IV. De store Romaner
Pontoppidan har lagt Kunst og Kraft i sine Noveller og smaa Romaner. Men tre Gange hændte det, at den store Form fristede ham, det lange, sejge Træk, og hver Gang førte denne kunstneriske Udfordring til, at Værket ikke blot blev bredere, men dybere end det allermeste af det øvrige Forfatterskab. Det var i det store Format, at Henrik Pontoppidan kunde vise hele sin Kunsts og Tankes Styrke.
Henholdsvis 1891, 1892 og 1895 udkom tre sammenhørende Bøger: Muld; Det forjættede Land; Dommens Dag. De bar alle Undertitlen: "Et Tidsbillede", men denne faldt bort, da en samlet Udgave udkom 1898 under Fællestitlen: Det forjættede Land. Og det er sikkert nok, at Tidsbilledet i denne store Roman, hvor vigtigt og interessant det end er, staar som Baggrund, Resonansbund for en Menneskeskæbne. Emanuel Hansted har to Naturer og to Kulturer i sig, sin Faders og sin Moders, og hans Liv former sig som en Kamp mellem disse to Anlæg og Overleveringer, to Rækker af Spøgelser kunde man sige. Emanuels Fader var Departementchef og Etatsraad og ønskede, at Sønnen skulde fortsætte ad samme konservative og nationalistiske Bane. Men naar Emanuel tidligt følte sig tiltrukket af religiøst Liv og til Faderens Misnøje valgte Teologien som Studium, skyldtes det Moderen, der var et stærkt bevæget religiøst Gemyt; som ung havde hun været paa Højskole og var grundtvisk frisindet. Det var i hendes lille Stue, Emanuel som Barn havde tilbragt sine 82 fleste og bedste Stunder. Men da Drengen var 15-16 Aar gammel, formørkedes Moderens Sind, hendes Fromhed blev til Overspændthed og Sværmeri, og i et Anfald af religiøst Vanvid tog hun (som f.Eks. Arne Garborgs Fader o. 1880) Livet af sig. Dette Selvmord er Familiens Skam, Slægtens mørke Punkt.
Et Aar i Slutningen af Halvfjerdserne kommer Emanuel Hansted som nybagt teologisk Kandidat til den sjællandske Landsby Skibberup, hvor han skal virke som Kapellan for Provst Tønnesen. Det er i Protest mod Faderens Bykultur, at Emanuel har søgt Stilling paa Landet. Allerede den første Dag griber Moderens Minde ind i hans Liv. Han sendes af Provsten til en syg Kvinde; hun anses for døende. Det lykkes ikke Emanuel at tale ret til hende, før han kommer i Tanke om "et lille Vers, en Aftenbøn, som hans Moder havde lært ham, da han var ganske lille" (45). Den syge er imidlertid over det værste; hun kommer sig – og hun bliver Emanuels Hustru. Han gifter sig ikke blot med Hansine, men med hele Bondekulturen. Han har vundet Befolkningen ved i Forsamlingshuset at beskrive det overfladiske Hovedstadsliv som en Kontrast til det sunde og naturlige Liv paa Landet. Han har tænkt sig for sin Mødrenearv at købe et lille Sted paa Egnen, drive Landbrug og virke som fri Lærer og Præst mellem sine Venner (S. 339). Men den frisindede Biskop (et Portræt af Monrad) saa at sige tvinger ham til at blive Sognepræst paa Stedet; Provsten bliver udnævnt til Seminarieforstander. Moderen har vundet over Faderen, da Emanuel ved Afslutningen af Muld kører med sin Bondebrud ind i Bjerget. Emanuel har ingenlunde ladet sig skræmme af den Skæbne, der er overgaaet Dyrlæge Aggerbølle, der med sin Kone engang flyttede herud med 83 den samme Drøm, og som nu er en fattig, forgældet Drukkenbolt.
