Speciale
En Karakteristik af Henrik Pontoppidans kunstneriske Personlighed med Støtte i en tekstkritisk Gennemgang af de forskellige Udgaver af hans Værker, især de store Romaner.
Vilhelm Andersen har fundet Nøglen til Henrik Pontoppidans Forfatterskab i Eventyret "Ørneflugt": Ørnen med de stækkede Vinger er P.'s Bomærke i den danske Litteratur. "Han har selv ridset denne Figur som den alt-forklarende Rune paa sit Liv og sin Digtning." (S. 11). "Han er som Klavs fløjet fra Præstegaarden og tilbage igen." (S. 181). Det skal ikke nægtes, at den stækkede Ørn er Udtryk for noget centralt i P.'s Digtning. Men det skal med Sindsro benægtes, at "Ørneflugt" er den altforklarende Rune. Det usalige Eventyr: Gid P. dog aldrig havde skrevet det! For hvor er det i Grunden en dum Fortælling. Man har næsten ikke Mod til at tænke det, men det var dog en Dumhed af P. at ville skrive et Modstykke til saa ukrænkeligt et Kunstværk som "Den grimme Ælling". P. er ikke Eventyrdigter, det maa han selv have vidst, men han gør blot sin Dumhed endnu større ved stadig at understrege det ordinære i Klavs' Liv. Og Eventyrets Morale – hvor er den fladbundet ved Siden af H.C. Andersens. Der er nemlig ikke Tvivl om, at H.C. Andersen var mindst lige saa stor en Virkelighedskender som P., og heller ikke om at han har baaret paa lige saa dybe Skuffelser. "Den grimme Ælling" røber, at Andersens Sind var rigere. Han havde større Reserver at sætte ind mod Livet og større Tro. "Ørneflugt" falder ynkeligt igennem. Skulde virkelig denne Fortælling sige det sidste Ord om Emanuel Hansted og Lykke-Per? Kan man virkelig samle Summen af deres Drøm og Kamp og Nederlag i Ordene, at det alligevel ikke hjælper, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset 2 op i Andegaarden? Det mener Vilhelm Andersen visselig ikke, at man kan. Men naar Pointen – hvis man kan kalde den saadan – i Ørneflugt er, at Klavs ender i Møddingpølen, og naar man erkender, at Lykke-Per netop ikke ender i Møddingpølen (S. 118), hvordan skal vi saa kunne forsvare at anvende "Ørneflugt" som Nøgle til P.'s Digtning, naar det paa et saa væsentligt Punkt afviger fra Gangen i hans Hovedværk?
Det er blevet hævdet, navnlig af Ejnar Thomsen, at der er noget af en Lyriker i P. Ved at samle en Række Vidnesbyrd der hver for sig maaske ikke siger noget afgørende, kan man vise en Sammenhæng og saaledes prøve Paastanden. Med P.'s egne Ord om Enslev kan man sige, at han trods al sin tyranniske Villiestyrke bevarer en skjult Svaghed for alt, hvad han ikke har formaaet at undertvinge i sin Natur. For han undertvinger bevidst Lyrikeren i sig, og det er denne Brydning mellem det realistiske og det romantiske i Indholdet og mellem det episke og det lyriske i Stilen, der er det dybeste i P.'s Digtning. Det er mere spændende, end det maaske lyder med saa almindelige Ord. En saadan Antagelse hviler naturligvis paa hele Forfatterskabet, men det vil være naturligt til en Undersøgelse som denne at udvælge de Værker, hvori Spændingen viser sig tydeligst. Det vil sige: Ung Elskov, Vildt, Det forjættede Land, Minder, Nattevagt, Den gamle Adam, Højsang, Lykke-Per, Borgmester Hoeck og Hustru, Det store Spøgelse, Hans Kvast og Melusine, Den kongelige Gæst, Et Kærlighedseventyr, En Vinterrejse, og Erindringerne.
Med Undtagelse af Ung Elskov der kom i 1885 og Et Kærlighedseventyr, En Vinterrejse og Erindringerne, der udkom efter den første Verdenskrig, er disse Værker skrevet indenfor Tidsrummet 1890-1910, altsaa medens P. stod paa Højden af sin Bane. Den tekstkritiske Undersøgelse omfatter to, hyppigst tre Udgaver af de samme Værker. Der behøves næppe noget Forsvar for Forbigaaelsen af P.'s Produktion i Firserne. De Dødes Rige er udeladt til Fordel for de smaa Romaner, som giver et tydeligere og mere karakteristisk Materiale til en Tekstkritik 3 end de store.
I det følgende skal det først forsøges ved en Omtale af Erindringerne og en Modstilling af nogle smaa Romaner at beskrive P.'s Holdning til det lyriske Sindelag. I de store Romaner skal især Personernes Kriser og Handlingens Vendepunkter behandles for om muligt at finde typiske Træk. De Tekstrettelser skal nævnes, som angaar selve Indholdet.
I næste Afsnit skal den lyriske Kunstner stilles overfor den episke, og derefter følger en Omtale af rent kunstneriske Tekstrettelser, som belyser P.'s Bestræbelser for at naa til en streng, episk Stil.
Det er sandsynligt, at Billedet af P. bliver skævt, naar man med Villie fremhæver en enkelt Side af det. For at bøde paa Skavanken skal der til sidst antydes en Forbindelse mellem P.'s Forhold til det lyriske og hans Forhold til Kristendommen. Han havde baade Lyriken og Kristendommen i sig og ønskede at overvinde dem begge.
4
II
Pontoppidans Erindringer er et sjældent Værk. Det har kunstnerisk set samme Egenskaber som de bedste af hans tidligere Bøger, blot i endnu højere Grad. Aldrig har han været saa aaben som her. Aldrig har Sproget været saa gennemsigtigt klart. Man maa tænke paa Havet en Sommerdag, hvor Solen naar helt ned til den riflede Sandbund og faar den til at lyse. Man skal overstaa meget for at kunne skrive saadan. Man skal ikke blot være ude over Ærgerrighed og Forfængelighed og private Forurettelser, man skal ogsaa være hinsides Kampen og Striden, ja endnu længere, hinsides Resignationen for at Tingene kan stige frem saa enkle og helt virkelige som her. Tonen kan nu og da minde om Sophus Claussens sidste Digte i Hvededynger. Saadan skriver kun den, der har bragt sig i selvstændig Forbindelse med Virkeligheden. I sine Erindringer er P. sig selv saa modigt og ligetil som aldrig før. For det er ikke et Alderdomsværk i den Forstand, at han har glemt al gammel Uret. Man maa tværtimod undres over saa tro han er sin Ungdoms Uforsonlighed.
Det er en almindelig Antagelse, at Erindringerne er meget forbeholdne. P. har undladt at støtte sig til skriftlige Kilder. Kun det, som endnu var levende i Erindringen, har han villet nedskrive. Men naturligvis har han husket mere end han fortæller. Er det da ikke berettiget at lægge saa meget mere Vægt paa det han har taget med? Hvis vi betragter nogle af hans Oplevelser som typiske, 5 finder vi en Erstatning for det vi maaske føler os snydt for. Dette Synspunkt er man næsten nødt til at anlægge paa den forkortede Udgave, som kun fylder en Trediedel af den første. Her er omtrent alle de afgørende Udtalelser udeladt: Bekendelserne om den lutherske Kirke, om Slægten, om Forholdet til Forældrene, om Mindernes Magt og et Par af de krasseste Udfald. Schaff, Ungdomsvennen, er næsten forsvundet sammen med de fleste litterære Bekendtskaber, og under Indtryk af den anden Verdenskrig er alle Meddelelser om rent personlige Forhold reduceret til et Minimum. Men netop denne radikale Forkortelse kan sommetider tvinge P. til for Tydelighedens Skyld at fremsætte en mere "afslørende" Udtalelse end i Første-Udgaven. Det gælder saaledes Opløsningen af det første Ægteskab, som man faktisk kan faa bedre Besked om i den sidste Udgave, hvis man er interesseret i det. De pudsige Uoverensstemmelser man kan finde i Oplysninger om faktiske Forhold, som er omtalt i begge Udgaver, forklares ikke alle med Fejlhuskninger eller Omslag i Vurderingen. Snarere kan det se ud, som om Forkortelsen er foretaget efter et tredie, utrykt Erindringsmanuskript. Eller maaske rent kunstneriske Hensyn har spillet ind. Det faar vi næppe Rede paa, og man kan da ogsaa sige, at de to Udgaver stemmer overens i det endelige Resultat. Det Indtryk vi faar af P.'s Forhold til Samtiden bliver stort set det samme i begge Udgaver.
Der skal først fremdrages en lille Oplevelse fra P.'s Drengeaar. Han fortæller om en Opførelse af "Axel og Valborg", som han fik Lov til at overvære sammen med en Kammerat. Rystende af Kulde – det var midt om Vinteren – men med voksende Spænding fulgte han det deklamatoriske Drama indtil dets hjerterørende Slutning. At der med Oehlenschlæger var gaaet Svamp i Sproget, havde han naturligvis ikke Øre for dengang. Det var alene Stykkets bevægede Handling, der betog ham, og saa meget mere som han nylig havde paadraget sig en ny Forelskelse. "Under det tragiske Slutningstableau, hvor Valborg knæler ved sin Elskedes Lig og hendes 6 eget Hjerte brister, saa' jeg Taarer rulle ned ad min Sidekammerats Kinder. Jeg hviskede til ham: "Du er jo tosset. Sidder du og vander Høns?" Jeg var i Virkeligheden selv dybt grebet. Jeg maatte tage mig i Kraven for ikke ogsaa at faa Øjnene fulde. Jeg vilde blot ikke være ved det. End ikke min bedste Ven skulde vide, hvad der i disse Øjeblikke foregik i mig". (1,I,183ff).
Hvordan gik det i Grunden til, at P. blev Kunstner? Vi ved ikke meget om det, men den Rejse han som Polytekniker foretog til Svejts spiller en vigtig Rolle i begge Udgaver af Erindringerne. I et Interview til Nationaltidende (23.7.1927) siger P. selv om Spørgsmaalet, at han ikke mener der kan være Tale om litterær Paavirkning, men straks efter kommer han ind paa den omtalte Rejse. Han fortæller om sin dumdristige Bjærgbestigning, hvor han alene maatte overnatte under aaben Himmel og siger, at her i den store, vilde Ensomhed besluttede jeg, at jeg vilde være Forfatter. I Erindringerne beskrives denne Vaagenat ogsaa, uden at man dog har Indtryk af den afgørende Beslutning. (1,II,96ff). Vægten falder paa det følgende, selve Opbruddet fra Svejts. Han sidder en Eftermiddag ved et drønende Vandfald: "Melankolsk hensunken i mig selv sad jeg med Haanden under Kinden, mens Vandflommen suste forbi oppe fra Højden og et Sted dybt under mig dampede og buldrede som en Hexekedel. Der er vist ikke noget Naturskuespil, der som et stort Vandfald formaar at magtstjæle det sørgmodige Sind og kogle det ind i vilde Drømmerier. Jeg havde om Morgenen paany talt mine Penge og var kommen til det Resultat, at jeg nu umuligt kunde udskyde Opbrudet og Hjemrejsen en eneste Dag længere. Jeg følte mig i samme Situation som hin Bjergtagne, om hvem et Eventyr fortæller, at han allerede hørte Klippevæggen lukke sig bag ham med Bulder og Brag, da han i sidste Øjeblik reddede sig bort ved en hovedkulds Flugt. – Ja, Eventyret var ude. Jeg maatte nu tilbage til Hverdagen med dens Pligter og Plager. Jeg begreb bare ikke, hvordan 7 jeg skulde kunne finde tilbage til mit gamle Jeg. Hele mit tidligere Liv syntes mig nu at tilhøre en fjern Fortid, ja at være tilbragt paa en hel anden Klode. Hvad vilde jeg da i Grunden derhjemme? Hvorfor ikke blive her, hvor jeg havde levet saa rigt og lykkeligt?" (1,II,103).
Andenudgaven forkorter hele Svejtserberetningen, men siger mere direkte om Opbruddet: "Eventyret var ude. Hverdagen med dens Pligter og Plager kaldte mig tilbage. Jeg forbandede mig selv og den ærgerrige Fremtidsdrøm, jeg havde været saa stolt af, en Gang at blive en af dem, der var med til at opbygge den nye Tid og skabe flere af disse tekniske Heksekunster, der lagde Menneskeheden i Lænker og gjorde den til Trælle af selvskabte Fornødenheder. Jeg havde her i Alperne lært en anden Tilværelse at kende, et vidunderligt Liv, frit som i Menneskehedens Barndom." (2,107). Maaske finder man i Dag denne Udtalelse banal, men der er ingen Tvivl om dens Oprigtighed.
Frugten af Rejsen blev et Skuespil – Hjemvé. Et stort, tragisk Kærlighedsdrama i romantisk Stil. Skuepladsen en Dalstrækning i Svejts og Handlingen temmelig nøje kalkeret over hans egne Oplevelser dernede. Om Stykkets Skæbne fortæller Førsteudgaven, at det blev indsendt til Det kgl. Theater, som returnerede det med en velvillig Kritik og en Opfordring til at tilbyde et Privatteater Stykket. P. viste nu sin Broder, Morten, Skuespillet – det sker, da de sejler tilbage til København efter Faderens Begravelse – og P. beskriver nu den pinagtige Ventetid, medens Morten læser det. Han har husket den Dag, man synes at mærke det paa hans Beskrivelse af Skibets Fart og Livet ombord, at han har sine Tanker andetsteds henne og netop derfor ser og sanser Omgivelserne saa skarpt. Broderen var venligt stemt efter Læsningen, og de faar en lang fortrolig Samtale. "Det blev sent, inden vi skiltes. Den halve Nat var gaaet, før Morten gik tilkøjs. Selv blev jeg endnu længe siddende paa Dækket i bevæget Stemning, og denne Sejlads over Kattegat i den lyse, stille Forsommernat stod siden for min Erindring 8 som den højtidelige Indgang til et nyt Liv" (1,II,128 og 133ff). Andenudgaven gør kort Proces med Hjemvé, som jo ogsaa siden blev brændt. P. sendte det "til et af de københavnske Teatre for at faa en Dom over det. Det førte dog ikke til noget." Punktum. (2,115). Om Morten hedder det: "Jeg sendte ham da Stykket og bad ham udtale sig om det. Det førte til et Møde, der fik uventede Følger. Om Stykket udtalte han sig slet ikke; men da han forstod, at jeg var kommen ud og svømme, foreslog han mig at flytte ud til ham og leve der en Tid, indtil jeg "havde fundet mig selv", som han skrev". (2,116). Ikke et Ord om Sejladsen over Kattegat, men i Stedet en behændig Overgang til Landlivet. Saa nemt gik det ikke til, hvis vi skal tro Førsteudgaven.
Som man kan vente fortæller Erindringerne ogsaa et og andet om P.'s Følelser overfor de samtidige og umiddelbart foregaaende Digtere. Bemærkelsesværdig er saaledes hans Forkærlighed for Chr. Winther. Jeg gik stille med mit Sværmeri, skriver han, fordi jeg halvvejs skammede mig over det. Denne stærke Optagethed af en højromantisk Digtning kunde jeg ikke faa til at rime med mine Fremtidsforhaabninger som Ingeniør (1,I,176). Da Pontoppidan bosatte sig i Sjælland gav de fattiges Kaar paa Egnen Anledning til et Forbehold overfor Winthers rosenduftende Idyller. Havde Winther da aldrig paa sine Digtervandringer set og lugtet en Elendighed Mage til denne? Spottefuglen Schaff havde sagt om Winther og Digtere af hans Art, at de paa deres egen Facon efterkom Skriftens Paabud om at rive det Øje ud, der forargede (1,III,18). Til Trods for dette blev P.'s Kærlighed til Chr. Winther ikke mindre. Det skal senere vises. "Af Gennembruddets førende Skikkelser var Holger Drachmann og J.P. Jacobsen vel nok de to, jeg havde hørt mest om og kendte bedst. Men efter at have været under Schaffs literære Paavirkning vurderede jeg ogsaa dem en hel Del anderledes end tidligere. Jeg saa i dem et Par romantiske Sildefødinger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede 9 fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonierer." (1,II,141). Holger Drachmann volder de største Vanskeligheder. P. var til Stede ved en Hyldingsfest paa Hotel d'Angleterre for Hostrup, der havde sluttet sig til Gennembruddet. Festen blev en glansfuld Mønstring af den Fylking, som nu stod parat til at overtage det aandelige Førerskab i Landet. Især tiltrak Holger Drachmanns højt opragende Skikkelse Opmærksomheden. "Han havde haft det overgivne Indfald at klæde sig som Guldalderdigter med stort Kalvekrøs og Kniplingsmanchetter og saa pragtfuld ud." (1,III,22). Men i Andenudgaven: Festen forløb ikke anderledes end et Smørgrossererjubilæum. "Den eneste Forskel skabtes af Holger Drachmann, der havde haft det snurrige Indfald, at klæde sin store Skikkelse som Guldalderdigter med mægtigt Kalvekrøs og Knplingsmanchetter. Jeg kunde dog ikke rigtig more mig over ham. Denne Maskeradedragt syntes mig at svare alt for godt til den hele Fest." (2,120).
I Hjørlunde fik P. siden Besøg af Drachmann, og skønt P. var Vært, gjorde han lidt Løjer med sin Gæsts paafugleagtige Selvfølelse og Paradenumre. Det førte til et Sammenstød, Drachmann rejste over Hals og Hoved, men sendte Dagen efter et Brev, der "viser ham som det Adelsmenneske han mellem saa meget andet ogsaa var." P. citerer Brevet og tilføjer: "Jeg følte siden den Dag oprigtig Ærbødighed for Drachmann. En Ærbødighed, der ikke alene gjaldt den store Digter." (1,IV,7. Ikke i 2.) Det var i 1883. Det var saadanne Følelser, der fremkaldte P.'s Hilsen til Drachmanns Tresaarsdag: "Jeg, lille Nisse, rejste / med Spær og Skjold fra Land til Land. / Min Agt det var at tjene / hos Verdens største Mand. / Jeg fo'r i Øst og Vester, / Kompasset rundt tilsidst jeg vandt: / hos dig – min Ungdoms Mester! – / igen mit Spor jeg fandt. / Jeg kaster Skjold og Lanse / og bøjer mig i Støvet ned. / Jeg rækker dig mit Hjerte – / min Ungdoms Kærlighed." (Politiken 9.10.1906. Anden Strofe udeladt.)
10 Det er velkendt, hvorledes Lykke-Per mod sin Villie tiltrækkes af Saltvandsmaleren Fritjof. Udenforstaaende finder en vis Lighed mellem dem, og Per fornemmer uklart, at det er selve Fritjofs berygtede Holdningsløshed, der tiltaler ham. Det kamæleonagtigt omskiftelige hos denne Vagabond, der allerede adskillige Gange havde omsejlet Tilværelsen for sluttelig at finde Lykken i selve sin Hvileløshed, – der er noget forførende derved set paa Baggrund af den forstandsklare Salomonfamilie. Den endelige Udgave af Lykke-Per har strøget en lille Episode, som Per fortæller Jakobe. Ved et Gilde i "Gryden" har han set Fritjof med en vældig Gestus slynge en Haandfuld Guldstykker ud i Rummet. Pengene bliver samlet op og givet tilbage, men Dagen efter henvender Fritjof sig i "Gryden" og spørger Værten, om der ikke er fundet endnu et Guldstykke. Han havde lagt Mærke til, at der var rullet eet ind under Spytbakken i Hjørnet. Det viste sig, at han havde Ret. Per siger saa: "Skønt han tilsyneladende var ganske fra Sans og Samling og handlede i fuldkommen Vildelse, havde han under al sin Turen ført nøje Regnskab og haft et Øje paa hver Finger. (…) Ja – dersom det hele havde været Komediespil, men det var det absolut ikke. Det er, som om der er en halv Snes forskellige Personer i ham, der lever hver sit ganske selvstændige Liv". (1,V,171. 2,II,215).
Denne Episode aabner Perspektiver fremover i Forfatterskabet. Man blev overrasket over i Erindringerne at læse, at "Bjørnsons Fortællinger og – i en meget senere Alder – Ibsens Dramaer havde været den Digtning, der i flere Aar betød mest for mig." (1,IV,89), for man husker jo, hvilken Medfart Bjørnson havde faaet i En Vinterrejse. Heri fortæller P., at han tilfældigt saa en Meddelelse om, at Bjørnson skulde holde Foredrag i en mindre Bygd. P. mindes, at han engang før havde hørt Bjørnson tale. Talen havde været Teater, men som saadant saare pragtfuldt og der var stor Begejstring. Emnet var en Erindring fra Rom, en pavelig Messe paa Juleaften. P. spørger nu sig selv, hvordan det kan være, at denne benaadede Digter ikke har faaet større Indflydelse paa Aandslivet i 11 Skandinavien? Han lægger sin Rejse om, saa han faar Lejlighed til at høre Bjørnson igen og faar derved et Svar paa sit Spørgsmaal. Det viste sig nemlig, at Foredraget var nøjagtigt det samme, som han i sin Tid havde hørt i København. Træk for Træk. Der var Gengivelsen af de pavelige Soldaters Trommehvirvler og alle de andre oratoriske Kunststykker lige til det Fingerknips, hvormed Bjørnson efter en lille Pause ledsagede et særligt malende Udtryk, som om en lykkelig Inspiration fødte det i samme Nu. De følgende Overvejelser savner ikke Bid. P. sammenligner Bjørnson med den vilde Skovbjørn, der som ung indfangedes og afrettedes til Publikums Forlystelse. Den endte sine Dage som en graanende Markedsbjørn, der straks ved Synet af Mennesker rejste sig paa Bagbenene og gjorde Kunster. Som Bjørnson med sin Stils Forvovenhed har skaffet Affektationen Borgerret paa Parnasset, har han med sit Væsens gigantiske Fripostighed været Fører for et skiftende Narrefølge af litterære Ekvilibrister og Bondefangere, der optraadte i Forklædning som Sandhedsforkyndere. (2,315).
Bjørnson[s søn] gjorde ved Fremskomsten af En Vinterrejse Indsigelse i Berlingske Tidende, og Aalborg Venstreblad bad da P. om en Udtalelse. P. præciserede sit Angreb, men med en vis Beklagelse i Slutningen, hvor han genoptager Sammenligningen med Ibsen: "Naar Bjørnson trods al sin mægtige Evne ikke kom til at præge sin Tid paa samme afgørende Maade som f. Eks. Ibsen, overhovedet ikke blev den aandelige Høvding, som han fra først af syntes bestemt til, skyldtes det ikke mindst dette teateragtige i hans Væsen, hvormed han frastødte saa mange og ofte netop af de bedste. Og det har for Udviklingen ikke været ligegyldigt, at det blev Mørkemanden Ibsen, der sejrede i Kampen om de nordiske Sind." (27.11.1920).
De Dagbogsblade, som udgør En Vinterrejse, var ved Fremkomsten heri flere Aar gamle. P. havde allerede een Gang fortalt om Bjørnsons to Foredrag, nemlig i Tilskueren (1910, S.405ff). Her gør han sig ikke helt de samme Tanker som 10 Aar senere: 12 "Da jeg igen sad i Slæden og havde faaet Oplevelsen lidt paa Afstand, fortrød jeg mine uærbødige Tanker under Bjørnsons Foredrag. "Det bør sig enhver at vide, at ogsaa det store Menneske er skabt af Ler." Der stak nu engang selv i det største kunstneriske Geni en lille Hans Kvast, – ja, denne var i de fleste Tilfælde netop "Uroen", der holdt det store Skaberværk igang. Saadan ogsaa hos Bjørnson. Om ogsaa noget i hans Livs larmende Triumftog havde været en Narrefest – han var dog endnu i sin Alderdom et lysende og varmende Særsyn i en Tid, hvor alt for mange brave Mennesker af retskaffen Frygt for Svulst og Maskerade holdt deres Følelser under Saksen og derved bedrog sig selv for Livets egentlige Indhold i Eventyret." Denne Artikel er skrevet til Minde ved Bjørnsons Død, det skal retfærdigvis anføres. Modsigelsen staar dog lige fuldt ved Magt.
Vurderingen af Bjørnson er ikke blot mildere i Tilskueren, den er ogsaa dybere. Ordene om Hans Kvast leder Tanken hen paa Hans Kvast og Melusine, som var kommet i 1907.
Der findes næppe eet Skældsord man ikke med Føje kan mønte paa Hovedpersonen heri, Komponisten Hugo Martens. Vi skal nøjes med at fremhæve de Egenskaber, der knytter Figuren til Bjørnson og Drachmann, saaledes som P. har beskrevet dem. Hugo ligner Bjørnson deri, at han udspiller hele sit Liv for aabent Tæppe. Han fryder sig over at agere – det er saa at sige blevet hans anden Natur – han inspireres i den Grad af Bifald, at han kan fælde Taarer af Rørelse over sine egne lykkelige Frembringelser. Hugo er naturligvis et Følelsesmenneske, men aldrig lader han sig rive saaledes hen, at han ikke kan beregne Virkningen af sine Handlinger. F. Eks. erindrer han meget tydeligt, hvad han foretog sig hin skæbnesvangre Dag, da han forsøgte Selvmord. Han kan i Tankerne følge sine Bevægelser Skridt for Skridt under sin "sanseløse Omflakken". Det forfærdelige ved Hugo er, at han for saa vidt er ærlig nok. Det falder ham ikke ind at tvivle paa sin Ægthed. Kun udenforstaaende ser, at der ikke er Dækning for hans ophøjede 13 Følelser. P.'s Mesterskab bestaar netop i, at han viser Ægtheden i Hulheden. Det er en meget dybere Karakteristik end Ibsens af Hjalmar Ekdal, som Tilhørerne ogsaa straks gennemskuer. Ekdal kan ikke rumme noget ædelt, men det kan Hugo Martens. Og vi tror paa, at han kan skabe et stort Kunstværk som "Syndfloden". Derimod tror vi ikke et Øjeblik, at Ekdal ikke har glemt Hedvig et halvt Aar efter hendes Død.
Det er den store Gaade, at Hugo kan skabe. At dette i Bund og Grund uædle Kar kan rinde fuldt af ædelt Indhold. Uden for Alvor selv at have følt nogen Rædsel formaar han at komponere – fremtrylle siger P. – en Rædselstemning, der spreder Uhygge i Koncertsalen. Kunstnerisk udtrykker han ægte, hvad han menneskeligt ikke kan staa inde for. Ligesom den dygtige Skuespiller med forfærdende Beregning fremstiller Fortvivlelse, Mordlyst eller Dødangst uden at føle en Smule ved det. Og alligevel griber han mægtigt alle Tilhørerne, som ikke mærker Svindelen.
"Her sad alle disse Mennesker, stille og andægtige som ved en Gudstjeneste og lod sig opløfte og bevæge af Hugos fremhyklede Følelser. Det var uhyggeligt. Men dette var Kunstens Mysterium. Mellem Aarsag og Virkning var her et Afgrundsdyb, som kunde faa Tanken til at svimle. En Sammenhæng syntes ikke mulig uden at forudsætte en guddommelig Indgriben. Og saadan forholdt det sig nok ogsaa. Kunstneren selv var som Pans Fløjte kun et sønderbrudt Rør, hult og marvløst. Det var den hemmelighedsfulde Guds Aande, der skabte Musiken." (3,261).
Selve Tilblivelsen af "Syndfloden" viser Hugo som det skrøbelige Redskab. Han gør Udkast og Forsøg, men hvad der skal komme ud af alle disse Indfald, har han ikke Anelse om. Han nedkaster dem blot paa Papiret og slaar sig til Ro: Det skal nok vise sig, at der alligevel var en ubevidst Hensigt med i Spillet, saa at alle Brudstykkerne engang lader sig indføje i et kunstnerisk Hele. Saa faar han Ideen. Og nu faar han Brug for, ikke blot de nye Motivstumper, men ogsaa for ældre ubenyttede Partier, som uden videre og endda med modsat Fortegn 14 kan indgaa i den nye Komposition, som han dengang end ikke drømte om at skabe. Der er ikke eet Ords Overdrivelse i denne Skildring. Saadan bliver mange Kunstværker til – ikke blot Hugos.
Ved at sammenligne de tre Udgaver af Hans Kvast og Melusine kan vi følge Bogens Vækst fra en Karikatur af en bestemt Kunstnertype til en almengyldig Skildring af Kunstneren og hans Arbejde. Der er intet Værk P. har herset mere med end dette. Vi kan maale Bogens voksende Betydning for P. ved først at se paa nogle Kernesteder, Udtalelser som fortolker Skildringen. 1. har kun en, nemlig i Slutningen: Vi naar ikke det fuldkomne, saalænge vi forser os paa dets Vrængebilleder. Det er jo Fætterens Replik, og den falder efter at han har udtalt Mistanke om, at Hugos Selvmordsforløb var et Numer for at redde sig ud af en økonomisk Knibe. 1. fortæller hverken om Fætterens Følelser under Koncerten (se ovenfor), hans Tanker paa Hjemvejen eller Eventyret om Ridderen og Melusine i Lilleputland (3,266ff). Disse Tanker findes i 2, men P. trænger endnu dybere ind i Problemet i 3, der har vigtige Ændringer. Efter at have fortalt det lille Eventyr siger Fætteren i 2: "Paa lignende Maade har jo ogsaa Hugo det. I sine store Øjeblikke føler han sig en Gud lig og trykker Menneskeheden beskyttende til sit Bryst. Og om denne dumme Menneskehed siges det jo, at den altid før eller senere tager En til den Pris, man selv har sat." (2,178).
I 3: "Saadan er det ogsaa med Kunstneren. I det ene Øjeblik følger han sig en Gud lig, i det næste lader han sig træde ned af en Skarnbasse" (3,267).
Og selve Slutningen: "Vi Mennesker naar aldrig at gribe det fuldkomne, saalænge vi forser os paa dets Vrængebilleder", hedder det i 2 (2,179), altsaa omtrent som i 1. Men 3 ofrer ikke blot Prægnansen for Tydeliggørelsens Skyld: "Vi Mennesker naaer aldrig det fuldkomne, saalænge vi forveksler Guden med hans Redskaber, Aandskæmpen med hans Vrængebillede," den lader heller ikke den skeptiske Fætter faa det sidste Ord. 3 slutter med Søsterens uhørlige Ord: "Jeg 15 holder nu alligevel af Hugo."
Hermed er vi ovre i Menneskeskildringen. Denne Søster, som passer Hus for Hugos Fætter, er i 1. kun mut og sær og nysgerrig. Hun siger sine smaa forbeholdne Repliker, naar Fætteren skælder Hugo ud: "Ja, Du snakker". Fætteren siger, at Hugo ikke kan nøjes. "Nej det er nok netop det", svarer Søsteren bidsk. I 2. udfoldes hendes Karakter yderligere. Hun skænker anonymt 3000 Kroner til Indsamlingen til Hugo som et Tegn paa, at der findes ægte Mennesker, der har en anden Opfattelse af Hugo end Fætteren. Og endelig i 3. faar hun ogsaa det sidste Ord. Nu er Hugo Martens ikke længere slet og ret Prygelknabe, Spørgsmaalet rækker udover hans Person, saa ikke engang den strenge Etiker, Fætteren, faar udelt Medhold, for "jeg holder nu alligevel af Hugo". Hermed fastholder P., at Hugos Væsen til syvende og sidst er ham en uløselig Gaade, som fører ind i Kunstens Mysterium.
Man kan belyse denne Udvikling gennem tre Udgaver med flere mindre, maaske for spidsfindige Eksempler. Her skal kun anføres eet. Strengt taget hører det hjemme i et senere Afsnit, men Eksemplet belyser, at den ændrede Holdning til Hugo ogsaa viser sig i Detaillen. Derfor skal det anføres her. Hugo fortæller sin Kone om den Krise, der førte til Selvmordsforsøget. Saaledes i 1.: "Det er min Overbevisning, at der før eller senere kommer det Tidspunkt i ethvert ærligt følende Menneskes Liv, da han saa at sige maa slaa Vinduet til Uendeligheden op for ikke at kvæles. Det var det, der skete for mit Vedkommende hin mindeværdige 29de Marts. Jeg maatte have Luft, – og stødte saa i min Vildelse Hovedet tværs gennem Ruden". (1,177). 2. og 3. foretager en lille betydningsfuld Ændring, idet der her staar "ethvert ærligt søgende Menneskes Liv…." (2,111. 3,226). Herved bliver Repliken tvetydig. Vi har ikke meget tilovers for Hugos ærlige Følelser, men naar der staar ærligt søgende, maa vi erkende at han har Ret. Hvis Alternativet er Kvælning, saa maa ethvert ærligt søgende Menneske slaa Vinduet til Uendeligheden op. Selv den kritiske Fætter søger jo udover Naturen for 16 at finde Sandheden. Kan det da strengt taget kaldes Vildelse? Men i næste Øjeblik erindres vi om, at det er Hugo der taler, Hugo med Hovedet gennem en knust Rude. Hvad skal vi tro? Vi ved det ikke, og det er det, der er Meningen. Saaledes indarbejder P. i Enkeltheder sit berømte "Tvesyn".
I Romanen Nattevagt opdager man to Strygninger, der tjener samme Formaal som Rettelsen i Hugo Martens' Replik. Den skandinaviske Koloni i Rom er samlet i Anledning af Anarkistoptøjerne, og vi faar en Beskrivelse af Thorkild Drehling, "der for et Par Dage siden var vendt tilbage fra sin Rejse i Syditalien, hvor han efter Sigende skulde have levet et æventyrligt Naturliv ude i en øde Bjergegn, alene i Selskab med et Par gamle Gedehyrder. Hans stærke Solbrændthed og asketiske Magerhed bestyrkede Troværdigheden af dette Rygte, der med eet havde gjort den hidtil kun lidet paaagtede Kunstner til en interessant Personlighed hernede. Forøvrigt var han bleven om mulig endnu mere alvorlig og indesluttet end nogensinde før." (1,103). 2. udelader "efter Sigende" og hele den næste Sætning om Drehlings interessante Ydre, der har bragt ham paa Mode (2,73). Det sker, fordi Drehling ikke maa svækkes før det store Opgør med røde Hallager. Vi maa ikke komme i Tvivl om Oprigtigheden af hans Omvendelse, vi maa ikke tro, at han er lige saa naragtig som sine nye Meningsfæller.
Drehling følger senere paa Aftenen Ursulas ulykkelige Far hjem og "søgte at berolige ham, skønt han selv var stærkt betagen af Aftenens Begivenhed (Hallagers Udfordring til det gode Selskab). Synet af denne gamle Mands Skræk og Fortvivlelse fik altid et Saar i hans Hjerte til at bløde, … han kom til at tænke paa sin egen, ensomme Fader, som han saa dybt havde krænket, og som sad derhjemme paa sin Gaard, nedbøjet af Sorg og Skam." (1,118). I 2. kommer Drehling ikke til at tænke paa sin ensomme Far (2,84), sagtens fordi han ikke altfor bogstaveligt skal rammes af Hallagers Replik om den Slags revolutionære, som hurtigt taber Gejsten, fordi de ikke kan undvære Onkel Peters og Tante Malles Anerkendelse. Aarsagen til Drehlings Frafald ligger nemlig dybere. 17 Selve Ordskiftet mellem Hallager og Drehling er velkendt. Partiet staar omtrent lige, men Hallager virke umiddelbart stærkest paa Grund af sit større Temperatent. Man har ment, at Drehling, der tillader sig den Visdom ingen Ting at mene, hermed skulle repræsentere P. Paa den anden Side har P. skrevet til Oluf Lauridsen, at "der er i en Skikkelse som Jørgen Hallager adskillige Draaber af mit eget Hjerteblod". Og hvis man tager Hallagers Haansord om Tiden, der tørster efter Glæde paa samme Maade som den forhærdede Drukkenbolt der ikke taaler at være nøgtern, saa svarer de meget nøje til Ordlyden i en Anmeldelse af Heidenstams Renaissans, som P. skrev til Kjøbenhavns Børstidende (15.11.1889). Men det Liv, der er Hallager betroet – Ursula – driver han i Døden, og han maa erkende, at Idealisterne forsaavidt har Ret. Det er ikke Samfundet det er galt med. Det er Mennesket, der er gaaet Lyrik i, og det betyder det samme som naar der gaar Svamp i et Hus.
Ved Hjælp af en anden lille Avisartikel fra Børstidende kan vi kaste nyt Lys over Den gamle Adam. Man har ment, at Doktor Levin her var P.'s Talerør. Levins Opgør med Renæssancemenneskene maatte være P.'s eget. Det er det paa en Maade ogsaa, ganske vist tager P. Forbehold (3,258), saaledes at Levins Ord ikke faar almen Gyldighed. Men Bogen ender dog med, at Magister Glob bliver kureret for sin lyriske Forkølelse. Forinden taler han om det moderne Menneskes maaske allerværste Ulykke: Det har mistet Evnen til Selvfortabelse, til den umiddelbare Naturfordybelse, der før var Sjælens Husvalelse og Forsmag paa Salighedens Glæder. Magisteren søger selv at raade Bod herpaa, og Beskrivelserne af Sydfyns Herligheder er gjort med en paafaldende forelsket Pen, selvom Ironien aldrig er langt borte. Det er Magister Globs lønlige Haab at opleve den store Lidenskab og han faar den i hvert Fald at se paa Badehotellet, hvor en gift og hjemfaren københavnsk Assessor falder for en Gaas fra Provinsen.
"Ak ja", siger han herom, "vi Mennesker gaar daglig omkring og smaasnakker om 18 Kærligheden – saa glade, saa trygge i Tillid til den Indbildning, at ogsaa Lidenskaberne i vore Dage er blevne tamme og smukt afrettede. Fra Barnsben lærer vi at forherlige Kærligheden, vore Digtere lovsynger den som Himlens søde Naadegave, og Kunstnerne fremstiller den billedligt som et hvidt Duepar, der næbbes. Derfor sniger denne Rædsel sig over os alle, hvergang Vilddyret viser sig for os i sin sande Skikkelse, som den blodtørstige, umættelige Grib, der sønderslider Menneskenes Hjerte" (3,230). Repliken falder ironisk tilbage paa Magisteren, fordi den Passion han filosoferer over ikke er synderlig ophøjet. Men i Børstidende skrev P. selv i 1889 (3/8) en lille Artikel om Det romantiske Dobbeltselvmord paa Taasinge. Det hedder her til Slut: "Men mellem alle sniger der sig en vis hemmelig Rædsel, hvergang vor Tids tæmmede og velafrettede Kærlighed saaledes pludselig bryder sin Lænke og viser sig for os i sin sande, vilde Skikkelse som den umættelige Ørn, der sønderplukker Menneskenes Hjærte. Der synes fra Mængden at høres et Beklemmelsens Raab, som det, der med eet kan afbryde den sorgløse Lystighed paa en Markedsplads, naar det fra et af Teltene pludselig lyder: Dyret er brudt ud! Vi søger til vor egen Beroligelse bestandig at indbilde os, at Kærligheden rettest billedlig fremstilles som et hvidt Duepar, der næbbes. Deraf den Forfærdelse, hvergang Ørnen slaar med sin Vinge."
Naar P. ironiserer over Magister Glob, rammer han altsaa sig selv. Eller har han blot skiftet Mening, siden han skrev i Børstidende? Vi skal gaa et Stykke videre i Den gamle Adam. Glob bliver som sagt kureret for sin Tro paa de store Passioner. Det sker netop, da han hører, at Assessoren søger Skilsmisse for at kunne gifte sig med sit Sommersværmeri. Glob formelig raser i retfærdig Harme: Et Hjem splittes for alle Vinde, en trofast Hustru vrages, et Par uskyldige Drenges Ungdom forgiftes og en mørk Skygge kastes over hele deres fremtidige Liv. Og under hvilket Paaskud, med hvilken Ret? "Lidenskabens Ret"! Ha, ha! Nu 19 slaar jeg mig selv for Munden, men det er alle Idealisters Lov. (3,252). Overfor dette vil vi stille den mange Aar senere udkomne Roman Et Kærlighedseventyr. Den handler om en Præstefrue, Ingrid, der pludselig vaagner op til Livet, da hun træffer Filosoffen Vadum. Hun forlader Præstegaarden, sin Mand og sine to Drenge for at rejse med sin Elskede udenlands. Med hvilken Ret? I fuldt Alvor: Med Lidenskabens Ret! Først nu lever han, og hun har Mod til at følge den, der gav hende Liv. Førsteudgaven har en urimelig Løsning af Bogens indre Konflikt, der opstaar af Ingrids Længsel efter at gensé sine Børn. Hendes lovformelige Mand dør nemlig yderst belejligt, hvorefter de Elskende vender hjem til Danmark. Her gaar nu den stolte Vadum Tiggergang for at opnaa Ansættelse ved Universitetet. Det lykkes, og imens har Ingrid og Børnene indrettet sig idyllisk i en Skovfogedbolig i Nordsjælland, hvor minsandten Chr. Winther i sin Tid digtede Hjortens Flugt! (Sml. Erindringerne 1,III,8ff). Paa sine Ture i Omegnen faar Vadum nu en usynlig Ledsager i Chr. Winther, og med dyb Bevægelse læser han paany denne sin Ungdoms Yndlingsdigters Poesier om Naturen og Kærlighedens Hverdagsglæder, som han nu først ret forstaar at værdsætte. For at gøre Maalet fuldt tilvejebringes der endog en nær Forsoning mellem Ingrids Kristendom og Vadums nyerhvervede Tro paa Guddommens Nærværelse i Kærligheden mellem Mand og Kvinde. Det antydes, at de egentlig blot bruger forskellige Ord for det samme – over Vadum falder der en lidt medlidende Skygge, fordi Ingrid har Evne til Tro og derfor et enklere Forhold til Livet. Saaledes ender Eventyret i yndefuld Glideflugt midt i den jævneste Hverdag. Her kunde "Ørneflugt" passende finde Anvendelse i "Fortolkningen".
I Andenudgaven retter P. Fortællingen op. Nu bliver den et Kærlighedseventyr i dyb Forstand. Ingrid følger Vadum, men slides op mellem sin Kærlighed til ham og sin Længsel efter Børnene. Hun betaler med Livet for sit dristige Opbrud. Modsætningerne er ikke et Øjeblik tilsløret. Istedet for en Idyl læser vi en Tragedie om de forfærdelige Omkostninger for den, der sætter Tilværelsen paa Spil for Livets Skyld. Ingrid fortryder ikke, hun ønsker intet ugjort, og paa Baggrund af hendes Offer, stiger Lovprisningen af Lidenskaben op fra Bogen. 20 Den reneste Modsætning til Magister Globs Udfald i Den gamle Adam! Vi møder Magister Glob igen i Højsang. Han er blevet klar over, at ogsaa han skylder Læseverdenen en tilforladelig Redegørelse for sit indvortes Menneske. I en Tid da Litteraturen mere og mere er blevet et offentligt Skriftemaal, en frivillig Gabestok, tør han ikke nægte Publikum en Forklaring paa, at han endnu ikke har giftet sig. Man kunde ellers let tro, at han ingen Kone kunde faa eller endnu værre, at han var en ulykkelig forelsket, der under en sorgløs Maske skjuler et mørkt og fortvivlet Indre. Samtidig vil han imødekomme den oplyste Læsers Fordring paa en bekvem Livsanskuelse.
Glob fortæller nu, hvordan han som ung brød med sin borgerlige Kæreste og rejste til Vestjylland i Haab om paa disse frie Vidder at finde stort anlagte Personligheder. Han finder en smaatosset Løjtnant, der spiller dæmonisk, en forskruet Proprietærfrue og en Samling nøgterne Bønder, der ser Danmarks Frelse i en rationelt drevet Hønseavl. Vindens tomme Larm og unyttige Vildskab driver ham omsider bort fra det golde Øde, hjem til København. Han fortryder dog ikke Rejsen. Han vilde alligevel aldrig være faldet til Ro i en borgerlig Tilværelse med sin Kæreste, for han havde nu engang faaet en Djævel i Kroppen (3,77).
Udtrykket kommer igen i Den kongelige Gæst. "Uden man selv har noget af Djævelen i Kroppen, forstaar man ingenting af et Genis Værk. Heller ikke af Vorherres." (2,428). Den kongelige Gæst er Prins Karneval, der bryder ind i Arnolds og Emmys solide Ægteskab. Han er Eventyret og Poesien, det der gør Livet farligt at leve. Nu sætter han alt paa rette Plads. Han vækker Længsler tillive hos de to, gør dem fremmede og ny for hinanden, saa der atter kommer Spænding i Forholdet. Arnold føler bagefter sin Lykkes Forlis næsten som en Befrielse. Han kan ikke længere nøjes. Det store nøgne Landskab og den vældige Skyhimmel drager hans Tanker mod en Magt han længe ikke har kendt. I hans Sind genfødes højtidelige Stemninger, der bevæger Hjertet og gør Tankerne frugtbare. Ogsaa for 21 Emmy er den lune Lykkestemning borte. "Endnu som aldrende Kone med graanet Haar stod hun mangen Gang i Ensomhed ved Vinduet og stirrede med et drømmefjernt Blik ud mod Solnedgangen og den store Uvejrshimmel, hvor Kloder af sønderrevne Skyer i ustandseligt Jag sejlede frem fra Vest som et Billede paa det Eviges Hvileløshed." (2,460). Med disse Ord sluttet Den kongelige Gæst. Det sidste vi hører til Proprietærfruen i Højsang er, at hun efter Løjtnantens Død for det meste sad ørkesløs ved Vinduet og stirrede udover Heden med et tomt og udslukt Blik (3,76). To Kvinder i samme Situation overfor omtrent det samme Landskab. Men det, som denne Natur symboliserer, har P. vurderet helt forskelligt i de to Romaner. Positivt og negativt.
Naturligvis kan der gives en saakaldt fornuftig Forklaring paa Modsigelsen. Vi kan konstatere, at Fru Lindemark er en Skrue, mens Emmy er en ægte Kvinde. Vi kan citere Slutningsordene fra Højsang, hvor Glob drømmer om en ny Slægt, der ikke forveksler Lidenskab og Hysteri, og ikke formasteligt leger med de store Passioner for at udfylde Sjælens Tomhed. Eller Slutningen af Den gamle Adam, hvor den samme Glob vender sig mod den uværdige lyriske Maskerade, og saaledes faar præciseret, at P. kun vil aale dem, der i 90erne krænkede den ægte Lidenskab og forgreb sig paa Livets Eventyr. Men det er ikke Forklaring nok. Modsætningerne i de fire Romaner er ikke udjævnet hermed. I Følelsens frie og ubeherskede Udfoldelse ser P. en Storhed, fordi han med Ærefrygt følger Menneskesindet udover alle Grænser, men samtidig en Daarskab, fordi han aldrig helt kan betvinge sin Forstand. Foreløbig skal vi forfølge Splittelsen videre i endnu to smaa Romaner.
Vildt fortæller om en ung Københavner, der søger ud i den frie Natur. Timevis flyder han stemningsdrukken om i sin Baad, han ligger om Natten under Skovskrænterne og lytter til de aandeagtige Suk, der bryder Stilheden. Om Dagen dvæler han i en lønlig Naturkirke for at tilbede og drømme. Han trættes dog og tager nu Del i Fiskeriet. Men ogsaa dét romantiserer han af sit Sinds Overflod: 22 Han lever med sine Tanker udelukkende under Vandet. Naar han sover, drømmer han sig hensat paa Havets Bund som en Havmand, mens fantastiske Torske- og Flynderskikkelser stryger forbi. Ustandselig stilles denne Drømmer overfor de svært realistiske Fiskere, og naar Fortællingen ikke bliver flad, skyldes det, at der virkelig er Liv i Ynglingen og hans Naturbetagelse. Ganske vist slaar Virkeligheden omsider Hul paa Drømmene. Han flygter hjem med Afsky for de onde Magter i den tilsyneladende idylliske Natur, en skøn Illusion fattigere, men med Drømmersindet intakt.
Ogsaa Minder er fortalt i Jeg-Form, men Kontrasteringen af Drøm og Virkelighed er langtfra saa haandfast som i Vildt. Fortælleren befinder sig i sin Fødeby, Randers, for at genfinde Barndommens tabte Fred og lyse Paradislykke. "Da staar du en Sommernat indhyllet i din Kappe og stirrer op paa et skummelt, brunmalet Hus. Og pludselig aabner en Verden – Forgangenhedens Genfærdsverden – sig for dine Øjne, og det er, som om Lyden af et Navn drager dig aandeagtigt forbi. Og Lyden yngler i dit Øre. Eleonora! Anna Eleonora! klinger det i Luften rundt omkring dig. Og det er, som om du nu først forstaar dig selv… forstaar, hvorfra de kom, de fjerne, kaldende Stemmer i dine Nætters urolige Drømme" (3,41). Saadan er Tonen Bogen igennem, og er det ikke noget Bevis for, at Pontoppidan er et poetisk Gemyt, saa er det i hvert Fald et stærkt Indicium. Saa svalt, bevæget og blidt strømmende et Sprog digter kun een, der selv kender Mindernes Fristelser og Spøgelsernes Kalden. Det er P.'s varmeste Bog. Det vilde falde os vanskeligt at respektere hans Anonymitet – Minder fortælles ogsaa i Globs Navn – selvom vi ikke havde P.'s Erindringer at jævnføre den med. Ligesom vi ved Siden af Vildt kan lægge en personlig Bekendelse om et Sværmeri for den samme herlige Egn, som dér er beskrevet (1,III,10ff og 36ff), saaledes ved vi fra Erindringerne, hvordan P., naar Tilværelsen voldte ham Kvaler, gik paa Vandring, oftest til Jylland, til Randers for at mødes med sin Oprindelse og en lille Stund skrue Tiden tilbage eller standse dens Løb (1,III,45 og 99ff og 112). 23 Det er som Byen tager en lønlig Hævn over ham. Al den opstemte Trang til Selvforglemmelse, som han nægtede at tilfredsstille i Hjemmets Kristendom, den udfolder sig i Tilbedelse af Byen og Naturen omkring den. Her finder den hjemløse Fred.
Som Afslutning paa Omtalen af disse smaa Romaner skal der siges noget om den Figur, der er Midtpunkt og Fortæller i de fleste af dem. Første Gang P. benytter Jeg-formen er i Ude og Hjemme i nogle Skitser, som Aaret efter – 1885 – blev til Ung Elskov. Denne Førsteudgave er en ualmindelig ringe Fortælling, men der findes en bleg og sværmerisk Student i den, som ligner et første Udkast til Magister Glob. P. skriver nu Fortællingen helt om (1906) og genoptager med stort Held Jeg-formen, som var opgivet i 1885. Fortælleren ligner dog slet ikke Glob, og Studenten har skiftet Karakter. Sporet ender blindt. Derimod er Fortælleren i Vildt Kandidat Glob som purung. Vi ser det dog først i Tredjeudgaven (1922), hvor han som gammel Kandidat fortæller Historien (3,419).
Fortælleren i Minder kalder sig i 1 for Ludvig Hansen. Men i 2 har han sit endelige Navn, Ludvig Glob, samtidig med at P. tager Skridtet fuldt ud og gør Bogen til en ren Jeg-Fortælling. Der staar konsekvent Jeg i Stedet for man, og det personlige levendegøres ved nye Indskud ("Hvor husker jeg dog osv."). Derved lægger P. i Virkeligheden større Afstand mellem sig og Bogen, Ordene har ikke længere alment Sigte, de er alene Ludvig Globs, og Glob er ikke P. Men eftersom Andenudgaven af Minder først kom i 1902, maa vi fastsætte Magister Globs endelige Tilblivelse som navngiven Person til 1894, det Aar da Den gamle Adam udkom. Her er han ogsaa første Gang tegnet i fuld Figur. Men Pontoppidan har altsaa lagt de senere Udgaver af Vildt og Minder i hans Mund, saaledes at vi i alt har fire Magister Glob-Fortællinger. Den fjerde er jo Højsang.
I Højsang slaar P. sig rigtig løs – i Førsteudgaven! Det er virkelig en overdaadig Fortælling. Magisteren er indbildsk og svulstig, en festlig Nar, som vil 24 sætte Liv i de døde Vestjyder: "Guds Død! – svor jeg ved mig selv, idet jeg tømte vistnok det femte Glas, – jeg skulde alligevel traktere Harpen her! … men intet fromt Klimper paa gyldne Strænge mellem to Faarehorn. Nej, Vikingeaandens vældige Brumlebas, dannet af Egekævler og tvundne Bjørnesener, skulde jeg slaa! – – – Brum, brum, brum! – – – Ved Skt. Lucifer! Jeg skulde rejse et Uvejr her, en Befrielsens Storm, som ikke alle Davids Salmer skulde kunne besværge!" (1,119. Lignende Eksempel 1,138). Magisteren beskriver sit Udseende saaledes: "Vel ansaa jeg mig ikke netop som en Adonis, dertil var visse Uregelmæssigheder i mine Ansigtstræk for iøjnefaldende. Dog troede jeg mig i Besiddelse af en vis, karakterfuld Skønhed eller i hvert Fald af den Art dæmonisk Grimhed, der efter Sigende skal være allerfarligst for Kvinder." (1,94).
Det er som at høre Peer Spillemand. Han og Ludvig Glob ligner virkelig hinanden. Begge er Ungkarle og har, delvis paa Grund af et uheldigt Ydre, Vanskeligheder i Omgangen med det andet Køn. Begge bor de i København og driver litterære Sysler, Glob er Filolog og Bibliotekar, men giver af og til efter for sin Skrivekløe ligesom Peer. Den megen Læsning præger ikke alene deres Fortællemaade, men ogsaa deres Livsform. De er Iagttagere, staar udenfor Livet. De drager til det fjerne Jylland med store Forventninger – og kommer uhjælpeligt til kort i Virkeligheden. Peer er den mest uhelbredelige af de to, og han er ogsaa den frieste som Figur. Magister Glob lader sig kurere og er i højere Grad et Redskab for Forfatterens Hensigt. Sammenligningen skal ikke fortsættes ad denne Vej, for den afgørende Lighed mellem de to Personer bestaar ikke i fælles Karaktertræk. Peer og Glob ligner først og fremmest hinanden deri, at deres psykologiske Rolle i Blichers og P.'s Forfatterskaber er den samme. De er ironiske Selvportrætter. Men de er mere end det. Vi saa jo, hvorledes Illusionen brydes, saa Glob taler med P.'s egen Stemme. De fire Glob-Historier er Resignationshistorier. P. har sværmet og lidt Skuffelser, og han skaber da denne Karikatur af [sig] selv, hvori han spotter sine Forhaabninger og hemmeligt udleverer sit Nederlag til 25 Latteren. Det er et frydefuldt Selvplageri!
Selve denne Spaltning af Forfatterpersonligheden er jo et romantisk Træk. Men næppe mulig for den renlivede Romantiker. Han nænner det ikke. Naar den rene Romantiker digter et Selvportræt, er det hyppigst en forskønnet Udgave af ham selv. Der postuleres ganske vist en Afstand til Forfatteren, men den eksisterer ikke. Selvportrætter som Blichers og P.'s er kun mulige, hvor der ved Siden af den romantiske Erfaring findes en anden, der er smerteligere og strengere, men hvor de romantiske Længsler endnu er en livlig Anfægtelse, som man søger at nedkæmpe for at naa paa Højde med den strenge Erfaring. Portrætterne er sigtet i en Art Selvforsvar, for Konflikten er pinagtig, saa længe den ikke har fundet en Form. Har man een Gang præsteret Kunststykket: at forskyde Konflikten ud i et ironisk Plan, saa bliver den til Gengæld skabende – Blicher skrev mange Spillemandshistorier. Nu ligger den nemlig fast, den er erkendt til Bunds og bragt til Ro. Men den er kun skabende, saalænge den ikke er definitivt besejret. Naar Dualismen er død, bliver Spillemands- og Globhistorier til Manér.
Den uhæmmede Jeg-Form og den tvetydige Tendens, som klæder Højsang saa godt, forsvinder desværre i Anden- og Tredieudgaven, som bortset fra Indledning og Slutningsord er en normal objektiv Fortælling. Det improviserede er forsvundet, Ironien blevet finere, arbejdet ned i Stoffet – vi smiler medlidende i Stedet for at le. Svarende hertil sker der en Forandring med Kandidaten, hans Væsen bliver afdæmpet, Lighederne med Peer Spillemand færre. Det ligner P. godt at rette saaledes. For en streng kunstnerisk Betragtning er det normalt en Gevinst, men her ærgrer man sig.
Hvis man søger et aabenbart Eksempel paa P.'s Selvplageri, kan man slaa op i En Vinterrejse. P. befinder sig i Lillehammer hos Fru Vullum, hvor en fuldbarmet Dame en Aften synger Kærlighedssange med en Lidenskab, der faar Luften til at gløde. Blandt andet synger hun nogle Vers, "Stævnemødet", som P. citerer. Det er det reneste lyriske Digt! "Dette lille erotiske Stemningsbillede sang 26 hun sønder og sammen med bakantisk fortissimo furioso, saa jeg havde ondt ved at kende mine egne Vers igen." (1,60). P. smiler med Haanden for Munden, han nyder at høre sit ømme Digt mishandlet! Maaske han siden fortrød sin Aabenhed. I Andenudgaven vedkender han sig i hvert Fald ikke direkte Versene: "Dette lille erotiske Stemningsbillede sang hun sønder og sammen med bakantisk fortissimo furioso." Punktum. (2,299).
Omtalen af Det forjættede Land og Lykke-Per skal i dette Afsnit kun handle om de to Hovedpersoner. I et kort Resumé af Handlingen skal de Træk fremdrages, der viser Drømmersindet overfor Virkeligheden. Er det de væsentlige Træk? Og har Pontoppidan rettet i dem?
