Lykke-Per

i det fremmede

Tredje Kapitel

77 Brudstykker af Pers
Rejsebreve til Jakobe

15de Novb.

Saa er jeg endelig igen i Berlin og hører Verdenspulsen dundre omkring mig. Jeg kom hertil i Middags, temmelig forkørt forresten og med Næsen fuld af Snue. Men det er ogsaa et Hundevejr. Regn og Storm og et Søle paa Gaderne! Alligevel er jeg glad ved at være her. Nu skal der tages fat for Alvor! De mange Dages Ørkesløshed har opstemmet en Arbejdsiver i mig, – jeg maa have Luft. Imorgen tidlig Klokken seks tager jeg ud til Berkenbrück (du husker nok den lille By, hvor jeg i forrige Maaned overværede en Flodspærring). Jeg vil se, hvorledes det under min Fraværelse er gaaet med Arbejdet derude. Der bliver ogsaa for Tiden støbt Fundament til en større Sprængeværksbro her i Nærheden, hvis Bygning jeg vil følge. Desuden har jeg jo mit Model-Musæum og Professor Freitags Forelæsninger. Go-on! Der er ingenting saa godt for alle Slags Forkølelser som et varmt Arbejdsbad. Som Ordsproget siger: Lediggang er Djævelens Hovedpude. – –

78 17de Novb.

– – Jeg var altsaa igaar i Berkenbrück. Det øsregnede hele Dagen, og jeg kom hjem vaad til Skindet. Idag har jeg gjort Visit hos G.-Commerceraadens, hvor jeg blev modtaget af Fruen, der var ene hjemme. Det er en løjerlig Dame, næsten lidt frivol, naar man er paa Tomandshaand. Troer du, der kan være noget om, hvad man fortæller mig her, at din Halvkusine er ved at blive forlovet med en Dr. Bieber her fra Berlin? Moderen skal være meget imod Partiet, og dersom det er den Hr. Bieber, som jeg erindrer fra den musikalske Soirée, giver jeg hende ganske Medhold, – det var en fæl Vombat1 at se paa. Han skal nok have et Navn som Bakteriolog; men hvad Pokker kommer det Kærligheden ved? Jeg havde tiltroet din Kusine en bedre Smag.

Forresten maa det være en noget tvivlsom Fornøjelse for en ung Pige at være saa rig. Jeg synes, at hun altid maa gaa og mistænke sin Kæreste for at elske hende for Pengenes Skyld. I det hele taget – Rigdom? Ja vel! Men er dog visse Folk ikke noget for tilbøjelige til at overvurdere dette Gode? Efter det Indblik, jeg har faaet i din Halvonkels Hus, synes Lykken i hvert Fald ikke at trives synderligt der. Jeg kom netop idag til at tænke paa, om f. Eks. din Tante virkelig skulde føle nogen Tilfredsstillelse ved til daglig at sidde i saadanne Pragtsale og med en Lakaj bag hver Dør. – –

79 20de Novb.

– – Jeg kommer til at tænke paa, at jeg vistnok slet ikke har fortalt dig noget om min Faders sidste Dage og hans Begravelse. Det er ikke, fordi der er noget særligt at berette; men jeg har paa Fornemmelsen, at du har en fejlagtig Opfattelse af min Fader og særlig af hans Forhold til Byens Befolkning. Jeg havde egentlig ikke selv troet, at hans Anseelse i Menigheden (og omkring i Landet) var saa overordentlig, som det ved Begravelsen viste sig. Jeg kunde have ønsket, at du havde været tilstede. Hele Byen deltog i Sørgehøjtideligheden, alle Gaderne var blomsterstrøede, og Kirken pragtfuldt pyntet. I en af de danske Aviser, jeg læser hos Bauer, saae jeg ogsaa idag en Notits om, at Menigheden vil indsamle Penge til et Monument paa hans Grav. Det er ikke min Hensigt at synge Lovsange over min Fader; dertil har jeg ingen Grund. Men du skal dog ikke være uvidende om, hvad han har været for andre.

