II. Novellerne

Henrik Pontoppidans Debutbog, Stækkede Vinger (1881) fik ikke noget Enhedspræg; det er baade efter Emne og Stil sammenbragte Stykker; det er dog interessant at betragte disse fire Noveller baade efter deres egen Holdning og som tidlige Indblik i Pontoppidans Forraad af Temaer og Personer.

De tre første Historier er i Indholdsfortegnelsen samlet under Betegnelsen "Skitser", som leder Tanken hen paa Vilhelm Topsøe's Bog Skizzer (1863). De to første hænger sammen, de er Scenerier af københavnsk Selskabsliv; den første hedder "Efter Ballet", og den anden er en Episode, en Tête à tête paa det samme Bal. Den sidstnævnte er pointeret og desillusioneret Novellekunst som i Kiellands Novelletter (1879) og Herman Bangs Tunge Melodier (1880). I et lille Kabinet sidder, under den "nedringede Middag" hos Justitsraad Fischer, to Personer, en ung Københavnerfrue, der for seks Maaneder siden lod sig vie til den tykke Grosserer Ringberg, og den Mand, hun havde været ægte betaget af, en noget falmet, halvskaldet Don Juan, Fuldmægtig Groth. Han ægger hende til Skinsyge, Rummet mellem dem fyldes med Varme, da Grossereren kommer til og afbryder tête-à-tête'n. Og så afslutter Forfatteren sin Novelle med velberegnet Elegance. Den unge Frue, i hvem Lysten er vakt, bruger en galant List: "i Døren saa: hun bag over sin Mands 24 Skulder og sagde: "Hvad siger du om at spadsere paa Langelinie imorgen Formiddag Kl. 11?" –

"Kjære! – Forretninger!" – sagde Grossereren og trak hende med sig.

Fuldmægtigen saa' efter dem.

Endelig! – tænkte han, og smilte. –"

I den forudgaaende Novelle har vi set Fuldmægtigen storke afsted, efter Ballet, i Spekulationer over, hvorledes han næste Dag skal komme op og være paa Langelinie den "ukristelige Tid af Kl. 11." Groth er i denne Novelle Ven og Soldebroder med den meget unge Karsten Lund, hvis Skæbne afgøres i Natten efter Ballet. Han er eneste Barn af en fattig Adjunktenke, der sidder et Sted i Provinsen og ved sin Symaskine holder sin Trøst og Stolthed, sin "Eneste" ved Studierne i København. Men for et Aarstid siden var Karsten Lund blevet Protegé af en rig og kristeligt godgørende Dame, Fru Brasen, og derved kommet ind i den københavnske Selskabshvirvel, hvor han gør Lykke takket være sin Skønhed og sine Evner paa Dansegulvet. En af Bourgoisiets velhavende Døtre, Klara Hedemann, vil hellere end gerne forloves med ham. Medgangen har stækket, eller korrumperet, Karsten Lund. Medens han til Moderen stadig skriver om sin Flid og sit Arbejde, har han forladt sit beskedne Værelse og danderer paa Strøget, i Teatret og paa Restauranter, "som en af disse Lykkens forkjælede Skjødebørn", der snart sidder "i bristefærdig Gjæld". Og netop nu strammes Nettet om ham: en Kreditor truer med at skrive til Moderen. Karsten vil løbe bort fra det hele, men først solde Resten af Natten bort med Kammeraterne. Hjemme hos ham selv kommer det da til det pinlige og afgørende Optrin. Hr. Reeban, en gammel Gris, finder et Brev, bilder 26 Selskabet ind, at det er fra Karsten Lunds Fredagsveninde og foregiver at læse det op – med stadig mere slibrige Kommentarer. Da Vennerne er listet af med et smørret Grin, ser Karsten, at Brevet er fra hans Moder, som tillidsfuldt takker sin Gud for ham, "fordi du jo nok vil være hos mig, naar min Alderdom trænger til en Støttestav; men dog allermest er jeg glad, fordi mit Liv igjennem dig er blevet rigt og stort, da Vorherre saa tidligt tog din Fader fra min Side."

Vi erfarer saaledes, at en opofrende Moders Ord var forvandlet til Reebans Sjofelheder; skønt disse, som Pontoppidan skriver, "ikke her kunne gjentages", modtager vi Kontrastvirkningens Chok'1; den samme Virkning har Brevet paa Sønnen:

"Han havde næppe læst det til Ende, før han sank tilbage i Stolen, dækkede Ansigtet med sine Hænder og græd saa rigt og fuldt, som aldrig siden han var Barn:

"Mor! – aa Mor!" – – –

Dagen efter forlovede han sig med Klara Hedemann –"

Pontoppidans mondæne Novellistik er saaledes ikke uden moralsk Debat. Lund har tidligere over for Groth erklæret: "hvad kommer Frk. Hedemanns Penge mig ved?" Nu véd han, at efter Forlovelsen vil Kreditorerne bukke og skrabe for ham. Han havde bedyret, at han havde brændt sine Skibe, dvs. besluttet at gøre rent Bord over for Moderen og forberede den beskedne borgerlige Tilværelse, hans Fødsel og Evner havde bestemt ham til. Nu gifter han sig til Velstand og undgaar samtidig at svigte sin fattige Moder! Og det er øjensynlig denne Udgang, som er Hovedsagen for Digteren. Intetsteds kritiseres Karstens Barndomshjem; der er ingen Antydning om at han higer ud over det. Karsten Lund har intet af Lykke-Pers Erobrertrang i sig.

27 Pontoppidan aabnede altsaa sin Førstebog med to københavnske Skitser; den tredje er i Emne og Stil helt forskellig fra de andre. Den hedder "Et Endeligt" og handler om en fattig, 85-aarig Bondes sidste Dage og Død. Til at begynde med er Tonen ironisk over for de to Gamle, Niels Ingvor og hans Øg, men glider over i varm Medfølelse, da de begge udles af Godsejere og Bønder, og forvandles til Indignation og Vrede mod Autoriteterne, da Enken efter Auktionen over Hesten og den Afdødes andre smaa Ejendele rykker ind i Sognets uhyggelige Arbejdshus: der er en chargeret Kontrast mellem den jævne, fine Hygge i Stuen, hun maatte forlade, og Fattighusets lave og mørke Rum, hvor gamle, smudsige Koner sidder og karter. I Novellen spørger baade den gamle Bonde og hans unge Datterdatter, om ogsaa alle Ting i Verden var skabt saa "saare godt". Forfatterens Anklage vender sig dog ikke mod Gud, som han nok ikke tror paa, men mod Menneskene. Det er Niels Ingvors Sorg, at Alderdommen gør ham latterlig; i sin sidste Nats Feberfantasier klager han: "Hvorfor ler de ad mig?" Distriktslægen forsømmer sin Pligt, da han nægter at køre med det gamle Øg som Forspand til den fattige Patient. Arbejdshuset er en umenneskelig Institution, som Sognet har Ansvaret for. Pontoppidan lader ikke forstaa, at Huset alene virker forraaende paa de indsatte; medfødte Lyder har ogsaa deres Andel i den uhyggelige Atmosfære. Da Niels Ingvors Enke træder ind, afbrydes "den smudsige Historie, som den lille væmmelige vanskabte Kone i Krogen gav til Bedste".