Det forjættede Land, som altsaa næste Bog hedder, er jo Gamle Testamentes Udtryk for Utopi. Realismens Tidsalder havde sin Drøm om et forjættet Land. I Ibsens Dobbeltdrama Kejser og Galilæer (1873) hedder Utopien "Det tredje Rige", bygget paa én Gang paa Kundskabens Træ og paa Korsets Træ, altsaa baade paa den antikke Filosofi og den kristne Tro. Det er dog ikke Ibsens Idealtilstand, Emanuel drømmer om, naar han (Muld S. 189) taler om sit forjættede Land. Det minder derimod meget om det utopiske Livsmønster, som Tolstoj søgte at realisere o. 1880; skønt Godsejersøn ægtede Tolstoj en uadelig Kvinde, drev sit eget Landbrug og forkyndte en human, alle favnende Religiøsitet. Livet paa Jasnaja Poljana vakte stor Interesse rundt i Europa. Det er da en Slags dansk Tolstoj, Pastor Emanuel Hansted ved Ploven, som vi ser ved Aabningen af Det forjættede Land. Der er gaaet syv Aar, og Kriser trækker op for Emanuel paa den hjemlige og den politiske Front. Der er tre Børn i Ægteskabet; den mellemste, en Dreng, dør af en Ørelidelse, fordi Emanuel ikke vil tilkalde Læge; det hører til hans Religion, at Gud og Naturen hjælper. I Præstegaarden har Emanuel holdt aaben Folkestue; ved Regeringens Grundlovsbrud i April 1885 tager Emanuel straks Frihedens Parti, men kommer derved i skarp Modsætning til "Vennerne" i Menigheden, som vil se Tiden an. Hans Reformforsøg i Landbruget har slaaet fejl; han har frasagt sig Tiende og gør Gæld allevegne. Erotisk og kulturelt fristes han af Provst Tønnesens Datter Ragnhild. Nu er da den fædrene Arv stærkere end den mødrene. Og da Hansine foreslaar, at de adskilles, tager hun til en Veninde, han til 84 København med de to Smaapiger. Emanuel har nu forstaaet Familien Aggerbøls Skæbne; da Emanuel sidder ved Fru Aggerbøls Dødsleje, skriger den forfaldne Dyrlæge: "Der er noget Trolddom i Luften herude paa Landet, Emanuel, … noget, som stjæler Livskraften fra dem, hvis Vugge har staaet imellem de røde Tage […] vi er fortabte, fortabte!" (S. 293). Emanuel har ført Kampen mod hvad han kalder sit "Blods ulyksalige Fædrenearv" (D.f.L. 279) og har tabt. I de to første Bøger har han udviklet sig under Paavirkning af ydre Forhold, først Medgangen, som han tager for Guds Velsignelse, og saa Modgangen, som fremkalder Flugten til København. Men i København, hvor han kun bliver i halvandet Aar, og videre frem, udvikler han sig uden paaviselig Indflydelse udefra. Den tredje Del, Dommens Dag, er ren Sjælehistorie, i Halvfemsernes Aand. Der sker nemlig nu et Opbrud fra Emanuels Inderste, hans Mødrenearv, baade saaledes, at den Svaghed i Sindet, som hos hende endte i Selvmordet, hos ham bliver til religiøst Storhedsvanvid.
Med sin Søster og de to Smaapiger tager Emanuel paa Sommerophold i Sandinge, over for Skibberup. Han er nu helt indesluttet i sig selv. Søsteren har hørt ham "spadsere op og ned ad Gulvet inde i sin Stue … en af disse utrættelige, timelange Vandringer, som hun huskede saa godt fra hans Studenterdage derhjemme", og som mindede hende om Moderen, ogsaa i Natten før hendes forfærdelige Endeligt (Dommens Dag, S. 38). Emanuel tager nu Varsler om det hellige Kald, han mener sig betroet. Da Hansine har svaret ham, at hun ikke vil genoptage Samlivet, véd han, at han har mistet alt og derfor er udvalgt af Gud, og han er et let Bytte for en af den gamle Menighed, der bilder ham ind, at han er udvalgt til at bekæmpe Splittelsen inden for Kirken. 85 Paa et stort kristeligt Stævne vil Emanuel optræde, et Tordenskrald lammer hans Mæle, han flakker rundt i Natten, ser sig selv paa Sømærket som den korsfæstede. Emanuel føres paa Sindssygehospital, hvor han dør et Par Maaneder efter.
Med Det forjættede Land har Pontoppidan ført den Tanke igennem, til den sidste, tragiske Ende, at Religiøsitet som Lidenskab leder til Vanvid. Dette kan, i Depression og sygelig Syndserkendelse, ende i Selvmordet, eller, under ekstrem Selvovervurdering, i Højhedsvanvid.
I Aarene 1898-1904 udsendte Pontoppidan sin anden store Roman, Lykke-Per, i otte Bøger; den sidste fik en Efterskrift, der meddelte, at en ny, gennemset, lidt forkortet Udgave snart vilde udkomme. Det er imidlertid i den oprindelige, kraftige Udformning, at de Intentioner, der skabte Værket, træder klarest frem. I Det forjættede Land forløber Hovedpersonens Liv i to Tempi: Emanuel gør Oprør mod sin Faders Kulturmønster og taber; derefter rammes han indefra af Arven fra Moderens religiøst overspændte Sind. Lykke-Per skulde ligeledes revoltere mod Hjemmet og dets kristelige Norm; han indhentes af Slægtstraditionens Lære om Synd og Soning; men derefter rejser han sig ved Naturens egen iboende Kraft.
Romanen indeholder ingen Aarstal, men dens vigtigste Begivenheder kan dateres. Peter Andreas Sidenius er født i en østjysk Købstad omtrent samtidig med sin Forfatter (1857). Og herfra drager han, som syttenaarig, "med en Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest" (S. 45, 1875 blev Kronesystemet indført). Faderen er Byens Præst, en streng, asketisk Mand, Moderen har taalmodigt baaret talrige Svangerskaber og ligger nu altid til Sengs. Mellem de 86 blonde og fromme Søskende er Peter Andreas mørkagtig, dog med Slægtens vandblaa Øjne. Han trodser det glædeløse Hjems strenge Regler, kører i Vinternatten paa Kælk med en sortøjet Tiggertøs foran sig og lyver opfindsomt, da han antastes af Vægteren. I København gaar den unge Sidenius paa Polyteknisk Læreanstalt nogle Aar, men uden at faa Eksamen. Han udfolder en glubende Livsappetit, har et Forhold til en Opvarterske, Lisbeth, en af "disse Allemandspiger"; da hun snyder ham, erobrer han en villig Bourgeoisidame, Fru Engelhardt, men forarges paa hende, da han bliver klar over, at hun har forvoldt en tidligere Elskers Selvmord. Denne livstrætte Mand, Neergaard, blev indtaget i Per, som den kraftfulde Yngling der med Løgn og Fantasi over for ham kaldte sig Hittebarn, antagelig Søn af en Røver og Mordbrænder (128-29). Neergaard indsatte ham derfor som sin Universalarving – før han selv tog Livet af sig. Per har saaledes sejret ved sit Livsmod og sin Fornægtelse af egen Oprindelse. Han er hensynsløs som et Rovdyr, uden Forhold til Moral. Allerede nu har Ivan Salomon sammenlignet ham med Cæsar, der kom, saa og sejrede (124) og kaldt ham "Lykke-Per".