Hans Død var ogsaa meget smuk. Han var ved fuld Bevidsthed og fuldkommen rolig til det sidste. Men – naturligvis! – hans Liv havde jo ogsaa været en uafbrudt, langsommelig Forberedelse til at dø.

24de Novb.

– – Imorges rejste Fritjof hjem efter at have solgt en hel Del af sine Billeder her. Tyskerne er jo 80 som bekendt gale efter oprørte Have, der sandsynligvis paa en forfriskende Maade minder dem om Ølskum. Jeg er forresten ked af, at han rejste. Vi var i den sidste Tid hver Aften sammen, og skønt vi ikke bestilte stort andet end at mundhugges, havde vi det meget rart med hinanden. Trods al hans Bramarbaseren2 er der noget hyggeligt ved Fritjof, og jeg vil savne ham meget. Andre danske har jeg hidtil ikke truffet hernede.

Rimeligvis veed du allerede, at din Halvkusines Forlovelse nu er bleven deklareret. Den stod omtalt i Berlinerbladene forleden. Jeg gratulerer!

Noget nyt har jeg ellers ikke at meddele. Vejret her er stadig det samme nedersachsiske, og min viderspenstige3 Forkølelse kan jeg desaarsag ikke blive kvit. Jeg kender ikke noget mere melankolsk end Berlin i Regnvejr, og heller ikke her i mine Stuer er der just videre hyggeligt, efterdi min Værtinde koger Surkaal fra Morgen til Aften, og Kakkelovnen ryger, saa det er til at blive tosset over.

À propos min Værtinde, saa skal jeg fortælle dig et betegnende lille Træk af moderne Storstadsliv. Da jeg i sin Tid lejede hos hende, betingede jeg mig, at jeg blev ene her og ikke fik Medlogerende, der kunde forstyrre mig i mit Arbejde. Den gamle Heks (hun er et lille lasket Fruentimmer, sort som Jorden og med en nævestor Svulst paa den ene Side af Halsen) fremviste 81 den Gang til min Beroligelse et Politi-Dokument, ifølge hvilket det ikke var hende tilladt at have mere end een Logerende, og forresten bestaar ogsaa Lejligheden kun af mine to smaa Værelser og et usselt lille, gravmørkt Hummer bagved Køkkenet, hvor der akkurat kan staa en smal Jernseng. Ikke desmindre havde jeg ikke været her mange Dage, før jeg forstod, at der husedes endnu eet Menneske i Lejligheden. Jeg kunde nemlig om Natten høre en hul Mandfolkehoste oppe fra noget, som kaldes "die Boden", og som er en Slags Hylde eller Skab oppe under Forstueloftet, bestemt til at sætte Kasser og andet Skrammel op paa. Da jeg havde været her endnu nogle Dage, vidste jeg, at der maatte ligge endogsaa to Mandfolk deroppe, for jeg hørte en Nat samtidig med den hule Hoste en dyb og tryg Snorken. Da jeg nu tog Kællingen i Forhør, svor hun med tre snavsede Fingre i Vejret, at jeg gjorde hende den skammeligste Uret; og dog er jeg ikke sikker paa, om hun ikke har endnu flere Nattegæster forputtet omkring i Lejlighedens Huller og Kroge. Det skal nemlig være almindeligt her, at den egentlige Logerende blot er et Skærmbrædt for en ukontrolleret Herbergeren af den Slags omflakkende Eksistenser, hvoraf det jo vrimler i en Storstad; – jeg mener ikke Sjoverne og den øvrige Arbejderbærme (den har skam ikke et saa fint Nattekvarter!) men forholdsvis velklædte 82 Mennesker: Kommis'er, Fabriksarbejdere, Barbersvende og Opvartere, alle saadanne Folk, for hvem noget som et Hjem er en urimelig Luksus. De tilbringer deres Fritid paa Gaden, i Ølkipperne, paa Dansebulerne og i offentlige Huse og driver ud paa Natten hen til deres billigst mulige "Schlafstelle", som de tidligt om Morgenen igen forlader. De ejer kun, hvad de har paa sig, og flytter fra Bydel til Bydel med en Times Varsel. Det er en Levevis, der er dem paatvungen af Eksistenskampen i disse Millionbyer, og som derfor hurtigt falder dem naturlig. Udviklingen af det moderne Industrisamfund kræver jo, at dets Arbejdshære af Hensyn til de hurtigt skiftende Konjunkturer er saa mobile som muligt. Den "Stabilitet" i Arbejderforholdene, som saa mange raaber paa, vilde i vor Tid være ensbetydende med Stagnation. En af de store Verdensfabriker f. Eks. maa kunne være istand til i Løbet af fireogtyve Timer at forøge eller formindske sin Produktionsmængde med Hundreder af Hænders Arbejde. Det er derfor absolut nødvendigt, at der altid findes Overflod af Arbejdskraft paa Markedet, Skarer af erhvervsløse, der til Bedste for Samfundsudviklingen gaar omkring og sulter; og den, der er vant til at leve Tilfældighedernes Liv paa Gaden og i det hele er friest i sine Bevægelser, har den største Modstandsdygtighed under saadanne uundgaaelige "Spasere"-tider4 og skaffer sig hurtigst 83 nyt Erhverv. Muligvis kan man ikke kalde disse Forhold ideale; men de er paabudte af Nødvendigheden, og det nytter ikke – som Fritjof f.Eks. – i den Anledning at raabe op om de store Kulturcentrers forgyldte Elendighed. Helt uden Ofre naaes intet virkeligt Fremskridt, endsige da et saa mægtigt som det, hvortil vor Tid er Vidne. Tryghed, hjemlig Hygge, Fred og Hvile vil for Størsteparten af Befolkningen efterhaanden blive ganske fremmede Begreber, der tilsidst end ikke fremkalder noget Savn. Men hvad er der da egentlig at jamre over? Der foregaar en Smagsforandring, det er det hele!

