Lykke-Per
og hans Kæreste
Andet Kapitel
81 Det blev alligevel heller ikke den næste Dag til noget med Pers Visit hos Oberst Bjerregrav. Da han om Morgenen vaagnede, følte han sig ikke vel. Han sov altid uroligt og havde om Natten kastet Tæpperne af sig, saa han var gennemisnet af Kulde.
Idet han rejste sig overende i Sengen, jog der ham et smertefuldt Sting gennem Brystet og samtidig en Angst gennem Sjælen. Den Smerte kendte han. Det var den samme, der havde foruroliget ham et Par Gange under hans Rejse, sidste Gang i Wien efter de anstrengende Baadfarter gennem Donaudeltaet. Af Mistillid til de udenlandske Læger og desuden af en vis Sky for at faa Sandheden at vide havde han hidtil ikke villet lade sig undersøge. Nogen Skyld heri havde ogsaa den lunefulde Paaholdenhed, der havde udviklet sig hos ham efter hans Ophøjelse, og som navnlig ytrede sig i Smaating. Men nu skulde der gøres Alvor af det. Han ringede paa Stuepigen og lod en af Københavns mest bekendte Hospitalsoverlæger kalde.
82 Der gik nogle Timer, før Lægen kom. Per fik i sin Ensomhed god Tid til at fantasere sig ind i den Forestilling, at disse gentagne og for hver Gang heftigere Sygdomsanfald kunde være Forbud paa Døden.
Dø allerede nu? Fireogtyve Aar gammel! Med sit Livsværk ufuldført, ja end ikke paabegyndt! Det vilde være ganske meningsløst, fuldkommen ulogisk – som Livet overhovedet var det.
Ja, det Standpunkt var forlængst tilbagelagt, da han overmodig trodsede Døden i den Indbildning, at Livet ikke kunde undvære ham, at hans Evner og Kræfter var nødvendige for Tingenes Opretholdelse og Udvikling i hans Fædreland. Nu vidste han bedre, at Naturen var rig nok til at turde være ødsel, at der var gaaet endnu større Evner i Graven uden at have faaet sig udfoldet. Knokkelgæsten spurgte ikke om Forlov. Som Solen skinnede baade paa retfærdige og uretfærdige, greb han, Mørkemanden med de tomme Øjenhuler, iblinde mellem kaldede og ukaldede uden Hensyn til Nyttevirkningen.
Den Gru for Tilintetgørelsen, der havde siddet Per i Kroppen siden hin Dag, da han blev Vidne til den gamle Højbaadsmands uhyggelige Endeligt, og som var bleven fornyet ved Faderens Dødsleje, havde i den senere Tid igen fortaget sig noget. Som han laa der i den store Pragtseng, under et farvestraalende Silketæppe, og beredte sig paa at 83 høre Dødsdommen udtalt over sig, var han forholdsvis rolig og fattet. Den Følelse, der mest opfyldte ham, naar han syntes at mærke Ømheden i Brystet brede sig, var en mild Medlidenhed med ham selv. Endog naar han ingen Smerter følte, var der Øjeblikke, hvor han i sin Træthed næsten forligede sig med Tanken om at gaa bort og befries for Livets formaalsløse Besvær. Vognlarmen paa Torvet udenfor, den evindelige Sporvognskimen, Tanken paa Mødet med Obersten og paa de forestaaende nye Forhandlinger med hovmodige og frække Pengespekulanter, – alt fyldte ham i saadanne Øjeblikke med en usigelig Lede.
Efterhaanden som Timerne gik, blev det ham dog stadig vanskeligere at holde Uhyggen borte fra sin Seng. Mere og mere knugedes han af sin Forladthed. Tænk, om han laa her og døde uden at have et Menneske hos sig!
For at adsprede Tankerne besluttede han sig til at læse. Han havde den foregaaende Dag naaet at faa udpakket de Bøger, han havde ført med hjem fra sin Rejse; og mellem de store, svære tekniske Værker fandtes ogsaa den Samling Skrifter af mere almendannende Art, som han havde anskaffet under det lange Vinterophold i Dresach og senere forøget i Rom. Ved Hotelpigens Hjælp fik han nu fat i et tysk Mønsterudvalg af græske og latinske Klassikere, der bl.a. indeholdt en Oversættelse af Platons "Fædon". Han huskede, at 84 denne simple Beretning om Sokrates' og hans Venners frimodige Samtale om Døden umiddelbart før den store Hednings Henrettelse i sin Tid havde været ham til stor Beroligelse.
Han var dog ikke kommen langt i Læsningen, før Lægen kom. Denne – en lille graaskægget Mand – slog sig ned paa en Stol ved Siden af Sengen og holdt et formeligt Forhør over Per, inden han med aabenbar Mistænksomhed begyndte den egenlige Undersøgelse. Efter derpaa en forsvarlig Tid at have banket ham paa Bryst og Ryg sagde han:
"Er det de Lunger, som der skulde være noget i Vejen med? Det tror jeg nu inte noget paa. Det er jo komplette Smedebælge! … Hvor, siger De, føler De særlig Smerterne?"
Per pegede paa et Sted foran paa den højre Side af Legemet, omtrent ved det underste Ribben.
"Er det der? Jamen, De sagde jo før, at det mere var herhenne paa venstre Side."
"Ja – det flytter sig."
"Naa saadan. Gør det meget ondt, naar jeg – som nu – trykker paa det?"
"Nej, det kan jeg ikke sige."
"De mærker inte noget særligt."
