Forsvarssagen
Nedenstaaende Spørgsmaal har Redaktionen udsendt til en Kreds af Mænd, der indtager ledende Stillinger indenfor forskellige Kredse i vort Samfund, Mænd, som ikke før offentlig har udtalt sig om deres Stilling til den foreliggende Sag. Vi har haft den Glæde at modtage Svar fra saa mange Sider, – og fra danske Mænd, der udretter en saa betydende Gerning i og udenfor vort Land – at deres Mening maa veje tungt til ved den forestaaende Ordning af vort Forsvar.
C.V. Nyholm. Justitiarius i Højesteret:
1. Et kraftigt Grændse- og Søpoliti vil, naar det fuldt skal løse den Opgave, som i Virkeligheden indeholdes i Ordene,den at hindre fremmede Magter i at overskride vore Grændser eller i at øve Fjendtligheder i vore Farvande næppe blive billigere end et Forsvarsvæsen i almindelig Forstand, og sigtes der med hine Udtryk blot til en Paradestyrke i Fredstid, som med sænkede Faner eller strøgen Vimpel drager bort, saasnart det trækker op til Uvejr, saa er det langt bedre straks sans prase at erklære sig for Afvæbning.
2. At det skulde være et nødvendigt Krav, kan jeg ikke erkende, men vilde finde det glædeligt, om det lod sig gøre.
3. Det var et skæbnesvangert Fejlgreb, at man skred til de københavnske Befæstningsanlæg ad provisorisk Bevillingsvej, jeg for mit Vedkommende har i sin Tid aabenlyst og saa kraftig, jeg formaaede, taget til Genmæle derimod. – Der skal Tid og stærke Argumenter til, før den heraf fremkaldte Misstemning helt forvindes.
Fra et rent politisk Standpunkt – og Historiens Vidnesbyrd gennem de svundne Aarhundreder synes at bekræfte det – maa det vistnok erkendes, at saa længe København ikke er i Fjendehaand, er ej heller Rigets Modstandskraft brudt.
4. Jeg er ikke naiv nok til at mene dette. Jo rigere et Land er, jo mere dets Velstandskilde udnyttes, desto stærkere vil det ogsaa lokke fremmed Magtbegær, – Aandelig Kultur, selv i dens højeste Udvikling, yder i og for sig intet Værn mod Brutalitet eller fysisk Vold.
5. Der vil løbe meget Vand i Havet, frygter jeg, inden vi komme saa vidtmaatte vi blot ikke, naar det en Gang naas, være udslettede som selvstændigt Folk af Nationernes Tal.
6. Et offerberedt Folk kan overvindes, men gaar ikke til Grunde. Den faste Forsvarsvilje vil gennemsyre alle dets Samfundslag og løfte og potensere dets Evner og Kræfter ikke blot udadtil, men ogsaa indadtil i det fredelige Kapløb mellem Nationerne.
Edv. Holm. Professor, Dr. phil.:
1. At indskrænke Forsvarsvæsenet til blot at omfatte et Grænse- og Søpoliti kan efter mit Skjøn kun opfattes som en tydelig Erklæring til andre Stater om, at man ikke agter at forsvare sig i Tilfælde af et Angreb. Det vil nødvendigvis, saadan som Opfattelsen endnu er og i lang Tid vil blive hos de europæiske Regeringer og hos den toneangivende Del af Almenheden i Staterne, blive opfattet som et Vidnesbyrd om en Fejhed og en Mangel paa Selvagtelse, der hidtil har været ukjendt i Verden. Fremdeles vil vort Fædreland, hvis man kom til en saadan Forsvarsnihilisme, naturligvis være et Bytte for en hvilken som helst Magt, for hvem det i et for den heldigt Øjeblik vilde være bekvemt at besætte vort Land eller paa anden Maade at tilføje det ubodelig Skade.
2. Naar man sammenligner det danske Folks Nationalvelstand og deraf følgende Skatteevne, dets militære Byrder og dets finansielle Stilling med andre Landes, er det indlysende, at der ingen Grund er til at kræve, at Militærudgifterne skal nedsættes.
3. Det er formentlig klart, at selv om man fornuftigvis vil stræbe at gjennemføre en neutral Politik, kan der komme Tilfælde, hvor denne, trods den største Forsigtighed fra vor Side, ikke vil blive anerkjendt, og hvor det bliver nødvendigt at forsvare sig imod en Angriber, indtil der kan komme Hjælp fra anden Side. Under slige Forhold vil det være nødvendigt, at Landets mobile Værn kan have et befæstet Punkt til Støtte under Kampen imod en overlegen Fjende. Det er fremdeles indlysende, at der i et saadant Krigstilfælde trænges til et befæstet Værn for Landets vigtigste Militæretablissementer og for Flaaden, naar den maa vige for Overmagt. Hvor ønskeligt det end i og for sig vilde være, at der som et saadant Værn havdes et andet Punkt end Landets Hovedstad, vil der under en europæisk Tilstand som den nuværende ikke være Tid til at foretage et saadant Anlæg og den tilhørende Flytning, og det vil desuden kræve Udgifter, der rimeligvis ville være uoverkommelige. Der er derfor ikke andet at gjøre end at holde fast ved Kjøbenhavn, hvor baade Flaadens Leje er og hvor de vigtigste Militæretablissementer findes. Den Udvidelse af Fæstningsværkerne, der endnu vitterlig behøves, vil kræve langt mindre Udgifter end den ovennævnte Forandring. Der maa, hvis Aanden i vort Folk er, som den bør være, af en By paa en halv Million kunne skabes en Styrke, der i Tilfælde af en Belejring vilde kunne blive en uvurderlig Hjælp for det mobile Værn. Endelig maa det mærkes, at det er meget tvivlsomt, om Kjøbenhavn, selv om den kom til at ligge som en aaben By, vilde blive forskaanet for et Bombardement, hvis en krigsførende Magt mente at kunne bruge et saadant for at tvinge Danmark til at opgive sin Neutralitet. Altsaa Kjøbenhavns Befæstning bør efter min Mening bevares og fuldstændiggjøres.
4. At holde den materielle og aandelige Kultur for et tilstrækkeligt Værn for vort Lands Selvstændighed forekommer mig at være omtrent det naiveste, der kan siges. Tror man, at andre Magter, naar det gjælder politiske Interesser, ville bryde sig det mindste om, at vi passe vor Smørproduktion, vor Videnskab og Kunst med Flid og Forstand, eller at de ville tage Hensyn til andet end hvad der kan tjene til deres egen Fordel! Og er Landet først erobret, er ikke alene Selvstændigheden selvfølgelig borte; men det er ogsaa indtil Fortvivlelse svært at forsvare sin Nationalitet, selv om man har nok saa megen Kultur.
5. Det forekommer mig ikke, at der er nogensomhelst Sandsynlighed for, at i en overskuelig Fremtid Voldgiftskjendelser eller tilsvarende Domsafgjørelser ville faa en saadan Betydning, at de ville gjøre Forsvarskrige unødvendige.
6. Jeg holder den sunde Nationalfølelse, der ligger bag ved den offerberedte Forsvarsvilje, for at være en af de stærkeste Kræfter til at give en Nation Evne til at opretholde sin Selvstændighed og Levedygtighed og dermed sætte den i Stand til at 251
hævde en Stilling, der gjør den agtet iblandt Nationerne, selv om den kun er liden.Vilh. Thomsen. Professor, Dr.phil.:
Da jeg intet nyt har at tilføje til hvad der er udtalt klart og indgående af mange andre, kan jeg nøjes med at besvare punkterne 1, 2, 3 og 5 i de mig forelagte spørgsmål med et bestemt nej og anser det ligeledes for overflødigt som svar på punkt 6 at dvæle ved de mange forhold i vort eget eller andre folks historie, der vidner højt om den omspurgte betydningsfulde indflydelse. Kun med hensyn til punkt 4 ønsker jeg – selv om det vel heller ikke er nyt – her at udtale, at den mening, at den materielle og åndelige kultur skulde være et tilstrækkeligt – eller overhovedet nogetsomhelst – værn for vort lands selvstændighed, forekommer mig at være lige så uforsvarlig i sin anvendelse som i sig selv utrolig småtskåren – naiv og skæv. Den synes mig at hvile på en tankegang, der blot i sin form, men ikke i sit inderste væsen skiller sig fra den, der i sin tid fandt udtryk i det bekendte: "Vorherre kan ikke undvære gamle Danmark". Selvfølgelig bør vi alle arbejde på at nå så højt i kultur som muligt. Men for så vidt et lands kulturtrin, under de nuværende storpolitiske tilstande, overhovedet skulde kunne gøre til eller fra i forsvarsspørgsmålet, vilde man med langt større ret kunne hævde det stik modsatte af den nævnte anskuelse: kulturen er langt snarere egnet til at forøge den fare, der allerede på grund af vor beliggenhed truer os, end til at være et værn.
Jo høiere vor kultur står eller måtte komme til at stå (i landbrug, i videnskab og kunst med dertil hørende samlinger, o.s.v., o.s.v.), desto værdifuldere vil netop derved besiddelsen af vort land som bærer af denne kultur være for en eventuel erobrende magt, der selv gør krav på at være repræsentant og forkæmper for kulturen, og desto større vil derfor vor forpligtelse være til med alle midler, der stå til vor rådighed, at værne om vort land og vor kultur.
Alfred Poulsen, Højskoleforstander, Ryslinge:
1. Nej. Udlandet vil under hensyn til vort lands særegne beliggenhed næppe tillade, at vi indretter os med et for hævdelsen af vor nevtralitet så utilstrækkeligt forsvarsvæsen.
2. Nej. Vore luxusudgifter (spiritus, tobak) modsiger en slig betragtning.
3. Forsvarets ordning kan jeg som ukyndig ikke udtale mig om. Jeg agter i så henseende at følge den indsigtsfulde politiker, som jeg har tillid til.