Her ved Afslutningen af Hans Ungdom staar Per da som Nietzschemennesket, Rovdyret med Ulveøjnene; han ejer en hensynsløs Fremdrift, Medlidenhed er for ham en Synd. I den næste Bog, hvor Lykke-Per Finder Skatten, er han 21 Aar gammel. I Nyboder, hvor han logerer hos en Højbaadsmand, sværmer han med en rank og blond fynsk Pige, Fransisca, men da hendes Onkel kræver en Afgørelse: om han vilde gifte sig med hende, svarer han Nej. Han har udkastet et dristigt Ingeniørprojekt, et stort jysk Kanalsystem; han har brugt. Aar og Dag paa Finprojekteringen heraf. Han 87 forelægger det nu for Ingeniøroberst Bjerregrav, der forkaster det som umodent. Per trodser og haaner Obersten ved Afskeden.
Driften til at rejse vaagner i ham, og da han kommer i Forbindelse med den rige jødiske Familie Salomon, ser han Udveje for Rejsepenge ved en rig Alliance; han lægger an paa den kokette Datter i Huset, Nanny, men opdager, at det er den ældre og alvorlige, stolte og lidet graciøse (II: 129) Jacobe, han elsker, og med Hans Kærlighed erobrer Per hende ved et Kup. Paa en Køretur ad Strandvejen med Familien Salomon fortæller Pers Rival, den 40-aarige Eybert, om en Mand der forsøgte – og opgav at løbe omkap med en Hestevogn. Per springer af Vognen og kommer før Charabanc'en hjem til Villaen – hvor han besvimer. Ved dette "Brudeløb" kalder han baade ved Styrken og Svagheden paa Jacobes Kvindelighed, og han faar hendes Ja samme Aften. Han har om sit store Projekt udgivet en Kamppjece. Svigerfaderen støtter Per økonomisk, saa at han nu kan gøre en Studierejse I det Fremmede. I Berlin møder han en Storby i hurtig Vækst; man mærker stadig stærkere Nietzsche bag Pers Idealer. Som Nietzsche havde hævdet, at den høje Oldtidskultur var betinget af Slaveriet, saaledes har det vældige tekniske Fremskridt sin naturlige Pris: "Udviklingen af det moderne Industrisamfund kræver jo, at dets Arbejdshære af Hensyn til de hurtigt skiftende Konjunkturer er saa mobile som muligt. Det er derfor absolut nødvendigt, at der altid findes Overflod af Arbejdskraft paa Markedet, Skarer af erhvervsløse, der til Bedste for Samfundsudviklingen gaar omkring og sulter" (82. Udgaaet i senere Udgaver).
Der er ikke Raad til Medlidenhed (84). Medens Per her viser sig som Teknikkens Beundrer, lige som Johannes V. Jensen 88 i Den gotiske Renæssance (1901), saa rammes han, som Johannes V. Jensens Helte, af Tanken om Døden. Den mødte han allerede da den gamle Højbaadsmand døde; nu langt alvorligere, da han tager hjem til sin Faders Dødsleje. Han konstaterer til sin Forundring, at Pastor Sidenius' strenge Kristendom har vundet Menigheden, og han lærer, at saaledes dør altsaa en Kristen (62). Men et Sølvur, som Faderen gennem Moderen overleverer ham, lader han i Trods ligge, da han rejser. Dette fornyede Brud med den kristne Slægtsarv faar sin mest udfordrende Manifestation, da Per snart efter, i de østrigske Alper, skyder med Revolver Splinter af en Kristusfigur: "Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind" (136; han tænker paa det 20. Aarh.s Menneske. S. 27). Udtrykket passer vel bedre paa 1899, da Bindet udkom, end paa Marts 1882, da Begivenheden foregaar. Det maa dog huskes, at Brødrene Brandes kaldte deres Tidsskrift: Det nittende Aarhundrede (1874-77). Per er nu sammen med Jakobe, der har opsøgt ham og hengivet sig til ham: det er deres Kærligheds hede Par Uger; ogsaa heraf Overmodet, den foragtfulde Behandling af Kristendommen. Jakobe hader de Kristne, der har forfulgt og stadig forfølger og foragter Jøderne. De er begge paavirket af Dr. Nathan, d.v.s. Georg Brandes. Jakobe gør i et Brev Nietzsches Opdagelse efter: Kristendommen er født i et forkuet Folk. Derfra de Kristnes Angst for Døden. Der bestaar "en Forbindelse mellem Dødsfrygt og Trælleangst" (Hans store Værk S. 41-42; Stedet ogsaa i Udg. 1918!)
