Henrik Pontoppidan og Ludvig Feilberg

En livsfilosofisk fortolkning af personer og temaer hos Pontoppidan

1.0 Indledning og opgaveformulering

Igennem de sidste hundred år har forskere og studerende læst og tolket Henrik Pontoppidans forfatterskab, så hvorfor egentlig beskæftige sig med dette forfatterskab? Vil det i det hele taget være muligt at skrive noget nyt? Og hvis ikke hvad er så formålet med at lave dette speciale? Disse og mange andre spørgsmål blev tænkt forud for dette speciale, og det var derfor også med en vis stolthed, at jeg kastede mig over opgaven at beskrive en mindre belyst side af Pontoppidans liv og forfatterskab.

At mit speciale skulle handle om Henrik Pontoppidans forfatterskab, var besluttet længe inden jeg første gang hørte om livsfilosoffen Ludvig Feilbergs levelære og hans venskab med Pontoppidan. Mit kendskab til Ludvig Feilberg var inden specialets begyndelse begrænset til nogle få sider i Mogens Pahuus' bog Det gode liv: Indføring i livsfilosofi. Og det var ikke uden en vis skepsis, at jeg læste Ludvig Feilbergs, i dag næsten glemte, levelære, men som det tilsyneladende ofte går hans læsere, så blev også jeg i stigende grad betaget af de mange 'sandheder', han kommer frem til gennem sine til tider lidt naive levelæreiagttagelser.

Pontoppidans forfatterskab løber over en lang årrække, men med udgangspunkt i kilderne valgte jeg at arbejde med perioden 1898-1918. Udvælgelsen af skønlitterære tekster er herefter foretaget efter en læsning af Pontoppidans større og mindre udgivelser i perioden fra Lykke-Per (1898-1904) til De dødes Rige (1918). Langt fra alle læste udgivelser fra perioden er fundet egnede til nærmere undersøgelse, og disse er derfor udeladt af specialet. Men til trods for denne begrænsning har det ikke været muligt at medtage nogen egentlig grundanalyse af de valgte værker, og de enkelte læsninger vil være koncentreret om de elementer, der enten direkte eller indirekte kan relateres til Ludvig Feilberg og hans livsfilosofi.

Specialet består af tre dele. Den første del er koncentreret om Ludvig Feilberg, hans liv og forfatterskab samt en kort indføring i hans livsfilosofiske tænkning. Det sidste har været nødvendigt for at kunne dokumentere, hvorledes Feilberg har påvirket Pontoppidans forfatterskab. I den anden del arbejder jeg med de kendte kilder1, ligesom der er medtaget korte beskrivelser såvel af kildernes indhold som af Pontoppidans liv. Blandt brevkilderne er der henvisning til Det ideale Hjem og Lille Rødhætte, og jeg har derfor valgt at placere min læsning af de to værker i denne del.

I specialets tredje del forsøger jeg at finde tegn på Feilbergs indflydelse i værker, der ikke tidligere har været sat i forbindelse med ham, det drejer sig om værkerne Lykke-Per, Hans Kvast og Melusine og De dødes Rige.

Min opgaveformulering er derfor som følger:

At efterspore betydningen af Ludvig Feilbergs levelære for Henrik Pontoppidans forfatterskab i perioden 1898-1918, med særlig henblik på Lykke-Per, Det ideale Hjem, Lille Rødhætte, Hans Kvast og Melusine samt De dødes Rige.

2.0 Ludvig Feilberg og hans levelære

Ludvig Tage Christian Müller Feilberg blev født den 31. marts 1849 i Husby i Vestjylland. Hans far var præst, "original indtil Særhed og ofte vanskelig at omgaas" (Cavling 1927: 15). Moderen var 46 år da Feilberg blev født som den sidste i en børneflok på fire sønner. Familien flyttede til København, da Feilberg var 15 år gammel, og efter at have taget præliminæreksamen begyndte han sit studie på Polyteknisk Læreanstalt. Han fik sin eksamen som ingeniør i 1874 og arbejdede en kort tid som praktisk ingeniør, men søgte hurtigt arbejde inden døre, hvilket han fik med sin ansættelse ved Landbohøjskolen. I 1879 blev han gift med Lida Lund, og i 1883 fik han stillingen som underviser i tegning og jord- og vandbygningslære ved Landbohøjskolen, en stilling han besad til sin død. I 1887 fik han, udover sit arbejde som underviser, hvervet som kultusministeriets tilsynshavende ved folkehøjskolerne og landbrugsskolerne. Feilberg døde 20. september 1912 bare fjorten dage efter sin kone.

I ovenstående gennemgang af Feilbergs liv og levned er der ikke meget, der fortæller hvorfor han i Store Nordiske Konversationsleksikon fra 1917 blev kaldt "nordens genialeste psykolog" (Teigen 1980: 7). Forklaringen er, at Feilberg fra han var 17 år gammel samlede på levelæreiagttagelser, som han skrev ned i notesbøger. Feilberg havde, ifølge Viggo Cavling, i sit voksne liv kun denne ene fritidsinteresse, og ved sin død havde han 107 bind med i alt 6672 sider iagttagelser. De mange iagttagelser er grundlaget for de ca. 1000 sider, han fik udgivet i perioden fra 1881 til 1912 fordelt på syv værker med følgende titler:

  1. Om størst Udbytte af Sjælsevner. Bidrag til praktisk Psykologi (1881).
  2. Holbergs træ i Fiolstræde. En Analyse henhørende til "Det skønnes Naturlære" (1882).
  3. Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet. Bidrag til en aandelig Sundhedslære (1896).
  4. Om sjælelig Ringhed. Indbydelsesskrift til Studiet af en praktisk sjælelig Naturlære (Levelære) (udkommer i hæfter i perioden 1899 til 1902).
  5. Naturlærens Leve-ABC. Kort Fremstilling af livsøkonomisk Levelære (1905-1907).
  6. Kort Fremstilling af de sjælelige Naturudviklingslove. En Katekismus til Skolebrug i en tænkt fysisk Tidsalder (1910).
  7. Sammenbragte Breve for Samlere paa Levelæreiagttagelser (1910-1912).

De syv titler viser i sig selv en udvikling i Feilbergs arbejde, de første kalder han beskedent bidrag til …, de senere kalder han levelære. I hans første udgivelse udgør levelæreiagttagelserne langt den største del af teksten, mens teorierne i den senere Naturlærens Leve-ABC udgør størsteparten af teksten. I de første udgivelser er iagttagelserne skrevet med en større typografi end teoriafsnittene, og også dette er omvendt i de senere udgivelser. Udviklingen afspejler den stigende grad af sikkerhed, hvormed Feilberg fremsætter sine teorier samt en stigende interesse for at teoretisere.

Feilbergs første bog, Om størst Udbytte af Sjælsevner, blev positivt modtaget og er som den eneste oversat til tysk (1906) og svensk (1917). Den anden udgivelse, Holbergs træ i Fiolstræde, blev også læst og omtalt i pressen, men fra og med Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet gik det nedad bakke med salget. De to næste værker, Om sjælelig Ringhed og Naturlærens Leve-ABC, blev derfor udgivet i hæfter. Det sjette værk, Kort Fremstilling af de sjælelige Naturudviklingslove, blev udgivet samlet og efterfulgt af Breve for Samlere paa Levelæreiagttagelser, der blev udsendt udgivet til en kreds af særligt interesserede læsere. Feilbergs hensigt med Breve for Samlere paa Levelæreiagttagelser var, at læserne selv skulle deltage aktivt ved at sende deres egne iagttagelser til ham og betale trykningen, mens modtagerne kun skulle betale portoen. Kredsen blev til Feilbergs skuffelse kun på 100 medlemmer, og han skrev selv størstedelen af de 34 breve, der blev trykt.

Feilberg havde ved sin død i 1912 et meget begrænset publikum, men i 1917 blev han, som omtalt ovenfor, kaldt "nordens genialeste psykolog". I det følgende vil jeg beskrive, hvad der gjorde ham fortjent til denne titel. Til formålet vil jeg anvende to af hans tekster Om størst Udbytte af Sjælsevner og Naturlærens Leve-ABC. Jeg har valgt disse to værker, fordi de beskriver hver sin del af Feilbergs lærebygning. Om størst Udbytte af Sjælsevner beskriver første del kaldet bevægelseslæren. Naturlærens Leve-ABC beskriver den anden del kaldet værdilæren. Bevægelseslæren er udgangspunktet for hele hans arbejde og kommer mest originalt til udtryk i Om størst Udbytte af Sjælsevner. Værdilæren bliver første gang beskrevet i Naturlærens Leve-ABC. Forholdet mellem de to lærebygninger beskriver Feilberg på følgende måde i Naturlærens Leve-ABC:

Det foregaaende samler sig væsentligst omkring Ordene: "Du skal leve" (Bevægelseslæren). Vi kommer nu til en Eftersætning, der hedder "paa bedst mulig Maade" (Værdilæren). (Feilberg II: 25).

I begyndelsen handlede Feilbergs projekt om hvad "at leve" vil sige; hvornår kan vi sige at vi lever? Senere udvidede han projektet med værdilæren og indførte med den en målestok for værdien af livet og en metode til at forøge værdien.

2.1 Bevægelseslæren

Figuren herunder er mit forsøg på at placere bevægelseslærens mange begreber og kategorier i forhold til hinanden.

fig_1

Feilbergs bevægelseslære er, som det gerne skulle fremgå af figuren ovenfor, ikke udpræget homogen og overskuelig i sin opbygning. Hans begreber og definitioner er typisk bundet sammen i gensidig afhængighed, og ofte er eneste forklaring en levelæreiagttagelse. Jeg vil forsøge at give et så klart billede som muligt, men min redegørelse vil uundgåeligt være præget af mit forlæg.

Feilbergs udgangspunkt var de levelæreiagttagelser han indsamlede gennem hele livet. En levelæreiagttagelse kan defineres som en oplevelse, begivenhed, situation el.lign., der har en positiv eller negativ effekt på menneskets sjælelige liv eller tilstand. Feilberg observerede, at han på visse tidspunkter i sit liv var mere åben for oplevelser og sanseindtryk end på andre, og at åbenheden medførte, at hans tanker var klarere og skarpere end ellers. I indledningen til Om størst Udbytte af Sjælsevner beskriver han, hvorledes hans undersøgelse kom i stand, den undersøgelse der senere resulterede i hans bevægelseslære:

En Mand er en Vinterdag i Tusmørket ad Gothersgade naaet Kongens Nytorv, hvor han sætter Kurs midt ud over Torvet. Den, der vil lægge Mærke til sig selv, vil ofte kunne iagttage, hvorledes tilsyneladende smaa Forandringer i Omgivelser kunne medføre betydelige Stemningsskifter, saaledes f. Ex. her Overgangen fra den skidne Gade med generende Færdsel, med Snesjap, Raaben og Vognrummel til den store rolige Plads, hvor Larmen høres paa Afstand, hvor Huse og Lygter ligesom vige tilbage. Det er, som man fik Ro til at udvide og samle sig, til at se paa Vejret og Himlen. Vor Mand følte sig friere til Mode; uvilkårligt gik han langsommere. Dagskær fra Vest lysnede hen ad Torvet. En stor Stjerne glimtede over Theatret; usædvanlig rene Pytter mellem Brosten, der begyndte at tørres, mindede om Frost. Stundum spejledes i en vis Retning langs de vaade Sporvejsskinner et underligt blaaligt og roligt Skær, der slet ikke lignede Lygternes røde hvirrende Lys. Han saa' i Vejret. Der sad en Halvmaane i tiltagende i Færd med at bemægtige sig Herredømmet over Belysningen.

Et Blink af fyldig Ungdomsfølelse slog igjennem ham med en saa ejendommelig Styrke, at det vakte hans Opmærksomhed, "Det er dog underligt", tænkte han, "saadan var det ogsaa i Morges, da jeg stod ved Stensætningen i botanisk Have og saa' paa Solstraalernes Spillen i Vanddraaberne paa Brombærbusken. Hvilken sær Rigdom er der ikke i Dag! Det er, som man saa' mere end ellers. Til andre Tider lever man i Maaneder uden saa meget som en Følelse. Hvordan kan det være?" Han huskede sig om. Hvor havde han været? Hvad havde han taget sig for? Ja, om Gaarsdagen havde han gaaet en lang Fodtur langs Strandvejen til Helsingør. Det kunde rigtignok gjærne være, at det var Grunden; thi nu mindedes han, at han paa Slutningen af denne Tur havde bemærket ganske lignende stærke Følelsesblink. F.eks. oppe ved Humlebæksbugten, hvor Fiskerne satte Næt ud efter Solnedgang. Man hørte deres Tale og Aarernes forskjellige Lyd saa klart hen over den stille Vandflade, hvori røde Aftenskyer spejlede sig. Det Indtryk var saa forunderligt. Ligesaa var det, da han gik gjennem Snekkersten By, hvor Fiskerne stode i Smaagrupper uden for Husene, snakkende og rygende Tobak i Aftenstunden. Det forekom ham saa ejendommelig hyggeligt, mindede ham saa sært om hans Barndom. Men hvorledes skulde saadan en Tur kunne have den Virkning? Var det altid Tilfældet, maatte alle Folk, der rejste eller gik meget, være lykkelige Mennesker. Han vidste ikke ret, hvad han skulde tænke. Imidlertid vedvarede de forholdsvis hyppige Blink af fyldig Følelse og Tankeklarhed næsten en hel Maaned, en December af sjælden rigt Indhold, hvori mange af hans bedste Erindringer fik hjemme. Hvor var det ønskeligt at kjende Betingelserne for og Grunden til slig Opvækkelsesperiode! (Feilberg I: 7-8).

Således begynder Feilberg sin undersøgelse af hvad han kalder mulighedsværdi. En forhøjet mulighedsværdi er det, manden i eksemplet oplever, og begrebet definerer Feilberg således:

Den Evne, i Følge hvilken Sjælen frembringer saadanne helt nye Ting, ville vi kalde Menneskets Mulighedsværdi (Selvfødelsesværdi). (…) Hvorledes skulde han ellers kunne lade sig fortælle saa meget, saa mange smukke Ting af saa lidt? (Feilberg I: 9).

Det 'nye' forklarer Feilberg på følgende måde:

det nye i Betydning af helt nye Tanker og Følelser, saadanne, der for saa vidt kunne siges at være skabte i Øjeblikket, som de ikke kunne udledes igjennem Omformninger og Kombinationer af ældre. (Feilberg I: 9).

Omformningerne og kombinationerne, Feilberg her taler om, er forbundet med en anden vigtig værdi, som han kalder flidsværdi eller arbejdsværdi defineret på følgende måde:

… den Værdi, i Kraft af hvilken Sjælen forarbejder det én Gang foreliggende Materiale, altsaa det, der tidligere er født formedelst Mulighedsværdien. (Feilberg I: 9-10).

Feilbergs undersøgelse i Om størst Udbytte af Sjælsevner drejer sig om, hvorledes mennesket plejer og derved forhøjer sin sjæls mulighedsværdi dvs. tilvejebringelse af "det nye", og ikke hvorledes "det nye" kan blive omdannet i kraft af flidsværdien. Feilberg beskriver selv sin opgave således:

Studiet af Mulighedsværdi bliver altsaa den Opgave, hvorpå vi i det følgende skulle henvende vor Opmærksomhed. Vi ville finde Lovene for Mulighedsværdiens Fremkomst og Væxt, de Love, man maa holde sig efterrettelig for at opnaa eller pleje den i sig. (Feilberg I: 12).

Feilberg inddeler sine iagttagelser i forskellige grupper efter deres karakteristiske træk. Overordnet har han to hovedgrupper, hvor den ene består af mulighedsforhøjende indflydelser, og den anden består af mulighedsformindskende indflydelser. De førstnævnte inddeler han i et rent virvar af mellem- og undergrupper bestående af de to mellemgrupper Suspension (ophold) og Selv-Overantvordelse (slip) og derefter i henholdsvis ti og fire undergrupper som tilsammen omhandler 81 iagttagelser. Nu kunne man tro, at han ville opbygge et tilsvarende system for modsætningen: de mulighedsformindskende indflydelser, men dem fordeler Feilberg kun i tre grupper: Beflitning, Indstilthed (Etablering) og Befangenhed, hvilket ikke gør systemets opbygning mere overskueligt.

2.1.1 Mulighedsforhøjende indflydelser

Suspension eller ophold er en gruppe af tilstande med det til fælles, at mennesket er suspenderet fra vilje og evne. Feilberg sammenligner tilstanden med bundfaldet i en væske. Når væsken rystes bliver bundfaldet hængende lidt, inden det igen lægger sig på bunden. Om bundfaldet siger han:

Hvis de havde Fornemmelse, maatte det omtrent være den, man har i Badet, naar Vandet bærer saa stærkt, at "Benene gaar fra én", en Følelse af ikke at kunne noget, af ikke længere at være Herre over Situationen; (Feilberg I: 14).

Inden for kategorien suspension placerer Feilberg i alt ti tilstande eller stemninger, der alle medfører forhøjet mulighedsværdi. De ti sjælelige tilstande har som fælles forudsætning for deres fremkomst, at bevidstheden om én selv dæmpes, så der åbnes ind til sjælen, hvor de nye tanker fødes. Forskellen mellem de ti tilstande ligger i, hvornår og hvordan selvbevidstheden eller selvlivet bliver fortrængt. Selvlivet er Feilbergs betegnelse for det at være bevidst om og i kontrol over sig selv.

Den første undergruppe er de vegetative tilstande karakteriseret ved at "man ligesom glemmer sig selv og bliver sat uden for Tiden." (Feilberg I: 14). Feilberg skriver:

Overalt, hvor man træffer paa monotone, inddyssende Omgivelser, ere vegetative Stemninger tilbøjelige til at dukke op; det er, som det vegetative var noget i én, der laa paa Bunden og kun kom frem derved, at noget for samme fjendtligt blev dysset i Søvn ved Naturens Vuggevise.

3. Sidder man uden for et Mølleværk og hører paa den énsformige Klapren og Banken, ser paa de mange store Hjul, der vælte sig tilsyneladende ørkesløst imellem hverandre, ser Hjultænderne komme frem, fare støjende forbi og forsvinde, efterfulgt af nye Tænder, der gjøre akkurat det samme,

4. eller sidder man længe og lytter til den énsformige Rislen af en Kilde, hvorved man har søgt Hvile,

5. til en stadig Regns prikkende Lyd i Trætoppene,

6. eller til den ejendommelige sagte, bløde Brusen, der paa en Vinterdag kan lyde i Skoven, saa kan man ganske paa lignende Maade blive sat ud af Tiden som ved Klitten, og glemme sig selv og Øjeblikket. Der er den samme Fremkomst af det vegetative i alle disse indlullende Billeder. Men læg stadig Mærke til Stemningens Finhed, til den høje Mulighedsværdi, med alle Haande Tanker og Indfald. (Feilberg I: 16).

Det vegetative er noget, der findes i os, skriver Feilberg ovenfor, noget som kun kommer frem når selvlivet eller bevidstheden fortrænges. Søvnen har samme karaktertræk, søvnen kan ikke tvinges frem – jo mere man tænker "nu sover jeg snart", des mere umuligt er det. Søvnen hører til de vegetative tilstande, fordi der i søvnen åbnes ind til sjælen, éns selvbevidsthed fortrænges. Selvbevidstheden har i det hele taget en hæmmende effekt på det nyes fremkomst.

De vegetative tilstande er forbundet med indre ro og stilhed. De næste undergrupper af tilstande er karakteriseret ved, at de opstår på tidspunkter, hvor der er en kortere pause i éns åndelige fart. Med udtrykket fart mener Feilberg, at de fleste mennesker i løbet af deres hverdag er travlt beskæftiget såvel fysisk som åndeligt, deres tanker er ligesom de selv i konstant bevægelse, men midt i al denne åndelige bevægelse kan der opstå et hul, hvor selvlivet glider væk, og der åbnes indad til i sjælen, og nye indfald kan opstå. Feilberg samler dem under begreberne Mellemøjeblikke, Sideoptagelser og Overgangstilstande.

Et mellemøjeblik kan opstå, når man lægger bogen fra sig efter at have læst, måske ser man ud af vinduet, men ens opmærksomhed er hverken fuldtud helt ved det man lige har læst eller ved udsigten; om disse øjeblikke siger Feilberg:

Man befinder sig i en ejendommelig omløbende, halvopløst Tilstand uden Plan eller Orden. Saadanne Øjeblikke høre til Sjælens bedste. (Feilberg I: 20).

Denne "halvopløste" tilstand er forbundet med en følelse af at afgive såvel sin vilje som sin evne, eller som han skriver:

(Ophævelsen af Bestyrelse, Suspensionen), er det, der er Skyld i Mellemøjeblikkenes Aandsfinhed (Feilberg I: 20).

Et andet eksempel på et mellemøjeblik er ventetid. Feilberg beskriver, hvorledes der i forbindelse med ufrivillig ventetid kan komme øjeblikke med forhøjet mulighedsværdi. Energien, man indtil ventetidens opståen havde brugt på noget bestemt, kan ikke længere få afløb, men løber frit, hvilket kan resultere i helt nye tanker og indfald.

Karakteristisk for disse tilstande med forandring er, at éns opmærksomhed ikke er bundet ét sted, derved kan selvlivet blive fortrængt fra sin kontrollerende rolle og det nye udvikle sig. Feilberg beskriver, hvorledes det at tage en beslutning kan medføre en forandring, fx kan beslutningen om at gå i seng, fordi man alligevel ikke kan samle sig om arbejdet, føre til at arbejdet pludselig glider meget nemmere, og ens tanker bliver klarere. Her er der tale om overgangstilstande, dvs. selve beslutningen om forandring af éns situation kan medføre positiv sjælelig forandring. Feilberg giver nogle eksempler på, hvorledes man kan blive holdt fast i en overgangstilstand, fordi man ikke kan få "tag" i den nye tilstand og derved få afsluttet tilstanden:

20. Ser man en indtagende ung Pige, kan man ofte ikke ret klare sig, hvad det er, som indtager én. Snart synes man, det er noget ved den elegante lille Hat, snart noget ved et Smil, eller ved en Skulderform; men hvad dette "noget" er, er man ude af Stand til at klare sig. Det er, som det ydede én en vis Modstand. Man ser og ser igjen. Det er noget, hvori man ikke ret kan faa fat, noget, hvormed man ikke kan faa Bugt. Tilstanden er uafsluttet. (…)

Saadan Uafsluttethed giver altid fine og stærke Følelser, altsaa Mulighedsværdi. Deraf kommer Forelskelsen. Kunde man faa Bugt med Indtrykket, vilde hele Trylleriet dermed være slaaet til Jorden. Faar man Tid til at gjøre sig fortrolig med Modstanden, udbryder man ofte "ikke andet" om det, der i første Øjeblik truede med at beruse én. (Feilberg I: 23).

Vi kan altså blive opholdt, få suspenderet vores selvkontrol, i kortere eller længere tid på grund af en uafsluttet tilstand, noget vi ikke kan få fat i. Tanken fører Feilberg videre til det, han kalder løbende tilstande. Løbende tilstande er på sin vis en kontinuerlig række af overgangstilstande, fx kan selve beslutningen om at afslutte éns arbejde, som ovenfor omtalt, medføre en forøget energi til at fortsætte; bliver man på den måde ved med at tage beslutningen på ny, kommer man til sidst "i ånde" – en løbende tilstand. Det bedste eksempel på løbende tilstande, skriver Feilberg, er hvorledes en tanke kan føre den næste med sig; har man først fået begyndt, holder tænkningen sig selv ved lige, man bliver løbende holdt oppe som bundfaldet i væsken ved en ny omrystning.

Indtil nu har tilstandene, samlet under betegnelsen opholdstilstande, været forbundet med levende kraft eller fart. De næste undergrupper af tilstande har som fælles træk en indre bevægelse af en mere stillestående sitrende art, han kalder dem Dæmringer, Det nye, Varme, Rystelser og Brydning. Navnene skal udtrykke den gradvis stærkere indre bevægelse, der er tale om.

Dæmringer er den svageste form for sitring, og Feilberg giver forventning som eksempel:

35. Tænk paa en ung Pige, der pynter sig til Bal, – den sjælelige Sitring er her saa stærk, at den kan fremkalde en Art Feber (Feilberg I: 26).

Vi kender jo alle udtrykket, at forventningens glæde er den største, og med dæmringer lader Feilberg til at tale om den form for uro eller indre sitren i krop og sjæl, som forventning kan medfører. En stærkere form for indre bevægelse finder Feilberg i det nye, som i denne sammenhæng betyder nye indtryk og situationer. Nye situationer kan fremkalde en tilstand, Feilberg kalder status nascendi, begrebet henter han fra kemien:

Ligesom Kemien lærer, at Stofferne i denne Tilstand besidde særlig stor Tilbøjelighed til at indgaa nye Forbindelser, saaledes er det ogsaa i Sjælen. Den ligesom svævende, fra noget gammelt befriede Tilstand indeholder forhøjede Chancer for nye Tilstandes Paabegyndelse (Mulighedsværdi).(Feilberg I: 27).

De mest grovkornede bevægelsestilstande kalder Feilberg for rystelser. En rystelse kan for eksempel komme, når synet af en stjernehimmel medfører ængstelige tanker om ens egen lidenhed i det uendelige univers, eller når et uvejr raser en sen aften:

Man følte sig mærkelig alene. En saadan Stemning kan have noget vist rystende ved sig, noget højtideliggjørende; men samtidig noget aandig vækkende og tankefrembringende. (Feilberg I: 31).

Men de ydre påvirkninger, der medfører en af de ovenfor beskrevne typer af indre bevægelse, kan også være så stærke eller vedholdende, at de fører til varig forandring kaldet brud eller brydning. Brydningen har en frugtbar virkning, som især ses ved selvovervindelse. Feilberg giver et eksempel på selvovervindelse på en maleriudstilling, hvor man efter kort tid kan føle et vist ubehag ved den skiftende stemningspåvirkning, men hvis man står ubehaget igennem, bliver malerierne smukkere.

Feilbergs anden mellemgruppe inden for de mulighedsforhøjende tilstande, slip eller selv-overantvordelse, har mange fælles træk med suspensionstilstandene, men:

Suspension minder mere end Slip om noget positivt gavnligt, Slip mere end Suspension om Fjærnelse af noget skadeligt. Muligt, at det nær kommer ud paa ét (Feilberg I: 35).

Sliptilstandene definerer Feilberg alene ved at sammenligne med "det slip", en kvist gør i et vandløb, når den slipper fri af brinken eller et andet objekt, der har fanget den midlertidigt. For kvisten gælder det om at komme fri og holde sig fri af de genstande eller "Fang", der forhindrer dens fortsatte færd med strømmen. Ordet Fang er Feilbergs betegnelse for objekter, der forhindrer slip:

Opgivelsen af Fang er en Hovedopgave for den gode Sejler. Det gjælder om at "slippe" og "overantvorde" sig til Strømmen. (Feilberg I: 35).

Dette billede overfører Feilberg til sjælelige tilstande.

Feilbergs første eksempler på sliptilstande samler han under overskriften Strakthed. Strakthed er hans betegnelse for sjælens "strækken sig" og gåen til grænsen. Feilberg sammenligner "sjælens strækken sig" med sneglen, der kun strækker sine følehorn helt ud, når den ikke føler nogen form for frygt. Strakthed kan findes i bevægelser, følelser, tanker og stemninger. Strakthedens gåen til grænsen medfører altid en åndelig værdi. Strakthed i bevægelse kommer for eksempel frem ved at gøre noget med øvelse. Selv simpelt arbejde kan medføre åndelig værdi. Som eksempel anvender Feilberg kløvning af brænde. Når kløvningen sker med øvelse, og øksen svinges uden ængstelse og frygt for at miste en finger, så er der strakthed i bevægelsen og medfølgende åndelig værdi.

Strakthed findes i forbindelse med følelser som tilbøjelighed, venskab og hengivenhed. Følelsen selvnedlæggelse og følelsen af at give sig hen til et andet menneske er en form for strakthed. Det samme gælder den følelse, Feilberg kalder, "adækvatfølelsen", hvilket vil sige at føle sig lige i forhold til et andet menneske:

som man kan slutte sig til med hele sit egentlige Jeg (…) En vis Adækvatfølelse (Egentlighedsfølelse) er nødvendig for hele den sjælelige Existens ligesom Hvilen for Legemet. (Feilberg I: 38).

Ligeledes findes strakthed i hvile. Hvad enten hvilen er legemlig eller sjælelig, er den forbundet med:

En ejendommelig Følelse af "Leje", hvori man strækker sig, besjæler én. (Feilberg I: 39)

Denne hviletilstand eller stemning er en anden end hvilestemningen forbundet med for eksempel et café-besøg, hvor der er tale om flegmatisk hvile, som ikke giver mulighedsværdi. Den strakte hviletilstand er beslægtet med vegetative tilstande, idet "den samme Tilbagetrængthed af Personlighed og Hverdagens Bevidsthed" findes her. Begrebet strakthed bliver enklere at forstå, når dets modsætning inddrages, modsætningen er som er reservation eller indstilthed; (indstilthed findes som gruppe under mulighedsformindskende tilstande og behandles der). At strække sig sjæleligt vil altså sige at forholde sig åbent til omverdenen uden reservation – at slippe éns fang.

Oplevelser eller omgivelser giver forhøjet mulighedsværdi, når de får én til at slippe øjeblikkets stemning, og derved fører én tilbage til stemninger af en mere oprindelig natur. Feilberg kalder processen tilbageføring eller reduktion.

At oplevelsen af noget stort kan give følelse af lidenhed, så vi i forbindelse med tilstanden rystelser. Samme oplevelse af lidenhed kan også give følelsen af slip og deraf medfølgende forhøjet mulighedsværdi. Alt ubehageligt medfører en vis form for selvformindskelse, hvilket ledsages af slip.