Naa, men jeg er nok kommen for langt bort fra det, jeg vilde fortælle. Altsaa: For nogen Tid siden ringede det om Morgenen paa Forstuedøren, og jeg kunde fra min Seng høre, at en Politibetjent spurgte om en "Barbiergeselle", der om Natten var bleven bragt til Charité (et Hospital tæt herved) og som havde opgivet at have sin Bopæl her. Mennesket havde faaet Blodstyrtning paa en Ølstue og var afgaaet ved Døden kort efter Ankomsten til Hospitalet. Min Værtinde, der i Begyndelsen holdt sig tavs, havde næppe hørt dette sidste, før hun blev veltalende. Du skulde have hørt hende skralde op! Hvad det skulde sige? Politiet vidste jo meget godt, at hun ikke maatte holde Schlafstelle. Hun svor sig ned i det hvidglødende Helvede paa, at hun ikke havde andre 84 Logerende end en fremmed Herre, og dersom Betjenten ikke vilde tro hende, kunde han jo undersøge hendes Lejlighed. Og saa en Barbiergeselle! At nogen kunde tænke, at hun, som var en anstændig Kone med de nobleste Logerende, vilde have saadan noget Prakkerpak5 i sit Hus. En skidden Stodder, og som ovenikøbet var brystsyg og laa og kreperede paa Gaden! – – Saa skøn en Ligtale fik min ubekendte Medlogerende af vor moderlige Værtinde. At den omspurgte virkelig var en af dem, der havde haft Tilhold oppe i "die Boden", er der nemlig ingen Tvivl om; jeg har i hvert Fald ikke siden den Dag hørt den hule Nattehoste. Naa, der er ikke noget at sige dertil. I den voldsomme Tilværelseskamp, som Menneskehedens store Opsvingstider medfører, har enhver nok at gøre med at tænke paa sig selv, og der er ikke Raad til Medlidenhed. Den elskelige Frau Kumminachs første og maaske eneste Tanke, da hun hørte om sin Logerendes Død, har sikkert været den, hvordan hun inden Aften kunde forskaffe sig en anden. Den stakkels Fyr er sikkert allerede glemt, hans Plads oppe i Forstueskabet forlængst udfyldt. Han, der maaske engang kom hertil med Hovedet fuldt af store Drømme, figurerer nu kun som et Nummer i en Dødsliste. Det graadige Menneskehav Berlin har tavst opslugt ham. Hans Forældre, Søskende og Venner erfarer maaske aldrig nogensinde hans Død. –

85 Men nu Godnat, min bedste Ven. Klokken er mange, og min Lampe er næsten udbrændt. Mon der skulde være Brev til mig imorgen? – Udenfor strømmer Regnen ustandselig.