Hans store Værk er en ironisk Titel, eftersom Per netop i dette Bind forspilder en klar Mulighed for at faa sit Projekt realiseret, idet han ikke vil give Oberst Bjerregrav en Undskyldning. Forinden har han været i Rom med Baronesse 90 von Bernt-Adlersborg og hendes Søster, Hofjægermesterinde Prangen, og her blevet fristet af den kokette Nanny, der nu er gift og paa Bryllupsrejse med Redaktør Dyhring. Pers Forhold til Jakobe er efter Hjemkomsten noget blandet; hun har savnet ham, men ogsaa opdaget, at hun er gravid – og det tør hun ikke fortælle Per, før de er helt paa Bølgelængde, samstemte – og det bliver de ikke. Han véd, at hans Moder og Søster bor i København og gaar en sen Aften ud paa Frederiksberg og ser op til det beskedne Hus, hvor de var flyttet ind. Fortiden rykker stadig i ham, ogsaa under hans Drømme.
Og nu nærmer et Vendepunkt sig i Lykke-Pers Liv. I Lykke-Per og hans Kæreste skildres, med en af Naturalismens store Selskabsbeskrivelser, Festen hos Familien Salomon, hvor Forlovelsen mellem Per og Jacobe gøres officiel, og hvor Interessen for hans Projekt tager ny Fart. Hans Ømhed for Jacobe genopvækkes i Takt hermed, og skønt et Sygdomsanfald, der giver ham en pludselig Dødsangst, forhindrer ham i at gaa til Oberst Bjerregrav, som har ytret Beundring for ham faar han Mod paa at tage til Amerika og gifte sig med Jacobe forinden.
Saa læser Per i Avisen om sin Moders Død, og han gaar Æresvagt paa det Skib, der fragter Kisten til Jylland. Han forstaar i denne Nat, at Moderens Styrke i Sygdommen kom fra Kristendommen; en Følelse af Anger over for Familien fødes i hans Sjæl. Og i Jylland kommer han nu til saa at sige at gentage Faserne i den dansk-norske Fælleskulturs religiøse Udvikling i det 19. Aarhundrede.
Hans Rejse til Amerika, som det næstsidste Bind hedder med ironisk Hentydning til Chr. Winthers "Flugten til Amerika", gaar kun til Egnen ved Randers, hvor Per tager ind 91 paa Herregaarden Kærsholm, hos Hofjægermester Prangen og Familie. Under Dvælen i Naturen kunde han "føle sit eget Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendeligheden"; der var for ham "noget nyt i denne Følelse af Andagt overfor Naturen" (24), som svarer til Oehlenschlägers eller Wergelands. Han lærer saa Familien Blomberg at kende: Pastoren selv fortæller Per, at der er dyb Visdom og Opbyggelse i Lærkens Triller og Kildens Rislen, og hans Datter Inger vækker Længsler hos Per om en stille, landlig Idyl. Natursværmeriet danner, med Forelskelsen, Overgang til Blombergs optimistiske Kristendom; denne naturglade Grundtvigianisme, hvor Syndsbegrebet synes fraværende, ser ud som en Slags Parodi paa Chr. Richardt eller Bjørnstjerne Bjørnson. Man husker den førstes Mottovers til Halvhundrede Digte (1878):
Glæden ved Guds grønne Jord,
Glæden ved Guds Naade-Ord,
de vil ikke kriges;
Lærkesang og Klokkeklang,
de kan godt forliges.
Det bør dog tilføjes, at Pastor Blomberg, der taler baade om "Aanden i Naturen" og "Aanden i Historien" (85), altsaa baade om H.C. Ørsted og N.F.S. Grundtvig, koketterer med at tale nedsættende om Kirke-Klokkerne: han vil ikke "stille til Andagt paa Kommando" (89).
Per føler under et stort Friluftsmøde af Grundtvigianere, at den danske Bonde her havde fundet "et rigere aandeligt Liv, en forædlet Livsførelse" (107), og han forstod "med en Fornemmelse af Angst", at det var denne Frigørelses 92 Magt, mod hvilken den ny Tids Mænd vilde have at kæmpe herhjemme (106). Til Angsten svarer den Følelse af Afmagt, som han tilstaar for sig selv, da han kort efter læser Bekendelsesdigte af Poul Berger, der i Romanen er Dæknavn for Johannes Jørgensen. Med en fiktiv Parafrase, der har en Art parodisk Karakter, markerer Pontoppidan, at Per deltager i Bevægelsen bort fra Brandes og ind i Halvfemserne. [Vi maa se bort fra, at dette foregaar i 1882]: I en af disse Sange, hvor Poul Berger direkte tager Sigte paa den aandelige Bevægelse, som særlig ved Nathan var blevet indført fra det Fremmede, kalder han de Spirer, Nathan fremkaldte, for rodløse Vildskud, og tilføjer: "Vel dem, der i Foraarets Grødetid ydmygt sænkede sine Rødder i Urgrunden, hvor de evige Livskilder rinder!" (133-35). Da Per bliver sig sin Kristendom fuldt bevidst (166), er der med fra Begyndelsen Anger over Fortiden og Ydmyghed. Han opfatter nu Forholdet til Jakobe som syndigt Begær (vel efter: Kvinde og Penge) og bryder Forlovelsen (167).