Objektivitet er Feilbergs betegnelse for det sjælelige slip, som omgang med genstande (objekter) og faste virkeligheder kan give. Forholdet er det, at éns sjælelige fang erstattes af et fast fysisk fang, hvilket kan medføre et sjæleligt slip. Som eksempel beskriver Feilberg, hvorledes en uøvet svømmer febrilsk vil kæmpe for at holde sig selv oppe, får svømmeren fat i noget fast, fx kanten af en båd, vil han igen kunne slippe sin ængstelse dvs. hans sjælelige fang, og det kan føre til et sjæleligt slip. På samme måde kan legemligt arbejde virke som erstatning for sjæleligt fang, med andre ord: éns tanker bliver ikke holdt fast i nuet, men kan slippes og vandre frit.

Ved afslutningen af beskrivelsen af mulighedsforhøjende tilstande når Feilberg frem til at kalde alle tilstandenes fællestræk for Y-egenskaben. Y'et repræsenterer de positive udsagn i modsætning til de negative udsagn, der repræsenteres af X-egenskaben, der på sin side er resultatet af undersøgelsen af de mulighedsformindskende tilstande.

Y-egenskaben har to forudsætninger, som er naturoverensstemmelse og bevægelse – bevægelse i betydningen status nascendi. Feilberg opstiller herefter fire begreber, som skal beskrive Y-egenskaben:

1) Udtrykket "status nascendi". Dette Udtryk betoner omtrent i lige Grad Bevægelsesegenskaben og Naturoverensstemmelsen, og forekommer os at sige sin Mening paa en skarp og fin Maade. Lige saa fortræffelig det passer for Nystemningen, lige saa tilfredsstillende betegner det Stemningen i Klitten og Mellemøjeblikkene. Det skildrer levende de uafsluttede Stemningers væren under Dannelse, Strakthedens kaotiske Urtilstand og Selvopgivelsens Forvirring under Rystelse. Endelig betoner det ogsaa det oprindelige fra Gruppen "Tilbageføring" og minder om Objektiviteten (Overensstemmelsen med Gjenstande). Men det er ikke noget folkeligt Ord, hvad der ikke er heldigt, naar det vil gjøre Fordring paa praktisk Interesse.

2) Benævnelsen "Suspensionstilstand" (Ophold). Dette Ord har alt tidligere formedelst sin almindelige omfattende Karaktér været benyttet som Klassemærke. At det dog ikke er fuldt udtømmende, derpaa tyder allerede den Omstændighed, at det i Samlingen fik en Konkurrent ved Siden af sig i Selv-Overantvordelse, der ganske vist væsentligst indeholder negative, men dog ogsaa enkelte positive elementer. Suspension betoner for meget Bevægelsesindholdet paa Naturoverensstemmelsens Bekostning. Anderledes gaar det med

3) Udtrykket den "objektive Egenskab" eller "Naturegenskaben". Det betoner tilsyneladende kun Natursiden af Sagen. Et saadant Udtryk kan i mange Henseender være fortræffeligt, men det staar i alvorlig Fare for at kunne misforstaas af den almindelige Opfattelse, der i Reglen ikke tillægger Naturen synderligt Bevægelsesindhold. Folk tænke sig hyppigst Naturen som det døde i Naturen, som Ophobningen af Sten, Vand og Klipper, – i Steden for, at man netop skulde tænke sig den som noget i høj Grad bevæget og levende – , eller man misbruger Ordet som Naturlighed paa endnu værre Maade.

4) Den smukkeste Konvergent for Y'et er sikkert Udtrykket "Egentligheden". Ved sin Slægtskab med Naturen faar Y-Egenskaben noget "egentligt" ved sig. Se paa Ex.61: et strakt Hug er et egentligt Hug; noget halvgjort kan aldrig blive noget egentligt. Eller tænk paa Adækvatfølelsen (65) eller Tilbageføringerne (68-72) med deres hjemlig-egentlige Indhold. Egentligheden er paa en vis Maade Y-Egenskabens fineste og dybeste Træk. En vis "egentlig" Grundtone gaar over hele Rækken, ligesom en Belysning kan hvile over et Landskab. Man kunde kalde Y-Egenskaben den egentlige Egenskab (Livsegenskaben). Men Ordet Egentlighed fortæller intet om Bevægelse, naar man i Forvejen ikke véd, at Bevægelse er "det egentlige". (Feilberg I: 50-51).

Ud fra citatet kan vi slutte at egentligheden, eller det at være egentlig er grundsubstansen i de mulighedsforhøjende tilstande. At være egentlig i sine gerninger vil sige at være åben for de forandringer, "det nye", der dels kommer fra sjælen og frem i sjælen, når vi enten er uden "bestyrelse", eller slipper vores ængstelse for manglende kontrol over livet. Y-egenskaben er en natur-egenskab og en objektiv egenskab, skriver Feilberg side 51 hvilket samtidig betyder at modsætningen, X-egenskaben, må være noget "specifisk menneskeligt" og subjektivt med en mulighedsformindskende indflydelse på sjælen.2

2.1.2 Mulighedsformindskende indflydelser

De mulighedsformindskende indflydelser deler Feilberg ind i grupperne Beflitning, Indstilthed (Etablering) og Befangenhed.

Beflitning (det at beflitte sig eller gøre noget med flid) har en hæmmende indflydelse på sjælelivets udvikling, fordi beflitning er forbundet med vilje og bestræbelse. Feilberg betragter især beflitning som værende hæmmende for tænkning. For at illustrere dette giver han følgende eksempel på en beflitningsfri situation:

82. En mand er falden i den i Ex. 32 omtalte dybe, selvforglemmende Tænkning, hvori Verden ligesom bliver én af Syne (…) Det er, som en egen Dybde bemægtigede sig ham, som om der i hans Indre aabnede sig en stor Luge, hvorigjennem Tanker og Indskydelser trængte op som Vældet i en Kilde, en tung og svær Luge, der stadig staar ligesom paa Vip, rede til at smælde i. Falder den til, saa er det forbi med Tænkningen; men Tankerne holde den "oppe", én tager fat, naar en anden er træt; Lugen holdes svævende (Suspension, Aande). Slig Tilstand kan være forunderlig beflitningsfri, ganske og aldeles vegetativ. (Feilberg I: 51-52).

Her er der altså tale om en beflitningsfri tilstand og den deraf følgende høje mulighedsværdi. Beflitningen kommer først når manden, efter for eksempel et uventet besøg, forsøger at vende tilbage til den tidligere tilstand. Nu er "lugen" ind til sjælen lukket, og den kan ikke tvinges op ved viljens hjælp. Lugen bliver tværtimod tættere lukket, des mere han bestræber sig. Den nye tanketilstand kalder Feilberg subjektiv tænkning eller grosserertænkning, fordi en grosserer "er alt for dygtig og klog en Mand til, at han skulde sidde saadan og famle." (Feilberg I: 53). Grosserertænkningen er forbundet med megen flidsværdi og en udpræget mangel på mulighedsværdi.

Beflitning har en negativ effekt på både tanker og følelser; i begge tilfælde kommer beflitningen til udtryk ved forsøget på at hjælpe eller tvinge henholdsvis tanker og følelser frem, hvilket forhindrer deres naturlige udvikling.

Arbejde er en beflitningsvirksomhed skriver Feilberg side 57, men arbejde har både en objektiv og en subjektiv side, og begge henviser til måden, hvorpå arbejdet påvirker mulighedsværdien. Anstrengende og besværligt arbejde kræver vilje og flid, og begge egenskaber hører til under det subjektive. Omvendt kan arbejde ligesom gribe én, og så kan det medføre et åndeligt slip – den objektive side af arbejdet. Feilberg giver i det følgende et eksempel på arbejdets objektive og subjektive side:

Hører man et Foredrag, ligger det besværlige slet ikke i Hørelsen, men i det at holde sig samlet om, hvad man hører. Selve Forstaaelsen er ikke besværlig. Den er snarere en Lindring, et Behag. At høre efter, uden at kunne forstaa, er noget af det allerubehageligste; man kan sidde og vride sig paa Bænken i alle Haande Stillinger af Utilfredshed. Paa lignende Maade er det utaaleligt at trykke mod en Klippevæg eller en anden Modstand, man ikke kan rokke. Mærker man derimod, at Objektet begynder at røre sig, faar man en forfriskende Fornemmelse af Frihed og Aabenhed. I selve Udløbet ligger en vis behagelig Strakthed, et vist Slip, der staar i fuldstændig Modsætning til den omgivende Beflitning; (Feilberg I: 58).

Beflitningen eller den subjektive side er forudsætningen for alt arbejde. Hvis ikke viljen, som er beflitningens vigtigste karaktertræk, tvinger tilhøreren i eksemplet til at blive siddende og høre efter, så kommer han aldrig til at føle behaget ved at forstå foredraget dvs. opleve den objektive side af arbejdet som beskrevet ovenfor.

Flidsværdien er grundbetingelsen for evnen til arbejde, flidsværdien kaldes derfor også arbejdsværdien, og er den værdi der kræves for at omdanne eller arbejde videre med de allerede fødte tanker, men flidsarbejdet er samtidig forbundet med beflitning, for beflitningen var den side af arbejdet, som tilhøreren først oplevede, og som var krævet for, at den objektive side kunne komme frem. Arbejde har altså både en mulighedsforhøjende og en mulighedsformindskende indflydelse på sjælen, hvor sidstnævnte er den mest typiske.

Modsætningen til beflitning er uvilkårlighed og uafvidenhed. Herom skriver Feilberg i eksempel 103.

Uvilkårlige Udbrud udmærke sig altid ved ejendommeligt Liv og Styrke og ere i Besiddelse af en egen Skjønhed. (Feilberg I: 61).

Feilbergs anden gruppe kalder han indstilthed (etablering); tilstanden står som modsætning til strakthed og forklares derfor enklest ved hjælp af denne tilstand. Kendetegnene for strakthed er blandt andre at personligheden og hverdagens bevidsthed bliver trukket i baggrunden; i forbindelse med etablering sker lige det modsatte. Etablering er den tilstand vi befinder os i størstedelen af tiden. Feilberg kalder det også samfundsetablering eller borgerlig etablering. Samfundsetablering gør det muligt for os at fungere i samfundet. Når et menneske går på gaden, er han eller hun ubevidst indstillet på det gældende regelsæt. Man kan ikke fuldstændig glemme sig selv på gaden uden at være til fare for sig selv og andre. Strakthed i forbindelse med dybe tanker kan for eksempel ikke forenes med besøg, her træder etablering til og regulerer vores adfærd ved hjælp af vores bevidsthed og personlighed. Etablering findes ligesom beflitning i forbindelse med arbejde, fordi en hvis indstilthed er nødvendig for at kunne udføre et stykke arbejde.

Den sidste af Feilbergs mulighedsformindskende kategorier kalder han befangenhed. Befangenhed er i og for sig bindende fang og derfor sliptilstandens direkte modsætning. Forklaringen er, at sjælen i forbindelse med sliptilstanden ikke er fuldstændig fri for fang (modstand), men modstanden er her både let at slippe og helt nødvendig. Feilberg sammenligner det sjælelige slips afhængighed af fang med svømmerens afhængighed af vand og fuglens afhængighed af luft. Fuglen kan ikke flyve og svømmeren kan ikke svømme uden en hvis modstand til at gribe i. På samme måde ville sjælen gå i stå uden en vis modstand i form af fang til at tage afsæt i.

Befangenhed adskiller sig fra de lettere og fastere former for fang, idet fanget ved befangenhed ikke kan slippes, når man vil fx: "En Flue er befangen i et Edderkoppespind," skriver Feilberg side 68. Befangenhed i sjælelig forstand forklarer Feilberg således:

Ligesom en Mand var befangen, naar han gik i Lerælte, saaledes er han det ogsaa i sjælelig Forstand, naar han er hildet i alle Haande Forestillinger og forudfattede Meninger, der hindrer hans Tankers frie Bevægelse. Sjælelig Befangenhed er meget almindelig. (Feilberg I: 68).

Forudfattede meninger er altså et udtryk for befangenhed og mangel på smidighed i sjælen, der med tiden kan udvikle sig til ubevægelighed i sjælen og medfølgende mangel på mulighedsværdi. Sådanne mennesker har til gengæld ofte en meget veludviklet arbejdsværdi eller borgerlig dygtighed. Sjælelig befangenhed hos sådanne mennesker kalder Feilberg for selvbefangenhed, og det er grundlaget for den overlegenhed, selvtillid og ydre personlighed "en vis i Selvet fremtrædende Sikkerhed og Djærvhed, der passende kunne gives Navnet "Selvførhed"." (Feilberg I: 69). som findes hos dem. Feilberg giver i iagttagelse 122 flere eksempler på selvførhed:

122. Bondehovmod er ogsaa lærerigt i Henseende til Bedømmelsen af Selvførhedens aandelige Værd. Man har den Art Selvførhed i de mest forfinede Udgaver. Man tænke sig en ung Fremskridtsmand, der overlegent smiler i Betragtningen af sit fremskredne Standpunkt uden for Resten at naa videre end til Kæmpebevidsthed, en dum Adelsmand eller lignende Personligheder. Interessant er det at se, hvorledes Folk i Reglen ere desto mere overlegne, jo mindre de have Grund dertil. (Feilberg I: 71).

Befangenhed afslutter rækken af mulighedsformindskende tilstande, herefter samler Feilberg sine iagttagelser for at finde Y-egenskabens modsætning X-egenskaben – den specifikt menneskelige og subjektive egenskab. Feilberg når frem til fire begreber, der tilsammen tilnærmelsesvis beskriver X-egenskaben. De fire er Bevidsthed, "Selv", Personlighed og "den délte". De tre første begreber bevidstheden, selvet og personligheden har hver to former som henholdsvis hører til Y-egenskaben og X-egenskaben. Det fjerde begreb "den délte" skal netop beskrive X-egenskaben modsætning til Y-egenskabens egentlighed (enhed).

Om begrebet bevidsthed skriver Feilberg:

Det er tydelig to Arter af Bevidsthed, en allerbageste egentlig Bevidsthed (Naturbevidsthed), sjældnere og ligesom kun kommende frem ved Højtider, og en anden af mere specifik menneskelig Art (subjektiv Bevidsthed), til hvilken sidste den hæmmende Egenskab alene indskrænker sig. Ganske vist er det i ni af ti Tilfælde den sidstnævnte Bevidsthed, man mener, nar man i daglig tale nævner Ordet, men "Bevidsthed" tør dog altsaa ikke i fuld Almindelighed, men kun med en nærmere forklarende Tilsætning, bruges som Konvergent for X-Egenskaben. (Feilberg I: 75).

Feilberg skriver videre om de to former for "selv", som han kalder henholdsvis Indre-Selvet og Forselvet:

Paa lignende Maade gaar det med Ordet "Selv". Efter at have talt om Selvforglemmelse, Selv-Overantvordelse og Selvførhed ligger det nær at vente, at Selvet maa staa i et vist Forhold til den omspurgte X-Egenskab. (…) En Dobbelthed kommer fremdeles til Syne i Selvbetvingelse. Her ere de to Selv komne i Strid med hinanden; det ene overvinder det andet; hvor tydeligt, at der er to! (…) Hint ældre dybtliggende Selv, der traadte frem i Eremitagehistorien, dunkelt mindende, synes at have den reviderende Myndighed. Det kunde kaldes "Indre-Selvet". Det er paa en ejendommelig Maade konstant, træder altid frem paa éns maade, ligesom Himlen altid er éns hver Gang den kommer til Syne bag Skyerne. (…) I Modsætning dertil er det andet Selv i høj Grad variabelt og ubestandigt. Lad os kalde det "Forselvet". Det leder den udadgaaende Virksomhed, tilhører Dagen og Omgivelserne. (…) Ved at tænke sig, at Indre-Selvet stadig betragter Forselvet paa en overordnet reviderende Maade, forstaas de før omtalte to Slags Bevidsthed. Kun ved Forselvet kan der blive Tale om Beskuelse af sig selv, eftersom det alene har noget overordnet Selv til at beskue sig. Dermed maa nødvendig følge Bevidsthed i en hel anden Forstand, end der kan være Tale om ved det ubeskuede Indre-Selv, en Bevidsthed af ligesom mere selvfølende, haandgribelig Art. (…) Forselvet er det, der glemmes i Selvforglemmelse, suspenderes ved Rystelse og nedlægges i Selvformindskelse, Forselvet er det transitive i én, der paa hæmmende Maade gjør sig gjældende i hele den foreliggende Iagttagelsesrække. (Feilberg I: 75-76).

Ligesom der findes to typer bevidsthed i kraft af de to former for "selv", findes der to former for personlighed henholdsvis en indre objektiv og en ydre subjektiv, hvor den subjektive personlighed er den typiske og hæmmende form, som blandt andet er beskrevet i forbindelse med befangenhed og selvførhed ovenfor.

Det fjerde begreb "den délte" beskriver Feilberg således:

Der er noget ejendommeligt délt ved X-Egenskaben paa lignende Maade, som der var noget egentlig ved Y-Egenskaben. Ligesom den egentlige Virksomhed (det strakte Hug, Latteren af Hjærtet) var karakteristisk ved en vis Handlen "fuldt ud" eller "for Alvor", – man var ikke dels her og dels dér, men paa det enkelte Punkt med hele Indsatsen –, saaledes knytter der sig til X'et altid en vis Følelse af Reserve, Følelse af at kunne mere, "hvis man vilde". Slig Reservefølelse staar i Forhold til Forselvets hele Natur. Opgives Reserven, saa falder Forselvet. Et voveligt Spring af yderste Evne (uden Reserve) er selvforglemmende. (Feilberg I: 77-78).

Ud fra de to rækker af begreber, der henholdsvis beskriver Y-egenskaben og X-egenskaben, kan vi slutte, at de er hinandens modsætninger, således at den ene begynder, hvor den anden hører op.

Mennesket besidder to former for virksomhed – en naturvirksomhed og en specifik menneskelig virksomhed. Naturvirksomheden er betingelsen for det nyes fremkomst, og fremkomsten af nyt er det karakteristiske ved livet. Den specifikt menneskelige virksomhed er derimod hæmmende for fremkomsten af det nye, men fremmende i forbindelse med arbejde. Dette fører Feilberg til at skelne mellem en levende og en død virksomhed:

Da nu Frembringelsen af nye Ting (Spiring) er det karakteristiske for Liv, hvorimod Arbejde kan sés udført af enhver død Dampmaskine ved blot inertisk Videreføring af Kræfter, bliver ovenstaaende Resultat ensbetydende med, at der i Mennesket maa skjelnes mellem en levende og en død Virksomhed, der virke jævnsides, den døde i den levendes Tjeneste, samt at Mulighedsværdi fremmes enten ved at værne om den levende Virksomhed eller ved at modarbejde den døde (vise den tilbage, inden for passende Grænser). (Feilberg I: 79).

Om bevægelseslæren skriver Feilberg i Naturlærens Leve-ABC, at det væsentligste var samlet i sætningen "Du skal leve". Betydningen af sætningen burde fremgå af citatet ovenfor – at fremme den levende virksomhed og begrænse den døde. Inden jeg nu vender mig mod værdilæren, er det nødvendigt først at forklare begreberne ligeløb og kredsning.

2.2 Ligeløb og Kredsning

Efter i Om størst Udbytte af Sjælsevner at have gjort rede for begreberne mulighedsforhøjende og mulighedsformindskende tilstande introducerede Feilberg i sin tredje udgivelse, Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet, de to begreber ligeløb og kredsning som grundbetegnelser indenfor den almindelige sjælelige Bevægelseslære. I forordet til Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet skriver Feilberg, at bevægelseslæren er grundlaget for hele levelæren, som udover denne også skal indeholde en værdilære og muligvis en økonomilære. Min redegørelse for begreberne ligeløb og kredsning og deres betydning i bevægelseslæren er baseret på Feilbergs tekst Naturlærens Leve-ABC.

Ligeløb er den overordnede betegnelse for de mulighedsforhøjende tilstande, og ligeløb er ligesom strakthed et livsfænomen, der er forbundet med åbenhed og selvforglemmelse. Ligeløb er naturens udviklingsretning og især kendetegnet ved, at jeget og selvet bliver trukket tilbage. Modsætningen til ligeløb er den om jeget og selvet kredsende udviklingsretning kredsningen – den subjektive selvstyrende retning, hvor jeget og selvet ikke er trukket tilbage. Jeget og selvet vil sige menneskets bestyrelse eller regering, kort sagt alt hvad der forbindes med begrebet subjektivitet.

Den positive retning (naturens retning) kan som den eneste frembringe nyt, og frembringelsen er altid forbundet med hvad Feilberg kalder Udførsel af levende Kraft eller eksternering:

Al Udvikling, al Positivitet maa være Udførsel af levende Kraft. (Feilberg II: 12).

Kredsning er modsætningen, hvilket vil sige at den levende kraft holdes for én selv, den kredser rundt uden at noget nyt skabes. Som følge af denne skelnen mellem en skabende og en ikke skabende retning slutter Feilberg, at udførslen af levende kraft er livet, og kredsningen er den åndelige død.

Feilberg indfører endnu et begreb i sin bevægelseslære – internering, der ligesom eksternering er udførsel af levende kraft, men udførsel vendt indad mod individet som en indtægtsvirksomhed. Herom skriver Feilberg:

I Overensstemmelse hermed ser man hyppigt i Sproget gjort Forskel paa to Slags Liv, Livssandhed og Livsløgn. Det man tænker paa ved Talen om Livssandhed, er altid eksterne Udførselsfænomener, Ting som "sand" Stræben, "sand" Glæde, "sand" Nydelse, "sand" Følelse etc. Det er øjensynlig, at man ved Ordet "sand" søger at udtrykke en vis Strakthed i universel (ekstern) Retning med Aabenhed og Bidrag af Yderste Evne. Omvendt finder man altid Benævnelsen Livsløgn brugt om noget, hvorved den nævnte udadgaaende Stræben er ombyttet med et vist kødeligt Behag med Aabenhed imod sit eget Legeme (intern Aabenhed) saa som naar Talen er om Selskabsliv, Elegance, Balsal, Leg, Komfort etc. etc. (Feilberg II: 15).

Feilberg ender altså ud med tre begreber: eksternering, internering og kredsning, som hver henviser til en tilværelsesform, henholdsvis livssandhed, livsløgn og død. Internering er en form for kombination af eksternering og kredsning, idet den har fællestræk med begge, dvs. der er udførsel af levende kraft som ved eksternering, men udførslen er, ligesom kredsning, ikke nyskabende. Udførslen er i stedet indadvendt, og resultatet er derfor, at internering er forbundet med alle former for nydelse.

Sætningen "Du skal leve", mener Feilberg, udtrykker bevægelseslærens samlede budskab, og med sætningen mener han, at den levende kraft skal følge naturens retning, hvilket giver tilværelsesformen livssandhed og fører til nyskabelse. Samtidig skal tilværelsesformerne livsløgn og åndelig død begrænses i deres udvikling.

2.3 Værdilæren

Værdilæren er i al sin enkelthed læren om, hvorledes udførslen af levende kraft kan blive fortættet og derved få en større værdi. Naturens udviklingsretning eller ligeløbet er afhængig af to ting: For det første at der er bevægelse i betydningen mulighedsværdi, og for det andet at der er kraftindhold i udførslen. Jo mere kraftindhold desto mere kan der udrettes, og desto mere livsmagt er der til stede. Feilberg giver følgende eksempel:

Det lille Menneske overvinder tit mange Gange større og stærkere Dyr. Det er den i sjælelig Virksomhed tilstedeværende fortættede Form af Naturenergien, der besejrer den raa Kolos – raa i Betydningen fattig paa Energifortætning. (Feilberg II: 27).

Fortætning af kraftindholdet sker ved selvovervindelse eller selvbetvingelse. Feilberg laver en sammenligning mellem menneskets selvovervindelsesproces og en vandvædders måde at hæve vand fra en højde til en anden. En vandvædder fungerer ved, at vandet først falder i højde, hvorved vandets energi frigøres. Når faldet pludselig standses, fortættes den frigjorte energi ved, at vandet hindres i at løbe tilbage. I kraft af den nu "opsparede" energi kan vandet ledes højere end udgangspunktet, hvorefter processen kan starte forfra i det uendelige3. I følgende eksempel ses processen overført på mennesker:

Eks. 1. Staar en Dreng foran en Skole med Ulyst til at gaa ind, skulde man egentlig undres over, at han alligevel er i Stand til at gøre det, hvilken Naturkraft det egentlig er, som faar ham derind. Man skulde tro, at det var lige saa fysisk umuligt, at han kunde handle imod sin Tilbøjelighed, som at en Sten kan løfte sig selv op fra Jorden. Og det vilde det ogsaa være, hvis han virkelig havde lettere ved at gaa i en anden Retning; men det er netop det, han ikke har; thi henne paa Vejen ser han i Tankerne en Skolemester med et Ris. Det lukker al anden Udvej for Strømmen. Det giver en ubehagelig Fortætning (Stighøjde), over for hvilken Vejen ind i Skolen til syvende og sidst bliver den, han maa foretrække, skønt den er svær. Saa "væddres" han ind. Saa gaar han "af fri Vilje" ind (jfr. Soldaten, der gik "tvungen frivillig" med). Anderledes er nu Frihed og Selvbestemmelse engang ikke i Naturen. (Feilberg II: 28).

Pointen i eksemplet er, at samles og tvinges energien i én enkelt retning, så kan naturlige tilbøjeligheder overvindes. Drengens uvilje overvindes, idet al form for tilbageløb er forhindret, på samme måde som vandet i vandvædderen er forhindret i at løbe tilbage, og derfor tvinges "frivilligt" frem. Fortætning af energien giver energien højere kvalitet; i drengens tilfælde er der tale om den kvalitet, Feilberg kalder den reale kvalitet eller virkeligheden, som er beskrevet længere fremme.

Feilberg arbejder med i alt fire kvaliteter eller fire grader af fortætning. Den første kvalitet eller "A fortætningen" er ufortættethed og derfor udgangspunktet for al videre fortætning. Kendetegnende for ufortættethed er manglen på åndelig kraftanvendelse eller overvindelse. Ufortættethed er den laveste form for sjælelig beskaffenhed, hvis grundtræk er aandelig Billighed. Ufortættethed er forbundet med sansning, derfor kalder Feilberg også kvaliteten for sansekvaliteten. Alt liv begynder med sansning, skriver Feilberg, men sansningen er i sit udgangspunkt ikke forbundet med åndelig kraftanvendelse, sansningen kommer helt af sig selv.

Sansning er genstandsbefængt, skriver Feilberg og forklarer sig således:

Der bliver siddende noget paa En. Helder man sig op ad en kalket Væg, bliver man hvid, det vil sige, at der bliver siddende noget af Væggen paa En. Lige saa er det, naar man ser paa en Ting. Der bliver siddende noget af Tingen paa Sjælen i billedlig Forstand, noget der har Karakteren af det fremmede Legeme, og som, paa lignende Maade som det sker ved Befrugtning, fremkalder en Udvikling i En af noget, som man ikke vilde have kunnet frembringe uden det fremmede Legeme. (Feilberg II: 31-32).

Den påvirkning, som bliver siddende på sjælen, er på engang let og løs, og har samtidig en berusende og omtågende karakter, Feilberg kalder det røg. Røgen behersker og binder, men vigtigst den "Berøver En Ens aandelige Ubefangenhed og Frihed" (Feilberg II: 32). Denne sjælsbeskaffenhed, skriver Feilberg, finder man i forbindelse med affektion, lidenskab, opbragthed, sensation og ekstase.

Den anden kvalitet ("B fortætningen") er samtidig den første egentlige form for fortætning. Når man vågner om morgenen, skal der en overvindelse til for at stå op. Det letløbende (røgen) fra A fortætningen må overvindes for at gå på arbejde, i skole eller på anden måde "virke". Den åndeligt billige sansning må erstattes af en selvbeherskende og "sig selv overvindende" form for sjælelig tilstand. Overgangen fra A til B fortætning er ikke en glidende overgang, men en overgang svarende til når vand bliver til damp, dvs. overgangen er ikke observerbar, men markant og øjeblikkelig.

Ved A fortætningen er der tale om afslapning, ved B fortætning er der tale om arbejdsstemning eller travlhedsstemning. I A fortætningen er der en tingsafhængighed, som i B fortætningen erstattes af tingsuafhængighed på følgende måde:

Eks. 1. Naar en Læge betragter en Byld, uden at det et Øjeblik kunde falde ham ind at væmmes ved den, stiller han Sagen ud fra sig til fænomenal Beskuelse og Behandling. Der ligger deri en Frigørelse fra direkte Berøring med Tingen i figurlig Forstand og i samme Grad en Gøren sig til Herre over den, som staar i skarp Modsætning til A Kvalitetens Amalgamering og Tingsafhængighed. (Feilberg II: 34-35).

At man kan beherske sig selv som lægen i eksemplet, er nødvendigt for at kunne virke. Lidenskab og opbragthed findes under A fortætningen, fordi man her ikke er i kontrol og i stand til at beherske sig selv, men selvbeherskelse har også sine negative sider:

Vist nok er Besindighed en ypperlig Egenskab, naar det gælder om at danne et Bolværk imod aandelig Løshed (A Kvalitet). (…) Men naar det er tilstrækkelig betonet, saa maa man heller ikke overse en vis aandelig Klamhed, som hæfter ved denne Kvalitet og tit trykker Folk nedad paa en stupid og filisteragtig Maade, en Mangel paa Grundvarme, der til Tider kan bringe alting til at visne. (Feilberg II: 36-37).