Den afsluttende Historie, "Kirkeskuden", er dobbelt saa lang som de tre Skitser tilsammen. Den er nu ogsaa noget forvokset. Forfatteren har ikke Hold paa sine Intentioner. Han giver ufuldstændige Rids af et sjællandsk Sogn; hverken 28 Præstegaardsmilieuet eller Fattigfolkene har Sandsynligheden for sig. Mest Konsistens har de to Hovedpersoner, Lange Ane og hendes Søn Ove. Ane er en Kæmpe af et Fruentimmer; som Kvinde overmandes hun først, da den vældige Søren kommer tilbage fra en Amerikarejse, danser hende ør og tager hende om Natten ude i Skoven. Om Morgenen, da Søren endnu ligger og sover i sin stærke Rus, slaar hun ham ihjel. Denne Hævn over Krænkelsen koster Ane ti Aar i Spindehuset, altsaa Kvindefængslet. Sørens og Anes Søn tilbringer ni Aar i Sognets Fattighus; saa tager Præsten ham i Huset, og Præstefruen ofrer al sin ubrugte Moderfølelse paa Ove. Da indtræffer Katastrofen, som har givet Fortællingen Navn. I Fattighuset, der laa lige ved Havet, havde Ove ofte "givet efter for sin ulyksalige Hang til at sætte Alting i Vandet. Hvad han fik fat i, bar han ned til Stranden for at tilfredsstille sin Lyst til at se, om det kunde svømme" (S. 112-13). I Præstegaarden har han ytret Længsel efter at komme ud og frem. Nu sidder han i sin Plejefaders Kirke og betragter "Kirkeskibet, hans gamle fuldtro Ven, den dejlige fuldriggede Fregat, der hang ned fra Loftet, med kulsort Skrog, gylden Gallion, Vimpler og Flag, og to Sølv-Ankere i Bougen. Det var en dejlig Fuldrigger! – Og som den maatte tage sig ud paa Søen!" Kirkeskuden bærer hans "luftige Drømme til Død og Daad paa det vide, vilde Hav", den bliver et Billede af ham selv; det kom ham for, at den ligesom hviskede til ham, at ogsaa han var en slig Fuldrigger, hængt op i en Kirke. Han stjæler Fuldriggeren og sætter den i Søen; man lader ham faa Hyre paa et Skib; dette forliser, men Digteren redder sin lille Kirkeraner og anordner en lykkelig Slutning. Præsten dør, af Græmmelse over Oves Fejltrin og Ulykke, men ved hans Begravelse 29 staar Ove ved sin Plejemoders Side: "Og mens hun lagde sin Kind til hans Pande, og trykkede ham tæt ind til sig – saa' de det sidste Glimt af den blomstrende Kiste."

I denne lange Historie benytter Pontoppidan melodramatiske Romaneffekter, der hørte Fortiden til. Da Ove i Kirken fjerner Skibet, tror han at se en lang sort Skikkelse med gustent, omviklet Hoved (S. 220); han véd ikke, det er hans Moder, der bryder Kirkebøssen op. Da Kirkeskuden er gaaet til Søs, gaar Drengen i en Baad ud for at bjærge den ind, men forgæves; han sidder sammenkrøbet i Baaden endnu omkring Midnat, da han tages op af en Person med "det samme gustne omviklede Hoved"; den Fremmede faar at vide hvem han er, men han véd ikke det er hans Moder. Hun tilstaar for Præsten, men forsvinder derefter ud af Historien.

To af Fortællingerne i Stækkede Vinger var Landsbybilleder, som Pontoppidan kaldte sin næste Samling, der udkom 1883. Den lille Bog indeholder fem middelstore Noveller, meget forskellige, men alle skrevet med Vid og Styrke. Titelen paa "En Kjærlighedshistorie" er ironisk. Præstens Datter, Ellen-Lisbeth, opdrages med romantisk Tro paa Kærlighedsvalget; hun faar sit Hjertes Udkaarne – men Ægteskabet falder kummerligt ud. Hendes Veninde, Hegnsmandens Grethe, der har læst Poesi med Præstedatteren, bliver efter sin myndige Moders Anvisning forlovet og gift med en skikkelig, lidt løjerlig Mand, Morten Pers. Da de paa Bryllupsaftenen er ene, er Grethe opløst i Taarer: "Du vil jo være god ved mig, Morten? Jeg skal nok være det mod dig … naar du bare vil vente –." Da Ellen-Lisbeth Aar senere kommer paa Besøg, er Grethe en stovt og frodig, travl og glad Hustru og Moder – og det er hendes, efter Pontoppidans 30 Mening klartskuende Moder, der for Ellen-Lisbeth kundgør Historiens Morale: "Ser De, gode Frue! … Der var en Gang, De var vred paa mig – jeg véd det nok; men da var De saa ung og kjendte ingen Ting. Men nu har De jo set lidt af Verden, og vel ogsaa prøvet Deres, kan jeg forstaa; – og se: vi gammeldags Bønder, vi har det nu saadan paa en anden Manér; for naar den ene er Karl og den anden er Pige, og de ellers er skikkelige og ordentlige og vil være gode ved hinanden, saa er der jo dog, hvad dér skal til; og senere kommer jo Børnene, og saa saadan et Liv sammen i Arbejde og Beskjæftigelse; tro De mig – lille Frue! – det er noget andet end denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed."

