Mand/kvinde – mor/søn

Psykologisk litteraturanalyse og kritisk humaniora

Jeg vil tale om brug af personlighedspsykologi i litterær analyse, men det vil også handle om det omvendte: hvad litteraturen kan give fagpsykologer af indsigt. Mit hovedtema er de arketypiske begrebspar mand/kvinde og mor/søn. Mine litterære eksempler er hentet fra Henrik Pontoppidan og Karen Blixen, E.M. Forster og Poul Henningsen.

I har lov at undre jer: hvad i himlens navn har de fire umage navne at gøre med hinanden? Det vil vise sig – giv tid, giv tid! Og jeg vil forlænge mit tema med tanker om kreativitetens psykologi og om nytten af kritisk humaniora. Min teoretiske vinkel er primært jungiansk, suppleret med synsvinkler fra børne- og anden psykologi, men i øvrigt taler jeg uden større teoretiske armsving – og ud fra personlige erfaringer.

Mit første citat kommer fra Knud Sønderbys Midt i en Jazztid fra 1931. Romanen handler jo om stud.jur. Peter Hasvigs eksistentielle kvaler. Begynder sådan:

Peter Hasvig huskede fra sin yngste barndom, at han engang havde tabt et stykke mad med honning, som faldt sådan, at honningsiden vendte opad. … Aldrig var noget lignende hændet ham før. – I virkeligheden hændte det ham heller aldrig siden.

I mit eget liv har jeg gennemgående været heldig med honningmadderne, men i 80'erne tabte jeg flere af slagsen med honningen nedad. Endda på samme tid.

Ved siden af mit hovederhverv på Københavns Universitet var jeg gennem 13 år redaktør og medforfatter til en 7 binds verdenslitteraturhistorie med 24 medarbejdere på tre sprog. Yderst kompliceret, blev grundigt forsinket. Vild overanstrengelse kombineret med private problemer gav mig alle de kendte krisesymptomer. Mit liv vippede i høj søgang, mens jeg trampede rundt i honningmadderne. Venner rådede mig til tage tyren ved hornene i en analyse. Alle tyrene. De svor på at kriser er vejen til udvikling. Min kloge psykiater-søster sagde håndfast: 'Lokummet brænder, men prøv at blive siddende!'

Blev siddende. I øvrigt foregår en jungiansk analyse jo siddende. Fandt fin psykiater, videreuddannet på Jung-instituttet i Zürich. Indrømmet: lidt loren ved at skulle stirre ned i mit indre. Huskede rå udtalelse af Tove Ditlevsen: "Kend dig selv! sagde Sokrates, uden at tænke på at det godt kan blive et rigtig ubehageligt bekendtskab!"

Blev flerårig proces til stor velsignelse. Gav nødvendig selvindsigt. Især forbløffet over hvad drømmeanalyse åbnede op til og ned til. Analysen blev også en faglig videreuddannelse. Lærte mig meget om analytisk psykologi, også til litterær brug.

Min påstand er at der er vigtige ligheder mellem en psykoanalytisk proces og en litterær analyse. Min illustre forgænger Vilhelm Andersen sagde at litteraturanalysen består i at skille for at samle rigtigere. Sådan opleves en ægte psykoanalyse også. Det véd jeg af glad erfaring.

Når man søger 'at skille for at samle rigtigere', får man god hjælp i C.G. Jungs teorier – og i analytikeren Ole Vedfelts formidling af dem. Særlig frugtbare til litterær brug er begreberne individuation, selvet, skyggen og arketyperne animus & anima. Bruger anima og animus i Jungs udvidede betydning, ud fra hans idé om vores tvekønnede potentiale. Citerer: "i det ubevidste hos enhver mand ligger skjult en feminin personlighed, og i det ubevidste hos kvinden en maskulin personlighed."

Det lyder så oplagt at det næsten er banalt, men det giver fine briller at se med i litterær analyse – ja, tit er det faktisk et kikkertsigte der peger lige ind i det centrale.

Mine første eksempler kommer fra Karen Blixen.

I radioforedraget En båltale med 14 års forsinkelse (1953) skelner Blixen ml. mandlig handlekraft og kvindelig væren. Hun sammenfatter:

Mandens tyngdepunkt, hans væsens gehalt, ligger i hvad han i livet udfører og udretter, kvindens i, hvad hun er.

De kønsstereotyper har fået mange rødstrømper op i det røde felt, men det muntre paradoks er at Blixens fortællekunst overhaler definitionen indenom. Ses netop når man bruger begreberne anima og animus.

Karen Blixens fortællinger opererer med et sindrigt system af farvesymboler: rødt er traditionelt symbol på blod, sol, passion og det maskuline princip; orange er symbol på ild, seksualitet og lykke; og blåt står hos KB for havet som det kvindelige princip, kærlighed, troskab, kunst og stræben efter et ideal.

Men farvesymbolerne blandes, på tværs af kønnene, f. eks. i "Skibsdrengens Fortælling" i samlingen Vinter-Eventyr (1942). "Skibsdrengens Fortælling" er bevidst stillet forrest i bogen som en symbolsk myte. Kan også læses som en beredskabshistorie anno 1942 om krigens tvekamp mellem det gode og det onde – og om at være trofast mod sig selv.

Foregår på sildemarkedet i Bodø der tiltrækker søfolk fra mange nationer. Her oplever skibsdrengen Simon sin første forelskelse i præstedatteren Nora. Næste aften vil han i land fra skibet til et aftalt stævnemøde med Nora, han medbringer en eksotisk appelsin som gave, men han bliver attakeret af en beruset russisk sømand der vil voldtage ham. Simon stikker sømanden ned i selvforsvar og når frem til Nora med sin appelsin. Simon eftersøges af den dræbte russers kammerater, men troldkvinden Sunniva skjuler ham i sin hytte og camouflerer blodet på hans tøj ved at skære sig selv i fingeren. Så sender hun ham videre ud i verden, med sort kaffe og en syngende ørefigen, så det sortner for hans øjne.

Ligesom i andre eventyr består Simon tre prøver: han beviser sin ridderlighed, sit mod og sin trofasthed mod kærligheden – dvs. han demonstrerer også 'kvindelige' egenskaber som instinkt og evne til hengivelse. Og han reddes af den resolutte troldkvinde med 'mandlig' handlekraft og frækhed. Anima og animus blander blod i en alliance. Alle Karen Blixens symbolske farver krydses her på tværs af køn.

I dette eventyr belønnes helten ikke med prinsessen og det halve kongerige. Simon belønnes med at finde sig selv. Han består manddomsprøven, og Sunnivas øretæve kan tolkes som et overgangsritual, en fødsel – ligesom jordemoderens klask bagi får det nyfødte barn til at trække vejret. Simon er blevet en hel person der formår at integrere livets modsætninger.