B fortætningen gør det muligt at udføre et stykke arbejde, men fortættes den arbejdsstemning, der opstod ved overvindelsen, så når vi "C fortætningen", kaldet hjertevarme (hjertelighed, hjerteliv, naturkærlighed).

Ved den tredje fortætning overvindes den uro, der findes i både A og B fortætningen. Det kræver, skriver Feilberg, større kraftindhold at standse bevægelsen end at indlede og opretholde den. A fortætningen var afslappelse, og B fortætningen var arbejdsstemning eller travlhedsstemning. C fortætning er i og for sig at tvinge sig selv i ro. Denne ro er forbundet med følelsen af velbehag, velvære og lykke. Overvindelsen, som fører til C fortætningen, kommer efter den rent fysiske overvindelse. Feilberg giver følgende eksempel på, hvorledes en gåtur medfører overvindelse fra et stadie til det andet: allerede efter få kilometer mærkes trætheden og trangen til at vende hjem, til at sætte sig på en cafe eller lignende. Overvindes denne trang kan man gå langt uden at føle træthed, der er altså tale om en rent legemlig overvindelse. Den anden overvindelse, der beskrives som hjertevarme og naturkærlighed, kommer ved afslutningen af turen. Denne overvindelse opleves som en særlig stemning i én – en ro der får alting til at se rart og behageligt ud. Feilberg forklarer forskellene således:

Der var med begge de to foregaaende Kvaliteter forbunden en vis Uro, der i den ene havde en vis lidenskabelig Karakter (Beruselse, Ekstase), i den anden traadte frem som en vis Rastløshed. (…) Denne sjælelige Ufred, der tit er en Svøbe for Menneskeligheden, formaar Naturkærligheden paa en saa mærkelig Maade at lægge til Side. Der er noget ved dens Hjertevarme, der gør blikstille i Sindet og tilvejebringer, hvad man i Kirkesproget kalder "Fred". (Feilberg II: 41).

C fortætningen er forbundet med en stærkere form for tingsuafhængighed end B fortætningen og dermed en større grad af åndelig frihed og ubefangenhed. I forbindelse med overvindelsen fra A til B fortætning fandt en sjælelig forandring sted, der gjorde én til herre over tingene. I forbindelse med overvindelsen fra B til C fortætning er der tale om en begyndende frigørelse fra tingene.

Den fjerde fortætningsgrad eller "D kvaliteten" kalder Feilberg blandt andet for den forladende kvalitet, og på samme måde som tidligere er den fjerde fortætning baseret på den allerede fortættede sjælsbeskaffenhed. Rastløsheden, der fandtes under B kvaliteten, blev fortættet til hjertevarme og ro under C kvaliteten; i forbindelse med D kvaliteten bliver selve sjælen stille. Feilberg giver følgende eksempel på, hvornår denne sjælsbeskaffenhed optræder:

Eks. 3. Kender Du den Grundstemning, hvormed gamle Folk tit kunne gaa ned ad Gaden, glædende sig ved Livet, ved den dejlige Sol og det hjertevarme Skær i Gruset? Det er, som om det gamle Sind var opfyldt af Lov og Pris; men det er paa en ejendommelig Maade ligesom ud over det hele (forladende). Om et Par Aar gaar Rejsen videre. Hvor er det taabeligt for den gamle at fæste ved noget. Han har jo lært, hvor uholdbar Enkeltheden bestandig var. Nu flyver han hen over det hele i vidunderlig Herlighed. Det er denne forladende Opfattelse, som egentlig er den store Frugt af Livet for det gamle Menneske. Hvor den ikke opnaas, har Livet været et Forbiskud. (…) I denne Gammelmandsstemning have vi atter en stærk Fortætning, paa Grundlag af Varme. Det hele Billede fortæller om Modgang (Tryk, Slid, Møje, Sorg, Lidelse etc.); men hvor der er Modgang er der ogsaa Fortætning. Samtidig er der ogsaa Varme; det er lige saa lidt til at tage fejl af. Der er igen disse to Ting, der, naar de komme sammen, frembringe hint mærkelige Sjælsprodukt, man kunde fristes til at kalde for Trykkets Herlighed, et Fang, der paa en ejendommelig Maade ligesom fører ud over Tingene (Intetfang, Flugt). (Feilberg II: 44-45).

Det karakteristiske ved den fjerde kvalitet er intetfanget – denne bekymringsfri relation til "ting", der kommer ved erkendelse af de enkelte tings ubetydelighed set i en større sammenhæng, og erkendelsen heraf er frugten af livet. D kvaliteten er på grund af sin fuldstændige genstandsuafhængighed modsætningen til A kvaliteten, der var karakteriseret ved sammensmeltning med ting.

Hele rækken af fortætninger skal ses som en frigørelsesproces fra ufri befangenhed til intetfangets frihed. Men Feilberg bruger ordet frihed modsat den almindelige betydning, som han kalder subjektiv frihed, hvilket vil sige friheden til at gøre hvad man vil – svarene til A kvalitetens letløbende form for frihed. Egentlig frihed er, ifølge Feilberg, objektiv frihed eller naturens forståelse af frihed. Der er tale om en udviklingsproces hvor hvert trin i udviklingen kræver stigende kraftanvendelse; Feilberg sammenligner processen med et barns udviklingsproces. Et barn må lære at krybe før det kan gå, og den stigende frihed som barnet opnår gennem sin udvikling kræver kraftanvendelse, fortætning af energi og overvindelse.

De fire fortætningsgrader adskiller sig fra hinanden gennem deres forskellige grader af kraftanvendelse, det vil sige, at et og samme fænomen kan fremtræde vidt forskelligt alt efter kvaliteten:

Eks. 1. Som Eksempel nævnes Religion. Man har Religion, der i fanatiske Former ikke er andet end den reneste Lidenskab (A Kvalitet). Man har Religion, der egentlig er et Slags sjæleligt Haandværk (B Kvalitet). Man har Religion, hvori Kærlighed er det bærende (C Kvalitet). Og man har Religion, hvis Grundtræk er Offer og Forsagelse (D Kvalitet). Maaske er vel den sidste Slags nok den egentlige; men den er ingenlunde den hyppigste. I Reglen foretrækker man lavere Kvaliteter – de ringeste Individer meget hyppig den rene Fanatisme; det er den sjælelig letteste. Man ser, hvorledes der indenfor samme Fænomen er et fuldstændigt Udviklingsforløb igennem alle 4 Kvaliteter. (Feilberg II: 50).

Et og samme fænomen kan fremtræde forskelligt alt efter kvalitet, og det samme gør sig gældende med bevægelseslærens tre former for udførsel. Det betyder, at bevægelseslæren og værdilærens resultater kan kombineres på en mængde måder. Således kan et menneske have højt livsindhold (ligeløb), men ufortættet kvalitet fx en lystig alkoholiker eller ringe livsindhold (kredsning), men forladende fortætning fx en vindtør lærd.

Kombinationen af forladende fortætning og ligeløb kalder Feilberg for naturfortætning, hvilket udtrykker den højeste og ypperste form for liv:

Og var det ikke ogsaa det, vore Mødre vidste, naar de talte til os om det sande og det gode og gennem selvtilsidesættende "Given sig selv" ofrede sig for os. Var dette Selvoffer ikke paa én Gang Ligeløb og Fortætning? Var deres Utrættelighed andet end det reneste Ligeløb (gennemløben Vej, uselvtilbageholden "sand" Udførsel)? Og var Hjertet og Offeret andet end det, vi her kalde fortætning (Varme og slip)? Det er ikke til at se Forskel. Det var Naturfortætning, de praktiserede fra først til sidst maaske ikke saa meget i deres Tale som ved deres Liv. (Feilberg II: 57).

Denne naturfortætning er ifølge Feilberg blevet glemt til fordel for åndelig magelighed, og erstattet af tynd bekvemmelighed, men den findes i alle mennesker, og levelærens helt overordnede mål er forsøget på at genindføre eller genfinde naturfortætningen i menneskene.

2.4 Opsummering

Nøglen til Feilbergs livsfilosofi ligger i hans forståelse af forholdet mellem mennesker og natur. En meget stor del af Feilbergs levelæreiagttagelser foregår i naturen, ligesom erfaringer hentet i naturen flere steder er eneste definition af centrale begreber.

Naturens rolle i Feilbergs levelære bliver gradvis tydeligere efterhånden som han får levelæren udviklet. Således beskrives naturen i brev nummer 29 i samlingen breve til samlere, som religionen bag alle menneskeskabte religioner. Naturen og mennesket repræsenterer henholdsvis 'det gode' og 'det onde' hvilket samtidig betyder at naturen i mennesket også er 'det gode' i mennesket.

Med skemaet herunder har jeg forsøgt at illustrere udviklingen i bevægelseslæren samt vise hvorledes begreberne kan ses i forhold til hinanden.

Bevægelseslæren
fig_2

Feilbergs pointe med opstillingen af naturens egentlighed over for menneskets delthed er, at naturen i modsætning til mennesket aldrig stiller sig tilfreds med de halvgjorte eller mindre heldige udviklinger, de videreudvikles eller forsvinder. Processen ønsker Feilberg overført til menneskets sjæleliv. Deltheden adskiller mennesket fra naturen, idet egentlighed ikke er foreneligt med delthed. Egenskaben at være delt vil i al sin enkelthed sige at besidde både en positiv og objektiv side samt en negativ og subjektiv side.

Begreberne ligeløb og kredsning er en videreførelse og uddybelse af begreberne egentlighed og "den délte". Uddybelsen ligger for det første i, at udviklingsretningerne ligeløb og kredsning kobles til hver deres tilværelsesform henholdsvis livssandhed og åndelig død, og for det andet i udvidelsen med begrebet internering. Udviklingsretning eller udførsel af levende kraft er kernen i teorien om ligeløb og kredsning. Naturens (inklusive naturen i mennesket) form for udførsel af levende kraft er ligeløb, mens kredsning er den specifikke menneskelige form for negativ udførsel af levende kraft. Alternativet til de to udviklingsretninger er internering, hvor der er indadvendt udførsel eller udvikling. Internering har som de andre en tilhørende tilværelsesform – livsløgn. Bevægelseslæren ender altså ud med tre tilværelsesformer, tre typer liv, hvoraf kun den ene giver sandt liv.

Værdilæren adskiller sig ikke markant fra bevægelseslæren, idet problemstillingen er den samme. Hvis vi som mennesker ønsker at udvikle os åndeligt på en hensigtsmæssig måde, må vi leve efter naturens principper og gennemleve dens processer. Naturens udvikling sker gennem overvindelse, hvilket Feilberg overfører til sin kamp mod åndelig billighed. Hvis det intet koster i form af åndelig energi, må dets åndelige værdi være derefter, således forholder det sig i naturen.

Hensigten med skemaet herunder er at illustrere de fire fortætningsgraders samt de dertil hørende begrebers position i forhold til hinanden.

Værdilæren
fig_3

3.0 Henrik Pontoppidan og forholdet til Ludvig Feilberg

Henrik Pontoppidan blev født i Fredericia i 1857, men voksede op i Randers, hvor han boede til han som sekstenårig rejste til København for at læse ved den Polytekniske Læreanstalt. Pontoppidan var søn af præsten Dines Pontoppidan og Birgitte Christine Marie Oxenbøll.

Pontoppidan kom tidligt på kant med sin familie. Som eksempel herpå beskriver han i sine Erindringer et besøg hos byens katolske præst, hvis beretninger om uddannelsesrejser til Italien med alt betalt appellerede voldsomt til den unge Pontoppidan, der drømte om at stikke til søs for at opleve verden. Forbindelsen med den katolske præst vakte ikke begejstring i familien, og faderen truede med at sætte Pontoppidan i handels- eller håndværkerlære efter hans konfirmation. Tankerne om at stikke til søs blev siden erstattet af drømme om at blive ingeniør, og denne tanke blev støttet af matematiklæreren, der roste Pontoppidans evner inden for matematik og fysik. Pontoppidans matematiske evner var ikke særligt påskønnet af hans far, men han blev sendt til København for at studere til ingeniør.

Det var på Polyteknisk Læreanstalt at Pontoppidan først lærte Feilberg at kende. I sine erindringer beskriver han deres bekendtskab således:

I et Par Middagstimer blev Arbejdet paa Tegnestuerne overvaaget af to Assistenter, to yngre polytekniske Kandidater, der desuden havde det Hverv at være os til Hjælp ved Beregningsopgaver. Den ene af dem var Ludvig Feilberg. Saaledes lærte jeg allerede paa det Tidspunkt denne mærkelige Mand personlig at kende. Han var Vestjyde; men intet hverken i hans Ydre eller hans Sind fortalte om, at han havde sin Hjemstavn i dette vejrbarske Kystland. Han var spinkel af Bygning, havde et fint tænksomt Smil og milde Øjne. Han var kommen til Verden i en ensomt liggende Præstegaard i Ringkøbingegnen og havde aldrig gået i Skole. Velsagtens ogsaa af den Grund var han bleven noget helt for sig selv, et følsomt Barn, aarvaagent iagttagende som et Naturvæsen og samtidig lydhør for alt, hvad der rørte sig i hans eget Indre. (Erindringer 1962: 101).

Efter et par år ved Polyteknisk Læreanstalt forsøgte Pontoppidan at komme med på en ekspedition til Grønland. Da han ikke fik jobbet, valgte han i stedet at anvende sin arv efter morfaderen til en rejse til Schweiz. Denne såkaldte studierejse blev skelsættende for Pontoppidan, han forelskede sig i en schweizisk bondepige og skrev efter sin hjemkomst et skuespil om sine oplevelser. Skuespillet hed Hjemvee og blev brændt nogle år efter, men inden havde en censor fra Det Kongelige Teater bedømt det, og resultatet blev, at Pontoppidan opgav ingeniørstudiet for at blive forfatter.

Pontoppidans beslutning førte i første omgang til, at han fik arbejde som underviser ved sin broders højskole. Her mødte han Mette Marie Hansen som han blev gift med i 1881. Samme år debuterede han i Ude og Hjemme med fortællingen Et Endeligt og samlingen Stækkede Vinger. Både Mogens Pahuus og Vilhelm Andersen skriver i deres bøger om Pontoppidan, fra henholdsvis 1995 og 1917, at man allerede i "Kirkeskuden", den største fortælling i samlingen Stækkede Vinger, kan spore forfatterskabets grundlæggende problemstilling eller gennemgående tema. Pahuus giver i sin bog, Selvudfoldelse og selvhengivelse: Livssynet hos Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan, følgende korte beskrivelse af forfatterskabets gennemgående tema:

Temaet i hele Pontoppidans forfatterskab er frigørelsen af mennesket, frigørelsen fra alt det, der stækker og hæmmer menneskets selvvirkeliggørelse, og denne frigørelses begrænsninger og forfaldsmuligheder. Der er altså en dobbelthed i Pontoppidans forfatterskab: Det indeholder en kritik af de hæmmende samfundsmæssige forhold, og denne kritik har sin basis i en utopi om det frie menneske, men samtidig er der fra begyndelsen en forståelse af, at der er grænser for denne frigørelse, og at en manglende forståelse af disse begrænsninger kan afspore kampen for frigørelse. Dog gælder det, at forfatterskabet samtidig rummer en udvikling fra en betoning af frigørelsens muligheder til en betoning af frigørelsens begrænsninger. (Pahuus 1995: 123).

Jeg deler Pahuus' opfattelse, at menneskets frigørelse på godt og ondt kan ses som en rød tråd i forfatterskabet. Vilhelm Andersen giver udtryk for tilnærmelsesvis samme synspunkt når han skriver:

Sindbilledet af Ørnen med de stækkede Vinger forekommer paa mange Steder i Pontoppidans Produktion – fra hans første Bog til den sidste. Det er hans Bomærke i den danske Litteratur. Han har selv ridset denne Figur som den alt-forklarende Rune paa sit Liv og sin Digtning. (Andersen 1917: 10-11).

Vilhelm Andersens antagelse giver uvilkårligt fortællingen "Ørneflugt" fra 1894 en central placering i forfatterskabet. Men allerede i Pontoppidans første samling – Stækkede Vinger, nærmere bestemt i fortællingen "Kirkeskuden" – finder vi, ifølge Vilhelm Andersen, billedet af den stækkede ørn i form af drengen Ove, hvis naturlige udvikling hæmmes af præsten og dennes søster i en sådan grad, at han føler sig ufri, misforstået og fejlplaceret som kirkeskibet i kirken eller ørnen i hønsegården. I både "Kirkeskuden" og "Ørneflugt" giver Pontoppidan udtryk for en kritik af samfundet, men kritikken er, som Pahuus påpeger, nuanceret. For eksempel er præsten i "Kirkeskuden" snarere et offer for sin egen naivitet end egentlig ond, og da han dør, efter fejlagtige forlydender om Oves druknedød, er det ikke et udtryk for skæbnens hævn over den skyldige, men af ren og skær skyldfølelse og sorg.

Forklaringen på Pontoppidans kritiske holdning til samfundet og ikke mindst kirken skal formentlig ikke søges et enkelt sted, i et enkelt element, men derimod i en kombination af elementer, hvor de centrale udgøres af hans opvækst og den omvæltningens tid han levede i. I sine Erindringer skriver Pontoppidan, at han kort tid efter sin ankomst til København blev en flittig gæst på Christiansborgs tilhørertribune. Herfra var han vidne til den store politiske kamp mellem Højre og Venstre, der siden blev kendt som provisorietiden. Men Pontoppidans privatliv var også fyldt af omvæltninger. I 1885 døde hans førstefødte datter; i 1889 flyttede han fra kone og børn, og i 1892 blev han skilt og derefter gift med Antoinette Kofoed. I perioden arbejdede han som journalist ved Kjøbenhavns Børs-Tidende sideløbende med sin forfattervirksomhed, hvilket blandt andet førte til at redaktøren, Ernst Brandes, blev dømt for blasfemi i 1891.

Pontoppidans bekendtskab med Feilberg blev, ifølge Pontoppidan selv, fornyet omkring 10 år efter deres oprindelige bekendtskab, hvilket vil sige omkring 1888-89. Pontoppidan var på det tidspunkt flyttet til Frederiksberg, og det var her de to mænd lærte hinanden at kende på ny. De første egentlige kilder i form af breve fra Pontoppidan til Feilberg stammer dog fra 1899 altså ti år senere. Her skulle Feilbergs familie skulle overtage Pontoppidans lejlighed. I et brev af 6.10.1899, der mest omhandler denne overtagelse, fremgår det klart at Pontoppidan har læst en eller flere af Feilbergs tidligere tekster, og at han har observeret Feilbergs forandring fra mere poet end filosof til det modsatte.

Året efter, 16.11.1900, skrev Pontoppidan igen til Feilberg denne gang i anledning af, at han havde modtaget andet hæfte i serien Om sjælelig Ringhed. Som tak for hæftet tilbyder Pontoppidan at sende en af sine egne bøger, om hvis hovedperson han skriver: "at De i en enkelt Side af Hovedpersonens Væsen vilde finde udtrykt noget af det, hvorfor De kæmper". I samlingen Henrik Pontoppidans breve har udgiverne Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff i parentes tilføjet titlen på Pontoppidans bog Lille Rødhætte, den bog som de har ment, Pontoppidan har hentydet til i brevet. Jeg er på den ene side ikke enig med Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff i denne forklarende tilføjelse til brevet, idet jeg er af den overbevisning, at Pontoppidan i sit brev hentyder til bogen Det ideale Hjem. Jeg mener på den anden side, at hovedpersonen i Lille Rødhætte også har karaktertræk, der kan være inspireret af Feilbergs levelære, men på en langt mere skjult og indirekte måde end i Det ideale Hjem. Jeg har derfor valgt at behandle begge romaner, og vil derigennem forsøge at godtgøre min opfattelse.

Lille Rødhætte udkom i to oplag i efteråret 1900 – første gang i oktober. I 1909 udkom den sammen med Isbjørnen i To portrætter, og herefter udkom den i 1922 under titlen Thora van Deken i Noveller og Skitser bind II. Udgivelseshistorien er interessant, fordi Pontoppidan skrev romanen om, hvilket forklarer, hvorfor beskrivelsen af handlingsgangen i Cai M. Woels Henrik Pontoppidan (anden del) afviger markant fra handlingsgangen i første udgaven4. Omskrivningerne er også en vigtig pointe for Knut Ahnlund i hans beskrivelse af romanen. I Henrik Pontoppidan, Fem Huvudlinjer i författerskapet skriver han:

Av Pontoppidans alla verk lånar det bäst åt ett studium av hans arbetssätt, det förekommer nämligen i tre olika bokupplagor med ungefär ett decenniums mellanrum. (Ahnlund 1972: 299).

Avsikten med strykningarna i de som helhet vida bättre senare upplagorna är klart skönjbar. Man kan tydligt se hur Pontoppidan vid omskrivningarna strävat att förskjuta tyngdpunkten utifrån och inåt och befria historien från det drag av aktuell problemdebatt som ursprungligen insmugit sig. (Ahnlund 1972: 300).

På grund af disse indholdsmæssige afvigelser udgaverne imellem har jeg kun anvendt den første udgave fra oktober 1900, desuden udelukker da tidspunktet for Pontoppidans brev de senere omskrevne udgaver.

Lille Rødhætte er historien om Thora van Deken, der vender tilbage til godset Sofiehøj, som hun og hendes datter Esther blev tvunget til at forlade efter Thoras skilsmisse fra Godsejeren Engelstoft. Grunden til skilsmissen var at Godsejer Engelstoft ville giftes med den unge og smukke Sofie – realskolebestyrerens søster. Kort efter brylluppet blev Sofie imidlertid syg og døde, og ikke langt tid efter blev også godsejeren selv syg. I romanens begyndelse ligger han på dødslejet, og venter på sin ekskone og sin datter. Mødet er kommet i stand ved hjælp af den lokale præst, der på sin side gør det af egoistiske grunde for at kunne gense Esther, som han længe har været forelsket i.

Men Thora er ikke kommet for at forsone sig med sin døende eksmand, hun er alene kommet for at forhindre, at godset bliver omdannet til et rekreationshjem for svage kvinder, en plan der er sat i stand af godsejerens nye svoger (skolebestyreren) og sagføreren Sandberg i forening. Begge har sikret sig vigtige og økonomisk givtige poster i den fremtidige institutions ledelse, hvilket er indføjet forskellige steder i testamentet.

Thora ankommer alene til godset, og kommer i skænderi med Engelstoft om testamentet, der fratager datteren hendes arv. Under hendes forsøg på overtalelse dør godsejeren, og Thora gemmer testamentet for siden at påstå, at det er brændt efter godsejerens ønske.

Thora og hendes datter indtager derefter Sofiehøj til de lokales store fortrydelse, fordi stort set alle på forhånd har sikret sig selv en stilling på det planlagt rekreationshjem. Sagen ender i retten for at overbevise lokalbefolkningen om at Thora taler sandt. Her begår hun mened, fordi hun føler sig sikker på, at hun er den eneste, der kender sandheden. Esther har imidlertid set moderen læse i testamentet om natten, og har gættet sig til tingenes rette sammenhæng. De mulige konsekvenser af hemmeligheden skræmmer Esther, og ude af sig selv accepterer hun præstens frieri og tilbud om at følge med ham til Asien og en tilværelse som missionær. Esthers trolovelse får Thora til at låse hende inde på godset. I desperation skriver Esther til sin trolovede og afslører moderens hemmelighed, hvilket fører til dennes arrestation og fængsling. Thora dør kort tid efter i fængslet.

Spørgsmålet er nu hvilken side af Thora van Deken Pontoppidan muligvis hentyder til i sit brev til Feilberg. For at besvare spørgsmålet må jeg forsøge at give en karakteristik af Thora van Dekens tvetydige person; tvetydig fordi hun forener gode og onde egenskaber på en måde, der vanskeliggør afkodning af forfatterens holdning. Thora er på den ene side en 'løvemor', der begår mened i forsøget på at sikre sin datters fremtid. Samtidig er hun en hustyran, der driver sit hjem som en virksomhed, hvor ingen økonomisk uregelmæssighed må gå upåtalt hen. Hun undgår så vidt muligt kontakt med mennesker og søger i stedet naturens utvungne ensomhed, sidst nævnte har en del tilfælles med Feilbergs anvisninger:

Af mere end een Grund længtes hun tilbage til Agersøgaard og til Ensomheden der, hvor den ikke var hende paatvungen: hun følte sig her paa Sofiehøj som indestænget i et Bur, ogsaa bogstaveligt, fordi hun savnede den frie Udsigt, den store Tumleplads for Blikket, (…) Her blev Blikket – og med Blikket Tanken – bestandig tvunget til at vende sig indefter. Parkens høje Træer skjulte baade Jord og Himmel. Dagen havde ingen Sol og Natten ingen Stjerner, mens den uafladelige Vognrummel fra de befærdede Veje rundtom aldrig lod En glemme Menneskenes Tilværelse. (Lille Rødhætte 1900: 81-82).

Thoras ønske om at "glemme menneskenes tilværelse" stammer fra de mange oplevelser af svigt, hun har haft gennem livet. Som barn oplevede hun, at faderen anvendte hele familieformuen på spil og elskerinder. Som voksen forlod manden hende efter sytten års ægteskab til fordel for den yngre Sofie. Thoras tillid til mennesker, måske især mænd, er derfor meget begrænset.

Hendes metode til at håndtere eller overleve sin frygt for mennesker og deres angreb i form af svigt og uærlige handlinger er tydeligt beskrevet i romanen, og kan lede tanken hen på Feilberg. Metoden er hårdt vedvarende arbejde, så tankerne omkring hendes forbryderiske handling og mulige konsekvenser deraf ikke kan udvikle sig frit – eller vegetativt i henhold til Feilbergs sprogbrug. I Feilbergs første tekst Om størst Udbytte af Sjælsevner beskriver han tilstanden "i Aande" som en mulighedsforhøjende løbende tilstand. En tilstand der ofte kommer i forbindelse med arbejde, når ens åndelige bevægelse holder sig selv ved lige:

Det var en løbende Tilstand. Slig Stemning forekommer ofte ved Arbejde, for hvilken man har sær Interesse, i det hele taget ved al Beskjæftigelse, der "morer én". (Feilberg I: 24).

At være "I Aande" er en positiv tilstand i Feilbergs lære, men arbejde har, som tidligere beskrevet, både en positiv og en negativ side, hvor den negative side kommer frem i forbindelse med beflitning, idet udviklingen af nye tanker hæmmes. I nedenstående eksempel oplever Thora kombinationen af en løbende tilstands evne til at åbne op ind til sjælen og beflitningens hæmmende indvirkning på samme:

Hun maatte bestandig være i Aande. Hun turde ikke lade sin Hjerne være uvirksom. For at bevare Sjælens Spændthed hobede hun Arbejde paa Arbejde, Anstrengelse paa Anstrengelse, … indtil hun med eet sank sammen som slaaet ned af et Lyn, bedøvet og forvildet. Saaledes havde hun nu siddet en halv Time ganske ubevægelig og skjult sit Ansigt for at undgaa Synet af sig selv og navnlig for ikke at se sin højre Haand, der enkelte Øjeblikke pludselig kunde indgyde hende en vild Angst. (Lille Rødhætte 1900: 166-167).

Thora har tydeligvis forsøgt at hæmme tankerne i at udvikle sig ved beflitning, men på samme måde som viljen ikke kan tvinge nye tanker til at komme, kan viljen heller ikke tvinge tankerne til ikke at komme. Tankerne kredser her om hendes dårlige samvittighed over at have begået mened – symboliseret ved hendes højrehånd.

Jeg mener, det er muligt at se en inspirationen fra Feilberg i eksemplet ovenfor, men tydeligere kommer det frem i Thoras overordnede syn på samfundet og især kirken og dens mænd. Et syn der kommer frem under en længere samtale med præsten:

"Hvad jeg kalder for Guds Lov?" sagde hun og saae udfordrende paa ham. "Der staar en Lov skrevet i vore Hjerter. – Vidste De ikke det, Hr. Pastor?"

"Jo, jeg har hørt det sige. (…) Jeg vil tilstaa, at den "indre Stemme", som Vantroen altid har hævet saa højt i Kurs, den har jeg ikke synderlig Tillid til, fordi man aldrig med Sikkerhed kan vide, hvorfra den stammer, om det ikke er vor Egenkærlighed, vor Forfængelighed, vor Begærlighed, eller maaske alle disse Ting i Forening, der fører Ordet i os. (…)" (…)

"Hvor søger da De Guds Lov?" spurgte hun lidt efter, lavmælt.

"I hans Ord, … i hans klare, aabenbarede Ord, som aldrig er tvetydigt, aldrig levner Plads for Misforstaaelse eller Juristeri. (…)"

"Hvor De er ung!" sagde hun atter i en spottende Tone (…) "Lysets Rige. Mørkets Rige. Den kæmpende Kirke … De kan endnu tage alt saadant Mundsvejr i god Tro! … Og dog! Der har vist engang været en Tid, da Kirken havde Myndighed; da den var en Tilflugt for det gode og svage, et himmelsk Værn mod Menneskevold. Men nu? Guds egne Bud, som De nævnede, forhaanes jo i selve Kirken og af Kirkens egne Mænd. (…)" (Lille Rødhætte 1900: 109-112).

Thoras udsagn "Der står en Lov skrevet i vore Hjerter", mener jeg, er Pontoppidans forsøg på at udtrykke, hvad Feilberg kalder ligeløb. Hvilket vil sige, at der findes noget i mennesket, der er hævet over forselvet og bevidsthedens hæmmende og korrumperende indvirkning. En lov som ikke er specifik for mennesker; en naturlov der tvinger Thora til at handle, som hun ser det bedst for sin datter, selvom hendes handling er i strid med samfundets love.