Mens som Barn jeg var hjemme i Thy og kendte Vesterhavets naadeløse Vælde, gjorde H.C. Andersens Historie om "Bispen paa Børglum og hans Frænde" et dybt Indtryk på mig, ikke mindst Lorenz Frølichs Tegning dertil: der staar et strandet Skib i Havstokken; den overmodige Bisp dirigerer Vraggodset ind paa Land, medens hans Krigsfolk hugger Overlevende fra Vraget ned. For H.C. Andersen er denne Adfærd den gamle Tids, Middelalderens mørke Gru, og han stiller i lysende Kontrast dertil "den nye Tid": et Skib er strandet ved Løkken, men takket være Redningsraketten blev alle reddet og er nu Gæster paa Børglum Kloster; deres Frelse er med Telegrafen, "Tanke-Budstikken", meldt "til de Skibbrudnes Hjem i fremmed Land". I H.C. Andersens Lyssyn tjener de tekniske Opfindelser den nye Tids Humanitet. Historien som hører til H.C. Andersens seneste, den blev trykt 1861, kan have vakt Pontoppidan til Modsigelse. "En Fiskerrede" er antagelig, hvad man ikke synes at have lagt Mærke til, en Antinovelle. Det ubenævnte Fiskerleje 31 er Skagen, som skildres i Fortid og Nutid. Naar Vinterstormene dengang satte ind, tændte Fiskerne Blus i Klitterne og lokkede Skibe til Stranding, myrdede og plyndrede de overlevende, leverede Bispen hans lovlige Part, og gjorde sig grisk og vildt tilgode med det strandede Gods. I Nutiden er Stedet i Sommertiden erobret af Lystrejsende. Og saa kunde jo en tilrejsende fortælle sine Børn om hine Tiders blodige Optrin, men "han glemte da heller aldrig samtidigt at minde om, … hvorledes Civilisationen ogsaa paa dette Omraade havde gjort sit dybe, menneskjærlige Arbejde", og saa viser han Børnene Redningsbaadens Hus og det høje, slanke Fyrtaarn. Men en Sommerdag løber en stor engelsk Fragtdamper paa Grund, Bjergningsselskabets Repræsentant forlanger 4000 Pund for at trække Skibet flot; Kaptajnen siger nej, men da Skibet staar i Fare for at blive Vrag og han accepterer, lyder Fordringen: 6000 Pund. Lejets Strandkommissionær støtter kun paa Skrømt den uheldige Kaptajn, for han har Krav paa en halv Procent af Bjergningslønnen, og Fiskerne 50 Procent af den store Sum! Som i Fortiden kan alle kaste sig ud i larmende Festlighed, paa det strandede Skibs Bekostning. Ikke falske Blus længere, ejheller direkte Mord – skønt Kaptajnens Skæbne nok bliver haard, naar han kommer hjem til Rederiet – men stadig kynisk Udnyttelse af Ulykkesramte. H.C. Andersen har altsaa ikke Ret, den ny Tid og dens Opfindelser har ikke bragt Humaniteten til Sejr. Fiskerreden er lejlighedsvis en Røverrede. Disse Folk har det stadig, kunne Pontoppidan have tilføjet, som Anholtboerne hos Holberg (Peder Paars 1. Bog 2. Sang):

Hver lever Christlig og nærer sig af Vrag.

Der findes én Novelle, hvor Pontoppidan har beskrevet en 32 social Udviklingshistorie, omtrent i den historiske Materialismes Terminologi. Det er "Bonde-Idyl" (senere blot "Idyl"), hvis Titel er grum Ironi. Heri hentydes til "hine Tider, da Bonden selv gik og svedte i den halsstarrige Jord (S. 129)"; Forfatteren maa tænke paa Danmark før Oplysningstidens Bondefrigørelse. Ved denne blev som bekendt Bonden fri og selvstændig, medens hans Medhjælpere, Husmænd, Karle, Inderster, og deres Familie sank ned i Ufrihed og Fattigdom. "Og mens oppe i Gaardene Slægt efter Slægt bestandig voxede sig større og rankere, trivedes der frem her fra Hytterne […] en lavstammet, udmarvet Slægt, der Kuld paa Kuld, fra Barn til Graven, spredte sig omkring for at lægge sine "Værdier" rundt i Bondens Marker og Moser, som de forbedrede."

Og medens Bonden sad lunt og fedt inden Døre, kunde det hænde, "at en og anden, der vaad og foraset slæbte sig hjem i Mørkningen til sin nøgne Stue, pludselig standsede med Haanden over sit store tomme Hoved som for at spørge: hvor vel egentlig disse deres Værdier blev af? Om de nogen Sinde kom igjen? Og hvem der hævede Renterne?" Men det var kun "et kort Minut og døde saa stille bort i fornyet Slæb." (130-31).

Det er denne Virkelighed, Pontoppidan illustrerer i Novellens Lillebillede: Den rige og fede Bonde Mads Monsen har som ung forført den fattige Maren, der nu er en stodderagtig Kone, som venter sit elvte Barn. Mads' Søn Oluf faar nu sin Vilje med Gaardens Lillepige Ane, omtrent for Øjnene af hendes Kæreste, Mathias, "et sølle Skrog af et Mandfolk, som benyttedes af Bønderne til en Slags Slæb og Sjovearbejde nede i de mudrede Mosegrøfter" (113).

I en følgende Udgave føjer Pontoppidan et nyt Træk til 34 Mathias' Ydmygelse; denne ser i Aanden, at naar Olav engang faar Gaarden, vilde Mathias "kanske en Dag komme til ham paa sine Hosesokker og med Huen i Haanden bede ham om at unde ham lidt Arbejde med at køre Møg og oprense Muddergrøfterne og snitte Grise – –

Og netop saaledes skete det."

Det hører med til Forførelsens Dialektik, at Ane (og næppe heller Maren) ikke blev tvunget af Forførerne. Ane er forelsket i Olufs "smukke gulkrøllede Haar" (115-16), og hun baade græder og bliver salig i hans Nærhed. Han forstaar selvfølgelig intet heraf, men mener "hun manglede noget paa sin Forstand" (114). I Kraft af Klasseforskellen betragter han hende simpelthen "som sin lovlige Ejendom" (112).