28de Novb.

– – Vi har forresten i de tre sidste Dage levet i en Fest- og Sejrsrus her i Berlin. Som du maaske veed fra Aviserne, har her været stor Staahej i Anledning af et Prinsebryllup. Byen har været pyntet og illumineret, Kanonerne har dundret og Kirkeklokkerne har ringet, og hele det middelalderlige Apparat, der sættes i Virksomhed ved en saadan Lejlighed, havde hidlokket en saadan Masse Fremmede, at man ligefrem har haft ondt ved at komme gennem Gaderne. En ustanselig Strøm af Ekvipager med galaklædte Officerer og overbaldyrede Diplomater rullede til og fra Slottene, og selve den gamle "Heldengreis"6 viste sig for Folket under endeløs Jubel.

Har du forresten lagt Mærke til den Maade, hvorpaa en kejserlig Vogns Komme – selv under dagligdags Forhold – annonceres her i Berlin? Bedst som man kommer gaaende gennem Gademylret, kan det hænde, at den beredne Politibetjent, der holder midt i Vrimlen og skiller Strømmen ad, pludselig farer sammen og løfter Haanden med et Skrig. I samme Nu standser al Vognfærsel; der ryddes Vej gennem Trængslen, og paa Fortovene stiller Folk sig op og strækker Hals. I 86 nogle Minutter er alt andagtsfuld Stilhed, mens den kejserlige Ekvipage paa Gummihjul passerer Gaden. Inden i den sidder – en Hofdame, en Officer, maaske en Prins. Kejseren selv viser sig nemlig i et højtideligere Optog, og hans Ankomst meldes med hastige Stød i Piben fra Betjent til Betjent. Har man ventet ham, kan hele Gaden være ryddet for Vogne, og midt paa Asfalten, med tredive Alens Mellemrum, staar de ellers saa rolige Politibetjente nervøse og febrilske.

Hvorfor denne Nervøsitet? Nu ja, der har jo et Par Gange raslet Revolverskud gennem Kejserjublen, og der er jo virkelig Grund til at tro, at disse Smaaplaf er den første Bebudelse af den store Torden, som engang vil drage over Evropa og rimeligvis her før noget andet Sted, fordi Tyskland med sit vældige industrielle Opsving frem for nogen af den gamle Verdens Stater er bleven Fremtidens Land, ja selve Hjemstedet for "det tyvende Aarhundredes Aand", som du engang skrev om. Man væbner sig allerede af alle Kræfter imod den nye Syndflod (karakteristisk er det f. Eks., at Gaderne i de store Arbejderkvarterer her i Berlin saa vidt muligt er lagt straaleformigt ud fra et Midtpunkt, hvorfra de alle samtidigt kan bestryges med Kardætsker). Man har lavet jernhaarde Undtagelseslove imod "Rigsfjenderne"'1; og da end ikke dette har skræmmet dem, søger man nu at affinde sig med dem ved Alderdomsforsørgelse 87 og Ulykkesforsikring. Men det vil altsammen ikke hjælpe noget. Det vil gaa det gamle, patriarkalske Samfund, som det i Eventyret gaar den lille Pige overfor Bjørnen: hun kastede først sin Træsko, saa sin Mosters Hvedekage og tilsidst sin egen Søndagskringle ned i Vilddyrets Gab – og blev dog spist! Men Kampen vil blive blodig. Jo længere man lever her, desto klarere bliver man over, at enhver Forestilling om en fredelig eller blot lempelig Overgang fra gammelt til nyt maa opgives, og det er med en vis Gru, man tænker paa det uundgaaelige Sammenstød. Selv hjemme begynder jo Lidenskaberne saa smaat at koge (jeg har læst om de københavnske Fabriksarbejderes store Demonstrationsmøde paa Fælleden og den halvkomiske Politi-Udrykning). Her i Tyskland vil Krak'et blive frygteligt. Den Hær paa tre Millioner Soldater, der her danner Vagt om det middelalderlige Samfunds Grundpiller, Altret og Tronen, og hvis friske Laurbær har gjort den næsten hellig for dem, der beskyttes af den, giver en Maalestok for de Kræfter, der vil komme til at brydes.