4. Nej. Den materielle og åndelige kultur betyder meget for folkets selvfølelse og selvstændighed og for udlandets sympathi, men betydningen heraf tiiintetgøres, naar folket ikke samtidig tilkendegiver vilje og ævne til at værge denne kultur.
5. Nej. Se stormagternes holdning på den sidste konference i Haag.
6. Det folk – stort eller lille – , som på forhånd opgiver at forsvare sin ejendom og sin frihed, vil med det samme være lammet i sin virkelyst og arbejdskraft. Det vil ikke have nogen fremtid som kulturfolk. Det er fortabt.
M. Kirketerp, Lehnsgård:
1. Efter min mening kan vi ikke værne vor neutralitet selv, vi må derfor sørge for at få den garanteret af nabostormagterne, men for at opnå en sådan garanti er det nødvendigt, at vi selv ere i stand til at forhindre en pludselig okkupation, og hertil er et grændse- og søpoliti for svagt.
2. Jeg troer at Danmark helt vel kan bære udgifterne ved et forsvar baseret på forsvar af neutraliteten.
3. Et sådant forsvar kan efter min formening billigst baseres på to ting, en stærk udvikling af vort kystforsvar, med miner og torpedoer, eventuelt undervandsbåde, og en fæstning, rimeligvis Kjøbenhavn, da den er halvfærdig, eller Agersøsund.
4. Høj åndelig kultur vil selvfølgeligt være til gavn på den måde, at den vil skabe landet sympathi, og derfor lettere skaffe de for neutraliteten nødvendige garantier, men noget forsvar yder den i og for sig ikke.
5. Der dæmrer jo et håb om, at det i tiden vil gå op for nationerne, at forlig og voldgift er bedre udveje end krig, men vi opleve neppe den tid, da lammet og ulven gå fredeligt sammen, og der er derfor neppe udsigt til at vi kan afvæbne.
6. Det folk, som siger: "hvad kan det nytte" og opgiver enhver bestræbelse forat forsvare sig, har mistet enhver berettigelse som folk og er modent til at forsvinde som folk. – Derimod er der ikke tvivl om, at et folk, som samler sig til forsvar, som mandigt, ryg mod ryg, søger at værne sin selvstændighed, derigennem fåer et plus i sin åndelige vækst. Jeg vil blot minde om "ånden fra 48". – Det var denne ånd, som Danmark kan takke for sin frihed, og det var denne ånd, som var roden til den store udvikling i Danmark, lige fra højskolerne til andelsselskaberne.
Således lyder mit svar og således vil sikkert de allerfleste af Danmarks agrarer svare. Om punkt 3 kan der muligt være delte meninger, men det var jo det, forsvarskommissionen skulde klare; men vi ere alle villige til forsvar.
Karl Larsen, Professor, Forfatter:
1. Jeg forstaar ikke rigtig Nytten af et Grænse- og Søpoliti undtagen overfor Smuglere og Trawlere; hvis det skulde bruges til eventuelt at "konstatere" vor Neutralitet, synes dette mig overflødigt.
2. Da Danmark – se f.Eks. Mullhall's Dictionary of Statistics – Rigdom kun staar tilbage for England, Frankrig og Holland og er langt mere velhavende end f.Eks. Tyskland, Norge og Sverige, kan jeg ikke indse, at en Nedgang i vore dog forholdsvis moderate militære Udgifter skulde være nødvendig for Landets økonomiske Trivsel.
3. Den Forsvarsordning maa vel være atforetrække", som yder den bedst mulige Betryggelse, uanset om den omfatter Kjøbenhavns Befæstning eller ikke.
4. Jeg véd, at Athens Kultur ikke reddede det overfor Sparta, og jeg tror, at Tiderne i saa Henseende ikke har forandret sig,
5. Jeg mener ikke, at Magtmodsætninger imellem Staterne – og dermed Krige – vil ophøre i en overskuelig Fremtid. Udviklingen i den sidste Menneskealder indeholder ingen Løfter i saa Henseende.
6. Den "offerberedte Forsvarsvilje" har for et Folk en lignende Betydning som for den enkelte hans Vilje til at sætte det yderste ind for sig og sine.
Alfred Lütken, Professor ved Polyteknisk Læreanstalt:
1. Nej.
2. Nej.
3. Jeg kan ikke indse, at nogen Forsvars-Ordning, som ikke indeholder Kjøbenhavns Befæstning, kan være betryggende.
4. Nej.
5. Nej.
6. Det forekommer mig, at enhver Tale om Levedygtighed som selvstændig Nation uden Forsvarsvilje er Humbug, og en Forsvarsvilje, som ikke er offerberedt i Tide, er ganske unyttig, da Magten ikke respekterer Talemaader, og Krig kun kan mødes med Krig.
Alex. Foss, Ingeniør, fhv. Borgerrepræsentant:
Danmarks politiske og strategiske Stilling ligner Koreas og Tyrkiets. I Østasien er Rusland og Kina Fastlandsmagterne, Japan Øriget med den stærke Flaade, Besiddelsen af Korea Nøglen til Fastlandet. Den Stormagt, der beherskede Bosporus, vilde eje Døren til de store russiske og vestasiatiske Fastlande. Og ved Østersøen er det atter Rusland, som er den ene Fastlandsmagt, Tyskland er den anden, England Øriget med den stærke Flaade, som vilde trues i Livsinteresser, om en af Fastlandsmagterne sad inde med Danmark.
Dette er forsaavidt en gunstig Stilling; Ligevægten mellem de 3 Stormagter er vor Frelse.
Men denne Ligevægt kan forstyrres, enten for bestandigt eller rent midlertidig.
Under en saadan Situation vilde alt bero paa, at den danske Statsmagt ikke kan flyttes ved et Vindpust. Hvis kraftige Krigsskibe kan tage det hele i en Haandevending, vil vor Skæbne blive Koreas. Kan vi gøre en Modstand, der ligner vor egen i 64 eller Tyrkernes ved Plevna, vil vi kunne have Held til at ride Stormen af. Kun saaledes gik Tyrkiet ud af Krigen med Bevarelse af sin Statsmagt.
Her er kun et Redningsmiddel muligt. Det er det danske Folks faste, ubetingede Villie til at værge sig med alle Vaaben. Og som Følge heraf Vaabnenes rettidige Tilstedeværelse. Dette er den eneste Vej, ad hvilken nogensinde en Nation har reddet sin Selvstændighed. Det var ikke de nederlandske Malere eller Filosofer, som skræmmede Spanierne bort, men Folket i Kamp mod Undertrykkerne. Det er ikke Montenegros Kunst eller Videnskab, som har reddet det lille Lands Selvstændighed gjennem Aarhundreder.
Hvis Tyskland, Italien og Frankrig en Dag ønskede at dele Schweiz, vil ikke Schweizerkulturen, men Schweizervaabnene kunne holde Ønskerne i Tømme.
Det er mærkeligt, at den samme Retning, som for 30 Aar siden ansaa Danmark for Middelalder i Aandskultur, nu er naaet til en saadan national Indbildskhed, at man i vor aandelige Overlegenhed ser tilstrækkeligt Værn for Landets Selvstændighed.
Men Ulykken er den, at vore "Fredsvenner" og "Antimilitarister" ere Pessimister af det reneste Vand. De "tror" ikke paa Nationens Fremtid, derfor mangler de den indre Vilje til at hævde Fremtiden.
Og Afvæbningstanken er det logiske Udslag af den danske Pessimisme, som fødtes i 1864 og næredes af den tilsvarende Aandsretning, som Frankrigs uhyre Nederlag affødte. "Gennembruddets" Mænd afdækkede den indre Skade, men saa sig blinde paa den og naaede aldrig til at tro paa Helbredelse.
Den danske Nations Selvhævdelse beror alene paa dens Tillid til sin Fremtid og dens ubetingede Vilje til at hævde den med Vaaben i Haand.
I det danske Vaaben staar der fra gammel Tid 3 Løver. De stamme fra Stormagtstiden. Skulde vi nu vælge et nyt Vaabenmærke, burde det være en Terrier, en lille væver Hund med skarpe Tænder, klar til at bide enhver i Benet, som ikke vilde lade os i Fred.
Ingen holder af at blive bidt i Benet, ikke engang Stormagter.
Th. Madsen, Dr. med. Direktør for Seruminstitutet:
1. Nej.
2. Nej.
3. Kun, hvis den virkelig var betryggende.
4. Nej.
5. Nej.
6. Stor Betydning.
E. Koch, Præst, Formand for det kristelig sociale Udvalg:
1. Det staar ikke meget klart for mig, hvad der menes med et Grændse- og Sø-Politi". Men dersom det er noget som et stort Gendarmkorps ved Landegrændsen og nogle faa mindre eller større Fartøjer til Værn imod de fremmedes Overtrædelse af Told- og Fiskerilovene, saa indser jeg ikke, hvad Betydning et saadant kan have for Landets Forsvar imod et fjendtligt Angreb.
2. Da Hovedsagen for en Ordning af vort Forsvar maa være at gjøre det saa virksomt, at man kan haabe paa ved Hjælp af det at kunne undgaa Krigen i Tilfælde, hvor vi uden det ikke kunde undgaa at inddrages i den, – saa forekommer det mig, at man maa kunne strække sig endog meget vidt med Bevillinger til Forsvarsvæsenet uden at komme ud over det, der rent økonomisk betaler sig. En undgaaet Krig vil veje op imod mange store betydelige Forsvarsudgifter.
3. Saa vidt jeg uden Sagkundskab kan skønne, saa maa jeg anse Kjøbenhavns Befæstning til Lands og Vands for at være en – ubehagelig – Nødvendighed, der ikke er til at komme udenom. Denne Betragtning kan jeg først fravige, dersom man enten kan godtgjøre, at Sandsynligheden for Besættelse af Kjøbenhavn under en Stormagtskrig kun er ringe – eller at der er Mulighed for at gjøre hele Sjælland til en Fæstning, som i nogen Tid vil kunne holde en overlegen Fjende ude.
