Tilståelser

Af Flemming Behrendt

Efter at Henrik Pontoppidan i to omgange havde omarbejdet og gennemgået De Dødes Rige¹, gav han i maj 1919 første gang² det digt fra sig der senere skulle blive kendt under titlen "Tilståelse". Sammen med Georg Brandes-digtet fra 1912 ("Vi har staaet med Fakler") og Genforeningsdigtet fra 1918 ("Det lyder som et Eventyr") hører "Tilståelse" til de få stadigt citerede digte ud af de ca. 100 Pontoppidan skrev i og uden for det officielle forfatterskab. Som hele Pontoppidans værk foreligger alle tre digte i forskellige udgaver. Men skriftemålet om undergangens angst har flere varianter der lagt ved siden af hinanden i kortform fortæller historien om Pontoppidans arbejdsmåde. Det hænger også sammen med at digtet har en mindre præcis oprindelse end de to andre hvor en aktuel begivenhed aftvang Pontoppidan digtet i en form han siden lod stå: Georg Brandes' 70-årsdag den 4. februar 1912 og budskabet i det sene efterår 1918 om Sønderjyllands kommende genforening med Danmark. Som stadigt gentaget dedikationsdigt fristede Tilståelses-digtet sin forfatter over evne.

Ved indgangen til De Dødes Rige havde Pontoppidan i digtets form givet sin karakteristik af tilstanden i fædrelandet:

Og Adam den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

Den drøm om "Nytids-Morgenrøde" Pontoppidan efter De Dødes Rige nærede i Genforeningsdigtet, kunne ikke stå distancen over for mareridtet i Tilståelses-digtet, og vi skal nok også søge bag om æblefrådseriet i Brandes-digtet (med dets "angstfyldt[e] Minut") for at komme til bunds i hans foruroligelse.

Ti versioner

Tilståelses-digtet kendes i følgende manuskript- eller trykformer:

A. Dedikation i en udgave af de tre store romaner³ til Forfatterforeningens boglotteri i maj 1919. Ukendt, men angiveligt som trykt i Modersmaalet⁴, 26.7.1927. Herfra citerede Jørgen Bukdahl vers 2-6 i Dansk national Kunst, 1929, hvorfra der igen citeres et enkelt vers i Knut Ahnlund: Henrik Pontoppidan, 1956, s. 17⁵.

B. Valdemar Rørdams udaterede afskrift. I Jørgen Jørgensens eje.
C. Et udateret manuskript i Jørgen Jørgensens eje.
D. Et manuskript i Palsbos Samling på Det Kongelige Bibliotek. Forlæg for et faksimile-tryk uddelt af Gl. Hellerup Gymnasium.
E. Trykket i Dansk Julealbum, udg. 29.11.1923.

F. Et manuskript (senere?) dateret "Maj 1924" og givet til Dina Lea som overdrog det til Randers Bibliotek.
G. Trykket i Flensborg Avis, 1931.
H. Trykket i Den yngre Slægt Pontoppidan, 1931, s. 293 og manuskriptet hertil.

I. Under titlen "Bekendelse" fire vers i Dansk Læsebog for Præliminærskolens ældste Klasser fra 1936.
J. Under overskriften "Et Par Vers" fra 1938 trykt i faksimile i Johs. Øhlenschlæger: Min billedbog, 1971, s. 13.

Versionerne falder i to hovedgrupper: A+(F-H) og B-E, hvortil kommer de to efterslætsversioner I og J. Fælles og bærende for de to grupper er de fem konstituerende, overvejende metaforiske, til dels kontrasterende rimpar:

levet/nedskrevet
Billedrække/vække
Middagsluren/Muren
Sindet/Mindet
Hodet/Blodet

Det manglende rim mellem versenes 1. og 3. linje giver større variationsfrihed, men man kan gå et skridt videre og opstille en digtets rygrad, uforandret gennem samtlige versioner på nær den sidste (J):