"Nej."
"Maaske har De slet ingen videre Smerter mere?"
Per maatte indrømme, at den pinagtige, sammensnærende 85 Fornemmelse i Brystet og Mellemgulvet næsten var forsvunden nu. Han kunde igen trække Vejret dybt, uden at det jog igennem ham.
Doktoren sagde ingenting men gav sig til at undersøge ogsaa Underlivet og Benene.
"Deres Lunger er der sgu inte noget i Vejen med," gentog han, da han var færdig. "Dem skal De aldrig ønske at kunne bytte bort. Men Deres Muskulatur er noget slap og oppustet. Hjertet kunde ogsaa uden Skade være noget mindre ugideligt. – Sig mig, hvordan er Deres daglige Levevis? Gør De nogen ordenlig Gymnastik? Tager De et koldt Styrtebad hver Morgen? – Det skulde De virkelig ta' og gøre. Og Haandvægtsøvelser. Der er ingenting saa storartet som nogle raske Armsving med et Par Lispunds-Lodder paa fastende Hjerte. De maa se at faa Deres ærede Blod til at cirkulere lidt livligere; andet fejler De vistnok ikke, – men det er for den Sags Skyld ogsaa mere end nok i Deres Alder! Jeg kan inte noksom anbefale Dem at passe godt paa Dem selv og navnlig at vogte Dem for aandelig Overanspændelse. For trods den ubetinget mandlige Krop, De kan fremvise, har De aabenbart Disposition til – ja, hvad skal jeg nu med et pænt Ord kalde det? – naa, til saadan lidt Nervekvababbelse, som De har haft denne aarle Morgenstund. Sagen er i og for sig let nok 86 at forstaa. Se, først er De bleven godt gennemrystet paa en tre-fire Døgns Jernbanerejse, hvor De hverken har faaet ordenlig Søvn eller et roligt Maaltid; saa er De – som De selv siger – kommen hjem til Forretninger og Vrøvl og Selskabelighed; det er saamænd Forklaring nok, naar Talen er om en Konstitution af vor hjemlige sødsuppelige Art, selv om den ogsaa hører til Krafttypen."
Han sagde det sidste med et lunt Glimt i sine smaa, lidt skelende Øjne, hvad Per dog ikke lagde Mærke til. Per hørte overhovedet knap paa ham mere. Efter at have faaet Sikkerhed for, at han ikke gik omkring med Spiren til en Lungesygdom, følte han sig helt vel og ønskede blot at blive den snaksomme Mand kvit.
Da han var gaaet, stod han straks op, skønt det var bleven ham tilraadet at blive liggende en Dagstid. Han vilde dog ikke gaa ud den Dag, og han skrev nu til Jakobe, at hun ikke skulde vente ham. For ikke at ængste hende gav han som Paaskud, at han var optaget af Forretninger. Sammen med Brevet sendte han hende – for første Gang i deres Bekendtskabstid – nogle Blomster. Han følte det virkelig som et Savn, at han ikke skulde se hende den Dag. Hun var jo dog nu det eneste Menneske i Verden, han brød sig om!
Efter iøvrig at have spist Frokost med temmelig god Appetit satte han sig til sit Arbejdsbord. 87 Ligesom den foregaaende Dag fik han sine Tegninger frem og desuden Maaleredskaber, Tabelværker og lignende Hjælpemidler. Han vilde benytte Dagen til et grundigt Gennemsyn af den hele Række Detajlplaner for saa vidt muligt at afværge begrundede Indvendinger fra Oberst Bjerregrav og andre.
Han havde just ordnet alt til Arbejdet, da han fik fat i den tyske Mønstersamling, som han, idet han kom ud fra Sovekammeret, havde kastet hen paa Bordet mellem Tegnerullerne. Bogen laa endnu opslaaet paa det Sted, hvor han havde læst, da han var bleven afbrudt af Doktorens Komme, og han kunde nu ikke lade være med at kigge i den, inden han lukkede den for at lægge den tilside. Hans Blik faldt paa det Sted i Begyndelsen af Fædons Beretning, hvor Sokrates taler om Legemet som den tunge og klæbrige Dejg, hvormed Sjælen er sammenæltet, og som gør, at Menneskene aldrig paa tilfredsstillende Maade kommer i Besiddelse af, hvad de eftertragter, forsaavidt dette da ikke er det lave og uædle.
"Thi Legemet foraarsager os tusinde Bryderier. Det opfylder os med Lyster og Begærligheder, med Frygt og mange Slags Skyggebilleder og Tant … Penges Erhverv er Aarsag til al Ufred i Verden; men Penge behøver vi kun for Legemets Skyld, idet vi skal pleje det. Om vi endelig ogsaa har tilfredsstillet det i saa Henseende og bereder 88 os til at betænke noget af Vigtighed, er det os atter paa mange Maader til Besvær, opvækker Uro og Forvirring og forstyrrer os, saa vi for dets Skyld ikke formaar at skue det sande … Medens vi lever, vil vi kun da komme Erkendelsen nærmest, naar vi har saa lidt som muligt at skaffe med Legemet og ikke mere Omgang med det, end det er højst nødvendigt, og ikke lader os opfylde af dets Natur. –"
Per lod Bogen synke og saae en Tid tankefuldt hen for sig med sammentrukne Bryn. Besynderligt! – tænkte han. – Disse Ord, udtalt fire Hundrede Aar før Kristi Fødsel, var jo som skrevne ud af en kristelig Opbyggelsesbog!
Han læste Siden tilende og ogsaa den næste Side og een til … han kunde ikke holde op igen. Denne dybsindige Fantasileg med det overnaturlige satte hans inderste og forborgneste Sjæleliv i Svingninger.
Det blev langt op paa Dagen, inden han fik fat paa sine Maaleredskaber og Tabelværker.
Den Beundring, hvormed han den foregaaende Dag havde genset de mange Tegninger fra Fortiden, tabte sig nu noget ved disses nøjere Prøvelse. Med den forøgede Indsigt, han havde vundet paa sin Rejse, var det ikke vanskeligt for ham at finde angribelige Punkter, ja ligefrem umulige Ting i dem, og denne Opdagelse gjorde ham efterhaanden nervøs. Hans Selvtillid, der i den sidste 89 Tid havde faaet saa mange slemme Stød, blev nu for Alvor rokket. For første Gang satte den rigtige, huløjede Tvivl sig foran ham og lod ham smage den Gru, der minder om Dødens.
Trods Lægens Formaning til ham om at vogte sig for aandelig Overanstrengelse, blev han siddende oppe det meste af Natten, mere og mere febrilsk i sin Iver for at ændre og forbedre. Der var tilsidst slet ingenting, der kunde staa for hans Kritik. Da han ud paa Morgenen endelig gik i Seng, var han naaet til det Resultat, at den hele Række Planer maatte omarbejdes fuldstændig, før der kunde være Tale om paany at fremlægge dem. Saa træt og ødelagt han ogsaa var, kunde han af den Grund aldeles ikke sove men laa og tumlede med alle Slags urimelige Tanker, indtil han med en Art Fortvivlelsens Ligegladhed strakte sig ud i fuldkommen Selvopgivelse.
Da kom han til at tænke paa den Professor Pfefferkorn i Berlin, der havde interesseret sig saa meget for ham under hans Ophold der. Han havde i sin Tid paa hans Opfordring sendt ham et Uddrag af sit Skrift i en selvlavet Oversættelse, og som Tak herfor havde den højt ansete Lærer tilskrevet ham et længere Brev, hvori han i det hele havde udtalt sig om hans Planer, særlig om hans Opfindelser paa Kraftindustriens Omraade. Per stod op for at søge efter dette halvglemte Brev 90 mellem sine Papirer og læste det derpaa i Sengen. Der stod blandt andet:
"– – Hvad nu først Deres hydrauliske Motor angaar, saa skal jeg udtale mig med Forsigtighed. De er jo her inde paa en ganske ny Vej, og det er da kun rimeligt, at de første Skridt er vaklende. Jeg har vist iøvrig under en af vore Samtaler sagt Dem, at man i Amerika har gjort Forsøg i lignende Retning, og at man der stadig arbejder paa at løse denne i Sandhed mægtige og tillokkende Opgave: at bringe ogsaa Oceanets uudtømmelige Kraft ind under Menneskesnillets Ledebaand. Det er Dem kun til Ære, at ogsaa De er bleven grebet af denne Tanke; men hvorvidt den Vej, De har anvist, vil kunne føre til Maalet engang, derom skal jeg, som sagt, ikke udtale mig. Derimod mener jeg, efter nu med Opmærksomhed at have sat mig ind i Deres ny System for Vindmotorers Regulering, at De her har haft et lykkeligt Indfald. Tanken med den indskudte Vægtstang og Formen for Afbalanceringen tiltaler mig særdeles. Der er sikkert her peget paa Midler, der i høj Grad fortjener Paaagtelse. At De just skulde have fundet den afgørende og endelige Løsning af dette store og vanskelige Problem, der er af den største Betydning særlig for alle bjerg- og strømfattige Lande, det mener De naturligvis heller ikke selv. Paa intet Omraade gælder det mere end paa det tekniske, at Fuldkommenheden 91 naaes gennem en Uendelighed af smaa Forbedringer, og De vil ganske sikkert ikke slaa Dem tiltaals med det allerede vundne Fremskridt. Som jeg overhovedet altid med Interesse vil følge Dem i Deres Udvikling, forsaavidt Forholdene sætter mig i Stand dertil, vil jeg særlig med Forventning imødese Resultaterne af Deres fortsatte Forsøg paa det her berørte Felt. Om Deres rige Evner er De jo ikke selv i Tvivl, og De vil sikkert ogsaa nok naa langt, især om det kunde lykkes Dem noget mere end hidtil at forene Deres mærkeligt aabne Blik for Tingenes store Linjer med den Fordybelse i Detaljen, som man i Ungdommen er tilbøjelig til at ringeagte, men hvorpaa i Virkeligheden det store og frie Overblik beror. Jeg tror at mindes, at det var Deres Agt paa Deres Studierejse at besøge ogsaa Nordamerika. Det vil vistnok være meget anbefalelsesværdigt. De vil der bedre end nogetsteds have Lejlighed til at berige Deres Erfaring i det rent praktiske, – og jeg mener hermed egenlig ikke udelukkende det tekniske; ogsaa paa andre Omraader er vi bleven den nye Verdens Lærlinge. Særligt vil De i dette de store Inventioners Land kunne lære, hvorledes de mægtigste Virkninger oftest er blevet naaet ved de tilsyneladende uanseligste Midler."