I et Brev af 23. Oktober 1903, til Fru Chrestense Nielsen, udtaler Henrik Pontoppidan, at Lykke-Per hører "til de Naturer, der – ligesom visse ædle Musikinstrumenter – skal slaas helt itu, sønderbrydes Led for Led, før Grundtonen bryder igennem med Klang og Styrke". [M.h.t. Billedet, sml. Adam Homo, Almas Sonetter Nr. 11: "Du gav mig nok at tænke paa forleden".] Det er den Proces, vi følger i Hans sidste Kamp. Ved Faderens Grav erkender han, at han med sin Barnetro har genfundet Naadens Kilde. Men da han i København skal rejse et Laan paa 1000 kr. for at kunne læse et Aar til Landmaalereksamen, maa han gaa Tiggergang til sine Søskende, og det giver ham ingen "Fred og livsalig 93 Opløftelse for Sjælen" (67); tværtimod ydmyges han dybt.
I Juleferien [1882] forloves Per med Inger. Men han har allerede nu erfaret, at den Gud, han havde lært at kende i Ydmygelsens Stunder, ikke stemte med "det Billede af en vennesæl og altforbarmende Trøster, der havde lyst ham saa forjættende imøde fra de blombergske Opbyggelseskrifter" (84). Han læser Skrifter af de Vakte, der beder Herren bespise sig med Taarebrød (126). Men "for en saadan brændende Tro, der fortærede selve Blodets Grunddrifter, veg hans naturlige Menneske tilbage". (127). Da kommer han i nærmere Forbindelse med Pastor Fjaltring, som han allerede havde hørt prædike i forrige Bind (137-39) og talt med (180-82). Dengang havde Fjaltring hævdet, at kun under Krigen 1864 havde Danskerne forstaaet, at "der ikke gives andre Livsbetingelser for nogen end Vorherres Naade" – og at Guds Hjælp og Djævelens Hjælp med Rette ofte forveksles. Nu, før og efter Brylluppet med Inger, føres Per for Alvor ind i Fjaltrings kristelige Torturkammer (135-36): Troen er en Passion (139), Lykke gør Mennesket goldt. Sjælens rette Element er Sorgen, Smerten, Savnet. Glæden er en Levning af Dyret i os. Ingen Garanti for Salighed. Kristus er maaske sendt for at tjene os til et afskrækkende Eksempel. Sværmere har ofte mere Sandhed ved sig end Folkekirken. Tvivlen er Troens Forudsætning, dens vellystfulde, evigt undfangende Moderskød.
Per møder her Grundtvigianismens Fornægter, Kierkegaards Lære i en halvgal Præsts ultraparadokse Formulering. Alle Beviser er borte, Uvisheden den naturlige Tilstand, Troen paa det absurde maa generhverves hvert levende Minut, Lidelsen indtil Martyriet er den Kristnes Tilstand.
94 Dengang Per dybt bevæget stod paa Dækket af Skibet, som førte hans Moders Lig til Jylland, var Kaptajn og Styrmand bange for, at han tænkte paa Selvmord. Det gjorde han langtfra, og Tanken derom har nok aldrig været i hans Hoved (trods Revolveren S. 255). Da han derfor erfarer, at Fjaltring blev fundet paa Præstegaardens Loft, hvor han havde hængt sig inde i et stort, tomt Klædeskab, saa staar det for Per, at Præsten "ved sit uhyggelige Endeligt selv havde vidnet om sin Livsfilosofis bristende Bærekraft". Men han er ham alligevel taknemmelig. Sagen er, at Fjaltring havde i Live vist ham Svagheden ved Blombergs tandløse Kristendom, og ved sin Død befriet ham for at anse Religion overhovedet som en brugbar Livsanskuelse. Hverken Grundtvig eller Kierkegaard kunde der bygges paa. Fjaltring har brændt al Religion ud af Per. Troen forsvinder, og han kan nu udelukkende søge efter et Staasted i sig selv.
Vejen gaar altsaa indad, som Ibsens Brand (1866) siger (i Anden Handling):
Indad; indad! Det er ordet!
Did går vejen. Der er sporet.
