Enquete om Forsvarssagen

Pontoppidans svar (s. 326):

1. Et magtløst Grænse- og Søpoliti vil under krigerske Forviklinger snarere være en Fare end en Betryggelse.

2. Nutidens uforholdsmæssige Militærapparat hviler jo allevegne tungt på Samfundslivet. Men da vort Lands Selvstændighed sikkert kan blive afhængig af, at vi i et givet Øjeblik formår med Eftertryk at tilkendegive vor Vilje til at holde os neutrale, har vi i Virkeligheden ikke noget Valg men må yde, hvad Forholdene kræver. Foreløbig er der heller ingen Grund til at frygte for, at vi skal segne under Vægten af vor egen Rustning.

I et Land, hvor Agerkål og Tidsel gror så frodigt som i Danmark, og hvor der snart brødfødes flere Hunde end Mennesker (Omkostningerne ved vore Hundes Underhold beløber sig til en Fjerdedel af samtlige Militærudgifter) – i et sådant Land har man endnu Råd til store Ofre. Det må heller ikke glemmes, at Udgifterne til Hærvæsnet ikke er så uproduktive, som det ofte siges. Ungdommens militære Opøvelse i Disciplin, Orden og Appel, det hele Soldaterliv med dets Sorgløshed og folkelige Kammeratskabsforhold er – eller kunde i hvert Fald blive – af den største samfundsopdragende Betydning.

3. Ordningen af vort Forsvar må jo bestemmes af, hvilke Fordringer de rivaliserende Stormagter stiller til os for at anerkende vor Neutralitet. Men jeg antager, at navnlig Tyskland bestemt vil kræve, at København sikres mod en Overrumpling.

4. Nej.

5. Nej.

6. Spørgsmålet synes mig stillet på Hovedet. Det er en Nations Selvstændighedsfølelse og Levedygtighed, der betinger Forsvarsviljen, ikke omvendt. Den voksende Trang til Selvhævdelse, der på det sidste er bleven kendelig rundt om i Folket, den lykkelige Uforknythed, der spores hos de unge, er et Vidnesbyrd om, at vi er ved at komme til Kræfter efter Amputationen i 64 og dens Følgesygdomme.

HENRIK PONTOPPIDAN.
Forfatter.