Hvad jeg har set og hørt
og hvad jeg selv har levet
på Alfarvej og Sti
her står det skrevet

er
en Billedrække
Danskens Sind
vække

et Angstens Råb fra en
som under Middagsluren
et Mene Mene Thekel så
i -skrift på Muren

Et Mareridt?
ingen lod sig skræmme
onde Varsel
i Mindet

spøger mig i Hodet
Undergangens Angst
er gået mig i Blodet

Digtet afmaler et "tidshistorisk" forfatterskab formet som en suite⁶ med det delvist uopfyldte formål at vække sine læsere. Kernen i det er en personligt drømt, uforglemmelig og uovervindelig angst. Hverken bevægende genforeninger eller intellektuelle overvejelser kan neutralisere angstens blodforgiftning.

Gennem digtets historie sker en række forskydninger og temporære perfektioneringer af samme art som dem der i det hele, og ikke så sjældent over lang tid, virker i det pontoppidanske forfatterskab. For eksempel i omarbejdelsen af De Dødes Rige. Men man kan, når det drejer sig om "Tilståelse", også få indtrykket af et juletræ der stadig ompyntes indtil det visner og tørrer ud - eller bliver sat ild til.

Forglemt?

Om digtets ældste version har vi ingen underretning førend i 1927, og vi véd ikke hvorledes teksten er kommet til redaktionen af Modersmaalet. Om det er indehaveren af dedikationen fra Forfatterforeningens boglotteri, formentlig afholdt blandt medlemmerne, eller det – mindre sandsynligt – er Pontoppidan selv der har formidlet teksten, er endnu ikke opklaret. Digtet lød sådan i den version vi her kalder A:

Hvad jeg har set, hvad jeg har hørt,
og hvad jeg har oplevet
paa alfar Vej og ensom Sti –
alt staar det her nedskrevet.

Det blev en Bog med mange Ord
en langstrakt Billedrække
om Danskens sløve Folkesind,
som ingen Strid kan vække.

Det blev et Angstens Raab fra een
som under Middagsluren
et Mene, Mene Tekel saa
i Lueskrift paa Muren.

Et Drømmesyn? Et Mareridt?
Nu - ingen lod sig skræmme.
Da Verden nys i Flammer stod
vi leved op herhjemme.

Vi aad og drak med Velbehag
og priste fromt Gudfader,
der skaaned os for Ildebrand
og fyldte vore Lader.

Men hine onde Varsels-Ord
staar mig endnu for Ho'det.
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.

Den tydelige henvisning til 1. Verdenskrig er det træk som falder mest i Øjnene, da den fuldstændig mangler i versionerne B-E (se oversigt). Udtrykket "en Bog med mange Ord" får siden betydelig mere glød, først i form af "et harmfuldt Hjertes Værk" (B), derefter af det mindre patetiske "lidt mer end Skæmt og Spot" (C), der i de følgende varianter ændres til "harmløs Spot" (D), "Spøg og Spot" (E), "Tant og Spot" (F), "Skæmt og Spot" (I) og "dristig Skæmt" (J). Som de "mange Ord" forsvinder, ændres også siden "langstrakt Billedrække". Karakteristikken af danskernes "sløve Folkesind" ændres til den knap så negative "træge Folkesind" (B-H), for så at strammes til "trygge Sovesind" (I).

En renskrift

Digtets næste version, Valdemar Rørdams afskrift (B), bærer som den eneste titlen "Skrifte" og bekræfter med sin undertitel at også denne form havde forfatteren givet fra sig i form af en dedikation "med mine tidshistoriske Fortællinger". Det fremgår af et brev på bagsiden af afskriften at digtet er beregnet på det julehæfte Valdemar Rørdam redigerede for P.H. Fergo, og hvori det blev trykt i den betydeligt ændrede form D. Allerede den 2. maj 1923 havde Rørdam skrevet til Pontoppidan for på forlæggerens vegne at "plage" ham om et bidrag til julehæftet, og den 7. kunne han takke for digtet; når det er en afskrift han sender sin forlægger, må det være fordi han ikke nænner at skille sig af med originalen – som så siden er gået tabt:

Jeg er Dem meget taknemlig for Digtet som Redaktør, fordi det vil vække mer Opsigt end nogen Novelle; og privat, fordi det går så lige til mit Sind med hvad det gennem hele Deres Digtning er blevet dybest grebet af.⁷

Senere i maj sender Rørdam Pontoppidan digtet tilbage (i original eller i ny afskrift) for at Poul S. Christiansen som illustrator kan stifte bekendtskab med det, og den 31. maj returnerer Pontoppidan digtet "i Renskrift" direkte til forlægger Fergo⁸.

Lægger man de skiftende versioner af digtet op ved siden af hinanden efter indholdskriterier, er det klart at der ligger (mindst!) to versioner imellem A og D hvoraf vi kender B og C.

Tættest på Rørdams afskrift ligger det manuskript der også ejes af Jørgen Jørgensen. Kun disse to versioner er fælles om udtrykket "en buntet Billedrække" over for de senere versioners "denne Billedrække" og linjen "Nu er jeg snart en vissen Knark" der derefter blev til "Vist/Nok er jeg selv en sindig Fyr". Mens den første rettelse kan komme af frygt for en skabagtig virkning af bogstavrimet, rummer den anden rettelse et klart ændret sigte: det er ikke alderdommens blødgørende sløvhed, men en fundamental personlig trang til sindsro som brændemærkes af det onde varsel.

Siden disse to manuskripter (B og C) har fulgtes ad til den nuværende ejer, er det nærliggende at slutte at C er identisk med Pontoppidans "Renskrift" til Fergo fra hvis bo de to manuskripter så nedstammer.

Men dermed er spørgsmålet ikke besvaret om hvornår den version Pontoppidan i maj 1923 sendte Rørdam (B), er affattet. Det kan måske historien bag Palsbo-manuskriptet (D) afsløre.

Boghandlerens søn

Boghandleren Voldby i Hellerup oprettede i 1920, det år hans egen søn Verner blev student, et boglegat til en "flink Student". Skolens rektor, Hans Hartvig-Møller, foreslog boghandleren at det i stedet hvert år skulle være de samme bøger der uddeltes, nemlig Pontoppidans romaner "saa længe de maatte siges at være det Værk, der bedst egnede sig til at orientere en ung Mand i Danmarks aandelige Nutid".

For yderligere at understrege Alvoren i dette Formaal og for derfor at løfte disse Bøger ud af det Plan, hvori alle de andre Bogpræmier, Skoler mellem Aar og Dag uddeler, ligger, bad jeg ved den første Uddeling Hr. Voldby om at bevæge Dem til at skrive noget i Bogen, og jeg var i høj Grad taknemmelig for, at De just valgte det, De skrev.

skrev Hartvig-Møller i begyndelsen af juni 1923 til Pontoppidan⁹. Det var det digt vi nu kender som "Tilståelse", men det havde næppe endnu fået den titel. Det var en farlig – eller munter – vej Pontoppidan havde betrådt ved at mangfoldiggøre sit digt som dedikationsafskrifter. Han kunne simpelthen ikke tage pennen i hånden uden at lave om. Da han siden citerede sine egne drengedigte i Drengeaar, rettede han også i dem. Selv brevet fra Drachmann (Familjeliv, 1940¹⁰, s. 7) og interviewet med professor Hannover i Hamskifte (1936, s. 29) skrev han om.