Men her møder Per en Barriere af tungsindige Fordomme. Han tilbringer seks Aar med Inger, der faar tre Børn, hvoraf den ældste, Hagbard, nu fem Aar gammel, øjensynlig føler sig i en lignende Afstand fra og Opposition til Per, som denne havde gjort til sin Fader. Per har ernæret sig taaleligt ved Landmaalerarbejde o.lign. i Rimalt paa Ingers Egn. Rigtig lykkelig er han ikke. "Med sit tavse, indesluttede Væsen, sit blege Ansigt, sit store, mørke Skæg og disse underlige Havmandsøjne" mindede Per Inger om "Den flyvende Hollænder" i Operaen. Det var allerede før Forlovelsen 95 (80-81). Og i ham vokser under Ægteskabet hans Uro og Uligevægt i Sind og Optræden, ogsaa over for Børnene. Han overvejer Tanken om at flytte andetsteds hen; han vil tage til København for at undersøge Mulighederne: "Han følte, at han nu stod ved sin Livsbanes sidste Korsvej. Lykkedes det ham ikke dennegang at flygte bort fra sig selv og sit Tungsind, vilde han komme til at dele Pastor Fjaltrings Skæbne, og Rimalt blev hans Grav" (204). Men i København opgiver han at søge nyt Arbejde. Han drages endnu en Gang, spøgelsesagtigt, af Fjaltrings Lære om den store Lidelse: Ensomheden, Savnet og Smerten. Han ser sig som en Kain, en lyssky Underjordisk, et Menneske hvis Livslyst var fordærvet siden Gravens Korsmærke blev tegnet for hans Pande og Bryst, da han saa Lyset (216). – Per er faldet tilbage til sit Sidenius-Stade, forstærket med Indtryk fra Fjaltring, men uden Troen. Han véd, at hans Livsfjendskab vil fordærve Tilværelsen for Inger og Børnene, og han beslutter at bringe Offeret. Da han kommer hjem, fortæller han Inger, som sandt er, at han ikke længere tror paa Gud. Og han siger, at der er Mennesker, hos hvem "først Haabløsheden fuldt ud kan frigøre deres aandelige Menneske" (241). Han tror nu, at Pastor Fjaltring hængte sig paa Grund af Samvittighedsnag: Fjaltring kan have ment, han var Skyld i sin afdøde Kones Drikfældighed. Per vil derfor skilles fra Inger, og da hun tror det er for en anden Kvindes Skyld, siger han Ja: han tager som Kierkegaard Skylden paa sig. Hun flytter samme Aften over til Forældrene, og Per siger op mod Himmelen: "Er det nu nok" (247). Det er her, han er den sønderslagne Violin. Nu kan Instrumentet faa Klang og Styrke.
Per er ca. 32 Aar, da han skilles fra Inger og Børnene, 96 altsaa 1890. Han dør formentlig 14 Aar efter, ca. 46 Åar gammel, af en smertefuld Kræftsygdom.
Per har da boet oppe ved Vestervig som Vejassistent. Han passede sit Arbejde mønsterværdigt; han var en lykkelig Elsker af Solen (252), rolig og tilfreds trods et skrøbeligt Helbred. Og han holdt Modet oppe trods Smerteanfaldene. Han "havde mange Venner rundt omkring og ingen Uven" (ibid.).
Vi ser altsaa i Per en Mand, der uden Religion har Ro i Sindet og Venlighed mod andre. Da han dør og efterlader nogle Optegnelser, kan vi faa et Indblik i hans Livsfilosofi. Den første Grundsætning her er, "at der kun er eet, der overvinder Lidelsen, og det er Passionen" (267). Denne Passion er det lidenskabelige Krav om at kende sig selv: I Ungdommen vil vi, at Tilværelsens styrende Kræfter skal aabenbare sig for os; senere ønsker vi at finde en Sammenhæng i Menneskehedens Historie. Indtil vi en Dag staar med Spørgsmaalet: "hvem er du selv?" Fra denne Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse (264 ff.) – altsaa Identitetsproblemet, som Marie Grubbe hos J.P. Jacobsen grublede over i Samtalen med Holberg. Det kommer stadig tilbage, som hos Soya i Skuespillet: Hvem er jeg? (1932). Det skulde blive Digternes Hovedproblem i 1960ernes Danmark. –
Per staar altsaa ved Sokrates' Krav: Kend dig selv, og han faar af Nietzsche indskærpet, at Vejen til Selvkundskab maatte et Menneske søge alene; for at finde "sit naturlige Voksested […] maatte enhver frygtløs give sig det Selvudfoldelsens Instinkt i Vold, der var nedlagt i alt det skabte" (254). Betingelsen var at rydde "overleverede Forestillinger" 98 af Vejen og erkende Tingene paa første Haand (254-55), befri sig for Kommoden (268). Per har lidenskabeligt villet erkende sig selv. Og han har lært "den højeste Menneskelykke at kende: at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst" (254). Idet han naar ned til sit Selv, Urgrunden i sig selv, sin dybeste Natur, saa har han lært Naturen selv at kende og véd, at "Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig" (S. 266). Og han kan gentage det med et Citat af Schopenhauer: "Ære være min Ungdoms store Drømme! Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum, hans Død en Verdensundergang i det smaa. Ja, Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig" (267; jf. Omkring Lykke-Per, 1971, S. 321).
Og Pers Credo samler sig da i Lovprisningen af Urnaturen, Selvudfoldelsens Lidenskab: "Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage" (266-67).
Dette frigjorte Menneske er da ikke Den Enkelte, som Kierkegaard appellerede til, for at blive den Enkelte vilde sige at give sig Guds Vilje i Vold. Det er heller ikke Ibsens Brand, der siger:
Hvad du end er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt,
99 for Brands jordiske Skæbne slutter med et angstfyldt Spørgsmaal til Gud.
Pers frigjorte Menneske er uden Angst, for det har med Nietzsche nedmanet Samvittighedens Spøgelse. Herom handler Bogens sidste Anekdote eller Parabel. Fjaltring blev Selvmorder af Samvittighedsnag: han mente at have lagt et andet Menneskes Liv øde. En Fader bliver Aarsag til en Søns Invaliditet og derfor sindssyg af Samvittighedsnag, skønt den lammede Søn "til Erstatning for den Førlighed, der var bleven ham berøvet", havde "faaet hin sjette Sans, der skænker Sjælen dens dybeste Nydelser" og var blevet "et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro".
Lykke-Per er saaledes vendt tilbage til Nietzsche, men efter Omvejen ad Kierkegaard, Ibsen og sit eget dyrebare Indre. Hans Filosofi falder altsaa sammen med Goethes:
Höchstes Glück der Erdenkinder
ist nur die Persönlichheit.