Jeg kom forleden Eftermiddag gaaende gennem en af de fornemme Gader, der fra Pladsen foran den nye Generalstabsbygning fører ned til Spree. Ovre paa det andet Fortov gik, med langsomme, usikre Skridt, en meget gammel, uniformeret Mand, 88 som alle Folk hilste paa med den dybeste Ærbødighed. Enkelte gjorde endog Front imod ham, som om han var en kongelig Person. Han lignede nu heller ikke et almindeligt Menneske. Han var mager og gusten som en Benrad og gik med begge Hænderne dybt begravet i Lommerne paa den lange Militærfrakke med de blodrøde Opslag og løftede ikke en eneste Gang Øjnene fra Stenbroen. Han saae ud som selve Døden, formummet i prøjsisk Generalsuniform. Det var den halvfemsindstyveaarige Moltke7.

P.S.

I et Brev, jeg igaar havde fra Ivan, meddeler han mig, at min Bog udkommer allerede paa Torsdag. Jeg kan altsaa forstaa, at det har været for sent at foretage de Rettelser i det fjerde Afsnit, som jeg havde ønsket. Jeg er lidt ked deraf, men det faar nu være. I sender mig vel, hvad der skulde fremkomme af Kritik o. lign., især dersom det er noget, der kræver Tilsvar. Man skal finde mig beredt!

1ste Decb.

– – Som du vel kan vide, er Brevet fra Blackbourn & Gries kommet over mig som en Hvirvelvind. Da jeg efter to Maaneders Venten slet intet Svar havde modtaget paa min Anmodning, havde jeg ganske opgivet Sagen. Jeg har 89 straks idag skrevet til din Fader for at takke ham for hans Intervention, for det er naturligvis hans Forretningsforhold til Firmaet, jeg fortrinsvis skylder den opnaaede Begunstigelse. Saadan er det at have Fanden til Morbroder! Ganske vist gives der mig kun Tilladelse til at overvære Arbejdet i det fri (altsaa ikke til at følge den indre Ledelse, Omkostningsberegningerne o. s. v.); men det vil alligevel kunne blive af den allerstørste Betydning for mig saaledes Dag for Dag at bivaane Grundlæggelsen af et saa omfattende Værk. Om den By Dresach, ved hvilken Arbejdet foregaar, veed jeg foreløbigt kun, at det er en lille Bjærgby i de østerrigske Alper. Den ligger ved en Flod eller Bjærgstrøm (den, der har afstedkommet Ravagen), og baade Landeveje, Banelegeme og ogsaa en Del af Byen skal være demoleret. Saa vidt jeg forstaar, er det Meningen, for at hindre en Gentagelse af Ulykken, at aflede en Del af Strømmens Tilløb og føre den gennem en 2 Kilometer lang, trappeformet Akvædukt, der tillige skal gøre Nytte ved undervejs at afgive Vandkraft til forskellige industrielle Anlæg. Men derom nærmere en anden Gang.