Men ikke mindst modsætningen mellem ord og handling inden for den moderne kirke bliver problematiseret af Pontoppidan, hvilket i og for sig er i overensstemmelse med Feilbergs tænkning. Feilberg anser jo religionens ord for helt foreneligt med ligeløb og naturfortætning, men ikke nødvendigvis menneskenes handlinger i religionens navn:

Og er det ikke det samme, alle de forskellige højere Religioner lære, naar de advare os mod subjektivitet ved at lære os om Selvtilsidesættelse, Selvfornægtelse, Ydmyghed etc. og paa samme Tid lægge Vægt paa Fortætning ved at tale om Kærlighed og Offer (Varme og Slip) (Feilberg II: 57).

Eksemplet er hentet i Naturlærens Leve-ABC der udkom i 1905-07 altså mindst fem år efter Lille Rødhætte, men tanken er ikke ny i Feilbergs lære. I samme tekst beskriver Feilberg også hvor forskelligt menneskers religiøsitet kommer til udtryk i forhold til de fire kvaliteter jf. citatet ovenfor hvor den egentlige og højeste form for religion dvs. D kvalitetens form ikke er den hyppigste.

Pontoppidan beskriver to meget forskellige præster i Lille Rødhætte. Den unge præst er repræsentant for religionens egentlige form, hvis vi følger Feilbergs inddeling, hvor offer og forsagelse i så fald skal være de drivende kræfter. Den anden præst er en provst, om hvem der står "… der altid havde haft en iøjnefaldende Svaghed for alt, hvad der laa tungt i Maven og i Lommen." (Lille Rødhætte 1900: 18). Provstens religiøsitet hører, stadig ifølge Feilbergs inddeling, til under B kvaliteten, hvor der er tale om "et Slags sjæleligt Haandværk", for provsten lever ikke op til den livsførelse, han selv prædiker i kirken.

Feilbergs betydning i forhold til Pontoppidans kritik af kirken og dens mænd vender jeg senere tilbage til i forbindelse med behandlingen af foredraget Kirken og dens Mænd. Men først skal Det ideale Hjem undersøges nærmere.

Det ideale Hjem udkom december 1900 bare to måneder efter Lille Rødhætte og cirka fjorten dage efter brevet til Feilberg. Udgivelsestidspunkterne for de to romaner samt brevets datering underbygger, snarere end modsiger, min antagelse, at Pontoppidan i brevet hentyder til Det ideale Hjem og ikke til Lille Rødhætte.

Forbindelsen mellem Det ideale Hjem og Feilberg er ingenlunde en ny tanke. Således er Knut Ahnlunds redegørelse for forholdet mellem Pontoppidan og Feilberg for størstedelen forbundet med Det ideale Hjem:

Men författaren av Det ideale Hjem var väl inte heller obekant med Ludvig Feilbergs tankar om växelspelet mellan de två jagen, med livsfilosofens karakteristiska terminologi kallade Forselvet och Bagselvet, om hur dessa ingriper reglerande eller kommer i inbördes konflikt. (…) Om man frånser den barocka äktenskapshistorien i Det ideale Hjem är det inte svårt att se likheterna mellan Adam Mallings och Ludvig Feilbergs levnadslära, ja ett och annat personligt drag har de gemensamt, såvitt jag förstår. (Ahnlund 1956: 155).

Knut Ahnlund nævner i citatet to elementer i Det ideale Hjem, som han mener er inspireret af Feilberg: dels terminologien, dels hovedpersonens levelære. Derudover skriver han at der skal ses bort fra "den barocka äktenskapshistorien", hvilket er i fuld overensstemmelse med hvad Pontoppidan i øvrigt skriver i brevet: "De vil næppe have stor Fornøjelse af den, fordi dens Hovedemne rimeligvis ikke interesserer Dem under den Drøftelses-Form, som nu engang er min". Hovedemnet i Det ideale Hjem, som Pontoppidan sandsynligvis hentyder til, er netop ægteskabshistorien.

Det ideale Hjem er historien om den 29 år gamle dr.phil. Adam Malling, der bor sammen med sin fraskilte mor Fru Laura Malling og sin yngre søster Ingeborg. Forældrene blev skilt mens børnene var små, og de har ingen kontakt med faderen. Forældrenes mislykkede ægteskab har medført, at Adam har en stor mistillid til ægteskabet som institution, og derfor har han udtænkt et matriarkalsk alternativ til det traditionelle familiemønster. Adam Mallings familiemønster har moderen som enerådigt overhoved og brødrene som mandlige opdragere.

Adams primære interesse, udover hans teori om familien, er naturen. Han har netop i bogens begyndelse skrevet en artikel om "Stemningslivet hos Insekterne". Han er lærer og bruger sine ferier på at vandre rundt i naturen med sin botaniserkasse. Han er desuden vegetar og fremstilles i det hele som lidt af en særling.

Søsteren Ingeborg og Adams ven, Dr. Fredrik Schmidt, forelsker og gifter sig på trods af Adams ihærdige forsøg på at overbevise vennen om ægteskabets ødelæggende indflydelse på de allerede etablerede familier. Ægteskabet støttes dog både af brudens moder og gommens familie, men for sidstnævnte spiller især de økonomiske udsigter en særlig rolle. Fredrik er søn af universitetsprofessor Claudius Schmidt, der lider af såvel dårlig mave som dårlig økonomi. Sønnens ægteskab med datteren til den velstillede Fru Laura Malling, og den ligeså velstillede Etatsråd Malling, betragtes derfor af familien Schmidt som yderst fornuftigt.

Fire år efter, at Ingeborg og Fredrik er blevet gift, er Adam på vandring. Uden for en lille landsby ser han en ung pige, der viser sig at være præstens datter Margrete. Præsten er halvbror til en arkitekt ved navn Byrum, som Adam i bogens begyndelse har truffet på en kro. Halvbroderen, som præsten i øvrigt benævner sin halvfætter, har siden taget livet af sig. Han var ikke blot en fordrukken skørtejæger, men også Margretes biologiske fader. Historien er en slet skjult familiehemmelighed, og præstens erindring om konens affære med halvbroderen plager til sidst livet af ham.

Adam forelsker sig efterhånden i Margrete og hun i ham, men Adam vælger at forlade landsbyen og Margrete dagen efter deres første kys, fordi hans vakte følelser strider imod hans teoretiske overbevisning. Mindet om Margrete vil imidlertid ikke forsvinde, og Adams efterår plages af tanker om giftermål.

Ingeborg og Fredrik har i mellemtiden været nødt til at forlade København, for at Fredriks lægepraksis kan få tilstrækkeligt klientel, men selvom patienterne er flere, har de ondt i økonomien. Gælden vokser, og eneste udvej er et lån hos professoren, der imidlertid vægrer sig. Familiens situation ser således håbløs ud, indtil Adam kommer med budskabet om, at Fru Laura Malling er blevet syg og indlagt for at få bortopereret en svulst. Moderens formodede dødelige sygdom tvinger Ingeborg hjem til barndomshjemmet, mens familien Schmidt går på restaurant for at 'fejre' den kommende arv.

Moderens sygdom viser sig langtfra så alvorlig som frygtet, men Fredriks restaurationsbesøg i Ingeborgs fravær, tilsat Adams påvirkninger i det skjulte, får hende til ganske langsomt at vende Fredrik ryggen. Idyllen i det lille hjem er brudt, og Ingeborg flytter sammen med børnene ind til moderen og Adam for til sidst helt at lade sig skille fra Fredrik.

Adam har nu fået opfyldt sit ønske om det ideale hjem, og er blevet opdrager af søsterens to drenge, men mindet om Margrete får ham til at rejse tilbage til landsbyen. Hans forelskelse blusser op, og han beder om moderens velsignelse til at gifte sig med Margrete. De gifter sig, og kort tid efter bliver Margrete gravid. Adams familie ved kun, at han har en "lille veninde", men ikke at han er blevet gift. Seks måneder efter giftermålet forlader Adam sin gravide kone uden anden afsked end et brev til svigermoderen. I brevet beder han om skilsmisse – teorien og tanken om det matriarkalske ideale hjem er videreført.

Som Knut Ahnlund skriver i citatet ovenfor, og Pontoppidan indirekte i brevet, skal Feilbergs indflydelse ikke findes i romanens centrale ægteskabshistorie, men særligt i hovedpersonen Adams karaktertræk. Men Feilbergs tænkning kommer også frem i beskrivelser af miljøet som for eksempel i indledningssekvensen:

"(…) – Alt er Bevægelse midt i Stilheden. Ofte aabenbarer det skønneste Syn sig kun i et hastigt Glimt. – Det er denne det danske Landskabs (og det danske Menneskesinds) yppige Omskiftelighed, denne overdaadige Frugtbarhed paa Stemninger, som fattige, eenstrengede Naturer kalder Karakterløshed." (Det ideale Hjem 1900: 3).

Her er mindst to interessante elementer i forhold til Feilberg. For det første ordet Bevægelse og dernæst omtalen af "det danske Menneskesinds yppige Omskiftelighed". Bevægelse er et centralt begreb i Feilbergs beskrivelse af de mulighedsforhøjende indflydelser som jo netop helt grundlæggende forsøger at gøre rede for "det danske Menneskesinds yppige Omskiftelighed":

a) at en vis Bevægelsestilstand er en nødvendig Betingelse for alle nye sjælelige Frembringelser, – Bevægelsestilstand i den Betydning, som navnlig træffende fremgaar af Udtrykket "status nascendi". [og videre i forbindelse med Egentligheden] (…) Men Ordet Egentlighed fortæller intet om Bevægelse, naar man i Forvejen ikke véd, at Bevægelse er "det egentlige". (Feilberg I: 49-50. Jeg indsætter, rbc)

Ligeledes minder sætningen "Ofte aabenbarer det skønneste Syn sig kun i et hastigt Glimt" meget om den indledende beretning i Om størst Udbytte af Sjælsevner hvor Feilberg beretter om baggrunden for sin indsamling:

Han vidste ikke ret, hvad han skulde tænke. Imidlertid vedvarede de forholdsvis hyppige Blink af fyldig Følelse og Tankeklarhed næsten en hel Maaned, en December af sjælden rigt Indhold, hvori mange af hans bedste Erindringer fik hjemme. (Feilberg I: 8).

Pontoppidans brug af Feilberg kommer som sagt i særlig grad frem i beskrivelserne af Adam og primært i forbindelse med hans teorier om stemningslivet hos insekterne:

Det var en ung Skribent og Naturforsker, Dr. phil. Adam Malling, der for nylig var fremtraadt første Gang for Offentligheden med en Tidsskriftsartikel om "Stemningslivet hos Insekterne", et Arbejde, som havde vakt en Del – for Forfatteren ikke udelt behagelig – Opsigt baade i den lærde og ulærde Verden.
(…)
Det [forældrenes skilsmisse og hans manglende forhold til faderen] havde en Tid gjort ham sky og indesluttet overfor Mennesker og tilsidst ført ham ud i Naturen, hvor Dyrs og Planters strengt regelbundne Husholdninger for ham blev en Anklage mod Menneskers Ubestandighed og det Fuskerværk, der kaldtes det lovordnede Samfund. (Det ideale Hjem 1900: 4-5. Jeg indsætter, rbc)

Feilbergs hæfter Om sjælelig Ringhed fik en modtagelse i læserverdenen, der minder om den Adams artikel fik, og artiklens titel, Stemningslivet hos Insekterne, synes ikke langt fra Feilbergs fantasifulde titler om menneskenes sjæleliv. Derudover har de to personer, til en vis grad, deres opvækst til fælles. Feilbergs forældre blev ganske vist ikke skilt, men skal vi tro Pontoppidans erindringer, jf. citatet ovenfor, så har Feilberg under sin vestjyske opvækst uden skolegang for en stor del været overladt til sig selv og naturen. Naturen har altså tilnærmelsesvis samme betydning for Adam, som den havde for Feilberg, hvilket bliver mere tydeligt efterhånden som indholdet af Adams artikel bliver afsløret. Adams undersøgelser er nemlig ikke begrænset til insekternes levevis, han har også interesse i menneskenes udvikling og særligt sjælelivets udvikling. Forbindelsen mellem Adam og Feilberg er tydelig i følgende eksempel:

Under sine mange og vidtløftige Undersøgelser af Smaakrybets Levevis tabte han i det hele aldrig Mennesket af Syne. Det var netop det egentlige Maal for hans Studier at kunne bidrage til at belyse dette engang saa højtudviklede Hvirveldyr og finde Forklaringen af dets legemlige og – særligt – af dets sjælelige Udartning. (Det ideale Hjem 1900: 9).

Sidste sætning i citatet peger så tydeligt som næsten muligt på Feilberg og hans teori, hvilket også gør sig gældende i følgende citat:

Tilsidst tændte han Lyset paa Natbordet, fik fat i sin Notitsbog og gav sig til efter sin Sædvane – liggende i Sengen – at nedskrive sine Tanker:
"For at analysere en sammenblandet Væske leder man undertiden en Svovlbrintestrøm gennem den og faar derved dens Bestanddele skilt i to Hovedgrupper, idet der betingelsesvis fremkaldes et Bundfald, der da kan frasies og undersøges for sig. Paa det saare sammensatte Væsen, man kalder Menneskesjælen, virker spiritusholdige Drikke paa lignende Vis – som et Skedevand5, der spalter Sjælen i dens to Hovedbestanddele, Natur-Jeg'et og Samfunds-Jeg'et, som man kunde kalde dem. (…) Indtil et vist Stadium gør Rusen endog Ur-Jeg'et mere fuldblodigt, fremkalder Stridslyst, Mod, Selvfølelse. Fremfor alt vækker den Glæde, d.v.s. Sorgløshed, hvilket altsammen er i god Overensstemmelse med den Antagelse, at det, under den uophørlige Kamp mellem Naturaanden og Samfundsaanden ("Spøgelset") i os, er den første Sejr, der fremkalder Lykkefølelsen, dens Nederlag, der – alt efter dettes Grad – føles som Bedrøvelse, Tungsind og Fortvivlelse. (…)" (Det ideale Hjem 1900: 12-13)

Det virker mere end sandsynligt, at Feilbergs anvendelse af naturvidenskabelige begreber og metoder til beskrivelse af menneskenes sjælelige tilstande ligger til grund for Adams valg af samme metode. Adams valg af teoretiske begrebspar Natur-Jeg'et (og Ur-Jeg'et) vs. Samfunds-Jeg'et samt Naturaanden vs. Samfundsaanden kunne alle være hentet fra levelæren. Begreberne er for eksempel tæt beslægtet med Feilbergs to typer 'selv': Indre-Selvet og Forselvet, der i Om størst Udbytte af Sjælsevner udtrykker hans opdeling af sjælen i en objektiv/natur side over for en subjektiv/kultur side. Men udover begrebsparrenes lighed har Pontoppidan i citatets begyndelse indført en detalje om Adams Notitsbog, der yderligere skaber en forbindelse mellem den fiktive karakter Adam og den faktiske Feilberg; Cavling skriver følgende om Feilbergs notesbog:

Til disse Optegnelser valgte han efter forskellige Forsøg en Notebog af eget Fabrikat, knapt saa stor som en lille Katekismus. (…) Denne Bog førte Feilberg omkring med sig hele Livet. Han havde den med i Skolen, paa Udflugter, paa Gaden, i Selskab, ja, det kunde hænde, at han tog den med i Seng om Natten for at have den ved Haanden, hvis et Indfald skulde melde sig. (Cavling 1927: 17. Jeg kursiverer, rbc)

Jeg er overbevist om, at Pontoppidan har kendt til Feilbergs notesbog, og tænkt på denne da han beskrev Adam liggende i sengen med sin notesbog; ydermere lader han i situationen Adam nedfælde en tanke om væskers bundfald, et billede Feilberg anvender i sin definition af suspensionstilstandene i Om størst Udbytte af Sjælsevner.

Lighederne mellem Adam og Feilberg er mange ikke mindst omkring arbejdsmetode og væremåde fx:

For Adam, der havde søgt til Videnskaben netop for Overblikkets Skyld, af Trang til at finde Hvile for Tanken i en med selvstændige Iagttagelser underbygget Verdensanskuelse, var denne Bogmaddike med hans ret hensigtsløse Udgranskning af, hvordan andre i Tidens Løb havde følt og tænkt og handlet, en Parodi paa en Videnskabsmand. (Det ideale Hjem 1900: 57).

Han havde været undervejs fra den tidlige Morgenstund men var endnu kun naaet en lille Mil frem. Han gav sig altid gode Stunder paa sine Vandringer, som han overhovedet aldrig forhastede sig (…)
At gaa en Mil ud af en Landevej var for ham at standse hundrede Gange … enten for at følge en Fugls Flugt, eller lytte til en Humlebi's Summen (…) Han kunde sidde i Timevis ved Enden af en Stenkiste aldeles fortabt i Iagttagelse af den Lilleput-Verden, der rørte sig i en Pyt Vand mellem et Par Totter Græs. Tidt gjorde han sig ikke engang Rede for, hvad det var, der saaledes optog ham, men lod sig stille fylde med uforarbejdede Indtryk under en vidunderlig Fornemmelse af at sanke aandelig Næring i Lade. Man kunde altid tidsnok lade den gaa gennem Bevidsthedens Tærskeværk! (Det ideale Hjem 1900: 66-67).

Det første citat beskriver Adams syn på videnskaben og videnskabelig metode. Opfattelsen minder om Feilbergs valg af metode. Feilbergs verdensanskuelse er om noget baseret på egne iagttagelser og erfaringer, og kun i meget begrænset grad inddrager han andre videnskabsmænd og forfattere. Det andet citat indeholder en meget fin beskrivelse af det hvad Feilberg ville kalder vegetativ tilstand, hvor Adam fortaber sig i sine omgivelser og lader sig fylde med åndelig næring. Jeg mener, at man på baggrund af disse mange ligheder mellem Adam og Feilberg kan se beskrivelsen af Adam som både en hyldest og en kritik af Feilberg og hans levelære. Beskrivelserne af Adam indeholder jo også en kritisk røst oftest gemt bag de mere komiske sider hos Adam. I en samtale mellem de to venner Fredrik Schmidt og Adam finder vi følgende dialog:

"Jeg forstaar det nok, Malling. Det er som sædvanlig den ulyksalige Ægtestand, du vil tillivs."
"Det er denne Institution, der bliver bedømt efter Naturlovene – ja."
"Ja, jeg troer nu ikke paa Evangelier, …. heller paa Naturens. (…)" (Det ideale Hjem 1900: 32-33).

Naturlovene skal bedømme såvel samfundet som religionens love og regler, hvis det står til Adam. Men det mest interessante er, at Pontoppidans lader sit tvesyn komme til udtryk gennem den ellers usympatiske Fredriks påpegning af ligheden mellem de dogmatiske naturlove og andre religioner. Konsekvensen er, at Pontoppidan afslører at Adams, og derfor indirekte også Feilbergs, med sine til tider firkantede holdninger i realiteten ikke adskiller sig markant fra andre af samfundets 'frelste' herunder visse medlemmer af præstestanden.

Det ideale Hjem og dens hovedperson er på så mange måder en beskrivelse af Feilberg og hans levelære, at jeg ikke er i tvivl om, at det er denne roman og ikke Lille Rødhætte, han henviser til i sit brev til Feilberg. De lighedspunkter der findes i forbindelse med Lille Rødhætte kan derfor tilskrives det åndsfællesskab, der findes mellem Pontoppidan og Feilberg. Excentriske typer som Adam Malling dukker op senere i Pontoppidans forfatterskab, og det er derfor nærliggende også at forbinde disse med vennen Feilberg, hvilket jeg vil give eksempler på senere i specialet.

I 1911 skriver Pontoppidan igen til Feilberg. Brevet er fra 4.12.1911 og er en takkeskrivelse for det tilsendte eksemplar af Feilbergs nyeste bog, Kort Fremstilling af de sjælelige Naturudviklingslove, men takkeskrivelsen tager næsten form som en hyldest til Feilberg. Brevet kan omtrent deles i to, hvor den første del er takkeskrivelsen, og den sidste del indeholder en mild kritik af Feilbergs kritik af den moderne litteratur. Brevet fortæller os også, at Pontoppidan var blandt de omkring 100 personer, som modtog Feilbergs Breve for Samlere, hvilket leder mig til at tro, at Pontoppidans kritik særligt sigter til Feilbergs udtalelser i et af disse breve. Min antagelse kan ikke sandsynliggøres på anden måde end ved at inddrage et muligt brev af Feilbergs breve – nærmere bestemt brev nummer 16 med overskriften Iagttagelser af Tidens svage Punkt. Tidens svage punkt er billigheden i åndelig forstand. Brevet handler om manglen på fortætning i såvel samfund som litteratur, og om hvorledes de sidste 30-40 års forandringer inden for litteraturen har medført et tilbageskridt frem for et fremskridt, hvad angår fortætning og dermed åndelig kvalitet.

I Halvfjerdserne skete det store Fremskridt, at man gjorde op med den gamle romantiske Bevægelse. Man fik Folk til at indse, at det direkte Forløb fra I til III [romertallene I-IV står for de fire fortætningskvaliteter] med Forbigaaelse af Realiteten (II) var en utilladelig billig Genvej, at den gamle romantiske, højstemte Varme i mangt og meget var en Frase, hul i Bunden, og at Realiteten nødvendig i stærkere Grad maatte frem. (…) I Begyndelsen lød det saa smukt: "Nu have vi haft Humbug nok, nu ville vi sandelig have fast Grund under Fødderne og ikke længere hænge oppe i Luften." Det lød som Musik; man ordentlig sprællede med Benene for at naa Jorden. (…) Man kastede sig ud i Tingene (Realiteten) med en Iver, som om det var noget, man aldrig skulde rive sig løs fra igen. Læg Mærke til, hvorledes en realistisk Forfatter kan beskrive Genstande. Nipsting paa en Etagere el.l. Det er, som om han sad i dem, det er med en næsten fotografisk Nøjagtighed. (…) I, fy for Pokker! Det er ikke til at tage Fejl af, at den nye Retning virkelig kvitterer Varmen (III i Romantikkens I-III). Man sætter ganske simpelt II i stedet for III. Det er det hele. Og bliver saa staaende ved I-II. Ja saa! Men saa er Reformationen jo en Tilbagegang; thi II staar jo da lavere i Naturudviklingsrækken end III. (…) Og ikke engang ved denne forholdsvis endda ret maadeholdne Tilbagegang blev "Realismen" staaende; vi fik en til, der var meget værre. Retningens Epigoner, der i Nedgangen fra I-III til I-II fornam en Lettelse i Tilværelsesfordringerne og muligen derved kan være komne i den Tro, at det var Befrielse og Lettelse, det gjaldt om ved den nye Bevægelse ("Frihed") viste sig øjeblikkelig villige til at lette sig i endnu langt højere Grad. (…) Tilsidst saa man en Litteratur og en Kunstretning, hvori Tiden paa den mest usminkede Maade proklamerede det skære I som formaal og satte Hestepæren op paa Bordet (utugtige Romaner, nøgne Modeller, Middagsselskaber, pyntede Damer etc. etc.). (…) Der er noget ved den realistiske Bevægelse fra 1870-1900, der minder om en flot Slædefart, som nogle raske Drenge foretage fra Højderne; men som ender med, at de til Slut ligge, paa den bare Is, paa den bare. Kold Fornemmelse. Hurtig Afgørelse. Anderledes er det i Virkeligheden ikke gaaet os i denne litterære Fremskridtssag. Efter et æstetisk rasende Ridt i Frihed ud over alle gamle Vedtægter og Fordomme have vi efter knapt 40 Aars Forløb tilsat Religion, Moral, Hjertevarme og enhver Løftehøjde og ligge nu … 3 Kors, Herren være os naadig! Gid vi vare oppe igen! (Feilberg II: 210-211, jeg indsætter rbc).

Feilbergs beskrivelse af den 30-40 år lange periodes mere realistiske litteratur som et tilbageskridt fra romantikkens hjertevarme blev af Pontoppidan opfattet som en uberettiget kritik af hensigten hos periodens forfattere. Men Feilbergs budskab er ikke et ønske om at vende tilbage til romantikkens æstetik, men et ønske om en venden sig væk fra det åndelige billige som kommer ved mangel på overvindelse. Derfor skriver han i slutningen af citatet, at religionen, moralen og hjertevarmen er blevet tabt. Feilbergs ønske om selvovervindelse og følgende fortætning findes netop i forbindelse med religion og moral, når disse fremstår i deres "egentlige" forstand. Når Feilberg skriver, at litteraturen udtrykker mangel på hjertevarme (kvalitet III), så mener han, at den realistiske litteratur ikke formår at skelne mellem lidenskab og hjertevarme, og derfor vælger den åndelig billigste af de to – lidenskaben.

Hjertevarme er forudsætning for, at den fjerde kvalitet kan vokse frem, derfor findes den fjerde kvalitet heller ikke i den realistisk litteratur, Feilberg skriver:

Man har ikke Varme i sig og sidder fast i Verden lige op til Ørerne. Læg Mærke til – det er ikke tilfældigt – hvorledes det religiøse Fænomen, det fornemste af alle kvaternære fænomener, saa at sige aldrig forekommer i den realistiske Bevægelse, er som banlyst af den realistiske Intelligens. Haves ikke. Med Religion mene vi selvfølgelig ikke her nogen bestemt Religion – man kan have, hvad Religion man vil; – men der spores overhovedet ingen. (Feilberg II: 213).

Feilbergs kritik af den moderne litteratur (naturalismen) samler sig altså om dens tendens til "fastsidden" i realismens eller realiteternes verden, hvor hjertevarme og fuldstændig uafhængighed af tingene til stadighed erstattes af en lidenskabelig amalgamering med tingene, hvilket er en åndelig billig måde at forholde sig til verden. Åndelig billighed bliver derfor tidens svage punkt.

I sit brev udtrykker Pontoppidan klart, at han ikke accepterer Feilbergs brug af den moderne litteratur som skræmmebillede på tidens åndelige billighed, han mener derimod, at den kritiserede litteratur havde naturforkyndelse både som mål og metode. Pontoppidans brev viser endvidere, at han har stor respekt for Feilberg som menneske måske mere end for hans levelære. Men der hersker ingen tvivl om, at Pontoppidan respekterer Feilberg som ven og filosof. Det sidste kommer endog tydeligere frem i den næste og sidste kilde.

I 1914 holdt Pontoppidan et foredrag i Aalborg og Horsens med titlen Kirken og dens Mænd, som efterfølgende blev udgivet af Gyldendals forlag. Pontoppidans hensigt med foredraget var at udtrykke en kritik af kirken og præstestanden; foredraget indledes således:

Vi har her i Landet elleve Hundrede funktionerende Præster, der Søndag efter Søndag står på Prædkestolene og ivrer mod anderledes tænkende. Jeg har ment, at de engang imellem bør møde Modkritik, og jeg tror, at det navnlig for Tiden er gavnligt, også for Kirken selv, at dens Forhold bliver belyst så alsidigt som muligt. Mine Ord her skulde være et beskedent Bidrag dertil. (Kirken og dens Mænd 1984: 27).

Den lidt hårde tone fra indledningen fortsætter gennem hele foredraget, der mest af alt er en kritik af præsternes ophøjede ret til at udtrykke deres personlige mening, alene fordi de er præster, og uden at tilhørerne kan komme med modsvar. Kirken såvel som præsterne kritiseres for ikke at kunne blive enige om, hvad troens budskab er, hvilket afslører kirken og præsterne som utroværdige, ifølge Pontoppidan, når de samtidig fastholder præsternes og kirkens særstilling i samfundet.

Foredraget resulterede i en del debat i forskellige aviser, men Pontoppidan selv kom kun med et enkelt modindlæg. Indlægget er et svar til sognepræsten Tomasson.

Tomassons spørgsmål knytter an til en udtalelse fra foredragets slutning, som jeg her har valgt at citere fra Pontoppidans manuskript:

Nej, vil vi for Alvor indvies i de Ting, der ikke er af denne Verden, må vi for Tiden søge bort fra Kirken. Og hermed tænker jeg ikke udelukkende på at vise hen til Åndens Stormænd. Der kan også være meget at lære af det uforkvaklede, enfoldige Menneske, hvis Religion slet og ret er Summen af hans Livserfaringer. (Kirken og dens Mænd 1984: 49).

Tomasson spørger i sit indlæg Pontoppidan om: "Hvem er de "andre", disse "ingenlunde blot Aandens store, fuldt saa vel de enfoldige", som De har tænkt paa i Deres Foredrag" (Kirken og dens Mænd 1984: 19). I sit svar skriver Pontoppidan, at Feilberg er et af disse enfoldige mennesker, hvis religion er summen af deres livserfaringer. Om Feilbergs levelære skriver Pontoppidan, at "der er vistnok ikke saa lidt naivt i dem", hvilket for mig, sammenholdt med kritikken fra forrige kilde, understøtter min påstand om, at Pontoppidan føler en større respekt for mennesket bag end for selve levelæren. Men Pontoppidan citerer Feilberg i sit svar, og underbygger derved sine udtalelser i foredraget, hvilket må betyde, at ikke alle levelærens budskaber er lige naive i Pontoppidans øjne.