Jung ville sige at historien på 11 sider er en komprimeret individuationsproces.

Man ser samme fusion af mandligt & kvindeligt i Karen Blixens Skæbneanekdoter (1958). En af de handlekraftige heltinder her er Lise i "Ringen". I skoven støder hun ind i en flygtet ung fåretyv og morder. Han truer hende, men hun møder ham med frygtløs selvbevidsthed, og ved selv at redde sig bryder hun ud af sin dukke-uskyld. Den fredløse, pjaltede og lemlæstede mand vækker hendes medlidenhed, men han vækker også hendes seksualitet og selvstændighed. Hun forenes med sin animus-side, hun møder menneskers dæmoniske skyggeside – og bliver voksen på få minutter.

Den jungianske analytiker Ole Vedfelt har skrevet den tankevækkende bog Det kvindelige i manden.

Vedfelt viser – med kliniske eksempler fra to analyser – at der er sket "et vældigt skred i de kulturelle normer … siden psykoanalysens begyndelse", især pga. "den drastiske ændring i forholdet mellem kønnene" (32). Konflikten mellem mandligt og kvindeligt er tilspidset i den moderne mand, fordi han føler sig fanget i et matriarkat, mens "de mandlige værdier" er i forfald (36).

Vedfelt peger på en basal "splittelse mellem en negativt virkende mor-arketype og et mandligt intellekt uden jordforbindelse" – nemlig "det mandlige logos-prægede intellekt" med materialistiske værdinormer der ekscellerer i avanceret teknologi med "tendens til at abstrahere fra enhver menneskelig værdinorm" (220).

Konflikten ser Vedfelt som resultat af en lang "kamp for at fortrænge og deformere kvindeligt væsen og kvindelige værdier." (36). Vedfelt siger normativt – med en markant metafor at – citerer: "jo mere manden ønsker at finde sig selv som mand, jo mere må han acceptere, at også kvinden får lov at finde sig selv. Undertrykker han det kvindelige, vil det som i den ægyptiske myte om Isis og Solguden Ra ramme hans egen mandighed med et giftigt slangebid i hælen." (221).

'Undertrykkelsen af det kvindelige' må forstås som mænds ubevidste kamp mod kvindelige værdier både hos kvinderne og i sig selv, dvs. mandens anima-side. Den kamp er jo spidset til i kraft af kvindernes emancipation i arbejdsliv og privatliv, og Vedfelt viser at emancipationen – og mændenes reaktion – har skabt nye problemer "i den terapeutiske praksis og i hverdagens psykologi" (215).

Man kan sige at Vedfelt på disse felter udvider Jung fra personlighedspsykologi til socialpsykologi, og min erfaring er at Jungs teorier også kan bruges til at illuminere almene fænomener knyttet til grupper og til samfundsudviklingen.
 

Den danske forfatter der frem for nogen har analyseret magtkampen mellem 'mandligt' og 'kvindeligt', er Henrik Pontoppidan. Man finder et næsten pinagtigt klarsyn i hans romaner fra 1880'erne til 1930'rne om ægteskab og parforhold. Her er solidarisk pardannelse afløst af partisankamp – og af den art forfrysning som den yngre realist Chr. Kampmann komprimerede i det beske paradoks: alene sammen.

Hos Pontoppidan er de i den grad alene sammen. Dukkehjemmenes lærkefugle er spærret inde i hyklerisk idyl eller i søvnig symbiose, indtil de begynder at blafre med vingerne. Så får vi alle kampsituationerne med spidsborgerligt bange mænd kontra kvinder med mod og livslyst. Utrætteligt varierer Pontoppidan temaet om voksne der ikke vil blive voksne, og patriarkalsk tyranni der gør parforhold til en spændetrøje, en opslidende kamp eller en isørken af syge relationer.

Jeg er med tiden kommet til at sætte Pontoppidan stadig højere – som en art dansk fusion af Ibsen og Strindberg. Han viser at bag konflikten ligger oftest mændenes angst for livet, naturen og især for kvinden som kønsvæsen, den farlige vulkanske naturmagt, den satans drift, som mændene ikke kan tackle. Omvendt ser Pontoppidan mændenes forfængelighed og jagt efter magt og status som konverteret drift.

Han viser også hvordan kønskampen kan gøre både mænd og kvinder til flinthårde hævnere. En af dem af hankøn kan beses i fortællingen Et Kærlighedseventyr (1918). Præstekonen Ingrid er brudt ud af et kærlighedsløst ægteskab for at udfolde sin erotiske lidenskab med den stille filosof Gabriel. For at følge Gabriel må hun give afkald på sine to drenge, men hun savner dem og tager tilbage for at få en forældreordning med sin mand, men den lille pastor i den luvslidte ulster er en af de grumme hævnere. Han afviser skilsmisse og nægter hende kontakt med børnene. Ingrid sygner hen i savn og skyld og dør af svagt hjerte, ramt i hjertekulen af sin farisæiske mands kulde. Og pastoren fortsætter hævnen efter hendes død: han begraver hende uden blomster, uden taler. Bare kulet i jorden som en fortabt synder. Det er – netop – hjerteskærende.

Nogle mener at Pontoppidan skadede sine bøger ved at revidere dem. Det synes jeg er en kliché og en fordom, for som forfattertype er Pontoppidan næsten lige så bevidst som en Flaubert. Jo, især de første versioner af hans tidlige kortromaner har en høj friskhed, men frem for at se revisionerne som udslag af konfus perfektionisme kunne man jo tage manden på ordet. Pontoppidan baksede videre med sine temaer og reviderede netop for at inkorporere nye erfaringer og refleksioner. Han tillod sig at mene at han blev klogere – og gjorde læserne klogere.

I 1930 omskrev han Et Kærlighedseventyr. Novellen fik en grummere slutning og blev løftet op til tidsbillede. Det er et af de få stykker dansk litteratur der spejler 1. verdenskrig. Her i 2. version ender Ingrid og Gabriel som fredløse i det neutrale Schweiz, og til sidst følger de en udveksling af franske og tyske krigsfanger. De gråblege spøgelser der humper på krykker med tomme bukseben og frakkeærmer og halvt bortskudte ansigter, ryster Ingrids barnetro, og det starter det hjerteanfald hun dør af. Hvis man løfter Jung op på socialpsykologisk niveau, kan man sige at Inger oplever krigens vanvid som et dødbringende brud med de kvindelige værdier.

Inger har en helt enkel tro på kærligheden. Hun siger til sin følelsesbange Gabriel:

Hvor I Mænd i Grunden er nogle Stakler! Du ogsaa, Gabriel. Man skulde tro, I slet ikke vidste, hvordan det er at holde af nogen.