Det første sæt bøger endte hos den "flinke student" Rudolph Holst, senere cand.polit. og reklamechef på Carlsberg¹¹, og vi kan ikke følge deres spor eller den form digtet havde. Men i både 1921 og 1922 gentog Pontoppidan operationen, og vi har al mulig grund til at tro at digtet hver gang skiftede (lidt) form. Så sagde Pontoppidan nej til at blive ved, men efter opfordring fra Hartvig-Møller ja til at endnu en version af digtet blev trykt i faksimile og hvert år, første gang i 1923, indklæbet i det første bind af de "Hovedværker" der nu var vokset til syv bind. Skikken fortsatte til omkring Pontoppidans død.¹²

Verner Voldby, der blev cand.mag. og siden bestyrer af Bagsværd Kostskole, tilvendte sig manuskriptet til faksimilen og solgte¹³ det engang før 1934 til samleren Arthur Palsbo, amtsforvalter i Tønder. Palsbo må på et tidspunkt have beklaget sig til rektor Hartvig-Møller over den værdinedsættende spredning af manuskriptet i faksimile. Rektoren forsikrede ham i et brev¹⁴ om at det foregik med forfatterens fulde billigelse.

Anden hovedform

Dina Leas eksemplar

Dina Leas bekendtskab med Pontoppidan begyndte i sommeren 1928 hvor hun sendte ham et manuskript med udgangspunkt i hans seneste bog, Mands Himmerig (1927). Det kan altså først være efter dette tidspunkt at hun kan have fået sin version af Tilståelses-digtet. Hvornår præcis fremgår ikke hverken af Pontoppidans breve til hende eller af hendes egne kommentarer til disse breve¹⁵. Men F er klart optakten til digtets andet hovedversion fra Slægtsbogen (H). Pontoppidans egen datering med afvigende pen til "Maj 1924" er yngre, måske så sen som da han gav Dina Lea den. Men den hører i kraft af denne datering klart hjemme imellem E og G, skønt forskellene er små. F bygger tydeligt mere på E (som Pontoppidan havde liggende på tryk) end på D som han havde givet fra sig, måske uden at få et eksemplar af faksimilen. F eksperimenterer lidt i andet vers' første linje:

Der lyder mer end Tant og Spot
fra denne Billedrække

bliver straks rettet tilbage til Es form:

Der er lidt mer end Tant og Spot
i denne Billedrække

Men først og fremmest genoptages fra A henvisningen til 1. Verdenskrig i F hvor den holder sig videre til G og H med en række variationer: "vi leved op herhjemme" (A) > "vi dansed' glad herhjemme" (F) > "vi leved op herhjemme" (G) > "vi hygged os herhjemme" (H).

Endelig introducerer F lynet i første linje af sidste vers:

Som Lynilds-Glimt i Høstens Nat

Linjen er det bedste bevis for at rækkefølgen F, G, H er den rigtige:

Ved Dag og Nat som Lynilds-Glimt (G)

Ved Dag og Nat som Lynildskrift (H)

Flensborg Avis

Om den udgave af "Tilståelse" Pontoppidan i januar 1931 sendte redaktøren af Flensborg Avis, skriver han i ledsagebrevet:

(…) det sidste af Digtene [har] temmelig sikkert en Gang for længe siden, om end ikke helt i den samme Skikkelse, (…) været trykt et Sted i et Billedhefte uden Læsere (jeg husker ikke længere, hvor det var). Men Digtet er i hvert Fald ikke kendt af mange, og jeg synes, at det godt kan fortjene at blive optrykt, og netop nu (…)¹⁶

Som man ser: Pontoppidan har hverken haft E foran sig eller Jørgen Bukdahls fyldige uddrag af A præsent. Derimod huskede han nok adskillige gange at have givet det fra sig, om end ikke til mange. Versionen griber på et enkelt punkt helt tilbage til A: "Vi leved op herhjemme". Det er dog først i den følgende version, skrevet få uger efter, at digtet kulminerer i sin anden hovedform.

Varselstegn

I efteråret 1930 fik Pontoppidan en opfordring til at skrive en selvbiografi til slægtsbogen Den yngre Slægt Pontoppidan. På grund af nervesmerter i højre hånd bad Pontoppidan Carl Dumreicher om i stedet at skrive en personalhistorisk artikel. Den blev til på grundlag af en halv snes samtaler og efter at Pontoppidan havde gennemgået Dumreichers optegnelser som denne siden overlod til Randers Bibliotek. Stoffet har tre lag:

Carl Dumreichers håndskrevne manuskript med egne rettelser og enkelte Pontoppidan-kommentarer.
Dumreichers maskinskrevne manuskript med mange Pontoppidan-rettelser, -strygninger, og -tilføjelser, nogle af de sidste som bilag.
Pontoppidans egenhændige manuskript til erstatning og udvidelse af 2s slutning.

