Mellem to krige
Tale holdt i Madrid ved to præsentationer den 26. november 2008 af den første oversættelse til spansk af Lykke-Per: Per el afortunado.
I disse dage for netop 90 år siden sad den 61-årige Henrik Pontoppidan i et havehus hos en god ven, ved foden af Hamlets slot i Helsingør, og skrev på et digt, som I har fået i hånden [uddelt til de tilstedeværende]. Den store krig, La Grande Guerre, som franskmændene stadig kalder den, var netop slut med våbenhvilen den 11. november, og Tysklands nederlag gav danskerne håb om at få den trediedel af Danmark tilbage de havde tabt til Bismarcks Preussen et halvt århundrede før, i 1864.
Som en bue var Pontoppidans verden spændt ud imellem disse to krige, den store 1914-18 og den lille i 1864, i et mægtigt forfatterskab på henved et halvt hundrede bind. Buen udgør en kurve fra håb og trods til bitter fortvivlelse og grum indsigt i en verden der endte med at give ham den undergangsangst der også ramte den yngre generation af kunstnere, som man kan se det for øjeblikket i Madrid på dobbeltudstillingen "1914, Avantgarden og den store krig". Det var en angst der ikke havde ladet sig forjage af den Nobelpris han året før havde modtaget. Men præcis i denne stund, november 1918, hvor våbenhvilen var sluttet mellem de kæmpende hære på jordens blodigste slagmarker i Østfrankrigs mudderpøle, præcis i denne stund skrev den store prosaist et lille digt som hans land kom til at elske ham for. Han var ikke nogen stor lyriker, sagde og skrev altid at lyrikken havde sat svamp i sproget og trukket marven ud af folket. Men han tilhørte selv det folk og led af sin ungdoms hemmelige elskov til dets store poeter med H.C. Andersen i forreste række. Det lille digt blev elsket af det danske folk og hurtigt sat i musik af komponist Thomas Laub:
[Så afspilledes "Det lyder som et Eventyr" i Esrum Hellerup Korets indspilning.]
Det Europa Henrik Pontoppidan først og fremmest forholdt sig til, var Tyskland. Fra hans barndom havde Tyskland været den store truende militære fjende af det lille Danmark – tyske officerer var i 1864 indkvarteret i præstegården i den provinsby hvor den syvårige Henrik voksede op – men også fordi det primært var fra Tyskland de kulturelle strømninger kom til Danmark. Tysk var det første fremmedsprog i skolen, mens fransk var det andet, og engelsk som regel var helt fraværende i undervisningen. Tysk var det eneste fremmedsprog Pontoppidan nåede frem til at tale og læse, men knap nok skrive tvangfrit. Intet tyder på at han nogensinde lærte sig hverken fransk eller engelsk – for slet ikke at tale om spansk. Da han som 18-årig i 1876 foretog sin første udenlandsrejse, var det en rejse helt på tysksproget grund: Gennem Tyskland til Schweitz og de alper der blev hans forfatterskabs symbol for de vilde længsler og de høje mål. Ikke mindst i Lykke-Per, og i forfatterskabets vandmærke, fablen om "Ørneflugt" ["Elvuelo del águila"].
Italien blev det næste mål. Hertil gik bryllupsrejsen seks år senere: Norditalien, Venedig. Til Rom kom Pontoppidan først på sit andet ægteskabs bryllupsrejse i 1892. Men til de to andre "latinske" lande, Frankrig og Spanien, kom Pontoppidan aldrig. Selv om han meget længe drømte om og planlagde rejser til Paris, byen som så mange af hans kolleger i Det moderne Gennembrud elskede og forgudede. Til Spanien sendte han kun et par af sine personer. Den lille roman, Spøgelser fra 1888, ender med at det unge par, grevesønnen og præstedatteren i den lidt guvernanteagtige roman, tager på deres bryllupsrejse til – Sevilla.
Men dette er ikke det første spanske spor i forfatterskabet. I den foregående roman, Mimoser, optræder Sancho Pansa. Ikke i egen person, men som metafor for en tjener hvis herre, en pensioneret provins-apoteker der forgæves vogter sine to døtres dyd, og derfor må forekomme en ren Don Quijote. At Pontoppidan var fortrolig med Cervantes' ridderroman, der i Danmark var blevet oversat 100 år tidligere, fremgår også af den dom en ræsonnør fremsætter over hovedpersonen i Pontoppidans første store roman forud for Lykke-Per: præsten Emanuel Hansted i Det forjættede Land [La tierra prometida]:
Herunder hviler Don Quixotes Genganger, Emanuel Hansted ved Navn, som var født til at være en skikkelig Kapellan men troede sig en Profet og Helgen; som derfor klædte sig udi en Kvæghyrdes Dragt og ansaa' enhver Indskydelse for en speciel Kaldelse fra Himlen; som forfuskede Alt, hvad han fik mellem Hænder, forlod sin Kone og vanrøgtede sine Børn, men som ikke desmindre indtil det sidste betragtede sig som den af Forsynet Udvalgte, der skulde berede Tusindaarsrigets Komme og forkynde Guds Dom over Menneskeslægten.