Pontoppidans konklusion i den sag står i to af hans erindringsbøger, men – nok så interessant – i to versioner skrevet med fem års mellemrum. I Arv og Gæld 1938 står der som konklusion:

Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet.

I den kondenserede erindringsbog Undervejs til mig selv, der kom i Pontoppidans dødsår 1943, hedder det mere eksplicit at vi alle lever og opretholdes af "Kvindens Kærlighedsgaver".

Men selv den fhv. præstekone Ingrid, der ved sit dristige udbrud er inkarnationen af kærlighedens gaver, selv hun har som en tinnitus i ørerne sin præstemands hadske remser om "Guds Vredes Dom" og "Døden som Syndens Sold". Hvad der spærrer for at tage imod de kærlighedsgaver, mener Pontoppidan, er jo det han kaldte "den sideniuske Arv, Syndsbevidstheden". Det er den der også lammer Lykke-Per i den store roman, og hos mange af Pontoppidans figurer er syndsbevidstheden parret med den moderne syge der i psykoterapien hedder angst for nærhed.
 

Lykke-Per har jeg har læst som 15-årig og to gange som ældre. Jeg er blevet stadig mere betaget af Pontoppidans psykologiske indsigt. Han var langt foran sin samtid da romanen udkom 1898-1905. Men Lykke-Per er et beklemmende mesterværk. Den ville være ubærlig uden Jakobe.

Det er jo eventyret om Peter Andreas Sidenius der forlader sit dystre præstehjem, drager til 1870'rnes København og vil erobre verden med sine ingeniør-projekter. Da han møder den rige, frisindede jødiske familie Salomon, sværmer han først for den sexede Nanny, men han vælger den kloge storesøster Jakobe. Faktisk er han tæt på at realisere en del af sit projekt, men han dropper både forlovelsen og projektet, bliver landmåler i et jysk sogn og gift med en moderlig præstedatter. Så bryder han igen ud – og dør af kræft som vejassistent i det barskeste Thy. Ensom, men klogere på livet.

Det er det gængse referat af romanens kurve: først opad, så nedad – og et lille løft til sidst i Pers såkaldte 'åndelige redning'. Men romanen fremstår anderledes, hvis man ser den i lys af udviklingen siden den udkom. Pontoppidan var helt visionær.

For det første: hvad der tit kaldes 'fantasteri' i Pers projekt fremstår mere realistisk i dag. Hans idé: at udnytte vind- og havenergi er højaktuel. Lige til Vestas og Dong. For det andet: hvad der blokerer hans alliance med Jakobe ses tit som 'selvbedrag', men hans kringlede psyke kan dirkes op med nøgler vi har fået efter Freud. Især med Jung og med Heinz Kohuts og Alice Millers teorier om narcissisme.

Det er jo det, den ulykkelige Lykke-Per er: narcissist. Ikke som det udbredte skældsord, men i klinisk forstand: som 'narcissistisk skadet'.

Per er blevet kuet af forældrene, og kompenserer for sin ensomhed og vaklende selvfølelse med pigesjov og vildt drengeliv. Mønsteret går igen hos Per som 'voksen' – 'voksen' må i gåseøjne. Han har talent, mod og bjørneenergi, men det smuldrer i labil usikkerhed. Han slingrer fra grandiose pralerier som lykkeridder med en national mission til hjemløs afmagt. Da børsfolk vil forhandle om hans ideer, håner han disse "kræmmere", og fra sit hotelvindue ser han ned på befolkningen som åndspygmæer. Når han 'elsker', er han mest optaget af sig selv. Hans forældres død ryster ham, men det er projektioner af hans egen dødsangst.

Miraklet er jo Jakobe. Hun elsker ham på godt og ondt, og Pontoppidan skildrer flot også den kødelige kærlighed. På et besøg hos Jakobes familie vil Per vise sig, for at udkonkurrere en ældre bejler, og løber om kap med grosserer Salomons vogn. Det er et barnagtigt og pinagtigt stunt, men Pers svedlugt tænder Jakobes begær, og de forlover sig på stedet. Som Billie Holiday sang: I simply surrender, body and soul.

Jakobe virker tilknappet i sin stolte ynde, men det sensuelle elskovsbarn i hende tænder på Per og blæser på konventionerne. Efter sin fars død bor Per i Alperne og føler sig fortabt i naturens "isøde". Overraskende kommer Jakobe på besøg i "et brus af sorte kniplinger" og kaster sig ud på det dybe i et stormende erotisk forhold. Det er "en ny fødsel" for dem begge, og på en bjergudflugt affyrer Per overmodigt sin pistol mod et krucifiks. Pers pistolskud virker oprørende blasfemisk.

Her ville C.G. Jung se op over brillerne og sige at Per vil myrde sin skyggeside – spøgelsesarven af sort livsfjendskhed. Og dr. Jung ville tilføje at her kolliderer to arketyper: den opofrende Gretchen fra Goethes Faust og den græske mytologis Faëton, der begår hybris og smeltes af Solen.

Men selv ikke Jakobes totale kærlighed kan redde Per. Hun tyrer matematik og hydrostatik for at følge ham. Hun er modigt tændt på at nyde den fri erotik – hvad fortælleren så smukt kalder hendes "solmodne elskov". Men Per bliver stadig mere afvisende. Ligesom Pontoppidans andre mænd er han skræmt ved kvindernes drift, de farlige hede kilder. Da han bliver gift med den uskyldige Inger, føler han sig forkastet på bryllupsnatten – og savner straks Jakobe. Men da Inger senere viser erotisk initiativ, bliver hun afvist. Kort efter forlader han hende og de tre børn, fordi han ser sin fars kulde gentage sig i forholdet til sin egen søn, og for at sætte Inger fri.

Før Jakobes og Pers brud får Jakobe ikke fortalt ham at deres kærlighed har gjort hende gravid. Hun rejser til Tyskland for at føde i dølgsmål, men barnet dør lige efter fødslen, og lægen har været nødt til lemlæste det for at redde Jakobe, dvs. amputere elskovsbarnet. Det er hjerteskærende – og overtydeligt som Ibsens symboler.

For når Per forlader familien og ender ensom i ødemarken, så er det nok et smukt offer i selverkendelse, men hvad skal man mene om hans af fortolkerne så højt besungne 'selvudvikling'? Er han, som hans dagbog påstår, nået til "virkelig frigjorthed" ved "at ville sig selv i guddommelig nøgenhed"? Undgik han at blive "et halvfærdigt menneske, en Sidenius alle mine dage"? Tja. Højst er han vel helbredt på krykker. Det er ikke individuation, men mere amputation. Selvamputation.