Citatet er fra et af Feilbergs breve for samlere nærmere bestemt brev nummer 29 med titlen Praktikerens eneste Vej, Naturens Vej. Sætningerne, Pontoppidan har valgt at citere, er spredt over et flere sider langt brev, der har den beskrivende undertitel: Nogle orienterende Betragtninger i Anledning af Casper Feilbergs nye Bog: "Studier af Naturens Sprog" (Feilberg II: 272). Brevets primære formål er at reklamere for denne bog om naturens sprog, hvor et af natursprogets områder er religionen. Hvorvidt Feilberg ville have accepteret, at Pontoppidan siden hen benyttede hans ord som del af et angreb på kirken, må forblive uvist, men stedet, hvorfra Pontoppidan har hentet indledningen til sit citat, støtter det budskab Pontoppidan ønsker at få frem i sit foredrag:

Men saa er der endelig et tredje Omraade, hvor Natursproget taler saa ganske særlig stærkt til et Menneske. Det er Religionens. Jeg siger ikke Kirkens – thi den tager ikke Naturen med, – men Religionens. Højt og klart og tydeligt; men altid paa denne allerbageste Maade, som sædvanlig overhøres og sættes til Side, som vi sædvanlig tro er uden Betydning; men som nu alligevel er grundlæggende for hele vort Liv. Naar Du ser paa den blaa Himmel, de hvide Skyer, den grønne Skov og den tavse Stjernehimmel, saa taler det højt til Dig om Religion. Saadan har det talt til alle Tider til dine Forfædre, og hvad der blev fortalt dem, satte de sammen til de forskellige Religioner. (Feilberg II: 274).

Feilbergs synspunkt er, at de forskellige religioner har et fælles udgangspunkt i naturen, og at dette udgangspunkt i sig selv kan og skal være en religion, men ikke en religion i normal traditionel forstand, idet religionen i naturen ikke er skjult, men levende og derfor "bliver en eneste Selvfølgelighed, der ikke giver Anledning til Omtale; thi det er jo en Kendsgerning alt sammen." (Feilberg II: 275-276). Afslutningen på Pontoppidans indlæg viser, at Feilberg ikke mener, at kirken repræsenterer en sådan naturens 'selvfølgelige' religion, ikke mindst fordi kirkens 'sandhed' kan diskuteres; for Feilberg er der intet tilbage at diskutere ved en 'selvfølgelig' religion.

Dette afslutter min gennemgang af de kendte kilder. Det bedste eksempel, på hvorledes Feilberg er blevet brugt i Pontoppidans skønlitterære forfatterskab, er uden tvivl hovedpersonen i Det ideale Hjem, hvis særheder langt ad vejen er inspireret af virkelighedens Feilberg. Derudover er omfanget af deres venskab blevet afdækket, i den grad det har været muligt ud fra kilderne. Det er uvist, hvor ofte de har set hinanden, ligeledes er omfanget af deres brevvekslinger usikkert i og med, at kun brevene fra Pontoppidan er bevaret, men det er sikkert, at Pontoppidan har hørt til gruppen af personer, der har modtaget Feilbergs Sammenbragte Breve for Samlere paa Levelæreiagttagelser, selvom han tilsyneladende ikke selv har bidraget til disse.

4.0 Læsninger i Pontoppidans forfatterskab

Indtil nu har valget af skønlitterære tekster været foretaget på foranledning af diverse kilder, men dette er ikke tilfældet for de efterfølgende læsninger. Valget af Lykke-Per, Hans Kvast og Melusine og De dødes Rige er foretaget efter gennemlæsning af de fleste af Pontoppidans større tekster fra perioden. Disse tre værker har alle vist sig at indeholde elementer, der i større eller mindre grad kan tilskrives inspiration fra Feilberg, hvilket jeg vil undersøge i de kommende afsnit begyndende med den ældste roman først – Lykke-Per.

4.1 Lykke-Per.

I årene 1898 til 1904 udkom Lykke-Per i otte bøger med hver sin undertitel. Siden blev den skrevet om og forkortet først til en udgave i tre bind og siden til en udgave i to bind. Jeg har valgt at anvende førsteudgaven i min læsning.

Fra brevkilderne ved vi, at Pontoppidan var bekendt med, og påvirket af Feilbergs levelære i de år han skrev Lykke-Per, i hvert fald i de år han skrev de sidste bøger i serien, men Lykke-Per er en stor roman skrevet over mange år, og der er derfor ikke noget overraskende i, at Pontoppidan har hentet inspiration fra forskellige steder6. Min påstand er alene, at Feilberg og hans levelære hører til blandt inspirationskilderne, og jeg mener, at dette i særlig grad gælder for romanens sidste to-tre bøger, hvilket er årsag til, at der i min læsning er større fokus på disse bøger end på romanens første.

Lykke-Per er beretningen om præstesønnen Peter Andreas Sidenius' liv fra barndom til død. Peter Andreas (herefter Per) rejser som ung mand fra Jylland til København for gennem en ingeniøruddannelse at erobre verden, og ikke mindst bevise sit værd i forhold til sin familie. For at nå sit mål udvikler Per en ide til et stort fjordreguleringsprojekt, der skal bringe velstand ikke alene til ham selv, men også til hans hjemby. Projektet bliver imidlertid afvist af ingeniørvidenskabens ledende folk, og Per må i stedet søge opbakning hos jødiske pengemænd. Heriblandt hans kommende svigerfar. Per bliver forlovet med købmandsdatteren Jakobe Salomon, og sammen med dr. Nathans skrifter inspirer hun Per til at skrive en bog, kaldet Fremtidsstaten, om sit projekt. Forlovelsen gør det muligt for Per at foretage en uddannelsesrejse for sin svigerfars penge. Rejsen fører ham i første omgang til Berlin. Her møder han en jødisk millionærdatter, hvis enorme midler får ham til at overveje sin forlovelse med Jakobe. Beslutningen bliver imidlertid udsat, idet Per kaldes hjem til sin faders dødsleje, og da han efter begravelsen vender tilbage til Berlin, er glansen gået af jødedatterens rigdom. I stedet rejser Per videre til Alperne, hvor han skal studere et stort ingeniørarbejde, men hans opmærksomhed er efter faderens død i højere grad rettet mod at finde meningen med livet end mod ingeniørarbejde. Jakobe opsøger efter en tid Per, og gensynet i Alperne ender ud i en graviditet, der for altid forbliver en hemmelighed, ikke mindst for Per.

Pers videre rejse går til Rom, hvor han møder enkebaronesse von Bernt-Adlersborg og hofjægermesterinde Prangen, søstre til den afdøde Neergaard, hvis beskedne formue Per arvede tidligere i romanen. Bekendtskabet med søstrene bliver senere fornyet, da Per vender tilbage til Jylland efter sin moders død, men i første omgang bliver Per kaldt hjem fra Rom for at møde de finansmænd, der vil investere penge i hans projekt. Projektet bliver imidlertid forkastet, fordi Per ikke vil acceptere pengemændenes ret til at bestemme.

Gennem en dødsannonce bliver Per klar over, at hans moder er død. Han ønsker ikke at deltage i begravelsen, men synet af kisten får ham til at følge moderen under hendes natlige overfart fra Sjælland til Jylland. Efter ankomsten til Jylland opsøger Per hofjægermesterinde Prangen og hendes mand på Kærsholm. Det er hans håb, at de vil låne ham penge til at forsætte sin uddannelsesrejse, hvorved han kan undgå at forøge sin gæld til svigerfaderen. Opholdet på Kærsholm får imidlertid et ganske andet udfald. Per bliver omvendt til kristendommen, og opgiver sin forlovelse med Jakobe. Han har desuden forelsket sig i pastor Blombergs datter Inger, og vil fri til hende efter færdiggørelsen af sit studie.

Pers beslutning om at hæve forlovelsen med Jakobe betyder, at han er uden økonomiske midler, og efter at have solgt næsten alle sine ejendele er han tvunget til at opsøge sin ellers afskrevne familie og bede dem om økonomisk hjælp. Per får sin eksamen og forlover sig med Inger. Han flytter til Jylland, hvor hans store fjordreguleringsprojekt bliver erstattet af et mindre åreguleringsprojekt. Under arbejdet med åreguleringen bliver Per ven med pastor Fjaltring, der ellers anses for en skændsel for både lokalsamfund og kirke – især af Pers nye svigerfader pastor Blomberg. Pers personlighed forandrer sig mere og mere, og da familiens muligheder for at blive på egnen til sidst er opbrugte, og Pers natur er blevet klar for ham selv, vælger han at hjælpe Inger til at forlade sig, så hun og familien kan få et godt liv uden ham. Per flytter til Vestjylland, hvor han får arbejder som vejassistent, indtil han dør en tidlig, men lykkelig død i fattigdom og ensomhed.
 

Lykke-Per er en stor roman skrevet over mange år, og jeg mener, som omtalt ovenfor, først at kunne finde tegn på egentlig inspiration fra Feilberg i den sidste tredjedel af romanen. Dette betyder på den ene side ikke, at de første to tredjedele af romanen helt skal forbigås. I stedet vil jeg tage afsæt i Mogens Pahuus' fortolkning af livssynet i Lykke-Per (som han fremstiller det i sin bog Selvudfoldelse og selvhengivelse: Livssynet hos Henrik Ibsen og Henrik Pontoppidan fra 1995) i et forsøg på at indfange den ide om lykken, der findes hos den unge Per og som på mange måder er drivkraften i hans udviklingsproces frem til det tidspunkt i romanen – Pers ophold på Kærsholm – hvor han på en markant måde ændrer livssyn.

Ifølge Pahuus drives Per frem af en bestemt ide om lykken, han skriver:

Den holdning, som vi møder hos den unge Per, rummer en bestemt idé om lykken, som jeg vil mene, at vi alle sammen deler, og som jeg også mener rummer en gyldig kærne. Denne gyldige kærne kan formuleres som det, at en væsentlig del af det liv, der lykkes, må bestå i selvudfoldelse eller selvvirkeliggørelse i den forstand, at man gennem verdenserobring udfolder, hvad man har i sig af evner, anlæg, kræfter og muligheder. Gennem den bestandige, uafsluttelige erobring af verden – i alle dens aspekter – gennem den bestandige væren undervejs i opdagelse, læren at kende, brug af og udnyttelse af alting, sker der en udfoldelse af en selv, gennem dette tilegner man sig selv. (Pahuus 1995: 131).

Jeg er enig med Pahuus i ovenstående, og jeg mener at Pers handlinger i store dele af romanen vidner om, at de har til formål at fremme Pers muligheder for at lykkes i livet. Grunden til, at det er så afgørende for Per at lykkes, er at han meget tidligt i sin opvækst får 'noget' at bevise i forhold til familien:

Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans sorgløse Sind de første Spirer til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv. (Lykke-Per I 1898: 22).

Drivkraften i Pers liv bliver altså et uforsonligt slægtshad m.v. og Per udvikler jo som bekendt en temmelig selvoptaget og selvhævdende personlighed. Pahuus beskriver og forklarer forbindelsen mellem Pers opvækst og udvikling således:

Fordi han har været tvunget til at trodse hjemmet, får hans selvudfoldelse et stærkt præg af det hadske, det uforsonlige. Fordi forældrene har betragtet ham som mislykket, ja fortabt, får hans selvudfoldelse karakter af det selvhævdende. Hans verdenserobring bliver formet til en bestræbelse på at vinde over andre, at komme frem (foran andre). Han bliver selvisk, forfængelig, hensynsløs og brutal. (Pahuus 1995: 133).

Feilberg har i sin levelære en betegnelse for mennesker hvis personlighed stort set svarer til den karakteristik som Pahuus giver af Per ovenfor. Feilberg kalder det selvbefangenhed:

Beslægtet med slig Mangel paa sjælelig Smidighed er en vis Fasthed og Ubevægelighed, der ligger til Grund for Overlegenhed, Selvtillid, ydre Personlighed o.desl., en vis i Selvet fremtrædende Sikkerhed og Djærvhed, der passende kunde gives Navnet "Selvførhed". Ogsaa ved dén viser der sig Mangel paa Mulighedsværdi, men interessant er det at se, i hvor høj Grad Arbejdsværdi (borgerlig Dygtighed) her har afløst Mulighedsværdien. Befangenheden synes her at maatte kaldes "Selvbefangenhed". (Feilberg I: 69).

Beskrivelsen af begrebet selvbefangenhed kan på mange måder være en beskrivelse af Pers personlighed. Per har en enorm og temmelig urealistisk tro på sig selv, tænk blot på hans overvejelser i forbindelse med 'valg' af kærester, som for eksempel hans første egentlige kærlighed, Fransisca, der bliver vraget, fordi hun ikke passer ind i det billede, han har skabt af sin egen fremtid. Det samme gælder for hans overvejelser omkring den rige jødedatter i Berlin, hvis millioner trækker i ham som en magnet. Per gør sig mange spekulationer af den type, og for hver gang bliver hans fordrejede selvopfattelse synligere. Endnu mere interessant er det at Pers borgerlige dygtighed, hans arbejdsindsats, altid er meget høj. Undtagen på de tidspunkter hvor de grundlæggende ting i livet bliver berørt, hvilket især sker i forbindelse med død, kærlighed og forelskelse.

Helt overordnet set udvikler Per i løbet af de første fem bøger, gennem selvudfoldelse, en selvbefangen personlighed, der først for alvor forandres, da han efter moderens død opholder sig på Kærsholm hos hofjægermester Prangen.

Pers forandring begynder dog allerede at træde frem i forbindelse med hans kritik af finansmanden Max Bernhardt. En kritik der i og for sig er en selvkritik, idet de to mænd er drevet frem af den samme trang til selvhævdelse, den samme korrumperede form for selvudfoldelse:

"Veed du [Jakobe], hvad jeg i de sidste Dage har tænkt saa meget paa," fortsatte han, efterat de nogle Øjeblikke havde siddet tavse. "Alt det som vi Mennesker – i alt Fald vi Mandfolk – saa hidsigt efterstræber og undertiden sælger baade Sjæl og Krop for at naa: Navn, Ære, Rigdom o.s.v., hvor er det dog i Grunden alt sammen betydningsløst og ligegyldigt i Sammenligning med Livets virkelige Goder, der er saa at sige ens for alle og groer ud af Tilværelsen saa selvfølgeligt som Frugter paa et Træ. Det har aldrig slaaet mig som forleden Aften i Selskabet her, hvor bagvendt Livsværdiernes Rangordning er – ogsaa indenfor det moderne Samfund, og hvor uhyggelig Tomheden af den Grund overalt gaber frem under den straalende Overflade. …" (Lykke-Per VI 1902: 99)

Der er langt fra Pers fantasterier om prinsesser og halve kongeriger, til den tale om "Livets virkelige Goder" han her holder for Jakobe. Den samfundskritik, der kommer frem i talen, er meget lig Thora's i Lille Rødhætte, Adam Mallings i Det ideale Hjem og Torben Dihmers i De dødes Rige, men også i tråd med Feilbergs kritiske udtalelser om det moderne samfunds manglende opmærksomhed på og undervurdering af menneskets sjælelige værdier og udvikling. Desuden leder sammenligningen af "Livets virkelige Goder", der vokser frem som "Frugter paa et Træ" tanken hen på Feilbergs begrebsapparat, hvor tanker og følelser bedst udvikles ved, at de får lov at spire eller vokse i sjælen.

I sjette bog er der en længere beskrivelse af figuren dr. Nathan der er modelleret over Georg Brandes. I forbindelse med denne beskrivelse gør Pontoppidan brug af én af Feilbergs termer:

Han besad visselig glimrende Evner men var dog ikke, hvad man i Almindelighed forstaar ved et Geni, ingen selvfødende Aand, ingen Nyskaber. Sammenlignet med hjemmeavlede Originaler som Grundtvig eller Kierkegaard kunde han endog synes at mangle dybere Ejendommelighed. Han var for utaalmodig til at kunne udruge en selvstændig Verdensanskuelse, for livslysten til en saadan dagsky, edderkoppeagtig Udspinden af eget Personlighedsindhold, hvorunder selv ringere Begavelser kan slumpe til at gøre mere og mindre mageløse Opdagelser. (Lykke-Per VI 1902: 36)

Det udtryk, jeg her tilskriver Feilberg, er "selvfødende Aand". Feilberg anvender Selvfødelsesværdi som synonym for mulighedsværdi i Om størst Udbytte af Sjælsevner. Det vil desuden være rimeligt at hævde at Feilberg kunne være blandt de ringere Begavelser, som Pontoppidan her beskriver. Feilberg besidder i det mindste de karaktertræk – originalitet og dybere ejendommelighed, som dr. Nathan (Brandes) her siges at mangle, og det samme gælder evnen til "at udruge en selvstændig Verdensanskuelse (…) af eget Personlighedsindhold". Forbindelsen er ikke vanskelig at få øje på, hvis man medtænker Pontoppidans langt senere beskrivelse af Feilberg i avisartiklen fra 1914:

(…), men ogsaa til saadanne uforkvaklede, ganske naturlige Mennesker, der har bevaret et umiddelbart Forhold til Tilværelsen, og hvis Religion i al Enfoldighed er Summen af deres Livserfaringer.

I slutningen af sjette bog rejser Per til Jylland som æresvagt ved moderens kiste. I løbet af den natlige sejlads tager han afsked med sit åndeligt tomme københavnerliv. Forklaringen på denne udvikling og forandring i Pers sjæleliv er, at han i sin moders liv ser en kraft meget større og mægtigere end nogen kraft, han selv nogensinde har besiddet. Per har indtil denne nat alene betragtet moderen som en svag og bekymringsfuld hindring for hans personlige udfoldelsesmuligheder, men nu indser han, at hun i stedet må have været både stærk og indsigtsfuld:

Var det egenlig saa underligt, at hendes Væsen tilsidst var bleven lutter Bekymring? Ja var denne Bekymringsfuldhed ikke et Udslag af en Klarskuen, der skyldtes dyrekøbt Erfaring, en Synskhed, som øjnede Farerne, hvor andre – af Livet mindre prøvede – endnu ikke saae dem. (Lykke-Per VI 1902: 164)

Hvad der laa bag ham, svandt hen i Intethed. I en gammel værkbruden Præstekones Skikkelse havde der aabenbaret sig for ham en Kraft, mod hvilken selv en Cæsars kongelige Vælde nu syntes ham ringe, en Kraft og Storhed i Lidelsen, i Forsagelse, i Opofrelsen. Men dermed gled ogsaa Grunden bort under hele hans forgangne Liv. Dermed var Dommen afsagt over al hans hidtidige Digten og Tragten. (Lykke-Per VI 1902: 168-169)

Den kraft, Per ser hos sin moder, hænger uløseligt sammen med hendes religiøsitet. Jeg mener, at denne kraft svarer til Feilbergs naturfortætning, men Feilberg beskrev først sit begreb i Naturlærens Leve-ABC omkring fem år efter, at Pontoppidan skrev sjette bog. Jeg skal dog nævne, at Feilberg havde planlagt at beskrive værdilæren i serien af tekster med titlen Om sjælelig Ringhed (1899-1902). Hvorvidt Pontoppidan har diskuteret værdilæren med Feilberg før Leve-ABC'ens udgivelse, ved jeg ikke, men muligheden foreligger. Omvendt er det også tænkeligt at Feilberg har været inspireret af Pontoppidan.

Naturfortætning i Feilbergs værdilære betyder naturens (den naturlige eller sande) udviklingsretning også defineret som kombinationen af ligeløb og fortætning. Budskabet hos Feilberg er, at forudsætningen for at livet udvikler sig rigtigt, dvs. følger naturens udviklingsretning, er opofrelse, selvtilsidesættelse, forsagelse og lidelse. Feilberg skriver, at mødre gennem deres eget liv lærer deres børn om naturfortætning, og at religionernes lærer indeholder det samme budskab. Det er interessant, at Feilberg i sin beskrivelse af naturfortætningen sætter lighedstegn mellem mødrenes og religionernes lærer, fordi Pontoppidan indirekte fortsætter sin beskrivelse af moderens 'kraft' i syvende bog, hvor han skildrer religionens udvikling fra den sande livsforsagende tro (kraften), den tro som munkene bragte med fra syden – og som moderen også havde – til folkekirkepræsternes mere magelige tro. Pontoppidans beskrivelse af, hvordan stigende velstand i samfundet udvandede troen, stemmer også overens med Feilbergs forklaring på, hvornår og hvorfor det moderne menneske mistede naturfortætningen:

Man kan snarest ikke begribe, hvorledes der er gaaet til, at man nogensinde er kommen bort fra dette Udgangspunkt. Jo, jo! Det er ikke svært at sige. Det skete dengang, der gik aandelig Magelighed i Folk (tynd Bekvemmelighed). Saa glemte man Naturfortætningen. Den var Folk for besværlig. Den kostede for meget (Inertister). (Feilberg II: 57)

I det hele taget passer Feilbergs beskrivelse af det moderne menneskes hang til tynd bekvemmelighed rimelig overens med beskrivelserne af den unge Pers forsøg på at finde en genvej til ære og rigdom.

Feilbergs lære om mulighedsforhøjende indflydelser, særligt de vegetative tilstande, skinner ofte igennem på de steder i romanen, hvor Per kan siges at gennemgå en åndelig forandring. Dette gælder i særlig grad for Pers oplevelser på Kærsholm i syvende bog og i Alperne i fjerde bog. I syvende bog trækkes der en parallel mellem disse to grupper af naturoplevelser, der understreger forbindelsen mellem ydre oplevelser og indre udvikling og forandring.

I fjerde bog 'flygter' Per fra Berlin til Alperne tildels for at fortsætte sin uddannelsesrejse, men også i et forsøg på at undslippe den skygge, han føler har forfulgt ham siden faderens død. Mødet med den barske alpenatur har imidlertid ikke den ønskede effekt – at blive fri af faderens skygge – i stedet vokser Pers behov for et klarere billede af meningen med livet eller "en grundigere befæstet Livsanskuelse".

Per har hidtil været overbevist om, at menneskets fremtidige rolle i forhold til naturen er rollen som behersker, men oplevelsen af de voldsomme naturkræfter, der er blevet udløst i Dresach, kræfter så store at intet menneskeskabt kan stå imod, bringer tvivlen frem i ham:

"(…) Saa ydmygende det er, bliver vi nok nødt til at indrømme, at vort Herredømme over Naturens Kræfter stadig kun er svagt befæstet, – Jeg har udenfor mit Vindu her et mistrøstende Vidnesbyrd derom – og heri maa man rimeligvis søge Forklaringen af, at endnu saa mange, endog blandt de forholdsvis oplyste Folk, i Naturen kan se et Udtryk for en evig Styrendes uforanderlige Magt og Vilje." (Lykke-Per IV 1899: 105).

Der er ingen tvivl om, at Pers krise er af religiøs karakter, og at hans søgen er en søgen efter svar på religiøse spørgsmål vedrørende menneskets rolle i verden. Det interessante, set i forhold til Feilberg, er naturens rolle i forbindelse med den åndelige krises udvikling:

Egentlig skulde man tro det grumme kedsommeligt saaledes at gaa Time efter Time gennem en fuldkommen livløs Stenørken, i den samme ensformige Stilhed; og det er jo virkelig lidt af en Gaade, hvorledes noget saa negativt som det, at man ingenting hører, kan virke saa stimulerende paa Menneskers Tanke- og Følelsesliv. Eller hører man maaske noget alligevel? Har de troende i en vis Forstand Ret, naar de taler om noget "hinsides Erkendelsen"? Findes der i Verdensrummet Lydsvingninger, der ikke kan opfattes af det legemlige Øre? Det, vi kalder for Død, er det maaske blot en anden Slags Liv, der alene aabenbarer sig for "Sjælens" vakte Sanser? (Lykke-Per IV 1899: 92).

Pers oplevelse på sin ensomme vandring er meget lig Feilbergs beskrivelse af, hvorledes Kannestedernes øde og golde landskab uvilkårligt får mennesker til at dæmpe stemmen og forene sig med naturen – "gå op i naturen". Feilbergs klitbillede er en beskrivelse af en vegetativ tilstand. Den stimulering af tanker og følelser, som Per fornemmer vækker sjælens sanser, er helt i overensstemmelse med Feilbergs beskrivelse af de vegetative tilstandes mulighedsforhøjende indflydelse på sjælen. Ligeledes er Pers tale, om noget hinsides erkendelsen, som kun sjælen kan sanse, ikke fjern fra Feilbergs lære om et bagvedliggende egentligt selv, og forskellen ligger primært i, at Feilberg i sin lære erstatter Gud med en form for urnatur.

I syvende bog opholder Per sig på Kærsholm, og han har her en række naturoplevelser, som direkte sammenlignes med hans oplevelser i Alperne. Sammenligningen viser samtidig den åndelige forandring, der er sket med Per siden hans første åndelige krise:

Der var i alt dette noget af en betydningsfuld sjælelig Opdagelse for ham. Han mindedes vel, at han engang tidligere havde følt og tænkt noget lignende. Det var, da han paa sin Rejse gennem Schweiz første Gang saae Højalpernes lange Række af solbeskinnede Snetinder hæve sig over Horisonten som et Syn fra Tidernes Morgen. Men Indtrykket havde dengang gjort ham utryg og urolig. Nu derimod havde han faaet opladt den "sjette Sans", der aabnede ham Evighedens Dyb og gjorde ham det fortroligt. Naar han saadan sad ganske stille paa sin Baadtofte og stirrede ud paa det røde Fiskeflaad med en Fornemmelse af Legemsløshed, helt fortabt i Nuet, kunde han endog begynde at fatte Meningen med Ord som "Himmerig" eller "Salighed". Han kunde føle sig som udløst af det jordiske, optaget i en højere og renere Tilværelse, uforkrænkelig, helt Sjæl.
Hvor tog i saadanne Øjeblikke alle rent menneskelige Formaal og Bestræbelser sig smaa og fattige ud! Hvor syntes alt tomt og ligegyldigt i Sammenligning med denne Følelse af at opgaa i Alskabningens moderlige Favn! Det hele jordbundne Liv – dette hæsblæsende Jag efter "Lykken" – blev saa mærkelig betydningsløst, og desuden saa besynderlig uvirkeligt, saa Spøgelseagtigt, – et blot og bart Skyggespil. (Lykke-Per VII 1903: 58-59).

Der er flere elementer i citatet, der peger i retning af Feilbergs lære om sjælens mulighedsværdi, for eksempel har "den sjette sans" meget tilfælles med Feilbergs Indre-Selv, hvor det uforanderlige (objektive) i mennesket skal findes. Den utryghed, Per oplevede i Alperne, kan ud fra citatet her tolkes som et udtryk for, at Pers altdominerende forselv et øjeblik har tabt kontrollen, hvorved indre-selvet kan komme 'frem' med en påmindelse om andre mere grundlæggende værdier.

Der er også en overensstemmelse mellem Feilbergs betragtning af det specifikt menneskelige (subjektive) som mulighedsformindskende, og Pers opfattelse at alle rent menneskelige formål og bestræbelser tager sig små og fattige ud. Forbindelsen bliver ikke mindre tydelig med det efterfølgende udtryk "at opgaa i Alskabningens moderlige Favn", for alskabningens moderlige favn kan ikke betyde andet end naturens (moderjords) favn, hvorved hele udsagnet kan sammenlignes med en beskrivelse, Feilberg anvender i forbindelse med de vegetative stemninger i begyndelsen af Om størst Udbytte af Sjælsevner (side 15): "I saadanne Stemninger gaar man ligesom op i Naturen", hvor "gaar … op i" skal forstås i betydningen blive del af. Citatets sidste tre linier har også en bemærkelsesværdig lighed med Feilbergs lære, idet Feilberg tilsyneladende helt grundlæggende mener, at modtagerne af hans budskab, hvis de ellers har forstået ham, vil opleve at enhver tilværelse er betydningsløs og uvirkelig, så længe det specifikt menneskelige (det falske) har større vægt end naturen (det sande) i mennesket (det sande) – med andre ord en oplevelse nogenlunde svarende til den Per har i citatet.

Per kalder det liv, han fører på Kærsholm, for et planteliv, hvilket leder tanken hen på Feilbergs vegetative tilstande og bevægelseslæren i det hele taget.

For et Planteliv som det, han i disse Dage førte, havde hun [Jakobe] slet ingen Smag. Saadan at ligge ganske stille med Hænderne under Nakken og lade Tankerne drive med Skyerne ud i det bundløse Blaa og føle sit eget Væsen ligesom hensmelte og opgaa i Uendeligheden, – det var en Art Nydelse, hun aldeles ikke forstod. (Lykke-Per VII 1903: 24. Jeg indsætter, rbc)

Pers Planteliv har flere lighedspunkter med tilstandene beskrevet under såvel suspension som selvoverantvordelse, men først og fremmest med de vegetative tilstande. Dels er der et åbenlyst slægtskab mellem udtrykkene vegetativ (vegetere) og planteliv, men slægtskabet gælder også udtrykkenes betydning. De vegetative tilstande er jo netop karakteriseret ved, at tankerne, ligesom hos Per, langsomt spirer frem i sjælen, når de rette betingelser er til stede, hvilket vil sige, når selvlivet ikke er i kontrol. På samme måde er der en lighed mellem "føle sit eget Væsen hensmelte og opgaa i Uendeligheden", og Feilbergs beskrivelser af hvorledes menneskets mulighedsværdi stiger i takt med, at forselvets indflydelse begrænses.

I en samtale mellem pastor Blomberg og Per kommer Feilbergs lære også frem:

Naar man saadan har siddet længe hjemme og kukkeluret og fanget saa mange dumme Griller mellem Bøger og Aviser, – hvor er det da livsaligt at komme rigtig ud og traske! Man kan ligefrem fornemme, hvordan Sjælen strækker sig velbehageligt ligesom En, der er vaagnet af en uhyggelig Drøm og nu ser Solen skinne ind ad Vinduet og hører Fuglene synge udenfor i Trætoppene. (Lykke-Per VII 1903: 44).

Pastor Blombergs budskab minder meget om Feilbergs lære om strakthed og befangenhed. Efter at have fanget dumme griller strækker sjælen sig i takt med at indstiltheden erstattes af sjælelig åbenhed. I Feilbergs lære er de to typer sjælelige tilstande, befangenhed og selvoverantvordelse, hinandens modsætning, forstået således at den ene hører op, hvor den anden begynder og omvendt.