Det er i denne slutning vi finder den næste version af "Tilståelse", dog også denne gang uden overskrift. Til gengæld får digtet her et introitus med Pontoppidans egen pen:

Om sit Forfatterskab har Henrik Pontoppidan aldrig direkte udtalt sig, men overladt Redegørelsen for det og Dommen om det til andre. I et lille Digt, der oprindelig stod som privat Tilegnelse i et Ekpl. af hans samlede Romaner og Fortællinger, men senere er offenliggjort med Titlen "Tilståelse", har han dog for en Gangs Skyld givet et Bidrag til sin Karakteristik. Som Udtryk for en Følelse, der så at sige har gennemtrængt det hele Forfatterskab, skal denne Bekendelse til Slut gengives her.¹⁷

Versionen knytter sig tættere til F end til G som den tidsmæssigt er udformet tæt op ad. "Gud" er nu blevet til "Storm" og hermed kulminerer materiens tilstedeværelse i digtet ("vildsom Sti", "Storm", "Flammer", "Ildebrand"). I forlængelse heraf er det heldigste træk ved H den endelige form og anbringelse af '-skrift'-ordet i sidste vers ("Lynildskrift") og den dermed sammenhørende udskiftning af "Varselskrift" (B-G) med "Varselstegn".

I læsebogen

I 1936 kom "Tilståelse" i læsebog, men under titlen "Bekendelse". Det skete med en nedkogt version på fire vers der knytter tilbage til E. Den gamle henvisning til 1. Verdenskrig er presset ud sammen med forfatterens mere personlige overvejelser. Det eneste nye er

Danskens trygge Sovesind
som ingen Aand kan vække

I manuskriptet havde stået "ingenting", men det bad Pontoppidan forlaget om at ændre i korrekturen¹⁸.

Den uflinke Verner Voldby aflokkede i 1932 Pontoppidan endnu en dedikationsversion for at Voldby kunne overføre traditionen fra Gl. Hellerup til sin Bagsværd Kostskole¹⁹, men vi kender ikke resultatet²⁰ som Voldby afhentede i maj.

Grimede træk

Det var måske endnu en boghandler der fremprovokerede den sidste version af Tilståelses-digtet. I 1938, da Pontoppidan havde passeret de 80 og var i gang med de sidste bind af sin første selvbiografi, arrangerede Johs. Øhlenschlæger i sin boghandel en udstilling om danske forfattere og kom også i kontakt med Pontoppidan. "Han var så venlig at sende mig et digt," fortæller boghandleren da han i 1971 gengiver det i faksimile i Min billedbog. Det fremgår af en korrespondance mellem boghandleren og Poul Carit Andersen at det skete i 1938.

I J løber den urgamle Pontoppidan grassat, blæser på sin egen patos, spiller på sin ungdoms hadehelt Tolstoj og kigger ind i Hornsherreds bondestuer, giver sig sin egen krop tilbage i beroliget stand, fastholder sit forfatterskabs overordnede metafor, spøgelset, men sætter det for første gang i førnutid – alderdommens afklarende ro har indfundet sig, og der er blevet råd til selvdistance:

Hvad jeg fra Barn har set og hørt,
og hvad jeg selv har levet
af Folkets Liv i Krig og Fred, –
her står det alt nedskrevet.

Det er ej blot lidt dristig Skæmt
om hele Verdensrøret
og vores egen søde Søvn
med Dynen op om Øret.

Det er et Angstens Råb fra En,
der under Middagsluren
et Mene Mene Thekel så'
i Flammeskrift på Muren.

