Henrik Pontoppidan som Journalist
Man er under Drøftelsen af de Publikationer, der burde finde Sted i Anledning af Henrik Pontoppidans Fødselsdag nogle Gange havnet i den Tanke, at man ved denne Lejlighed med en vis Berettigelse kunde offentliggøre Forfatterens ret betydelige journalistiske Indsats, eventuelt suppleret med de faa Digte, der er skrevet ved forskellig Lejlighed. Alt dette er imidlertid strandet i hvert Fald foreløbig.
Det er med Sorg, dette konstateres. Overfor en saa dialektisk Personlighed som Pontoppidan, der ofte selv har maattet give Oplysninger om Centralidéen i sine Værker, vilde en Udgave af hans Avisartikler for hans mange Læsere være en kærkommen Kommentar til hans Produktion og give et vægtigt, kronologisk Indblik i hans aandelige Udvikling.
Pontoppidan maatte i de første Forfatteraar, da hans Bøger ikke fandt saa stor Afsætning, for Udkommets Skyld offentliggøre flere Udkast og journalistiske Smaating i Dagspressen, Almanakker og illustrerede Ugeblade. Nogle af disse Noveller er ikke senere blevet trykt. De første Udkast og Smaanoveller blev offentliggjort i "Ude og Hjemme" og "Hjemme og Ude", hvor Otto Borchsenius var Redaktør. Han giver heri sine mørke, realistiske Billeder af Landsbyen, men skrevet med et Sind, der svinger mellem Bitterhed og skjult Medfølelse bag ved den tilsyneladende objektive Ro. Samtidig var han ogsaa Bidragyder til "Morgenbladet", Organet for det forenede Venstre. Heri findes hans lidet kendte Grundlovsdigt, "Rotterne", der giver et umiddelbart og stærkt Udtryk for hans Stemning i Provisorieaarene. Formen er folkelig, Stemningen er rebelsk og ikke afklaret ved Ironi og Satire som senere i "Skyer".
Brydningen i hans Indre og Omslaget i hans Idealer kan i hans Journalistik aflæses allerede i Aarene 1887–88. Forandringen markeres i det Ydre ved Overgangen fra "Morgenbladet", der stadig havde sit Præg af Guds Ord fra Landet, til det mere europæisk orienterede Byorgan "Politiken". Her er Pontoppidan Medarbejder i Slutningen af Firserne. Han offentliggør i disse Aar nogle meget interessante Artikler, der illustrerer hans nye Kunstopfattelse. Han tager her i tydelige Ord Afstand fra Firsernes Naturalisme og mener, at dette med Sandhed og Virkelighedstroskab og Anskuelighed til syvende og sidst ingen Ting hjælper, — ja en kraftig Løgn, præget med Geniets Stempel, er for Kunsten meget mere værd. Det er jo dog til allersidst Digterens eget Billede, man søger bag ved enhver Digtning. Her mærkes ogsaa i en Polemik om "Bonden" Pontoppidans dalende Tro paa Bonden, denne saakaldte kærnesunde Muldjordskraft, der efter Forfatterens Mening er blevet overvurderet. Pontoppidan er øjensynlig paa Vej fra Landsbyen (hans Mærke havde i disse Aar været Rusticus) til Byen.
I Københavns Børs-Tidende, hvor han var fast Medarbejder omkring 1890, har han taget Skridtet helt ud. Hans Mærke som Journalist er "Urbanus". Bladet, lille af Format, var startet af Ernst Brandes og bestod væsentlig kun af Skibslister til Brug for Grossererne, samt en daglig Artikel af Henrik Pontoppidan. Pontoppidan — fortæller Frejlif Olsen i sin Bog "En københavnsk Journalist" — var en meget anset Medarbejder. Naar han skred til sit journalistiske Hverv, blev der altid fyret stærkt op i Værelset paa Redaktionen, Rullegardinerne kom ned, og alle maatte bevæge sig i de tilstødende Værelser paa en saa lidet støjende Maade som muligt. Her ved "Børs-Tidende" findes Pontoppidans Glansperiode som Journalist. Han tager med stigende Mesterskab i Stilen Del i Dagens aktuelle Spørgsmaal: Serveringen i Teatrene, Hotelforholdene i Provinsen o.s.v. o.s.v. Han giver ogsaa her sine Udkast til de senere, saa dybsindige og fuldendte "Krøniker". Han tager endvidere Stilling til Tidens Strømninger, giver Skildringer af Tidens aktuelle Personer (Tolstoj, Zola). En Artikel om Tolstoj og hans Lykke-Evangelium er vigtig for Forstaaelsen af "Det forjættede Land". En Karakteristik af Gustav Esmann, den forvovne maitre de plaisir, er skrevet i den eleganteste Prosa. Denne Tid har i det hele stor Betydning for Pontoppidan som Stilist. Han spidser