Pastor Blombergs tale om naturens betydning for åndelig udvikling spiller, sammen med Pers egne oplevelser i naturen, en afgørende rolle for hans udvikling under opholdet på Kærsholm. Citatet her indeholder et stort antal eksempler på, hvordan Feilbergs lære skinner igennem i Lykke-Per:

Den meste Tid af Dagen tilbragte Per dog i Naturen. Herude var der stadig saa meget nyt som optog ham, og saa meget gammelkendt, der interesserede paa en ny Maade. (…) Han maatte da ofte tænke paa Pastor Blombergs Ord om den Livsvisdom, der var at hente i Naturen, om det saa blot var ved at lytte til en Lærkes Triller. Man følte sig virkelig i slige Øjeblikke paa mystisk Maade sjælsforbunden med alt levende. Der var noget af vellystfuld aandelig Besvangrelse i en Naturstemning. Fantasien blev saa virksom, Ideerne strømmede til. Det var, som om selve Livets Urkraft blidt og stille udgød sig i En som en gylden Taage af myldrende Tankekim. (Lykke-Per VII 1903: 57-58).

Pers nyopdagelse af naturen som bærer af livsvisdom, og hans sjælsforbundenhed med alt levende, er i fuld overensstemmelse med Feilbergs grundtanke, at der er noget uforanderlig natur i mennesket, som 'vækkes', når det genkendes eller genfindes i naturen.

Citatets sidste fire linier er en lang beskrivelse af Feilberg bevægelseslære – fantasien der bliver virksom, ideerne der kommer strømmende, alt sammen forårsaget af åndens påvirkning fra naturen. Ideen om en livets urkraft der udgyder et mylder af tankekim, minder også bemærkelsesværdigt meget om Feilbergs begreber og lære.

Pastor Blomberg er et godt eksempel på Pontoppidans tvesyn, idet han giver udtryk for en meget Feilberg-inspireret forståelse af naturen som åndeligt opbyggende og bærer af livsvisdom, og samtidig beskrives han som et selvoptaget menneske, der ikke er lydhør over for andres mening, et menneske som over for pastor Fjaltring ikke udviser nogen kristelig næstekærlighed – den sidstnævnte side af hans personlighed er bestemt ikke inspireret af Feilberg.

Det bedste indicium for, hvorledes Feilberg har virket som inspiration for pastor Blombergs naturforståelse, kommer i hans samtale med Per om forholdet mellem moderne videnskab og religionen i naturen:

Gaar vi en Dag inde i Skoven og hører Løvet suse over vort Hoved, eller lytter vi i Ensomhed til en Kildes Rislen, – ja, saa kan jo en moderne Fysiker forklare os, hvordan disse Lyde naturligt fremkommer ved Løvmassernes Bevægelse eller Vanddraabernes Fald; (…) Med alle dine Beregninger kan du dog intet oplyse om den ejendommelige Fortrolighed, den næsten søsterlige Inderlighed, hvormed en saadan lille Kilde kan smaasnakke med os i vor Ensomhed. (…) Og vi bliver jo heller ikke fornærmede, fordi en saadan lille Kilde pludselig gør sig familiær og siger "du" til os. Der er tværtimod noget meget trygt og hjemligt ved en saadan stærk Følelse af Samhørighed med Naturen. Men hvad vil alt dette sige andet, end at der bag den synlige Verdens Mangfoldighed bølger en Eenhed, der er alle Tings fælles Ophav. Den underligt drømmende Følelse, der i saadanne Øjeblikke kan røre sig i os, er en Hjemlængsel. (…) Lad ham [fysikeren] søge til den lille Kilde i Skoven! Lad ham sætte sig hos den en Aftenstund, naar hans Hjerte er uroligt; og dersom han ikke allerede har faaet sine sjælelige Sanser helt afstumpet, vil han fornemme, hvordan dens lille Sang er som en aaben Vej ud i Uendelighedens Dyb, er en Himmelstige, der forbinder Tiden med Evigheden, Støvet med Aanden, Døden med det evige Liv. (Lykke-Per VII 1903: 83-84. Jeg indsætter, rbc)

Billedet af kilden, der taler til mennesket, finder vi også i Feilbergs lære under hans beskrivelse af begrebet "status nascendi":

41. Kommer man paa en saadan Tur til en gammel Ruin, en Kilde eller desl., læser man hele Historier af Murbrokkerne, forstaar Kildens monotone Fortælling om svundne Dage. Lad slige Ting tabe Nyheden, se paa dem hver Dag en Tid, saa forsvinde Historierne. Udtrykket bliver moderne, kommer til at omhandle koldere Hverdagsæmner. Kagekonen ved Emiliekilde hører næppe gamle Fortællinger af sin Kilde. Skulde hun nogen Sinde kunne det, maatte det være en Dag, naar der er hændet hende noget særligt, naar forefaldne Begivenheder, der ellers ikke vedkom Kilden (en Bortrejse, et Dødsfald) havde sat hende i Opholdstilstand. Kilden selv vil ikke kunne yde hende den til Forstaaelse af sine Fortællinger nødvendige Sitring. (Feilberg I: 29).

Hos Feilberg er forudsætningen for kildens funktion, som formidler af fortællinger om svundne dage, at der enten er tale om en for personen ny oplevelse, eller at en anden begivenhed har gjort personen modtagelig. I pastor Blombergs beretning er forudsætningen, "naar hans Hjerte er uroligt", hvilket jeg antager er udtryk for det samme. Ligeså er pastor Blombergs anden forudsætning "dersom han ikke allerede har faaet sine sjælelige Sanser helt afstumpet" også i Feilbergs ånd. Hos Feilberg er den primære forudsætning for, at et menneske kan komme i opholdstilstand, jo at mennesket ikke er helt sjæleligt befangen.

En anden lighed finder vi i pastor Blombergs brug af ordene "Familiær, trygt og hjemligt" og "Hjemlængsel" om oplevelser i naturen. En tilsvarende forbindelse mellem en oplevelse af tryghed i hjemmet og i naturen findes mange steder i Feilbergs lære, både indirekte i forbindelse med ideen om en oprindelig og naturlig side af mennesket, der ofte sammenstilles med følelser af noget hjemligt, og direkte som for eksempel i beskrivelsen af begrebet sjælelig Varme under opholdstilstand:

En kold og blæstfuld Morgen bemærkes en indbydende lille, solbeskinnet Krog, inderst i Læ ved Plankeværket. (…) En saadan lille Plet kan være som en Verden for sig, hvorfra Bevægelsesmængde og Livskraft summe op imod Himlen, sjælelig Varme med mild og venlig Sitring. Det udvider Mulighedernes Horisont, kalder hjemlige legende Følelser til Live. I det naturlige Menneske, F.eks. Barnet, er det, som noget allerinderst kunde vibrere af Glæde derved. (Feilberg I: 29-30).

Bemærkelsesværdigt er det endvidere også, at Pontoppidan langt senere om Feilbergs lære skriver at "Han vakte eller styrkede hos dem en hjemvéagtig Følelse af Samhørighed…".

Helt overordnet er pastor Blombergs tale et forsøg på at vække Pers religiøsitet, men ser man bort fra, at pastor Blomberg sætter lighedstegn mellem ånden i naturen og Gud, mens Feilberg ikke søger religionen uden for naturen selv, så er forbindelsen til Feilberg ubetvivlelig.

Pers store åndelige forandring fra ikke troende til religiøs er ikke alene et resultat af pastor Blombergs tale, men snarere en foreløbig afslutning på den proces, der begyndte i Alperne efter faderens død, kulminerede under den natlige sejlads efter moderens død, og som afsluttes med, at Per finder et foreløbigt ståsted i pastor Blombergs 'flok'. Men pastor Blomberg er ikke den eneste præst, som Per stifter bekendtskab med under opholdet på Kærsholm. Han møder også Blombergs modstykke pastor Fjaltring, hvis religionssyn spiller en helt central rolle i Pers fortsatte udvikling i ottende bog. Men allerede i syvende bog gives der en smagsprøve på pastor Fjaltrings livssyn:

"En Livsbetingelse," sagde han [Pastor Fjaltring] saa med et blidt, i Lidelse ligesom afmagret Smil. "Ja, hvad er ikke bleven Livsbetingelse i vore Dage? Af den Slags skabes der jo stadig flere. Læger og Ingeniører, Pædagoger og Militære – hver møder med sine. (…)"

(…) Men Præsten afbrød ham med at sige, at et Ord som Gudfrygtighed kunde man slet ikke anvende i vore Dage, hvor man saae Folk uden at vække mindste Anstød tage Vorherre kammeratlig under Armen eller kaste sig i barnagtig Forelskelse om hans Hals. For den Slags Gemytlighed overfor Verdensdommeren havde "vor egen Luther" og hans mange Efterabere jo en væsentlig Skyld, men for resten passede den vist til Folkekarakteren, sagde han. Med tydelig Adresse til Pastor Blomberg talte han om "denne grundtvigske Vartovs-Kristendom", der med sit Ammestuesprog og sin Kærmindepoesi naturnødvendigt maatte blive Nationalreligion for et kælent lille Folk som det danske, der ogsaa i det religiøse søgte Idyllen og erstattede Troens Lidenskab med Lyrik. (Lykke-Per VII 1903: 179, 181-182. Jeg indsætter, rbc)

Der er i pastor Fjaltrings budskab, hvor fjernt det end kan synes fra Feilbergs bevægelseslære, et vist sammenfald med indholdet i Feilbergs værdilære, eksempelvis omkring pastor Fjaltrings betragtninger over ordet Livsbetingelse. Pastor Fjaltrings synspunkt er, at ordet har mistet sin betydning, fordi kravene til tilværelsen har forandret sig i takt med, at samfundet har forandret sig, hvilket vil sige, at ordet livsbetingelse ikke længere kun anvendes om ting, der er nødvendige til opretholdelse af livet. Synspunktet svarer til Feilbergs kritik af det moderne menneskes hang til i stigende grad at sidestille livsværdi med flidsværdi, hvorved de egentlige livsværdier er blevet glemt.

Pastor Fjaltring og Feilberg har overordnet det fælles synspunkt, at mennesker må lære afsavnet at kende, før de kan forstå, hvad livsværdi egentlig er. Samme holdning kommer frem, i pastor Fjaltrings betragtninger vedrørende Gudfrygtighed, der på tilsvarende måde som Livsbetingelse har mistet sin betydning, og derfor ifølge pastor Fjaltring ikke længere kan anvendes.

Pastor Fjaltring betragter pastor Blombergs religiøsitet som idylliserende, og han bliver på et tidspunkt af forvalteren på Kærsholm citeret for at kalde pastor Blomberg for Grossereren, hvilket godt kan henføres til Feilbergs begreb grosserertænkning, der betegner den sjælelige tilstand hos en beregnende person med en høj flidsværdi og udpræget mangel på mulighedsværdi.

I ottende bog udvikles en form for lærer-elevforhold mellem pastor Fjaltring og Per. Forholdet er især interessant, fordi pastor Fjaltrings holdninger på mange måder er i overensstemmelse med Feilbergs holdninger. For eksempel er et af emnerne for deres diskussioner de sjælelige forhold hos det moderne menneske:

Om Menneskets Sjæl og Vilkaarene for dens Trivsel – fortsatte han – vidste man ganske vist kun sørgeligt lidt; men det syntes dog temmelig sikkert at fremgaa af Historiens som af mange Enkeltmenneskers Vidnesbyrd, at som alt andet krævede ogsaa Sjælen Tid og Modstand for at udfolde sig. Det var vel ogsaa almindelig erkendt, at Lykke i verdslig Forstand gjorde Mennesket goldt. Sjælens rette Element var Sorgen, Smerten, Savnet. Glæden var en Levning af Dyret i os; derfor var det sagtens ogsaa, at Folk saa let i Medgangsdage forfaldt til allehaande Abenoder og Paafuglevaner, mens de i Sorgens Timer, naar de søgte ind i sig selv, ind til Personlighedens guddommelige Kilde, kunde faa et helt forklaret Udseende. (…) En Tro, der meddelte Fred, Tryghed og Glæde, tilstoppede Sjælens Ernæringskilder, udslukte det aandelige Liv, helbredede den syge Menneskeslægt ved at dræbe den. (Lykke-Per VIII 1904: 141).

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Pontoppidan i ovenstående citats første sætninger med ordene "(…) at som alt andet krævede ogsaa Sjælen Tid og Modstand for at udfolde sig" lader pastor Fjaltring udtrykke grundessensen i Feilbergs værdilære. I Naturlærens Leve-ABC udtrykker Feilberg sig til sammenligning på følgende måde:

Fortætning og Ligeløb udgøre det dygtige i Sjælen (Indbegrebet af Positivitet). I Modsætning dertil staar den aandelige Magelighed, repræsenteret ved de ovenfor nævnte naturudviklingsantagonistiske Fænomener, (tarvelig, indadgaaende og ingen Udførsel). Sagen er for saa vidt i al sin Simpelhed den, at Naturen gaar frem (udvikler sig), idet den trænger Naturmageligheden (Inertien) tilbage (den aandelige Bekvemhed). (Feilberg II: 55).

Sammenligningen skal ses i lyset af, at dét pastor Fjaltring kalder Abenoder og Paafuglevaner, svarer til dét Feilberg betegner naturudviklingsantagonistiske Fænomener og aandelig Magelighed. Desuden er Feilberg aldrig i tvivl om, at forklaringen på den aandelige Bekvemhed, der præger det moderne menneske, skyldes, at tilværelsen generelt er blevet mindre krævende, hvilket svarer til pastor Fjaltrings holdning: at mennesket i Medgangsdage falder for ovennævnte fænomener, mens de i Sorgens Timer søger ind i sig selv. Pastor Fjaltring giver desuden "den moderne Ingeniørvidenskab" en del af skylden for de Medgangsdage, der resulterer i "Udadvendthed og Overfladiskhed" hos det moderne menneske, og som fjerner dem fra en indadsøgende religiøsitet; den samme holdning giver Feilberg udtryk for i sin levelære.

Den sidste del af pastor Fjaltrings tale leder også tanken hen på Feilbergs levelære. Når han taler om en tro, der "tilstoppede Sjælens Ernæringskilder, udslukte det aandelige Liv", så minder det om Feilbergs teori om kredsning, hvor der hverken er indførsel eller udførsel af levende kraft, og hvis tilknyttede tilværelsesform er åndelig død.

Samlet set fremstår pastor Fjaltring som romanens bedste eksponent for Feilbergs levelære hvilket ikke bliver mindre interessant i og med at Per eksplicit i romanen henviser til pastor Fjaltrings lære i forbindelse med sin beslutning om at forlade kone og børn. Men Pers sidste store beslutning – at forlade kone og børn – kan kan ikke ikke tilskrives pastor Fjaltrings lære alene alene. Allerede tidligt i ottende bog, dvs. inden bekendtskabet med pastor Fjaltring, mens Per endnu bor alene i Rimalt, kommer hans tvivl vedrørende den mere åndelige side af tilværelsen frem igen. Den tvivl, som han oplevede i Alperne og under den natlige sejlads, og som han mente at have fået manet i jorden med sin nyfundne religiøsitet, spøger stadig i ham:

Men samtidig naaede han herigennem til en nedslaaende Erkendelse. Ved at sammenligne saadanne Menneskers begejstrede Forsynstro med sin egen følte han, at han hverken var eller havde været eller nogensinde vilde kunne blive en virkelig troende Kristen. Ja, han kunde ikke engang længer ønske at blive det. (Lykke-Per VIII 1904: 125-126).

Noget, der ganske særlig foruroligede ham ved disse Undersøgelser, var den stadig klarere Forstaaelse af – hvad der allerede for Aar tilbage havde dæmret for ham under hin tilfældige Fordybelse i en Oversættelse af Platons "Fædon" – at Kristendommen var langt ældre end Kristus, i hvem den kun havde fundet sin Fuldkommengørelse, i hvert Fald foreløbig; at han ikke længer kunde trøste sig med, at den vilde være bleven et rent forbigaaende Fænomen, dersom ikke Stats- eller Fyrstemagt havde set sin Fordel ved at Hjælpe den op paa Aandens Højsæde. Den syntes at have sine Rødder i selve den menneskelige Urgrund, at suge sin Næring fra et Instinkt, der laa udenfor Naturen, og som, hvor det i det hele taget fandtes, overvandt denne. (Lykke-Per VIII 1904: 127-128).

Fra alle Verdenshjørner det samme Svar! Ned gennem alle Tider den samme Fordring: Selvets Fornægtelse, Jeg'ets Udslettelse; thi Lykke var Forsagelse. Men fra Verdens Side lød det omvendt: Selvhævdelse, Egenkærlighed, Legemets Kraft og Viljens Mod; thi Lykke var Tilegnelse. Her fandtes da ingen bærende Bro over Svælget. Aandens Gilding eller Legemets – her stod Valget! (Lykke-Per VIII 1904:128).

Saaledes endte han igen ved Troen som Livets opholdende og retfærdiggørende Kraft. Men en saadan Tillid havde han ikke længer, hverken til Himlen eller til Jorden. Med Verdens Børn vilde han ingen Forligelse, og mellem Kristne hørte han heller ikke hjemme. Og allermindst kunde han vende tilbage til den blombergske Uskyldighedstilstand og som et Barn plukke Blomster paa Randen af Afgrunden uden at se den eller dog uden at føle Dybets dæmoniske dragende Magt. (Lykke-Per VIII 1904: 129.

Som det fremgår af citaterne, føler Per en stigende grad af åndelig forvirring. Den søgen, Per indledte under sit ophold i Alperne, har nok givet ham svar på nogle af hans spørgsmål, men svarene efterlader ham i en position, hvor han må foretage et personligt valg mellem enten at følge åndens eller legemets fordringer. Denne situation skyldes blandt andet Pers filosofiske læsning, der har medført en erkendelse af, at det kristne budskab om selvtilsidesættelse og selvopofrelse er ældre end kristendommen, og derfor i stedet må henføres til "den menneskelige Urgrund". I tredje citat nævnes åndens fordringer "Selvets Fornægtelse, Jeg'ets Udslettelse;". Disse krav til menneskene er identiske, med de krav Feilberg når frem til i sin levelære, hvor han beskriver hvorledes den del af selvet og jeget, som hører til den specifikt menneskelige side af mennesket, skal bekæmpes/nedtones, fordi den modarbejder naturen i mennesket, og hindrer dermed sjælens udviklingsmuligheder. Ligeså hører de verdslige fordringer, der nævnes i citatet, "Selvhævdelse, Egenkærlighed, Legemets Kraft og Viljens Mod" til blandt de menneskelige egenskaber, Feilberg vender sig stærkest imod. Feilbergs modstand mod disse egenskaber skyldes den overfladiskhed og manglende åbenhed over for åndelig forandring og udvikling, som følger i deres kølvand.

Det fjerde citat er interessant, fordi det viser, hvorfor Per er så modtagelig for pastor Fjaltrings lære. I og med at Per når til erkendelsen af at skulle vælge mellem ånd og materie, står han over for et, om muligt endnu større, problem: at ingen af mulighederne erfaringsmæssigt fører til en tilstand af lykke hos ham. Det eneste han med sikkerhed ved er, at svigerfaderens, pastor Blombergs, "uskyldighedstilstand" ikke er en mulighed for ham. Dette skyldes blandt andet, at pastor Blombergs tro, i modsætning til pastor Fjaltrings, ikke levner plads til tvivl. Pastor Fjaltring mener derimod, at tvivlen er en nødvendighed i befæstelsen af troen.

Pers forhold til pastor Blomberg bliver i løbet af ottende bog mere og mere problematisk på grund af deres vidt forskellige åndelige og religiøse ståsteder, og ender til sidst i et sammenstød, som sender Per til København på jagt efter arbejde. Det er under hans ophold der, at han finder svaret på, hvordan han skal finde lykken, og som konsekvens af denne erkendelse når frem til at familien vil være bedre stillet, hvis han var død eller i det mindste ude af deres liv:

Han syntes med eet, at han aldrig havde set saa langt ind i sig selv som i dette Øjeblik. Det var, som saae han selve sit Væsens Grund afdækket nu. Han forstod, at naar han trods al den Medgang, han havde haft, ikke var bleven lykkelig, saa var det, fordi han ikke vilde være lykkelig i almindelig Forstand. (…) – det var hans instinktmæssige Fornemmelse af, at det var i Ensomheden, hos Savnet og Smerten, hans Sjæl havde hjemme.
"Bespis mig med Taarebrød og giv mig bredfuldt Maal af Taarer at drikke."
Nu forstod han den paa eengang dragende og ængstende Magt, saadanne underlige Ord kunde have over ham. Den store Lykke, han i Blinde havde søgt, det var den store Lidelse, det var hint vilde, ulægelige Savn, som hans fordums Lærer, Pastor Fjaltring, saa ofte havde prist for ham som Guddommens sande Naadesbevisning. (…)
Han tog Plads paa en Bænk i en af Midtergangene; og mens han sad der uforstyrret og tegnede med sin Stok i Gruset, skød paany den Tanke op i ham, at det vilde være en Lykke baade for Inger og Børnene, om han døde eller paa anden Maade gled ud af deres Tilværelse. (Lykke-Per VIII 1904: 212-214)

Det er nogle barske sandheder om sig selv og sin fremtid, som Per her må indse – at han må forlade sin familie for ikke at besmitte deres liv og eventuelt videreføre den melankoli, dersom præger ham. Når Per tænker, at hans sjæl har hjemme i ensomheden hos savnet og smerten, så ser jeg det som en refleksion over hans liv indtil nu. Per har gennem tiden forladt eller opgivet alt og alle, der har forsøgt at hjælpe ham frem både økonomisk og i forhold til kærligheden. Kun i ensomheden, blandt andet på studerekammeret, i Alperne og under opholdet på Kærsholm m.fl., har han fundet sig til rette. Når Per dernæst kan konkludere, at den store lykke er den store lidelse, så er det lidt af et paradoks. En mulig forklaring på paradokset er, at Per oplever, hvorledes ånden fra hans fædrene ophav lever videre i ham og indser, at denne ånd med tiden vil erstatte den positive 'livsglade' ånd, der stadig findes i hans børn, på samme måde som det skete med ham selv som dreng. Problemet med denne fortolkning er, at Pers længsel efter lidelse ikke, som i faderens slægt i øvrigt, er forbundet med religionen som i faderens slægt – i hvert fald ikke i gængs forstand. Pers religion adskiller sig markant fra faderens, idet Gud erstattes af naturen, hvilket bringer Pers religion i overensstemmelse med Feilbergs, om end velsignelsen ved at leve som eneboer ikke kan tilskrives Feilbergs lære.

Romanens afsluttende kapitel fortjener ekstra opmærksomhed, dels fordi Pers åndelige udvikling, hans syn på livet, hans livsfilosofi eller religion om man vil, 'forklares' på disse sider, og dels fordi Feilbergs levelære spiller en central rolle i denne 'forklaring'. Kapitlet er ganske kort, og oplysningerne i kapitlet stammer dels både fra Pers dagbog og dels fra skolelæreren.

På disse sidste sider afsløres det, at Per i løbet af sine sidste leveår finder frem til 'noget', som det ikke er ganske klart, hvad er, men som kan kan betegnes en mening i livet, hans Gud eller noget lignende. Under alle omstændigheder medfører opdagelsen af dette 'noget', at Per fremstår som mere afklaret og derfor lykkeligere end andre mennesker, hvilket ikke mindst skolelæreren misunder ham:

(…) og han [skolelæreren] havde ikke kunnet skjule for sig selv, at hans gudløse Genbo syntes lykkeligere end han. Da han engang havde taget Mod til sig og tilstaaet dette ogsaa for Assistenten, havde denne paa sin rolige Maade svaret, at han i saa Fald ikke havde fundet sit naturlige Voksested, hvor han alene vilde kunne lære den højeste Menneskelykke at kende: at blive sig sit eget Selv fuldt og klart bevidst. (…)
(…) Et saadant virkelig levende Forhold til Livet var den nødvendige Forudsætning for at kunne høste frisk Erkendelsesglæde af enhver forefaldende Begivenhed, den mindste saavel som den største, ja, selv af den smerteligste. Den, der ikke af Erfaring kendte den Lykke, som det var, naar en – omend nok saa lille og betydningsløs – hidtil uoplukket Afkrog af Tankens eller Virkelighedens Verden oplodes for En, vidste overhovedet ikke, hvad det var at leve. (Lykke-Per VIII 1904: 254-255. Jeg indsætter, rbc)

Feilbergs lære genkendes i Pers tro på, at ethvert menneske har et naturligt voksested, som er forudsætning for at blive bevidst om dets eget selv. At enhver sjælelig udvikling må spire frem af sig selv, og at ethvert menneske har et indre selv, der er uforanderligt, og som viser sig, når de rette ydre og indre omstændigheder er til stede. Ligeså er der i Pers tanke: at livet er forspildt, hvis ikke mennesket kender til at "høste frisk Erkendelsesglæde af enhver forefaldende Begivenhed", en lighed med Feilbergs lære om den ideelle tilstand status nascendi, hvor mennesket er åbent for nye erkendelser og muligheder.

Der er også en lighed mellem den aldrende Pers livsopfattelse og Feilbergs fjerde kvalitet den forladende kvalitet:

Det er denne forladende Opfattelse, som egentlig er den store Frugt af Livet for det gamle Menneske. Hvor den ikke opnaas, har Livet været et Forbiskud. (…) I denne Gammelmandsstemning have vi atter en stærk Fortætning, paa Grundlag af Varme. Det hele Billede fortæller om Modgang (Tryk, Slid, Møje, Sorg, Lidelse etc.); men hvor der er Modgang er der ogsaa Fortætning. Samtidig er der ogsaa Varme; det er lige saa lidt til at tage fejl af. Der er igen disse to Ting, der, naar de komme sammen, frembringe hint mærkelige Sjælsprodukt, man kunde fristes til at kalde for Trykkets Herlighed, et Fang, der paa en ejendommelig Maade ligesom fører ud over Tingene (Intetfang, Flugt). (Feilberg II: 45).

Det fang (Intetfang), Feilberg her beskriver, skal forstås som modsætning til selvbefangenhed, hvilket stemmer overens med den helt overordnede forandring, Per har gennemlevet, fra han som ung blev gradvist mere 'fangen i sig selv' (selvbefangen), til han nu som gammel er lykkelig, fordi han har "fundet sit naturlige voksested", og er blevet "sit eget Selv fuldt og klart bevidst", kort sagt han er helt enkelt blevet fri. Der er også en lighed mellem både pastor Fjaltrings og Pers accept af, ja næsten hyldest til lidelsen og Feilbergs begreb Trykkets Herlighed, der dækker over, at jo mere modgang et menneske har mødt igennem livet, desto mere fri for tingslig fang er det.

Feilbergs betydning eller indflydelse på Lykke-Per er mere diffus, end det var tilfældet med for eksempel Det ideale Hjem, og mulighederne for overfortolkning er derfor i højere grad til stede. Men tror man, som jeg på, at Feilberg har haft en stor betydning for Pontoppidan, er det oplagt at søge efter en forbindelse, dels i den rolle som naturen får for flere personer, og dels i beskrivelserne af personerne. Som jeg tidligere har skrevet, er det nærliggende at søge efter karakterer og ikke mindst naturpåvirkninger i tråd med Adam Mallings fra Det ideale Hjem. På samme måde er det nærliggende at søge efter Feilbergs påvirkning i forbindelse med religiøse dilemmaer, jævnfør den senere tekst Kirken og dens Mænd.

Der er enkelte excentriske figurer i Lykke-Per, som kan være skabt med inspiration fra Feilberg, her tænker jeg for eksempel på beskrivelserne af Pastor Fjaltring, der vandrer hvileløst rundt på vejene om natten og taler mod den moderne kirkes "købmænd" (præster), der sælger frelse til mennesker i stedet for sandheden om en nådesløs og uforsonlig Gud. Pastor Fjaltrings dunkle livssyn ligger fjernt fra Feilberg, men kritikken af præster som Blomberg har de tilfælles.

En anden excentriker er den aldrende Lykke-Per, der bosætter sig på Vestkysten i ensomhed, og bekender sig til en naturreligion ikke ulig Feilbergs, altså en tro på at naturen er mere grundlæggende og dermed også "klogere" end mennesket. Sagt på en anden måde – Pers aforisme Naturen er rig, Naturen er viis og miskundelig! kunne uden tvivl være udtalt af Feilberg.

I romanen er der også en række naturoplevelser, der er forbundet med Pers åndelige forandring. Her tænker jeg især på Pers oplevelser i Alperne og på Kærsholm. I Alperne søger Per efter mening med tilværelsen i filosofiske og religiøse værker, men han finder ikke nogen; samtidig oplever han, at naturen under hans vandringer på det nærmeste taler til ham, ligesom den taler til Feilberg. På Kærsholm oplever Per indre vækst eller indre ro ved at "vegetere" – det han betegner "at leve et planteliv", den samme ro som Feilberg tilskriver vegetationstilstandene, og sammenligningen bliver ikke mindre nærliggende set i lyset af den ældre Pers naturreligion. Jeg er ikke i tvivl om, at Pontoppidan har ladet sig inspirere af såvel Feilbergs lære som af hans person, da han skrev Lykke-Per ikke mindst i forbindelse med det afsluttende kapitels naturreligion.

4.2 Hans Kvast og Melusine

I 1907 udkom Pontoppidans lille satiriske roman Hans Kvast og Melusine. Tretten år efter, i 1920, udkom romanen igen i en omarbejdet udgave, der betegnes tredje oplag, hvilket er lidt misvisende, idet der i realiteten er tale om en i væsentlig grad anderledes og, ifølge Pontoppidan selv, forbedret roman7. Jeg har valgt at arbejde med begge udgaver, fordi de hver især indeholder væsentlige detaljer, der er udeladt i den anden.