4. Der vil under en Krig imellem Magterne ikke blive taget andre Hensyn end politiske og strategiske, og det samme vil gælde den Fredsslutning, hvormed Krigen ender.
6. Rustninger, hvis Formaal er at vinde Fordele paa andre Folks Bekostning eller at fastholde de uretfærdigt vundne Fordele, som man sidder inde med, vil ikke kunne forøge de aandelige Kræfter i et Folk, de vil kun barbarisere og brutalisere det. – Rustninger, hvis eneste Formaal er at bevare den Selvstændighed og Frihed, som et Folk ikke kan undvære, dersom det skal udvikle sig vel, vil – dersom Folket frivilligt paatage sig denne Byrde – kunne bidrage stærkt til at faa Folket samlet til Fællesskabsfølelse og faa det vækket til Handelyst og Levevilje. – Man kan vanskeligt tænke sig, at et Folk, der opgav at forsvare sig, eller for at spare Penge nedsatte sine Forsvarsudgifter saa stærkt, at Forsvaret kun blev et Skin, vilde kunne undgaa deraf at høste Slappelse og blive ført i Retning af det materialistiske. Og det er ligesaa vanskeligt at tænke sig, at et saadant Folk, efterat være slaaet ned af en anden Magt og være berøvet sin Frihed, vilde kunne bevare den Selvagtelse, som altid betinger Haab om Gjenrejsning.
H.O. Lange, Overbibliothekar:
Alle, der har Øjne af se med, og som med Forstand følge den historiske Udvikling, vil snart kunne konstatere, at den moderne Udvikling ingenlunde gjør Krige mellem Nationerne mindre sandsynlige end i Fortiden, da dynastiske Interesser vare afgjørende. De nationale og økonomiske Kræfter, der behersker vor Tids mellemfolkelige Forhold, ere langt mere dybtgaaende som Aarsager til krigeriske Forviklinger, og Nutidens Demokratier, der bevæges af disse Interesser, ere Garantier mod krigeriske Forviklinger.
Den Kultur, der skulde værne Folkene mod Krigens Ødelæggelser, er endnu langt borte. Thi det er ikke den sentimentale Afsky for Krigens Rædsler, der her bliver det afgjørende, men meget mere en Retfærdighedssands og Uselviskhed hos Natyionerne, der ingenlunde er et fremtrædende Karaktermærke for den moderne Kulter.
Naar man da anseer vort Lands Sevstændighed og nationale Bestaaen for at være af vital Betydning for Folket, og naar man betænker vort Lands uheldige Beliggenhed paa et af de strategisk betydningsfulde Punkter, hvor tre Stormagters Interesser mødes, kan der for mig ingen Tvivl være om, at det er nødvendigt for os at ruste os for at hævde vor Neutralitet og Selvstændighed. Talen om et Grænse- og Sø-Politi, der skal kunne konstatere eventuelle Neutralitetsbrud, forkommer mig ganske ufattelig, og jeg tvivler ikke om, at den, forsaavidt den er kjendt og forstaaet i Udlandet, ogsaa i dettes Øjne lægger et Sær af Latterlighed over dem, der føre denne Tale, og over detr Land, i hvis offentlige Diskussion denne Tale lyder saa højrøstet.
Med Hensyn til Forsvarsordningen maa Lægfolk være varsomme med at udtale sig. Efter min Formening er Hovedstadens Væxt en af vore nationale Ulykker; men dens Betydning er dog uden Tvivl af den Art, at Landets Existens næsten afhænger af dens Bevarelse. Hvorledes vor Forsvarsplan maa udformes, maa de Sagkyndige afgjøre. De have i saa henseende et stort Ansvar, som man ikke skal fritage dem for ved at lægge Afgjørelsen i de usagkyndiges Hænder.
I denne Sammenhæng maa det dog vistnok fremhæves, at der er et stort Arbejde at gjøre for at komme bort fra de slette militære Traditioner, som enhver Armé vistnok slæber om med. Der findes uden Tvivl i den militære Administration en artig Mængde slet Konservatisme og Mangel paa ungdomsfrisk Syn paa Opgaverne, der i Afgjørelsens Stund kan blive skæbnesvanger. Det er dette, som Englænderne kalde "red tape", og som de nu indse var en saa væsentlig Grund til deres Ulykker i Boerkrigen. Jeg er overbevist om, at der vilde kunne bringes mere Aande ind i Soldaterlivet til Afløsning af Dresur og sløv Mekanisme. Hæren vilde kunne blive mere af en Patriotismen Skole.
Jeg kan kun opfatte Svækkelsen af et Folks Forsvarsvilje som et Tegn paa Dekadence og paa vigende Levedygtighed. Den beroer dels paa en materialistisk og dels paa en ensidig, intellektualistisk Livsbevægelse, der overseer, at Folkets Liv i Virkeligheden maa bygges paa en hel anden Grundvold. Selve vor Kultur beroer paa en Mængde ganske irrationelle Faktorer, der stamme andetstedsfra, fra de store, elementære Følelser i Menneskets Hjærte, fra Historiens dyrekjøbte Erfaringer. Et Folk kan ikke ustraffet se bort fra disse Faktorer, thi en Nation lever ikke af Brød alene.
Endnu maa jeg tilføje, at en alvorlig Vilje til at forsvare vort Lands Selvstændighed ingenlunde er uforenelig med alvorlige Bestræbelser for at realisere den Del af Kristendommens Budskab til Folkene, der gjemmes i Ordene: Fred paa Jorden! Men i Virkeligheden maa der saa sigtes videre end til Afskaffelse af Krigen, saa maa der ogsaa sigtes paa de økonomiske Krige, paa al den Magtsyge og Uretfærdighed, der behersker Menneskelivet, og som ofte slaaer lige saa dybe Saar som de blodige Krige, saa maa der skabes nye moralske Værdier i Folkenes indbyrdes Liv, saa maa Egennytte og Tyranni afløses af Sympathi og Retfærdighedssands og Respekt for nationalt Liv og Virke. Jeg troer ikke, at den moderne Humanisme, løsrevet som den er fra Kristendommen, der dog har fostret den, sidder inde med de Kræfter, der formaa at forny de enkelte og Folkene, saa at den Dag snart vil kunne oprinde.
Thorvald Jørgensen, Arkitekt:
1. Absolut ikke.
2. Naar man ser hen til, hvad alle Evropas Lande maa bære af Militærudgifter, kan jeg ikke indse, at Danmark, der i Forhold til andre er økonomisk velstillet, skulde være nødsaget til at nedsætte sine Militærudgifter.
3. Danmarks Forsvar bør efter min Opfattelse have et befæstet København som Hovedbasis.
4. Absolut ikke.
5. Absolut ikke.
6. De forskellige Landes Historie – og vort Lands – belyser tilstrækkeligt dette Forhold.
Carl Bech, Godsejer:
I Anledning af Deres mig til Engelsholm pr. Vejle sendte Opfordring til at udtale mig om Forsvarssagen m. m., undlader jeg ikke at meddele, at jeg absolut mener, at vort Forsvarsvæsen skal være saa godt og vel vedligeholdt, som vi have Raad til, og Landet er forholdsvis vel stillet; men ellers beskæftiger jeg mig for lidt med Spørgsmaalet til at kunne kræve, at andre skulle tage noget Hensyn dertil.
L.P. Lützen, Godsforvalter.
1. Absolut Nej!
2. Ligesaa Nej!
3. Holder paa Kjøbenhavns Befæstning saavel tillands som tilvands i bedst mulig Stand.
4. Nej!
5. Nej!
6. Naar en Nation ikke har Forsvarsvillie, fortjener og kan den i Længden ikke leve som selvstændig Stat.
F. Rønning, Prof., Dr. phil.:
1. Nej.
2. Nej.
3. Jeg mangler Forudsætninger til at kunne udtale mig angaaende Enkelthederne i en Forsvarsplan. Kan der blandt de Mænd, som er de ledende i vort Forsvarsvæsen, opnaas Enighed om Københavns Befæstning, slutter jeg mig til den Ordning.
4. Aldeles ikke. Hvordan Forholdene vil blive i et, indtil videre imaginært, idealt Fremtidssamfund, ved jeg ikke. Og de, som mener, at materiel og aandelig Kultur er et tilstrækkeligt Værn for et Lands Selvstændighed, de lever, hvad denne Sag angaar, ikke i Nutiden, ja de hører ikke engang hjemme i en overskuelig Fremtid, men svæver omkring det ovennævnte imaginære Fremtidssamfund.
5. Nej.
6. Den Betydning, at uden en offerberedt Forsvarsvilje er et Folk ganske simpelt ikke længere et Folk.
*
Næste Hæfte vil bringe Udtalelser bl. a. af følgende:
Dr. Vilh. Andersen, Højesteretssagfører F. Asmussen, Overbibliotekar Birket-Smitb, Prof. C. Christiansen, Skovrider Chr. Dalgas, Formand for de samvirkende danske Husmandsforeninger Karl Hansen, Grosserer, Borgerrepræsentant Johan Hansen, Forfatteren Jakob Knudsen, Højesteretsadvokat Nellemann, Biskop Rørdam, Dr. 0. Siesbye, Professor Joh. Steenstrup, Maleren, Prof. Tuxen, Bankdirektør H. Valentiner, Fmd. for de lolland-falsterske Husmandsforeninger R. Jensen-Vandman, Prof. Eug. Warming.
Vi har i Begyndelsen af December Maaned modtaget et Svar med Poststempel København V.; det er uden Underskrift. Forfatteren bedes opgive sit Navn til Redaktionen.
Her sluttede første ombæring af enquête. I begyndelsen af fortsættelsen, før spørgsmålene gentages, hedder det:
Vi fortsætter her med Udtalelser om Forsvarssagen af Mænd, der indtager ledende Stillinger indenfor forskellige Kredse i vort Samfund – Mænd, som ikke før offentlig har udtalt sig om deres Stilling til den foreliggende Sag. Vi skal udtrykkelig understrege, at Valget er gjort ganske uden Partihensyn: selvfølgelig har vi henvendt os til en Del flere end dem, der har fundet Anledning til at udtale sig.