Denne fantast-figur skatter til både den franske filosof Rousseau og den russiske forfatter Tolstoj. Han er den første af Pontoppidans store mandsfigurer, men det er kun hans bestræbelser der har Pontoppidan-fortællerens sympati, ikke hans sørgelige endeligt på et sindssygehospital som forlist idealist. Den næste store figur er Lykke-Per, og ham sammenligner Pontoppidan ikke med Don Quijote. Det gjorde derimod 20 år senere den ungarsk-tyske literaturteoretiker Georg Lukács som erklærede Don Quijote og Per el afortunado for de to eneste romaner der lever op til hans, Lukács', teorier om Den Store Roman. Det gjorde de ganske vist med to helt modsatte begrundelser, og det fører for vidt her af forklare hvori Lukács så forskellen. Jeg siger det kun for at understrege hvilken målestok der internationalt er blevet lagt på Lykke-Per. Det skyldes naturligvis, foruden dens egne kvaliteter, at Lykke-Per var blevet oversat til tysk, i 1906, altså for 100 år siden. Så også den store tyske forfatter Thomas Mann kunne læse den, og endnu før Pontoppidan i november 1917 som 60-årig fik Nobel-prisen, kunne Mann til hans fødselsdag om sommeren offentligt hilse ham som – jeg citerer:
en fuldblods fortæller og en kritiker af livet og samfundet af fuldkommen europæisk rang. Som en ægte konservativ hævder han i en stakåndet verden fortællingens store stil. Som en ægte revolutionær ser han i prosaen frem for alt en dømmende magt. Med den charmerende, ja, medrivende strenghed, som er kunstens hemmelighed, dømmer han tiden og peger, som en ægte digter, på en renere menneskelighed.
På én gang konservativ og revolutionær. Det var kun ét af utallige vidnesbyrd om at Pontoppidan, som alle virkelig store forfattere, er umulig at sætte i bås, selv om mange i hans sam- og eftertid har været ivrige efter det. Flertydigheden (polyfonien) er hans adelsmærke, og det er for eksempel derfor at Lykke-Per kan læses igen og igen, efterhånden som læseren når ind i nye afsnit af sig eget liv og læser romanen med nye erfaringer i lommen. Det er derfor man kan blive ved med at diskutere hvor langt f.eks. ironien går i Lykke-Per. Er forfatteren nu rigtig med ham til sidst? Og det er derfor man kan danne et litterært selskab i hans navn som vi gjorde det i Danmark i år 2000. For det betyder jo, at man blev ikke færdig med ham, første gang man læste ham.
I disse år går tendensen i den litterære forskning i Danmark i retning af at gangen i Lykke-Pers' skæbne utvetydigt skal forstås positivt. Han er ikke en fantast der af sin forfatter klædes af, men et menneske der smøger sine erhvervede ("nedarvede") forklædninger af sig, en efter en, indtil han til sidst står i det han selv i sin dagbog kalder "guddommelig nøgenhed". Det kræver mod, og det mod lader forfatteren Per Sidenius beholde.
Det er ved at stille forfatterskabet ind i et europæisk lys at denne forståelse er vokset frem. Det er ikke kun Nietzsche, men bag ham Schopenhauer der må forstås som det filosofiske blod der løber i forfatterskabets årer. Fra Cervantes' idealistiske fantast over Schopenhauers fornægtelse af livsviljen og lovprisning af lidelsen, til Nietzsches guddommeliggørelse af det indre Selv ingen af de to præstesønner kunne undvære at komme til rette med. Hvor svært det end er at få styr på hvem jeg virkelig er. Fra H.C. Andersens lyse, lyriske prosa der strømmer gennem ikke kun eventyrene, men også hans romaner (hvoraf én da for resten hedder Lykke-Peer) og rejsebøger, f.eks. den om Spanien, til Henrik Ibsens to store dramatiske digte om præsten Brand og eventyreren Per Gynt (netop Per Gynt) der ligger som en klangbund under hver sin af Pontoppidans to første store romaner, Det forjættede Land og Lykke-Per. Også den russiske Dostojevskij – selv, som Pontoppidan, en polytekniker der blev forfatter – udgør med sin dybtgravende religiøse alvor en del af denne klangbund.
Og så har vi slet ikke talt om stil og fortællemetode. Sidste sommer, i 2007, afholdt Pontoppidan Selskabet et seminar om "Europæeren Pontoppidan", og her blev det klart at Pontoppidan ikke blot er en fjern efterkommer af Cervantes, men at han står på skuldrene af Balzac og den romantradition der udviklede sig i hans spor op igennem det 19. århundrede. Lykke-Per er jo som en af de talrige unge mænd der i Balzacs romaner drager fra provinsen op til Paris for at erobre verden. Også med en anden, samtidig, fransk forfatter, den drastisk-ironisk, livspessimistiske Guy de Maupassant har Pontoppidan påfaldende ligheder der viser i hvilket fælleseuropæisk rum de begge befandt sig.
*
Jeg lykønsker Spanien med at have fået sin Lykke-Per endnu før det er lykkedes det engelsk-sprogede bogmarked. I Dublin sidder en oversætter, Paul Larkin hedder han, og arbejder på Lucky Per. Men han mangler den forlægger, Per el afortunado så lykkeligt fandt her i Madrid i José Maria de la Torre. Fra Pontoppidan Selskabets side vil vi gøre hvad vi kan på vores website sammen med Pilar Lorenzo at skabe en spansk version der kan medvirke til at udbrede kendskabet til dette vigtige europæiske forfatterskab hos det spansk-læsende verdenspublikum.
