I. Undervejs til mig selv

I sin høje Alderdom, da Digteraaren var tørret ind, skrev Henrik Pontoppidan fire smaa prægtige Bind Erindringer, der udkom 1933-40 med Betegnelserne: Drengeaar; Hamskifte; Arv og Gæld; Familjeliv. De forkortedes 1943 til eet stort Bind, hvis Titel Undervejs til mig selv viser Forfatterens Hensigt, at skildre sin egen Modningsproces. Hvert Bind er komponeret med en gammel Romanforfatters Rutine. Henrik var født i Fredericia, som 8. Barn af 16; da han var knap 6 Aar, flyttede Familien til Randers, hvor Faderen var Sognepræst til sin Død 1879. I Drengeaar ser vi en noget uregerlig Knægt, som har sine bedste Timer uden for Hjemmet, paa Togt op ad Gudenaaen, i Omgang med en katolsk Pater eller i en Diskussionsklub, hvor han priser den moderne Naturvidenskab og Teknik. Skønt denne Dreng har mange Slags Venner, føler han Ensomhed og Udlængsel; mod Bindets Afslutning fortæller han, at han saa et Billede af sig selv i en stor, fremmed Fugl, en Skarv, som i nogle Foraarsaftner sad paa Byens Kirkespir.

Med en driftig Onkel i Helsingør kom Henrik til Møen for at tilse Familiegravstedet. Det var, ifølge Drengeaar paa denne Rejse, at Præstesiægten Pontoppidans vide Udbredelse gik op for ham1; han bliver sig sin Slægtsarv bevidst, 18 men føler sig som vordende Polytekniker allerede i Opposition til "det lange Skyggetog af præsteklædte Aner" (144).

Efter bestaaet Realeksamen kom Henrik Pontoppidan, 16 Aar gammel, paa Polyteknisk Læreanstalt, der laa paa den nuværende Studiegaards Plads. Her traf han en Evighedsstudent, han kalder "Schaff2", hvis ætsende sociale og litterære Kritik bidrog til Pontoppidans Hamskifte, hans Overgang fra Videnskab til Digtning, som fuldbyrdedes 1876, da han efter en Sommerrejse i Svejts skildrede sin Forelskelse i en Svejtserpige i et Skuespil, "Hjemve", som han brændte nogle Aar senere. Han fortsatte dog Studierne, indtil vistnok Faderens Død gav ham Mod til endeligt at springe fra. I et Par Aar var Pontoppidan saa Lærer i Matematik og Fysik paa sin Broder Mortens Højskole, først i Frerslev ved Hillerød, senere i Hjørlunde Syd for Slangerup. Som det fremgaar af Arv og Gæld, følte han sig aldrig hjemme i Højskolens Atmosfære, og de velsiddende3 Bønders Egoisme oprørte ham. Alligevel droges han mod et Liv paa Landet, og 1881 søgte han at realisere det i Ægteskab med en Gaardmandsdatter. Familjeliv fortæller om deres Liv i Østby (Hornsherred) og i Esrum. Fællesskabet bristede dog snart, og da Pontoppidan, som 1881 havde udsendt sin første Bog, flyttede til København for at skrive Artikler til Kjøbenhavns Børs-Tidende, fulgte Hustruen ikke med. Efter Skilsmissen 1892 giftede Pontoppidan sig med en Københavnerinde; deres Bryllupsrejse er det lykkelige Højedepunkt i dette Bind, som i lange Stræk fører Selvbiografien op til 1913, Aaret før den første Verdenskrig.