"Bonde-Idyl" er da en utvetydig social eller socialistisk Novelle, med Front mod Selvejerbonden som Stand. I "Vinterbillede" rammes Præstestanden af Forfatterens Kritik, som her udfolder sig som et fremragende Eksempel paa Pontoppidans beske Humor. Indledningsvis beskrives de slette moralske Forhold i et dansk Landsogn, baade paa Herregaarden, hvorfra Fordærvelse bredte sig, og i Landsbyen, hvor "Ufred, syge Kvinder og de uhyggeligste Jordemoderhemmeligheder hørte til Dagens Historie" (158). I dette umoralske Sogn sad en skikkelig, ældre Præst og dukkede Hovedet. Pastor Falster vidste, at han ikke var Mand for at tage Kampen op mod denne forfærdende Usædelighed – og saa lod han oftest være at tænke paa den. Men hvert tredje Aar, naar Biskoppen visiterede, var han urolig. Ikke for sin Prædiken, for han holdt altid den samme, som han ved Bispeeksamen engang havde faaet Laudabilis for. Men for de Spørgsmaal om Sognets virkelige Forhold, som Biskoppen 35 kunde finde paa at stille. Alt gik dog godt ogsaa denne Gang. Kirken var fuld af Nysgerrige, Middagen med Biskoppen og hans Følge vellykket. Og efter denne foreslog Hans Højærværdighed en Tur i det fri. Ved Biskoppens Side gik en ung Gejstlig, som "erkjendte ethvert af hans Ord med et dybt, embedssøgende Buk. Det var en Kapellan fra Nabosognet, en lang Rangle med et underligt klamt Ansigt og røde, rindende Øjne" (163-64). Det er aabenbart ham, der fører Selskabet ned ad en Sidevej – og her, afsides, løber Biskoppen til sin dybe Forargelse paa et Hus, som tilhører en nylig tilflyttet Irvingianer, Medlem af den katolsk-apostoliske Kirke; paa et Brædt over Døren staar med store, hjemmegjorte Bogstaver: "Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren". Hele den gode Visitatsstemning er forsvundet; Pastoren er faldet i Unaade, Biskoppen – der ikke har været helt uvidende om Sognets moralske Forfald – dømmer ham, fordi han ikke kan holde en kristen Sekt ude, som kun ved nogle rituelle Formaliteter adskiller sig fra Folkekirken. Det er fremragende ondt gjort at lade dette Udtryk for et personligt kristeligt Engagement: "Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren" vækker den lutherske Biskops Nidkærhed. Og naturligvis dømmer Biskoppen ogsaa nu, at Pastor Falsters Prædiken – den han har holdt igennem 40 Aar – er'2 "mig et tydeligt Bevis paa, at hans aandelige Evner ere svækkede; det var ikke den gamle Klarhed og Fylde. – Det er kjedeligt, at Folk ikke selv kan se det Tidspunkt, da de bør trække sig tilbage; og det er pinligt for mig – som nu i dette Tilfælde – at skulle sige dem det. Men vi maa virkelig passe paa, navnlig i denne Tid, da saa mange vil ryste Kirkens Grundpiller, at vi ikke lader noget som helst passere, der kan vække Forargelse!" (166-67).

36 Landsbybilleder er en neutral Titel, men Forfatteren er ikke neutral. Med Vid og Bid angriber han sine Samtidige. Største litterære Ambitioner røber Samlingens Slutnovelle "Arv", der er anlagt som en folkelig Tragedie. Hovedpersonerne faar mægtige Dimensioner. "Den store Nilen" er død; han var en vældig og vild Storbonde, der kan minde om Faderskikkelsen i Dostojevskis Brødrene Karamaszow, som Pontoppidan dog sikkert ikke havde hørt om i 1883. Brødrene Karamaszov udkom 1879-80 og paa Tysk 1884; paa Dansk først 1889. Nilen har for 30 Aar siden fortrængt sin Kone til en fjern Ende af Gaarden. Men dengang han laa for Døden, var hun hos ham, alene, og hun maa nu for Retten aflægge Ed paa, at Manden uden Tvang havde tilintetgjort det Testamente, han tidligere havde oprettet til Fordel for en Søn uden for Ægteskab. Den gamle Edsformular, der truer Menederen med evig Fortabelse, læses op i Retten. Den gamle Kone vakler, men rækker sine tre Fingre i Vejret og sværger. Arven er dermed sikret Slægten. Men paa Vejen hjem fabler Enken om sine tre Fingre der visner, og den følgende Nat dør hun. Hun har svoret falsk, for at Uret ikke skulde vinde Sejr.

Det er noget kunstigt, naar Pontoppidan lader Enkens Niece, Ane-Mette, for hvem hun mest har kæmpet, efter sit Giftermaal købe det Hus, som Biskoppen tog Anstød af i "Vinterbillede". Det er Ane-Mettes Mand, der har sat den irvingianske Indskrift op: "Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren."

Det var paa Landet, Pontoppidan lærte at forstaa, hvor forskelligt Livets Goder var fordelt. I Forfatterskabet bliver hans socialpolitiske Stade de Elendiges Boliger: Mosehusene, Aahusene, osv. Det er derfor naturligt, at han kalder sin 37 tredje Novellesamling Fra Hytterne. Nye Landsbybilleder (1887). Det er Historier om Fattigdom og Elendighed, men der er i dem alle flere Perspektiver end det sociale. Der er dyb Medfølelse med det slidsomme Ægtepar i "Knokkelmanden". Selvfornægtende har de arbejdet for at sidde gældfrit i deres lille Hus. Et Barn har de faaet, Eulalia. Den Dag det sidste Afdrag er betalt, er de overstadig glade, det er deres eneste Dag og Nat i ublandet Lykke: for kort efter føler Konen de første Tegn paa en snigende Sygdom, der trekvart Aar senere lægger hende i Graven. Deres haarde Opvækst og ustandselige Arbejde er fremstillet, men det antydes intetsteds, at Sygdommen, der rammer hende, der er den mest robuste af de to, har Forbindelse med deres Kaar. Novellens Problem er Lykken, eller rettere Ulykken, den onde Skæbne, som her i Dødens Skikkelse knuser et Par Mennesker, hvis Stræbsomhed og Trofasthed gjorde dem fortjent til nogle gode Aar. Den blinde Vilkaarlighed regerer Menneskers Lod.

Men dernæst viser Historien Forfatterens Beundring for den jævne Kones Sindsro, da hun har forstaaet, at det var Døden. Hun forbereder alt for Manden og Datteren. I sin sidste Nat før Sygehuset siger hun:

"Simon … sover Du?"

"Nej – Ane."

"Jeg har glemt at sige dig, at Eulalias røde Hoser … de nye, Du véd … de ligger ovenpaa Lagnerne i Kisten … de maa ikke vaskes i Sodalud – kan Du huske det?"

"Det skal jeg nok, Ane!"

"Ja, saa er der ikke mere."

Der er Opbyggelse og Styrke at hente i denne sørgelige Historie.

38 Men trøstesløs er Fortællingen om den ludfattige Landsbyvævers Fedegris, der faar Bylder og dør. Efter Titelen "Et Grundskud", for Forældre og Børn, hvis Eksistens afhang af Svinet, som de havde fodret med Korn, Ærter, Kartofler – og en halv Tønde Majs der ikke var betalt endnu. Væveren kan ikke rumme Ulykken i sit Hovede:

"Det var deres hele Velfærd, deres eneste Formue. Han syntes, det var umuligt, at Vorherre kunde nænne det. Saa maatte det dog hellere – naar ondt skulde ske – have været et af Børnene. Men hvad skulde de gribe til, naar dette gik tabt? Hvoraf skulde de leve?"

Der er i Novellen ingen Anklage mod det Samfund, som lader en Families Trivsel afhænge af en Fedegris. Der er heller ingen Forklaring paa Soens Død. Det er endnu engang Knokkelmanden, Døden som den meningsløse Skæbnes Redskab, der griber ind. Hvad der nu truer Væveren og hans Familie, det er den offentlige Forsorg, Fattighuset (som Skomageren i "Et Offer" fra Skyer, S. 287-88).

Og det var denne haarde Skæbne, som var blevet Niels Ingvors Enke til Del ("Et Endeligt" fra Stækkede Vinger), og det er den samme, som fuldbyrdes for Stine Bødkers i "Naadsensbrød". I "Et Endeligt" var Fattiggaardens Arbejdsrum lavt, mørkt og ildelugtende. I "Naadsensbrød" er Herredets nye Arbejdshus stort og rent og sterilt. Skildringen som indleder Historien er gennemført negativ. I denne humanitære Institution er alt Regelmæssighed, Tysthed, Død. De Gamle synes allerede at tilhøre Evigheden. Intet Under at Egnens Fattige frygter Anstalten som selve Døden.

Stine er Enke, men har ernæret sig selv ved Arbejde for Bønderne, men forgangen Høst fik hun kvæstet sin Haand i et Damptærskeværk og har siden ført en fortvivlet Kamp 39 for Tilværelsen. Her skulde vel efter Digterens Mening det offentlige have hjulpet. Men hun er "bestandig oftere tyet til Fattigfolks store Trøster, til Brændevinens Barmhjertighed." Hun er nu saa reduceret, at hun ikke kan klare sig selv længere. Eller kunde hun? Da hun med Magt skal føres bort fra sin Hytte, lyder først en, saa flere Stemmer fra Mængden: "Lad hende være." Og dette er vel Tanken i Pontoppidans Novelle: Stine Bødkers er, som Forholdene ligger, dømt til Undergang, men hellere død i Snavs og Frihed end spærres inde i en Institution, der afklæder sine Medlemmer enhver Individualitet.

Fortællingen om "Ane-Mette" har flere Aspekter. Under et Aspekt demonstreres social Uretfærdighed. Paa Kirkegaarden maa et Fattigbarns Ben graves op for at give Plads for et velhavende Bondebarn. Under et andet Aspekt bliver denne Uretfærdighed til Lettelse for det fattige Barns Moder. Ane-Mette var død af Feber den Vinternat, hendes fordrukne Far var bragt hjem som stivfrossent Lig. Moderen syntes derefter bestandig, at hun havde "noget at gjøre godt over for denne sin førstefødte, ved hvis Dødsseng ingen Taare havde flydt." Og da hun nu flytter de smaa Knogler og Tøjstykker, "var det, som om pludselig Barnets Billede lyslevende steg op for hendes Sjæl, og et Par store Taarer trillede ned ad hendes runkne Kinder." Og da det rige Barn begraves med alle Ceremonierne, følte hun "sig saa let om Hjærtet … saadan som en, der har betalt en gammel Skyld; og der laa over hendes Ansigt ligesom den trygge Fortrøstning om, at dog ogsaa en lille Straale af al denne Guds Velsignelse nu endelig havde naaet hendes stakkels Ane-Mette."

Samlingens femte Historie, "Hans og Trine", er bygget paa 40 en kritisk Forestilling om Landsbyens sociale Findeling. Trine kommer fra det laveste Lag, hendes Mor bor i Stedets usleste Rønne. Hans' Mor, der som Trines er Enke, har "ved Flid og gnieragtig Sparsommelighed … lagt saa meget til bedste, at hun netop kunde slaa sig igjennem uden Sognets Hjælp, hvorfor hun ogsaa almindelig betragtedes som lidt andet og mere end de fleste andre af Byens Husmandskjællinger, med hvilke hun da ikke heller havde synderlig Omgang." Hendes Ambition er at se den kønne, blonde Hans gift med en Gaardmandsdatter, og da Hans gør Trine med Barn, faar hun ham til at svigte hende; han maa dog vedkende sig Faderskabet. Trine kalder ham "dit Svin" og rejser efter Fødslen til Hovedstaden for at søge sig en Plads som Amme. Saaledes ender Historien i Novellesamlingen. Men allerede i Tilskueren for Oktober 1887 føjede Pontoppidan til Novellen "en Efterslæt", som i den næste Udgave, 1899, blev Afslutningen: I København bliver Trine atter gravid, men med en velhavende Families Søn; hun sendes hjem med en Bankbog paa 3000 (1899 forhøjet til 4000 Kr.), hun er derfor en rig Pige, som Hans bejler energisk og forgæves til. Trine gifter sig med en Enkemand paa Egnen, og denne har hver Majdag en udsøgt Fornøjelse, naar han stiller hos Hans og indkasserer Børnepengene for Trines førstefødte. Det er Digterhumor, at Retfærdigheden saaledes bliver haandhævet efter et Mønster, som enhver i det lille Samfund kan forstaa.

I det Omfang Pontoppidans tre første Novellesamlinger havde Rapport til Samfundet, gjaldt dette den Ulighed i Kaar, han havde lært at kende paa Landet. Han skildrer uden forsonende Træk Landalmuens benhaarde Slid, Mændenes skæve Skuldre og krogede Rygge, Kvindernes slappe 41 Bryster og haardtspændte Underliv. Men han finder ikke altid Uretfærdighed og Ulykke hos de strengt Arbejdende. Trines Mand, i "Hans og Trine", var "en af de gammeldags Slidere, der aldrig undte sig Hvile, næppe nok Føden, og som dog altid gik og smaasmilte velfornøjet med sig selv og hele Verden."

Med Samlingen Skyer (1890) skifter Interessen tydeligt fra det sociale til det politiske. Undertitlen angiver med Præcision Indholdet: "Skildringer fra Provisoriernes Dage". Det er virkelig samtidshistoriske Fortællinger, politiske Annaler, i det væsentlige daterede eller daterbare og stort set placeret i Samlingen efter Begivenhedernes Kronologi.

Den Strid om Forfatningen, der havde staaet paa siden Krigsslutningen i 1864, blev tilspidset, da Godsejer Estrup som Chef for et konservativt Ministerium i 1877 udstedte en begrænset provisorisk Finanslov, men blev akut, da samme Ministerium fra April 1885 styrede Landet ved Hjælp af en provisorisk Finanslov i fuldt Omfang; Folketinget var da helt sat ud af Spillet – og det er her, Pontoppidans "To Venner" er placeret i Tid: "Det var Paaskelørdag 1885 i en lille jysk Købstad". I hver Novelle tegnes Mandstyper, som de historiske Begivenheder faar skæbnesvanger Betydning for; disse Mennesker bringes i en kritisk Situation, og deres Karakter kommer derved i klart Relief. De to, den lille, forsigtige Jurist Krøger og den store, oppositionelle Teolog Hornung har været Venner siden Regensen. Tilsammen dannede de, sagde Kammeraterne, "det fuldkomne Menneske", og da Hornung er flyttet til Jylland som Præst, har de ført en hjertelig Korrespondance. Digteren har med næsten anstrengt Omhu motiveret Venskabet mellem de to komplementære Størrelser. Men saa kommer Ministeriets Diktat, 42 der af Oppositionen opfattes som Grundlovsbrud. Og nu skilles Vandene. Krøger hører efter Natur og Embede – han er Postrevisor – hjemme paa Regeringens Side, og da han kommer paa Besøg i Hornungs Præstegaard, viser det sig hurtigt, at Præstens Indignation over det skete ikke lader sig forlige med Krøgers Tillid til Regeringen. De kan ikke tale Politik uden at ryge i Flint – og de kan ikke udholde at konversere hinanden om neutrale Emner. Derfor siger Hornung: "Lad os se Sandheden lige i Øjnene. Vi kan ikke længere være i samme Stue". Dermed har Pontoppidan uden Tvivl udtalt noget generelt om disse Kampaar, som om andre. Min Morfar var en af Firsernes Radikale, og min Mormor, der blev meget gammel, fortalte, at man inden for Borgerskabet ikke kunde omgaas Anderledestænkende. I den jyske Købstad har Hornung isoleret sig ved sin Venstreholdning; da Krøger er gaaet før den forberedte Festmiddag, kommer Præstefruen ind for at kalde til Bords og siger forundret: "Er du alene?" Og han svarer: "Ja, Kirstine – nu er vi alene!" Pastor Hornung staar da omtrent som Doktor Stockmann i Ibsens En Folkefjende (1882).

21. Oktober 1885 indtraf en Katastrofe – for Venstrepartiet. En Arbejder forsøgte at myrde Konseilspræsidenten ved to Revolverskud; den ene Kugle gik forbi, den anden prellede af mod en Knap i Estrups Overfrakke. Mordattentatet styrkede Regeringen, som ikke tøvede med at tage skarpe Forholdsregler.

Det er Revolverskuddet i København, som i Novellen "To Gange mødt" kalder en københavnsk Socialist fra Halvfjerdsernes Dage tilbage til Danmark. Han er Bogbinder af Profession og har i en Aarrække rakket rundt i Norge, efter at den politiske Udvikling i Hjemlandet havde skuffet ham. 43 Nu er der skudt paa Ministeren. Nu gaar det løs, mener Reinald, som han hedder; men han finder København uhyggelig rolig og munter, og da han opsøger en af Fortidens Revolutionære, finder han ham komfortabelt installeret, i Festdragt og paa Spring til en stor liberal Fest, en Fane skal indvies. Den hjemkomne Socialist tilbyder forgæves at udføre hvad som helst for Partiet: "Jeg har en gammel Regning at afgøre her, skal jeg nemlig sige Dem". Den blonde og fyldige Politiker bliver forfærdet ved Tanken om Vold: "Der er begaaet et Grundlovsbrud – et klart og utvetydigt Grundlovsbrud! Men vi ville føre Kampen med Lovlighedens Vaaben, der vil, der maa, der skal sejre."

Efter Attentatet paa Estrup oprettede Ministeriet et Gendarmerikorps, hvis Medlemmer fordeltes i Byer og Landsbyer. Det er Ankomsten af "Den første Gendarm", som Pontoppidan skildrer i den næste Novelle med Farcen som Ironiens Vaaben. Bønderne og Karlene har forberedt sig paa at møde Regeringens Udsending med en umiskendelig fjendtlig Demonstration. Da han viser sig paa Hesten, rører intet Menneske paa sig, og Gendarmens Passage vilde have været et Triumftog, hvis ikke Kresten Skrædders lille arrige Pudel var gaaet i Benene paa Soldatens Vallak, der saa blev nervøs og kastede Rytteren af. Denne smukke Sejr brystede Sognets Bønder sig ikke saa lidt af i den følgende Tid!

"Den første Gendarm" er et humoristisk Intermezzo. I den følgende Historie er den politiske Reportage dybt alvorlig. "Tro til Døden" handler om en Valgkreds' bedste og fineste Venstremand, Peder Brusgaard, som trods en alvorlig Sygdom og Lægens truende Advarsel lader sig i Vinterkulden transportere til Valglokalet for at afgive sin Stemme. Det drejer sig utvivlsomt om Folketingsvalget 28. Januar 1887. 44 For første Gang er Venstre sikker paa at erobre Kredsen fra Højre, men én Stemme kunde jo gøre Udslaget, véd Peder Brusgaard. Men i sidste Øjeblik splittes Kredsens Venstrevælgere. En ambitiøs Folkehøjskolelærer, Sven Lavesen, havde samlet 50 Stillere og misrekommanderede Kredsens gamle Venstrekandidat, Møller Madsen. Ved dette Kredsvalg, hvor den Kandidat er valgt, som faar det højeste Antal Stemmer, fik Højres eneste Kandidat 1312 Stemmer, Venstres tilsammen 1414, men Møller Madsen kun 1250 og Sven Lavesen 164. Venstre fik ikke vippet Greven! Den gamle trofaste Venstrebonde, Peder Brusgaard, der døde tre Dage efter Valget, havde givet sit Liv meningsløst, takket være manglende Solidaritet inden for Partiet. Den politiske Novelle fortæller en menneskelig Tragedie.