sin Pen, der nu har faaet friere Tøjler, og skaber efterhaanden ved Rutine en Stil med de rette Sving af Urbanitet i Modsætning til tidligere, hvor han lejlighedsvis havnede i Almanakstilens hævdvundne Udtryk. Børs-Tidendes Journalistik er saaledes stilistisk en Forudsætning for hans straalende, elskelige Smaanoveller fra Halvfemserne. Medarbejderskabet standsede ved Bladets Ophør, kort efter Ernst Brandes' Død. Kort forinden havde Pontoppidan været udsat for et Sagsanlæg paa Grund af et Par efter Datidens Mening blasfemiske Artikler. Den samme selvstændige og uforsonlige Holdning i religiøs Henseende indtager han i en længere Artikel ("En falsk Etikette") i "Tilskueren". Den er vigtig for Forstaaelsen af Idéen i "Lykke-Per". I Slutningen af Halvfemserne falder hans Virksomhed ved "Politiken". Foruden Teateranmeldelser o. lign. skrev han efter fransk Mønster næsten daglig en Artikel under Mærket "Enetale". Disse frembyder flere Berøringspunkter med Lykke-Per. Der er ikke den trodsende Holdning fra Begyndelsen af Tiaaret, derimod findes den samme inderlige Mystik, der præger Lykke-Pers skriftlige Efterladenskaber. Den stækkede Ørn er et hyppigt tilbagevendende Billede. I en Nekrolog over Anton Nielsen taler han om "den snigende Sot, som tidligt eller silde undergraver os alle i dette kære, lille Samfund af Præste- og Degnesønner, og som ogsaa stækkede hans Aands Kraft, før den ret fik sig udfoldet." Men samtidig er hans Forstaaelse af Livet vokset. Han har indset, at enhver Ting har 2 Hanke, det afhænger alt sammen af, i hvilken Hank man griber den. Og jo ældre man bliver, des lettere finder man dem begge.
Kort Tid efter en Polemik i Bladet med Peter Nansen (Stridens Emne var vort Forhold til Tyskland) holdt imidlertid det faste Medarbejderskab op.
Efter Aarhundredskiftet har Pontoppidan kun lejlighedsvis været i Forbindelse med Aviser og Tidsskrifter. Vigtige er hans Udtalelser om "Lykke-Per" i "Politiken" og hans Selvbiografi i "Hver 8. Dag". I "Politiken" var ogsaa trykt det ofte omtalte Fødselsdagsdigt til Georg Brandes og det morsomme, ærlige Hædersdigt til Holger Drachmann. Karakteristisk for det faste i hans Personlighed — trods alle Omskiftelser — er hans jævnlige Udtalelser om Forsvarsspørgsmaalet, f. Eks. i "Gads danske Magasin", hvor den nationale Selvhævdelse stærkt betones: "Et magtløst Grænse- og Søpoliti vil under krigerske Forviklinger snarere være en Fare end en Betryggelse". I det hele taget har Pontoppidan kraftigt reageret hver Gang vi af dansk "Beskedenhed" frygtsomt har dukket Hovederne. Saaledes huskes hans Protest i "Læsebogsspørgsmaalet" i 1913, da den daværende Kultusminister overfor den tyske Gesandt havde bedt om Forladelse, og hans deraf inspirerede djærve Digt til en Mindefest i Casino, hvor Festkomitéen dog ikke fandt det ønskeligt at oplæse 3. Vers, der handlede for tydeligt om tyske Noter og vor Gaaen om "paa Kattepoter i vort eget danske Land". Protesten og det ubeskaarne Digt findes i "Ugens Tilskuer" 1913. I de senere Aar har Pontoppidan ofte brugt Provinspressen ved Offentliggørelse af sine aktuelle Indlæg i Dagens Strid. Man husker saaledes hans Paavisning af det bevidst dramatiske bag det naive i Bjørnsons Væsen og hans Protest ved Udarbejdelsen af den nye Højskolesangbog.
Saaledes har Pontoppidan fulgt og levet med i sit Folks Udvikling. Han har reageret kunstnerisk i sin Produktion og givet sit Bidrag til Forstaaelse og Karakteristik af Tidens Rørelser i sine journalistiske Indlæg i Hovedstadspresse og Provinsblade. Oprindelig stod han i Folkets Midte som Venstres Talsmand i Provisorieaarene, senere fjernede han sig fra det folkelige og gav fra Ensomheden sine Bidrag til Tiden i Form af "Enetale". Endelig fik han igen Troen paa Folket bestyrket paa en ny Basis (læs f. Eks. "Til Mindefesten" i Ugens Tilskuer 1913) og blev i inderste Forstand folkelig, da han ved Genforeningen gav Udtryk for noget af det inderste i det danske Folk i de jævne, men marvfulde Strofer:
Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage,
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage.