V. Digterværkets dobbelte Epilog

Efter De Dødes Rige udgav Pontoppidan endnu to, hver for sig og tilsammen vigtige Romaner. De har tilfælles, at de mandlige Hovedpersoner er særegne og egensindige Gemytter. Gabriel Vadum i Et Kjærlighedseventyr (1918) fremviser et noget barsk Ydre, en "Skovtrold" med et langt Skæg og et Par sorte stærke Øjne, og han er af Sind indadvendt og misantropisk. Hans Fader har lært ham, at man ikke skal stole paa sin bedste Ven. Han er dr.phil. paa en Afhandling om Schopenhauer, og da han skuffes ved Ansøgning om et Embede, udkaster han Planen til en Afhandling om Menneskets Degeneration, fra Dyrets friske Livsappetit til stigende Løgnagtighed og Forræderi. Ingrid er som ganske ung blevet ført ind i Ægteskab med en god, stilfærdig Præstemand, og har faaet Børn med ham; da hun træffer Vadum, forelsker de sig lidenskabeligt i hinanden. Skønt Præstekone, oprigtig Kristen og kærlig Moder forlader hun alt for at følge Gabriel til Udlandet, hvor de lever som Mand og Kone. Hun forstaar intet af hans Filosofi; hun sørger over hans Hedenskab; men hendes helt betingelsesløse Kærlighed til ham faar Pessimisten til at ændre sit filosofiske Grundlag. Ingrids Mand vil ikke gaa med til Skilsmisse, ejheller tillade at hun ser Børnene. Men saa dør han pludseligt; Gabriel og Ingrid kan gifte sig og tage hendes Børn til sig; Dr. Vadum bliver Docent ved Universitetet, og de faar Bolig i Christian Winthers Sommerbolig i Nordsjælland. 107 Naar de ingen Børn faar, opfatter Ingrid det som Tegn paa, at Gud ikke har tilgivet hende helt.

Et Kærlighedseventyr er altsaa netop et Eventyr; Mandens forunderlige Opdagelse af Kvindens Kærlighed. Da Pontoppidan genudgav Romanen i 1930, er det ikke Præsten, men Ingrid der dør; Præsten kræver hendes Lig udleveret, og det er ham der med to Smaadrenge følger hende til Graven. Meningen er vel, at naar den store, gengældte Kærlighed er Livets Krone, kan Prisen aldrig blive for høj.

Mands Himmerig (1927) handler om en Mand, for hvem Mands Vilje er Himmerig, men som lider Nederlag paa alle Fronter. Niels Thorsen elskes af en køn og sød Kvinde, Asta, som dog ikke forstaar hans Viljes Maal, og han tager ikke paa rette Maade imod Kærlighedsgaven. Hun har nylig forladt ham, fordi han ubesindigt erklærer, at Kanariefuglen er hans bedste Selskab. – Thorsen er Magister og har engang indleveret en Doktordisputats, men trukket den tilbage, da en anden og efter hans Mening ringe Afhandling var blevet antaget. Han er her ved Bogens Begyndelse udset til Chefredaktør ved det store liberale Blad "Friheden" [dvs. Politiken], men intrigeres ud til Fordel for en af Bladets Medarbejdere, dr.phil. Rømer.

Da Asta erfarer Niels Thorsens Nederlag, flytter hun hjem til ham; hans Forelskelse genfødes og hun bliver snart efter med Barn. De tænker paa at rejse bort fra "dette Dødens Rige" (131). Men saa tager Thorsen mod et Tilbud om Chefredaktørposten ved et konservativt Blad, "Døgnet", som han skal arbejde op. Heri angriber han, personligt og nærgaaende, sine tidligere liberale Meningsfæller, som til Gengæld behandler ham som en frafalden. Ragna Nordby (fra Asgaardsrejen) har i Begejstring opsøgt Thorsen og faaet 108 Ansættelse ved "Døgnet", og da Thorsen ved et Valgmøde bliver korporligt angrebet, kommer Ragna ham til Hjæp og kommer selv til Skade. Men Rygtet om hendes Ansættelse har vakt Astas Skinsyge; hun har forsøgt at holde sin Mand hjemme fra det faretruende Møde, men afvises groft, og da han kommer tilbage, har hun atter forladt ham – ved at tage en dødelig Dosis af Sovepiller. Omtrent som i Ibsens Brand, hvor 'mandeviljens quantum satis' volder Agnes' Død, har Niels Thorsen dræbt sin Hustru.