Skønt Birkedommer Hammer er Højremand, er han meget utilpas ved Regeringens Foranstaltninger. De provisoriske Love medførte, at mange – især i Jylland, hvor han befinder sig – nægtede at betale Skat, og saa var det hans Embedspligt at rykke ud for at pante, ledsaget af sin embedsivrige Fuldmægtig og to beredne Gendarmer. Han er "I Kongens Kjole" og maa blive dér, fordi hans smukke og livslystne Hustru venter af ham, at han skal avancere til Hovedstaden. Derfor hjælper det ham ikke, at "hans Hjerte snørede sig sammen af Smerte og Ydmygelse ved Tanken om den dybe Demoralisation, hvori hans Fædreland var sunket ned […] Hvorledes var det dog kommet saa vidt? Hvem bar Skylden for denne Nedværdigelse af Magten?"

Bogen afsluttes tragikomisk med "Et Offer". Den historiske Baggrund synes at være de Bestræbelser, som Højrepartiet gjorde for at vise Arbejdere, at Venstre ikke fremmede deres Sag, og der blev dannet højreorienterede Arbejderforeninger. 45 Lappeskomageren Holleufer plejer paa Grundlovsdagen at gøre sig til Nar ved at drikke sig fuld og holde Tale for Venstre og Arbejderne. Men paa denne 5. Juni staar han op og bekender, at han har skiftet Standpunkt. Han bliver omgaaende af sin Bys Højrepolitikere engageret til at gentage sin Tale ved Partimøder rundt i Kredsen. Men efter faa Maaneder kastes han af Agitationskomiteen bort som en snavset Klud. Ulykken slaar ud hos ham som Storhedsvanvid; han tror han leder sit eget fædrelandstro Parti. Holleufer bringes af Politiet til Sygehusets Galecelle; hans Familie af Fattigforstanderen til Fattighuset.

I Skyer's Typegalleri tilhører Pastor Hornung og Birkedommer Hammer Embedsstanden, Peder Brusgaard det beskedne Landbrug, Holleufer og Reinald Haandværkerne. Sidstnævnte, i "To Gange mødt", var Søn af en bedraget og forladt Moder, hvis Ulykke havde dryppet ham det bitre Had i Sjælen. Han faar derved et Slægtskab med den Mandsling, som er Hovedpersonen i "Ilum Galgebakke. En Prolog", hvormed Pontoppidan aabnede Samlingen, i kunstnerisk Lødighed og Tankens Dristighed Bogens bedste Stykke. Med blændende Stilkunst modstiller Forfatteren de Ilum Bønder før og nu. Dengang var de villige til at slaas for deres Frihed, to Gange brændte de Herregaarden af og torterede Herremanden til Døde paa Galgebakken. Nu, under Kampen for Grundlovsrettighederne, danner de Foreninger, stifter Kasser og holder Møder. "Overalt og til alle Tider holder de Taler". Det er "Mandslingen", en ældre koboldagtig Person, som med hvas Ironi minder Venstrebønderne om Oprørets Mening. Han kalder sig "pensioneret Skolelærer", og man kan forstaa, at han "havde været i Berlin under Tumulterne, otteogfyrre, i Paris under Kommunen 46 enoghalvfjers". Revolutionen er hans Verden og Liv. Og det er ham, der, før han forlader Sognet, slynger sin inderste Mening ud: en Revolution kan kun føres ud i Livet af Storbyernes fattigste Udskud, Samfundets Bærme er den eneste Garanti for, at et civiliseret Folkeslag ikke lægges i Slavelænker. Den som vil tjene Menneskeheden, han skal drive sine Børn ud i Usselhed. "Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres Hjærter med Had og Bespottelse! Lad dem voxe op med Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Her er Kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! … Leve Krapylet!"

Skarpere og mere skaanselsløst er Revolutionens Forudsætninger og Betingelser ikke udtrykt paa Dansk.

Alle Pontoppidans Noveller, jeg hidtil har omtalt, er Virkelighedsskildringer, naturalistiske Historier af forskellig Længde og Toneart. Men i Krøniker (1890) slaar han sig mere løs. Det mærkes, at nogle af Stykkerne først har staaet i en Avis; de er af journalistisk eller essayistisk Oprindelse. I 12 korte Tekster, forøget med 4 nye i 2. Udgave 1899, kombinerer Pontoppidan gamle, mest folkelige Genrer med nymodens Ideer, Flyvetanker og Paradokser. Her er en besk Legende om Vorherre og Sankt Peder, der vandrer paa den utaknemmelige Jord ("Menneskenes Børn"); en anden Historie om de samme har antiklerikal Morale ("Sct. Peders List"), ligesom nogle folkeligt drøje Skæmtehistorier om Præster ("Præsten og Herremanden"; "Præstesækken"). Et Folkesagn ligger vel til Grund for "Den stærke Skrædder", der viser, at 47 Frækhed belønnes. Tre pessimistiske Eventyr har hver sin Lære. "De Vises Sten" er "den dybe, tavse Menneskeforagt". "Ungdom" fortæller os, at trods Spaadom om Lidelser i Manddom og Alderdom kan en ung Mand ikke modstaa Fristelsen til at opleve Kærlighedslykken i de unge Dage. "Svend Morgendug", hvis Navn nok har Forbindelse med Ordsproget om Mimmerdug, rejste han sin Lykke forbi uden at kende den? Var netop den Pige hans Livs Lykkechance?

Et Dyreeventyr er den berømte "Ørneflugt", som kom til i 1899. Det røber med sine sidste Ord Brodden mod H.C. Andersens "Den grimme Ælling": "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden". Det er fælles for de to Eventyr, at de handler om kongelige Fugle; begge har ædel medfødt Natur. H.C. Andersens Skildring bunder i Idealismens Tro paa, at et Menneske af Gud har faaet en uforgængelig Personlighed; derfor gør det ikke noget, man er opvokset i Bondegaarden, hvis man har ligget i et Svaneæg; er man af Gud bestemt til Geni, har man et Krav paa Anerkendelse hos Omgivelserne. For Pontoppidan maa, efter Erfaringen, Milieuet betyde meget for Personlighedens, ogsaa den store Personligheds Udfoldelse. En Ørneunge er ikke sikker paa at udvikle sig til Ørn. Som H.C. Andersen tror Pontoppidan paa Personlighedens Integritet. Men ifølge Pontoppidan kræver det Kamp at frigøre Personligheden; det store Menneske maa bestaa Prøven, maa kunne udholde Synet af de uendelige Vidder, Kulden i Ensomheden, for at blive sig selv. Og her kan Barndommens og Ungdommens borgerlige Milieu faa skæbnesvanger Betydning. I "Ørneflugt" findes, som Fr. Nielsen har paavist, Passager fra Nietzsches "Zarathustra", Pontoppidan har tilsluttet sig Nietzsches Syn paa det stærke 1 Menneske; "Ørneflugt" handler om dette Menneskes Nederlag, Lykke-Per om hans Sejr.