19 Pontoppidans Journalistik, som væsentlig er begrænset til Aarene 1887-91, samt 1897, ligger ikke langt fra den fiktive Prosa. Han fremstiller, i Billeder fra Virkeligheden, Fattigfolks Liv paa Landet og i København; han giver haanlige Rids af Præster: en af dem kaldes "en herlig Mand og en fortrinlig Prædikant. Kun ligesom knaser han Fanden mellem Tænderne i hver tredje Sætning, og naar han siger "Gud", laver han et langstrakt Ansigt, som om han havde et haardkogt Æg i Munden" (Børs-Tid. 9. Nov. 89). I disse Avisartikler kommer, stærkt og utvetydigt, Pontoppidans Meninger frem. Hvor Smaafolk holdes nede, revser han Undertrykkerne, uden derfor at slutte sig til Socialismen. Naar Estrup kvæler den politiske Frihed, hylder han Bonden, hos hvem Friheden overvintrer (3. Nov. 89); men allerede i 1897 længes han tilbage til Kamptiden: Attentatet paa Estrup, Presseprovisoriet, Gendarmerne (Politiken 15. April 97). Hvor Pontoppidan lugter Idyl, Tilfredshed, Velvære, faar han Kvalme. I den ibsenske Kamp for Personlighedens Frihed er Pontoppidan altid rede; i Krigen mod politisk Overgreb og kirkelig Overtro kommer Journalistens Pen i livsaligt Røre.

Da den gamle Pontoppidan skuede tilbage, saa han hele sit litterære Liv som "en Krigstjeneste. Blandt Stormtropperne med flyvende Faner og klingende Spil havde jeg ikke haft min Plads; men at have deltaget som simpel Soldat i Menneskaandens Befrielseskamp var mig Ære nok" (Familjeliv 110). Med disse Udtryk gentager Digteren sin beundrede Schandorphs Slutord fra Thomas Fris's Historie, hvor det siges om Titelpersonen: "Det Nye, han havde haabet paa og længtes efter, rejste Hovedet paa Aandens forskjellige Gebeter. Det var ikke blevet forundt ham at blive 20 Høvding for Bevægelsen, men han mødte som en vel øvet Soldat, en modig og besindig, stille og udholdende Subaltern i den unge Falanx" (II, 1881, 403).

Til Henrik Pontoppidans ikke-digteriske Forfatterskab føjer sig to væsentlige Smaaskrifter. Det første indeholder et Foredrag om Kirken og dens Mænd (1914). Det har som Optakt en livagtig tegnet Situation fra ældre Universitetsaar. Pontoppidan vilde overvære en Doktordisputats. Ved en Fejltagelse gik han ind i et Auditorium, hvor der eksamineredes til teologisk Embedseksamen: "jeg kan næsten sige, jeg aldrig er bleven så forskrækket". Han ser nemlig "tre ornatklædte Præster. Tre gravalvorlige Skikkelser. Det var Eksaminator og de to Censorer (S. 5). Faktisk er det ikke nødvendigvis ordinerede Gejstlige, Pontoppidan har set. Fra gammel Tid har en doctor theologiæ Ret til at bære Kjole og Krave; det er utvivlsomt i denne Egenskab, Professoren og Censorerne saa ud som Præster. Denne Skik er dog forlængst afskaffet. Den iagttagende Forfatter har ogsaa lagt Mærke til, at en Sekretær nedskrev Eksaminators Spørgsmaal og Kandidatens Svar. Som det eneste Fakultet har det teologiske indtil for nogle Aar siden bevaret denne Brug af en saakaldt Notar. (Man kunde tænke sig, at Pontoppidan vilde overvære Forsvaret af Broderen, Knud Pontoppidans lægevidenskabelige Afhandling – det var den 11. Maj 1883 – og da er gaaet forkert. Men paa den Dag fandt ingen teologisk Eksamination Sted).

Ligesom Søren Kierkegaard i Tidsskriftet Øieblikket skrev om de 1000 kongelige Præsteembeder, saaledes taler Pontoppidan i sit Foredrag om "elleve Hundrede funktionerende Præster". Han forarges over, at enhver teologisk Nullitet fra Prædikestolen skal kunne optræde som Autoritet paa 21 de store øvrige Spørgsmaals Omraade: Nu har jo enhver Præst Lov tii at aflægge sit personlige Vidnesbyrd fra Prædikestolen, men hvor faa har en personligt tilegnet Kristendom! Pontoppidan har Respekt for en gennem Kamp og Krise erhvervet religiøs Overbevisning, selv om han ikke har meget tilovers for de heraf fremkaldte Meninger og Paastande.

1920 kom En Vinterrejse. Det er "nogle Dagbogsblade, men uden Datering. Rejsen er foretaget for en Del Aar siden", da Forfatteren omkring Nytaar tilbragte nogle Uger i Nordnorge, hvor han tidligere havde været. Han kalder den lille Bog "et løsrevet Kapitel af min Levnedsbog" – og den skulle som bekendt først begynde at komme tretten Aar senere.