Lykke-Pers historie er ikke en udviklingroman, men en afviklingsroman. Kontrast-figuren er netop Jakobe. Hun føler sig ikke snydt af livet. Hun bruger sin arv til at oprette et skolehjem for fattige på Nørrebro, og Per testamenterer 10.000 kr. hertil. Hans stive embedsmandsbror opsøger utilpas frk. Salomon for at meddele Pers besynderlige gave, og han kan ikke dy sig for at docere og ynke den nu midaldrende Jakobe for den kuldsejlede forlovelse. Men så falder bomben:

"Deri," siger Jakobe, "tager De igen ganske fejl, hr. departementschef! Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Både ved den glæde og den sorg, han forvoldte mig, fik mit liv først rigtig indhold. Det værk, De ser her omkring Dem, er i grunden ligeså meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig taknemmelig."

Har man ikke været forelsket Jakobe før, bliver man akut varm på hende, da hun stolt kaster sin håndbombe i synet på farisæeren.

Jakobe er indbegreb netop af det som den 86-årige Pontoppidan kaldte "Kvindens Kærlighedsgaver". Hun har integreret sin humanisme og sin libido – igen i Jungs betydning: passion, livskraft – i socialt arbejde. Modsat Per, der ikke kunne rumme 'det kvindelige', har hendes animus-side gjort hende til en pioner à la Nathalie Zahle, Hanna Adler med flere. Ugift for ikke at blive distraheret.

Lykke-Per er et kritisk tidspanorama, men set fra Jakobe-vinklen er det en høj-moderne roman om en moderne kvinde, et helt menneske, klog og sanselig – over for en selvamputeret mand, der omvendt er moderne ved at slås med sin kønsrolle på evig jagt efter bekræftelse. Det er modet og sensualiteten der gør hende til "denne vidunderlige Jakobe", som Georg Brandes sagde.
 

Pers 'angst for nærhed' er så kendt en lidelse at det lyder som en kliché, men det gør den jo ikke mindre vigtig, og her går jeg fra temaet kvinde/mand til temaet mor/søn. Hvis man spoler tilbage og læser Lykke-Per forfra med de psykoanalytiske briller, ser man at Pers narcissistiske skade udgår fra hans tidlige barndom og især fra forholdet til moderen.

Romanens kontrast mellem lys og mørke trækkes op af Per selv, da han forbløffet møder Jakobes miljø. Hans refleksioner bliver til et stykke socialisationsteori. På den ene side står det frie jødiske familieliv i villaen ved Sundet – "det østerlandske solskinsmiljø", som han siger, hvor børnene lever i "næsten kammeratligt" forhold til forældrene og udvikler sig til "fribårne og formsikre mennesker" med livstørst. Til lysmetaforerne hører også Jakobes 'solmodne elskov'.

På den anden side står Pers mørke barndomshjem i den fængselsagtige præstegård i "den lille snuskede bondeby", som han siger. Pers vilde lege må netop foregå om natten, faderen som den patriarkalske tordengud associeres med byens natvægter, og hans dystre puritanisme går som en arvesynd videre hos de selvretfærdige børn. I det mørkeste sygeværelse residerer Pers mor med klagende lyde. Sent får Per at vide at hun engang var en livlig ung pige, men i ægteskabet er hun blevet en sengeliggende fødemaskine, nedsænket i evig ængstelse. Midtvejs i sine tolv børnefødsler har hun måttet opgive omsorg og opdragelse for de ældste og mellemste børn, inkl. Per. Reelt har Per ikke haft nogen mor. Også hun anser ham mest for et troldebarn.

It's never too late to have a happy childhood, siger amerikanerne nok så flot. Men det er det for Per. Naturligvis må man se historisk på Pers opvækst. Forældre dengang anede ikke hvor afgørende det er med fysisk-emotionel kontakt til børnene. Men 70-80 år før børnepsykologerne påviste denne psykodynamik har den store psykolog Pontoppidan altså beskrevet et oplagt case af tilknytningsforstyrrelser og invaliderende omsorgssvigt. Man behøver ikke have læst meget hos de moderne børnepsykologer John Bowlby, Daniel Stern og Winnicott for at se hvordan Pontoppidan foregriber deres teorier, når han beskriver Pers fejludvikling.

Det gælder f.eks. når psykologien betoner barnets afhængighed af at blive set, helt konkret set, af sine omgivelser. Øjnene defineres som primærkilde til neuroaffektivt samspil. Men Per og hans 11 søskende bliver netop ikke set. Pontoppidan pointerer det i detaljer: pastoren går udendørs med mørkeblå briller og indendørs med grøn øjenskærm, der er gravkammermørkt i stuerne, især i moderens sygestue, og børnene kaldes kirtelblege – som om de var bænkebidere under en sten. Det er de jo næsten også. I det mørklagte præstehus bliver man netop ikke set.

Det er – om jeg så må sige – eminent godt set af Pontoppidan.

Pers reaktioner følger to kendte hovedlinjer: dels smertelig skam og deraf flydende kynisme, dels forladthedsfølelse og deraf flydende ambivalens. Hans forhold til moderen flakser mellem skyldfølelse og afvisning. Da moderen ligger syg tør han ikke tage kontakt. Han følger teatralsk hendes kiste på den natlige skibstur over Kattegat, men han deserterer fra hendes begravelse. Da moderen efter faderens død højtideligt har overdraget ham faderens sølvur, efterlader Per brutalt uret på bordet i sit kammer. Hans hån virker skamløs, næsten blasfemisk, ligesom da han kort efter i hybris skyder mod krucifikset i Alperne. Men Per opfatter – med rette – moderen som en forlængelse af faderen, et uselvstændigt talerør for hans patriarkalske tyranni, og hun er gennem ægteskabet blevet drænet for kvindelige værdier.

Kort sagt – og sagt med psykologerne: Pers tilknytningsforstyrrelse invaliderer hans individuationsproces og skaber et falsk selv. Det ruinerer hans evne til at leve i et intimt forhold, ja det ruinerer generelt hans evne til at knytte sig til nogen. Han hungrer og halser efter bekræftelse, men han kan heller ikke gennemføre kontakt med familie, venner og forretningspartnere.
 

Pontoppidan behandlede mand/kvinde- og mor/søn-forholdet i endnu to kortromaner.

Mimoser udkom 1886 som led i 1880'ernes fræsende nordiske sædelighedsfejde. Her mister godsejeren Anton Drehling sin barnebrud, fordi han som landstingsmand i Kbh. har en affære med en gift kvinde, og denne kvinde forstødes af sin mand. Fru Conerding, som hun hedder, er tegnet som den modne og moderne kvinde, intelligent og sensuel, med en aura af verdensdame og skuffet ægteskab. Og man kunne tro at så ville de forstødte elskende finde hinanden i et jævnbyrdigt forhold, bag om det Anton kalder tidens hykleriske 'hottentotmoral'. Men han er også sin mors søn, og hans mor lider af omvendt romantiske forestillinger om den rosenrøde 'frie seksualitet'. Unge Drehling flygter udenlands, og i breve hjem til Mor fabler han om de forjættende udsigter som frisat skørtejæger. Sådan synes den behagesyge narcissist at blive bundet af sin 'moderne' mors normer.

Romanen Det ideale Hjem var også en af dem Pontoppidan tillod sig at omarbejde, og i 2. version fra 1930 blev det historien om en flugt: botanikeren og naturtilbederen Anton kan ikke klare kvindens natur. Han er også narcissist, men en bange narcissist, klaprende ræd for det han kalder "Ægteskabets Giftbrønd" og "Dyrebrølet" i sig selv. Han er langt mindre voksen end den 12 år yngre, frodige præstedatter som vil have ham, han kan ikke løsrive sig fra symbiosen med sin mor og sin søster – og ender med at leve stedfortrædende gennem sin søsters børn. Botanikeren visner.
 

Disse konflikter er det givende at se med Jungs briller – og især via begrebsparret animus-anima, for hvad Pontoppidans mænd ikke magter er at integrere det kvindelige. Det er også givende at se hans romaner i et komparativt perspektiv. Så kommer han i intertekstuel dialog med samtidige europæiske forfattere.

Han diskuterer Driften og Dyret i Mennesket ligesom Flaubert, Zola og Tolstoj. Fhv. apoteker Bybjerg i Mimoser er en grydeklar oplysningsfilister ligesom sin kollega apoteker Homais i Madame Bovary, og Bybjergs døtre opflaskes med syg romantik ligesom Emma Bovary. Ingrid i Et Kærlighedseventyr, der forlader mand og børn og bliver straffet, er en Anna Karenina. Og Pontoppidans opgør med den kroniske skyld, den kristne skyld, er tematisk på linje med E.M. Forsters samtidige romaner om frigørelse fra livsfjendske borgerlige normer.
 

Med E.M. Forster må vi tage en lille omvej over den biografiske baggrund, for hos få forfattere har forholdet mor/søn været i den grad dramatisk. Blodigt dramatisk.

Forster var bøsse, men han ville grumme nødig være ved det, helst heller ikke over for sig selv. Seksuelt var han en – selv i forhold til sin tid – sjældent slow starter, nedsænket i dybeste uskyld. Først som 23-årig erkendte han at han var til mænd.

Først som 30-årig forstod han "præcis, hvordan mand og kvinde forenes", som han siger i sin dagbog. Først som 37-årig stod han i fysisk forhold til en mand.

Og først som 51-årig, efter skiftende løse forbindelser, fandt han sit livs kærlighed med den 26-årige politimand Bob. Bob dyrkede også kvinder og blev gift, men miraklet er at Bobs kone May generøst tolererede de to mænds forhold. Forster blev gudfar til deres søn, knyttet til familien i dybt venskab, og han døde som 91-årig i deres hjem.

Forsters livshistorie kan bevæge en sten, fordi den er så fuld af spærringer og sløringer. Selv da han var 55 og i sin hemmelige dagbog erklærede sig lykkeligere end nogensinde med Bob, selv da var deres fysiske elskov sløret med hvide pletter:
"After which Bob and I ". Langt bart stykke i dagbogen!

Bag blokeringerne lå Forsters altdominerende mor Lily. Hun døde først i 1945, da hun var 95 og han 66, og til det sidste var hun spærreballonen, den store hvide elefant der fyldte døre og udsigter med sine puritanske fordomme. Hun pylrede. Hun søgte at administrere både Forsters ydre og indre liv. Hun fornægtede hans seksualitet. Hun ignorerede, ja modarbejdede hans forfatterskab i jalousi. I 1910 betroede han sin dagbog:

Mor led og ked af mine litterære succeser … den pludselige travlhed i mit liv får hende blot til at føle tomheden i sit eget liv.

Det var som en 'ægteskabelig' symbiose af sygeste art.

I 1914, da Forster havde udgivet fire anerkendte romaner, følte han sig – som der står – "færdig og ude af stand til at arbejde". Letsindigt betroede han sig til Mor, og (citat) "det gør hende omgående lykkeligere … men hun respekterer mig mindre."

Mor og søn boede i hus sammen lige til hendes død, og da han som 46-årig fik en lille London-lejlighed, var det et sent moderoprør og et nødvendigt beskyttelsesrum til privatliv og skriveri. Først fra de 66 år, efter Mors død, fandt han ro og rygstød ved at flytte tilbage til sit ungdomsmiljø i Cambridge og leve stille på King's College.

Sent i livet indså Forster at hans mor skulle have haft hvad han kaldte "autoritært" modspil. Mrs. Forster er unægtelig det som Jung – og hans formidler Ole Vedfelt – kalder "en negativt virkende mor-arketype". Hun er næsten parodien på den negative mor der vil undertrykke anima-siden i sin søn. Og her kommer brødrene Grimm ind, for man mindes deres eventyr 'Trommeslageren'. En ond heks har bortført prinsessen til glasbjerget, men trommeslageren kan bryde heksens magt ved at klaske hende i ansigtet med en fisk – og senere med en kæp og til sidst kaste hende ind i ilden.

Man ville i den grad unde Mrs. Forster at blive klasket af unge Forster med fisk i hånd, men som vi véd fra andre folkeeventyr: man kan aldrig på forhånd vide hvad der er godt og skidt, hvad der bliver til ulykke eller netop til lykke for helten. Herrens veje er uransagelige, og det samme er kreativitetens veje.

Forster var altså ikke i stand til at klaske med fisk, men litterært set er miraklet at i sin kunst formåede han at tage livtag med spærreballonen. Man kan dialektisk sige, at netop den klaustrofobiske symbiose fik Forster til at mobilisere sine antistoffer. Det er Nietzsches devise: "Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere." Og man kunne kontrafaktisk sige at uden det altædende moderdyr var han måske aldrig blevet provokeret til at realisere sig selv som forfatter. Hans romaner transcenderer og transformerer blokeringerne til høj kunst.

Den overordnede tematik i Forsters ofte satiriske sædeskildring er fastlåsning i et borgerligt miljøpres. Frigørelsen lykkes i fem af hans romaner der udkom 1905-1924 og posthumt i 1971. I debutromanen De gode græd slipper en 33-årig enke ud af sin svigerfamilies omklamring, og i Italien bryder hun igennem til højst kødelig erotik med en yngre mand. I roman nr. 2, også fra Toscana: Værelse med udsigt oplever den tilrejsende Lucy hvordan forfrossen livsangst og konventionens korsetter løses op af legende sydlandsk varme og lidenskab. I Vejen til Indien suser det af fortrængt seksualitet i den besøgende brite Adela, men hun ender med forsigtigt at åbne sig for den farlige uro – og for indisk natur og kultur.