I Krøniker fortælles psykologisk pointerede Anekdoter, om "Den kloge Mand" (1899), der tror han kan holde sig fri af Dagens Sensation; om "Grethe Gaasepige", som kom til at holde for meget af sine Gæs; om Adjunkten i "En lille By" (1899), der heldigt kommer af med et Øgenavn. Hos moderne Mennesker kan Overtroens Angst naar som helst bryde frem: "Havfruens Sang". Uhyggen kan lære et Ægtepar, at det ikke er nok at være sig selv: "Forbandelsen", hedder Historien, i 1899: "Muldskud". Og "Naar Vildgæssene trækker forbi" (1899), vaagner i en sat Ægtemand Den gamle Adam (som allerede i Romanen af dette Navn 1894). Med Krøniker var Pontoppidan paa Linje med Drachmann: Troldtøj. Folkesagn i Nutidsliv (1889-90) og foregreb Halvfemsergenerationens Tilbagevenden til gamle Fortælleformer, som f. Eks. Viggo Stuckenberg: Vejbred. Smaa Æventyr og Legender (1899). I "Digterliv" er Pontoppidan næsten synsk. I fire Rids af en Digterskæbne tegner han Publikums Krav ikke blot til Senromantikeren og Naturalisten, men til Livsglædens Renæssance hos Drachmann (Prinsessen og det halve Kongerige 1870) og hos Heidenstam (Vallfart och vandringsår 1888), ja frem til Religiøsitetens Genfødelse hos Johannes Jørgensen og Helge Rode. Dengang som nu gjaldt det for en Forfatter om at være en Postgang forud for sine samtidige Kolleger.

Til den korte Fortælling vendte Pontoppidan tilbage et Par Gange. Den ene af disse Historier er ikke meget kendt. Den stod oprindelig i Tidsskrift for jødisk Historie og Litteratur (1918) med Titelen: "Præstens Datter. Et Minderids". Den har dér Karakter af Erindring, dels fra Randers, dels 50 og især fra et Ophold ved et Badested paa Vestkysten. Der er en Slags Frimureri mellem Fortælleren og den fattige unge Jødepige, som er en fremmed Fugl blandt de velnærede og overlegne Badegæster. Til Bindet med Det ideale Hjem og andre Noveller og Skitser (1930) ændredes Formen. I "Rabbinerens Datter" meddeles Forhistorien, om Jødemenighedens Forhold, den lærde, men fattige Jødepræst og hans lykketørstende Datter straks. Jegfortælleren erstattes af en velmenende Kandidat, som opvarter hende, medens hun sværmer for en blond, fedladen Kunstner. Det gaar dog paa samme Maade i de to Versioner. Den 21-aarige Rachel ender med at flygte fra Pensionatet, hvor hun takket være en velhavende Slægtning holder Ferie, fordi hun blandt de øvrige Gæster ikke kan komme til at iagttage de Forskrifter ved Spisning og Sabbat, som hun skylder sin Fader at overholde: det kunde koste ham hans Embede, hvis det blev rapporteret hjemme, at hun ikke fulgte Reglerne. Den bevægede Historie er nu meddelt i en nøgtern objektiv Fortællestil, der udelukker al Sentimentalitet.

Pontoppidans sidste Novelle stod i Samlingen Det ideale Hjem etc. fra 1930; den hedder "Rejsen gennem Livet" og er en ejendommelig Fortælling om Dødsfrygten. Købstadens store Købmand, kaldet Kong Anders, har faaet alt i Livet, men nærer en hemmelig Frygt for Døden. Han lærer den at kende, da først hans Yndlingsdatter dør elleve Aar gammel, senere tillige hans Kone og Vennerne; han trækker sig bort fra Byens Liv og dør en Dag stille fortabt i Erindringerne om sine afdøde Kære. I sit Testamente har den velhavende Mand bl.a. "oprettet et anseligt Legat, hvis Renter skulde anvendes til en stor, aarlig Mindefest for alle Kirkegaardens Døde". Man tænker paa Slutningen af Henrik Pontoppidans 51 Digt til Georg Brandes' Halvfjerdsaarsdag (i Politiken 4. Februar 1912), hvor Poeten ser Mesteren vende sig bort fra sit Værk:

Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.

De Dødes Rige var i hvert Fald for Pontoppidan i 1912 et Udtryk fuld af Mening og bevarede det til hans egen Livsafslutning.

Vi kan allerede her se, at der er Sammenhæng mellem Genre og Motivvalg hos Pontoppidan. Fra Begyndelsen af sin Forfatterbane placerede Pontoppidan sig paa den kritiske Front, som siden Halvfjerdserne havde dannet sig under Georg og Edvard Brandes' Førerskab. Der er en oplagt Vekselvirkning mellem Pontoppidans Novellistik og hans Journalistik: det er i Kortprosaen, han gaar mest angribende til Værks. Hans sociale og politiske Noveller har i en Del Tilfælde Parallelstykker blandt hans Avisartikler. Og da Pontoppidans Blad, Kjøbenhavns Børs-Tidende, fik en Bøde2 for en Artikel, Pontoppidan havde trykt i Avisen 12. Dec. 1889, saa var denne Artikel en Digters Værk, en Gengivelse af en respektløs gammel tysk Variation af Evas Skabelse. Og i Novellerne sprænger Digteren Tendenslitteraturens Panser. Novellerne viser sig hurtigt at indeholde saavel Kritik som Anerkendelse af alle sociale Lag, især paa Landet: Godsejere; Præster og Læger; Bønder; Husmænd; Tyende o.s.v. Den samfundsbestemte Vurdering krydses af en anden, som bygger paa almenmenneskelige Kriterier. Dette giver et rigt Spil af Vurderingssæt; men det betyder ogsaa, at man ikke kan overføre Kritik eller Ros af en Samfundstype fra én Novelle til en anden; man maa, som vi har gjort det, tage hver Fortælling for sig.

 
[1] 48 tilbage
[2] Bøde: om hele denne sag se E. Bredsdorffs artikel: "Da Henrik Pontoppidan blev strøget på finansloven", 1974. tilbage
['1] Chok: < Chock . tilbage
['2] er: rettet fra "en". tilbage