Du skriver, at jeg vel egentlig nødig forlader Berlin, og ganske vist kommer den hele Historie mig jo noget paatværs. Alligevel betænker jeg mig ikke paa at bryde op herfra, endog snarest muligt. Jeg faar dog næppe stort mere ud af 90 Opholdet her denne Gang. Maaske kan ogsaa Bjærgluften endelig skaffe mig af med min Forkølelse. Jeg tænker allerede i Begyndelsen af næste Uge at kunne være klar til Opbrud. Paa Lørdag Aften gør jeg et større Afskedsknald for mine Bekendte her (hos Hecht), – og saa gaar altsaa Rejsen videre ud i Verden. Hvor den efterhaanden vil føre mig hen, maa Vorherre vide. Foreløbigt er det min Plan at blive i Dresach indtil Foraaret; derfra gaar jeg over Wien og Buda-Pesth til Donaumundingen for at se de bekendte Flodreguleringsarbejder der. Til næste Efteraar i Paris. Derfra over London til New-York. Som jeg vist engang skrev til dig (eller har jeg maaske ikke skrevet det?), var det min Hensigt paa Nedrejsen gennem Tyskland at aflægge et Besøg hos den Enkebaronesse von Adlersborg, som du veed, at jeg kender lidt til gennem hendes afdøde Broder. Dette Besøg har jeg dog foreløbig opgivet (hun er jo vitterlig forrykt og boer paa en Kuranstalt); jeg tager herfra over Prag til Linz, hvor jeg vil opholde mig en Dagstid (den store Linz-Jernbanebro, 900 Fod lang). Derfra direkte til Dresach. – –

Gasthaus zum Reifer. Stadl. 8de Decb.

Du har vel faaet mit Kort fra Linz og ventede sagtens ikke at høre fra mig her fra en lille Landsby i Tyrol; men i sidste Øjeblik besluttede 91 jeg at gøre en Afstikker herned for at se Brennerbanen. Imorgen gaar jeg igen østpaa over Franzenfeste og Villach og kan imorgen Aften være i Dresach. Bjærgbanen interesserede mig forresten ikke synderligt; det er jo hovedsagelig en uendelig Række Tunneler. Derimod har selve Bjærgene her i høj Grad tiltalt mig. Du har engang sagt, at jeg manglede Sans for Skønheden i Naturen; men jeg troer, du har Uret. Disse snebedækkede Stenkolosser har i hvert Fald i høj Grad vakt min Beundring; de giver virkelig en imponerende Forestilling om de Kræfter, der maa have været i Bevægelse hin Urnat, da vor Jord skabtes. Tilmed synes man under Betragtningen at blive rykket denne fjerne Naturbegivenhed ganske nær. Tiden skrumper saa besynderligt ind ved Synet af disse skaldede, af alt Liv forladte Masser, der den Dag idag ligger der ligesaa nøgne og uberørte, som da de for et Par Millioner Aar siden udgik af "Skaberens" Haand.