Dette Brev, der ved Modtagelsen ikke havde betydet noget for Per, fordi det ikke havde syntes ham anerkendende nok, genoprejste nu hans Selvfølelse. 92 Det blev desuden bestemmende for ham med Hensyn til hans Planer for den nærmeste Fremtid. Han indsaae, at det var nødvendigt for ham hurtigst muligt at fortsætte sin afbrudte Studierejse og igen for en Tid at lægge Ordningen af sine Affærer i Ivans Haand og navnlig overlade til ham at genoptage mulige nye Forhandlinger med Spekulanterne, – forhaabenlig med Støtte af Oberst Bjerregrav. Imidlertid vilde han ganske stille rejse bort, direkte til Amerika, saa han ikke endnu engang udsattes for (som i Italien) at falde for den gamle Verdens Fristelser.
Den samme Dag, hen paa Eftermiddagen, tog Per ud til Skovbakken. Jakobe var i Haven, da han kom. Hun sad paa en Bænk i Solen udenfor det store Bjælkelysthus, hvor hun var skjult af det tætte Buskads.
Skønt hun godt hørte Pers Stemme oppe fra Terrassen, blev hun rolig siddende og gav heller ikke ved noget Raab tilkende, hvor hun var. Da han endelig fandt hende, rakte hun ham blot Haanden og lod ham kysse hendes Kind, skønt han tydelig nok havde søgt hendes Mund. Hun kunde heller ikke faa sig selv til at sige ham Tak for de Blomster, han den foregaaende Dag havde sendt, især ikke, fordi hun kunde mærke paa ham, at han ventede det.
93 Hun havde de sidste Dage gaaet om i en anstrengt, villet Døs under Forsøget paa at glemme den lidte Ydmygelse. Hun, som ellers elskede Klarhed, var i sit Forhold til Per ogsaa paa den Maade bleven sig selv utro, at hun bestandig, saavidt det overhovedet var muligt, lukkede Øjnene for Sandheden, hvor den truede hendes Kærlighedslykke. Ligesom En, der er vaagnet af en straalende Drøm og lægger sig om paa den anden Side i Haab om at drømme videre, gav hun sig endda med en Art Vellyst hen i sit Selvbedrag.
Per tænkte nu ikke videre over hendes forandrede Væsen, – ja han mærkede det knap. Han var i Øjeblikket selv temmelig utilgængelig og saae aandsfraværende og anstrengt ud. Han begyndte da ogsaa med at sige, at han kun kunde være hos hende en Timestid, han skulde hurtigst muligt tilbage til sit Arbejde.
Jakobe saae straks mistænksom paa ham og spurgte, hvad det dog var, han havde saa forfærdelig travlt med i disse Dage. Men af Angst for at faa et Svar, der kunde bestyrke hendes Mistanke, slog hun øjeblikkelig selv Spørgsmaalet hen ved med et Smil at sige, at han saamænd ikke skulde staa Skrifte for hende.
Per sagde da ogsaa blot, at han var beskæftiget med et kritisk Gennemsyn af sine Tegninger, som han nu i saa lang Tid ikke havde haft mellem Hænder, hvorfor der var en og anden Ting, som 94 han mente at kunne gøre bedre. Han kunde ikke faa sig til straks at sige hende den fulde Sandhed. Det havde heller ikke været ganske let for ham at tage Beslutningen om at rejse. Han var i Grunden træt af det omstrejfende Liv, han i det sidste Aarstid havde ført, og vilde helst have slaaet sig til Ro straks. At han havde saa vanskeligt ved at gøre sig forstaaelig i fremmede Sprog, af hvilke kun Tysk faldt ham nogenledes let i Munden, gjorde sit dertil. Det var desuden svært for ham at tænke paa at skulle skilles fra Jakobe nu, da de netop havde fundet hinanden igen og i fuldbaaren Kærlighed. At hun var frugtsommelig, havde han dog stadig ingen Anelse om. Jakobe havde heller ikke forleden Aften nede ved Søen faaet Mod til at betro ham det, fordi hun var bleven angst for, at han ikke skulde blive rigtig glad derover.
Som han nu sad der ved Siden af hende paa Bænken og tænkte paa, hvorledes han bedst skulde faa sagt hende, at de igen maatte skilles, saae han, at hun hastig viskede noget fra sin Kind. Det kunde se ud, som om hun med Haanden slog en Flue væk; men Per havde faaet Tid til at opdage, at det var en Taare.
Han blev helt betuttet derved. Han havde aldrig før set hende græde.
"Men, kæreste Ven!" sagde han. "Hvad er der i Vejen? Er der gaaet dig noget imod?"
95 "Nej, slet ikke … Det er blot Nervøsitet," svarede hun og førte hans Haand bort, da han i sin Forbavselse vilde lægge den om hendes Liv.
"Men er du da ikke rask?"
"Jo vist er jeg. Som jeg siger dig, det har ikke noget at betyde … Skal vi ikke gaa lidt? Jeg tror, jeg er kommen til at fryse."
Hun rejste sig i det samme for at frigøre sig for ham, da hans omsorgsfulde Tilnærmelser nu pinte hende lige saa meget som hans Selvoptagethed før. Per gik en Tid lang tavs ved hendes Side. Det slog ham nu, hvor medtaget hun saae ud, – og Rejsebeslutningen begyndte at vakle hos ham.
Da skød der en Tanke frem af hans Stemning som en altforgyldende Solstraale gennem en Sky: Jakobe kunde jo følge med ham! De kunde gifte sig allerede nu og saa rejse sammen for Guds og alle Menneskers Øjne. At han ikke havde tænkt paa det før! Rejsens Besværligheder, Hoteluhyggen, Ensomhedsfølelsen, alt, hvad der nys havde skræmmet ham, forvandledes med eet til Lyst og Glæde. Han vidste jo af Erfaring, hvilken fortræffelig Rejsekammerat Jakobe var, saa opofrende, saa fordringsløs, saa moderlig omsorgsfuld, – og dertil behagelig hjemmevant i alle fremmede Sprog.
"Jakobe! Jakobe!" – han standsede midt paa Havegangen, og før hun kunde forhindre det, slog 96 han Armene omkring hende. Mens de derpaa Arm i Arm steg ned mod Udsigtsbænken ved Søen, tilstod han for hende alt, hvad han havde gennemlevet og gennemlidt, siden de saaes, og hvilke Planer han havde udklækket for dem begge.
Jakobe gik en Tid med Hovedet paa hans Skulder, aldeles overvældet, ganske svimmel af en egen, selvblindet Lykke. Da jog det igennem hende med en Forfærdelse, der drak Blodet af hendes Kinder og Læber: hun kunde jo slet ikke følge ham nu! Det var ganske umuligt for hende i hendes nuværende Tilstand at rejse saa langt bort. Per talte om at være borte et halvt Aar, og paa kortere Tid kunde han absolut heller ikke faa noget virkeligt Udbytte af Rejsen; men hun vilde da kun blive ham til Byrde og Bekymring.
"Du siger ingenting," sagde Per, da de havde anbragt sig paa deres Yndlingsplads med den frie Udsigt over Sundet til den solbeskinnede svenske Kyst. "Synes du ikke om mit Forslag?"
"Jeg veed ikke rigtig, hvad jeg skal sige," svarede Jakobe, – hun sad foroverbøjet og halvt bortvendt med Albuen paa Knæet og Hagen støttet mod Haanden; den anden Haand havde Per ikke villet give slip paa. – "Jeg forstaar saa godt, at du maa ud og rejse igen. Jeg har selv tænkt paa, at det vistnok var nødvendigt for dig … Men, min Ven, mig faar du ikke med over Atlanterhavet!"
97 "Men hvorfor? Naar jeg er med dig, kan du jo være ganske tryg. Jeg skal sandelig nok passe paa dig. Eller er det Sørejsen, du er bange for?"
"Aa ja, ogsaa for den. Derfor bliver jeg hjemme … og venter paa dig. Og jeg skal nok være taalmodig. Men naar du foreslaar, at vi skulde gifte os, inden du rejser, saa tror jeg, du har Ret. Det vil af flere Grunde være praktisk."
"Og saa, med det samme vi holdt Bryllup, skulde vi skilles. Er det din alvorlige Mening, eller driver du bare Løjer med mig? For det vilde jo dog være det skrækkeligste Barbari. Jeg kender dig ikke igen, Jakobe. Men det kan jo ogsaa kun være Spøg, ikke sandt?"
Hun rystede tavs paa Hovedet.
"Jeg tror dig ikke, Jakobe. Du er bleven saa underlig, saa lunefuld i den sidste Tid. Du ligner ikke dig selv. … Hvad gaar du og gemmer paa?"
"Ikke paa noget, min Ven!" sagde hun og knugede i det samme febrilsk hans Haand. Hun kunde nu mindre end nogensinde faa sig til at sige ham den fulde Sandhed. Hun turde det ikke. Hun levede jo ikke længer i Indbildninger med Hensyn til hans Karakter, og hun var nu bange for, at han skulde benytte hendes Tilstand som et Paaskud for at opsætte sin Rejse eller maaske for helt at opgive den.
98 Men det vilde hun paa ingen Maade have paa Samvittigheden. Hun indsaae godt, hvor betydningsfuldt netop et Amerikaophold vilde kunne blive for ham, og det var hende nu langt mere end før om at gøre, at han dreves fremad. Havde hun tidligere kunnet tænke sig at være tilfreds med hans blotte Kærlighed, saa søgte hun uvilkaarlig nu paa anden Led Erstatning for, hvad denne paa det sidste havde tabt i Værdi for hende.
De vedblev endnu længe at tale om Sagen; men Jakobe modstod standhaftig alle Pers Forsøg paa Overtalelse.
"Hør nu her!" sagde hun tilsidst i et pludseligt Udbrud. "Nu har jeg en Ide. Du kan jo rejse over England, saa vil jeg følge dig saa langt. Vi er otte Dage i London, og otte Dage et Sted paa Landet eller ved Stranden. Og i Liverpool skilles vi. – Hvad siger du til det?"
"Naturligvis, lidt er bedre end ingenting. Jeg kan jo saa haabe paa, at du i Liverpool kommer paa andre Tanker."
"Det skal du ikke. Allermindst for din egen Skyld, min Ven. Husk ogsaa paa, vi kan dog ikke bo paa Hotel, naar du kommer tilbage, vi skal dog have vor egen Lejlighed. Med at indrette den vil jeg faa nok at bestille, mens du er borte."
"Det er sandt. Du har Ret, Jakobe – som altid. Aa, du dejlige Ven, hvor jeg glæder mig til at komme tilbage! … Tænk, at faa vort eget 99 Hjem! … Det behøver jo slet ikke at være særlig storartet; det skal vel ogsaa helst ligge lidt udenfor Byen, i frie Omgivelser, saa vi kan have det hyggeligt og roligt! Vi to!"
Han havde i sin Henrykkelse draget hende ind til sig, og hun hvilede igen sit Hoved paa hans Skulder i en Art lykkelig Selvbedøvelse.
"Veed du, hvad jeg i de sidste Dage har tænkt saa meget paa," fortsatte han, efterat de nogle Øjeblikke havde siddet tavse. "Alt det, som vi Mennesker – i alt Fald vi Mandfolk – saa hidsigt efterstræber og undertiden sælger baade Sjæl og Krop for at naa: Navn, Ære, Rigdom o. s. v., hvor er det dog i Grunden altsammen betydningsløst og ligegyldigt i Sammenligning med Livets virkelige Goder, der er saa at sige ens for alle og groer ud af Tilværelsen saa selvfølgeligt som Frugter paa et Træ. Det har aldrig slaaet mig som forleden Aften i Selskabet her, hvor bagvendt Livsværdiernes Rangforordning er – ogsaa indenfor det moderne Samfund, og hvor uhyggelig Tomheden af den Grund overalt gaber frem under den straalende Overflade. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg i Tide fik reddet mig ud af Elendigheden. For jeg var sandelig nær bleven stikkende i den, – det ser jeg nu!"
Jakobe var bleven lidt urolig under denne Tale. Skønt det i Grunden var hendes egne Ord ja netop dem, hvorom hun havde drømt, at han engang 100 vilde gøre dem til sine, opskræmte de hende nu, da hun hørte dem af hans Mund. Men hun havde jo i Mellemtiden ogsaa selv til en vis Grad ændret sine Meninger om de sande Livsværdier.
"Nu ser du dog vist for sort paa Forholdene," sagde hun.
"Det tror jeg ikke. Det er absolut min Erfaring, at Egennytte, Forfængelighed, Brutalitet, Herskesyge o. s. v. endnu er lige saa grundfæstede Magter i det nye Samfund som i det gamle. Det er hip som hap. Men det var dog vel oprindelig ikke Meningen."
"Ja hvorfor tror du egenlig?"
"Hvorfor?"
"Ja, – den Slags Egenskaber, som du nævner, er nu engang de Drivkræfter, der fører Menneskene og Verden fremad. Derfor kan de vist heller ikke være slet saa fordømmelige, som man gerne gør dem til."
"Naa, du mener kanske, at de ligefrem tør kaldes paaskønnelsesværdige?"
"Jeg veed ikke. Er det dog ikke simpelt hen dem, hvorpaa Menneskenes Velfærd beror?"
Per kom til at le.
"Du er storartet, Jakobe! Er det ikke, som jeg siger, – du vil absolut være stridig idag, om du saa skal opponere mod dine egne Meninger. Men du er sød, som du er! … Og nu maa jeg desværre gaa, eller rettere sagt løbe, ellers kommer 101 jeg for sent til Toget. Farvel, min Ven! Og tænk nu nærmere over, hvad vi har talt om. Jeg kommer igen imorgen."
Der var i disse Dage iøvrig foregaaet følgende: Max Bernhardt havde straks efter Bruddet med Per gjort Alvor af at sætte sig i Forbindelse med den Ingeniør Steiner, der uden Blufærdighed havde tilegnet sig Pers Ide og i sin Tid henvendt sig til den mægtige Overretssagfører med en noget ændret Kopi af hans vestjyske Frihavnsprojekt og udgivet det for sit eget selvopfundne. Max Bernhardt havde været saa omsigtsfuld ikke at knytte sin Agitation for Sagen specielt til Pers Planer; han havde saaledes ikke nogensinde nævnet Pers Navn udenfor de særlig Indviedes Kres, saa Personskiftet kunde foregaa uden at vække Opsigt.
Hr. Steiner var en halvgammel Eventyrer, født Holstener, der havde tumlet sig omkring i Verden og endelig var havnet i København, hvor han var godt kendt fra Gaden paa Grund af et uhyre Overskæg, som han havde ladet vokse for Reklamens Skyld. Nogen større Anseelse havde han hidtil absolut ikke nydt i Teknikerkrese, før "Borgerbladet" nu pludselig kastede hans Navn paa Markedet. Under en – som det lod – tilfældig Omtale af jyske Havneforhold udnævnte 102 Bladet ham til "en højt anerkendt Sagkyndig" paa Vandbygningskunstens Omraade.
Der var da i Øjeblikket ikke mindre end tre store Frihavnsforslag, for hvilke man underhaanden søgte at skabe en Stemning i Forretningsverdenen; og Max Bernhardt syntes saaledes at skulle naa sin oprindelige Hensigt: at splitte Interessen for Sagen til Skade for det københavnske Projekt, der var det eneste, som virkelig havde Udsigt til at gennemføres, og med hvis Ophavsmænd og Stiftere han laa i Krig. Disse Folk begyndte da ogsaa at blive nervøse. Det var i sig selv et voveligt Foretagende, de havde givet sig ikast med; der skulde tilvejebringes store Kapitaler til det, og "Borgerbladets" Anseelse og Indflydelse i Børsverdenen var imod al Forventning i stadig Stigen under den nye Ledelse. Ogsaa andre af de Aviser, som Max Bernhardt havde faaet under sit Herredømme, gjorde Mine til at mistænkeliggøre Sagen som Forretning. For ikke at risikere et Nederlag, naar Tiden for Aktieindbydelsen var kommen, besluttede da de store Herrer at krybe til Korset overfor den forhadte Overretssagfører og tilbyde ham Plads i den forberedende Direktion. Han modtog Tilbudet med et spøgefuldt Smil; og ved en offenlig Festlighed, der tilfældig fandt Sted i de samme Dage, blev Forsoningen mellem ham og hans gamle Modstander, den forhen almægtige Bankdirektør, beseglet idet 103 denne paa en iøjnefaldende Maade drak et privat Glas med ham, – en Begivenhed, som Dagen efter stod udførlig omtalt i alle Byens Aviser, i Borgerbladet endog under Overskriften: "Et historisk Øjeblik".
For Max Bernhardt var den vundne Sejr nu afgjort betydningsfuld. Det var lykkedes ham at slaa fast, at man ikke kunde gaa uden om ham; at selv Børsens Matadorer intet formaaede uden at have sikret sig hans Bistand. Ivan tabte næsten Vejret, da han erfor Nyheden. Han mente nu ethvert Haab for Pers Planer sønderbrudt for lange Tider. I et hysterisk Udbrud af Fortvivlelse raabte han op om Forræderi og snigmorderiske Anslag, da han forstod, at Max Bernhardt kun havde benyttet Vennens Nationalværk i et Intrigespil som en Indsats, der paa Forhaand var bestemt til at ofres.
Per triumferede.
"Hvad sagde jeg!" ytrede han overfor Jakobe, der ogsaa var bleven en Del opskræmt af Begivenheden. "Vil du nu indrømme mig, at din Hr. Max er en samvittighedsløs Bandit, og at det var et Held, jeg itide fik Færten af hans Rævekage. Jeg havde ellers nu staaet der pænt som en afblanket Nar! … Nej, det er, som jeg siger, der maa rejses en Bevægelse herhjemme for at udrydde den Slags Skadedyr af det offenlige Liv. 104 Ellers gaar tilsidst al Hæderlighed tilbunds i Uføret."
Det rykkede i Jakobe; men hun opgav at svare. Det nyttede ikke at fortsætte Diskussionen om det Spørgsmaal foreløbig. Hun satte nu sit Haab til hans Amerikaophold; og iøvrig kuede hun sig selv og sin vakte Kritik overfor ham, fast bestemt paa at vedblive at holde af ham, som han nu engang var.
Ivans mistrøstige Syn paa Pers Udsigter delte hun ikke, – hvor forskrækket det end i Øjeblikket gjorde hende, at Max Bernhardt var bleven vundet for det københavnske Projekt. Nogen aabenbar Grund til i den Anledning at opgive alt Haab var der i Virkeligheden heller ikke. Max Bernhardts nye og store Sejr havde vakt forøget Liv blandt hans mange Misundere og hemmelige Fjender, især blandt dem, der som Proprietær Nørrehave betragtede sig som forraadt af ham i denne Sag. Tilligemed Overretssagfører Hasselager og de andre spekulerende Tilhængere af Pers Plan blev han netop særdeles virksom for den; og til disse Mænd sluttede sig nu uden alt Forbehold og med gennembrydende Ild og Varme: Oberst Bjerregrav.
Der var for hans Vedkommende ikke længer Beregning med i Spillet. Det var Retfærdighedsfølelsen og Fædrelandskærligheden, der endelig overvandt Skinsygen og Hævngerrigheden hos den 105 gamle Mand. Han tilstod nu aabent, at Pers Projekt i al sin Ufuldkommenhed og med sine enkelte Urimeligheder var langt at foretrække for det københavnske, der – som han udtrykte sig – var en taabelig Tanke tarvelig udført, medens det første var et Værk af et virkeligt, et født Geni. Dertil kom, at Max Bernhardts fornyede Held hos ham ogsaa havde faaet Jødehadet til at blusse, – en Følelse, der hos denne gamle Kriger ligeledes bundede i hans sværmeriske Fædrelandskærlighed. Han betragtede enhver noksaa hjemmedansk Jøde som en kun halvt naturaliseret Tysker med hemmelige Sympatier for Arvefjenden. Han paastod – hvad forøvrig ikke var usandt – at Størsteparten af de københavnske Mosessønner, der kaldte sig Grosserere, simpelt hen var Agenter for tyske Firmaer, ligesom det hovedsagelig var med Penge fra jødiske Banker i Hamburg og Berlin, at den hele moderne Omformning af Hovedstaden var foretaget. Ogsaa til Provinserne, ja, helt ud til Bondelandets gældbetyngede Gaarde havde de tyske Millioner fundet Vej og fortsatte her indenfra, paa underjordisk Vis, den Erobring af Landet, som Kanonerne havde indledet.
Hvad der derfor altid ganske særlig havde tiltalt ham ved Pers Havneplan, var, at denne endelig var et Forsøg paa at hævde Landets merkantile Selvstændighed overfor den store Nabostat. Medens en københavnsk Frihavn efter hans 106 Mening kun kunde blive en betydningsløs "Andedam", der umuligt kunde drage Verdenstrafiken til sig, vilde et vestjysk Havneanlæg paa det paapegede Sted og med den foreslaaede Forbindelseskanal i Ryggen kunne blive de nordtyske Handelsstæder en farlig Medbejler.
Han havde nu taget den heroiske Beslutning selv at gøre det første Skridt til en Forsoning med Per. Han havde sagt til sig selv, at han, som i sin Tid havde udsat sit Liv for Fædrelandets Skyld og ofret det to Ribben og et Stykke af sin Lever, skulde vel ikke betænke sig paa at tilsætte en Smule Stolthed i en Sag, der galdt Landets Velfærd. Endnu havde han alligevel ikke kunnet faa sig til ligefrem at søge Per og tilbyde ham sin Bistand. Det pinte ham bestandig lidt at mindes det udfordrende Ord, hvormed Per (hvad denne iøvrig selv forlængst havde glemt) ved hint skæbnesvangre Sammenstød paa hans Kontor havde profeteret, at naar de næste Gang mødtes, vilde det være Obersten, der søgte ham. Men det gjorde ikke Per ringere i hans Øjne, at han allerede dengang – toogtyve Aar gammel – saa klart havde forstaaet sin egen Betydning.
Per anede intet om denne nye og store Triumf, der saaledes forberedtes ham. Tanken paa Obersten fyldte ham endog med en vis Uro, naar han sad derhjemme paa Hotellet og syslede med sine Tegninger. Der var saa et, saa et andet i deres 107 Detaljer, som fik ham til at frygte for, at de ikke skulde kunne staa for den gamle Praktikers Kritik.
Det var stadig hans Hensigt at faa fuldført de nødvendigste Ændringer, inden han rejste bort, i det mindste forsaavidt disse berørte selve Havneplanen, der jo foreløbig var den, hvorom Opmærksomheden udelukkende var bleven samlet. Han havde fra først af troet at kunne gøre Arbejdet i Løbet af et Par Dage; men der var nu gaaet en Uge, og endnu kunde han ikke rigtig se Ende paa det. Han var flittig nok; han havde vel overhovedet aldrig arbejdet mere samvittighedsfuldt. Han stod tidlig op og var hjemme næsten hele Dagen. Men der kom trods alle Anstrengelser ingen Flugt i hans Tanker. Det var ikke som i fordums Dage, da ethvert Kort over et Aaløb eller et Rids af en gammel Havn straks rejste en Storm i hans Hjerne. Vanskeligheden for ham bestod dengang mest i at vælge med Omsigt mellem det Mylr af Indfald, der bestandig under Arbejdet skød frem som ved Knopskydning. Nu havde han ofte ondt nok ved at holde Tankerne samlede om sin Pen eller Ridsefjer. Alleslags uvedkommende Ting, ethvert Raab paa Gaden, enhver Klokkelyd i Hotellet forstyrrede og adspredte ham.
Undertiden hændte det ogsaa, at han i Stedet for en Logaritmetabel tilfældig fik fat i et af de 108 historiske eller populær-filosofiske Skrifter fra det lille Dresach-Bibliotek, der laa opstablet mellem hans andre Bøger paa Arbejdsbordet. Han kunde da aldrig lade være med at blade i det, og i Almindelighed endte det med, at han lod sig fængsle af et eller andet Emne, der laa hans Havneplaner saare fjernt. Da var der aldrig Tale om, at Gadelarmen eller Hotelklokkerne forstyrrede ham. Han kunde sidde timevis uden en eneste Gang at løfte Blikket fra Bogens Sider.
Et Par Gange var han bleven overrasket af et Besøg af Jakobe; men forresten tog han regelmæssig hver Dag henimod Aften ud til "Skovbakken". Han søgte der saavidt muligt kun at træffe Jakobe og kom derfor sjelden til Maaltiderne. Ikke alene skyede han Nanny, der tydelig lagde an paa at krydse hans Veje derude og at komme paa Tomandshaand med ham. Ogsaa Svigerforældrene og Husets Venner undgik han helst. Det blev ham for hvert Besøg mere klart, at han aldrig vilde komme til at føle sig hjemme i de Menneskers Atmosfære. Med Svigerfaderen talte han i det hele ikke mere, og det trykkede og ydmygede ham efterhaanden at skylde ham Taknemlighed for laante Penge. Skønt Philip Salomon aldrig med et Ord havde berørt den Sag, spekulerede han dog stadig paa Midler til at løse sig ud af dette Afhængighedsforhold; og da han tilmed nu var nødt til igen at rejse et større Laan for overhovedet 109 at kunne komme til Amerika, var han for Alvor begyndt at tænke paa at udnytte sit Bekendtskab med den gale Baronesse Adlersborg, der jo havde tilbudt ham enhver Støtte. Han sagde til sig selv, at han maatte have frit Spil nu. Det kunde i Øjeblikket paa mange Maader blive af den største Betydning for ham at kunne raade over en anselig Pengesum; og Baronessen havde jo endog talt om at ville sælge en af sine Gaarde til Fordel for hans Fremtid.
Foreløbig indskrænkede han sig dog til at meddele hende med et Par Ord, at han var kommen hjem, hvilket han havde maattet love hende ved Afskeden i Italien. Han modtog straks en ottesidig Svarskrivelse, hvori hun i overspændte Udtryk mindede ham om det andet Løfte, han ved samme Lejlighed havde gjort, nemlig, at han efter sin Hjemkomst vilde besøge hende og Søsteren paa Kærsholm, hvor de endnu begge opholdt sig og agtede at tilbringe Sommeren. Hofjægermesterinden havde i et Par tilføjede Linjer elskværdigt gentaget Indbydelsen paa sin Mands og egne Vegne.
Per talte foreløbig slet ikke til Jakobe om denne Brevveksling, som han heller ikke endnu havde fortsat. Paa Grund af dens skjulte Formaal følte han sig noget ilde ved den. Han kunde stadig ikke komme bort fra, at det Herredømme, han – ganske vist oprindelig uden 110 al Beregning, ja mod sin Vilje – havde faaet over den svaghovedede gamle Dame, dog grundede sig paa den Indbildning hos hende (i hvilken han ikke var helt uden Skyld), at han var hendes afdøde Broders Søn.
Og nu optoges han desuden af en Række Begivenheder, der for nogle Dage førte hans Tanker ud i en helt anden Retning.
