Dagbog
I det nys udkomne 2det Hefte af Maanedsskriftet "Af Dagens Krønike" findes blandt forskellige andre fortræffelige Ting1 en nydelig og saare vittig Artikel af Gustav Esmann. Forfatteren, der skriver med en spids og fint sleben Pen, der nu og da kan sprutte lidt i Kaadhed men straks igen bevæger sig behersket og elegant hen ad Papiret, har hentet sit Emne fra de kjøbenhavnske Badesteder. Med overgiven Humor spotter han Kjøbenhavnernes Natursværmeri paa en Kyst, der efterhaanden er bleven saa befolket, at man maatte kunne leve derude alene af Duften fra de omboendes Køkkener. Næsten som med en Undskyldning, og selv i yderst soigneret Toilette, fører han sine Læsere gennem dette "Naturgriseri", idet han nu og da med Spidsen af sine behandskede Fingre haler en eller anden komisk Figur ud af Mængden og ved Hjælp af Sølvknappen paa sin Stok drejer den rundt til Læserens behagelige Beskuelse. Han imponeres ikke af noget; selv en Flok badende unge Damer bringer ham ikke ud af Ligevægten; han sætter sin Monocle i Øjet og siger en Vittighed, der ikke gaar over Stregen, og vilde more selv de unge Damer, om de kunde høre den. Men han søger heller ikke selv at imponere – hverken ved sin Overlegenhed, der aldrig taber sin Elskværdighed og bliver til Praleri, eller ved sit Vid, der aldrig har til Hensigt at saare, men blot at more.
Esmann er bleven en af vore fornøjeligste – og betydeligste – Forfattere, siden han har givet sin Pen friere Tøjler og faaet Mod til at vise sig for Verden som den forvovne maitre de plaisir, han er. Man finder ikke længer hos ham hverken opstyltede Følelser eller Skaberi i Stilen. Den paatagne blaserede Livslede, der prægede hans første Noveller, og som syntes at fordre af en ung Mand comme il faut, at han ved Siden af sit Cigaretfutteral bar en Nysølvsrevolver med et smukt damasceret Løb i sit Brystlomme, er bleven erstattet af en Art blaseret Livsglæde, der sikkert stemmer langt mere med Forfatterens sande Natur. Han finder ingen Grund til Jeremiader, og anser det for Mangel paa Dannelse at begynde at moralisere. Herregud! – at Mennesker er latterlige, er jo dog egenlig en Dyd hos dem, som man snarere skulde belønne dem for. I hvert Tilfælde; det er saamænd ikke Umagen værd at lægge sig andres Skrøbeligheder paa Samvittigheden. Vi kan have nok at gøre med at glemme vore egne.
Moralen er let og holder sikkert ikke Stik i Livet. Men i Kunsten er den lige saa god som enhver anden, ja for Tiden maaske endog bedre, nemlig som Modvægt til det seminaristisk-profetiske Alvor, hvori vor Litteratur er i Færd med at drukne.
Derfor er det Skade, at Esmann holder sig saa meget tilbage. Vi har netop mere end nogen Sinde Brug for en Pen, der som hans er indsmigrende uden at være snobbet, og dristig uden at blive brutal.
Urbanus.