Alle lægger de arm med de klamme middelklassenormer, som Forster anså for særligt britiske. Han afskyede især fantasiløshed og hykleri forklædt som 'soliditet' og 'respektabilitet'. Og i Howards End lader han søstrene Schlegels filantropiske sværmeri forenes med forretningsmanden Wilcox' jordnærhed. Her mødes modsatte værdier i respekt: liberal humanisme og materialisme, fantasi og konvention, venskab og kærlighed, kvindeligt og mandligt. Margaret Schlegel kalder det 'regnbuebroen' mellem lidenskaben og prosaen. Da James Ivorys filmatisering af romanen i 1992 havde premiere i New York, snappede folk efter vejret over temaets aktualitet.

Forrest i Howards End satte Forster mottoet Only connect. Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard oversætter det i deres bog Tolerance anskueligt til Byg bro, og det var hvad Forster blev: en brobygger. Hans drøm var en fusion af kærlighed og personlig frihed på tværs af køn og samfundsklasser, og hans sidste roman Maurice, der udkom efter hans død, handler – omsider – om lykkelig homoseksuel kærlighed.

Måske kan man sige at Forsters individuationsproces blev dobbelt. Som kønsvæsen fik han sin udvikling forsinket af den mødrene spærreballon, længe måtte han camouflere sit selv sågar for sig selv, helt op til fyrreårs-alderen var han fanget af sin egen skyggeside. Men som kunstner gennemførte han individuationsprocessen bag om spærringen: han transponerede og generaliserede sin egen frigørelse til en almen kamp mod fordomme og indespærring, og hans romaner demonstrerer smukke fusioner af det mandlige og det kvindelige.

Trods sin tilkæmpede forkærlighed for mænd var Forster nemlig ikke kvindefjendsk. Tværtimod. Hans veludviklede anima-side omfattede en intuitiv sans for kvindepsykologi – ligesom man ser det hos andre homo- og biseksuelle forfattere fra Proust til vores egne Herman Bang og Chr. Kampmann.
 

Jeg fortsætter refleksionerne om mor/søn-forholdet, om kreativitet og narcissisme, men jeg tager et kæmpehop – langt frem i tiden og til en helt anden forfattertype: nemlig Poul Henningsen. Nylig udgivet ny biografi.

PH var født 1894 som elskovsbarn uden for ægteskab, da hans livslystne mor Agnes Henningsen landede i københavnerbohèmen og den berømte 'frie kærlighed'. PH vidste længe ikke hvem hans far var. Han sagde: håbede det var Georg Brandes, men frygtede at det var Jeppe Aakjær. Det var forf. og journalisten Carl Ewald.

Agnes Henningsen blev alene og opbyggede en dobbeltkarriere som damefrisør og forfatter. Imens blev hendes fire børn udlånt til familie, og Poul kom i pleje hos en snedkerfamilie i Vordingborg. Her fik han som 3-årig egen høvlebænk, der blev en vigtig forudsætning for hans håndværksforhold til kreativiteten. Fra de 5 år, da Agnes kunne leve af sit forfatterskab, voksede han op med sine søskende i Roskilde. Agnes lærte ham noget vigtigt om at leve udsat, men frit og være stædig. Hun døde i 1962, 93 år gammel, og de havde hele livet et intenst nært forhold – i gensidig beundring.

Min biografi skildrer PH som multikunstner, kritiker, pædagog og livskunstner. Den legende humanist blev ved at sætte drager op. Han var en krydsning af socialist, anarkist og liberal individualist. Hans ideal om 'det frie menneske' hed: balance mellem følelse, instinktudfoldelse og rationel styring i solidaritet med helheden. Fri udfoldelse der ikke skader andre. I 1960 skrev han med henvisning til Erich Fromm:

individualismen og kollektivismen er uadskillelige i et åndelig helt menneske … den, der kun kan tænke på sig selv, lider af en alvorlig mangelsygdom.

Med de idealer og med sin kombination af mod, stædighed, fantasi og humor virkede PH som et rundt, afbalanceret menneske. Men han hadede forbudskultur som brandvedtægter og hastighedsgrænser, og det kunne lokke ham på glatis.

Nu og da kan en detalje give uventet indsigt i en persons psykologi – som Leonard Cohen siger: "There is a crack in everything. / That's how the light gets in." Sådan en sprække fandt jeg i et hjørne af PH's arkiv. Det er en bekendelse, hvor han – endnu beruset – beretter om en biltur med ekstrem promille. Efter en påskefrokost i Usserød med ca. 10 genstande kørte han til København, fyldte mere på og kørte hjem, alt sammen "uden problemer", påstod han. Sådan lyder den – i begge ordets betydninger – fulde tekst:

Bekendelse skærtorsdag 1956

Tilfældigvis skulle jeg altså passe mit arbejde om eftermiddagen, og så udviklede det sig til en frokost med fire glas portvin, halvanden stærk Tuborg og to snapse. Cognacen sae jeg nej til og så gik jeg ud til vognen. Det er aldeles givet at jeg svingede og hade svært ved at stå på benene. Jeg ville ha faldet for enhver spiritusprøve.

Fra det øjeblik jeg sad i vognen, hade jeg fuld herredømme over den. Jeg kontrollerede enhver situation, vidste til hver en tid, nøjagtig hvor hurtigt jeg kørte … Der opstod på den 25 km lange strækning til Rådhuspladsen en række for så vidt dagligdags færdselssituationer, men dog præget af helligdagen og dilettanterne. De blev klaret nøjagtigt som jeg plejer at køre. Spørsmålet er om en uforudset dobbelt eller tredobbelt situation – som sædvanligvis er dem der skaber ulykkerne – ville være klaret i min tilstand. For så vidt tror jeg det, fordi motorkørsel langt mindre beror på reaktionshurtigheden end man hidtil har antaget og langt mere på situationssansen, som næppe falder med stigende spiritusforbrug.

Jeg var veloplagt og fik gode ideer i de to timer under arbejdet, fik to bajere …drak en whiskysoda og tog hjem. Ingen synderlig trafik, kørslen uden problemer. For mig at se har Broby Johansen aldeles uret i at faren ved bilkørsel sku' ligge i at mennesket ikke magter de store hastigheder. Risikoen er omvendt at enhver idiot kan køre bil. Det er den letteste sag af verden. Kravet til reaktionshastigheden er nærmest nedsat ved bilkørsel i forhold til sportspræstationer. Vanskeligheden ligger i at kunne beherske en situation hvor to tre eller flere faktorer spiller sammen. Det minder om billard.

Dette er nedskrevet i fuld tilstand og kunne måske udtrykkes klarere.

