, han havde gjort Bekendtskab med dernede. Han havde lært sig Russisk for at kunne læse Landets store Nutidsdigtere i deres eget Sprog, Lermontov, Gogol, den "ulveagtige" Michael Saltikow o.s.v. – en Literatur, som endnu var ganske ukendt hos os. Kun Turgenjev var bleven oversat; men ham vilde han ikke rigtig anerkende som gyldigt Udtryk for russisk Aand. […] 7 Det var overhovedet ikke mere fra Frankrig, men fra Rusland, han ventede Aandslivets Fornyelse, ligesom det var det russiske Folk, der nu i hans Øjne var det benaadede, som bar Verdens Frelser under sit Hjerte. (Pontoppidan 1962 [1936] s. 133-134)

Med reference til denne scene skriver Pontoppidan senere i Undervejs til mig selv kapitel 5 (se også nedenfor):

"Tidligere var det Schaff, der af og til aabnede et Vindu for mig ud til Verdensliteraturen. Ham skylder jeg saaledes mit tidlige Kendskab til de moderne Russere, som fik mere Betydning for mig end de hjemlige Nyskabere." (Pontoppidan 1954 [1943] s. 120).

Pontoppidan har ret, når han siger, at det (efter danske forhold) var et "tidligt kendskab". Pontoppidan siger det selv: Kun Turgenjev var på dette tidspunkt oversat til dansk. Pontoppidans besøg hos den døende Schaff kan tidsfæstes til efterår 1878,² men "de moderne russere" blev, i det store hele, ikke oversat til dansk før 1884 (som beskrevet ovenfor). Knut Ahnlund siger direkte om den russiske litteratur som Schaff præsenterer for Pontoppidan, at "[…] ingenting av denna litteratur fanns översatt – bortsett naturligtvis från Turgenev […]. (Ahnlund 1956 s. 395). Pontoppidan måtte altså vente nogle år, før han kunne læse den russiske litteratur, Schaff præsenterede ham for.

En diskussion om, hvorvidt Pontoppidan medtænker Tolstoj i formuleringen "de moderne russere" er naturligvis relevant. Diskussionen tages på side 10, og det skal på nuværende tidspunkt blot nævnes, at det på baggrund af denne diskussion synes rimeligt at medtænke Tolstoj i Pontoppidans formulering "de moderne russere".

I Hamskifte kapitel 7 refererer Pontoppidan tilbage til Schaffs snak om "de moderne russere" og kommer her ind på, hvad Schaff mente var det nye og forfriskende ved den russiske litteratur:

Om de store, moderne Russere, som Schaff i sin sidste Tid altid havde talt til mig om, paastod han, at de alle som én forkastede Versformen, overhovedet alt Stilbroderi som Narreværk; og det havde ogsaa tidligere altid moret ham at drille Lyrikerne ved at minde dem om, hvad Verskunstens Stormongul [sic] i nyere Tid, selve Goethe, i en af sine Samtaler med Eckermann har sagt, at det højeste Maal for en sand Digter var at skrive en mandig stærk og klar Prosa. Men dertil krævedes, at man havde et Budskab at bringe Menneskeheden, at man med andre Ord var en Forkynder. "Wer aber nichts zu sagen hat, der kann doch Verse und Reime machen, wo denn ein Wort das andere giebt und zulezt etwas herauskommt, das zwar nichts ist, aber doch aussieht als wäre es was. (Pontoppidan 1962 [1936] s. 141)

I Arv og Gæld kapitel 3 kommer Pontoppidan igen ind på den moderne russiske litteratur, herunder (igen) dens egenskaber og betydning – nu ikke blot dens betydning for Schaff, men også for "Den unge Digtning" i Danmark (hvoriblandt Pontoppidan velsagtens må medregnes).

8 Det "moderne Gennembrud" – Brandes' eget Navn for det aandelige Røre, han havde vakt – fik vel iøvrigt sin største og varigste Betydning ved den af hans Virksomhed fremkaldte usædvanlige' Strøm af Oversættelser, som forøgede vort den Gang højst mangelfulde Kendskab til Samtidens evropæiske Literaturer, hvor der virkelig flere Steder var foregaaet betydningsfulde Gennembrud. Endogsaa den hidtil næsten ukendte men saa værdifulde moderne russiske Literatur blev nu gjort tilgængelig for den danske Læseverden ved fortræffelige Oversættelser og bidrog væsentlig til en Fornyelse indenfor vor egen unge Digtning. J.P. Jacobsens ornamentale Ordbroderi, som en Tid havde paavirket de fleste af den yngste Forfatterslægt saa betænkelig stærkt, tabte pludselig i Indflydelse. Disse Russere med deres ganske ukunstlede Sprog og hele folkelige Fortællemaade aabnede vore Øjne for, at det ikke var stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik, som frembragte det lødige Kunstværk, men den magtfulde Udformning af et Emne til en organisk Helhed.
Flere af disse Russere, og netop de bedste – Dostojewski f. Eks. – gjorde endogsaa ret ubekymret Tilegnelsen af deres Værker ganske vanskelig for Læserne, skaanede dem ikke for ret meget af den Møje, hvormed de selv havde tilkæmpet sig Sejren over et genstridigt Stof. Under Læsningen af deres bindstærke Romaner kunde man mangen Gang have en Fornemmelse af at befinde sig i en arbejdende Billedhuggers Værksted og være Vidne til, hvordan den ene Skikkelse efter den anden ligesom modstræbende blev til under hans Hænder. Det røg En om Ørene med Stumper og Splinter, og nu og da spurgte man sig lidt beklemt, hvad der vel sluttelig skulde komme ud af al denne Rasen. Men saa dæmpedes Hammerslagene, og ud af Marmorblokken traadte tilsidst en monumental Menneskegruppe med faste Former og aandfulde Træk – et fuldbaaret, et uforglemmeligt Kunstværk. (Pontoppidan 1962 [1938] s. 161-162)

Det fremgår af Arv og Gæld kapitel 3, at Pontoppidan (i perioden hvor kapitlet foregår) var lærer på sin brors højskole (i Freerslev), hvorfor vi kan tidsfæste³ kapitlet til vinteren 1880-81. Men tidsbestemmelsen er ikke så relevant, da ovenstående citat fra Arv og Gæld må ses som en "indskudt kommentar", der ikke er bundet til tiden, hvor begivenhederne udspiller sig (vinteren 1880-81), men til tiden, hvor der fortælles fra. Dette understreges af, at Dostojevskij (som der referes til) ikke blev introduceret i Danmark før 1884 (jf. ovenstående optælling af Dostojevskij-udgivelser i Danmark).

I Pontoppidans anden selvbiografi, Undervejs til mig selv, befinder vi os i kapitel 5 ligeledes i vinteren 1880-81, da følgende kommentar optræder. Og ligeledes bør denne kommentar ses som bundet til tiden, hvor der fortælles fra, frem for tiden hvor begivenhederne udspiller sig.

Af Trang til at faa mit eget Livssyn solidt underbygget var jeg begyndt at blive meget læsende. Rækken af lødige Bøger paa min Reol voksede stadig. Tidligere var det Schaff, der af og til aabnede et Vindu for mig ud til Verdensliteraturen. Ham skylder jeg saaledes mit tidlige Kendskab til de moderne Russere, som fik mere Betydning for mig end de hjemlige Nyskabere. I.P. Jacobsens Ordbroderi, der paavirkede saa mange af den yngre Forfatterslægt, havde aldrig fristet mig til Efterligning. Af Dostojewskis ukunstlede Sprog havde jeg lært, at det ikke var stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik, der frembragte det lødige Kunstværk. Ogsaa af en anden Grund havde disse Russere faaet Indflydelse. Vor politiske Strid var bleven alvorligt skærpet, og her læste vi om en fremmed Befolknings Umyndiggørelse ved et Embedsmandsvælde opretholdt ved 9 Bestikkelse, Lovtrækkeri og brutale Kneb. Det virkede advarende. Vi følte paany Savnet af Krigslurer i Literaturen, en aandelig Kamptid, som den Gang, da et Drama af Ibsen, en Tidsskriftartikel af Georg Brandes kunde rejse en Storm over Landet, ufattelig for saa mange nu, da Vilkaarene for aandelig Udvikling og Fremskridt ikke absolut anerkendtes saadan som de i Tidernes Morgen var bleven ordnet i Gudernes Raad, der – som Schaff plejede at sige – ikke havde været en Forsamling af hyggelige gamle Tanter med Hængekrøller og Strikketøj. (Pontoppidan 1954 [1943] s. 120-121)

Fra ovenstående citater kan opsummeres følgende:

• Pontoppidans egen beskrivelse af, hvordan han første gang stiftede bekendtskab med "de moderne russere", får lov at fylde en ikke uvæsentlig del af hans selvbiografier. Endvidere beskriver Pontoppidan, hvordan han stiftede bekendtskab med denne litteratur meget tidligt – flere år før de fleste andre danske digtere sandsynligvis gjorde (og kunne) det. Af disse grunde får vi indtryk af, at Pontoppidan i sine selvbiografier ønsker at give et billede af, at han stod i et særligt nært forhold til den samtidige russiske litteratur. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at det er en vedvarende diskussion, hvorvidt Schaff er en historisk person eller ej. De fleste forskere synes at mene, at han er fiktiv. Fx skriver Niels Kofoed: "Alt i alt må man konkludere, at de forskere, Ejnar Thomsen, Knut Ahnlund og Hakon Stangerup, der hævder at Schaff var et fantasifoster har haft ret i deres formodning." (Kofoed 1989, s. 66). Hvorvidt Schaff er fiktiv eller ej ændrer dog ikke på pointen om, at Pontoppidan ønsker at give et billede af, at han stod i et særligt nært forhold til den samtidige russiske litteratur. At han ligefrem opfinder en person, for at få historien om, at han opfangede de litterære strømninger fra Rusland tidligere end andre, understøtter kun denne pointe.
• Pontoppidan skriver direkte, at han var påvirket af "de moderne russere" (se ovenstående citat fra Undervejs til mig selv).
• Pontoppidan beskriver de egenskaber ved den russiske litteratur, som gjorde den forfriskende og inspirerende for ham og andre danske forfattere: For det første beskriver Pontoppidan, hvordan den russiske litteratur (til forskel fra meget af den samtidige danske litteratur) sætter indhold over udtryk: Væk med "stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik" (Pontoppidan 1962 [1938] s. 161), og frem med dybdegående, nuancerede og realistiske fremstillinger af personer og samfund – fortalt i et jævnt og folkeligt sprog. For det andet beskriver Pontoppidan, hvordan de moderne russere gjorde "Tilegnelsen af deres Værker ganske vanskelig for Læserne, skaanede dem ikke for ret meget af den Møje, hvormed de selv havde tilkæmpet sig Sejren over et genstridigt Stof." (Pontoppidan 1962 [1938] s. 161). I denne litteratur vil fortælleren sjældent tage læseren i hånden og forklare, men derimod være tilbagetrukket og visende. På den måde kommer læseren på arbejde og han/hun må selv prøve at forstå, vurdere og forklare eksempelvis en persons handlinger og karaktertræk. Derudover vil litteraturen sjældent skildre en fantasiverden med tydelige skel mellem god og ond, rigtigt og forkert (osv.), men derimod en verden, der skal afspejle den virkelige verdens kompleksitet og tvetydighed – en samfundsmæssig og psykologisk realisme. Virkeligheden er kompleks og tvetydig – derfor skal litteraturen også være det. Heri består den "vanskelighed" for læseren, som Pontoppidan beskriver: Den verden, der skildres i litteraturen, er kompleks og tvetydig, samtidig med, at læseren (fordi fortælleren ikke er forklarende) står alene med at forstå og navigere i denne verden.

10 Tilbage til spørgsmålet om, hvilke russere Pontoppidan hentyder til, når han i ovenstående uddrag af selvbiografierne skriver "de moderne russere", "disse russere", eller "de store, moderne russere". Der er selvfølgelig de forfattere, som eksplicit bliver nævnt: Lermontov, Gogol, Saltikow og (især) Dostojevskij. Men bemærk formuleringerne: "Lermontov, Gogol, den "ulveagtige" Michael Saltikow o.s.v […]" (Pontoppidan 1962 [1936] s. 133), og: "Flere af disse Russere, og netop de bedste – Dostojewski f. Eks. […]" (Pontoppidan 1962 [1938] s. 161). De to forkortelser "o.s.v." og "f.Eks." giver indtryk af, at de forfattere, der nævnes, blot er nogle af dem, der menes. Andre russiske forfattere, som var nyoversatte og "moderne" i Danmark i 1880'erne, kan med rimelighed medregnes. Heriblandt Tolstoj: For det første var og er han en af de mest (hvis ikke dén mest) kendte russiske forfatter i Danmark (og verden). For det andet, hvad vi skal se i det kommende, skriver Pontoppidan eksplicit om Tolstoj flere gange (særligt i slutningen af 1880'erne), hvorfor han må have haft et vist kendskab til (og en vis interesse for) Tolstoj. For det tredje passer den beskrivelse af den russiske litteratur, som gives i selvbiografierne (og som der kort er redegjort for i ovenstående), glimrende på Tolstojs forfatterskab: Indhold sættes over udtryk, personer og samfund fremstilles realistisk (og derfor nuancerede og komplekse) og fortælleren er ikke-forklarende således, at læseren bliver sat på arbejde.

Tolstoj nævnes ikke eksplicit i selvbiografierne, men kan med rimelighed ses som medtænkt i den gruppe af "moderne russere", som Pontoppidan her beskriver. Dette kan forklare, hvorfor flere litterater (pudsigt nok) formulerer sig, som om Pontoppidan eksplicit nævner Tolstoj i sine selvbiografier:

I en artikel om Schaff skriver Henning Bokelund (med henvisning til selvbiografierne): "Pontoppidan nævnede (medgav), at han var inspireret af de russiske forfattere, Saltykov, Tolstoj og Dostojevski." (Bokelund 2002)

"Men hvad er Pontoppidans motiv for at opfinde Schaff og få denne til at introducere ham for russisk litteratur, før han i virkeligheden blev det? Det kan man kun gisne om, men for mig at se er der på en eller anden måde tale om et ønske om at tilkendegive sin gæld til russisk litteratur – Tolstoj, Saltikow og Dostojevskij." (Gravesen 1998)

"Pontoppidan anfører selv, at de russiske realister stod ham nær, ikke Turgenjev, som han bestandigt reagerede imod, men det følgende slægtleds skribenter: Saltykov, Tolstoj og Dostojevski. Det var disse forfattere Schaff henviste til som de store fornyere (Hamskifte, s. 122-123)." (Kofoed 1986 s. 74)

"…men han [Schaff] anbefalede den unge mand [Pontoppidan] at læse Dostojevskij og Tolstoj." (Stangerup 1977 s. 270.)

Kilder hvor Pontoppidan eksplicit nævner Tolstoj eller værker af Tolstoj

Der findes tekster, hvor Pontoppidan eksplicit nævner Tolstoj eller værker af Tolstoj. Det drejer sig om to breve og to artikler

– og muligvis et digt:

Brev fra 16. juli 1888

I et brev fra 1888 (Pontoppidan 1888, 16. juli) takker Pontoppidan Edvard Brandes "såvel for Anmeldelsen som for Tilsendelsen af 'Livsspørgsmål'". Her referes der sandsynligvis til 11 Tolstojs Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter, oversat til dansk i 1888 (Tolstój 1888a). Om Livsspørgsmaal skriver Pontoppidan i brevet: "'Livsspørgsmål' har foreløbig ikke ægget mig".

Artikel fra 17. august 1889

I en artikel trykt d. 17. august 1889 i Kjøbenhavns Børs-Tidende (Pontoppidan 1889, 17. august) kommenterer Pontoppidan den del af Tolstojs forfatterskab, der hævder, at livslykken opnås gennem et spartansk og gudhengivnent liv på landet, hvor fysisk arbejde og nærhed til naturen er grundpillerne. Dette gør Pontoppidan med afsæt i Tolstojs tekst "Hvori bestaar Lykke?" (Tolstój 1888b), som var (og er) tilgængelig i den danske udgivelse I Kamp for Lykken: Livsbilleder fra 1888. Blandt de historiske kilder, der binder Tolstoj og Pontoppidan sammen, er denne uden tvivl den mest værdifulde. Det er der flere årsager til:

I og med, at Pontoppidans artikel er en kommentar til Tolstojs forfatterskab, ved vi, at Pontoppidan har læst Tolstoj. Pontoppidan skriver direkte: "I en Artikel af Leo Tolstoj: 'Hvori bestaar Lykke?', som jeg idag har læst […]" (Pontoppidan 1889, 17. august). Desuden giver Pontoppidan klart indtryk af at have læst betydeligt mere af Tolstoj end teksten 'Hvori bestaar Lykke?': "i Lighed med, hvad Forfatteren [Tolstoj] i alle sine senere Arbejder nu snart til Trivialitet har forfægtet" og "Jeg har siden haft mine Anfægtelser, hver Gang jeg læste om Digterens [Tolstojs] Naturdyrkelse" (begge: Pontoppidan 1889, 17. august).

Pontoppidan refererer til et berømt billede af Tolstoj: "Og efter at have set et Billede af Grev Tolstoj, hvor han har ladet sig fremstille i Bondedragt bag et Spand Stude […]" (Pontoppidan 1889, 17. august). Deraf ved vi, at Pontoppidan har været bekendt med Tolstojs privatliv – i hvert fald den del, der drejer sig om Tolstojs udlevelse af sin bondelykke-filosofi.

Når Pontoppidan vælger at skrive en artikel om Tolstojs forfatterskab, vidner det om en interesse for dette. Endvidere fortæller artiklen os noget om, hvad Pontoppidans holdning til Tolstojs forfatterskab var i perioden omkring 1889. Pontoppidan erklærer sig lodret uenig i Tolstojs filosofi om, at livet i byerne er fordærvende, mens livet på landet er lykkeidealet. Han skriver bl.a.:

Jeg ser mig om i min hyggelige Stue. Udenfor strømmer Regnen, Stormen slaar Reveille paa Ruden, og jeg tænker paa, om det virkelig skulde være sundere og behageligere i dette Øjeblik at færdes ude i Taagerne paa en mudderblød Brakmark, gennemvaad, halvt af Regn, halvt af Sved, for ved Aftenstid at krybe ind i en muggen Lerhytte, til ufordøjelig og ofte fordærvet Føde og en Seng, der er fuld af Utøj – end at sidde her i et højloftet, vel ventileret Rum, skærmet mod Blæst og Kulde, læse en Timestid, øve sig paa et Par Sonater for derpaa efter et friskt Bad, en halv Times Fægteøvelse eller en Ridetur langs med Sundet at sætte sig til et let, men kraftigt Maaltid. (Pontoppidan 1889, 17. august)

Og senere:

Hvorfor taler Tolstoj saa foragteligt om dem, "der kun to Gange i deres Liv har set Solen staa op, og ellers kun omgiver sig med Stoffer, Sten og Træ forarbejdet af Menneskehænder, og overalt kun hører Lyden af Maskiner, Ekvipager, Kanoner og musikalske Instrumenter." Kan da ikke et Torv fuldt af Mennesker, af Farver og Liv, være et ligesaa ophøjet Skue som en Solnedgang? Og, ærlig talt, jeg hører i Længden hellere Rubinstein spille Klavér end en gammel hæs Krage skræppe. (Pontoppidan 1889, 17. august)

12 Artikel fra 20. august 1889

Den 20. august 1889 (blot tre dage efter ovennævnte artikel) nævner Pontoppidan igen Tolstoj i en artikel trykt i Kjøbenhavns Børs-Tidende (Pontoppidan 1889, 20. august). Her udtrykker Pontoppidan sin glæde ved, at "Den moderne Kristendom forkaster Troen paa de evige Pinsler som stridende mod al menneskelig Følelse og uforenelig med Overbevisningen om Guds Algodhed" (Pontoppidan 1889, 20. august). Ifølge Pontoppidan er det en "Skade, [at] man ikke er kommen til denne Erkendelse lidt før. Hvor megen Uro, Angst og Bæven kunde da ikke være sparet? I Aarhundreder har Frygten for Livet efter dette og Dommen over vore Gerninger ligget som en Mare over Sindene" (Pontoppidan 1889, 20. august). Pontoppidan inddrager kort Tolstoj idet han påpeger at dette moderne syn på kristendommen stemmer overens med det som "den moderne Profet Tolstoj" udtrykker i "sine Opbyggelsesskrifter" (begge: Pontoppidan 1889, 20. august). Hvor Pontoppidan i artiklen fra 17. august 1889 markerede en uenighed med Tolstojs syn på livet i byen og på landet, er her markeret en enighed i Tolstojs religionsopfattelse.

I et brev fra Pontoppidan til Frederik Hegel, afsendt d. 29. oktober 1920 (se Pontoppidan 1920, 29. oktober), omtales Tolstoj i følgende passage:

Iøvrigt vilde jeg finde det rimeligt, om Dagbladene – i dette Tilfælde altså "Politiken" – beviste deres påståede Interesse for den værdifulde Literatur ved selv at favorisere den i deres Føljetoner, som er mange tusinde Menneskers eneste æstetiske Læsning. Men se om de gør det! "Politiken" benyttede i Bladets første År et udsøgt Føljetonstof; Tolstoj, Zola og andre af Tidens bedste Mænd indførtes dér ved deres ypperste Arbejder. Og nu! (Pontoppidan 1920, 29. oktober)

Her er det værd at bemærke, at Pontoppidan beskriver Tolstoj som værende blandt "Tidens bedste Mænd" og hans forfatterskab som tilhørende "den værdifulde Literatur".

Fra Pontoppidans egen hånd foreligger ti forskellige varianter af det digt som er kendt under titlen "Tilstaaelse". I en artikel skrevet til den første (og foreløbig sidste) udgave af Pontoppidan Selskabets skriftserie Pontoppidaniana samler og redegør Flemming Behrendt for de ti varianter af digtet (Behrendt 2004). Den tiende og sidste variant er fra 1938, og navngives J i Behrendts artikel. Første strofe af J lyder således:

Hvad jeg fra Barn har set og hørt,
og hvad jeg selv har levet
af Folkets Liv i Krig og Fred, –
her står det alt nedskrevet.

Med formuleringen "Krig og Fred" kan der muligvis være tale om en reference til Tolstojs roman Krig og Fred. Dette synes Flemming Behrendt selv at mene, idet han skriver følgende om digtet:

I J løber den urgamle Pontoppidan grassat, blæser på sin egen patos, spiller på sin ungdoms hadehelt Tolstoj og kigger ind i Hornsherreds bondestuer […]. (Behrendt 2004 s. 150)

13 Det er naturligvis vanskeligt at sige med sikkerhed, at J indeholder en reference til Tolstoj, da formuleringen "Krig og Fred" jo er almindelig anvendt og ikke nødvendigvis må knyttes til Tolstojs roman af samme navn. Derfor har J en ringe kildehistorisk værdi i forhold til afdækningen af påvirkningsforholdet mellem Tolstoj og Pontoppidan – men da nærværende arbejde tilstræber at finde og gennemgå alle historiske kilder af relevans for afdækningen af påvirkningsforholdet mellem Tolstoj og Pontoppidan, vurderes det, at denne variant af "Tilstaaelse"-digtet bør nævnes.

Valg af litteratur til komparativ analyse

Tolstoj og Pontoppidan levede begge et langt liv og efterlod sig to store forfatterskaber. En tilbundsgående komparativ analyse af de to forfatterskaber vil kræve et enormt arbejde. Den komparative analyse er afgrænset til at vedrøre ét værk af Tolstoj og ét værk af Pontoppidan. Spørgsmålet er, hvilke to værker der bør udvælges til den komparative analyse.

Blandt værker af Pontoppidan synes Det forjættede Land at være et oplagt valg:

I afsnittet "Retfærdiggørelse af emnevalg" blev der bragt citater fra faglitterære værker, som påpeger en påvirkning fra Tolstoj til Pontoppidan. Mange af disse peger på et specifikt værk af Pontoppidan som stedet, hvor påvirkningen kan ses – og i næsten alle tilfælde er dette værk Det forjættede Land. Dette blev tydeliggjort ved at inddele citaterne i to kategorier: Én kategori er citater, der specifikt peger på Det forjættede Land som et sted, hvor påvirkning kan ses (kategori 1), og én kategori af citater, der peger på en påvirkning, uden der specifikt peges på Det forjættede Land, som det sted, hvor påvirkningen kan ses (kategori 2).

Blandt de relevante tekster af Pontoppidan har vi set, hvordan han i fire tekster (fem hvis digtet fra 1938 tælles med) eksplicit nævner Tolstoj eller værker af Tolstoj. Tre af disse tekster (to artikler og et brev) er fra årene 1888-89. Det tyder på, at det er i disse år, Pontoppidans interesse for Tolstoj har været størst. Det forjættede Land udkom første gang i tre bind, hvoraf det første bind Muld, udkom i 1891. Udarbejdelsen af Muld foregik i årene op til 1891, hvilket fremgår af flere breve fra årene 1889-90.⁴ Dermed bliver Muld til i de år, hvor også størstedelen af de kilder, hvor Pontoppidan eksplicit nævner Tolstoj, er fra – og dermed bliver Muld til i en periode, hvor Tolstoj sandsynligvis var i Pontoppidans tanker. Romanens næste to bind (Det forjættede Land fra 1892 og Dommens Dag fra 1895) ligger tidsligt længere fra årene 1888-89 (uden dog at ligge langt fra). De tematikker, karakterer mv., der er at finde i den samlede roman (dvs. alle tre bind), introduceres i Muld, og det synes derfor rimeligt at hævde, at for den samlede roman Det forjættede Land gælder det, at den bliver til med afsæt i en periode, hvor Pontoppidan tilsyneladende nærede en interesse for Tolstoj.

Idet valget af værk fra Pontoppidans hånd ligger fast på Det forjættede Land, må et kriterium for værket af Tolstoj naturligvis være, at det var tilgængeligt for Pontoppidan, inden han skrev Muld. Flere værker af Tolstoj synes at være oplagte:

14 Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter

I brevet fra 16. juli 1888 fremgår det, at Pontoppidan med stor sandsynlighed har læst Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter af Tolstoj (oversat til dansk i 1888, se Tolstój 1888a). Alene det, at vi med stor sikkerhed ved, at Pontoppidan har læst den, gør den til et oplagt bud på en tekst, der kan anvendes i komparativ analyse. Hvad der taler imod valget af Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter, er, at Pontoppidan i brevet fra 16. juli 1888 ikke udtrykker, at værket interesserer ham – tværtimod.

I artiklen fra 17. august 1889 fremgår det med sikkerhed, at Pontoppidan har læst teksten "Hvori bestaar Lykke?" (Tolstój 1888b). Pontoppidan udtrykker klare holdninger til tekstens indhold. Teksten skaber en reaktion fra Pontoppian, hvorfor den må have gjort et indtryk på ham – et indtryk, der måske fører til en påvirkning, der kan aflæses i Pontoppidans skønlitterære værker (fx Det forjættede Land).

Følgende forhold synes at pege på Anna Karenina som et oplagt værk til den komparative analyse:

Anna Karenina var (og er) en af Tolstojs mest kendte romaner – hvilket næppe mindsker sandsynligheden for, at Pontoppidan har læst den.

Tre af de citater fra fagtekster, som er anført i afsnittet "Retfærdiggørelse af emnevalg", peger på et påvirkningsforhold mellem Anna Karenina og Pontoppidans forfatterskab (Kielberg og Rømhild 1997 s. 44, Grodal 2000 s. 513 og Hertel 2013, 25. april). Grodal og Kielberg/Rømhild peger specifikt på et (sandsynligt) påvirkningsforhold mellem Anna Karenina og Det forjættede Land.

Selvom der ikke foreligger en kilde, der specifikt peger på, at Pontoppidan har læst Anna Karenina (som det er tilfældet med Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter og "Hvori bestaar Lykke?"), er det vigtigt at huske på, at Pontoppidan i artiklen fra den 17. august 1889 giver klart indtryk af at have læst mere af Tolstoj end Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter og "Hvori bestaar Lykke?". I artiklen skriver Pontoppidan bl.a.:

[…] i Lighed med, hvad Forfatteren i alle sine senere Arbejder nu snart til Trivialitet har forfægtet, hvorledes den moderne Civilisation, de store Byer, Velstand og Lediggang er Skyld i alle Tidens Ulykker, medens den sande og varige Livsglæde alene er at finde i Livet paa Landet, hos Jordarbejderen og især blandt dem, der – som man siger – akkurat har "til Dagen og Vejen" eller fra "Haand til Mund". (Pontoppidan 1889, 17. august).

For at kunne udtale sig om "alle [Tolstojs] senere Arbejder" må Pontoppidan have læst dem (eller fået dem gengivet). Iblandt de tekster som Pontoppidan kalder Tolstojs "senere Arbejder", kan Anna Karenina med rimelighed medregnes: For det første indeholder romanen den idyllisering af livet på landet, som Pontoppidan reagerer imod i artiklen, og som han siger er et fællestræk ved alle Tolstojs "senere Arbejder". For det andet begyndte Tolstojs forfatterkarriere i begyndelsen af 1850'erne, hvorfor Anna Karenina (der første gang udkom på russisk i komplet form i 1878 og på dansk i 1886-87), ved artiklens tilblivelse i 1889 med rimelighed kan medregnes blandt Tolstojs "senere Arbejder", og dermed medregnes blandt den litteratur af Tolstoj, hvis indhold Pontoppidan skriver, han har kendskab til, og som han kommenterer.

Som allerede nævnt indeholder Anna Karenina den idyllisering af bondelivet, som er central i "Hvori bestaar Lykke?", og som Pontoppidan reagerer imod i sin artikel fra 17. august 1889. Mange af de pointer, der kan fås på baggrund af en sammenligning af skildringen af livet på landet i "Hvori bestaar Lykke?" og 15 Det forjættede Land, kan derfor også fås i en sammenligning af Anna Karenina og Det forjættede Land. En sammenligning af Anna Karenina og Det forjættede Land giver derudover en række andre muligheder for undersøgelse af ligheder og påvirkningsforhold – navnlig fordi de begge er romaner:

Det sidste forhold, der taler for Anna Karenina er, at den tilhører den samme litterære genre som Det forjættede Land – nemlig romangenren. Dette giver mulighed for sammenligning af fortællerforhold, karakterer, handling m.m. Man må gå ud fra, at påvirkning mellem litterære tekster oftest sker mellem tekster fra samme litterære genre (selvom det selvfølgelig ikke behøver at være tilfældet). Går vi ud fra, at Pontoppidan har hentet inspiration fra Tolstojs forfatterskab til udarbejdelsen af Det forjættede Land, er det mere sandsynligt, at inspirationen kommer fra et (eller flere) romanværk(er) end fx et (eller flere) filosofisk(e) essay(s).

Krig og fred

Krig og Fred var (og er) en af Tolstojs mest kendte romaner – hvilket øger sandsynligheden for, at Pontoppidan har læst den.

Krig og Fred er en roman, dvs. den tilhører samme litterære genre som Det forjættede Land, hvilket giver mulighed for sammenligning af fortællerforhold, karakterer, handling mm.

Den sidste udgave af digtet "Tilstaaelse" refererer måske til Krig og Fred. Det er usikkert, hvorvidt Pontoppidan refererer til romanen i digtet. Men vi så, hvordan Behrendt mener, at der er tale om en reference til romanen, og er man af den holdning, vil digtet være en kilde, der peger på, at Pontoppidan har læst Krig og Fred, idet de sidste to vers i første strofe lyder således: "af Folkets Liv i Krig og Fred, // her står det alt nedskrevet."

Edvard Brandes stod som oversætter af den første danske udgave af Krig og Fred fra 1884 (sandsynligvis var det dog ikke Brandes, der foretog selve oversættelsesarbejdet, men derimod Mette Gauguin, født Mette Gad). Via henrikpontoppidan.dk er 80 breve fra Pontoppidan til Brandes og 25 breve fra Brandes til Pontoppidan tilgængelige. Mængden af, og indholdet i, disse breve viser, at de to har stået i et venskabeligt forhold til hinanden. At Pontoppidans ven Edvard Brandes stod som oversætter til Krig og Fred øger sandsynligheden for, at Pontoppidan har læst den – især når vi allerede har set, at det var Edvard Brandes, der sendte Pontoppidan Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter.

Omend flere værker af Tolstoj kunne være interessante at sammenligne Det forjættede Land med, vælges på baggrund af ovenstående argumenter, Anna Karenina til den kommende komparative analyse.

Teori – genetisk komparatisme

Inden for den genetiske komparatisme – dvs. det felt inden for litteraturvidenskaben, hvor to litterære genstandsområder sammenlignes med det formål at undersøge, om der er en historisk forbindelse mellem de to (og hvilken) – er ligheder og påvirkning centrale begreber. Den genetiske komparatist søger efter ligheder mellem to (eller flere) tekster med det formål at argumentere for en sandsynlig påvirkning. Ligheder er de karakteristika hos tekst B, der peger på et historisk slægtskab med tekst A. Påvirkning er den psykiske proces, der sker hos forfatter B, idet han læser tekst A, som får den konsekvens, at tekst B har ligheder, og dermed et historisk slægtskab, med tekst A. Følgende figur er inspireret af Jørgensen 1974 s. 63 (Bemærk, at der naturligvis godt kan være mere end én forfatter A osv. – dette er en forsimplet model):

16 Et centralt spørgsmål for den genetiske komparatist er: Hvor megen lighed (og hvilke typer af lighed) skal der være mellem tekst A og tekst B, før man med stor sikkerhed kan tale om en påvirkning? Dette er der naturligvis intet entydigt svar på, idet ligheder kan have et væld af forskellige former og påvirkning kan opstå på et utal af forskellige måder. Ligheder mellem to tekster kan eksempelvis findes i sproget, handlingen eller symbolikken (eller på flere niveauer i teksten samtidigt). Påvirkning kan være udtryk for mange forskellige psykiske processer i forfatter B: dialog, karikering, kommentering, bevidst eller ubevidst kunstnerisk inspiration e.a. Omend en præcis definition af, hvornår ligheder sandsynligvis er udtryk for påvirkning, er meget vanskelig (hvis ikke umulig) at give, er det klart, at den genetiske komparatist må være bevidst om følgende:

Lighederne mellem teksterne vil sjældent stå i et en-til-en forhold. Det påvirkede vil ofte være blandet med orginalitet, dvs. transformeret i større eller mindre grad. Ligheder kan være udtryk for "negativ påvirkning" (Jørgensen 1974, s. 62), hvorved der forstås, at en tekst kan indeholde reaktioner på andre tekster, uden at der nødvendigvis er tale om gengivelse. Eksempelvis kan den litterære realisme i slutningen af 1800-tallet ses om en reaktion på romantikkens litteratur, hvorved de er historisk sammenbundne pga. deres forskelligheder snarere end af deres ligheder. Ligheder mellem to tekster er ikke nødvendigvis lig med påvirkning, men kan skyldes andre faktorer: "tilfældigheder", "grundmenneskelige oplevelses- og erkendelsesvilkår", "fælles samfundsvilkår og fælles historiske betingelser" eller "fælles litterær påvirkning" (Fjord Jensen 1989 s. 41-42). Derfor er det vigtigt, at den litterære komparatist ikke ukritisk sætter lighedstegn mellem ligheder og påvirkning.

Den genetiske komparatist arbejder på to niveauer i sin argumentation for, at tekst B er påvirket af tekst A – inden for teksterne og uden for teksterne:

Den genetiske komparatist arbejder "inden for" teksterne. Komparatisten forsøger at finde "gode" ligheder mellem teksterne, dvs. ligheder, der sandsynliggør en påvirkning. Igen: Det er svært at stille kriterier op for, hvad en god lighed er, men groft sagt skal ligheden enten være tilstrækkelig egenartet: At der i to romaner indgår en mand med en skjorte er næppe udtryk for påvirkning, men hvis skjorterne er neonfarvede med præcis tretten elefantmotiver, er en påvirkning mere sandsynlig (for ikke at sige sikker i dette tilfælde). Eller ligheden skal være til stede i et vist omfang: At der i to romaner indgår en kvinde, som ejer en kat er næppe udtryk for påvirkning. Men hvis to romaners centrale tema er en kvinde og hendes 17 forhold til sin kat, så er en påvirkning mere sandsynlig. "Begreberne" egenartet og omfangsrig er mine egne ord for de to grundlæggende typer af ligheder, og vil blive anvendt i det kommende.

Den genetiske komparatist vil også arbejde "uden for" de tekster, der sammenlignes. I denne del af argumentationen for, hvorvidt tekst B er påvirket af tekst A, kan der stilles et klart kriterie op: Hvis forfatter B ikke kan havde læst tekst A, kan tekst B (naturligvis) ikke være påvirket af tekst A. Og omvendt: Hvis der findes historiske kilder, der viser, at forfatter B har læst tekst A (og måske ligefrem vist interesse for den) er en påvirkning mere sandsynlig. Nedskrivningstidspunkt, publiceringstidspunkt samt geografisk og sproglig tilgængelighed er faktorer, der må tages højde for. Biografisk og psykologisk viden om forfatter B kan bruges til at argumentere for eller imod, at han/hun har læst (og er påvirket af) tekst A. Arbejdet "uden for" teksterne udgør dette speciales første del, og arbejdet "inden for" teksterne udgør anden del. Arbejdet "uden for" værkerne er priorteret højt i dette speciale. Som nævnt er det tilstræbt at finde og gennemgå al faglitteratur og alle historiske kilder af relevans for afdækningen af påvirkningsforholdet mellem Tolstoj og Pontoppidan. Da et sådant research-arbejde ikke er gjort før og fordi ønsket er, at oversigten over kilder og faglitteratur skal være komplet, er denne del af den genetiske komparatists arbejde oppriorteret.

Anden del – komparativ analyse af Det forjættede Land og Anna Karenina

I det kommende opstilles ligheder mellem Det forjættede Land og Anna Karenina. Derefter diskuteres det, hvorvidt disse ligheder sandsynliggør en påvirkning de to romaner imellem.

Udgaver

Romanen Det forjættede Land bestod oprindeligt af triologien Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895). Pontoppidan lavede efterfølgende flere revideringer og reduceringer af triologien. Heraf er den mest omfangsrige fra 1898, hvor Pontoppidan samlede triologien til et étbindsværk under titlen Det forjættede Land. Dermed fik romanværket først fællestitlen Det forjættede Land i 1898, men denne titel bruges almindeligvis også om den oprindelige triologi 1891-95 – således også her. I den kommende analyse af Det forjættede Land bør naturligvis anvendes udgaven fra 1891-95, da denne tidsligt ligger tættest på den periode, hvor historiske kilder viser, at Pontoppidans interesse for Tolstoj var størst. Udgaven fra 1891-95 blev genudgivet i 1997 (Kielberg og Rømhild 1997). Det er denne udgave, der refereres til i analysen. I det følgende refererer "DfL" til 1997-udgaven af Kielberg og Rømhild.

Anna Karenina udkom første gang på dansk i en tobindsudgave fra 1886-87 med oversættelse af W. Gerstenberg. Det er Gerstenbergs oversættelse af romanen, der bør bruges i den kommende analyse. Denne var den eneste eksisterende danske oversættelse, da Pontoppidan skrev Det forjættede Land i 1891-95. Gerstenbergs oversættelse varierer kraftigt fra senere danske oversættelser (hvorfor anvendelsen af denne oversættelse og ikke en senere er ekstra vigtig). Dels varierer den sprogligt, men primært varierer den ved at være en kraftig reduceret udgave af originalværket. Eksempelvis spiller Ljevins forkomne og alkoholiske broder Nikolai en væsentlig rolle i Ejnar Thomassens oversættelse fra 1929, hvorimod han i Gerstenbergs oversættelse ikke nævnes med et ord. Desværre har det ikke været muligt at finde udgaven fra 1886-87 til køb eller hjemlån. Derimod var det muligt at fremskaffe 3. udgaven af Gerstenbergs oversættelse fra 1901 (Tolstóy 1901). Efter at have sammenholdt 3. udgaven med 1. udgaven (som er tilgængelig på Det Kongelige Biblioteks Læsesal uden mulighed for hjemlån) viser det sig heldigvis, at de to udgaver er fuldstændig ens. Dog med den ene undtagelse, at den første side af det første kapitel er side ét i 1. udgaven, mens første side af det første kapitel er side 5 i 3. udgaven. Dermed er eksempelvis side 254 i 3. udgaven 18 identisk med side 250 i 1. udgaven – osv. Dette gælder både for bind 1 og 2. I den kommende analyse anvendes 3. udgaven (Tolstóy 1901). I det følgende refererer "AK1" og "AK2" til henholdsvis bind 1 og 2 af udgaven fra 1901.

Tidsfæstelser

Anna Karenina og Det forjættede Land er historiske romaner. De foregår inden for rammerne af en bestemt historisk tid, mens handling, lokationer og karakterer overvejende er fiktive. Handlingen i Det forjættede Land tager sin begyndelse "i et Aar henimod Slutningen af halvfjerserne" (DfL 11) – dvs. 1870'erne. På baggrund af løbende tidsangivelse kan romanens handling sættes til at strække sig over ca. 10 år. Det forjættede Land foregår derfor i perioden fra slut 1870'erne til slut 1880'erne. I Anna Karenina gives ikke eksplicit et årstal (eller et omtrentligt årstal som i Det forjættede Land). Men i romanens slutning omtales den nyudbrudte "serbisk-tyrkiske Krig" (AK2 344) og "Serbernes og Montenegrinernes heltemodige kamp" (AK2 345). Den krig, der refereres til er krigen mellem Serbien (og Montenegro) og Det Osmanniske Rige, der varer fra 1876-78, og som ved romanens slutning er brudt ud. Romanens handling må derfor vare til sommeren⁵ 1876. På baggrund af løbende tidsangivelser er det givet, at romanen tager sin begyndelse om vinteren⁶ tre og et halvt år tidligere. Anna Karenina foregår altså fra vinteren 1872-73 til sommeren 1876. En gennemgang af de tidsangivelser, der gives i løbet af de to romaner, og på hvilken baggrund længden for de to handlinger han sættes til 3 og et halvt år og ca. 10 år, vil hurtigt gribe om sig (særligt for Anna Karenina), og da dette ikke er formålet med dette speciale, skal en sådan gennemgang ikke gives her.

Ljevin og Emanuel – drømmen om et bondeliv

Den mest iøjenfaldende lighed mellem Anna Karenina og Det forjættede Land knytter sig til de to karakterer Ljevin (Anna Karenina) og Emanuel (Det forjættede Land):

Ljevin er 32 år gammel og ugift ved begyndelsen af Anna Karenina. Han er ejer af et stort, nedarvet gods, hans familie hører til blandt "Moskvás ældste Adelsslægter" (AK 35), og han har læst på universtetet i Moskva (AK 35). Emanuel er 26 år gammel og ugift ved begyndelsen af Det forjættede Land. Hans fader er etatsråd, hans bror er garderløjtnant, og hans søster er generalkonsulinde. Han er uddannet præst, omend faderen helst så, at han havde læst jura (DfL 407). Emanuel og Ljevin er begge veluddannede og omend Emanuel ikke kan måle sig med Ljevins adelige herkomst og hans nedarvede ca. 6000 tønder land (AK 33), er de begge født ind i samfundets højere sociale lag. Alligevel får de begge den pudsige ide, at de vil opgive den sociale status og det velstillede liv, som deres baggrund giver dem adgang til, og i stedet leve som simple bønder:

Ved Anna Kareninas begyndelse er Ljevin rejst fra sit gods ind til Moskva for at fri til Kitty, datter af fyrst Tscerbatzskij. Da Kitty er forelsket i en anden mand (som dog hurtigt vrager hende) må Ljevin rejse tilbage til sit gods med uforrettet sag. En dag – omtrent et halvt år efter hans frieri⁷ – er Ljevin taget ud på en af sine marker for at besigtige pålæsning af noget nyslået hø. Her sætter han sig på en høstak og fortaber sig i en iagttagelse af de arbejdende bønder. Særligt et ungt ægtepar, der hjælper hinanden med at læsse hø på en hestevogn, fanger Ljevins opmærksomhed. Da bønderne er færdige med deres arbejde, sidder Ljevin 19 alene og tænker på at lave en radikal omlægning af sit liv – fra den rige godsejertilværelse til et simpelt bondeliv:

Ljevin havde ofte misundt dem [bønderne] det Liv, de førte, men først i Dag, efter at han havde set de unge Ægtefolks Lykke, gik det op for ham, at det jo kun beroede paa ham selv at ombytte det kunstlede, magelige og egennyttige Liv, han nu førte, med et andet, der var langt nyttigere og bragte ganske anderledes rene Glæder. […]
"Men hvordan skal jeg egentlig bære mig ad dermed?" spurgte han sig selv, idet han nu søgte at blive klar paa alt, hvad han havde tænkt og følt i denne korte Nat: først og fremmest maatte han bryde med sit nuværende Liv og smide denne dumme Dannelse, som ikke var Spor af Nytte til, over Bord. Og han følte, at det vilde blive ham en let Sag, ja endogsaa en Nydelse, at gjøre dette, thi det Liv, han nu vilde ind paa, var saa rent, uskyldigt og naturligt, at det absolut vilde give ham den Ro i Sindet og den Tilfredshed med sig selv, som han hidtil saa dybt havde savnet. Men hvorledes han skulde gjennemføre Overgangen, det stod ikke klart for ham. Han maatte tage sig en Hustru og arbejde – strængt Arbejde skulde det være, som han ikke kunde frigjøre sig for. (AK 309-310)

Ved Det forjættede Lands begyndelse er Emanuel flyttet fra sin familie i København og har taget et præstekald på landet. Han bliver hurtigt betaget af bondens arbejdsomme og (i Emanuels øjne) sorgløse liv. Hans betagelse vokser i en sådan grad, at han, efter at have friet til en bondepige, planlægger et liv som bonde for sig selv og sin kommende hustru:

Han var allerede fast besluttet paa at gifte sig, saasnart Forholdene paa nogen Maade tillod det. For sin Mødrenearv, der beløb sig til nogle tusinde Kroner, vilde han købe sig en lille Bondeejendom et eller andet Sted i Sognet og for Fremtiden ernære sig udelukkende som Jordbruger. For den Gærning, han mulig kunde komme til at øve i Menigheden som Præst og Lærer, vilde han ikke modtage noget Vederlag. Han vilde leve som fri og uafhængig Mand paa sin Gaard og i et og alt dele Liv og Kaar med sine Venner. (DfL 155)

Hvor drømmen om en komplet omvending til bonde er fælles for Ljevin og Emanuel, er graden af realisering forskellig:

Ljevin bliver siddende på høstakken hele natten, hensunket i drømme om et bondeliv. Først tidligt næste morgen begiver Ljevin sig hjemad. Netop da kører Kitty ved et tilfælde forbi Ljevin i en hestevogn. Hun ser ikke ham, men han ser hende. Alene synet af Kitty (samt visheden om, at den person, for hvis skyld Kitty afslog Ljevins frieri, nu har vraget hende), gør at "alt, hvad han havde tænkt i denne søvnløse Nat, alle Beslutninger han havde fattet, [var] som blæste bort." (AK 311) Ljevin erkender at en omvending til et bondeliv vil umuliggøre det, han stadig bærer et håb for: ægteskab med Kitty. Ljevin tænker for sig selv: "Hvor skjønt og tiltrækkende det nye Liv, jeg har tænkt mig, end kan være, kan jeg dog ikke bekvemme mig til at slaa ind paa det. Jeg elsker hende og vil aldrig ophøre dermed" (AK 312).

Selvom tanken om en komplet omstilling til et bondeliv hurtigt bliver lagt på hylden, tager Ljevin gerne del i det arbejde som hører bonden til. Et eksempel på dette er, da han en dag er ude og inspicere bønderne Wasilij og Mischkas såning af kløver:

20 Efter at Ljevin havde set lidt paa Mischka, der gik og asede i den tunge Jord, tog han Sækken fra Wasilij og begyndte selv at saa; det var et vanskeligt Stykke Arbejde, for han sank i, som om han gik i en Mose, og da han naaede Markskjellet, standsede han, badet i Sved, og afleverede igjen Sækken. (AK1 195)

Ved en anden lejlighed er Ljevin på vej til sit gods i hestevogn, da han tager tøjlerne fra sin kusk, så denne sidder tilbage "uden at vide, hvad han skulde gjøre med sine ledige hænder" (AK2 361-362). Privat fører Ljevins et spartansk liv, der i sin simpelhed kan minde mere om en bondes end en godsejers: Da Ljevin i romanens begyndelse er i Moskva for at fri til Kitty, sidder han en aften og spiser middag med sin gode ven Stepán. Denne bestiller østers og Ljevin spiser et par stykker af høflighed, men tænker, at han "helst vilde have ladet sig nøje med Franskbrød og Ost" (AK1 49). Senere, da Ljevin rejser tilbage til sit gods beslutter han sig for at leve "endnu mere arbejdsom tarveligt end før" (AK1 113). Stepán beskriver Ljevins liv som havende "munkeagtige Vaner og strænge Sæder" (AK 198). Ljevin holder af at være ude på marken: I en samtale mellem Kitty og Ljevins ene bror hedder det om Ljevin at "han er ude paa Marken" og "optaget af sit Landbrug som altid" (begge: AK2 356). I en anden passage tænker Kitty, at Ljevin "naturligvis igjen [er] ude i sin Bihave" (AK 359).

Kort efter, at Emanuel har tænkt tankerne om en fuldstændig omvending til et simpelt bondeliv, finder der en begivenhed sted (ligesom det skete for Ljevin) som får Emanuel til (delvis) at opgive sine planer. Bispen overtaler Emanuel til at forblive i præsteembedet og tage over efter Provst Tønnesen (DfL 176-177), hvorfor Emanuel også overtager beboelsen i præstegården. Emanuels oprindelige plan var at købe en lille og beskeden ejendom i Skibberup blandt menige folk, men i stedet ender han med at bo iblandt de mere velstillede bønder i Vejlby, endda på den store og pompøse præstegård (et levn fra "Millionpræstens" dage, se DfL 18). Hvor Emanuels oprindelige plan var at udøve sin præstegerning uafhængig af statskirken og kun i det beskedne omfang, der var ham muligt ved siden af pasningen af sit landbrug, er han nu ansat i et offentligt præsteembede – ganske vist uden at ville modtage anden løn end at kunne bo på præstegården og dyrke den tilhørende jord (DfL 251). Emanuel reviderer altså sin oprindelige plan om at "leve som fri og uafhængig Mand" og "i et og alt dele Liv og Kaar med sine Venner" (begge: DfL 155).

Selvom Emanuel virker som præst og er flyttet ind i præstegården, er det alligevel hans ønske, at man i menigheden "ikke betragtede ham som først og fremmest Præst, men som en Bonde, der i Lighed med Sogneforstanderen og Brandsynsmændene havde faaet et Æres- og Tillidshverv overdraget af Menigheden." (DfL 251). Emanuel gør, hvad han kan for at leve som en "rigtig" bonde. Han går i det samme tøj og spiser den samme mad som bønder. Han pløjer selv i marken. Da Emanuel og Hansine vies, insisterer Emanuel på, at brylluppet foregår efter almindelig bondeskik (DfL 193). Også præstegården får – under Emanuels beboelse – mere udseende af en bondegård end en præstegård (DfL 318). Hans bestræbelser for at være rigtig bonde er i en sådan grad, at de visse steder kan synes overgjorte og karikerede, eksempelvis da han kigger på sin "store Sølvklokke" og "efter Bønders Vaner" holder den op til øret (begge: DfL 206), eller i sin anvendelse af en indtrædelseshilsen "som han havde optaget efter de gamle Bønder" (DfL 244-245).

I sine syv og et halvt år på præstegården ser Emanuel sig selv som bonde. Eksempelvis anvender han formuleringer som "os bønder" (DfL 206). Og han lever da også – i vid udstrækning – som en bonde. Men indirekte lader fortælleren læseren vide, at Emanuel ikke er en "rigtig" bonde. Et godt eksempel på dette 21 er, da Hansine i en samtale med Emanuel svarer "paa sit uforfalskede Bondemaal" (205). En elegant og indirekte fortællerkommentar, der påpeger, at Emanuels bondemål (i modsætning til Hansines) er forfalsket – hvilket indikerer, at Emanuel overordnet er en "falsk" bonde. I beskrivelsen af den pløjende Emanuel i begyndelsen af triologiens 2. bog (den bog der oprindeligt hed Det forjættede Land), hedder det om Emanuel, at det var "let at se, at han ikke var nogen almindelig Bondemand. Dertil var hans Skikkelse for leddeløs, Skuldrene for smalle og lavthængende" – mv. (DfL 203). Også de ovennævnte overgjorte bestræbelser på at være bonde er med til indirekte at fortælle læseren, at Emanuel ikke er en rigtig bonde. I sidste ende må Emanuel da også opgive sit projekt og rejse tilbage til København. Han kan ikke få sit landbrug til at løbe rundt og menigheden vender ham ryggen – som præst og som ven.

Ljevin forsøger ikke at leve som bonde, men han overvejer det, hvorfor vi må gå ud fra, at han tænker følgende: hvis jeg vil leve som bonde, så kan jeg godt. Indirekte synes fortælleren i Anna Karenina dog at lade læseren vide, at dette næppe er tilfældet:

Da Ljevin giver sig til at hjælpe med såning af kløver (jf. tidligere nævnte passage), bliver han træt allerede "da han naaede Markskjellet" og må "badet i Sved" give sækken med frø tilbage til bonden han tog den fra (AK1 195). Da Ljevin tager tøjlerne fra kusken (jf. tidligere nævnte passage) må denne kort efter advare ham: "'Mere til venstre, ellers kjører vi lige paa Træet der henne!'" (AK2 363).