(Fra Westöstlicher Divan. Buch Suleika. Goethes Werke, hrg. von Heinemann, 4ter Band, S. 273. Meyers Klassiker Ausgaben).
I to Kvinders Liv greb Per Sidenius afgørende ind. Jakobe fødte i Hemmelighed deres Barn i Tyskland; det maatte i Fødslen parteres for at redde Moderen. Jakobe opretter en ukonfessionel Skole, et "Børnenes Hus", midt i Københavns Fattigkvarter. Til denne Institution testamenterer Per sin lille opsparede Kapital, som hun tager imod med Glæde. Hun erkender, at det var en stor Lykke for hende at lære Per at kende: "Baade ved den Glæde og den Sorg, han gav mig, fik mit Liv først rigtig Indhold" (262). Inger har ikke 100faaet Lov at skrive til Per. Men da hun hører, han er meget syg, gør hun det alligevel og siger ham sin "uendelige Tak for alt, hvad du har ofret for min Lykkes Skyld" (265). Brevet er afsendt fra Buddingelund, hvis Arving, den unge, stærkt stammende Thorvald Brück, længe havde sværmet for Inger, medens hun var gift med Per. Hun har altsaa ægtet ham og sikret sine Børn en Fremtid: Hagbarth er Student og skal være Ingeniør.
Lykke-Per ender saaledes i olympisk Ro og Harmoni. Per har fundet sit Voksested, og han har ikke, som Adam Homo, Brand og Peer Gynt, knuste Skæbner bag sig – jeg havde nær sagt: paa sin Samvittighed. Hans Død fuldkommer hans Liv; trods umenneskelige Smerter har han ikke benyttet sig af en ladt Revolver, han havde i sin Natbordsskuffe (S. 255).
*
Under Betegnelsen "En Fortælling-Kres" udgav Pontoppidan 1912-16 fem Bind med Titlerne: Torben og Jytte; Storeholt; Toldere og Syndere; Enslevs Død; Favsingholm. Først paa sidste Binds sidste Blad har Forfatteren fundet frem til Fællestitelen: De Dødes Rige. Denne store Roman er langt mere end de tidligere et kunstfærdigt Fletværk, en Samordning af Slægtssagaer, styret af en grublende Tanke. Det er en død Verden, Romanens Personer færdes i. Ikke blot Danmark er en Dødssejler (Enslevs Død 126-27), men hele Europa og Amerika (129), ja hele Menneskeslægten er afsindig og arbejder paa sin egen Ødelæggelse. Den vanvittige Produktivitet (i Dag: Produktionssamfundet!), "en Ophoben af Varer, der ikke svarer til noget naturligt Behov men maa paatvinges Menneskeheden med Magt eller Kneb – det er, det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger" 101 (228-29). Denne radikale Pessimisme udtales af Torben Dihmer, velhavende Godsejer, højt begavet, ogsaa med maskulin Charme, – men sidste Skud af en driftig jysk Slægt og fra Romanens første Sider viet til Døden. Knap tredive Aar gammel er han ramt af Myxødem og tæres hen. En Tid fristes han af Livet, da et Lægemiddel, Thyreoidin, opfindes, som neutraliserer Sygdommen. Ved den italienske Riviera frier han endog til Jytte Abildgaard; de synes fra tidlig Ungdom bestemt for hinanden. Torben har engang før sin Sygdom friet; Jytte veg da forskrækket tilbage; nu giver hun sit Ja, i et Kys, men trækker det næste Dag tilbage. Jyttes Moder, Bertha Abildgaard, tilhører Slægten Hagen, der ogsaa er ved at miste sin Livskraft. Hendes Nevø, Lægen Asmus Hagen, som skaffer Torben Lægemidlet, er stivnet i videnskabelig Rationalisme; hans Broder John sætter Familiegodset, Storeholt, overstyr, saa det overtages af en Parvenugrosserer Søholm. Fru Bertha og hendes Mand, Minister Abildgaard, levede et fuldendt lykkeligt Ægteskab; men deres tre Børn forfejler alle deres Liv: Ebbe begaar Selvmord, Arvid rømmer som Søofficer og kommer aldrig tilbage, Jytte tør eller kan ikke elske. Hun kaster sig senere ind i et mislykket Ægteskab med en karakterløs Maler, Karsten From.