Ved Valget til Folketinget bliver de Konservative næsten udslettet; Thorsens politiske Propaganda har snarest skadet Partiet. Da han som en slagen Mand gaar rundt i Københavns Gader, møder han Dr. Vadum. Over for ham udtaler han sin dybe Pessimisme: "Vi er et Folk uden Fremtid […] Det eneste, der nu kan redde os, er en stor evropæisk Krig, der sætter os Bajonetten for Struben og tvinger os til at blive vaagne"(249). Snart bryder virkelig Krigen løs; den svækkede Thorsen dør kort efter, "den samme Morgen, Efterretningen om Kæmpeslaget ved Marne naaede København". En uforsonlig Stridsmand var gaaet bort, en tragisk Helt, som havde kæmpet mod Smaasind og Svindel; men som i sin Natur havde Brist, der forspilder Sagen og Livet. Under Samtalen med Vadum fortæller denne, forlegen og rødmende, at han er blevet forlovet. Vi kender Begivenheden fra Et Kærlighedseventyr. Og til Thorsens Forundring erklærer Vadum: "Min Kæreste havde aldrig hørt mit Navn, da vi for fjorten Dage siden saae hinanden første Gang. Vidste ikke det fjerneste om mig. Min Videnskab interesserer hende overhovedet ikke. Alligevel er hun det første Menneske, der er kommen mig i Møde med virkelig Forstaaelse. Ja, det er en Gaade! I gamle Dage vilde man have sagt: et Mirakel. 109 Men Kærligheden er jo selve Livsgaaden, det evige Mirakel" (253). Før sin Død maa Thorsen tænke tungt over "Vadum og hans Ord om Kvindekærlighedens evige Gaade." Han, Niels Thorsen, "havde jo ikke gjort Asta noget ondt. Han havde virkelig holdt af hende, havde været god imod hende og overbærende. Og alligevel dette skjulte, pludseligt frembrydende Had, dette Fortvivlelsens Raab fra et sønderrevet Hjerte" (255).

Afslutning

Det er denne lille Bogs Mening at lade hvert Arbejde af Henrik Pontoppidan fremtræde med sin særegne Idé eller Intention, altsaa at lægge Afstand mellem Værk og Værk. Alligevel har Generalisationer trængt sig paa. Maaske kan vi her til sidst tillade os at overskue Forfatterskabet i Lyset af 1. Kor. 13, 13: "Saa bliver da Tro, Haab, Kærlighed, disse tre; men størst af dem er Kærligheden"1. Der er i Henrik Pontoppidans Noveller fra de glade Kampaar en Tro paa en kommende Frihedstid for Danskerne. De smaa Romaner derimod fremsatte vantro Paradokser, og Det forjættede Land, den første store Roman, lod snarest alt Haab ude. Men med Lykke-Per tændtes et nyt, nemlig for den Enkelte, Personligheden i sin guddommelige Nøgenhed, og bag De Dødes Rige aabnede sig et Udsyn mod De Levendes Land. – "Saa bliver da Tro, Haab, Kærlighed": I en Artikel i Kjøbenhavns Børs-Tidende for 4. August 1889 havde Pontoppidan skrevet: "i Virkeligheden elsker man kun én Gang i dette Liv […]; kun én Gang kommer Kærligheden til os som det Lyn2, der oplader Øjne og Øren, saa det er, som om man nu først hører og ser. Da stemmes for Livstid alle Hjærtets Strenge, og den, der senere berører dem, faar kun Toner, den anden har skabt. Vi véd det ikke selv, fordi vi ofte tror det glemt og dødt, hvad der endnu den Dag i Dag vokser frodigt i vor Sjæl." Af Pontoppidans allersidste Romaner hedder den ene med Rette Et Kærlighedseventyr: det er som en Naade, at Kærligheden kommer til den sære Mand, Dr. Vadum. I den anden, Mands Himmerig, fører den blotte Mandsvilje, hvor berettiget den end er, til Nederlag og Død. I denne Bog faar Dr. Vadums Ord om Kærlighedens Mirakel ny Resonnans ligesom igen i Erindringerne, hvor Bindet Familjeliv (1938) slutter saaledes: "Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi allesammen af Kærlighedsgaver. Den, som ikke kan erkende dette, har aldrig virkelig levet".

 
[1] 1. Kor.: Det er interessant at bemærke at Karin Brandauer (1945-1992)s tyske TV-filmatisering (WDR) af De Dødes Rige fra 1986, Das Totenreich slutter med at Torben Dihmer læser de citerede vers. Havde hun idéen fra Billeskov? [F.B.] tilbage
[2] Lyn: rettet fra Syn, som Billeskov Jansen fejlagtigt skriver. Tak til Morten Sebber for at have gjort opmærksom på dette. tilbage