Ljevin og Emanuels bondedrøm – opsummering

På trods af, at Ljevin og Emanuel er veluddannede og født ind i familier fra samfundets højere sociale lag, får de begge den idé, at de vil leve som simple bønder. For både Ljevin og Emanuel indtræffer der en begivenhed, der får dem til at revidere deres planer: Ljevin opgiver helt tanken, men lever dog – i visse henseender – et bondelignende liv, trods sin stilling som godsejer. Han lever spartansk, er meget i marken og holder af at udføre arbejde, som hører bonden til. Emanuel opgiver tanken om en fuldstændig omvending til simpel bonde, idet han fortsætter med at virke som præst og bosætter sig i præstegården, men lever alligevel – i vid udstrækning – som bonde. Fortælleren i Det forjættede Land viser indirekte læseren, at Emanuel ikke er en rigtig bonde, selvom han prøver at være det, og i sidste ende viser det sig også, at han må opgive sit bondeprojekt og rejse tilbage til København. Tilsvarende viser fortælleren i Anna Karenina indirekte læseren, at selvom Ljevin tror, at han ville kunne leve som bonde, er dette næppe tilfældet.

Ljevin og Emanuel – livssyn og holdninger

Ljevin og Emanuels drøm om en ændring af deres livsforhold til et simpelt bondeliv (og den delvise udlevelse heraf) udspringer af en række ensartede holdninger og et ensartet livssyn:

Ljevin og Emanuel – natur

Ljevins henrykkelse for naturen illustreres bl.a. i følgende passager:

Hans gode Humør voxede, da han kom udenfor. […] han frydede sig over Træernes hvide mosklædte Stammer og svulmende Knopper (AK 194)

Ljevin ærgede sig over Lyden af sin egen Stemme, der klang disharmonisk i Skovens store Stilhed (AK 203)

22 "Hvor er det smukt!" tænkte han, idet han betragtede nogle smaa hvide, sammenhængende Skyer, der fortonede sig mod Himlen med et rosenrødt Skær og tegnede sig for hans Øjne som en Perlemors Muslingeskal. "Hvor alt er vidunderligt, i denne vidunderlige Nat!" (AK 310)

Emanuels henrykkelse for naturen illustreres tydeligt i følgende passage. Han spadserer med Ragnhild, da han siger:

Dersom De vil vilde gøre Dem den Ulejlighed at lukke Ørene op, Frøken Tønnesen, vil De i netop dette Øjeblik kunne høre Lærkerne synge oven over Deres Hoved – langt dejligere, end Verdens største Virtuos kan gøre dem det efter i nogen Etude. Jeg behøver blot at gaa udenfor min Dør for at se et Rundmaleri for mig, som spotter al menneskelig Kunst (DfL 291)

I Dommens Dag (tredje bind i den oprindelige triologi) vokser naturhenrykkelsen i Emanuel til det ekstreme: Han betragter naturen som en afglans af guds rige og et sted, hvor nærhed til gud opnås, hvorfor han – i takt med at en messiasforestilling vokser i ham – søger ud i naturen i halve og hele dage ad gangen.

Ljevin og Emanuel – fysisk arbejde

Ljevin holder af fysisk arbejde og har svært ved at forstå et liv uden. Dette illustreres bl.a. da han i forbindelse med et besøg på Stepáns arbejdsplads (en retsbygning i Moskva), må give hånden til en af Stepáns kollegaer. Kollegaen har lange og velplejede negle, hvilke Ljevin kigger på med et "næsten forbitret udtryk" (AK 31). Senere indrømmer Ljevin, hvad der har provokerede ham ved disse negle: de forhindrer fysisk arbejde (AK 50).

Emanuel har samme holdning, her illustreret ved hans tanker efter han for første gang har fodret sin svigerfars køer uden hjælp:

Hvor længe vilde man dog blive ved at bedrage sig selv for Livets Lykke? Hvilken Herlighed, hvilken Glæde vilde ikke opblomstre fra den Dag, da Sundhedens hellige Kilde, det legemlige Arbejde, blev genfunden af den hele Menneskehed! (DfL 159)

Ljevin og Emanuel – byliv

Ljevin har ikke meget tilovers for den tilværelse, der føres i Moskvas overklasse: I Moskva sidder Ljevin en aften og spiser middag med Stepán. Her påpeger han, at det er ham besynderligt, at "vi to sidde her og gjøre os Umage for at trække det saa længe ud som muligt med at blive mætte. […] Nej, hjemme paa Landet spise vi simpelhen for at stille Sulten og skynde os at blive færdige for at kunne tage fat paa vort Arbejde igjen." (AK1 50). Den pompøsitet der udfoldes i påklædningen iblandt overklassen i Moskva, er ham også imod: Da han under middagen med Stepán ser en meget pyntet kvinde "var det ham saa ubehageligt et Syn at han ikke kunde faa noget ned." (AK1 47).

I en samtale med Ragnhild siger Emanuel: "De skal se, vi segner maaske til sidst alle sammen i Kampen … især vi stakkels Menneskekarrikaturer, der er avlede i de store Byers Feber, født imellem Dampskorstene, Telegraftraade, Jærnbaner og Sporvogne … hvor mange Generationer tror De, vi holder ud til endnu?" (DfL 56). Kritik af overklassens liv i byen er en væsentlig bestanddel af Emanuels store tale i 23 Skibberup forsamlingshus. Her beretter han bl.a. om damernes pompøse toiletter – særligt om en dames toilette så bekosteligt at "en Arbejderfamilie kunde leve sorgfrit i flere Aar" for dettes pris (DfL 96).

Ljevin og Emanuel – manglende interesse for politik og magtspil

Hverken Ljevin eller Emanuel har stor forståelse eller interesse for politik og magtspil, hvilket bl.a. fremgår af følgende passager:

Emanuel "havde besluttet sig for ikke længer at blande sig i Døgnets Politik, som han overhovedet aldrig havde haft stor Interesse for" (DfL 281). I begyndelsen af Anna Karenina siger Ljevin til Stepán at han "ikke mere [har] interesse for offentlige Anliggender" (AK1 30).

Ljevin og Emanuel – interesse for det nære og sanselige

Hvor Ljevin og Emanuel ikke nærer større interesse for politik, dvs. noget der er komplekst og abstrakt, synes de omvendt at nære stor interesse for det nære, konkrete og sanselige, særligt når det vedrører landbrug og natur:

Da Ljevin kommer hjem til sit gods efter at have været i Moskva for at fri til Kitty (og fået afslag), henrykkes han, da han hører, at hans ynglingsko har kælvet, og selvom det er aften og der må tændes lys, må han straks ud for at se til kalven (AK1 115): "'Er den ikke smuk Wasilij Dmitritsch?' spurgte han Inspektøren" (AK1 116). I sin henrykkelse over kalven har Ljevin ikke tanke for de administrative opgaver som godsejer, der venter ham ved hans hjemkomst, og det er først, da inspektøren minder ham om disse, at de indfinder sig i hans tanker: "Ljevin kom nu til at huske paa sine mange og indviklede Forretninger som Godsejer. Fra Stalden gik han lige hen paa Godskontoret" (begge: AK1 116). Scenen er sigende for Ljevins måde at tænke på. Det der umiddelbart optager ham og fanger hans interesse, er de mindre praktikaliteter og begivenheder inden for hans landbrug, dernæst de overordnede, administrative opgaver. Da Ljevin ved en anden lejlighed er ude og besigtige sine køer, hedder det: "Efter at Ljevin havde nydt Synet af dem [køerne] – han kjendte dem alle og vidste nøje Besked om hver enkelt af dem […]" (AK1 190). Det er iøjenfaldende at en rig godsejer med 6000 tønder land er så optaget af, og begejstret for, den enkelte ko.

Da Emanuel, sammen med Skibberups indbyggere, går mod vandet efter det store møde i forsamlingshuset, standser han ofte op og "tvang Mændene til Tavshed ved med et Udbrud af Henrykkelse at se sig omkring [på naturen]" (DfL 103). Da Hansines far Anders Jørgen viser Emanuel rundt i sine stalde "besaa [Emanuel] med stor interesse de forskellige Indretninger i Stalden […] Han undersøgte Hakkelsekniven og Rensemaskinen, udspurgte om de enkelte Skruers og Tandhjuls Betydning", og da han ved samme lejlighed ser en fuglerede under en loftsbjælke udbryder han henrykt: "Nej, se dog!" (begge: DfL 137). Da Emanuel en dag er ude og spadsere var hans hjerte "kommen til at banke af Henrykkelse, da han en Dag allerede i Begyndelsen af Februar havde set de første smaa Spirer" (DfL 63). Ved en anden lejlighed, da han og Hansine er ude og gå, standser Emanuel "foran næsten hveranden Ager og brød ud i Beundring over den fremvældende Rigdom." (DfL 276). Inden Emanuel flytter ind på præstegården hjælper han ivrigt til i sin svigerfaders landbrug, og "da han havde gjort sit første Bed til Svigerfaderens Tilfredshed, var han mere stolt, end da han i sin Tid bar sit Laud hjem fra Attestats." (DfL 188).

Ljevin og Emanuel – syn på bønder

Både Ljevin og Emanuel har høje tanker om bønder – højere tanker end om personer fra højerestående positioner i samfundet. I en samtale med Stepán siger Ljevin:

24 Jeg tager mig det heller ikke nær, at Bønderne efterhaanden kjøbe vore Godser. Godsejeren bestiller intet, og Bonden arbejder; det er i sin Orden, at den flittige fortrænger Lediggængeren. Nej, for Bonden tager jeg min Hat af. (AK1 213)

I en samtale med Stepán og dennes gode ven Weslowskij angiber Ljevin "Matadorer" og "Børsbaroner"s (begge: AK2 168-169) arbejde:

Kalder du det arbejde, at man skaffer sig sine Koncessesioner ved Kneb og Fif og saa sælger dem Dagen efter i dyre Domme? […] Men du vil da ikke sammenligne deres Arbejde med Bondens ærlige Slid eller den Lærdes udholdende Gransken? (AK2 168-169)

Under middagsselskabet hos Doktor Hassing siger Emanuel:

"Jeg véd ikke, hvorfra man har faaet den Mistillid til Bonden," svarede Emanuel. "Vor Historie indgiver os den dog ikke. Tværtimod; den lærer os, hvor ganske uberettiget den er. Der vil ikke kunne peges paa et eneste Tilfælde, hvor man, ved at imødekomme de lavere Klassers Ønsker og følge deres Raad, har udsat vort Land for mindste Fare. Derimod kan der nævnes Eksempel efter Eksempel paa, at man – til Trods for Almuens Advarsler – har styrtet vort Fædreland fra Ulykke til Ulykke. Men ikke nok dermed! Jeg vover at paastaa, at alt, hvad vort Land har ejet og ejer af Dygtighed, klar Forstand, Foretagelsesaand, Flid og Udholdenhed, oprindelig og udelukkende stammer fra vor Bonde. Det kan historisk bevises, at der saavel i Fortid som i Nutid næppe findes en eneste stor Begavelse, ikke en eneste Personlighed, der ved Aand og Handlekraft har raget op over sin Samtid, uden at man ved at søge blot et Par Led tilbage har truffet paa Bonden i hans Slægt. Det er historisk beviseligt!" (DfL 305)

Ljevin og Emanuel – projekter

Ljevin og Emanuel giver sig i kast med nogle ensartede projekter, hvilke kan ses som en konsekvens af deres ensartede syn på bonden og deres fælles interesse for den praktiske side af landbruget:

Ljevin og Emanuel – materiel og økonomisk støtte til almuen

Ljevin og Emanuels sympati (og ønske om at stå på venskabelig fod) med almuen leder dem til at yde materiel støtte til den mindre velstillede del af befolkningen. Pudsigt nok gælder det for både Ljevin og Emanuel, at tildeling af almisserne ofte giver bagslag:

Vi hører om en bonde, som Ljevin har givet penge til at købe en hest. Ljevins gamle amme Agafja kan dog berette om, hvordan bonden "drak sig fuld fra Morgen til Aften for de Penge, Ljevin havde givet ham […] og at han havde pryglet sin Kone halvt ihjel." (AK1 117). Ved en anden lejlighed hører vi om, at Ljevin har givet nogle bønder tre tønder hvede (AK1 196).

Emanuel går meget op i velgørenhedsarbejde i Vejlby og Skibberup sogne: Han havde "straks ved sin Embedstiltrædelse opfordret Sognets Bønder til at indskyde de forrige Tiende- og Offerydelser i den saakaldte "Fri Fattigkasse", som bestred Udgifterne til Menighedens store Velgørenhedsværk." (DfL 251).

25 Velgørenhedsarbejdet forsøger særligt at hjælpe de fattige eksistenser i de såkalde Mosekærshuse. Da Emanuel en dag kommer til Mosekærshusene for at konfrontere Per Øl og Svend Brændevin, må han konstatere, at velgørenhedsarbejdet har været uden virkning. Per og Svend drikker, kommer i slagsmål og nægter at tage arbejde, under påskud af, at de er syge (hvilket de tydeligvist ikke er) – men de modtager alligevel gerne penge fra fattigkassen. Per og Svend misforstår endda intentionen med denne støtte og anklager Emanuel for blot at ville købe sig til deres (politiske) stemme, og for dermed at yde velgørenhed af selviske årsager. Da Emanuel forlader Mosekærshusene tænker han: "Dette var altsaa disse Menneskers Opfattelse af Menighedens store Velgørenhedsværk. Paa saa elendige Skabninger havde den bortødslet sine Kærlighedsgerninger, for saadanne Slyngler havde han selv ofret sin Velstand, saa han mangen Gang var nær ved at lide Nød!" (DfL 334).

Ljevin og Emanuel – eksperimentelt og moderniserende landbrug

Begejstring for den praktiske side af landbruget giver hos både Ljevin og Emanuel udslag i en interesse for og gennemførelse af nye og uprøvede metoder inden for landbrugsdriften. Det gælder for både Ljevin og Emanuel, at disse nye metoder ikke mødes med begejstring (men snarere modstand) af de mennesker der omgiver dem – dvs. primært bønder. For både Ljevin og Emanuel slår forsøg på realisering af de nye metoder fejl.

På Ljevins gods meddeler godsets inspektør, at en ny måde at tørre boghvede på er slået delvis fejl, idet boghveden er "bleven lidt brændt i Tørrerummet". Ljevin havde "for nylig ladet dette Tørrerum opføre efter en Plan, som til Dels skyldtes ham selv". Inspektøren havde hårdnakket holdt på, at Ljevins "konstruktion var upraktisk" og det forekommer Ljevin, at inspektøren melder ham uheldet med boghveden med "en vis Skadefryd" (alle: AK1 115). Ved en anden lejlighed fortæller Ljevin Kittys søster om sit (moderne) syn på fodringsmetoder i landbruget, men Kittys søster har ikke meget tilovers for disse metoder: Ljevins "Theorier om Kraftfoder og Grønfoder" er hende "for lærde" (begge: AK1 299).

Med stor begejstring fortæller Emanuel Hansine om en ny gødningsmetode han har læst om (DfL 205-206). Hansine ser på denne nye metode med knap så stor begejstring:

Hansine skiftede en Pind og svarede med et halvt fraværende Smil. Hun kendte Emanuels let vakte Begejstring for Tidens nye Idéer og var vant til at være den stumme Tilhører ved hans Udvikling af de store Resultater, han ventede af dem. (DfL 206)

Senere vender Emanuel tilbage til denne nye gødningsmetode og siger: "Gad vide, om jeg ikke for Alvor burde gøre et Forsøg med den" (DfL 277). Et andet sted i Det forjættede Land fremgår det, at Emanuel "et Par Gange [havde] 'faaet et Par slemme Lussinger' i Anledning af forskellige Forsøg med nye Foder- og Gødningsstoffer, som han til almindeligt Bedste havde villet indføre i Menigheden" (DfL 251).

Bøndernes manglende begejstring for de nye metoder hos både Ljevin og Emanuel kan forklares (eller i hvert fald delvis forklares) ud fra det forhold, at bønderne har en anden baggrund end Ljevin og Emanuel. Ljevin og Emanuel tror de kan udføre bondens arbejde omtrent så vel som bonden, og at de har omtrent den samme viden om den praktiske side af landbruget som bonden (jf. det faktum at de tror de kan leve som bønder). Men de har ikke den hårdt tjente erfaring fra et helt liv i markerne som bonden har. Det kan være en af årsagerne til, at bønderne modsætter sig Ljevins og Emanuels nye initiativer: Bonden mener ikke, at initiativerne gavner driften (og sandsynligvis med rette), hvor Ljevin og Emanuel (ud fra deres kendskab og erfaringer) mener, at de gør.

26 Ljevin og Emanuels livsyn, holdninger og projekter – opsummering

Både Ljevin og Emanuel begejstres og betages af naturen, holder af fysisk arbejde (og har svært ved at forstå et liv uden), finder pynt, luksus og byliv frastødende, har interesse for det nære og sanselige (især når det vedrører natur og landbrug) og har høje tanker om bønder. Dertil udøver de begge en form for velgørenhed over for mindre velstillede mennesker (som dog for både Emanuel og Ljevin giver "bagslag") og interesserer sig for, og praktiserer, eksperimentielt landbrug (hvilket dog går galt for dem begge).
…
Efter min vurdering er der en anden iøjenfaldende lighed mellem de to romaner: de ensartede karakteristika ved fortælleren. Tidligere så vi, hvordan fortælleren i Det forjættede Land implicit lod læseren vide, at selvom Emanuel tror han er bonde, så er han det ikke. Og vi så, hvordan fortælleren i Anna Karenina implicit lod læseren vide, at selvom Ljevin tror, at han kan udføre en bondens arbejde, er dette næppe tilfældet. Fortælleren undlader at forklare et forhold i handlingen, men lægger dog "spor" ud i teksten således, at læseren har mulighed for at blive bevidstgjort om dette forhold alligevel (fx at Emanuel ikke er en rigtig bonde). Læseren sættes på arbejde – kunne man sige. I det følgende gennemgås et eksempel mere fra hver roman på, at læseren sættes på arbejde af fortælleren.

Den overkørte mand i Anna Karenina

I scenen med den overkørte jernbaneansatte i begyndelsen af Anna Karenina står Stepán, Wronskij, Anna og Wronskijs mor inde i en togkupé. Stepan og Wronskij er netop kommet tilbage fra ulykkesstedet og taler om det frygtelige syn, der mødte dem:

"De kan ikke tænke Dem, Grevinde, hvad det var for et forfærdeligt Syn," vedblev Stepán Arkádjevitsch. "Det var ligefrem hjærteskærende at se hans Kone, der havde kastet sig over Liget. Han var Familiens eneste Forsørger. Er det ikke skrækkeligt."
"Var det det ikke muligt at gjøre lidt for hans Kone?" hviskede Fru Karénin bevæget.
Wronskij saa' paa hende og forlod strax efter Kupeen. "Jeg kommer igjen om lidt, Moder," sagde han i Døren.
Da han nogle Minuter efter kom tilbage, fortalte Stepán Arkádjevitsch nok saa fornøjet Grevinden om den ny Opera. Hun sad og saa' utaalmodig hen til Døren og ventede paa, at Sønnen snart skulde komme.
De gik alle ud af Kupeen, Wronskij foran med sin Moder under Armen og Fru Karenin bag efter med sin Broder. Medens de fulgtes ned ad Peronen, kom Stationsforvalteren hen til Greven og sagde til ham:
"De har givet Assistenten 200 Rubler. Hvorledes vil De have disse Penge anvendt?"
"De tilhører naturligvis Enken," svarede Wronskij og trak ærgerlig paa Skuldrene. "Jeg begriber virkelig ikke, hvad det Spørgsmaal skal til." (AK1 88-89)

Umiddelbart kunne det se om ud, som om Anna hvisker "Var det det ikke muligt at gjøre lidt for hans Kone?", og at Wronskij giver de 200 rubler alene ud af medfølelse for enken. Men ved en nærmere læsning synes andre motiver at være sandsynlige – motiver som ikke fremgår eksplicit:

Selvom Anna og Wronskij kun har gjort hinandens bekendtskab ganske kortvarigt op til ulykken, er det tydeligt, at Wronskij allerede er betaget af Anna. De har sendt hinanden blikke, hvori Wronskij læser en "Livslyst, der spillede om hendes Læber og lyste i hendes Øjne" (AK1 84-85). Da Anna kysser sin bror "fulgte 27 [Wronskij] hende med Øjnene og smilede uvilkaarligt" (AK1 86). Senere forelsker Wroskij sig da også i Anna. Der gives ikke det indtryk af Wronskij, at han er en videre medfølende og omsorgsfuld person: Han forfører kvinder uden tanke på den ulykke, der rammer dem, når de opdager, at han ikke er interesseret alligevel. Det sker for Kitty og det har den konsekvens, at hun ligefrem bliver syg af sorg og må tage til badestedet. Dertil kommer, at Ljevin, der frier til hende og får afslag, fordi Kitty på dette tidspunkt endnu tror Wronskij elsker hende, også rammes af stor sorg. Da Wronskij hører fra Stepán, at han har stået imellem en forlovelse af Ljevin og Kitty, glæder det ham ligefrem i "allerhøjeste Grad" (AK1 84). Ved en senere lejlighed beskriver han sig selv som tilhørende den gruppe af mennesker, som altid bør "følge sine Lyster uden at gjøre sig unødvendige Skrubler, og bryde sig Pokker om hele Resten" (AK1 144). Med visheden om, at Wronkij på den ene side er betaget af Anna og på den anden side ikke er videre omsorgsfuld og betænksom, kan der med rimelighed tillægges ham følgende motiv for at give penge til den overkørte jernbanearbejders enke:

Wronskij hører Anna udtrykke ønske om, at der bliver gjort noget for jernbanearbejderens enke, og han øjner en mulighed for at gøre et godt indtryk på Anna. Uden at røbe sine hensigter forlader Wronskij togkupeen og giver 200 rubler til "Assistenten". Men Wronskij undlader med vilje at fortælle, hvem pengene er til. Derfor kommer stationsforvalteren efterfølgende hen til Wronskij for at forhøre sig om, hvorledes pengene skal anvendes (hvilket Anna hører). Wronskij opnår derved at fremstå gavmild, empatisk og beskeden over for Anna. Som handlingen i romanen skrider frem, får vi indtryk af Anna som en kvinde, der i det store og hele ikke har sympati for andre end sig selv, men som omvendt er forstilt og med stor dygtighed forstår at charmere og fremstå sympatisk. Disse træk ved Anna gennemgås nærmere i det kommende. Med denne indsigt i Annas personlighed, som først åbenbares senere i romanen, synes det rimeligt at tillægge Anna følgende motiv for at udtrykke bekymring og empati for jernbanearbejderens enke: Hun er uden sympati for enken, men ved at udtrykke, at hun har sympati for enken fremstår hun som et betænksomt og empatisk menneske. Når Wronskij trækker "ærgerligt" på skuldrene, er det ikke fordi han er ærgerlig, og når Anna hviskede "bevæget", er det ikke fordi hun er bevæget – det er skuespil, hvilket det er op til læseren selv at gennemskue.

Bispens motiv i Det forjættede Land

Bispens rolle i Det forjættede Land kan kort opsummeres til følgende:

Bispen er overhoved for det stift, hvortil Vejlby og Skibberup sogne hører. Derfor er det af bispen, Emanuel modtager sin stilling som kapellan for Provst Tønnesen. Emanuel begynder sit arbejde som kapellan i begyndelsen af december⁸. En dag i løbet af foråret⁹ møder bispen uventet op til en af provst Tønnesens gudstjenester. På dette tidspunkt er splittelsen og uenigheden mellem Tønnesen og menigheden på sit højeste. Efter gudstjenesten spiser bispen frokost i præstegården med Emanuel, provst Tønnesen og Ragnhild. Her taler bispen for politisk medbestemmelse for folket, særligt for bønder, hvori Tønnesen (og Ragnhild) erklærer sig uenig, mens Emanuel (i tankerne) erklærer sig enig. Efter frokosten går bispen en tur med Emanuel. Her lader Bispen ham vide, at provsten vil blive afskediget og at Emanuel derfor ikke bør forlade sin præstegærning og realisere sine planer om at købe et lille landbrug i Skibberup, da han snarligt vil kunne overtage præsteembede og præstegård efter Tønnesen. Den 6. oktober¹⁰ vies Emanuel og Hansine af bispen. I sin brudetale taler bispen igen for folkets ret til politisk medbestemmelse.

28 Bispens personlighed kan umiddelbart synes sympatisk og hans motiver uselviske: Han får Tønnesen forflyttet til et andet embede for at imødekomme menighedens ønske. Han taler Emanuel fra sine planer om at købe en lille landejendom i Skibberup, fordi det er for Emanuels og menighedens eget bedste: Emanuel får nu muligheden for at forblive i et præsteembede på egnen, og han kan flytte ind på den fornemme præstegård, og menigheden får den folkelige præst de ønsker. Han taler for den almindelige stemmeret og for, at samfundet er bedst tjent ved, at den jævne befolkning er politisk medbestemmende, fordi det er hans oprigtige holdning (han er demokratisk indstillet) – en holdning han delvist omsætter til konkret handling, da han, efter folkets ønske, lader Emanuel indsætte (og Tønnesen afsætte) som præst for Vejlby og Skibberup sogne. Han vier Emanuel og Hansine som en venlig gestus og i respekt for Emanuels mor. Kigger man lidt grundigere efter i teksten er der dog meget, der tyder på, at bispen ikke er så sympatisk og uselvisk som han umiddelbart fremstår – snarere tværtimod:

Bispen er forhenværende "nationalliberal minister", men er "gledet mere og mere over i Demokraternes Lejr" (begge: DfL 166), for "ved Hjælp af demokratiske Stemmer at lade sig indvælge i Rigsdagen for igen at faa Foden indenfor i de styrendes Kreds" (DfL 166-167). Dertil får vi at vide, at bispen "trods sin fremrykkende Alder endnu lod sig ganske beherske af sin Ærgærrighed" (DfL 166). Bispen er altså en mand der pønser på en tilbagevenden til den politiske elite og som middel hertil er han villig til at indtage nye (og give køb på tidligere) politiske standpunkter – dvs., at han sætter ærgerrighed over et politisk standpunkt. Seks dage¹¹ efter bispens besøg i Vejlby Præstegård er det officielt, at provst Tønnesen forlader sit embede (DfL 184). Få dage herefter "kunde Byens Avis meddele, at Bispen endelig havde besluttet sig til ved det forestaaende Folketingsvalg at lade sig opstille som Demokratiets Kandidat i Amtets tiende Kreds, hvortil Vejlby og Skibberup Sogne netop hørte" (DfL 185). Det fremgår senere, at det lykkedes bispen at blive valgt (DfL 212-213). Med denne viden om bispens ambitioner og karakter er læseren i stand til at gennemskue hvad bispens motiver er – på trods af at disse ikke fremgår eksplicit:

Bispen skiller menigheden af med den upopulære provst og indsætter den vellidte Emanuel for at vinde stemmer til det forestående folketingsvalg. Hvorvidt Emanuel er den rette mand til jobbet (og Tønnesen ikke er) er af lavere prioritet. Bemærk ordet "endelig" i følgende sætningen: "Faa Dage efter kunde Byens Avis medele, at Bispen endelig havde besluttet sig til ved det forestaaende Folketingsvalg […]" (DfL 185): Dette ord kan ses som en diskret hentydning til, at bispen først måtte sikre sig, at forflyttelsen af provst Tønnesen lykkedes (således, at han kunne vinde vælgernes gunst på egnen), for først endelig derefter at kunne stille op til det forestående valg med en forbedret vinderchance. Det fremgår, at bispen ikke uden videre kunne gå ud fra, at forflyttelsen af provsten ville kunne gennemføres: "Sandheden var da ogsaa den, at Bispen havde maattet anvende al sin diplomatiske Kløgt for uden større Skandale at sætte sin Vilje igennem overfor Provsten" (DfL 185). Bispen taler Emanuel fra planerne om at begynde et simpelt bondeliv i Skibberup, ikke fordi han vurderer, at det ville være det bedste for Emanuel og menigheden, men fordi det er bedst for Bispen selv: Har Emanuel først købt et landbrug i Skibberup, mister bispen muligheden for at vinde stemmer ved at indsætte ham som præst for Skibberup og Vejlby sogn. Bispen vier Emanuel og Hansine for at styrke sin popularitet blandt Skibberups indbyggere (dvs. hans vælgere!), og ikke for at gøre brudeparret og menigheden ære eller fordi han som Emanuels moders "gamle Ven jo paa en Maade var nærmest dertil" (DfL 193). Når vi ved, at bispen er en ærgerrig mand, der tilslutter sig demokraternes lejr alene fordi han vurderer, at det er her, hans mulighed for en vej tilbage til politikkens elite er størst, er han så overhovedet enig med sig selv, når han ved frokostbordet hos Tønnesen snakker om hvorledes folkets 29 (særlig bondens) medbestemmelse i samfundet både er en "Retfærdighedshandling" og gavnlig for "Landets Velfærd" (begge: DfL 169) – nok ikke. Denne tolkning styrkes, idet bispens senere tale til Emanuel og Hansines bryllup var "nærmest en Gentagelse af, hvad han i sin Tid havde udviklet ved Frokostbordet i Vejlby Præstegaardshave; endog de samme Billeder og Udtryk gik her igjen." (DfL 194). Man har heraf fornemmelsen af, at bispens tale om demokrati er indstuderede fraser og ikke udtryk for en autentisk holdning.

…

Vi har set eksempler på, hvordan fortælleren sætter læseren på arbejde ved at lade et forhold se ud på én måde (den umiddelbare), men samtidig lægger små "spor" ud, der giver læseren mulighed for at gennemskue de sande, bagvedliggende forhold. En anden måde hvorpå fortælleren i de to romaner sætter læseren på arbejde er ved at lade visse karakterer fremstå på en måde i romanens begyndelse, som ikke stemmer overens med hvordan karakteren egentlig er. Læseren bliver givet et førstehåndsindtryk af en karakter i romanens begyndelse, men som handlingen skrider frem, må læseren revidere og nuancere sit billede af karakteren – ofte meget. Her kan man tale om en fortæller, der ligefrem driller læseren. Vi skal se eksempler på denne måde at fremstille karakterer på i det følgende. De karakterer der gennemgås er Anna, fyrst Karenin, Emanuel og provst Tønnesen.

Emanuel – fra sympatisk til usympatisk

Da vi første gang møder Emanuel, sidder han i samtale med provst Tønnesen. Provsten introducerer Emanuel til det arbejde, der venter ham som kapellan. Emanuel siger ikke meget under samtalen, og når han gør, er det for at imødekomme provstens synspunkter (DfL 16). Når provsten tiltaler ham "Hr. Pastor" rødmer han (DfL 14). Da de efterfølgende sidder i spisestuen til te, udtrykker Emanuels øjne "Glæde og Taknemmelighed" (DfL 19). Da Emanuel begynder sin præstegerning, udarbejder han sine prædikener med stor flid og omhu (DfL 51). Alligevel er menigheden ham uvenligt stemt "næsten umiddelbart efter hans første Præken" (DfL 64), hvilket er Emanuel til stor sorg – hans ønske er at stå i et varmt og venskabeligt forhold til borgerne i Skibberup og Vejlby. Emanuel tænker, at "det uheldige Forhold imellem ham og Menigheden hovedsagelig skyldtes en Mangel hos ham selv" (DfL 65). Emanuel var nært knyttet til sin mor (mere nært end sine søskende, se DfL 78), men mister hende i en ung alder. Emanuels øvrige familie "bevarede den urokkeligste Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte Moderens Forhold" (DfL 77) – den mor som Emanuel savner. Med sin tale i forsamlingshuset og med "sit milde Væsen, sin ligefremhed og sin altid redebonne Vilje til at imødekomme alles Ønsker" lykkedes det Emanuel at vinde menighedens gunst. Dette er det indtryk, der gives af Emanuel i romanens begyndelse. Han fremstår beskeden, taknemmelig, flittig, selvkritisk og velmenende. Dertil kommer, at hans mors død og den fjendskhed som menigheden møder ham med, umiddelbart indgyder medlidenhed med ham. Som romanens handling skrider frem, må læseren dog revidere sit førstehåndsindtryk af Emanuel – fra et overvejende positivt til et overvejende negativt billede:

Nogle af de tidligste indikationer af, at Emanuel ikke er så sympatisk en karakter, som han umiddelbart fremstår, er hans grovhed over for Ragnhild. Emanuel er på vej mod Skibberup for at genbesøge Hansines hjem, da han bliver mødt af hende:

"Maa jeg tale to Ord med Dem, inden De gaar, Hr. Hansted?" spurgte hun med en noget kunstlet Munterhed, idet hun allerede paa Afstand opmærksomt iagtog ham med missende Øjne. "Har De 30 noget imod at følge mig et Øjeblik ned i Kastanjealléen … Jeg skulde se, om jeg kunde finde et Par Violer." (DfL 53)

Hurtigt tager deres samtale form af noget, der ligner en monolog, hvori Emanuel fremfører sit dystre syn på bylivet og sit idylliserede syn på det liv, der leves på landet. Da Ragnhild tager til genmæle, bliver Emanuel fornærmet:

Emanuel, som havde følt sig stødt af hendes Ord, gjorde Mine til at gaa. Forinden vendte han sig dog endnu en Gang om imod hende og sagde:

"Jeg skulde dog vide, hvad det var, De vilde meddele mig … De glemmer vist, at De endnu ikke har sagt mig det." Frøken Ragnhild blev rød. Hun havde nemlig ikke haft anden Grund til at kalde ham tilbage end Trangen til at faa ham i Tale for muligt at opmuntre ham lidt. (DfL 57)

For at dække over sin egentlige hensigt (at opmuntre Emanuel!) giver Ragnhild sig til at snakke om den festmiddag, der afholdes senere samme dag på præstegården. Ragnhild spørger pænt Emanuel, om han vil "vise sig rigtig elskværdig" (DfL 58) over for gæsterne og i øvrigt, om han vil love at komme til tiden. Emanuel gør præcis det modsatte: Han kommer for sent og sidder tavs og alvorlig under hele middagen. Ragnhild prøver at skåle med ham, men han ignorer hende. Ragnhild morer sig til middagen (hvilket man godt kunne unde hende, idet hun lever et overvejende trist og ensomt liv i præstegården), men Emanuel forarges over hendes påklædning og opførsel. "Han gav sig i Tankerne til at sammenligne hende med den alvorlige, sundt rødmossede Bondepige […]" (DfL83) – bemærk her ordet "alvorlige": Det er som om, at det er Emanuel imod, at Ragnhild morer sig. Selvom Emanuel mødte Ragnhild med en vis kølighed under deres samtale tidligere på dagen, selvom han kommer for sent og surmuler under middagen (modsat hvad Ragnhild pænt havde bedt ham om) og selv om han ignorerer hendes forsøg på at skåle med hende under middagen, møder hun ham stadig med mere varme, end han møder hende med, da de efter middagen mødes i døren:

"Velbekomme!" udbrød hun overgivent og rakte Haanden frem. "De kunde ellers nok have sagt Tak for Mad, synes jeg. Eller finder De maaske ikke, at mit Bord fortjente Ros? … Og hvorfor har De hele Tiden været saa ugalant slet ikke at se hen til mig? Jeg vilde drikke et Glas med Dem."

"Aa … jeg saa' Dem for for Resten meget godt. Men Hr. Johansen var saa stærkt beskæftiget af Dem, at jeg ikke nænnede at tage Dem fra ham."

"Den stakkels Johansen!" lo hun. "Ham er De dog altid paa Nakken af. Jeg indrømmer, at han er latterlig … men Herregud … Han er alligevel lidt af et Menneske." […]

"De har sikkert Ret. Jeg mener ogsaa, at De og Hr. Johansen passer fortræffeligt til hinanden." (DfL 84)

Det første af de mere tydelige eksempler på, at Emanuel ikke er så sympatisk en karakter, som han umiddelbart fremstår, er i forbindelse med Guttens sygdom og død. Emanuel underkender alvoren af Guttens syge øre over for Hansine. Han siger, at det er "Forårsluften" og: "i Morgen er han med Guds Hjælp frisk igen" (begge: DfL 246) – på trods af at Gutten har gået med det dårlige øre i to år! (se DfL 253). Også over for Gutten selv underkender Emanuel alvoren af ørets tilstand og gør det klart for Gutten, at han forventer af ham, at han ikke beklager sig. Eksempelvis siger Emanuel til sønnen:

31 "Det er dog ogsaa rigtig kedeligt med det Øre. Men det er vel ikke noget videre – hva?"

"Nej det er helt forbi nu … jeg kan slet ikke længer mærke noget."