For at blive fri for et pluddervornt tysk Rejseselskab, der havde hægtet sig paa mig i Innsbruck (der var forresten en nydelig ung Pige imellem, som forbløffende mindede om din Søster Nanny), og for i det hele at faa mere set, end det lod sig gøre fra et Kupevindue, stod jeg af Toget i Gossensass og gik de sidste Mil herned. Og jeg fortryder det ikke. Egentlig skulde man tro det grumme kedsommeligt saaledes at gaa Time efter 92 Time gennem en fuldkommen livløs Stenørken, i den samme ensformige Stilhed; og det er jo virkelig lidt af en Gaade, hvorledes noget saa negativt som det, at man ingenting hører, kan virke saa stimulerende paa Menneskers Tanke- og Følelsesliv. Eller hører man maaske noget alligevel? Har de troende i en vis Forstand Ret, naar de taler om noget "hinsides Erkendelsen"? Findes der i Verdensrummet Lydsvingninger, der ikke kan opfattes af det legemlige Øre? Det, vi kalder for Død, er det maaske blot en anden Slags Liv, der alene aabenbarer sig for "Sjælens" vakte Sanser? Jeg kan huske, at en af de Præster, der forleden talte ved Faders Kiste, kaldte Stilheden i Naturen for Guds Stemme, og han forklarede hermed, hvorfor de gamle Profeter i Tvivlens og Afmagtens Øjeblikke søgte ud i Ørkenens Ensomhed. Der er vel den Sandhed i alt dette, at man paa saadanne Steder ved en eller anden Slags Sansebedrag føler Verdens Grænser udvides, baade opefter og nedefter, paa samme Maade som Tingenes Omrids forstørres for os, efterhaanden som vi stirrer paa dem, og tilsidst flyder ganske ud. Forøvrigt – denne Forestilling om et andet Liv er jo slet ikke særlig kristelig; den fandtes jo til alle Tider og hos alle Folkeslag og er vel et Udtryk for den "horror vacui", som allerede Oldtidens Fysikere tillagde alt det skabte. – – – – – Du maa undskylde mig; men jeg blev 93 iaftes afbrudt i mit Skriveri af Værten, som kom ind og indbød mig til at deltage i et Bryllupsgilde, som inat holdtes her i Gæstgivergaarden. Jeg havde ved min Ankomst hertil Byen nok mærket, at der var noget paafærde. Porten her i Kroen var behængt med Guirlander, og der var en Musetravlhed, saa jeg knap nok kunde faa et Værelse anvist. Jeg sagde straks nej til Indbydelsen, fordi jeg var træt af den lange Marsj fra Gossensass i Sne og Søle og i det hele ikke havde Lyst; men lidt efter bankede det saa igen paa min Dør, og nu kom to unge Piger ind, Arm i Arm, nejede og fremsagde i Munden paa hinanden og under megen Fnisen en lang Ramse, hvoraf jeg akkurat forstod saa meget, at Brudgom og Brud herved tillod sig at byde mig til Gæst "ved deres Gilde". Saa kunde jeg jo ikke længer modstaa, og hele Natten har jeg nu danset, spist og drukket, saa jeg er ganske ør deraf. Det er nok saadan en Skik her – eller en Overtro – at alle, der opholder sig i det Hus, hvor et Bryllup fejres, absolut skal være med; men skønt min Nærværelse altsaa nærmest var dem paatvungen, mærkede jeg ikke noget dertil; Gæstfriheden var ligefrem overvældende; Mændene var nærved at tilbyde mig baade deres Koner og Kærester af lutter Iver for at gøre mig tilgode. Der blev danset inde i Porten, der er høj og stor som en Sal og aabenbart Husbeboernes sædvanlige Opholdssted. 94 Ud paa Aftenen blev der dækket to lange Borde derinde, og midt paa hvert af dem stod en stegt Ged med Hoved og Horn og det hele. Vinen blev tappet i store Blikkander, og det syntes at blive betragtet som enhver velopdragen Mands Pligt at blive drukken. Trods den megen Kristendom herinde mellem Bjærgene (man gaar jo knap hundrede Skridt uden at træffe et Krusifiks ved Vejen) tager man det øjensynligt særdeles let med Moralen. Det vakte saaledes heller intet Anstød mellem Bryllupsgæsterne, at Bruden, skønt hun ikke var Enke, havde to Børn ved Haanden og et tredje under Snørlivet, og der forefaldt nogle Gange under Dansen smaa Optrin, som jeg slet ikke tør beskrive dig. Jeg har paa Fornemmelsen, at jeg gjorde et sørgelig nøgternt Indtryk i disse Omgivelser, skønt jeg virkelig anstrengte mig for at komme paa Højde med dem. Naa, jeg er nu glad ved at have set ogsaa et saadant landligt Bakkanal. Der er virkelig noget i, hvad Fritjof altid prækede om, at saadanne Naturmennesker i Grunden er de allerlykkeligste. Med et Kniks for et Par Lægtestumper, der er sømmede sammen i Korsform, klarer de alle Livets og Dødens Gaader og lader iøvrigt Fiolen sørge. – –

Gasthaus zum Reifer. 14de Decb.