Nok er jeg selv en rolig Krop
med Trang til Fred i Sindet;
men denne onde Varselskrift
har brændt sig ind i Mindet.

Som Uvejrslyn den i hver Drøm
har spøget mig i Hodet,
Tilgiv det! Undergangens Angst
er gået mig i Blodet.

Evigt urolig

Der er to slags rettelser i digtkomplekset:

Definitive rettelser som indførelsen af "fra Dreng" i C fastholdt indtil J, Strid>Gud>Storm>Aand, langstrakt>buntet>denne [Billedrække].
Oscillerende varianter hvorimellem teksten svinger frem og tilbage: ensom/vildsom, Skæmt/Tant, Folkesind/Drømmesind, Lueskrift/Flammeskrift, Varselskrift/Varseltegn, leved op/dansed' glad/hygged os, Trang/Hang, Tilgiv det/Jeg veed det og referencen til 1. Verdenskrig ("Da Verden nys i Flammer stod").

Grafisk kan forholdet mellem varianter angives således:

At arbejde med Pontoppidans varianter er som at studere middelalderlige håndskrifttraditioner af folkeviser. Bag dem lå en mundtlig tradition der på forskellige tidspunkter og steder tog bolig i mere eller mindre forskellige nedskrifter der ved fortsat kopiering kunne undergå nye ændringer, frivillige eller ufrivillige. At finde frem til den "rigtige", "originale" form er nærmest umuligt.

Efter affattelsen af De Dødes Rige levede der i Henrik Pontoppidan gennem en snes år ("i Sindet") en cerebral tradition for formulering ("i Mindet") af den undergangsangst nogle fortolkere har kaldt hans livsangst. Gang efter gang søgte han at fraskrive sig den i en ny variant af Tilståelses-digtet. Titlen skifter, fra "Skrifte" til "Tilståelse" til "Bekendelse"²¹, det "syndige" i holdningen fastholdes til det næstsidste. Trods det måske oprindelige menneskelige naturel der er forfatterens private jeg (den sindige fyr), kommer angsten stadig til nye udbrud, sidste gang, må vi tro, i en forvrængning der minder om Picassos sidste "selvportrætter" fra 1972. Titlen er nu reduceret til "Et Par Vers".

Tilbage står hovedspørgsmålet: var Pontoppidan en seismograf eller sit eget jordskælv? Villy Sørensen udtrykte det i Digtere og dæmoner således:

det fuldbårne kunstværk bliver, netop fordi det ikke kun er et symptom på en privat konflikt, tillige udtryk for "tiden" og kan risikere at få en vis betydning for menneskedens udvikling.²²

Store ord der kan gælde for romanen De Dødes Rige, men næppe for dette private "Bidrag til sin Karakteristik".

Thorkild Skjerbæk (1918-1998), der ikke kan berømmes nok for gennem 50 år at have samlet og i elektronisk form organiseret hovedparten af det enorme kildemateriale af tryk, breve og sekundærlitteratur, har i sine forsøg²³ på at udrede trådene omkring Tilståelses-digtet formuleret det sådan: "En ny nedskrivning har formodentlig aldrig været afskrivning, slet og ret."²⁴ Dette bekræftes af det forøgede antal Tilståelses-varianter. Pontoppidan var forfatter, ikke kopist. En evigt urolig forfatter, altid utilfreds med sig selv.

P.S. Det ville være interessant, for forskningen i hvert fald, at kende de former "Tilståelse" havde i de tre håndskrevne udgaver Pontoppidan leverede til flinke studenter fra Gl. Hellerup Gymnasium, og den ene (eller flere?) til Bagsværd Kostskole. Endvidere at få bekræftet ved selvsyn at dedikationen fra 1919 er identisk med trykket i 1927. Disse fem dedikationer være hermed efterlyst. Karl V. Thomsen citerer i sin Hold Galden flydende (1957, 172-73) ti linier angiveligt fra B, men to af dem er fra H. Det er dog usandsynligt at denne sammenstikning er autentisk, altså fra en af de efterlyste versioner²⁵.