"Naa, det var Ret, min Dreng! Lad mig se, du er en kæk Gut og ikke gi'er dig over for saa lidt. Skrællinger – véd du nok – bliver aldrig til noget her i Verden … ikke sandt?"

"Jo."

"Og saa husker du jo nok, at vi i Dag skal køre til Mølle efter Middag. Vi to har skam ikke Tid til at være syge … vel?" (DfL 208)

Emanuel modsætter sig, at der bliver tilkaldt lægehjælp. En af de væsentligste årsager hertil er, at egnens doktor med sin påklædning og sine talemåder minder Emanuel om "de Omgangsformer, som han foragtede og havde flyet." (DfL 250). Emanuel sætter sin ubekvæmhed ved at blive mindet om det liv, han efterlod i København, over sin søns helbred. Efter en nat med slemme anfald lykkes det dog en grædende Hansine at sætte sig igennem over for Emanuel (omend han bliver "næsten vred" derved, se DfL 248), og doktoren bliver tilkaldt. Men da er det for sent. Doktoren kan konstatere, at der er tale om en "ondartet Betændelse, der des værre har faaet Lov til at gribe om sig og efterhaanden har bredt sig indad over hele Øregangen." (DfL 255). Gutten dør kort efter. Det er åbenlyst, at Guttens chance for at overleve havde været betydeligt større, hvis der var blevet tilkaldt lægehjælp tidligere. Dermed er Emanuel tilnærmelsesvis skyld i drengens død. Men Emanuel tager ikke ansvaret på sig, angrer ikke og lærer ikke af sine fejl. I stedet lægger Emanuel ansvaret fra sig, idet han efter Guttens sidste udånding siger: "Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!" (DfL 268).

I romanens 3. del er Emanuel rejst tilbage til egnen omkring Skibberup og Vejlby. Hans intention er at genforene sig med Hansine og tale ved det forestående store møde på Sandinge Højskole. Ofte ligger fortællersynsvinklen hos Emanuel, men ikke én gang mens læseren er "inde i hovedet", på Emanuel tænker han på sine børn. Børnene kunne ellers godt bruge lidt faderlig omsorg, idet deres situation ikke er nem: De er væk fra deres hjem i København, vel vidende om, at de er tæt på deres mor, som de ikke har set i halvandet år – uden at vide om de ved denne lejlighed kommer til at gense hende. I stedet tænker Emanuel på sit forhold til Gud, sin hellige bestemmelse og den kødelige fristelse (i form af Ragnhild), som han ikke kan løsrive sig fra. Han er fysisk og mentalt fraværende. Han går regelmæssige ture alene i den omkringliggende natur, hvilke (ifølge Ragnhild) er af timers eller halve dages varighed! (se DfL 441). Da den lille Dagny har fødselsdag og gerne vil "ind til Fa'r" svarer Betty: "Du véd jo nok, at Fa'er ikke gerne vil forstyrres om Morgenen. Han sidder jo og læser, Dagny." (begge: DfL 395). Da Emanuel endelig kommer ud fra sit værelse, løber Dagny ham imøde, men Emanuel ser ikke Dagny og giver sig til at snakke om sig selv til Betty. Først efter signal fra søsteren bliver Emanuel opmærksom på Dagny, der står "yderst slukøret, med Fingren i Munden og frembrydende Taarer i sine store Øjne" (DfL 397), hvorefter han lykønsker hende med fødselsdagen.

Mange passager kan anvendes til at illustrere Emanuels selvdyrkelse, svigt af sine børn, manglende situationsfornemmelse, fordrejelse af virkeligheden (til hvad der passer ham), manglende evne til at acceptere andre livssyn end sit eget – og i sidste ende hans vrangforestillinger og syge sind. Ovenfor er blot givet nogle eksempler.

Tønnesen – fra usympatisk, genstridig og stædig til mindre usympatisk og klartseende

I samtalen (der næsten bør kaldes en monolog) mellem Tønnesen og Emanuel i begyndelsen af Det forjættede Land fremgår det tydeligt, at Tønnesen er antidemokratisk, højkirkelig, konservativ og 32 antigrundtvigianer (se især DfL 14). Han er streng, stædig, autoritær, ærekær og hidsig. Menigheden bryder sig ikke om ham, og kun få møder op til hans prædikener. Dette er det billede, der males af Tønnesen i Det forjættede Lands begyndelse, men som romanen skrider frem må læseren erkende, at Tønnesens person er mere nuanceret end som så:

Det fremgår, at han – bag sit strenge ydre – er en mand, som nærer varme følelser for sine medmennesker: Eksempelvis viser det sig, at det var på "Tønnesens Foranstaltning, at der for nogle Aar siden var bleven anbragt en Kakkelovn i Kirkerummet og lagt tykke Sivmaatter paa Gulvet inde i Stolestaderne" (DfL 44). Ifølge Tønnesen selv (og der er intet, der tyder på, at han har uret) har han og Ragnhild forsøgt at gøre Emanuels ophold i præstegården så "hjemligt og hyggeligt som muligt." (DfL 47). Da Tønnesen ser, at Emanuel har alvorlige psykiske problemer (noget Tønnesen ser før nogen anden, se nedenfor), bebrejder Tønnesen sig selv, at han ikke har taget bedre hånd om Emanuel i denne henseende: "Ja, det er netop det, jeg ikke helt kan lade være med at bebrejde mig, Ragnhild! Jeg burde straks fra Begyndelsen have taget om ham med fastere Haand. Hvem véd – maaske havde han da staaet til at redde." (DfL 126). Tønnesens hårdnakkede kamp mod den folkelige bevægelse i Skibberup virker umiddelbart ikke tiltalende. Man tænker: Hvad skulle der være i vejen for, at almuen får medbestemmelse og diskussionsret til en lang række forhold, inklusive de religiøse? Men som romanen skrider frem, virker Tønnesens holdning om at "vi i Øjeblikket mindre føler Savnet af nye Bevægelser og nye Strømninger, […] end netop Ro og Klarhed" (DfL 168), dog ikke så urimelig endda. Særligt henimod slutningen af Det forjættede Land skildres det, hvordan det vælter frem med missionerende enkeltpersoner, som hver især mener, at de besidder det rette syn på kristendommen (fx Emanuel, Niels, Maren Smeds og Vilhelm Pram). "Helvedesprædikanten" (præst for Skibberup og Vejlby sogne efter Emanuel) prædker om helvedet og guds straf, mens andre, fx pastor Magensen, beretter om at helvedesstraffene slet ikke eksisterer. Til det store religiøse diskussionsmøde på Sandinge Højskole kommer folk langsvejs fra for at få nogen klarhed: "Paa mere end ét ansigt kunde man tydeligt læse om en Sjæl, der var lammet af Tidens mange Tvivl, og som urolig tørstede efter Sandhedens Lægedom." (DfL 478). Et ægtepar har rejst "en Dag og en Nat og endnu en Dag" (DfL 478) for at deltage i mødet: "Trods trange Kaar var de brudt op fra deres Hjem, havde givet deres Børn og Ejendom i Fremmedes Varetægt og var rejst herover – alene betagne af Tanken om at faa Klarhed over sig selv, komme til Sandheds Erkendelse og genvinde Hjærtets tabte Fred og rolige Lykke." (DfL 479).

Udover at Tønnesen på mange måder får ret i sine argumenter mod "nye Bevægelser og nye Strømninger" (DfL 168) inden for det religiøse, viser det sig også, at han er forbavsende klartseende i en række andre forhold (noget man ikke skulle tro om den stædige og principfaste provst):

Endnu mens det billede, der er givet af Emanuel, er overvejende positivt, og hvor ingen (sandsynligvis heller ikke læseren) kan gennemskue Emanuels sind, ser Provsten, hvilken tilstand af messiasforestillinger, meget voldsom selvdyrkelse og sindsforstyrrelse, Emanuel til en hvis grad allerede befinder sig i, og at den kun vil blive værre. Om Emanuel siger Tønnesen:

Hr. Hansted har allerede i den Grad mistet al sund Sans og Samling, at han som alle indskrænkede Personer, der bliver grebne af noget nyt, har faaet den Idé om sig selv, at han har en Mission at udføre her. Han vil være den ny Tids Profet hos os […]
Men nu er der for mig ikke længere nogen Tvivl … han er gal, komplet forskruet. Naar jeg tænker tilbage, kan jeg jo følge Sygdommens Udvikling Skridt for Skridt lige fra det Øjeblik, han betraadte vort Hus. (DfL 126)

33 Allerede i romanens første del gennemskuer Tønnesen træk ved Emanuel, som først for alvor bliver klare hen imod romanens slutning.

Som gennemgået tidligere er bispens sande motiver ikke givet eksplicit og det kræver en nærlæsning at afdække dem til fulde. Det oplyses ikke, at nogen blandt romanens karakterer gennemskuer bispen – undtagen provst Tønnesen. Da bispen får provsten forflyttet til et andet embede måtte han "anvende al sin diplomatiske Kløgt for uden større Skandale at sætte sin Vilje igennem overfor Provsten, der meget godt forstod den egentlige Mening med denne farisæiske Manøvre." (DfL 185).

Anna – fra sympatisk til usympatisk

Første gang vi møder Anna i Anna Karenina, er på togstationen, efter at hun er rejst til Moskva fra sit hjem i Sankt Petersborg. På turen har Anna siddet sammen med Wronskijs mor. Som en kommentar til Annas selskab på rejsen siger Wronskijs mor:

"Med Dem vilde jeg kunne rejse hele Jorden rundt uden at kjede mig et Øjeblik. De hører til de elskværdige Damer, i hvis Selskab man befinder sig lige vel, hvad enten man tier eller taler. […] jeg må sige Dem, at jeg er aldeles forelsket i Dem" (AK1 86-87).

For de personer, der er til stede ved Annas ankomst til Moskva, dvs. Stepán, Wronskij og Wronskijs moder, fremstår Anna da også på alle måder munter, imødekommende, elskværdig, charmerende, smuk, livsglad og høflig – i Wronskijs øjne endda dragende og mystisk: "Det var, som om der hos hende fandtes et Overmaal af Ungdom og Liv, som hun søgte at holde tilbage, men som foraadte sig i hendes Blik og Smil" – tænker Wronskij om Anna (AK1 85). Fra stationen tager Anna med Stepán hjem til hans og Dollys hjem for (hvad der er hendes rejses egentlige formål) at tale Dolly fra sine planer om skilsmisse. Da Anna ankommer "viste det sig, at Anna kunde huske alle Børenene ved Navn, at hun kjendte deres Fødselsdage, vidste Besked om deres Dyder og Fejl og endogsaa kunde erindre, hvem af dem, der havde haft Mæslinger. Dolly følte sig helt rørt derover." (AK1 92). Børnene selv falder pladask for Anna: De "kappedes om at røre ved hende, trække i hendes Hænder, lege med hendes Ringe, kysse hende og skjule sig i Folderne paa hendes Kjole." (AK1 99). Da Kitty samme eftermiddag kommer på besøg og møder Anna "forekom det den unge Pige, at hun [her: Anna] steg ned til hende fra en Verden, der var saa fuld af Poesi og laa saa højt over den, hun selv bevægede sig i, at hun ikke kunde tænke paa nogen Sinde at naa op til den." (AK1 98). Da Anna spørger Dolly til hendes mands utroskab "læste [Dolly] den oprigtigste Kjærlighed og Deltagelse i hendes Øjne." (AK1 93). I sin samtale med Dolly forsøger Anna at tale hende fra hendes skilsmisseplaner (AK1 93-97), og kort efter fremgår det, at det er lykkedes Anna (AK1 102). Dermed har Anna reddet Dolly og Stepáns ægteskab. Dette er billedet, der gives af Anna i romanens begyndelse, men som handlingen skrider frem, er læseren nødt til at revidere førstehåndsindtrykket af Anna:

Allerede i romanens begyndelse er der små indikationer på, at Anna ikke er så algod som hun umiddelbart fremstår. I sin samtale med Dolly siger Anna "det, som hun mente, vilde gjøre mest Indtryk paa Dolly" (AK1 94) – og det hun siger er løgn: Hun påstår at Stepán er skamfuld, angrende og fortvivlet over at have såret hende, hvilket langt fra er tilfældet. Stepán har i det store hele mest ondt af sig selv, idet han – som han selv siger – "egentlig ikke har begaaet nogen Brøde" (AK1 7). I resten af romanen fremkommer talrige (og gradvis flere og flere) eksempler på, at Anna er selvcentreret, urimelig, manipulerende, anklagende, lidelsesdyrkende, selvmedlidende, bevidst sårende, skinsyg, virkelighedsfordrejende, løgnagtig, falsk, psykotisk og at hun hele tiden sætter sig selv i offerrollen, svigter sine børn og ødelægger to mænds liv (fyrst Karenins og Wronskijs). Annas forskruede sind og fremstillingen heraf er et af Tolstojs mesterstykker. Det ville kræve et større arbejde at lave en tilnærmelsesvis fuldstændig psykologisk profil på Anna – dels fordi hendes sind er meget komplekst, dels fordi fortælleren ikke lader hende karakterisere eksplicit, og 34 dels fordi læseren (på samme måde som karaktererne i romanen) må skelne imellem hendes sympatiske ydre/overflade og hendes bagvedliggende motiver og tanker. Det er op til læseren selv at forsøge at forstå og forklare hendes sind, tanker og handlinger. I det følgende skal blot gives et par eksempler på en lang række passager, der illustrerer hendes forskruede, mørke og overvejende usympatiske sind:

Allerede inden Anna indrømmer sin affære med Wronskij over for sin mand, er det en officiel hemmelighed i de højere kredse i Sankt Petersborg. Selv fyrst Karenin – som ellers er sen til at mistænke Anna – må tilsidst erkende, at han "i sit inderste Hjærte [var] overbevist om, at hun bedrog ham, og følte sig højst ulykkelig derover." Fyrst Karenin lader dog tvivlen komme Anna til gode og anklager hende ikke, da han "ikke havde bestemte Beviser for sin Mistanke om Annas Utroskab" (begge: AK1 252). Anna bebrejder sin mand, at han ikke anklager hende: "Han véd alt og ser alt; og dog kan han stå roligt dernede og passiare. Hvis han endda kunde mande sig op til at dræbe mig eller Wronskij, saa var det da muligt at have i det mindste Agtelse for ham. Men nej! Hos ham er alt kun Løgn og Konveniens." (AK1 257). Siden erkender Anna sin affære med Wronskij over for fyrst Karenin, og da hun herefter fortsat modtager Wronskij i fyrst Karenin og Annas eget hjem konfronterer fyrsten hende:

"Har jeg ikke en Gang for alle forbudt Dem at modtage Deres Elsker her i Huset?"

"Jo, men jeg var nødt til at tale med ham for at …" Hun standsede midt i Sætningen, da hun ikke vidste, hvad hun skulde finde paa at sige.

"Jeg ønsker ikke at høre noget nærmere om, hvorfor min utro Hustru er nødt til at tale med sin Elsker."

Jeg vilde blot," begyndte hun atter, men irriteret over hans Hensynsløshed brød hun af og sagde indigneret: "Føler De da ikke, hvor let det er for Dem at fornærme mig?"

"De tager fejl! Jeg fornærmer Dem ikke. Naar man siger en, der stjæler, at han er en Tyv, er det ikke nogen Fornærmelse. Det er kun en Kjendsgjerning, man fremsætter."

"Saa grusom havde jeg dog ikke troet, at De kunde være."

"Naa, saa det kalder De grusomt! Finder De da at det er saa grusomt, at en Mand giver sin Hustru al mulig Frihed og tillader hende at bære hans hæderlige Navn blot paa den Betingelse, at hun bevarer Skinnet og ikke synder mod Konveniensens Love?"

"Ja, det er værre end Grusomhed! Det er Lavhed!" raabte Anna ude af sig selv af Raseri og vilde rejse sig for at gaa. (AK1 369)

I Annas verden er problemet ikke hendes utroskab, men derimod måden, Karenin reagerer på utroskaben. I stedet for at angre og undskylde, at hun ikke blot er utro, men oven i købet modtager sin elsker i Karenins og hendes private hjem, går hun til modangreb og anklager Karenin for at være "hensynsløs" og "grusom" i sine bebrejdelser. Hun fralægger sig sin skyld – og bebrejder i stedet Karenin. Efter at Karenin har taget Wronskij i at besøge Anna i hans hjem, meddeler han, at han vil skilles. Om deres søn siger Karenin, at han "indtil videre [skal] anbringes hos min Søster" (AK1 371). Anna bønfalder Karenin om at lade sønnen blive hos hende, hvad Karenin dog afviser. Det interessante ved dette er, at Anna på dette tidspunkt er gravid med Wronskijs og hendes datter, og at hun er overbevist om, at hun vil dø i barselsengen. Allerede kort forinden "fik hun Taarer i Øjnene ved Tanken om, at Døden snart skulde befri hende." (AK1 370). Til Karenin siger hun da også: "lad Seroscha blive hos mig, […] Det er den eneste Bøn, jeg har. Lad ham blive hos mig, til jeg … til jeg har født mit Barn." (AK1 371) – underforstået, at hun tænker hun vil dø under fødslen. Hun vil have sin søn hos sig fordi det passer hende – men er det det rigtige for drengen? At lade et barn flytte 35 bort fra sin far og sit hjem blot for at leve hos sin mor og dennes elsker, indtil moren dør nogle måneder senere og barnet må flytte tilbage til faren, er næppe noget, en god mor vil ønske for sit barn. Bemærk i denne forbindelse, at Anna kort forinden havde planer om at forlade sin mand og tage sønnen med sig (planer hun senere opgiver). I et brev som hun ved denne anledning skriver til Karenin (og som hun siden river itu), meddeler hun, at hun tager sønnen med sig, fordi hun "ikke kan leve uden ham" (AK1 324), og skriver ikke noget om, at denne beslutning skyldes en overvejelse om, hvad der er bedst for barnet.

Efter at Anna har født sin datter (uden at dø i barselsengen), indvilger Karenin i en skilsmisse præcis som Anna måtte ønske det: "Jeg vil tage hele Skammen paa mig, og hun skal faa Lov til at beholde Sønnen! […] lad det blive, som du vil have det!" – siger Karenina til Stepán. Men til dette svarer Anna:

"Stiva siger, at han gaar ind paa alt, men jeg kan ikke tage imod hans Ædelmodighed. En Skilsmisse bryder jeg mig ikke mere om; jeg har sat mig ud over alt. – Naar jeg blot vidste, hvad han vil gjøre med Seroscha" (AK2 81).