En af de væsentligste grunde til, at jeg i det hele taget har valgt at indlemme Hans Kvast og Melusine i opgaven, er at Knut Ahnlund i sin bog Henrik Pontoppidan fra 1972, i det afsnit hvor han omtaler Feilberg og Det ideale Hjem, nævner fætteren Dr. Martens fra Hans Kvast og Melusine på grund af denne karakters lighed med Adam Malling fra Det ideale Hjem. Ligheden mellem Feilberg og Adam Malling har jeg behandlet tidligere, og det er denne lighed, Knut Ahnlund mener til en vis grad kan overføres til Dr. Martens. Jeg kan på den ene side godt forstå, hvorfor Knut Ahnlund sammenligner Pontoppidans to figurer, men jeg er ikke overbevist om, på at ligheden uden videre kan overføres til Feilberg og hans levelære. Men først et kort referat af handlingen.

Hovedpersonen i Hans Kvast og Melusine er komponisten Hugo Martens, hvis karriere er gået mere eller mindre i stå. Han er omkring 40 år gammel, har to børn og er gift med Matilde, datteren af en pensioneret oberst. Hugo Martens udeblivende evne til at skabe nyt betyder, at familiens økonomi ligger i ruiner. Efter et besøg hos sin excentriske fætter Dr. Martens indlogerer Hugo sig på et hotel, hvor han forsøger at begå selvmord. Det mislykkedes, og han kommer på hospitalet, hvor han behandles for svækkede nerver, mens svigerfaderen, sammen med blandt andre Dr. Martens, iværksætter en indsamling, så familiens økonomi kan blive saneret. Overskuddet fra indsamlingen bliver anvendt til en luksusrejse langs Norges kyst, under hvilken Hugo får ideen til et nyt storværk om syndfloden og Noahs ark. Koncerten bliver en stor succes, og Hugo gør sig i romanens slutning klar til sammen med familien at "erobre" resten af Europa med sit værk.

Således er handlingen i grove træk i begge udgaver. I det følgende vil jeg dels se nærmere på Dr. Martens, der, som omtalt, skulle have en vis lighed med Adam Malling og Feilberg, dels se nærmere på hovedpersonen Hugo Martens.

Ligheden mellem Adam Malling og Dr. Martens ligger i, at begge personer er zoologer, vegetarer og helt igennem særlinge, der ønsker en mere ægte og ideel form for tilværelse i overensstemmelse med naturens orden. Adam Malling er som menneske en særling, men han er ikke kyniker som Dr. Martens, der i den 2. udgave af romanen direkte sammenlignes med kynikeren Diogenes:

Som en moderne Diogenes vandrede han med en tændt Lygte, der kastede sit Lys langt ud over den plørede Vej. (Hans Kvast og Melusine 1920: 175).

Selvom Dr. Martens bor sammen med sin søster, lever han som en excentrisk og fornuftstyret "eneboer" i et selvbygget hus langt ude skoven. Dr. Martens lever således på mange måder op til kynikernes ideal om et simpelt liv uden eller med et minimum af materielle værdier. Han er et menneske, for hvem idealerne er vigtigst, hvilket historien om hans forlovelse er et eksempel på:

Men aldrig havde han dog angret, at han fordrede sin Frihed. Hellere den dybeste Ensomhed, den bitreste Smerte, end en Lykke, der var et Bedrag. (Hans Kvast og Melusine, 1907: 114, d.s. 1920: 98).

Den samme stædige enten-eller mentalitet kommer frem, da han træder ud af indsamlingskomiteen:

I denne Komite havde man overtalt Fætteren, Dr. Martens, til at træde ind. Han havde personlig ydet et meget rundeligt Bidrag til Indsamlingen, men straks ved Komiteens første Møde opstod der Uenighed mellem ham og de andre Herrer om Anvendelsen af den Sum, der vilde blive tilovers, naar al løs Gæld var klaret. Mens de øvrige Komitemedlemmer blev enige om, at Hugo hurtigt skulde sendes ud paa en større Rejse for at faa sit Sind grundigt udluftet for alle uhyggelige Erindringer, holdt Dr. Martens med Bestemthed paa, at Fætteren burde sættes i Stand til at leve nogen Tid i Stilhed paa Landet, saa han mulig kunde komme til Erkendelse af Grunden til sit Livs Sammenbrud. Forslaget blev end ikke diskuteret, hvorfor han forlod Mødet og traadte ud af Komiteen. (Hans Kvast og Melusine 1920: 120-121).

Som det fremgår af citatet, træder Dr. Martens ud, fordi hans ide ikke bliver accepteret. Han ønsker, at fætteren skal nå til en erkendelse af, hvorfor hans liv er brudt sammen for derefter at kunne ændre sit liv. Dr. Martens mener, at Hugos problemer primært skyldes, at hans liv er baseret på løgn, bedrag og ikke mindst selvbedrag.

Det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Knut Ahnlund har kunnet se en lighed mellem Dr. Martens og Adam Malling, men jeg mener, at Feilberg har langt mere tilfælles med idealisten Adam Malling end med kynikeren Dr. Martens. Feilberg mener ganske vist i overensstemmelse med Dr. Martens, at naturen bør virke som læremester for mennesker, men Dr. Martens' syn på livet er generelt for sort til at kunne være inspireret af Feilbergs levelære, og Dr. Martens er i mine øjne for vredladen til at være skabt på baggrund af Feilberg.

Dr. Martens har, ikke ulig Adam Malling, en tendens til at moralisere, ikke mindst over for Hugo, hvis hele livsførelse er ham inderligt imod, men Hugo er til gengæld mere ægte i forhold til sine følelser. Hugos sorger, glæder og begejstring virker ægte på trods af hans selvbedrag og hans væv af løgne. Man kan sige, at Hugos glæde ved at høre konen kritisere konkurrenterne er ægte til trods for, at han udmærket ved, at hendes ord egentlig er hans egne. Dr. Martens derimod oplever ingen sorger og ingen glæder, han lever sit liv som i et vakuum beskyttet mod alle livets glæder og sorger af sit ufravigelige krav om ægthed. Spørgsmålet er derfor hvem af de to, der i sidste ende er den største hans kvast – Hugo med de store drømme eller Dr. Martens uden drømme.

Som det gerne skulle fremgå, mener jeg ikke, at Pontoppidan har haft Feilberg i tankerne, da han kom på karakteren Dr. Martens med Feilberg i tankerne. Selvom Dr. Martens' krav om ægthed ligger tæt op af Feilbergs tale om egentlighed, er Dr. Martens generelt for sort i sit syn til at repræsentere Feilbergs filosofi. Jeg kan derimod godt forledes til at tro, at Pontoppidan har ladet sig påvirke af Feilbergs levelære i forbindelse med frembringelsen af Syndfloden. Hugo får jo sin kunstneriske skaberevne tilbage under rejsen langs Norges kyst, og selve ideen kommer ved kombinationen af barsk natur og indre ro efter længere tids tvungen afstresning. Billedet af, hvorledes et ophold i naturen kan åbne op for et menneskes sjæleliv, så vi tidligere i forbindelse med gennemgangen af Lykke-Per. Jeg mener, at der er en lighed mellem den åndelige forandring, som Hugo oplever under sin rejse, og den åndelige forandring som Per Sidenius oplever under sin rejse i Alperne og under sit ophold på Kærsholm. Men Hugos forandring er fremstillet både mere eksplicit og i en langt mere humoristisk og ironisk tone end Pers:

Hugo og Matilde opholdt sig mest oppe paa det øverste Dæk, hvor Udsigten var friest. Den lange Hospitals-Indespærring havde gjort Hugo saa følsom overfor Naturindtryk, at han de første Dage af Rejsen stadig overvældedes af Sindsbevægelse. (…) Hans Indbildningskraft var desuden bleven særdeles livlig og fordrede Virksomhed. (Hans Kvast og Melusine 1920: 128).

Som det fremgår af citatet, spiller naturen afgjort en rolle for, at Hugo har genfundet sin evne til at skrive, men evnen betegnes lidt ironisk og nedladende som Indbildningskraft. Den blanding af ironi og alvor, som anvendes i forbindelse med Hugos forandring, fortsætter ved hjemkomsten:

Det var Hugo selv, der overfor en Interviewer havde erklæret, at hans tidligere Livssyn "var bristet for ham", og at hans nye Værk havde et religiøst Formaal. Til en anden Bladmand havde han sagt, at han ønskede "Syndfloden" opfattet som Programmusik i dobbelt Forstand, og en tredje havde han meddelt, at han med det første vilde gøre Rede for sin nye Livs- og Kunstanskuelse i en større Afhandling. (Hans Kvast og Melusine 1920: 158).

Jeg mener, at den åndelige forandring hos Hugo og Per, samt baggrunden for denne, dybest set er den samme, men "alvoren" er afgjort pillet ud i Hans Kvast og Melusine. Både Per og Hugo når frem til den samme overordnede erkendelse – at ethvert menneske skal finde en mening med livet, men mens denne erkendelse i Lykke-Per medfører skilsmisse og en ensom tilværelse som vejassistent, så medfører erkendelsen ikke nogen længerevarende eller dybere forandring for Hugo.

Naturen spiller afgjort en rolle i Hans Kvast og Melusine, som den gjorde det i Lykke-Per, men alvoren og seriøsiteten er skilt fra, og det er derfor også vanskeligt at se forbindelsen til Feilbergs lære.

4.3 De dødes Rige

I årene 1912-1916 udkom Pontoppidans sidste store romanværk, En Fortælling-Kres, i fem bind. Allerede året efter udkom romanen i en ny omskrevet og forkortet udgave i to bind. Romanen var nu delt ind i otte bøger med hver deres titel og med fællestitlen De dødes Rige. Til min læsning har jeg valgt at anvende den tredje, på ny rettede udgave fra 1918 (udsendt i 1919).

De dødes Rige er en meget kompleks roman, fordi den ikke som Pontoppidans tidligere romaner har en enkelt hovedperson. De dødes Rige har derimod en række af personer, der indtager rollen som den mest centrale i takt med, at romanens fortællinger afløser hinanden. Jeg vil ikke forsøge at give et fuldstændigt billede af, hvorledes de mange personers står i relation til hinanden, men i stedet koncentrere mig om nogle få personer, deres relationer og deres historier. Den historiske ramme for De dødes Rige er årene 1820 til 1905-10. Størstedelen af handlingen udspiller sig i årene efter den politiske omvæltning i 1901. En anden speciel ting ved romanen er, at Pontoppidan kredser om nogle få professioner, læge, politiker, præst og kunstner; for eksempel har Pontoppidan tre læger: Asmus Hagen, Povl Gaardbo og Dr. Mikkelsen, der har tre forskellige tilgange til gerningen. Asmus tror ubetinget på videnskaben, Povl tror på sin levelære, og Dr. Mikkelsen tror mest på sig selv og kamferbade. Der er fire forskellige præster: Vestrup, provst Broberg, Johannes Gaardbo og Stensballe. Vestrup er en dømmende præst, Broberg er den magelige, Johannes er den barmhjertige, og Stensballe er den grådige og magtbegærlige. Der er tre-fire forskellige typer politikere, hvor Enslev er den væsentligste. Der er to-tre forskellige typer kunstnere, hvoraf Karsten From er den mest centrale. Et formål med at lade de samme professioner repræsentere ved flere typer er at give et bredere perspektiv og en mere nuanceret kritik af samfundet, og det lykkedes for Pontoppidan.

Kompositionen i De dødes Rige adskiller den ikke alene fra Pontoppidans egne tidligere romaner, men fra de fleste romaner. Herom skriver Pontoppidan følgende til Georg Brandes:

Jeg bilder mig ind nu at have frembragt en Roman, hvortil nordisk Literatur ikke har noget Sidestykke. Jeg tænker derved naturligvis ikke på Kvaliteten, kun på Arten. Jeg tror, man i hvert Fald skal tilbage til de islandske Familjesagaer for at finde noget tilsvarende, uden at jeg dog mener på nogen Måde at kunne tåle Sammenligningen. Det er kun mine kunstneriske Bestræbelser, jeg vil karakterisere ved at nævne mit Forbillede. (Brev til Georg Brandes 28.5.1917)

Jeg vil ikke komme mere ind på romanens form eller dens generelle indhold, end jeg allerede har været, men i stedet vende mig mod det primære formål med min læsning – at søge efter tegn på, at Pontoppidan har haft Feilberg in mente, da han skrev De dødes Rige.

Der er ikke så mange direkte referencer til Feilbergs levelære i De dødes Rige, hvilket selvfølgelig vil præge resultatet af min læsning, men jeg er overbevist om, at Feilbergs levelære har haft afgørende betydning for romanens slutning. Her tænker jeg særligt på den livsfilosofi, som Torben Dihmer giver udtryk for flere steder efter sin tilbagevenden fra udlandet. Jeg mener desuden, at Feilbergs indflydelse kan ses hos de personer, der bosætter sig på Favsingholm sammen med Torben Dihmer i slutningen af romanen. Det vil sige doktor Povl Gaardbo med familie, fløjtespilleren Kjeld Borgen med familie samt Johannes Gaardbo. Jeg vil derfor have fokus på de personer og på den del af romanen.

Jeg er ikke den første, der har fundet romanens slutning speciel, og den er blevet fortolket meget forskelligt, i det følgende vil jeg kigge nærmere på to fortolkninger. Jeg vil tage afsæt i Elias Bredsdorffs fortolkning af slutningen, som jeg for størstedelen er enig i, men jeg mener, at jeg ved at inddrage Feilberg har fundet en forklaring på motiver hos Pontoppidan, som Elias Bredsdorff og andre ikke har fundet nogen rigtig god forklaring på. Elias Bredsdorff bruger et brev fra Pontoppidan til Brandes fra 1915 som afsæt for sin fortolkning. I brevet beskriver Pontoppidan hvilke tanker, der ligger bag romanen, han omtaler en stor tidsalders afslutning, og der kan ikke herske tvivl om, at Pontoppidan her sigter til de år, hvor parlamentarismen i praksis blev indført som resultat af en folkelig modstand mod de siddende magthavere. Nu 15 år efter er modstanden forsvundet, og Pontoppidan går et skridt videre i sin roman og udtrykker en bekymring for, at det nye samfund mere eller mindre er en 'dødssejler'. Pontoppidan skrev følgende i brevet til Brandes:

Skulde jeg i al Korthed forklare, hvad der har været min ledende Tanke under Udarbejdelsen af min Bog [Enslevs Død], måtte jeg sige: jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke. Enslev er Repræsentant for den første – og for dens Vildfarelser. (Brev til Georg Brandes 20.12.1915).

I forbindelse med sin læsning bruger Elias Bredsdorff dette brev, som bevis for sin fortolkning af Pontoppidans hensigt med romanens slutning, og som bevis mod Bent Haugaard Jeppesens fortolkning:

Der er en undergangsstemning i "De dødes Rige"; men det overses ofte – fordi romanens grundstemning er så overvejende pessimistisk – at undergangen ikke er total. Ligesom Noah og hans familie fik lov til at redde sig ud af Syndfloden, således får også i denne bog en lille klynge mennesker ved bogens slutning mulighed for at redde sig ud af forliset; (…) Denne lille koloni af mennesker på Favsingholms enemærker er de eneste, som uden at være bukket under har forstået, menneskelykke ikke er noget, der lader sig fremstille ad syntetisk eller (hvad der i den forbindelse er det samme) ad politisk vej. Af Torben Dihmer – som bukkede under, samtidig med at han banede vej for dem – har de lært nødvendigheden af at gøre sig gode venner med sorgen, som er "Menneskets eneste virkelige Ven og trofaste Rejsekammerat gennem Livet". Til dem står håbet om at føre slægten videre; de er romanens Sem, Kam og Japhet – håbet om en ny tid efter det store forlis* (Bredsdorff 1964: 189-190)

*Bredsdorffs note:

Det har fra forskellige sider været hævdet – senest Bent Haugaard Jeppesen i hans bog "Henrik Pontoppidans samfundskritik" (1962), s.99-100 – at Pontoppidan næppe selv kan have taget denne slutning alvorligt, og at den derfor blot skal opfattes som en utopi, "en skøn drøm ganske simpelt". Dette synspunkt modbevises dog af Pontoppidans egne ord til Georg Brandes. I sin omtale af bogen skrev han, at på baggrund af tidens opløsning, modløshed og forfald skulle nogle menneskeskæbner træde frem, der – uden alle mirakler – reddes ud af undergangen og grundlægger en ny tid. (se bind 1, s.136).

Jeg mener, som Bredsdorff, at Pontoppidans brev til Brandes umuliggør en affejning af slutningen, således som Bent Haugaard Jeppesen ifølge Bredsdorff lægger op til i det følgende. Men lad Jeppesen selv tale:

På Favsingholm samles til slut en kreds af mænd og kvinder, der almindeligt opfattes som et overvintringshold, spiren til et nyt rige af levende. De mener at have indrettet sig efter naturens orden, at de lader "Livet forme sig om Livets egne Love" som allerede J.P. Jacobsen sagde. Deres tilværelse skulle bygge på en højere art af lykke, den Stuckenberg priste med ordene: "Det er ikke det at være glad, men det er det at elske sit Liv selv med dets sorteste Skygger".

I opposition mod den forløjede uvirkelighedens verden, de ser sig omgivet af, synes disse mennesker imidlertid til gengæld at hengive sig til et naturblændværk, Pontoppidan netop har benyttet en god del af sit forfatterskab til at nedbryde. Knut Ahnlund mener, at Pontoppidan her i "De Dødes Rige"s slutning for en gangs skyld har opgivet tvesynet: Dihmers og lægen Povl Gaardbos naive nøjsomhedslære skulle virkelig være Pontoppidans – i så fald alt for enkle – svar på frigørelsesideernes sammenbrud. Medens man ikke tør tvivle om oprigtigheden og optimismen hos en forfatter som Skjoldborg, når han netop samtidig i reaktion mod industrialisering og radikal modernisme i romanen "Nye Mænd" (1917) bekender en lignende tro på, at frelsen ligger i en tilbagevenden til jorden og til simple sæder og livsvaner, så må man dog nok for Pontoppidans vedkommende stille sig noget skeptisk. Den meget svævende og antydningsvise skildring af det patriarkalske Favsingholm-samfunds hverdag, den næsten æventyragtige stemning, som hviler over den, tyder da også på, at Pontoppidan ikke har næret større tillid til det nye riges livsduelighed i den moderne, konfliktfyldte virkelighed. Hvad enten det er tilsigtet eller ej, virker det hele som et postulat. Jeg personligt tror ikke, Pontoppidan har ønsket at skjule, at der blot er tale om en utopi, en skøn drøm ganske simpelt. Det bitre dommedagsværks dissonanser løses af kunstneriske hensyn op til slut. (Jeppesen 1962: 99-100)

Jeg mener ikke, at Jeppesen har ret. Jeg tror, at minisamfundet på Favsingholm er udtryk for en holdning eller en tro hos Pontoppidan. En tro på at et enkelt og mere simpelt samfund, der lægger sig tættere op ad naturen og det naturlige, vil føre til mere og større lykke end det industrisamfund, der i samtiden er under udvikling og ikke mindst i krig med sig selv ude i Europa. Jeg mener også, at det er en svaghed i Jeppesens fortolkning, at han ikke kommer med et egentligt bud på en forklaring, ud over hvad der ligger i formuleringen: "Det bitre dommedagsværks dissonanser løses af kunstneriske hensyn op til slut". Jeg tror ikke på, at der blot er tale om "kunstneriske hensyn", og deler Bredsdorff opfattelse, at tidens "opløsning, modløshed og forfald" giver rigeligt grundlag til en tro på et naturligt alternativ til det moderne industrisamfund.

I mine øjne vil det svare til at sige, at Pontoppidan skulle have valgt at lade en gruppe mennesker bosætte sig eller overleve på Favsingholm alene med det formål at romanen ikke skulle blive for sort og trist. Den forklaring tror jeg ikke på – for hvorfor skulle Pontoppidan pludselig få den slags skrupler? Pontoppidan har skrevet flere romaner med 'triste' slutninger, tænk blot på Lille Rødhætte eller Nattevagt.

Det eneste Bredsdorff og Jeppesen har været enige om indtil nu, er handlingsgangen, men hvordan forstår Bredsdorff så den slutning, han beskriver ovenfor:

Det rent rationalistiske opgør med forlorenheden, hykleriet, udvendigheden, den religiøse, moralske og sundhedsmæssige svindel, alt dette forstod Brandes – og også det politiske livs nedbrydende magt og forræderiet mod "ideen" ved at svigte den for magtbegæret. Så vidt var Pontoppidan og Brandes utvivlsomt enige. Men det er særdeles tvivlsomt, om Brandes har forstået Pontoppidans metafysiske syn på begrebet "menneskelykke". Der kommer med denne roman nye toner ind i Pontoppidans forfatterskab, som Brandes knap nok synes at have sporet. Her møder man Pontoppidans gammeltestamentlige strenghed, hans krav om selvdisciplin og forsagelse, og hans uforsonlige forkastelse af enhver form for genvej til menneskelig lykke (som for ham er uløseligt forbundet med sin komplementære modsætning: menneskelig sorg). (Bredsdorff 1964: 191).

Jeg er meget enig med Bredsdorff i ovenstående udlægning, men der er et element i læsningen, som jeg ikke er enig i. Jeg tror ikke, at de "nye toner", som Bredsdorff ser i Pontoppidans metafysiske syn på begrebet "menneskelykke", er et udtryk for "Pontoppidans gammeltestamentlige strenghed"8. Jeg har en anden forklaring på de føromtalte "nye toner", jeg mener de skyldes at Pontoppidans påvirkning fra Feilbergs levelære her kommer meget tydeligt frem, og det vil jeg forsøge at argumentere for på de følgende sider.

Min argumentation tager udgangspunkt i den mest oplagte forbindelse til Feilberg: lægen Povl Gaardbo, hans liv og hans levelære. Spredt gennem hele romanen hører vi om hvorledes hans levelære, og dermed hans hele indstilling til tilværelsen, får betydning for hans familie. Det første egentlige indblik får vi gennem hans kone Meta, der i samtale med Jytte Abildgaard beretter om sin tilværelse:

"Det er vel altsaa din Mands Smag?" spurgte hun.
"Ja – og min. Du finder den vist alt for spartansk."
"Naa ja – maaske."
"Ja, ser du, vi mener nu, at man ikke skal gøre sig Livet besværligere, end det er i Forvejen. Og man kan virkelig saa dejligt undvære de fleste af de tusinde Ting, som Folk plejer at fylde deres Stuer op med." (De dødes Rige I 1918: 194).

"Din Mand er velsagtens meget religiøs ligesom sin Bror?"
"Ja, det kommer an paa, hvordan du mener. Kristne er vi da ikke."
"Hvad er I da?"
"Jo, ser du, min Mand har sine egne Ideer om alting dersom du vil lade være med at snakke om det, kan jeg godt fortælle dig, at han skriver paa et stort Værk. Han har allerede arbejdet paa det i flere Aar."
"Hvad handler det om?"
"Om alt muligt i Grunden. Men mest om Børneopdragelse og Samlivet med Naturen … ikke Sport eller Maaneskinssværmeri og den Slags … ja, det kan ikke nytte, jeg begynder at forklare dig det. Det maa du hellere faa ham selv til. Og han gør det hellere end gerne." (De dødes Rige I 1918: 197).

Povls livssyn, og den tilværelse som Meta her beskriver dele af, har visse lighedspunkter med både Adam Mallings og Dr. Martens, og der kan ligesom hos dem trækkes en linie videre også til Feilbergs levelære. Her tænker jeg blandt andet på familiens spartanske indretning og enkle liv. Skal mennesket leve i overensstemmelse med naturen, så er det ifølge Feilberg en helt igennem simpel og enkel tilværelse, der skal sigtes mod. Feilberg taler i sine tekster ikke direkte om børneopdragelse som Malling og Gaardbo, men naturen skal ifølge Feilberg være menneskets læremester og opdrager gennem hele livet på samme måde som hos Pontoppidans personer.

Povl Gaardbos naturreligion eller levelære indeholder blandt andet en modvilje mod den moderne lægevidenskabs brug af bedøvelse i forbindelse med fødsler; han mener, at de dybeste hjerterødder ikke følger med, hvis moderen ikke "mærker" barnet i tilstrækkelig grad. Povl Gaardbo kommer med denne opfattelse til at fremstå temmelig barsk, hvilket står i kontrast til hans ellers så kærlige og menneskevenlige væsen. Jeg tror, at et af formålene med de skarpe udtalelser er at vise forskellen på ham og romanens øvrige læger. Povls indstilling til den moderne lægevidenskabs, i hans øjne unødvendige, brug af medicin kommer med tiden til at betyde, at hans praksis ikke kan løbe rundt, tydeligst bliver forskellen, da han kaldes til grosserer Søholms sygeleje:

Povl Gaardbo blev hurtigt paa det rene med, at han ikke kunde forsvare at hjælpe dette Menneske til at skulke sig fra en Time i Lidelsens Skole. Det var netop en af de Paastande, han havde fremsat i sin Tidsskriftafhandling, at naar Verden var saa fuld af samvittighedsløse og jammerlige Personer, havde Lægerne en Del af Skylden. Ved bestandig at være tilrede med alle Slags beroligende og bedøvende Midler tilslørede de Livets sande Vilkaar og franarrede Menneskene den Anledning til sund og nøgtern Eftertanke, som Sygelejet var, og som de fleste havde haardt fornøden.

"Jeg vil anbefale Dem at tage en Kop varm Hyldete med lidt Honning i," sagde han. "Morfin kan jeg ikke give Dem. I det mindste ikke foreløbigt. Iøvrigt vil jeg tilraade Dem for Fremtiden at indføre et Fastedøgn en Gang om Ugen. Vore Stofskifteorganer trænger ogsaa til at holde Hviledag." (De dødes Rige II 1918: 81).

Ikke overraskende reagerer grossereren voldsomt på lægens ord, og tilkalder en anden læge, der vil tilfredsstille hans behov for lindring. Den efterfølgende morfinrus medfører dog, at grosserer Søholm dagen efter må have et "oplivende middel", så på sin vis gjorde Povl Gaardbo ret, da han nægtede at bistå Grossereren i hans ønske. Men det interessante i citatet er ligheden mellem Povl Gaardbos betragtninger over "Lidelsens Skole" og "Livets sande Vilkaar" og Feilbergs lære om lidelse og fortætning. Ligeledes er der en klar lighed mellem den aldrende Lykke-Pers måde at betragte lidelsen i livet som en nødvendig del af sit "voksested", og Gaardbos tanker om sygelejet som stedet for hårdt fornøden nøgtern eftertanke. Begge personer deler Feilbergs tanker om lidelsen som væsentlig for menneskets sjælelige udvikling.

Povl Gaardbo og hans familie må gennemleve meget ondt, før de til sidst finder deres "voksested" på Favsingholm hos Torben Dihmer, for hvem lidelse også spiller en afgørende rolle. Torben Dihmer forandrer sig løbende gennem romanen fra opgivende og ligegyldig til håbefuld for til sidst at være præget af resignation. I begyndelsen af romanen venter Torben Dihmer opgivende på døden, lægerne kan ikke hjælpe, og Torben har mistet lysten til livet, hvilket blandt andet resulterer i, at al vedligeholdelse af Favsingholm er opgivet. På hans arbejdsbord ligger forskellige bøger om oldtidens lægekunst og astronomi, læseren ledes til at tro, at Torben søger eller har søgt efter en kur mod sin sygdom. Først i romanens slutning bliver det klart, at Torbens studier ikke alene handler om hans sygdom, men om

" … Studiet af den sympatiske-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet" (De dødes Rige II 1918: 288).

Efter Torbens død bliver Favsingholms hovedbygning forbeholdt forskere, der deler hans interesse, og som derfor vil kunne drage nytte af hans forskning. Studiets titel leder tanken hen på både Adam Malling og Feilberg, her tænker jeg selvfølgelig på Adam Mallings forskning i natur-jeg, samfunds-jeg og Ur-jeg, og Feilbergs tanker om indre-selv og forselv m.v. Den grundlæggende tanke for alle tre (fiktive såvel som ikke fiktive) personer er, at der skal være harmoni mellem natur og mennesker. Det er dog ingen steder i romanen beskrevet, hvad Torbens studie mere præcist indebærer, men enkelte steder udtaler han sig om menneskenes mulighed for at blive lykkelige og om det moderne samfundets negative indvirkning på denne mulighed, og der lader til at være en forbindelse mellem Torbens forskning og hans livssyn. I en samtale mellem Torben og vennen Asmus Hagen kommer Torbens forandrede syn på livet og især på samfundets mulighed for at gøre mennesker lykkelige meget tydeligt frem:

"Veed du hvad, Asmus! Det undrer mig lidt, at du efter den Oplevelse9 kan være saa ivrig for at faa ogsaa mig puttet ned i Politikens Heksegryde."

"Nej hør nu! Du vil da ikke sammenligne dig med en Nar som John?"

"Hvorfor ikke? Vi har rimeligvis begge to haft den samme naragtige Tro paa Lovgivningsmagtens Velsignelser. Vi har delt den almindelige Indbildning, at der med hele dette højtidelige Apparat af Rigsdag og Statsraad kan udrettes noget som helst til Gavn for Menneskene."

"Den Tro har du altsaa ikke mere selv?"

Torben Dihmer rystede paa Hovedet.

"Nej, du! Det lader sig ikke gøre at fabrikere Menneskelykke paa Maskine."

"Vil du dermed sige, at du har opgivet Politiken?"

"Ja." (De dødes Rige II 1918: 118).