Til Gengæld har enkelte vist Sagen den Interesse af sig selv at indsende Svar paa Enquêtens Spørgsmaal.
Til disse "selv-indsendere" må regnes både Georg Brandes og Henrik Pontoppidan som begge mangler i oversigten ovenfor, Brandes notorisk provokeret af Alex. Foss' indlæg.
Dr. Skat Rørdam, Sjællands Biskop:
1. Et Grænse- og Søpoliti kan vel afværge enkelte fremmedes Indgreb i Landets Børns Erhverv, men vil ikke kunne forsvare Landet mod et andet Folk, som ikke vil respektere Landets Selvstændighed (eller dets Nevtralitet). En Indskrænkning af vort Forsvarsvæsen til et Grænse- og Søpoliti vilde være enstydig med Opgivelse af Viljen til Selvforsvar og til at bestaa som selvstændig Stat.
2. Naar man med Hensyn til Velstand og Militærudgifter sammenligner Danmark med andre Lande, ogsaa de nevtrale, skønnes der ikke at være Nødvendighed for en Nedgang af vore Militærudgifter.
3. Hvad vore Fædre sagde: "det er en ond Haand, som ikke vil værge sit Hoved", dette gælder ogsaa om et Folk og dets Hovedstad. København er nu engang, hvad enten man anser det for ønskeligt eller ej, Landets Hoved-Stad i enhver Betydning af dette Ord. Det vil ogsaa enhver Fjende forstaa, som attraar at gøre sig til Herre over Danmark: han vil først og fremmest søge at erobre København; er den falden i Fjendevold, saa er hele Landet og Folket voldgivet Fjenden. Derfor maa Folket, om det vil bevare sin Selvstændighed og sit Liv, fremfor alt søge at værne og værge sin Hovedstad.
4. Under den nuværende Retstilsland mellem Europas Stater maa man vente, at fremragende materiel Kultur i et Folk snarest vil vække et andet Folks brutale Rovbegær, og denne ænser ikke Folkets aandelige Kultur, allermindst naar det fjendtlige Folk mener selv at besidde den højeste aandelige Kultur.
5. Jeg kan ikke se ind i Fremtiden. Men naar jeg slutter fra Fortiden, ogsaa den nærmeste, maa jeg anse det for Fantasterier eller Selvskuffelse at mene, at Angrebskrige i nogen overskuelig Fremtid vil forsvinde; men derved bliver Forsvarskrig nødvendig for ethvert Folk, som vil værge sit Liv.
6. Det Folk, der ikke har Viljen til at bringe Ofre for at forsvare sin Selvstændighed, fælder sin egen Dødsdom; og den, der søger at nedbryde et Folks Forsvarsvilje, arbejder paa Folkets Undergang.
Emil Rasmussen, Formand for de fynske Husmænds Landbofor.:
1. Ja, vor Opfattelse er, at en lille Stat skal bestaa ifølge Retsfølelsen iblandt Menneskene, da vi ikke kan forsvare os over for en Stormagt.
2. Ja, vi mener, at det vil lette betydelig for at faae alle de uretfærdige Skatter fjernet, som hviler paa Smaafolk, naar vi fik store Nedsættelser paa Militærudgifterne.
3. Vi mener, det er tilstrækkeligt, og vil ikke foreslaa nogen anden Ordning, da vi betragter Krig som Mord paa Mennesker, hvad vi vil modarbejde af al Evne.
4. Ja, vi mener, at den radikale og socialistiske Bevægelse er den bedste Dæmper mod Krig; den Dag maa ikke være fjærn, da Folk nægter at skyde paa hinanden.
5. Ja, og dertil maa de smaa Stater gaa i Spidsen, de fleste Krige er ikke Forsvarskrige men Toldkrige.
6. Vi mener, at jo mere vi befæster, des større Udsigt er der til, at vi ikke vil bestaa, da det er af størst Betydning for en Magt at sætte sig i Besiddelse af en By, der er befæstet, og maaske det engang bliver Danmarks Ulykke, at vi har Kjøbenhavns Befæstning; skal Luftballoner i Fremtiden være det næste Mordvaaben, nytter det ikke, vi skyder ud over Land og Hav, naar de andre angriber fra oven.
Dr. Georg Brandes:
Ved Maaden, hvorpaa Spørgsmaal redigeres, bestemmes Svarenes Karakter.
Spørgsmaalene kan, ved at udskille og isolere visse Sider af en Sag, komme til at forvanske Billedet af en Anskuelse, den Spørgende misbilliger. Som Taskenspilleren faar Folk til at tage det Kort, han ønsker, skønt han tilbyder det hele Spil, saaledes kan Spørgeren fremlokke det Svar, han ønsked at høre.
Hr. Chr. Rimestad stillede i sin Tid en Række Spørgsmaal (Danske Digtere i Forhør), hvis hele Mening var at faa de Adspurgte til at erklære Hr. Joh.V. Jensen for en større Digter end J.P. Jacobsen, og skønt de Paagældende neppe forud havde hyldet den Anskuelse, havde han Held med sig.
Maaden, hvorpaa Spørgsmaalene her er stillede, minder mig en Smule derom.
Jeg vil først fremhæve det fjerde Spørgsmaal, om Kultur er et tilstrækkeligt Værn for vort Lands Selvstændighed. Hvorfor spørge saaledes? Kun en Afsindig kunde svare Ja. Jeg vilde end ikke have forstaaet, at Spørgsmaalet kunde stilles, ifald ikke Hr. Alex. Foss's Udfald mod "Gennembruddets" Mænd havde lært mig, til hvem Spørgsmaalet sigter. Jeg maa antage, at en Tanke, jeg etsteds har givet Udtryk (Saml. Skrifter XV 4001), skønt i sig selv indlysende nok, er bleven vredet om til dette Vanvid.
Jeg vil dernæst dvæle ved Spørgsmaal 6. Den almindelige Besvarelse af det almindelige Spørgsmaal om en Nations Forsvarsvilje har Betydning, afgør ikke stort i vort konkrete Tilfælde. Det er let at fremlokke et selvfølgeligt Ja.
Følte de Danske for deres Land som Japanerne for deres, var de vanskelige at faa Bugt med. Men saa vilde de ogsaa tidligere have følt saadan, og Danmarks mangehundredaarige Tilbagegang i Magt og europæisk Indflydelse vilde aldrig være indtraadt.
Det Spørgsmaal er aabent, om man saa sent og med ét Slag kan standse en saa forfærdende Nedgang.
Hertil kommer: 1) Vort Hærvæsen er efter ikke faa Officerers Udtalelser til mig i fuldstændigt Forfald. 2) Danske Søofficerer har gjort Kejser Wilhelm til Æresmedlem af deres Forening. 3) Danske Landofficerer har i min Nærværelse talt med Sorg om, hvor lidet Officeren gælder her mod i Tyskland og har i den Sammenhæng udtalt Haab om engang at komme til at tjene en virkelig Herre. – –
Jeg for min Del tror ikke det ringeste paa Virksomheden af et Grænse- og Sø-Politi; jeg har længst udtalt mig imod Troen paa hvad jeg kaldte "Frelsen ved at ligge død". Jeg tror heller ikke det mindste paa Voldgiftsbestræbelsernes Frugtbarhed indenfor en overskuelig Tid, med mindre de gælder Forhold som Danmarks til Holland, der ordner sig af sig selv.
Men jeg betragter hele Spørgsmaalet om Danmarks Forsvar som afhængigt af Danmarks Udenrigspolitik. En fast og klar Udenrigspolitik er Udgangspunktet; af dens Beskaffenhed maa Forsvarets Art og Beskaffenhed følge. Ifald Danmark ikke faar Lov til at være neutralt – og Sandsynligheden taler derfor – saa maa det i rette Tid vide, hvad politisk Kurs det vil følge. Da Danmark ikke uden Bistand kan forsvare sig mod en Stormagt, maa det indgaa Forbund med en anden Stormagt og yde den Pris, der kræves herfor. Saaledes besvares Spørgsmaal 2) om Militær-Udgifterne, ligesom Spørgsmaal 3) om Kjøbenhavns Befæstning.
Hvad dette sidste Spørgsmaal angaar, er jeg ganske usagkyndig, saa der ligger ikke ringeste Vægt paa hvad jeg foretrækker. Saa meget er imidlertid indlysende, at Kjøbenhavns Befæstning udsætter Hovedstaden for en frygtelig Tilintetgørelse, der ikke kan ramme en aaben By. En bøjtstaaende Landofficer, der med Ære har gjort Felttoget med i 64, har til mig sagt, at han betragter Kjøbenhavns nærværende Befæstning som aldeles værdiløs. En højtstaaende Søofficer, der med ikke ringere Ære var virksom i 64, sagde mig endnu for faa Dage siden angaaende Søbefæstningen: Det afgørende Forsvar beror paa Miner. Miner kan ikke nedlægges i Fredstid. Tyske Skibe med Landgangstropper kan hvilken tidlig Morgen som helst ligge i Frihavnen, før vi er forberedte paa deres Komme.
Saadanne Udtalelser gør En skeptisk med Hensyn til Befæstningens Nytte. Men de peger i ethvert Tilfælde paa Nødvendigheden af i Tide at tage Parti og handle i Samraad med den Magt, til hvilken vi vil støtter os, hvilken det nu bliver.
H.N. Valentiner, Godsejer, Etatsraad:
1. Det første Spørgsmaal maa besvares med et afgjort Nej.
Skal vi nøjes med et Politi, vil Landet ligge aabent som en fed og lokkende Bid for enhver Magt, som maatte ønske at annektere det helt eller delvis efter Omstændighederne.