Begribeligvis må den tekst læses historisk: i 1956 så man mere overbærende på spritkørsel end vi gør nu (vennerne søgte åbenbart ikke at standse PH), trafikken var mere spredt, hastigheden var lavere. Men der er jo en markant diskrepans til PH's officielt udtrykte ideer. Bag påske'eksperimentet' ligger hans selvopfattelse som et undtagelsesmenneske der kan så meget mere end "dilettanterne" og "idioterne" – og derfor kan blæse på kollektivets regler. Det er det kendte 'grandiose selv'. Eller som det hed i en af Kritisk Revy's selvironiske aforismer: Henningsen helliger Midlet.

For at forstå hvordan 'Henningsen helliger midlet' søger jeg til teorier om grandiositet og kreativitet hos tre psykoanalytikere: englænderen Anthony Storr, svenskeren Johan Cullberg og schweizeren Alice Miller.

Fænomenet grandiositet findes også hos Jung: han kalder det inflation. Det lyder ensidigt negativt, og det er en pointe at Anthony Storr bruger begrebet 'det grandiose' både positivt og negativt. Det har både en dag- og en natside.

Anthony Storr påpeger at skabende passion kræver socialt og moralsk mod, også til at overskride normaliteten og trække på personlighedens psykopatologiske natside. Det kan blive til hensynsløshed, men det Grandiose er også en forudsætning for karismatisk format og kreativitet. Det er ildsjælens betingelse for at realisere krævende projekter og abstrahere fra modgang. PH ejede den "hjertets renhed" som Storr finder hos kunstneriske naturer. Det var medaljens forside: en uskyldig selvfølelse, opbygget fra barndommen – og så krydsningen af sejhed og lethed.

Det forekommer oplagt at knytte PH's grandiositet til Agnes Henningsens idealisering af ham lige fra barndommen. I hans første fem år boede de som sagt adskilt, det skabte et behov for at erobre hende, og siden kom der en særlig nærhed mellem dem. PH sagde: "Hun var jo først og fremmest min far, for det var hende der skulle tjene pengene". Omvendt blev han hendes fortrolige. Som erotisk forfatter fik hun mange sjofle breve, Poul påtog sig at åbne og sortere hendes korrespondance, og til gengæld var hun med i hans erotiske erobringer.

Agnes lærte PH noget vigtigt om at gøre letsind til en moralsk styrke. PH sagde at han ville fortsætte sin mors arbejde for moralsk sandhed, og hans tidlige lyst til at imponere hende synes at have grundlagt et behov for store præstationer farvet af mod og provokation. Johan Cullberg viser i sin Strindberg-studie at det kunstneriske barn kan fungere som en art narcissistisk forlængelse af, i dette tilfælde moderens selvfølelse, dvs. som såkaldt "selvobjekt" for moderen. Men selvopfattelsen som udvalgt og behovet for beundring er skrøbelige størrelser. Både Cullberg og Alice Miller viser at grandiositetens bagside er depression og bitterhed.

Den depressive bitterhed meldte sig overraskende hos PH i de sidste ti år op til hans død i 1967. Gennem ca. 35 år havde han evnet at blæse på mistænkeliggørelse og perfid forfølgelse og børste fornærmelser af som nullermænd på jakkeærmet. Men fra sidste halvdel af 50'erne følte PH sig i stigende grad misforstået, isoleret og faldet i ryggen, og parallelt udviklede han et drastisk sortsyn på samfundets udvikling. Fra sidst i 50'erne og i stigende grad op i 60'erne sagde han – igen og igen – at med industridiktatur, reklame, forbrugerisme og massekultur er demokratiet mere truet end under Hitler. Han så pop overalt. Hans vindstød af pessimisme voksede efterhånden til en orkan af alarmisme, og det er påfaldende hvordan hans dystopier fik udtryk i metaforer om nazisme, Gestapo og besættelsesmagt. Den antitotalitære PH endte med at se lurende diktatur lige om hjørnet. Hans ven Jens Otto Krag undrede sig over hvordan han anså 60'ernes USA for småfascistisk.

PH's sortsyn blev givetvis forstærket da han i begyndelsen af 60'erne blev ramt af Parkinsons syge, med påtvunget passivitet og depression, men mismodet kom snigende længe inden, og pointen i denne sammenhæng er at det tilsyneladende også handler om mor/søn-forholdet.

Der synes at være tale om en dobbelt proces. For det første blev PH fanget i sin livslange rolle som Rasmus Modsat, og det ligner en narcissistisk reaktion på hvad han så som sin mors krav om bestandig at overgå sig selv. For det andet synes han stigende grad at have projiceret personlig desillusion og bitterhed over på samfundet, og det drev hans kulturkritik ud i det ekstreme og provokerende.

Naturligvis er det diskutabelt at psykoanalysere en afdød, men under mine fem års samliv med PH blev det påtrængende at forstå ham også på indersiden: hans mod og udholdenhed, hans kunstneriske legelyst, men også hans sammensathed, hans bløde punkter og selvmodsigelser. Og når man minutiøst følger hans stadig mere drastiske udsagn i 60'erne, bliver man optaget af at forstå de sidste års misvisning.

For mig at se handler det om den nødvendige grandiositet – og om dens bagsider og uventede omkostninger. Hvis man vover sig ud i en art psykologisk komparatisme, ser man med Forster og Poul Henningsen to dybt forskellige varianter af mor/søn-forholdet. Forster var totalovervåget og fjernstyret, men som kunstner evnede han altså at transcendere moderbindingen i kloge romaner. For PH var mor-arketypen gennem 50-60 år en positiv kraft, men til sidst kom der altså tilsyneladende en pris at betale: nemlig at han blev fanget i et syndrom af sin mors beundring, sin fastlåste modsigerposition og en ekstrem pessimisme.

Det er ikke bare et paradoks. Det er et kors for tanken. Og det er endnu et eksempel på kreativitetens drilske veje og vildveje.
 

Det står fast at PH fik markant betydning for moderniseringen af dansk livsform og bevidsthed i det 20. århundrede – så markant at han endnu 45 år efter sin død bliver skiftevis idealiseret og dæmoniseret. Og det er endnu et paradoks i hans kulturkritik at han viser høj social medfølelse, men samtidig tit savner psykologisk empati.

Den sociale medfølelse viser sig bl.a. i hans kritik af dansk flygtningepolitik 1945-48, da 250.000 tyske flygtninge sad isoleret i danske lejre under barske forhold. PH's nedsatte psykologiske empati viser sig når hans provokationslyst tog magten fra ham og kom til at spærre for indføling i andre menneskers ideer og vilkår. En tilsvarende blind plet var manglende evne til indleve sig i andre historiske perioder og respektere deres kultur og livssyn. Hans fredningsallergi var parret med fortidsfobi. Det toppede i 60'erne med hans angreb på formidling af ældre kultur – herunder billigudgaver af den efter hans mening søvndyssende og for længst afdøde Søren Kierkegaard. Undervisningens og mediernes formidling af kulturarv afskrev han vrissent som "torsdagskoncertmentaliteten".