I stedet for at lade sig skille og beholde sit barn tager Anna med Wronskij på ferie i Italien i seks måneder¹², hvorefter de flytter ud på et gods på landet – væk fra Sankt Petersborg (og Seroscha). Efter opholdet i Italien opholder Anna sig dog kortvarigt i Sankt Petersborg og skriver her til Lydia (der i mellemtiden er blevet en væsentlig del af Karenins liv) om tilladelse til at se sin søn (AK2 96). Lydia og Karenin diskuterer muligheden og bliver enige om, at det vil være bedst for drengen, om han ikke genser sin mor (hvilket de viser sig at få ret i), da gensynes blot vil være forstyrrende for drengen, idet moderen alligevel rejser bort og ikke fremadrettet vil være en del af drengens liv (se brevet til Anna AK2 103). Men Anna trodser dette og sniger sig en morgen ind i Karenins hjem og finder sin søn, mens denne endnu ligger i sin seng. Efter at have siddet lidt med Seroscha må Anna gå. Hun rejser ud på landet og ser aldrig sin søn igen. Drengen bliver selvfølgelig glad for at se sin mor, men det fremgår senere, at gensynet med moderen og det efterfølgende savn gjorde Serocha ondt. Karenin siger i en samtale med Stepán:

"Efter det sidste Møde mellem ham [Seroscha] og Moderen blev han meget syg, og der var et Øjeblik, hvor vi endogsaa frygtede for hans Liv" (AK2 283)

Anna afslår muligheden for en skilsmisse og for at kunne beholde sin søn på trods af, at det er, hvad hun tidligere bebrejdede Karenin, at hun ikke måtte – hun virker urimelig og svær at stille tilfreds. Hun kommer på en uventet visit hos sin søn, selvom hun er blevet advaret om, at dette "let [kan] give Anledning til, at Deres Søn kommer med Spørgsmaal, som man ikke kan besvare uden at vække Mislyd og Forargelse i hans Sjæl." – som det hedder i et brev til Anna (AK2 103). Her synes Anna igen at sætte sit eget behov over, hvad der måtte være bedst for hendes søn.

Anna bliver gradvis mere og mere skinsyg på Wronskij (selvom denne er hende tro). Når Wronskij er borte fra hjemmet (hvilket han er mere og mere i takt med, at Anna er mere og mere urimelig og anklagende) går Anna omkring med "mørke Grublerier" (AK2 232), hvilke primært består af forestillinger om Wronskijs utroskab. Hun leder efter adspredelser, der kan lede hendes tanker bort, og da hendes og Wronskijs lille pige bliver syg "tog hun selv over at pleje hende, men opgav det snart igjen, da Sygdommen ikke var alvorlig nok til at lægge beslag paa hendes Tanker. Hun brød sin nu engang ikke 36 synderligt om dette Barn, og forstille sig, fremhykle Ømhed, det vilde hun ikke." (AK2 233). For Anna er pleje af sit barn en egoistisk handling, der først og fremmest skal tilfredsstille hende selv – ikke barnet. Dertil fremgår det eksplicit, at hun ikke holder af sit eget lille barn!

Annas skinsyge og livslede vokser til en sådan grad, at hun begår selvmord. Annas sidste tanke inden hun hopper ud på togskinnerne, er: "Saa straffer jeg ham og faar Ende paa det hele!" (AK2 343). Hun ønsker at straffe Wronskij, der har været hende tro, elsket hende oprigtigt, og som har været mere end overbærende med hendes urimeligheder, anklager og voldsomme humørsving. Da vi møder en ødelagt og ulykkelig Wronskij i romanens epilog, er det da også tydeligt, at Anna fik "straffet" ham.

Karenin – fra usympatisk til sympatisk

Første gang, vi møder fyrst Karenin, er på togstationen i Sankt Petersborg, hvor han er mødt op for at hente sin hustru Anna, der kommer hjem fra sit besøg hos Dolly og Stepán i Moskva:

Saa snart Toget standsede, steg hun ud. Det første, hun saa' paa Perronen, var hendes Mands Ansigt. "Du gode Gud! Hvor har han dog faaet de Øren fra?" tænkte hun, idet hendes Blik uvilkaarlig dvælede ved hendes Mands store, udstaaende Øren der saa' ud, som om de sad dér for at holde Hatteskyggen oppe, og stod i besynderlig Modstrid til hans kolde, men fornemme Ansigt. Saa snart han fik Øje paa hende, gik han hende i Møde, satte sit sædvanlige ironiske Smil op og fæstede sine store, matte Øjne paa hende. Hun følte sig ilde til Mode, da hun mødte hans trætte Blik; […]
"Ja, du ser, at jeg er lige saa øm som i det første Aar af vort Ægteskab. Jeg brændte af Længsel efter at se dig," sagde han med sin tynde, slæbende Røst og i den ironiske Tone, som han altid anvendte over for hende […] (AK1 129)

Fra stationen tager Anna hjem og Karenin på arbejde. Da Karenin kommer hjem om eftermiddagen samme dag har han "som sædvanlig ikke tid til at hilse paa hende" (AK1 137), men går direkte ind på sit kontor og arbejder indtil middagsmaden.

Da vi møder Karenin første gang, tegner følgende billede sig: Den varme, livlige, smukke og hjælpsomme Anna (sådan som hun fremstår på dette tidspunkt i romanens handling), er vendt hjem fra Moskva efter at have reddet sin brors ægteskab. Hun mødes af en uskøn, kølig og ironisk ægtemand, der har travlt med sit arbejde og øjensynligt ikke levner megen tid til Anna. Vi har fornemmelsen af, at Anna er fanget i et ægteskab med en mand, der ikke giver hende den tid og kærlighed, hun fortjener – et ægteskab, hun er for god til. Dette antydes også i følgende beskrivelse af Anna fra romanens begyndelse: "Det var, som om der hos hende fandtes et Overmaal af Ungdom og Liv, som hun søgte at holde tilbage, men som forraadte sig i hendes Blik og Smil" (AK1 85) og: "med sine lette, yndefulde Bevægelser, sit friske Ydre og det Liv, der røbede sig i hendes Blik og Smil, vilde man have kunnet antage hende for en ung Pige paa tyve Aar, hvis ikke et alvorligt og næsten sørgmodigt Udtryk undertiden havde formørket hendes Blik" (AK 98).

Som romanen skrider frem, må læseren dog revidere og nuancere sit billede af Karenin:

Da vi først møder Karenin, ser vi ham igennem Annas øjne (se ovenstående passage som et eksempel herpå). Anna fremstår på dette tidspunkt elskværdig og god, og derfor kommer man som læser nemt til at synes, at Annas negative syn på Karenin er rimeligt – og lader derfor sit eget syn på Karenin afspejle Annas. Men som romanen skrider frem, og det bliver mere og mere klart, at Anna i høj grad er urimelig og usympatisk, fremstår hendes syn på Karenin tilsvarende mindre rimeligt. Læseren må tænke: Måske skyldes Annas had til Karenin i mindre grad karaktertræk ved Karenin, men derimod karaktertræk ved Anna? Denne 37 tanke styrkes af, at læseren – som handlingen skrider frem – får lov at danne sig et billede af Karenin uafhængigt af Annas syn på ham. Her skal blot gives enkelte eksempler på, at Karenin ikke er den følelseskolde mand, som Anna ser ham som:

Karenin er ikke skinsygt anlagt: Til et selskab er han den eneste, der ikke bemærker noget anstødeligt i Wronkijs og Annas opførsel (AK1 175) og bliver siden kun bevidst herom fordi andre er det (AK1 177) – ham selv falder det ikke ind. Indtil Anna ligefrem indrømmer sin utroskab, bliver Karenin endda ved med at prøve at holde fast i en tro på hendes uskyld (se fx AK1 259), omend hendes affære med, og forelskelse i, Wronskij er tydelig. Selv lige til det sidste lader han tvivlen komme hende til gode:

"Muligt jeg tager fejl," vedblev han. "I saa Fald beder jeg Dem om at tilgive mig."
"Nej, De tager ikke fejl," svarede hun langsomt […] (AK1 263)

Fra Anna begynder sin affære med Wronskij og til hun rejser bort fra Sankt Petersborg er det Karenin, der forsøger at indlede samtaler og komme til en gensidig forståelse, hvortil Anna er afvisende og svarer igen med anklager (se fx AK1 181-185). Efter at Anna indrømmer sin utroskab, ønsker Karenin, at de skal forblive sammen, og stoler på "at Annas Lidenskab vilde faa en Ende." (AK1 355). Beslutningen om at prøve at forblive sammen finder Anna ondsindet: "Hans mening er ogsaa kun at pine og plage mig", siger hun (AK1 327). Da Karenin siden vil skilles (efter at have taget Wronskij i at besøge Anna i hans eget hjem) anklager hun ham igen for at være ondsindet, idet han ikke umiddelbart tillader, at hun kan få sønnen (AK1 371) – på trods af, at hun regner med at dø inden længe (som beskrevet ovenfor). Siden tilbyder Karenin at hun kan få en skilsmisse fuldstændig på de præmisser, hun måtte ønske (herunder beholde sønnen) – men det vil hun heller ikke (AK2 81).

Karenins følelser for sønnen køles ved Annas utroskab: Som han selv siger, ved han ikke længere om det er hans eget barn (se AK1 29). Senere, da Anna er rejst bort, vågner hans "gamle Følelser for Seroscha" (AK2 60) dog igen, og han overtager selv drengens opdragelse – hvilken han går meget op i, og læser endda bøger om "Didaktik og Pædagogik" (AK2 100). Karenin elsker og tager sig af den nyfødte datter af sin utro hustru og dennes elsker: "Da han saa', hvor dette spæde, skrøbelige Væsen, som ikke var hans Barn, blev forsømt under Moderens Sygdom, følte han en saadan Medlidenhed med det, at han selv tog sig af det, og lidt efter lidt kom han til at holde så meget af det, at han slet ikke kunne undvære det. "(AK2 60). Omvendt synes Anna ikke at have megen kærlighed til sin datter (se fx AK2 233). Efter at Anna har dræbt sig selv, tager Karenin den lille pige til sig (AK2 351).

Kort efter, at Karenin har besluttet sig for at lade sig skille fra Anna, lader han sig overtale af Stepán til at deltage i dennes middagsselskab. Under middagen fortæller Ljevin om, hvorledes Karenin tog ham i forsvar da han, efter en jagt, var ved at blive smidt af et tog pga. af sin påklædning (AK2 20). Senere samme aften sidder Karenin i samtale med Annas søster Dolly. Dolly er på dette tidspunkt overbevist om Annas uskyld og hun "skælvede og blev bleg af Harme ved Synet af denne kolde, hjærteløse Mand" (AK2 27). Men efter at have siddet lidt og snakket med Karenin", følte [hun] medlidenhed med ham, og hendes tro paa søsterens uskyld begyndtes at rokkes" (AK2 29). Så snart Dolly får mulighed for at lære Karenin lidt at kende, er hun i stand til at se igennem hans strenge ydre og Annas fremstilling af ham – præcis som det sker for læseren!

Da vi finder ud af, at Karenin mistede sine forældre som barn, at han fra den dag han blev gift med Anna skænkede hende "al den Kjærlighed, som hans Hjærte overhovedet kunde give" (AK2 89), og at de fleste synes at sympatisere med Anna og bebrejde Karenin efter hendes utroskab (se AK 69 og 87), er det vanskeligt ikke at føle medlidenhed med den alvorlige embedsmand.

38

Diskussion af ligheder mellem Anna Karenina og Det forjættede Land

De fundne ligheder deler sig i to kategorier:

• Ligheder vedrørende de to karakterer Ljevin og Emanuel.
• Ligheder vedrørende fortælleren i de to romaner.

Der er andre ligheder mellem romanerne, men her er alene gennemgået de ligheder, som er vurderet at være mest egenartede og/eller omfattende, og dermed de ligheder, som med størst sandsynlighed kan understøtte en påstand om en påvirkning. Spørgsmålet er nu: Er ovenstående ligheder mellem Anna Karenina og Det forjættede Land udtryk for en (sandsynlig) påvirkning? Det diskuteres i det følgende.

Ligheder vedrørende de to karakterer Ljevin og Emanuel

Lighederne mellem Ljevin og Emanuel er omfattende (jf. introduktionen af begreberne "omfattende" og "omfangsrig" på side 11-12), idet Ljevin og Emanuel er centrale karakterer i Anna Karenina og Det forjættede Land (Emanuel er endda hovedpersonen), og de fundne ligheder, der knytter sig til deres livssyn, er talrige og centrale træk ved deres person – det være sig det negative syn på livet i byen eller det positive syn på livet på landet (herunder naturen, fysisk arbejde mv.). At både Ljevin og Emanuel på et tidspunkt har planer (som de i forskellig grad udlever) om at leve som bonde på trods af, at de er fra den højere samfundsklasse, må siges at være et så anormalt og slående fællestræk, at lighederne mellem Ljevin og Emanuel også er egenartede.

Ljevin og Emanuel har på en lang række områder et ensartet livssyn og socialt udgangspunkt ved Anna Karenina og Det forjættede Lands begyndelse (ungkarl i den giftemodne alder, veluddanet og fra den højere samfundsklasse). Men ved romanens slutning er Ljevin og Emanuel vidt forskellige steder. Ljevin er i et godt ægteskab med en kærlig og omsorgsfuld hustru, han har fået et barn, som han elsker, og han har ro og sjælefred. Emanuel derimod ender på en sindsygeanstalt og dør. På denne baggrund kunne man hævde, at omend et centralt tema i begge bøger er livet på landet kontra livet i byen (repræsenteret ved Ljevin og Emanuels synspunkter), er moralen vedrørende dette tema uens. Begejstringen for landbrug, landliv, naturen, fysisk arbejde mv. fører Ljevin et godt sted hen (hvorfor moralen i Anna Karenina, kort sagt, er at der er dejligt på landet), mens det samme syn fører Emanuel et dårligt sted (hvorfor moralen i Det forjættede Land, kort sagt, er at der ikke er dejligt på landet). Denne tolkning støttes af nogle enkelte fortællerkommentarer i romanerne. I Anna Karenina er nogle bønder på vej hjem fra marken, da der står: "Hele Dagen havde de slidt haardt og arbejdet havde baaret sin Belønning i sig selv" (AK1 308) – underforstået at bondens arbejde er dejligt og tilfredstillende. I Det forjættede Land står der følgende om Hansine: "Dog var hun endnu en ualmindelig køn Kone, der efter Landsbyforhold bar sine 25 Aar med sjælden Ære" (DfL 209) – underforstået at man på landet ældes hurtigt. Det modsatrettede syn på livet i byen og livet på landet, der kommer til udtryk i de to romaner, korrelerer med synspunkterne i artiklen fra 17. august 1889, hvor Pontoppidan erklærer sig uenig i Tolstojs bondelykkefilosofi. Dette sandsynliggør en påvirkning: Den historiske kilde viser, at Pontoppidan har følt behov for at reagere imod Tolstojs syn på landliv og byliv – hvilket er blot to år før Muld udkommer, dvs. meget tæt på (hvis ikke samtidig med) Pontoppidans udarbejdelse af Muld. Man kan se det syn på landlivet, der kommer til udtryk i Det forjættede Land, som en skønlitterær modkommentar til Tolstojs bondelykkefilosofi. Og da måden, dette syn fremstilles på i Det forjættede Land, er meget lig den måde det modsatrettede syn fremstilles på i Anna Karenina 39 (jf. lighederne mellem Ljevin og Emanuel) tyder det på, at Anna Karenina er den tekst, der reageres imod.

Lighederne mellem Ljevin og Emanuel er således både egenartede og omfattende, og der foreligger en historisk kilde, som sandsynliggør en påvirkning fra Anna Karenina til Det forjættede Land (hvad angår synet på livet på landet og i byen). På baggrund heraf synes en påstand om påvirkning de to romaner imellem ikke urimelig.

I forbindelse med diskussionen om lighederne mellem Ljevin og Emanuel er det relevant at inddrage biografiske forhold vedrørende Pontoppidan. Han boede i sine ungdomsår i København, men flytter i 1880 ud på landet til Jørlunde i Nordsjælland, tæt ved Roskilde Fjord (omtrent det sted, hvor Det forjættede Land udspiller sig). Her bliver Pontoppidan gift med tjenestepigen Mette Marie Hansen. I 1889 flytter Pontoppidan tilbage til København efter at være blevet separeret fra Mette Marie, og i 1892 bliver de skilt. Det er ikke vanskeligt at få øje på parallellerne mellem Emanuels og Pontoppidans livsforløb i denne periode; ligesom Emanuel flytter Pontoppidan fra København til landet, gifter sig, men må nogle år efter opgive både landliv og ægteskab. Endda mister Pontoppidan sin førstefødte, mens han bor på landet, ligesom Emanuel mister sin. Der er ingen tvivl om, at Det forjættede Land er delvis selvbiografisk og et selvopgør med Pontoppidans egen tid på landet. Når det nu ligger fast, at Emanuel-karakteren (herunder hans optimistiske syn på livet på landet og den senere skuffelse vedrørende dette syn) er påvirket af Pontoppidans eget liv, er spørgsmålet, om det er mindre sandsynligt, at Emanuel skulle være påvirket af Ljevin-karakteren. Her er det vigtigt at huske på, at en påvirkning (naturligvis) ikke behøver komme fra én kilde alene. Emanuel kan sagtens være inspireret af både Ljevin og Pontoppidans eget liv. Når Pontoppidan har været optaget af landliv og byliv – særligt i perioden omkring 1890, hvor hans eget landslivsprojekt gik i vasken – er det kun rimeligt at forestille sig, at han har været mere modtagelig (eller følt sig provokeret, enig eller andet) af tekster, der omhandlede det samme tema. Det er ikke tilfældigt, at det er i denne periode, Pontoppidan føler behov for at reagere imod Tolstojs landlivsfilosofi i artiklen fra 17. august 1889 – det var i denne periode, at emnet lå ham meget på sinde. Derfor synes det biografiske aspekt nærmest at understøtte en sandsynlig påvirkning fra Anna Karenina til Det forjættede Land: I Anna Karenina har Pontoppidan kunnet se en skønlitterær fremføring af det tema og det synspunkt som han på baggrund af sit privatliv var meget optaget af og imod.