Du undrer dig rimeligvis over, at jeg endnu er her i Stadl; men Egnen her omkring har fortryllet 95 mig, og Vejret har i de sidste Dage været saa prægtigt, at jeg ikke har kunnet rive mig løs. Jeg skal forøvrigt spare dig for en Beskrivelse af mine Bjærgudflugter; jeg veed, at intet er i Længden saa trivielt som Rejseberetninger. Dit Brev, der var sendt til Dresach, har jeg modtaget her og takker dig mange Gange for det. At min Bog er bleven affejet af Dagspressen med et Par overlegne Linjer, er kun, hvad jeg havde ventet. Men du skriver, at den i "Industritidende" skal have været Genstand for en længere, ondartet Nedrakning af en Anonym. Det er naturligvis "Det gudvelbehagelige Tabelværk", der har været paa Spil. Jeg vidste, at han ventede paa denne Lejlighed til at give sit Dværgehad Luft. Du sender mig jo Bladet, naar du har faaet fat i det. Det skal more mig at se, hvad det Fæ har faaet smurt sammen.

Blot disse Linjer idag. Iaften rejser jeg herfra og er altsaa i Dresach imorgen.

**
*

Det blev dog hverken den Dag eller den næste, at Per kom bort. Sagen var den, at han ved hint Bryllupsgilde havde gjort Bekendtskab med en ung Pige, hvis solbrunede Arme holdt ham fangen. Det var en djærv Bondepige, lidt klodset af Bygning, som Alpernes Kvinder gerne er, med 96 en munter Opstoppernæse og den Slags lysblonde Haar, der altid havde haft noget særegent tillokkende for Per. De var ud paa Natten tilfældig kommen til at sidde ved Siden af hinanden under Dansen og var straks kommen i Snak. Han havde ikke forstaaet meget af, hvad hun sagde, og hun forstod slet ikke ham. Derfor lo de meget og var hurtig blevne fortrolige. Hun var et Par og tyve Aar, Datter af en Enke, der boede i et Hus lidt udenfor Byen i Udkanten af en Skov, gennem hvilken Per kunde komme uset derhen og derfra.

Han havde kastet sig ind i dette Forhold med en ubehersket Voldsomhed, der ikke udelukkende havde sin Grund i den Tiltrækning, den bredskuldrede Landsbypige udøvede paa ham. Der var – som i de fleste af hans Handlinger – tillige noget villet i den. Han vilde bort fra det ham fremmede og generende Hang til ørkesløse Grublerier, der havde forfulgt ham siden Faderens Død. Derfor vogtede han sig i det hele for Ensomheden og tilbragte de Timer, hvor han ikke opholdt sig hos Pigen, inde i Gæstgivergaardens Skænkestue sammen med Værten og andre af Byens Folk, som han havde lært at kende, og som han alle hurtigt havde indtaget ved sin djærve Ligefremhed og sine Tyvegylden-Stykker. Vinen flød, og Snakken gik, og Røgen fra Piberne gjorde Luften i Stuen blaa, mens Kresen omkring ham stadig øgedes, og de 97 eventyrligste Rygter om hans Herkomst og Formue svirrede rundt i Byen.

Efter næsten to Ugers Ophold løsrev han sig endelig og rejste bort, fulgt til Stationen af en begejstret Venneskare, der ved Afskeden hilste ham med høje Leveraab, mens den blonde Pige sad hjemme paa sin Sengekant og græd.

Men Faderens Skygge fulgte ham.

 
[1] Vombat: australsk pungdyr; "de er meget plumpe, med tyk og svær Krop, kort og stærk Hals og lave krumme Ben med brede og nøgne Fodsaaler […]" (Salmonsen, 1928). tilbage
[2] Bramarbaseren: skryden. tilbage
[3] viderspenstig: genstridig; stædig; halsstarrig (ODS). tilbage
[4] "Spasere"-tider: kortere arbejdsledighed (ODS, spadsere 2.2). tilbage
[5] Prakker: fattigt, forarmet menneske; person, der må hugge sig igennem (ODS). tilbage
[6] Heldengreis: tilnavn til kejser Wilhelm, se f. eks. billedværket Die deutschen Kaiser (1888), hvor Wilhelm I hyldes som der Heldengreis. tilbage
[7] Moltke: Helmuth von Moltke (1800-91) var strategen bag krigen mod Danmark 1864. tilbage
['1] < "Rigsfjenderne; (anførselstegn indsat) tilbage