Og her kommer vi til sidst til et aktuelt problem – også for de humanistiske fag, hvortil jeg regner psykologien.

E.M. Forster sagde i et tv-interview i 1961 – han var da 82 – at han var bekymret for fremtiden, fordi videnskaben havde gjort så mange opdagelser der ikke var til at styre. De positive fremskridtsmuligheder han øjnede, lå i psykologiens voksende indsigt. "We must have a change of heart," sagde han, "det er ved at forandre os selv og hjælpe andre til mental forandring at vi vil kunne komme igennem den krise vi har påført os selv ved vores opfindsomhed."

Det er indiskutabelt at psykologien siden Freud har gjort og stadig gør tigerspring i forståelsen af psykiske processer og relationer. Tit er kunstnere som Pontoppidan gået forud, og fagpsykologien kan stadig lære meget af forfatternes diagnosticeringer. F.eks. har disse års fiktion og såkaldte 'autofiktion' fremdraget vigtige sider af den voksende individualisering, også dens negative indflydelse på identitetsdannelsen under pres fra den økonomiske nyliberalisme. Omvendt har bl.a. psykologiens narcissisme-teorier givet os nye briller til at se med og analysere litteratur med – ligesom vi har fået det med sociologerne Zygmunt Baumans, Ulrich Becks og Anthony Giddens' teorier om senmoderniteten. Her ligger frugtbare fællesfelter for psykologi, socialteori og kritisk humaniora.

PH skrev i 1962: "Vi kan kun hente værdier hos hinanden dér hvor vi er forskellige" (Politiken 16.8.1962). Som sagt var han ikke selv nogen ørn til at lære af hinanden, dér hvor vi er forskellige, men det er et godt program. Desværre er det blevet stadig mere af en mangelvare i vores uddannelsessystem, fra folkeskole til universitetsniveau. Siden 70'erne er historieundervisning blevet nedkølet markant, og den almene historiske bevidsthed og den historiske litteraturopfattelse er blevet parkeret på et sidespor og er gået i frø. Man skulle tro at uddannelsespolitikerne var blevet smittet af PH's bandbuller mod 'torsdagskoncertmentaliteten'.

Det anser jeg for et fatalt kulturtab, for dét at læse og fortolke ældre litteratur er en enestående indgang til at forstå Det Fremmede, det der er anderledes end os selv: andre kulturers livs- og bevidsthedsformer, andre miljøers og andre epokers måde at opleve og forstå verden på. Historisk bevidsthed er central for at udvikle tolerance og empati, og evnen til at indleve sig i andre kulturer vil blive stadig mere central her i den berømte globaliserings tid.

Men tværtimod er her-og-nu-bevidstheden blevet gødet kraftigt af den forstærkede narcissistiske identitetsdannelse, også på samfundsplan. En selvoptaget og historieløs opfattelse af at vi udgør et enestående højdepunkt i kulturens udvikling.

Et sært paradoks er at jo mere verden åbner sig, jo mere lukker vi os inde med os selv. Se på de sidste 10-15 års systematiske neddrosling af sprogfagene fransk, tysk, spansk. Da den bosniske forfatter Ivo Andric i 1961 fik Nobelprisen, takkede han på fransk i Stockholm og sagde: "Dårligt fransk er et verdenssprog". Nu er det dårligt engelsk og kun det. Det viser en generel etnocentrisk aflukkethed for andre kulturer og religioner. Det er en provinsialisme i både sted og tid.

Et andet paradoks i tiden er hvordan vi 'beskytter' os mod terror ved at terrorisere os selv med overvågning, og ti års oppisket fremmedangst har fået os til at glemme humanistisk tolerance. Vi accepterer at nedbrudte asylsøgere holdes som burhøns på tålt ophold. Det skal afskrække andre fra at søge hertil, og det skal vise verden at vores ambition om selvrealisering i samtale-køkkenerne og på Blå Stue kun gælder os selv, ikke fejlfarver med fejlreligioner.

Hvad burhønsene oplever i vores interneringslejre og hvad tilrejsende oplever i udlændingeadministrationen er så abstrakt uvirkeligt og truende som var det Kafkas Processen. Det er jo sågar blevet til kristen skamløshed. I ti år søgte præsterne i Dansk Folkeparti systematisk at mistænkeliggøre sagkundskabens diagnose: at torterede og andre flygtninge led af posttraumatisk stress-syndrom. Det var en opsigtsvækkende indskrænkning i det kristne næstekærlighedsbegreb, der nu blev radikalt omtolket til kun at gælde den nærmeste familie.

Som den franske 1600-talsforfatter La Rochefoucauld sagde i en af sine barske aforismer: "Vi har alle styrke nok til at bære næstens ulykker."

Her vil kunsten, psykologien og anden humanistisk forskning få nok at tage fat på – alle vores fortrængninger her uden for pigtråden, hvor vi er spærret inde med vores skam over skamløsheden. De problemer omkring etnicitet og integration som USA baksede med i det 20. århundrede, de bliver jo Europas og vores i det 21. århundrede.

Den slags kalder på kritisk humaniora. Ligesom 29. august 2003, da statsminister Anders Fogh Rasmussen benyttede 60-årsdagen for den daværende regerings brud med besættelsesmagten til at angribe samarbejdspolitikken med bagudvirkende kraft. Historikere rykkede ud og påviste at hans kritik var ahistorisk, hyklerisk i forhold til Venstres interessepolitik under besættelsen og kryptopolitisk – med den skjulte dagsorden at legitimere dansk deltagelse i Irakkrigen.

Men samtidig ser vi i disse år en ny risiko for humaniora: nemlig at centralistisk forskningsstyring fremmer ukontroversielle projekter. Det som den kommunistiske advokat Carl Madsen sarkastisk kaldte "den vandkæmmede danmarkshistorie fra frisørlauget". Det der ikke kan udfordre nogen mors sjæl – og senere vil kunne spares væk, netop fordi det er uvæsentligt.
 

Men lad mig slutte på det positive ben: netop derfor er der brug for uforfærdede humanister til at dekonstruere både misbrug af fortiden og fortrængning af fortiden, til at afdække svigtende menneskelig indsigt og til at påvise moralske glidninger.

Jeg ser netop personlighedspsykologi – inklusive den jungianske – som et centralt humanistisk felt der kan træne os i empati, i at erkende vores skyggesider og i at udvikle især vores anima-side. Det er jo alt det der skranter – ikke blot hos en narcissistisk skadet Lykke-Per, ikke blot hos en desillusioneret folkepædagog som Poul Henningsen, men overalt i vores samfund lige nu.

Selv med risiko for at lyde som en lægprædikant vil jeg i al opbyggelighed sige: der ligger et stort kald og venter på en ny kritisk humaniora. Amen!