Hvad der kan spares i Udgifter til Forsvaret, vil vistnok mangedobbelt maatte ofres til den Magt, der uden Ulejlighed har taget Landet i Besiddelse, og en Stat, der intet har gjort for at værge sig, kan aldrig vente Støtte andetsteds fra, – den har dømt sig selv.
3. Om dette Spørgsmaal kan jeg vanskelig udtale mig, da jeg mangler Sagkundskab.
Som Landet er delt og stykket ud ved Bælter og Sunde og med en stor udstrakt Hovedstad beliggende i en Udkant, vil Forsvaret altid støde paa store Vanskeligheder; men det er klart, at en Fjende, som har faaet Kjøbenhavn i sin Vold, vil derved have umuliggjort et virksomt Forsvar af det øvrige Landderaf følger, at hvordan man end vil ordne Forsvaret, undgaar man aldrig et befæstet Kjøbenhavn.
4. Jeg betragter det som en ren Frase, at vor aandelige og materielle Kultur skulde være tilstrækkelig til at skærme Landet.
En Fjende kan mulig hæmme og stanse vor Kultur, men denne kan aldrig beskytte vort Land.
5. Desværre nej. – Den Tid er sikkert fjærn, om den nogensinde kommer, da Voldgift vil faa Betydning i Tilfælde, hvor det gælder et Lands Livsinteresser.
6. Mit Syn herpaa er det, at en Nation, der har mistet sin Selvstændighedsfølelse og opgivet Viljen til at forsvare sig mod Overgreb, har derved viet sig selv til Undergang.
Før eller senere vil Underkuelsen komme og Folket maa da finde sig i de Kaar, der bliver det budt, hvor forsmædelige de end bliver.
Henrik Pontoppidan. Forfatter:
1. Et magtløst Grænse- og Søpoliti vil under krigerske Forviklinger snarere være en Fare end en Betryggelse.
2. Nutidens uforholdsmæssige Militærapparat hviler jo allevegne tungt på Samfundslivet. Men da vort Lands Selvstændighed sikkert kan blive afhængig af, at vi i et givet Øjeblik formår med Eftertryk at tilkendegive vor Vilje til at holde os neutrale, har vi i Virkeligheden ikke noget Valg men må yde, hvad Forholdene kræver. Foreløbig er der heller ingen Grund til at frygte for, at vi skal segne under Vægten af vor egen Rustning.
I et Land, hvor Agerkål og Tidsel gror så frodigt som i Danmark, og hvor der snart brødfødes flere Hunde end Mennesker (Omkostningerne ved vore Hundes Underhold beløber sig til en Fjerdedel af samtlige Militærudgifter) – i et sådant Land har man endnu Råd til store Ofre. Det må heller ikke glemmes, at Udgifterne til Hærvæsnet ikke er så uproduktive, som det ofte siges. Ungdommens militære Opøvelse i Disciplin, Orden og Appel, det hele Soldaterliv med dets Sorgløshed og folkelige Kammeratskabsforhold er – eller kunde i hvert Fald blive – af den største samfundsopdragende Betydning.
3. Ordningen af vort Forsvar må jo bestemmes af, hvilke Fordringer de rivaliserende Stormagter stiller til os for at anerkende vor Neutralitet. Men jeg antager, at navnlig Tyskland bestemt vil kræve, at København sikres mod en Overrumpling.
4. Nej.
5. Nej.
6. Spørgsmålet synes mig stillet på Hovedet. Det er en Nations Selvstændighedsfølelse og Levedygtighed, der betinger Forsvarsviljen, ikke omvendt. Den voksende Trang til Selvhævdelse, der på det sidste er bleven kendelig rundt om i Folket, den lykkelige Uforknythed, der spores hos de unge, er et Vidnesbyrd om, at vi er ved at komme til Kræfter efter Amputationen i 64 og dens Følgesygdomme.
Eug. Warming, Professor, Dr. phil.:
1. Nej, dette er umuligt.
2. Nej.
3. Nej.
4. Det er meningsløs Snak, at Kulturen kan være tilstrækkeligt Værn.
5. Nej, desværre.
6. Et Folk, der ikke vil forsvare sin Selvstændighed, gaar sin Undergang i Møde.
J.F. Olesen, kejserlig kinesik Commissioner of Customs:
Da Tusindaarsriget endnu langtfra er oprundet, er det Daarskab at lade værdifulde Ejendele, hvad enten del er en Lommebog eller et Kongerige, ligge hen ubeskyttede paa Alfarvej.
Aandelig Kultur betrygger ikke et Lands Selvstændighed mere end nogle Malerier paa Væggene eller et Klaver i Stuen forhindrer Indbrudstyveri.
Vil det danske Folk bevare sin Fædrenearv – sit Land og sit Sprog, sin Historie, sin Kultur og Selvstændighed – kort sagt: alt hvad der danner Grundlaget for en Nations Fremdrift, og vil det danske Folk forebygge, saa vidt muligt, at dele de undertrykte Nationers Skæbne – saa maa ofres alt, hvad ofres kan, paa Værn og Forsvar.
Hvori dette Værn skal bestaa, og hvordan Forsvaret skal føres, maa de Sagkyndige afgøre. Men under alle Omstændigheder maa intet forsømmes for at hævde Danmarks Selvstændighed og Neutralitet.
International Anerkendelse af Voldgift kan muligvis formindske Forsvarskriges Hyppighed, men derimod ikke overflødiggøre disse. Thi saa længe Kampen for Tilværelsen føres, saa længe der findes Magtbegær, Hævnlyst og Herskesyge, Misundelse og Pengenød – saa længe vil der ogsaa være Krig i Verden. Jeg antager derfor ikke, at der er nogen Grund til paa Forhaand at væreængstelig for, at Verdensfreden skulde komme og overflødiggøre vort Forsvar, inden det endnu havde gjort sin Nytte.
Endnu vil jeg kun tilføje, at saadan som Verden nu engang er, vil det i Længden være umuligt for en Nation at bevare sin Selvstændighed, hvis den ikke omsætter sin Forsvarsvilje til Handling.
L. Tuxen, Kunstmaler, Professor:
Jeg mener overhovedet, at et Folk, som opgiver at forsvare sin Selvstændighed, mister sin Ret til at existere. Der rejses for Tiden et Monument for den Mand, som udtalte det skæbnesvangre Ord "hvad kan det nytte"! Har hans Ord vundet Genlyd, kunde det let hænde, at Nationen ophørte at existere, inden Monumentet bliver afsløret.
Spørgsmaalet om, hvad det kan nytte udadtil, er i mine Tanker ret ørkesløst – hver Mand har sin Overmand – og ingen mener vel, at vi i Længden med Held kunde forsvare os mod vore overmægtige Naboer.
Indadtil derimod anser jeg det for at være alt: moralsk og personligt Mod, Handlekraft, Virkelyst, Karakter, Opofrelse, alt det som tilsammen danner en levedygtig Nation, i Modsætning til vag Æstetiseren og Drømmeri, Splidagtighed og Vrøvl.
Den naturligste og sundeste Følelse af alle er Selvopholdelsesdriften, synder man mod den, straffes man med Undergang, og Straffen er fortjent.
De spørger, om man maatte foretrække en anden Forsvars-Ordning end Kjøbenhavns Befæstning? Dér maa jeg igjen henvise til Naturen. Hjernen, Sædet for den styrende Aand, beskyttes af et stærkt Pantser – gjennembrydes dette, medfører det Døden; derfor skal ogsaa Hovedstaden, Regeringens Sæde, befæstes; atter Vrøvl og Selvmord at ville bortræsonnere dette.
Enighed giver Magt, og er Villien til at bestaa tilstrækkelig stærk, vil ogsaa Nationen vide at underordne sig de stærke Hjærner og de varme Hjerter, og ofre hvad der kræves, det være sig Penge eller Blod!
S. Birket-Smith, Overbibliotekar:
Da jeg baade savner Tid og delvis ogsaa Sagkundskab til at give et motiveret Svar paa alle Spørgsmaalene i Deres Cirkulære, og De ikke bryder Dem om et blot Ja eller Nej, er det kun for at tilfredsstille mig selv, at jeg paa Spørgsmaalene 1, 2, 4 og 5 svarer et bestemt Nej!
Gr. Nørby, Viceinspektør, Fmd. f. Danmarks Lærerforening:
Paa en Tid, da alle kultiverede Folkesamfund, smaa som store, føler det som en Pligt at værne deres Selvstændighed ikke blot ved aandelige Vaaben, men ogsaa ved ydre Magtmidler, vilde det være en utilgivelig Letsindighed af et enkelt Folk, om det ikke i Freden forberedte sig paa den Mulighed, at Krigen kunde komme, og om det i Tilfælde af fjendtlig Invasion paa Forhaand opgav ethvert Forsøg paa med Vaaben i Haand at forsvare sig. Med Ringeagt vilde andre Folk se det gaa til Grunde, og ingen vilde hæve sin Røst eller føre sin Pen og langt mindre sine Vaaben til dets Forsvar. Man vilde rives om Stumperne.
Og paa en Tid, da man næsten daglig læser om, hvilke Overgreb et af Jordens største, mægtigste og mest kultiverede Folkesamfund udøver i erobrede Provinser og i Kolonierne, kan man ikke vente, at Kulturen beskytter mod Angreb paa et Folks Uafhængighed og Nationalitet uden for saa vidt, som den kan frembringe bedre Krigsredskaber og derved forbedre Forsvarsvæsenet.
"Med Bekymring har jeg set det ene Aar følge efter det andet, uden at Forsvarssagen er bleven ordnet", og jeg har derfor været blandt dem, der har underskrevet Forsvarsadressen. Derved har jeg i Grunden besvaret Deres Spørgsmaal. Jeg skal dog tilføje, at den naturligste Ordning af vort Forsvar synes mig at være, at Københavns Befæstning bevares og fuldstændiggøres, og at der bliver indført almindelig Værnepligt her i Landet. I hvert Fald vilde det efter min Mening være i højeste Grad uklogt, om vi gjorde Hovedstaden til en aaben By fra Landsiden, men fremdeles lod den være Flaadestation med Søbefæstning.
Peder Noes, Gaardejer, Direkt. for Vestjysk Kreditforen.:
1. Ja! Jeg mener, at Danmark har mere Udsigt til at bestaa som selvstændig Stat, naar vi indskrænke os dertil. Thi selv om vi ofrer Statens hele Indtægt paa Krigsvæsenet og samler alt det vaabenføre Mandskab, vi har, under Fanerne, vilde vi næppe naa andet under en eventuel Krig med en Stormagt, end at faa store økonomiske Værdier ødelagt og faa en stor Del af vor dygtigste og kraftigste Ungdom dræbt eller lemlæstet, for derefter at være nødt til at lade os foreskrive Fredsbetingelserne af Sejrherren. Forøvrigt synes Fordringerne til vort Militærvæsen – selv blandt dem, der er mest "forsvarsvenlige" – at være reduceret til, at vi skal kunne konstatere vor Neutralitet, og det indrømmes, at vi ikke kan værge den; men for en jævn Lægmandsforstand ser det underligt ud, at den ikke kan konstateres paa anden Maade end med Vaabenmagt; for ikke at tale om den mærkelige Inkonsekvens, at man skal slaas for at godtgøre, at man ikke vil slaas.
2. Nej, men jeg anser det for det fornuftigste, at søge Militærudgifterne nedsat saa meget som muligt, for paa den Maade lidt efter lidt at gaa over til fuldstændig Afvæbning.
3. Kjøbenhavns Befæstning som Led i vort Militærvæsen vil være det værste af alt; den har hidtil været en Ulykke for vort Folk, og den vilde i saa Fald blive det i endnu højere Grad. Jeg frygter for, at det da vil gaa med Fæstningen, som det gik med vor Flaade i 1807, at vi kan blive paatvungne en Krig, fordi to krigsførende Stormagter vil kappes om at sætte sig i Besiddelse af den, og saaledes oven i Købet faa Krigsskuepladsen for de krigsførende Magter henlagt til vort Landomraade.
4. Nej, det stoler jeg ikke paa, thi Retsbegreberne mellem Staterne er vel temmelig uklare og Respekten for samme ikke tilstrækkelig stor; men det synes dog som om rene Erobringskrige skulle blive sjældnere, hvorimod Fremtidens Krige sikkert oftest vil have sin inderste Grund i Kampen om Besiddelser i fremmede Verdensdele. Men skønt jeg ikke stoler paa, at den materielle og aandelige Kultur er i Stand til at værne vor Selvstændighed, tror jeg dog, at der ad den Vej kan skabes et mere betryggende Værn end den Militærmagt, vi kan stille paa Benene, selv om vi anstrenger os til det yderste.
5. Det vil afhænge af, hvorlænge det varer, inden Folkene faa virkelig Selvbestemmelsesret. Jeg har nemlig ondt ved at tro, at et højt kultiveret Folk skulde kunne stemme for en Angrebskrig, men saalænge det kun er mere eller mindre Skin, at Folkene selv styrer sine Sager, selv bestemmer sin Skæbne – menneskelig talt – , saalænge Magthaverne – flere eller færre – alene afgør Spørgsmaalet om der skal erklæres Krig eller ej, saalænge tør man næppe vente en Voldgiftsdomstol respekteret.
6. For et saa lille Folk som det danske, der ikke har bedre Betingelser for at kunne værge sig i en Krig, anser jeg det ikke for at have nogen Betydning, og i Overensstemmelse med det tidligere anførte anser jeg det for heldigst, at der ofres det mindst mulige paa Krigsforberedelser. Derimod mener jeg, at det har sin meget store Betydning, at der er en stærk udviklet Samfunds- og Fællesskabs-Følelse, og at der er en klar og kraftig Villie til at bringe Ofre for at fremme alle aandelige og materielle Interesser, der tager Sigte paa at skabe en saa høj, sund og kraftig Kultur som mulig.
Johan Hansen, Konsul, Grosserer:
1. Jeg indser ikke, hvad Forbindelse der er mellem de to Ting, thi at et Grænse- og Sø-Politi paa nogen Maade skal kunne hjælpe til at bevare Danmarks Selvstændighed er mig ganske ufatteligt.
2. Tvertimod! Vor hele økonomiske Status er saadan, at vi sikkert uden Betænkelighed kan tillade os ret betydelige Merudgifter til et betryggende Forsvar.
3. Personlig Ja! men da jeg ikke er kompetent til at dømme herom, bøjer jeg mig paa dette Punkt som paa alle andre for, hvad de rette Sagkyndige maatte tilraade.
4. Jeg tror hverken, at den materielle eller aandelige Kultur er noget Værn for Landets Selvslændighed. Jeg kender intet Exempel i Historien paa, at det har været Tilfælde, og det er næppe til at formode, at Danmark vil danne nogen Undtagelse.
5. Som mangeaarigt Medlem af Fredsforeningen haaber jeg, at vi engang maa naa dertil, men at dette Tidspunkt skulde indtræffe i en overskuelig Fremtid, er der desværre ingen Udsigt til.
6. Tanken om et betryggende Forsvar har aldrig formaaet at begejstre mig. Jeg ser paa Udgifterne til vort Forsvar som en uundgaaelig nødvendig og alvorlig Pligt, der paahviler os alle, men nærer en ikke ringe Tvivl om, hvorvidt vor Selvstændighedsfølelse og Levedygtighed staar i noget Forhold til større eller mindre Offerberedvillighed overfor Forsvarssagen.
S. Nellemann, Højesteretsadvokat, Fmd. f. Repræsentantsk. i Hedeselsk.:
1. Jeg er ikke ganske sikker paa, hvad der menes med Ordene "et Grænse- og Sø-Politi". Dersom der derved kunde skaffes et kraftigt Værn for hele Landet eller den største Del deraf eller endog blot for Sjælland – om end kun for en kortere Tid – mod en fjendtlig Krænkelse af Landets Grænser og Søterritorium, vilde jeg ønske, at et saadant Værn kunde gennemføres, men jeg mangler Sagkundskab med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt det, saaledes som Forholdene stille sig, er gennemførligt. Jeg gaar imidlertid ud fra, at der i Spørgsmaalet sigtes til et saadant Grænse og Sø-Politi som ikke er beregnet paa at optage en alvorlig Kamp mod en Fjende, som vil krænke Landets Neutralitet, og er dette Tilfældet, maa jeg besvare Spørgsmaalet med et ubetinget nej, da jeg ikke kan tænke mig, at en saadan Demonstration kan faa nogen virkelig Betydning med Hensyn til det i Spørgsmaalet nævnte Øjemed: at bevare Danmark som selvstændig Stat.
2. Jeg kan ikke erkende, at "Landets økonomiske og sociale Forhold nødvendigvis kræver en Nedgang i Militærudgifterne". En anden Sag er det, at dersom der blandt Udgifterne er saadanne, som ikke egenlig have Betydning med Hensyn til det Øjemed som bør tilstræbes – at skabe og bevare et kraftigt Værn for Danmarks Selvstændighed og vor Nationalitet –, saa bør slige Udgifter spares; men jeg tør ikke have nogen Mening om, hvorvidt der nu findes saadanne Udgifter. Det er meget muligt – jeg ved det ikke – at Tilvejebringelsen og Vedligeholdelsen af et virkeligt kraftigt Værn vil medføre større Udgifter til Militærvæsenet end de nuværende; men jeg vedkender mig den Opfattelse, at selv i saa Fald bør det, der behøves, tilvejebringes, om det end skulde blive nødvendigt – selvfølgelig indenfor rimelige Grænser – foreløbig at indskrænke Udgifterne til andre i og for sig vigtige Formaal eller at paalægge nye Skatter; thi Bevarelse af Landets Selvstændighed og vor Nationalitet bør dog vel være en af de allervigtigste Opgaver, og Forsømmelse af Forsvarsforanstaltninger kan saare let – endog rent økonomisk set – blive langt kostbarere for Folket end de Udgifter til et kraftigt Værn, hvorom der kun kan blive Tale.
3. Jeg ønsker altsaa et kraftigt Værn, men jeg mangler selvfølgelig Sagkundskab til at kunne bedømme, hvorledes det bør indrettes. Det vilde være en Lykke for Landet, om de Sagkyndige – de ledende Mænd i Hæren og Flaaden – eller en oven vejende Del af dem kunde blive enige der om. Jeg maa indskrænke mig til at udtale at jeg, som Forholdene nu engang stille sig, ikke kan tænke mig en virkelij betydningsfuld Forsvarsordning, som ikke, det Mindste, omfatter København. Det er jo desværre kun altfor sandsynligt, at en Stormagt kunde ønske at bemægtige sig vort Land og tilintetgøre dets Selvstændighed, og kan Hovedstaden da ikke forsvares kraftigt, i alt Fald saaledes, at det vil koste betydelige Ofre at bemægtige sig den, saa vil den sikkert strax blive angreben og falde.
Og dermed vil hele Landets Skæbne vistnok være afgjort; thi falder København med de vigtige Institutioner, som nu engang findes dér og som ikke kunne flyttes bort, i Fjendens Vold, vil sikkert al videre Kamp være haabløs.
4. Det er mig ganske umuligt at indse, hvorledes "den materielle og aandelige Kultur" skulde være "et tilstrækkeligt Værn for vort Lands Selvstændighed". De, der fremsætte saadanne Paastande, burde virkelig begrunde dem; men jeg har i alt Fald aldrig set nogen virkelig Begrundelse og kender ikke fra Historien noget Exempel paa, at et Land er blevet forskaanet for Overfald og Krig af Respekt for dets høje materielle eller aandelige Kultur.
5. Det er jo nødvendigt ved Afgørelsen af Spørgsmaal om vort Lands Forsvar at tage Hensyn til Forholdene saaledes som de nu ere, ikke til, hvorledes de mulig engang i Fremtiden kunne stille sig, og det saa meget mere som Erfaringen fra den allersidste Tid jo gør det i allerhøjeste Grad usandsynligt, at der, i alt Fald i en overskuelig Fremtid, vil blive indført internationale Institutioner, som ville "overflødiggøre Forsvarskrige".
6. Jeg haaber, at der trods al Uenighed om offenlige Anliggender, kun er faa danske Mænd og Kvinder, som ikke vil betragte det som en stor Ulykke, hvis vort Fædreland skulde miste sin Selvstændighed. Men der er desværre alt for mange, som ikke tænke paa, hvor let dette kan blive Følgen, naar vort Forsvarsvæsen forsømmes, og heller ikke ret forestille sig, hvor skæbnesvangert det vil blive for vor Nationalitet, hvis Resten af Danmark kommer under fremmed Herredømme. Jeg tror ogsaa, at de allerfleste, naar der gives dem Anledning til at tænke derpaa, harmes over al den Uret, der nu i 43 Aar er øvet og fremdeles øves mod vore Landsmænd i Sønderjylland, og ønske, de atter maa blive forenede med os. Men desværre er der ogsaa altfor mange, som tænke for lidt derpaa og paa, hvor vigtigt det er, at vi gøre Alt, hvad vi formaa, for at den Ulykke, der ramte Sønderjylland i 1864, ikke ogsaa skal ramme Resten af Danmarks Rige. Sønderjyderne ere jo udelukkede fra at værne deres Nationalitet med Vaaben, men de har i de 43 Aar værnet den med alle andre Midler, som stod til deres Raadighed, saa godt, at deres Kamp mod Overmagten og deres Offerberedvillighed har vakt almindelig Beundring. Gid det maatte komme til at staa lige saa klart for alle Danske Nord for Aaen, som det staar for vore fraskilte Landsmænd, at vor Nationalitet hører til vore dyrebareste Goder, og at det er Pligt at værne den med alle de Midler, som staa til Raadighed, ikke blot Pligt mod os selv og vore Efterkommere, men ogsaa Pligt mod vore Landsmænd i Sønderjylland, der vanskeligt kunne forstaa, at der hengaar saa lang Tid inden vi komme paa det Rene med, om og hvorledes vi skulle værge os mod et Angreb, som kan komme naar det skal være, og som, hvis det ikke afværges, kan give vor Nationalitet Dødsstødet.
Dersom slige Tanker kunne faa Raaderum hos Folket, dersom de kunne fremkalde en "offerberedt Forsvarsvillie", en dyb Følelse af, at det her gælder om at blive enige og snart enige om, at Landet og Nationaliteten bør værges saa kraftigt vi formaa og om, hvad der i saa Henseende bør gøres, saa tror jeg, at Folket derved vil højnes, og at der kan være godt Haab om, at større Enighed ogsaa i andre offenlige Forhold kan afløse den Uenighed, hvoraf der desværre er alt for meget her tillands.
Joh. Steenstrup, Dr., Professor ved Universitetet:
1. Nei!
2. Nei!
3. Nei!
4. Nei!
5. Nei!
6. Det er Livsbetingelsen.
Chr. Dalgas, Skovrider, Fmd. f. Hedeselsk. Forretningsudv.:
1. Nej! Et Grænse- og Søpoliti er intet ETorsvarsvæsen!
2. Nej! Danmark er rigt og vil, naar det hævder sin Selvstændighed, blive rigere.
3. Spørgsmaalet er strategik og politisk! Jeg kan kun haabe, at alle ville lægge Besvarelsen i én Mands: Forsvarsministerens Haand.
4. Nej! Summum jus summa injuria.
5. Nej! Historien viser det modsatte!
6. Et Folk kan blive gammelt, men det ældes ikke, saa længe det hævder sin Plads i Verdensudviklingen, og det kan ikke dø, saalænge det bliver sig selv tro.
Jakob Knudsen, Forfatter:
1. Nogen førstehaands, faglig Mening derom kan jeg jo ikke have. Jeg veed blot, at ingen anden evropæisk Stat nøjes med et Grænse- og Sø-Politi, at derfor al Sandsynlighed taler for, at vi heller ikke kan nøjes dermed.
2. Aldeles ikke. Folk lever jo i et økonomisk Velvære saa stort, som man maaske aldrig tidligere har kjendt det her til Lands.
3. Ja, kunde vi Lægfolk blot have en bestemt, begrundet Mening derom! – Jeg synes dog nærmest, at vi baade maatte have Kjøbenhavn befæstet og tillige noget indrettet ved Storebælt.
4. Retstilstanden mellem Staterne yder os sikkert intet Værn, selv om vor Kultur var nok saa højt udviklet.
5. Nej, ikke i nogen nær Fremtid.
6. Her er min Hovedgrund til at holde paa en stærk og kostbar Ordning af Forsvarsvæsnet: bliver vi annekterede efter at have gjort vort yderste for at forsvare vor Selvstændighed, da vil vi sikkert eje en aandelig Modstandskraft under Fremmedaaget, som vil bevare vort Sprog og vor Kultur i en uoverskuelig Fremtid, maaske indtil den internationale Lovløshed i Evropa afløses af bedre Tilstande. Bliver vi derimod erobrede uden i Forvejen at have gjort noget for vort Forsvar, da vil Fortvivlelsen, de indbyrdes Anklager, Forbitrelsen hos Danske mod Danske lamme Sammenholdet og maaske ganske tilintetgjøre den aandelige Modstandskraft mod det Fremmede.
C. Christiansen, Professor ved Universitetet, Dr.med.:
Jeg mangler Sagkundskab til at udtale mig om Maaden, hvorpaa Landet bedst forsvares. Er den given, vil alt det andet give sig af sig selv.
0. Siebye, Docent, Dr. phil.:
1. Nej.
2. Derom kan jeg ingen Mening have.
3. Ligesaa.
4. Nej.
5. Nej.
6. En absolut Betydning,
Vilh. Andersen, Dr. phil.:
Om Punkt 1-5 ønsker jeg ikke at udtale mig offentligt. Med Hensyn til Punkt 6 er det min Overbevisning, at vi paa Grund af Smaaligheden i vort offentlige Liv mere end de fleste trænger til at afgive en højtidelig og bindende Erklæring om, at vi har en stor Ide og et fælles Gode, for hvis Skyld vi vil sætte alle Hensyn til Side, nemlig vort Fædrelands fortsatte selvstændige Liv, og at en saadan Erklæring under de forhaandenværende Forhold kun kan afgives paa en for alle – os selv ikke mindst – fuldkommen tydelig Maade gennem Opretholdelsen af et virksomt Forsvar.
R. Jensen Vandman, Hmd. Form. for de lollands-falsterske Husmandsfor.
1. Danmarks Bestaaen som selvstændig Stat er ikke afhængig hverken af Grænse- og Søpoliti eller af nogen anden Forsvarsordning.
2. Ja, det kræver det i hvert Fald med den nuværende uretfærdige Fordeling af Skatterne.
3. Da Københavns Befæstning jo er gennemført paa Trods af den største Del af Befolkningen, saa er dette derved blevet et Spørgsmaal, som er vanskeligt at besvare.
Men forøvrigt har man jo endnu aldrig hørt, at selv de ivrigste Forsvarere af Københavns Befæstning har været tilfredse. Der raabes stadig paa mere Befæstning, og at det vi har er ingen Ting værd.
4. Det er den næppe. Men jo større aandelig Kultur et Folk besidder, des større Sikkerhed er der for at andre Magter vil gribe ind til Fordel for det i Tilfælde af en Erobringskrig.
5. Det er min Tro, at dette vil ske i en ikke altfor uoverskuelig Fremtid. Hvor langt det ligger ude i Fremtiden, vil jo bero for en stor Del paa, hvor rask den aandelige Udvikling og Kultur vil skride frem i Befolkningen i de forskellige Lande.
6. Denne er jo ikke uden Betydning. Men for at Forsvarsviljen skal faa sin rette Betydning, maa der ske en indgribende Forandring i de bestaaende sociale Forhold, saaledes at de, der i Forvejen ere begunstigede ved Formuer og sociale Stillinger, ikke yderligere begunstiges ved flerdobbelt Valgret, mindre Skatteydelse, f. Eks. gennem Tolden m. m.
Det gælder om at gennemføre lige Ret for alle Landets Borgere. Det er den rette Vej til at styrke Forsvarsviljen.
Grut Hansen, Proprietær, Fmd. f. Kbhvns Amts Landboforen.:
1. Ubetinget Nej.
2. Det vilde være latterligt at paastaa sligt.
3. Absolut Nej. Uden forsvarlig og fuldstændig Befæstning og Bemanding af Købenbenhavn forekommer al anden Ordning mig som en Forbrydelse mod de Soldater, som man ellers kunde tænke at sende i Kamp.
4. Kun Taaben kan paastaa saadant. Snarere maatte man anse en høj Kultur og Velstand i Folket uden Forsvar som en Fristelse til Erobring af Landet.
5. Saalænge Ræven æder Gæs vil Forsvarskrige sikkert være et nødvendigt Onde.
6. Den har den Betydning foruden at skabe Sympathi hos andre Magter, hvor Retsfølelsen spiller nogen Rolle, at den efter et stort Nederlag, eventuel Undergang for Staten, skaber Mulighed for en Genrejsning, og saaledes har Betydning for Folkets Levedygtighed.
N.P. Rasmussen, Cand. polyt., Gymnastikdirektør:
Vi må nødvendigvis have et virkeligt, et forsvarligt værn og kan ikke nøjes med et skinværn eller med noget endnu mindre som en politivagt.
Og det forekommer mig, at vi om så skulde være nok måtte kunne bære endog noget større militærudgifter end dem, vi for øjeblikket har, særlig hvis det med kraft tilstræbes, at militærudgifterne forvandles fra at være "uproduktive" til at være delvis "produktive" derved, at hæren gøres til skole, ikke en skole for regning og skrivning o. desl. – skøndt også det, når lejlighed gives, f. E. for vintermandskab – ikke en skole med gode oplysende og løftende foredrag – skøndt også det i det lille omfang, som dette mulig kan ordnes i –, men fra først til sidst en skole, hvor legemlig sundhed fra dag til dag fæstnes, udvikles og bringes i blomst; alle militære øvelser skal, vidt ske kan, lægges således tilrette, at bliver til gavn for og ligefrem udvikling soldaternes sundhed og kræfter; landets sønner skal igennem anstrengelserne gøres til stærke, sunde mennesker (overanstrengelse må være udelukket). Så længe vi endnu ikke er et folk af hygiejnikere, vil det være meget betydelige værdier af menneskekraft, der under gunstige militære forhold kan skabes i Løbet af et helt eller halvt år ved systematisk øvelse helt igennem. Også til udvikling af punktlighed, orden og renlighed m. m. kan militærskolen blive en mægtig hjælp for vort folk, når lederne har det rette sindelag og går rigtigt til værks. – På de vilkår tror jeg, at vi vil have endog godt råd; pengene vil jo på den måde for en stor del "komme igen".
Løsningen af den store og vanskelige opgave vilde elter mit skøn lettes, om alle ville erkende, at:
A. Spørgsmålet "Venstre og Højre" må ikke spille ind, når det gælder vort forsvar. Thi ordningen af forsvaret er en opgave, der, når et vist finansielt maksimum ikke overskrides, må ses udelukkende fra et teknisk-udenrigspolitisk synspunkt; men hverken tekniske eller det udenrigspolitiske har nogetsomhelst med "Venstre og Højre" at gøre,
B. Hvad vore fædre har tænkt om forsvarets ordning, kan ingensomhelst bindende betydning have for os. Alle forhold kan have forandret sig siden deres tid. Vi har selv at undersøge, selv at beslutte og selv bære ansvar.
Edvard Ehlers, Dr.med:
Den nordiske Unionskonflikt har i Bund og Grund forandret den danske Forsvarssags Horoskop.
Det ansaas tidligere for utænkeligt, at det oftere skulde kunne komme til Krig mellem de skandinaviske Smaamagter indbyrdes. Men under Unionskonflikten saa vi danske med Undren den svenske Bamse parat til at kaste sig over den norske Løve. Havde Løvens Kløer ikke været bravt kanoniserede, saa havde Bjørnen utvivlsomt talt "svensk" med Dovregubben. Og ved samme Lejlighed var der maaske nok falden nogle Knips paa Næsen af til os.
"Kranglar norsken ge'n paa truten
knepp på nåsan lille jutan,"
sang Sveriges daværende Generalkonsul i København, hvem vi ville bevare i venlig Erindring. Nu sidder han i Berlin og har dannet en Centralforening af alle Svenskere i Germanien.
Det, som tidligere ansaas for en Umulighed, en Krig mellem skandinaviske Magter indbyrdes, var saaledes rykket frem i Mulighedernes Række.
Vi anser nu ganske vist alle en Krig mellem to skandinaviske Magter for en meget fjærn Mulighed og stoler ogsaa sikkert paa, at det nuværende – fra vor Side uforskyldte kølige Forhold til Sverige nok skal bedre sig; men selv med fjærne Muligheder gør man vel i at regne.
I en interskandinavisk Forvikling har i alt Fald vort gamle, selvopgivende haabløse Ord: "Hvad kan det nytte?" ingen Gyldighed.
Selvfølgelig kan det nytte at ruste saaledes, at vi ikke i et givet Øjeblik behøver at lade os lumpe, hverken af Sverige eller Norege. Rustninger, der kun tilsigter at bringe vort Forsvarsvæsen paa Højde med Sveriges og Norges, kan ikke blive ilde optagne af nogen af vore kære Naboer.
Fra svensk Side har vi jo endda for nylig faaet at vide, at man – hvis vi bringer vort Forsvar i god Stand – vil tænke paa at hverve os som Forbundsfæller under visse Situationer.
Langt hellere end at drøfte Allianceplaner med vore overmægtige Naboer mod Syd og Vest, bør vi lytte til vore udmærkede Stammefrænders Ønsker og ruste efter samme Maalestok, som de ruster efter. Vi har ikke til Hensigt at tilkaste dem en pansret Handske men at tilbyde dem en god, barket Vennehaand.
Det ligger baade i Sveriges, Ruslands og Danmarks Interesse, at Traktaten af 11. April 1857, som erklærer Østersøen for aabent Hav, opretholdes.
Men den den Gang havde vort sydlige Naboland ingen overmægtig Marine og derfor intet at ønske.
I 1908 vil Sveriges Hær og Flaade være stærkere end Danmark-Norges forenede Stridskræfter. Det er med fuldeste Føje, at "Svenska Dagbladet" saa kraftigt minder os om, at vort Forsvarsvæsens Forfald er en Hindring for en god Forstaaelse mellem Sverige og Danmark.
F. Asmussen, Højesteretssagfører, Formand for den danske Sagførerforen.:
1. Jeg veed slet ikke, hvilken Nytte et "Grænse- eller Søpoliti" skal gjøre. Det kan og skal jo ikke hindre en Fjende i at gaa i Land. Jeg har hørt en Rigsdagskandidat, der heldigvis ikke blev valgt, henvise til, at en af os udsendt Torpedobaad under den russisk-japanske Krig viste sig tilstrækkelig til at afholde Russerne fra at krænke vor Neutralitet. Sandheden er naturligvis, at hvis Russerne vilde have krænket Neutraliteten, vilde Torpedobaaden ikke have kunnet eller hindret dem deri. Intet blot nogenlunde forstandigt Menneske kan tvivle om, at en engelsk eller tydsk Flaade under en Krig mellem disse Lande vil handle efter, hvad den anseer for fordelagtigst, og efter sine Instruxer, uden at bryde sig det Mindste om, at en dansk Torpedobaad viser sig i Farvandet
Vil man afvæbne, bør man fornuftigvis ogsaa stryge Grænse- og Søpolitiet.
2. Danmarks økonomiske Forhold ansees jo almindelig for at være gode. Den almindelige Velstand overgaaes neppe af ret mange Folk. Skulde vi da ikke have Raad til at indrette vort Forsvar lige saa godt som andre mindre Stater? Naar Statens Udgiftsbudget er paa omtrent 100 Millioner, lader det sig ikke med Skin af Sandhed sige, at det vilde være umuligt eller uoverkommeligt at offre yderligere nogle faa Millioner, naar der derved kan naaes et forsvarligt eller mere effektivt Værn. En Udgiftsforøgelse maa iøvrigt allerede blive en nødvendig Følge af, at man umulig kan lade Officerslønningerne forblive paa det nuværende uforsvarlig lave Trin, hvor man f.Ex. byder en Kaptain paa 40 Aar en Lønning af 2400 Kr. I det Hele kan der neppe være Tvivl om, at en Udgiftsforøgelse paa Forsvarsvæsnets Omraade er nødvendig. Paa hvilket andet Omraade kan man reformere uden nye Udgifter? Man behøver blot at tænke paa vor Flaade, der har maattet udrangere næsten alle sine Kampskibe.
3. Uden Befæstning vil Landet i faa Dage være Bytte for enhver overlegen Fjende. Hverken Hæren eller Flaaden kan standse ham. For den mest umiddelbare Betragtning viser det sig klart, at et Forsvar er umuligt for et lille Land som vort, naar det ikke kan støtte sig til en stærk Befæstning. Og at denne Befæstning maa være Kjøbenbavn, følger ikke blot af at indenfor dens Volde findes l/5 af Danmarks Befolkning, som altsaa direkte er værget mod Fjenden, men endnu mere deraf, at her i Kjøbenhavn findes Kongen, Regeringen og Statens Hovedinstitutioner, og at Hærens og Flaadens Udrustningsgjenstande m.m. ere tilstede eller kunne let samles her. Intet andet Sted i Danmark er der tilnærmelsesvis saa meget at værne og forsvare som i Kjøbenhavn. Om Kjøbenhavn for 250 Aar siden har Digteren udtalt:
Det Land, som Gustav vilde vinde.
Bag dine svage Volde laae.
Med ikke mindre Sandhed kan det Samme siges nu.
4. At et Lands Kultur skulde være et Værn for dets Selvstændighed, et Værn mod et fjendtligt Angreb, er i mine Øine den tommeste og taabeligste Talemaade. I forrige Aarhundrede har Danmark 4 Gange maattet værge sig mod fjendtligt Angreb. Vilde det have hjulpet os det Mindste, om vi havde præsenteret Fjenden vore Digtere og Videnskabsmænd, eller deres Arbeider, eller andre af vor Kulturs Produkter? Mon Englænderne vilde have afstaaet fra at bombardere Kjøbenhavn, hvis man havde fortalt, at der indenfor Voldene boede Digtere som Øhlenschläger og Baggesen'1 eller udmærkede Videnskabsmænd som de to Brødre Ørsted?
5. Saasnart det dreier sig, ikke om smaa Rivninger, men om Staternes vitale Interesser, med andre Ord om deres Magtstilling eller Tilværelse, vil Afgjørelsen skee ved Krig. Hos alle Stater, de store som de smaa, forøges Krigsberedskabet; Danmark er vel den eneste Undtagelse. Og det kan vel ikke være et Tegn paa, at Krig snart kan ventes afskaffet, at Staterne anvende bestandig mere paa Hær og Fiaade?
6. Et Folk, der opgiver at forsvare sig, der spørger, hvad det kan nytte, underskriver sikkert derved sin Dødsdom. Det vil gaae det, som den Mand, der i Feighed opgiver at forsvare sig og Sine. Han taber Agtelsen for sig selv, mister den hos Andre, og han maa bøie sig for Enhver, der vil træde ham paa Nakken.