Jeg har ovenfor citeret Bredsdorff, hvor han skriver om "Pontoppidans metafysiske syn på begrebet "menneskelykke"". Jeg er overbevist om, at Bredsdorff her i særlig grad tænker på Torben Dihmer og ikke mindst på denne samtale i romanen.

Torben er som sagt opgivende og døende i romanens begyndelse, men Asmus Hagen finder frem til en medicin, der kan stabilisere hans sygdom. Denne tilbagevenden til livet og et fornyet håb for fremtiden får Torben til at føle sig i gæld til livet og samfundet, og han beslutter at oprette et alderdomsasyl for lokalsamfundets gamle, heriblandt hans plejerske, vågekonen Barbara. Alderdomsasylet bliver indrettet på Favsingholm, men mod forventning bliver beboerne ved med at være utilfredse med forholdene, uanset hvilke materielle forbedringer Torben gennemfører. Den erfaring som Torben gør sig, er i al sin enkelthed, at lykken ikke følger af de materielle forbedringer. De gamle bliver ikke lykkeligere, de får blot nye og større krav til tilværelsen. Alderdomsasylet bliver omtalt, og Torben bliver rost i landets aviser for sin fremsynede velgørenhed, men virkeligheden er en ganske anden – lykken skal komme inde fra, den kan ikke fremmanes ved materielle forbedringer eller, som det beskrives i citatet ovenfor, gennem politik og lovgivning.

Efter at Jytte trækker sit "ja" til Torben tilbage, rejser han jorden rundt, og det kommer aldrig frem præcist, hvad han oplever på denne rejse, men han vender hjem som en mand uden den store tro på fremtiden. Man kunne ledes til at tro, at han ude i verden har set samfund, der i deres industrielle udvikling var længere fremme end Danmark, men hvis indbyggere ikke var lykkeligere af den grund. Under alle omstændigheder er det en resigneret eller desillusioneret Torben Dihmer, der møder Asmus Hagen, men det er ikke et opgivende menneske som i romanens begyndelse, hvilket forklarer, hvorfor Torben vælger at gribe ind i lægefamilien Gaardbos liv, og inviterer dem til at bo på Favsingholm. Torben har mødt familien i deres hjem i Jerve, og det er ikke Povl Gaardbos levelære, der fascinerer ham mest, men hans lykkelige familieliv:

Hans Besøg i Jerve for fire Maaneder siden havde ofte syntes ham det eneste gode Minde, han havde bragt hjem fra sin vidtløftige Jordomsejling. Det lille fynske Lægehjem med det lykkelige Familjeliv stod for hans Erindring som en Oase af blomstrende Virkelighed midt i en ørkengraa, kaotisk Spøgelseverden. Og nu skulde ogsaa denne lille sprudlende Livskilde plumres! (De dødes Rige II 1918: 211)

Torben vælger som sagt at gribe ind, og derved ændrer han livet for lægefamilien. Hans pessimistiske indstilling til livet, fremtiden og mulighed for forandring gælder altså ikke i alle tilfælde. Den ligegyldighed, som meget tydeligt præger Torben i romanens begyndelse, vender ikke tilbage i slutningen, selvom han på mange måder genoptager sit tilbagetrukne liv på Favsingholm. Torbens indgriben i familien Gaardbos liv er ét eksempel på Torbens forandrede livssyn, men det måske bedste eksempel er den lidt gådefulde samtale mellem kunstneren Bjørn Hamre og Torben. Hele scenen omkring de to mænds møde er ganske morsom. Den sygdomssvækkede og svage Torben møder den kernesunde og smukke "Bjørn" Hamre, hvis ærinde det er at tale eller hamre Torben tilrette efter at han, som en stille protest, inviterede gårdens ansatte til fastelavnsfest samme dag som landarbejderforbundet holdt et stort "agitationsmøde " i landsbyen:

"Og jeg vil helst med det samme sige Dem, at jeg har i Sinde at gentage Demonstrationen ved første Anledning, f.Eks. til Skt. Hans, dersom det er rigtigt, at der forberedes et nyt Møde paa Sandhøjen den Dag. Saa vidt jeg veed blev det nævnt i Aviserne at De selv skulde være en af Talerne. Jeg indbyder den Dag til en Midsommerfest herude paa Engene, og jeg kan forsikre Dem, at der ogsaa ved den Lejlighed skal blive sørget for god Fortæring og rigelig Dansemusik." (De dødes Rige II 1918: 214)

Som citatet viser, agter Torben ikke at ændre sin adfærd, han er nået til en erkendelse af, hvad det er, der giver glæde og lykke i livet, og hans opfattelse denne erkendelse ligger milevidt fra, hvad Bjørn Hamre mener:

"I den Kamp mellem fattig og rig, som bliver Aarhundredets Kamp – det endelige Verdensopgør før den store Folkefred – i den har ingen Lov til at holde sig udenfor. Den, der ikke er med os, er imod os. Det Løsen maa vi handle efter."

"Men hvem er rig, og hvem er fattig?" sagde Torben efter en Pavse. "Alle Livets virkelige Goder faar vi gratis. Hvad har vi da at misunde hinanden? Solen skinner paa os alle sammen, og Døden gaar jo heller ikke den fattige Mands Dør forbi. Og hvad Værd har alt det øvrige? De har ikke følt Tidens Gud rigtig paa Tænderne, Hr. Hamre! For saa vilde De sikkert ikke have Mod til at drive Deres Venner ind i det Rovdyrgab. Da jeg for nogle Maaneder siden vendte tilbage fra en lang Rejse, gik det op for mig, at den lille danske Husmand med sin hjelmede Ko og sine fire Høns er Jordens lykkeligste Menneske." (De dødes Rige II 1918: 216-217)

Livets virkelige goder er gratis, siger Torben, hvilket leder tanken hen på såvel Adam Malling, den aldrende Lykke-Per og ikke mindst Feilbergs syn på livet. De taler alle om at finde glæden og lykken, ikke i et materielt liv, men i naturen og i sig selv. Jeg mener, at det samme gør sig gældende med udtrykket "Tidens Gud". Jeg er sikker, at den Gud, Torben taler så nedladende om, er den samme Gud, som Adam Malling og Feilberg taler imod. Tidens Gud er menneskets usunde stræben efter magt, hvad enten det er en økonomisk eller en politisk magt. Denne stræben hører til under det, Feilberg betegner som specifikt menneskeligt i modsætning til det naturlige og egentlige i livet.

Torben holder sin midsommerfest med det resultat, at han i aviserne bliver betegnet som en samfundsfarlig person, og en lokal præst beskriver sommerfesten som et hedensk orgie, men det betyder intet for Torben. Han er flyttet ud i skoven, mens hovedbygningen på Favsingholm bliver sat i stand, og her lever han et spartansk liv i stil med den aldrende Lykke-Per. Han bruger sin tid på at sidde i skoven og lytte til bækken, træerne og fuglene, kort sagt han lever et vegetativt liv helt i Feilbergs ånd. Om hans forhold til Povl Gaardbo står der:

Hans Forhold til Povl Gaardbo havde udviklet sig til et tillidsfuldt Venskab, og hændte det ham end undertiden, at han kom til at smile af den naive Doktor og hans Levelære, saa var det dog ogsaa hans Overbevisning, at der vilde oprinde en lykkeligere Tid for Verden end den, han selv havde oplevet, en Tid, da Menneskene med et Gys vilde vende sig fra den kunstig steriliserede Tilværelse, det dagklare Helvede, hvori de nu tumlede blændede om, og igen uden Modsigelse tage det onde med det gode af Livets evige Væld og suge Næring af Mørket saavel som af Lyset. (De dødes Rige II 1918: 270)

De to mænd er altså grundlæggende enige om, at det moderne menneskes kamp for at skabe en steriliseret verden er forgæves. En steriliseret verden i betydningen en verden, hvor kun det gode hersker. En sådan verden er en umulighed, fordi de to poler i menneskenes tilværelse, det gode og det onde, er gensidigt afhængige af hinanden. Ethvert forsøg på at fjerne det onde vil derfor ende med evig utilfredshed som i tilfældet med Torbens alderdomsasyl. Mennesket er skabt til at pendulere mellem det gode og det onde i tilværelsen. Dette syn på tilværelsen er måske mere Schopenhauersk end Feilbergsk. Eksistenspsykologen Viktor E. Frankl skriver i sin bog Psykiatri og Sjælesorg fra 1971 side 17: "… profeteret af Schopenhauer, der mente, at menneskeheden var dømt til evigt at svinge mellem de to yderligheder, nød og kedsomhed". Jeg mener at det netop er dette paradoks, Pontoppidan vil belyse med Torbens alderdomsasyl. Feilberg deler den opfattelse og skriver i forbindelse med sin fortætnings-teori om selvovervindelse som vejen til at øge livskvaliteten. Han skriver f.eks. om selvovervindelse i forbindelse med et besøg på et galleri og i forbindelse med en forelæsning over et vanskeligt emne. Ligeledes giver Feilberg flere steder udtryk for at høj livskvalitet kræver modstand og modgang i tilværelsen.

I forbindelse med det ovenstående citat er det fristende at se Povl Gaardbo som et billede på Feilberg, og Torben som et billede på Pontoppidan selv, og se deres venskab som et billede på venskabet mellem de to, ikke mindst hvis man trækker en linje op til foredraget Kirken og dens Mænd:

Hvad man end vil mene om den Levelære, han efterhaanden fik opbygget paa Grundlag af sine indtrængende og andagtsfulde Naturiagttagelser og Fortolkninger – og der er vistnok ikke saa lidt naivt i dem – saa blev han, denne ulærde Ingeniør og Tegnelærer, af Betydning for mange Mennesker rundt om i Norden, og det ikke af de ringeste. (Pontoppidans svar til pastor Tomasson 4.12.1914)

Ganske vist betragter Pontoppidan begges levelære som noget naive, men han ser samtidig, at der er en grundlæggende sandhed bag. En sandhed om, at den vej samfundet udvikler sig, ikke er bæredygtig, at mennesket må acceptere sin rolle i naturen, og lære at tage det gode med det onde og som Torben acceptere at døden er en del af livet.

En anden vigtig person på Favsingholm er fløjtespilleren Kjeld Borgen. Han er søn af Povl Gaardbos kusine, og derfor er han sammen med sin forlovede flygtet til Favsingholm i håb om, at de der kan tjene penge til at emigrere for. Torben møder det unge par, mens han sidder og "vegeterer" i skoven. Kjeld Borgen har studeret jura, men har ikke kunnet koncentrere sig om at læse, og er derfor dumpet til eksamen tre gange. Torben lader på trods af dette de unge bo på Favsingholm, for som han siger "Deres Slægtning spiller smukt paa Fløjte. Den Færdighed er efter mit Begreb mere værd end en juridisk Eksamen." (De dødes Rige II 1918: 272). Kjeld Borgen lever sit liv, som især Torben og til dels Povl mener livet skal leves. Ligesom Torben og Povl lader han sig ikke kue af det omgivende samfunds krav, det viser hans flugt til Favsingholm. Efter Torbens død flytter Kjeld sammen med Grete op i skovhytten. Hans indsats på brandnatten har Torben belønnet med jagtretten på livstid. Kjeld og Grete kommer derved til at leve et liv i stil med Povl og Meta, et lykkeligt liv med fokus på de enkle og simple små glæder i tilværelsen.

Den sidste person der ankommer til Favsingholm er Johannes Gaardbo, der efter endnu et folketingsvalg vender samfundet ryggen og opsøger Povl og hans familie for at finde ro.

Som jeg skrev tidligere, er jeg meget enig med Bredsdorff i hans fortolkning af romanens slutning, men jeg mener, at de "nye toner", som Bredsdorff ser i forbindelse med Pontoppidans metafysiske syn på begrebet "menneskelykke", meget vel kan være knyttet til Feilbergs levelære. Jeg mener, at det vidner om væsentlig indflydelse, at Pontoppidan lader sin "Noahs ark" lede af Povl Gaardbo, en figur med mange fællestræk med Feilberg og hans levelære og livsstil. Jeg mener også, at Torben Dihmers "… Studiet af den sympatiske-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet" (De dødes Rige II 1918: 288) peger på Feilbergs terminologi. Samlet set er jeg overbevist om, at Pontoppidan også i De dødes Rige er under indflydelse af Feilbergs lære.

Afslutning

Opgaven består overordnet af tre dele, og jeg har derfor valgt også at lade afslutningen følge denne tredeling. Den første del er en teoretisk del, der indeholder en beskrivelse af Ludvig Feilberg som person og en gennemgang af hans levelære. Den anden del indeholder gennemgangen af kilder som direkte beskriver forbindelsen mellem Pontoppidan og Feilberg. Den tredje del er en række læsninger af Pontoppidans værker, i et forsøg på at finde yderligere dokumentation for Feilbergs indflydelse på Pontoppidans forfatterskab.

Ideen med den teoretiske gennemgang af Feilbergs lære, hans begreber og teorier m.v. var at skabe et udgangspunkt for den videre læsning af Pontoppidans værker med fokus på disse begreber og teorier. Opgaven blev vanskeliggjort af, at der ikke findes meget materiale om Feilberg og endnu mindre, der fortolker Feilbergs teorier. Jeg har derfor været nødt til at sætte mig ind i meget store dele af Feilbergs lære for selv at kunne beskrive og anvende teorierne og begreberne i de efterfølgende dele af opgaven. Feilbergs teoribygning er vanskelig at overskue og begribe, hvilket ikke mindst skyldes, at den tid, hvorfra hans eksempler er hentet, på mange måder er meget fjern, uden at dette dog betyder, at hans tanker og ideer bag bliver mindre universelle; de er til enhver tid gyldige.

I den anden del gennemgik jeg de brevkilder Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff har trykt i deres samling af breve fra Pontoppidan. Dernæst gennemgik jeg Pontoppidans svar på kritikken af hans foredrag Kirken og dens Mænd. Jeg har forsøgt at samle alt, hvad jeg har kunnet finde af materiale, der på den ene eller den anden måde har kunnet bidrage til at belyse venskabet mellem Pontoppidan og Feilberg. Det er mig bekendt første gang, at det er sket, og måske er den eneste sikre viden, jeg kan uddrage, at de to var venner eller i det mindste bekendte i en periode fra ca. 1878 til 1912. Vi ved, at de brevvekslede i et eller andet omfang, men da jeg kun har haft de tre breve10 fra Pontoppidan til rådighed og ingen fra Feilberg, er det vanskeligt at konkludere præcis hvor stor kontakten var. Ud af brevene kan vi udlede forskellige oplysninger, blandt andet ved vi nu med sikkerhed, at Pontoppidan faktisk har læst Feilbergs tekster, og han oplyser selv, at han deler Feilbergs opfattelse på mange punkter. Vi får også en oplysning om, at Pontoppidan i en af sine bøger har indlemmet dele af Feilbergs lære. Efter at have gennemført en læsning af de to mulige romaner, Lille Rødhætte og Det ideale Hjem, er der ingen tvivl om, at Pontoppidan i forbindelse med sin hovedfigur i Det ideale Hjem har anvendt Feilberg som rollemodel, både i forhold til figuren Adam Malling som menneske og i forhold til Adam Mallings arbejde med "Stemningslivet hos Insekterne". Der er ingen tvivl om, at Det ideale Hjem er det bedste eksempel på Feilbergs indflydelse på Pontoppidans forfatterskab, selvom det er gennem en karikatur. Læsningen af Lille Rødhætte var dog ingenlunde spildt, idet vi dels efterfølgende kunne udelukke den som mulighed i forhold til Pontoppidans brev, og dels fik de første eksempler på det åndsfællesskab, der findes mellem Pontoppidan og Feilberg.

Den andet kendte brev er fra år 1900, og der går 11 år, inden det næste og sidste brev i Bay og Bredsdorffs samling. Ud af brevkilde nummer tre kan hentes forskellige oplysninger blandt andet, at Pontoppidan hører til den lille gruppe på omkring 100 personer, der modtog Feilbergs Sammenbragte Breve for Samlere paa Levelæreiagttagelser, og deraf kan vi konkludere, at Pontoppidan må have haft kontakt til Feilberg i perioden. Vi kan også konkludere, at Pontoppidans interesse for Feilbergs lære er intakt, og det samme er det venskab eller bekendtskab, der indledtes 32-33 år tidligere på Polyteknisk Læreanstalt. Det er også i dette brev, at vi kan læse Pontoppidans kritik af Feilbergs måde at bruge den moderne litteratur som skræmmebillede. Jeg er fortsat overbevist om, at Pontoppidan henviser til brev nummer 16 i samlingen af Breve for Samlere.

Den eneste kilde jeg har kunnet finde, hvor Pontoppidan overfor andre direkte henviser til Feilberg og Feilbergs lære er i forbindelse med hans svar på Tomassons kritik af hans foredrag fra 1914. Det betyder ikke, at han ikke kan have omtalt Feilberg for andre i andre breve. Jeg mener, at det fortæller en del om hvor velbevandret Pontoppidan har været i Feilbergs tanker og tekster, at han to år efter Feilbergs død har valgt at finde et Brev for Samlere frem for at uddrage det budskab, han havde brug for i denne sammenhæng.

Det er som nævnt ikke lykkedes mig at finde andre kilder, der direkte dokumenterer forbindelsen mellem Pontoppidan og Feilberg, jeg mener til gengæld, at det i opgavens tredje del er lykkedes at finde eksempler i de tre skønlitterære værker, der dokumenterer, at Feilberg har haft væsentlig indflydelse på Pontoppidans forfatterskab. Helt overordnet har jeg søgt efter personligheder og naturbeskrivelser i stil med dem, jeg fandt i forbindelse med Adam Malling i Det ideale Hjem. I Lykke-Per fandt jeg blandt andet, at der er en forbindelse mellem på den ene side den måde hvorpå naturen påvirker og udvikler Per, og på den anden side Feilbergs teorier om naturens opdragende virkning. De relevante naturbeskrivelser knytter sig især til to epoker i romanen: Pers ophold i Alperne og på Kærsholm. Den måde, hvorpå Per oplever, at naturen taler til ham, ligner Feilbergs beskrivelser af menneskets udvikling gennem oplevelser i naturen. Der er også en sproglig lighed mellem Pontoppidan og Feilberg, når Pontoppidan lader Per leve en plantetilværelse, og Feilberg taler om vegetative tilstande. Gennem romanen udvikler Per en naturreligion, der for alvor kommer frem i det afsluttende kapitel, og også her mener jeg, der er en klar forbindelse til Feilbergs lære om, at naturen er grundlag for alle religioner. Til sidst vil jeg nævne den særlige indre sjælelige ro, der findes hos Per trods hans fysiske smerter, eller måske netop på grund af hans smerter. Hos Feilberg er den form for sjælelig indre ro en tilstand, som mennesker kun opnår gennem modgang i livet, og det er den meste forfinede eller fortættede form for sjælelig udvikling, et menneske kan opnå.

Den anden roman, jeg arbejdede med, var Hans Kvast og Melusine. Resultaterne her var mere sparsomme og diffuse end i Lykke-Per. Romanen blev da også primært indlemmet på grund af Knut Ahnlunds bemærkninger om, en forbindelse mellem Adam Malling og Dr. Martens. Jeg mener som tidligere nævnt ikke, at Feilberg har været Pontoppidans rollemodel i forbindelse med Dr. Martens, i det mindste ikke i en ren form, dertil er figuren alt for kynisk. Til gengæld er jeg nået frem til, at hovedpersonen Hugos udvikling gennem oplevelser i naturen har så meget tilfælles med Lykke-Pers udvikling, at der derved kan trækkes tråde tilbage til Feilbergs teori om samme udvikling.

Den sidste roman var De Dødes Rige. Her var det især Povl Gaardbo og hans levelære, der viste sig interessant i forhold til Feilbergs lære. Meget tyder på, at Povl Gaardbo har Feilberg som forlæg, som det også var tilfældet med Adam Malling. I romanen får Povl Gaardbos menneskesyn, hans naturreligion, en afgørende betydning for afslutningen, idet det er med udgangspunkt i denne, at det nye minisamfund på Favsingholm skal udvikle sig efter Torbens død. Torben Dihmer og Povl Gaardbo deler måske ikke menneske- og natursyn, men de ligger ikke langt fra hinanden. Torben Dihmer udvikler et livssyn, hvor jagten på materielle værdier og magt skubbes til side for at gøre plads for de små ting i tilværelsen, og ikke mindst tiden til at nyde livet. Det er især på det sidste punkt, at han adskiller sig fra Povl Gaardbo, der i højere grad tror på udvikling gennem modstand i tilværelsen. Helt overordnet er der noget meget Feilbergsk over begges synsmåde. Povls livssyn og Feilbergs ligner hinanden meget med hensyn til menneskelig udvikling gennem selvovervindelse, mens Torben Dihmer mod slutningen dyrker en Feilbergsk vegetative livsførelse, hvor mennesket glider sammen med naturen og bliver del af den. Torbens studie "… Studiet af den sympatiske-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet" er også et eksempel på forbindelsen til Feilbergs lære om mennesket vs. naturen. I forbindelse med min gennemgang af De Dødes Rige præsenterede jeg to fortolkeres opfattelse af romanens afslutning. Den ene opfattede selve ideen om en ny begyndelse med afsæt i gruppen af personer på Favsingholm som Pontoppidans forsøg på af kunstneriske hensyn at løsne op for romanens dommedagsstemning, mens den anden opfatter afslutningen som Pontoppidans forsøg på at tænde et lys i det mørke, som omgiver det moderne samfund: det er stadig muligt at ændre kurs, og Pontoppidan ønsker at vise en vej. For mig at se er svaret et sted imellem de to, og jeg finder det helt naturligt at placere Feilberg centralt i forklaringen, idet Pontoppidan gennem både Torben Dihmer og Povl Gaardbo anvender Feilbergs lidt naive livsfilosofi som grundlag for det nye samfund. Jeg tror ikke at Pontoppidan oprigtigt mente at et samfund kunne baseres på Feilbergs teorier, dertil er det for langt fra det 20. århundreds virkelighed, men hvis det var muligt ville resultatet være et smukkere samfund end det eksisterende. Jeg mener, at Pontoppidans udtalelser om Feilberg i forbindelse med Kirken og dens Mænd understøtter denne teori.

Projektets opgaveformulering lød sådan:

At efterspore betydningen af Ludvig Feilbergs levelære for Henrik Pontoppidans forfatterskab i perioden 1898-1918, med særlig henblik på Lykke-Per, Det ideale Hjem, Lille Rødhætte, Hans Kvast og Melusine samt De dødes Rige.

Som det fremgår ovenfor, så er jeg overbevist om, at Feilberg spillede en ikke ubetydelig rolle for Pontoppidans forfatterskab, måske er Feilberg den primære kilde til Pontoppidans naturreligiøse udtryk, måske er han blot en af flere kilder.

Summary in English

In 1878, the young student Henrik Pontoppidan got a new teacher, Ludvig Feilberg, who beside his work as a teacher collected observations from his own life, which later came to form the basis of his own life philosophy. This master thesis aims to explore the influence of Feilberg's life philosophy on Pontoppidan's writings.

The task is divided into three parts. The first part is a presentation and review of Feilberg's philosophy and concepts, the second part is a review of the sources that describe the relationship between Pontoppidan and Feilberg, and the third part is a series of analysis of different novels by Pontoppidan in search of signs of Feilberg's influence.

Feilberg's life philosophy consists of two doctrines: the doctrine of movement and the doctrine of value. The doctrine of movement deals with the question of what it means to live, and the doctrine of value deals with how to measure and increase the value of the life we live.

In the doctrine of movement Feilberg describes a series of observations about how people can increase or decrease their ability to evolve spiritually. In general, the nearer man comes to nature, both physically and spiritually, the better the opportunity for spiritual development. And conversely, the more man seek to control himself and his surroundings, the more he excludes himself from evolving spiritually.

Feilberg was a natural scientist, and this fact influences his terminology in the doctrines of value, where he describes how humans can increase the value of life through a process of condensation. The idea is that condensed energy is of higher value than less condensed energy, and this can be transferred to spiritual energy. The more a man must fight and work to reach a stage in life, the more energy is used with the consequence that the value of his life has increased.

In the second part of the master thesis, I review the sources, describing the relationship between Feilberg and Pontoppidan. We know from sources that they have known each other from Pontoppidan's years as a student until Feilberg's death in 1912. In a letter from Pontoppidan to Feilberg from the year 1900, Pontoppidan writes that Feilberg might find something of what he himself is fighting for in one of his novels. My reading of Pontoppidan's novels from that year shows that the letter refers to the novel Det ideale Hjem. The main character of Det ideale Hjem, Adam Malling, is a caricature of Feilberg with many common features including a homemade notebook in which both Adam Malling and Feilberg used to write their observation.

Another documented connection between Pontoppidan and Feilberg is a letter from 1914 in which Pontoppidan responds to a criticism of his lecture Kirken og dens Mænd. In doing so he uses Feilberg as an example of a man whose religion is based on his own life experiences.

The third and final part of the master thesis consist of readings of three novels, Lykke-Per, Hans Kvast og Melusine and De dødes Rige in an attempt to find evidence that Pontoppidan was influenced by Feilberg's life philosophy. In all three novels are found examples of Feilberg's philosophy. In Lykke-Per the main character ends up in loneliness on the west coast of Jutland. Here he develops his own private religion where nature has the dominating role, much like Feilberg's life philosophy.

The second novel Hans Kvast og Melusine has few examples of Feilberg's influence, and it is primarily because of Knut Ahnlund's opinions regarding the relationship between Feilberg and fictitious character Dr. Martens, published in Henrik Pontoppidan: Fem huvudlinjer i författerskapet, that I included the novel in the thesis.

In the third and last novel, De dødes Rige, there are several characters with the same eccentric features as Adam Malling, the main character from Det ideale Hjem, in central roles in the novel. Dr. Povl Gaardbo is one of those eccentric figures and is among the "survivors" in the novel, while the world around him is heading for death and destruction. I believe that Feilberg is hidden behind the character Povl Gaardbo.

The conclusion is that Feilberg had a significant impact on Pontoppidan's writing. Maybe it was Feilberg's writings that inspired Pontoppidan's pantheism, maybe he was just one source of inspiration out of many.

The purpose of this essay is to investigate the relationship between the philosopher Ludvig Feilberg and the novelist Henrik Pontoppidan.

Litteraturliste

Tak til…

Det har taget mange år at komme i mål med dette speciale, og der har været tidspunkter, hvor det har været uden betydning. Nu er det her, og der er mange at takke for hjælp, opbakning og moderat pres.

Jeg skylder stor tak til min vejleder, Mogens Pahuus, der trods mine afbrydelser i studiet har accepteret at fortsætte som vejleder. Til min gode ven Jesper V. Mogensen for støtte og gode råd gennem alle årene.

Til min dejlige kone, Ramona, for stor tålmodighed og kærlig opbakning.

Specialet dedikerer jeg til Dorthe Skytte Nielsen; †1.3.2002; uden hende var jeg aldrig kommet hertil. Elsket og savnet.

 
[1] De i dette speciale anvendte tre breve er hentet fra Carl Erik Bay og Elias Bredsdorffs Henrik Pontoppidans Breve fra 1997. Alle bevarede breve mellem Henrik Pontoppidan og Ludvig Feilberg (6 breve fra HP og 4 fra LF) er tilgængelige her på netstedet. tilbage
[2] Feilbergs brug af begreberne objektiv og subjektiv er, som meget andet i levelæren, noget uklar, men helt overordnet gælder at "alt" hvad der er positivt, fremmende og naturligt er forbundet med det objektive. Hvorimod det negative, hæmmende og særligt menneskelige er forbundet med det subjektive. tilbage
[3] Denne beskrivelse er ikke helt tilfredsstillende. Virkemåden af en vandvædder (stødhævert) er korrekt beskrevet i Opfindelsernes Bog, II, (1913), s. 48. (Red.) tilbage
[4] I Woels referat skriver han at Fru Thora overgiver sig til myndighederne efter datteren Esthers død, men i første udgaven dør Esther ikke, og Thora overgiver sig ikke frivilligt. tilbage
[5] Skedevand: af ty. Scheidewasser, d.v.s. salpetersyre, der opløser sølv men ikke guld, og således kan bruges til at adskille de to metaller. (Red.) tilbage
[6] Her tænker jeg særligt på Nietzsche og Schopenhauer. Herom skriver Bent Haugaard Jeppesen i Omkring Lykke-Per s. 282:

I de tre store romaner vælger Pontoppidan imidlertid hovedskikkelser, (…) for hvem lidelser er en gavnlig tugt – der er måske heri, som Knut Ahnlund gør opmærksom på, nogen påvirkning fra Schopenhauer og Nietzsche.

tilbage
[7] Pontoppidan skrev følgende til Frederik Hegel 20.7.20:

(…), men jeg vil for Danmark-Norges Vedkommende foreslå, at der begyndes med "Hans Kvast og Melusine", at sige i den forkortede og i det hele forbedrede Udgave, som jeg i sin Tid foranstaltede til brug for en tysk oversættelse. [først trykt i 1929 (Red.)].

. tilbage
[8] Her skal det dog tilføjes, at Bredsdorff med udtrykket "gammeltestamentlige strenghed" formodentlig hentyder til, at Pontoppidan satte større pris på Det Gamle Testamente end på Det Nye Testamente, hvilket formentlig er korrekt. tilbage
[9] Den historie der refereres til er John Hagens sociale nedtur og psykiske sammenbrud. tilbage
[10] tre breve: fra Pontoppidan 6.10.1899, 16.11.1900 og 4.12.1911. De øvrige breve fra Pontoppidan samt brevene fra Feilberg ligger på det kongelige Bibliotek og er tilgængelige her på netstedet. (Red.) tilbage