Jyttes Fader, Minister Abildgaard, der er død, naar Romanen begynder, var nær forbundet med den store politiske Leder Tyge Enslev, som er Søn af Søren Smed i Enslev. I Søren Smeds Æt huserer Dæmoner. Den stærke Søren var blevet hængende paa en Pige, han havde gjort med Barn. Han følte sig snydt for sin Skæbne og gjorde da en Pagt med "den bette Mand", altsaa den Onde selv, og forlod hemmeligt Hjemmet. Men Samvittigheden greb ham, han 102 vendte hjem til Kone og Børn og Smedie. Saa hævner den Onde sig, Dragesæd saas i Sørens Efterslægt. Tyge, som tager Navn efter Landsbyen, bliver en sejrrig Forkæmper for den parlamentariske Frihed i Danmark; men han er fra Fødslen mærket med en lam Fod; han giver for Politikken Afkald paa et Liv i Kærlighed, og han dør i Græmmelse og Vrede, fordi Folket har forspildt den Frihed, han har skaffet det og givet sig ind under Præstestandens reaktionære Formynderskab. Hans Broder, Lærer Jørgen Sørensen, faar et Par Tvillingbrødre, der tager Navnet Gaardbo. De er som Børn uadskillelige, men vokser sig, til begges Sorg, fra hinanden. De bliver begge Idealister, men af uforenelig Art. Johannes Gaardbo er Teolog, i England vakt til social, selvfornægtende, men ogsaa sværmerisk missionerende Kristendom; der er for ham ingen Salighed uden for den kristne Tro. Han er forlovet med sin Kusine, Rosalie Sørensen, en frisk og glad Pige, hvem han plager saa længe med sine Krav om Syndserkendelse og Altergang, at hun tager Livet af sig. Povl Gaardbo, der har en svag Fod som Enslev, er Læge, Ateist, men med en Tyrkertro paa Naturens helbredende Kraft; hans trofaste Hustru, Meta, maa derfor føde sine Børn uden Bedøvelse.
Da Torben i Italien havde faaet Jyttes andet Nej, rejste han som en Fredløs Jorden rundt og senere hjem til sit Gods, Favsingholm, for at dø. Det lykkes for ham, da han nægter at tage sine Tabletter. Hans sidste Tanker er hos Jytte, som hendes hos ham, da hun to Aar efter følger ham i Graven. Deres eneste Kys havde været et Evighedsglimt, et lynsnart Kærlighedsmøde (Favsingholm 212). Da Jytte er paa det sidste, siger hun til en Veninde: "Ja, nu dør jeg, Meta! … Og saa har jeg dog aldrig levet." Det er omtrent som i Ibsens 103 sidste Skuespil, hvor Irene siger: "Det uoprettelige ser vi først, naar vi døde vaagner. Rubek: Ja, hvad ser vi saa egentlig? Irene: Vi ser at vi aldrig har levet." (Naar vi døde vaagner 1899).
Men nu har Djævelskabet vist ogsaa udraset; noget af Landets Skyld udsones med den plumpe Pastor Vestrups Skæbne. Vi har set ham i alle fem Bind. Han var Præst paa Torben Dihmers Egn; han blev afsat paa Grund af et uægteskabeligt Forhold. Som Lægprædikant rejste han rundt; Enslev ansatte ham da ved sit Blad, "Femte Juni", hvor han skulde angribe Folkekirkens Præster; han kom en Tid paa Mode som Vækkelsesprædikant i København, men lod sig købe til Kirkens nye store Dagblad, "Hverdagen". Sit Fald fra den vakte Kristendom sonede han her, idet han blev begravet paa Redaktionen: han skulde af andre Aviser gøre Udklip, som aldrig blev anvendt. Da Vestrup dør, gaar Pastor Gaardbo til hans fattige Begravelse. Johannes Gaardbo, der havde sluttet sig til Folkekirkens politiske Aktion, vidste nu, at Vestrup havde Ret i sin kierkegaardske Kamp mod Præsteskabets Stræben efter Magt og Mammon.
Inden Torben Dihmer døde, overværede han som en Befrielse, at Hovedbygningen paa Favsingholm brændte ned: "Synet af dette Flammehav mættede hans Sjæls vilde Sørgmodighed. Det lyste for ham som en Bebudelse af den Verdensbrand, [han] mere og mere længtes efter. En Syndflod af Ild, hvori en stakkels fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!" (Favsingholm 197).
Til at bestyre et Alderdomshjem har Toben Diehmer hidkaldt Povl Gaardbo, der knap kunde ernære sig som Fattiglæge paa Nørrebro. I sin Skov træffer Dihmer en Dag et ungt Par: han spiller paa Fløjte for hende. Det er en Nevø 104 af Povl Gaardbo, Kjeld Borgen, og hans Kæreste. Han er dumpet til juridisk Eksamen; hun er løbet hjemmefra. Dihmer lader dem slaa sig ned paa Favsingholm; det er en ny, frigjort Slægt, der gør sit Indtog for at fragtes over i Fremtiden paa Noahs Ark. Dihmer har bestemt, at hans Gods skal være et Refugium for Videnskabsmænd og et Landbrugsfællesskab, som Povl Gaardbo leder. To Aar efter Torben Dihmers Død fuldbyrdes Forsoningen i Søren Smeds Æt. Forbandelsen er hævet den Dag, da Pastor Johannes Gaardbo søger til sin Broder og beder om Husly en lille Tid: "Du har jo skrevet, at det er ethvert Menneskes Ret at vokse efter sin Natur. I Tillid hertil be'r jeg om Plads her i dit Asyl."
"Aa, Johannes! Saa er du virkelig kommen tilbage!"
Og saa lyder den store apokalyptiske Romans sidste Ord saaledes:
"Oppe fra Skovhytten hørtes i Stilheden atter Kjelds Skalmejetoner."
Det var Nietzsche, som bestemte Tankerytmen i Lykke-Pers Historie; over De Dødes Rige hviler Schopenhauers Skygge; det er næsten som om Pontoppidan foregriber Spenglers Der Untergang des Abendlandes (1918-22) – og dog spaar Digteren, at Livet gaar videre ogsaa efter den kommende Syndflod.