En Vinterrejse er et behændigt udarbejdet Stykke Rejsejournalistik. Forfatteren krydrer ganske almindelige Rejseoplevelser med sit drilagtige Vid. Han flygter fra den kvalmende danske Julestemning til det karske Norge, men længes snart efter tilbage til de kendte og kære Omgivelser. Han priser Norge som Turistlandet frem for noget, men haaner Nordmændene, fordi de skryder deraf og skruer Hotelpriserne op, "der maa betales Entré" (29). Under Sejlads nordpaa langs Norges Kyst henter Forfatteren i Skibsbiblioteket et Bind af Wergelands Skrifter og finder deri en Artikel om den svenske Lyriker C.F. Ridderstad, som Wergeland priser paa Bekostning af den flove danske Guldalderlitteratur: Grundtvig og Ingemann, J.L. Heiberg og H.C. Andersen. Pontoppidan forstaar denne norske Reaktion over for det daværende danske Herredømme i Litteraturen, men gør derefter omtrent som Wergeland, idet han anklager Nordmændene for i Dag at dominere den danske Læseverden 22 paa vore hjemlige Forfatteres Bekostning – ganske vist takket være Danskernes klovnagtige Forgabelse i alt, hvad der ikke er dansk. Og Pontoppidan tager Hævn over de store Nordmænd ved at referere et Foredrag, han hører Bjørnson holde i en lille nordnorsk By. Pontoppidan har for Aar tilbage hørt dette Foredrag i København, og nu opdager han, at det var nøjagtig det samme han hørte igen, alle de "oratoriske Kunstykker lige til det Fingerknips, hvormed han efter lille Pavse ledsagede et særligt malende Udtryk, som om en lykkelig Inspiration fødte det i samme Nu" (89).

Dette Træk, med det meste af Historien, fandtes allerede i den Nekrolog4, Pontoppidan skrev til Tilskueren for Maj 1910: "Gubben fra Aulestad" – Pontoppidan forstod sig ogsaa paa at gentage sig selv! Artiklen "En Julerejse" i Illustreret Tidende for 12. Febr. 1911 danner Optakten til Bogen En Vinterrejse. Men det er først i denne, at Forfatteren gør sin Norgesrejse saa spændende som en lille Roman. Et dansk Forældrepar har bedt ham spørge efter deres Søn, som har forladt Familie og Studier og lever paa et for dem ukendt Sted i Norge. Den Rejsende forhører sig forskellige Steder, men forgæves, da pludselig et Spor aabenbarer sig og faar ham til at forandre Rejserute, søge helt op i Ødemarken; men Hytten, hvor det unge Menneske skulde befinde sig, er tom – og saa kommer han alligevel tilsyne hos Forfatterens norske Vært. Pontoppidan opgiver hurtigt at faa ham til at vende hjem, for han forstaar Flygtningen: "Jeg kender hans Skuffelse. Jeg veed lidt om Grunden til, at saa mange af Tidens unge Mænd – og netop af de bedste – med fortvivlet Hjerte flygter op paa Ensomhedens og Livsforagtens golde Vidder" (95).

 
[1] Det er Stedet at antegne, at alle Pontoppidan'er nedstammer fra en fynsk Præst, hvis Efterkommere to Gange, i 17. og 18. Aarh., gav sig det latinske Navn efter (Sønder-) Broby i Sydfyn. Til den ældre Slægt Pontoppidan hører Erik Pontoppidan d.Æ. (Grammatica Danica 1668, se Dansk Litteratur Historie, 1976, 330 ff.) og Erik Pontoppidan d.Y. (Den danske Atlas, 1763-81, se Dansk Litteraturhistorie XI, 1976, 90 f.); til den yngre Slægt hører Brødrene Morten og Henrik Pontoppidan. [Billeskovs note]. tilbage
[2] < Scharff tilbage
[3] velsiddende: muligvis trykfejl for velstående ell. velstillede. tilbage
[4] Nekrolog: artiklen var ikke en nekrolog. Pontoppidan indsendte den inden han vidste at Bjørnson var død. tilbage