Ligheder vedrørende fortælleren i de to romaner.

Begge romaner indeholder et karakterpar, hvor den ene karakters fremstilling er det omvendte af den andens.

Fortælleren lader personerne fremstå parvis på en sådan måde, at den ene karakter understøtter den anden karakters førstehåndsindtryk – og senere karakterernes fremstilling væk fra førstehåndsindtrykket. Her et par eksempler: I Anna Karenina understøtter Anna eksempelvis det negative indtryk af Karenin i 40 romanens begyndelse, idet Karenin i høj grad beskrives gennem Annas negative syn på ham, og da Anna på dette tidspunkt i romanen fremstår tiltalende, kommer læseren nemt til at tage dette syn på Karenin til sig. I Det forjættede Land modsætter Tønnesen sig Emanuels bestræbelser på at leve i et nært og venskabeligt forhold til menigheden, hans intentioner om at gifte sig med en bondepige og hans tilslutning til den grundtvigianske og folkelige bevægelse i Skibberup. Idet Emanuels person og bestræbelser på dette tidspunkt i romanen fremstår sympatisk(e), får dette Tønnesen til at fremstå (mere) usympatisk. Da det viser sig, at der kun kommer dårligdomme ud af Emanuels bestræbelser, får det omvendt Tønnesen til at fremstå i et bedre lys.

Vedrørende de to hovedpersoner i romanerne, Anna og Emanuel, synes både Tolstoj og Pontoppidan at ville sikre sig, at læseren lægger det førstehåndindtryk, der bliver givet af karaktererne, fra sig og ser personen, som han/hun er. Det er, som om forfatterne vil sikre sig, at den "sande" forståelse af de to hovedpersoner i sidste ende bliver læseren klart.

I slutningen af Anna Karenina sidder Wronskijs mor og snakker med Ljevins bror idet hun siger:

"Nej, De maa sige, hvad De vil, men hun var en daarlig Kvinde, det er sikkert. Hvad skal det ogsaa til med disse fortvivlede Lidenskaber? Hvad fører det til? Og hvad har hun opnaaet? – Hun har gjort sig selv ulykelig, og forgiftet baade Karénins og min stakkels Søns Tilværelse. Det er to hæderlige og brave Mænds Liv, hun har ødelagt."
"[…] for min stakkels Søn er det et haardt Slag. Han har ofret alt for hendes Skyld – baade mig og sin Karriere – og saa lønner hun ham med at knuse hans Hjærte. Selve den Død, hun valgte, viser da ogsaa, at hun har været en slet og afskyelig Kvinde" (AK2 351-352)

I slutningen af Det forjættede Land sidder pastor Petersen og snakker med Ragnhild, da han siger:

Rimeligvis vil der i disse Dage blive talt mange bevægede og dybtfølte Ord om hans Aands høje Flugt mod Idealet […] Og dog har – ret betragtet – al Emanuels Hansteds Stræben kun været til at le af, hele hans Liv en Række komiske Scener. Naar han en Gang dør – og det vil sandsynligvis ske snart, og man maa da heller ikke ønske andet for ham – burde der skrives paa hans Gravsten: Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa' enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynets Udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeheden. (DfL 505)

Det er karakteristisk for fortælleren i både Anna Karenina og Det forjættede Land, at denne ofte undlader at forklare fx en persons motiv, men derimod lader det være op til læseren selv at regne motivet ud, og det er karakteristisk for fortælleren i begge romaner, at denne ofte ikke forklarer en persons karaktertræk, men lader læseren opleve karaktererne og selv danne sig et indtryk af dem. Endda driller begge fortællere læseren ved at tilrettelægge fortællingen således, at en person som fx er overvejende usympatisk, fremstår sympatisk i begyndelsen af romanen, og først senere lade karakterens egentlige træk komme til udtryk.

41 Ligheder mellem fortælleren i de to romaner er omfattende, da der er tale om centrale karakteristika ved fortælleren og dermed også romanen som helhed. Når det vedrører fremstillingen af de to karakterer Anna og Emanuel, er ligheder desuden egenartede: Begge karakterer fremstilles sympatiske ved romanernes begyndelse, men viser sig at være sindsforstyrrede, meget selvoptagede og at svigte menneskene omkring sig (især deres børn). I sidste ende får de begge vrangforstillinger, bliver sindsyge og begår selvmord (det kan måske diskuteres, om Emanuel begår selvmord i teknisk forstand, men han dør som et resultat af ikke længere at ville leve).

En sådan fremstillingsform, der sætter læseren på arbejde, beskrives af Pontoppidan i sine selvbiografier: Her skriver Pontoppidan, at han er inspireret af "de Moderne Russere" (blandt hvem Tolstoj bør medregens – som jeg har argumenteret for) og Pontoppidan peger på, hvilke karakteristika ved den russiske litteratur, der var det nye og inspirerende – blandt andet følgende karakteristika ved fremstillingsformen:

Flere af disse Russere, og netop de bedste – Dostojewski f. Eks. – gjorde endogsaa ret ubekymret Tilegnelsen af deres Værker ganske vanskelig for Læserne, skaanede dem ikke for ret meget af den Møje, hvormed de selv havde tilkæmpet sig Sejren over et genstridigt Stof. (Pontoppidan 1962 [1938] s. 161-162)

Pontoppidan hævder således selv, at tilrettelæggelsen af det skønlitterære stof på en sådan måde, at læseren sættes på arbejde, er inspireret fra den (på det tidspunkt) moderne russiske litteratur. Da Anna Karenina er et centralt værk i denne litteratur, understøtter selvbiografierne påstanden om en påvirkning fra Anna Karenina til Det forjættede Land. Desuden er lighederne vedrørende fortælleren omfattende og delvis egenartede. På denne baggrund synes en påstand om en påvirkning rimelig.

Opsamling og konklusion

På baggrund af en omfattende litteratursøgning er der fundet og gennemgået faglitteratur og historiske kilder, som er relevante for en undersøgelse og afdækning af den litterære påvirkning fra Tolstoj til Pontoppidan. Den relevante faglitteratur og de relevante kilder er anvendt til at vise,

• at nærværende speciales emneområde har sin berettigelse: Det viser sig, at der foreligger et stort antal faglitterære tekster, som påpeger en påvirkning fra Tolstoj til Pontoppidan. Det er imidlertidigt interessant, at ingen af disse tekster indeholder en tilnærmelsesvis grundig undersøgelse af, hvorfor en påvirkning er sandsynlig, og hvor og hvordan påvirkningen kan ses. Det er dette "hul" som nærværende speciale sigter efter at udfylde (i det omfang bestemmelserne for et speciales længde tillader det).
• hvornår Pontoppidan sandsynligvis var påvirket af Tolstoj: Der findes kilder, hvori Pontoppidan nævner Tolstoj og kommenterer hans værker. De fleste af disse kilder er fra årene 1888-89, hvilket tyder på, at Pontoppidans interesse for og kendskab til Tolstoj har været størst i disse år. Dermed er det mest sandsynligt, at det er i årene 1888-89, at Pontoppidans litterære arbejde kan være påvirket af Tolstoj.
• hvordan Pontoppidan sandsynligvis var inspireret af Tolstoj, dvs. hvilke emner i, og karakteristika ved, Tolstojs litteratur, som Pontoppidan var optaget af: I en artikel kommenterer Pontoppidan Tolstojs syn på byliv og landliv. I en anden artikel inddrager Pontoppidan Tolstojs syn på 42 kristendommen. I sine selvbiografier påpeger Pontoppidan, hvilke karakteristika ved den moderne russiske litteratur (litteratur, som jeg har argumenteret for, at Tolstojs forfatterskab tilhører) som har inspireret ham. Disse karakteristika er dels 'indhold over udtryk', dvs. en bevægelse væk fra "stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik" (Pontoppidan 1962 [1938] s. 161) og mod dybdegående, nuancerede og realistiske fremstillinger af personer og samfund (fortalt i et jævnt og folkeligt sprog) og dels, at litteraturen sætter læseren på arbejde.
• hvor en påvirkning sandsynligvis kommer til udtryk: Blandt værker af Pontoppidan er Det forjættede Land det værk, hvor en påvirkning fra Tolstoj er mest sandsynlig. Dermed ikke sagt, at der ikke kan være andre værker, hvor en påvirkning fra Tolstoj kan ses. De fleste af de fundne faglitterære tekster peger dog på Det forjættede Land som et sted, hvor en påvirkning er synlig. Dertil kommer, at udarbejdelsen af første del af Det forjættede Land finder sted omkring 1888-89, dvs. den periode, hvor de historiske kilder sandsynliggør, at Pontoppidans interesse for og påvirkning af Tolstoj var størst.
• hvorfra Pontoppidan sandsynligvis var inspireret: Blandt værker af Tolstoj, som er mest sandsynlige at skulle have påvirket Pontoppidan, synes følgende værker oplagte (på baggrund af en række opstillede argumenter): Anna Karenina, Krig og Fred, "Hvori bestaar Lykke?" og Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter.

Gennemgangen af relevant faglitteratur og historiske kilder peger på en sandsynlig påvirkning fra Tolstoj til Pontoppidan. Det ville derfor være interessant at undersøge, om en påvirkning skinner igennem i Pontoppidans forfatterskab – og hvordan. Hvor gennemgangen af relevant faglitteratur og relevante historiske kilder i nærværende arbejde tilstræber at være "komplet", kan der naturligvis ikke gives en komplet komparativ analyse mellem Tolstojs forfatteskab og Pontoppidans. I stedet er udvalgt et enkelt værk af Tolstoj og et enkelt værk af Pontoppidan. Med afsæt i faglitteraturen og kilderne, udvalgtes de to værker, hvori det synes at være mest sandsynligt, at en påvirkning er synlig.

I den komparative analyse af Anna Karenina og Det forjættede Land viste det sig, at særligt to ligheder var tydelige. Det drejer sig om ligheder mellem de to karakterer Ljevin (fra Anna Karenina) og Emanuel (fra Det forjættede Land) samt ligheder i den måde, fortælleren sætter læseren på arbejde. Spørgsmålet er, hvorvidt lighederne er udtryk for sandsynlig påvirkning fra Anna Karenina til Det forjættede Land. Følgende taler for, at der er en påvirkning:

• Lighederne er både egenartede og omfangsrige (jf. diskussionsafsnittet).
• De fundne ligheder stemmer overens med, hvad Pontoppidan giver indtryk af har påvirket ham. I artiklen fra d. 17. august 1889 reagerer Pontoppidan således imod Tolstojs syn på byliv og landliv, og i sine selvbiografier skriver Pontoppidan endda eksplicit, at den måde, hvorpå læseren sættes på arbejde i den russiske litteratur (litteratur, som jeg har argumenteret for Tolstojs forfatterskab tilhører) har påvirket hans forfatterskab.
• Breve og artikler peger på, at Pontoppidans påvirkning fra Tolstoj var størst i perioden for Det forjættede Lands tilblivelse.

På baggrund af disse forhold synes en påvirkning fra Anna Karenina til Det forjættede Land at være sandsynlig.

43

Anvendt litteratur

• Ahnlund, Knut (1956): Fem huvudlinjer i författerskabet. P. A. Norstedt og Söners Förlag, Stockholm.
• Andersen, Poul Carit (1934): Henrik Pontoppidan – En biografi og bibliografi. Levin og Munksgaards Forlag, København.
• Andersen, Poul Carit (1952): Digteren og mennesket: Fem essays om Henrik Pontoppidan. Poul Carit Andersens Forlag, København.
• Andersen, Vilhelm (1917): Henrik Pontoppidan: Et nydansk Forfatterskab. Gyldendal, København.
• Behrendt, Flemming (2004): "Tilståelser". IN: Behrendt, Flemming (red.), Undergangens angst: De Dødes Rige, Syddansk Universitetsforlag, Odense, s. 137-154.
• Behrendt, Flemming (2008, 26. november): "Mellem to krige". Tale holdt i Madrid.
• Billeskov Jansen, F.J (1978): Henrik Pontoppidan: Ledetråd for læsere. Nordisk Bogforlag, København.
• Bokelund, Henning (2002): "Schaff: Nogle spørgsmål og mulige svar".
• Brandes, Georg (1910, 5. marts): "Henrik Pontoppidan". Foredrag holdt i Kristiania (Oslo).
• Fjord Jensen, Johan (1969): Turgenjev i dansk åndsliv: Studier i dansk romankunst 1870-1900. Gyldendal, København.
• Fjord Jensen, Johan (1989): Den ny kritik. Kimære, Viby. Genoptryk af 2. oplag fra 1966.
• 44 Gravesen, Søren Vangsgaard (1998): "Pontoppidan og Dostojevskij".
• Grodal, Torben (2000): "Pontoppidan – det forjættede land". IN: Busk-Jensen, Lise m.fl., Dansk litteraturhistorie, bind 6, 3. udg., Gyldendal, København, s. 513-517.
• Haarder, Jon Helt (2002): "Henrik Pontoppidan". IN: Mai, Anne-Marie (red.), Danske digtere i det 20. århundrede, bind 1, 4. udg., Gads Forlag, København, s. 11-30.
• Hertel, Hans (2013, 25. april): "Mand/kvinde – mor/søn. Psykologisk litteraturanalyse og kritisk humaniora". Foredrag holdt i Pontoppidanselskabet.
• Holmgaard, Jørgen (1977): "Pontoppidans oplevelse af den danske højkapitalisme. En historisk analyse af De Dødes Rige". I: Holmgaard, Jørgen (red.), Analyser af danske romaner 1, Borgens Forlag, Valby, s. 209- 307.
• Jørgensen, Johannes (1891, 6. november): "Muld". Anmeldelse i Kjøbenhavns Børs-Tidende.
• Jørgensen, John Chr. (1974): Litterær metodelære: Metoder i dansk litteraturforskning efter 1870. 2. udg., Borgen, Valby.
• Kielberg, Esther og Rømhild, Lars Peter (1997): "Efterskift". IN: Pontoppidan, Henrik, Det forjættede Land: Efterskrift, Tillæg, Variantapparat, Noter. Gyldendal, København, s. 9-185.
• 45 Kofoed, Niels (1986): "Den Russiske Indflydelse". IN: Kofoed, Niels: Henrik Pontoppidan – Anarkismen og demokratiets tragedie, C. A. Reitzels Forlag, København, s. 74-80.
• Kofoed, Niels (1989): "Henrik Pontoppidan". IN: Kofoed, Niels: Litterære Skæbnetydninger: Nogle forelæsninger i dansk litteratur. C. A. Reitzels Forlag, København, s. 52-86.
• Kofoed, Niels (2006): "Anarkisten som nøglefigur i forfatterskabet". IN: Kofoed, Niels: Løvens Bastion: Foredrag og essays fra et H.C. Andersen-år, C.A. Reitzels Forlag, København, s. 175-198.
• Kofoed, Niels (2007): Fortællingens mester: Henrik Pontoppidan 150 år, Niels Kofoed, ABC Publishing, Hellerup. Heraf er kapitlet "Anarkisten som nøglefigur i forfatterskabet" (s. 68-89) at finde her på netstedet.
• Lings, Jens Kristian (2007): Ørneflugten: Læsninger i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Attika, Vordingborg.
• Olsen, Johs. P (1927, 22. juli): "Henrik Pontoppidan som Journalist". Artikel fra Nationaltidende.
• Pontoppidan, Henrik (1888, 16. juli): brev fra Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes.
• Pontoppidan, Henrik (1889, 17. august): artikel trykt i Kjøbenhavns Børs-Tidende.
• Pontoppidan, Henrik (1889, 20. august): artikel trykt i Kjøbenhavns Børs-Tidende.
• Pontoppidan, Henrik (1920, 29. oktober): brev fra Henrik Pontoppidan til Frederik Hegel d.y.
• Pontoppidan, Henrik (1954): Undervejs til mig selv: Et tilbageblik. Gyldendal, København.
• Pontoppidan, Henrik (1962): Erindringer: Samlet udgave af Drengeår, Hamskifte, Arv og Gæld og Familjeliv. Gyldendal, København.
• Pontoppidan, Henrik (1997): Det forjættede Land: Muld (1891), Det forjættede Land (1892), Dommens Dag (1895). Udg. af Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild. Gyldendal, København.
• Rossel, Sven H. (1982): "Henrik Pontoppidan". IN: Rossel, Sven H.: A History of Scandinavian Literature 1870-1980, University of Minnesota Press, Minneapolis, s. 40-44.
• 46 Stangerup, Hakon (1977): "Henrik Pontoppidan". IN: Stangerup, Hakon m.fl.: Dansk Litteraturhistorie, bind 4, 2. udgave, Politikens Forlag, København, s. 268-317.
• Thierry, Werner (1978, november): "Romanens mester, hytternes ven og kongens revser". Artikel fra Samvirke.
• Thomsen, Ejnar (1965): Henrik Pontoppidan: En citatmosaik. Gyldendal, København.
• Thomsen, Karl V. (1984): Hold Galden Flydende – Tanker og tendenser i Henrik Pontoppidans forfatterskab. ROLV forlag, Rødovre. (1. udgave 1957.)
• Tiemroth, Jørgen E. (1986): Det labyrintiske sind: Henrik Pontoppidans forfatterskab 1881-1904. Odense Universitetsforlag, Odense.
• Tolstój, Léo (1888a): Livsspørgsmaal: Blandede Skrifter. Overs. af Em. Hansen, Andr. Schous Forlag, København.
• Tolstój, Léo (1888b): "Hvori bestaar Lykke?" IN: Tolstoj, Lev: I Kamp for Lykken: Livsbilleder, Andr. Schous Forlag, København, s. 115-141, overs. af Em. Hansen.
• Tolstóy, Leo (1901): Anna Karénin, 3. udg., bind 1-2, Lehmann og Stages Forlag, København, overs af W. Gerstenberg.
• Wentzel, Knud (1970): "Henrik Pontoppidan: Det Forjættede Land". IN: Wentzel, Knud: Fortolkning og Skæbne, Fremad, København, s. 126-142.