Hansted bærer paa en Arv af mølædt Romantik, han siger det selv, og han kalder sig mismodigt en Flygtning paa Jorden. Under sin Opvækst har han aldrig haft nogen Ven, og i Studietiden var han henvist til Bøgers Selskab. Hans ensomme Drøm er at befries for sig selv, at formæles med Mulden og faa en Plads i Bøndernes umiddelbare Fællesskab som Hjælper og Vejleder. Han digter sig ind i deres Liv, men Svælget synes uoverstigeligt. Trylleordet, som kan bringe Muldfolket frem i Dagens Lys, kender han ikke. En foreløbig Erstatning finder han paa sine sværmeriske Spadsereture mellem Bakkerne og langs Stranden, hvor Maagerne uroligt kredser om et Punkt i Luften, som om de tier med en vigtig Hemmelighed. Nu drister han sig til at nærme sig Bønderne. Han ser Hansine, og der tilføjes i 2: Hun minder om Naturen her. (2,70). Men der er stadig langt mellem Hansted og Bønderne. Det understreges efter Mødet i Forsamlingshuset, da Deltagerne gaar ned til Stranden. Hansted afbryder hele Tiden de krigeriske Drøftelser med Henrykkelsesudraab over Naturen, der synes ham at mane til Fred og Forsoning fremfor til Strid: Lutter Farveharmoni over Himlen, lutter drømmende 27 Hengivelse i Jordens dybe Undfangelsesrødme! og endnu tydeligere da Anders Jørgen viser sin Gaard frem. I Kostalden fængsles Emanuel mest af en Svalerede: Nej se dog! Ja, svarer Anders Jørgen og klasker sin Fedeko paa Laaret. Her skal Kapellanen se et Stykke Kyd! – Bønderne staar selvfølgeligt i Naturen, Hansted staar udenfor, for ham er den Lyrik. Men nu opfyldes hans Drøm tilsyneladende alligevel: Han kører ind i Bjerget med sin Bondebrud. Dog, Jorden bliver egentlig ikke mere hjemlig for ham. Vi ser det i hans nye Hjem. Trods Hansines Hjælp, trods de mange Gæster kan Hansted ikke fylde det store Hus ud. Der er ingen Varme, men et evigt Gennemtræk. Der er stadig koldt Rum mellem ham og Længslerne, og han ser det ikke selv. Da Gutten bliver syg, faar han sit Knæk. Stillet paa sin første etiske Prøve, mister han Troen – ikke paa sig selv, men paa Guds Almagt og Naturens Godhed. Han staar i Haven og stirrer ud i den bundløse Nat efter Doktorens Vogn, og da brister det i ham. Han ser dybt ind i Verdensrummet og finder kun Kulde og Tomhed. En Afgrund af Ondskab har aabnet sig for hans Fødder (2 understreger Oplevelsen mere end 1). Det er omtrent det samme, der sker med Lykke-Per, da han ser sin Moders Kiste blive hejset ombord som en Vareballe. – Hansted nægter i det længste overhovedet at akceptere Guttens Sygdom, og endnu i Barnets Dødsstund søger han at tiltrodse sig Guds Barmhjertighed. Den rørende Scene, hvor han finder den døde Drengs Fodspor i Gruset (1,II,135) udgaar i 2, bl.a. fordi det, der er sket med Hansted, ikke maa tilsløres ved at Medlidenheden vækkes. I Stedet udvides Hansteds tavse Anklager mod Hansine. Samme Formaal – at understrege Emanuels Selvretfærdighed – tjener en Ændring omkring Dr. Hassing. Hans Blik er i 1. (1,II,130) medlidende, men i 2. (2,293) er han ogsaa forarget.
Kort efter finder Middagen hos Hassing Sted. Ragnhild spiller, og under Indflydelse af Musikken bliver Hansted mod sin Villie troløs. Han kender ikke lige 28 straks Tonerne, men føler sig fanget under en Fortryllelse. Da genkender han Chopins Sørgemarsch, som hans Søster saa ofte spillede, og i det samme forvandler Omgivelserne sig: Han er ikke længere hos Hassings, han er tilbage i sit Barndomshjem. 2 tilføjer her: "Som en Bjergtagen, der hører sin Hjembys fjerne Klokker ringe, sad han med endnu halvt slumrende Bevidsthed og lod Øjet hvile paa disse hvide, smukke Skyggehænder …" (2,339). Der knyttes en dulgt Forbindelse mellem Hansted og Ragnhild. I Tiden efter denne skæbnesvangre Aften gaar Hansted om i stadig Angst for at møde Ragnhild igen – i 1. I 2. rettes det, saaledes at han ikke forsøger at undgaa hende, en Konsekvens af den lige nævnte Tilføjelse, for nu er Hansted ikke selv uvidende om, hvad der er ved at ske med ham.
Selve Billedet af den Bjergtagne, der hører sin Hjembys Klokker ringe besværgende, er Udtryk for Længslen tilbage mod Hjemmet, Ophavet, mod Forsoning og Befrielse fra Livets Strid. Det forekommer meget hyppigt hos P. Hvis man foretog en Optælling, vilde dette Billede sammen med et andet: Spøgeriet, der suger Marven og Livskraften ud af Knoglerne paa Mennesker, nok vise sig at forekomme lige saa hyppigt som Ørnen med de stækkede Vinger.
Der findes i alle Udgaver af Det forjættede Land en Scene, hvor Dyrlæge Aggerbølle efter et ufrivilligt Besøg hos Hansted falder ind hos Købmand Villing og i Fortvivlelse over sig selv udbryder: "Der er noget Troldskab i Luften herude paa Landet, … noget Djævelskab et eller andet Sted. (–) Jeg tror hverken paa Spøgelser eller Aander eller paa Genfærd med Hovedet under Armen … den Slags Tossehistorier overlader jeg til Hængetrynerne at give tilbedste! Men jeg siger, der er noget andet Troldpak herude … noget, som stjæler Livskraften fra os, Villing, … som malker Sjæl og Blod og Marv ud af Kroppen paa dem, hvis Vugge ikke har staaet herude under den store Himmel" (2,258). At denne Udtalelse har Rækkevidde, faar vi en Formodning om i 1. Her findes der 29 nemlig en senere udeladt Scene, hvori Aggerbølle gentager sine Ord. Efter at Ragnhild er rejst, men inden Hansted har talt ud med Hansine, dør jo Højskoleforstanderen. Før hans Begravelse hentes Hansted til Fru Aggerbølles Dødsleje. Denne Begivenhed er der i 2. kun ofret faa Linier paa (2,383), men i 1. beskrives den udførligt (1,II,290ff).
Romanens Handling befinder sig paa et Krisepunkt, derfor faar Scenen Vægt. Emanuel sammenligner sit og Hansines Liv med Dyrlægeparrets, som ogsaa begyndte lykkeligt med Tro paa Livet og ærlig Villie til at bygge en Fremtid op. Og Aar for Aar var nu Grunden svundet bort under dem, Haab paa Haab styrtet i Grus, indtil kun dette Skelet af et Hjem var tilbage. Hvorfor? Aggerbølle giver sin Forklaring: Jeg er uskyldig, Spøgeriet har Skylden! Paa Hjemvejen erkender Hansted, at Aggerbølle har Ret, og at Forklaringen ogsaa gælder for ham, Hansted. Men P. sletter altsaa denne Scene. Næppe fordi den udtaler en irrationel Forklaring, men fordi han søger Forklaringen paa Hansteds Nederlag endnu dybere nede. Fordi han vil samle Opmærksomheden om Hansteds Paradistro, om hans Forhold til Drømmen. Man tør vel paastaa, at det er det centrale Tema i Det forjættede Land.
Hansted holder jo ustandseligt sin Drøm i Live ved at skyde Opfyldelsen stadig længere ud i Fremtiden. Han drømmer først om at naa Kontakt med Bønderne, og han naar den. Saa drømmer han videre om at vinde Hansine, og han vinder hende. Men i Stedet for det huslige, idylliske Liv han havde forestillet sig, vaagner nu en endnu større Drøm: At vinde Folkets retfærdige Sag. Den Drøm sætter Virkeligheden en Stopper for med Estrupiatet, men Hansted slipper den ikke: Drømmen vil muligvis ikke opfyldes i min Levetid, men dog i den næste Slægts. Maaske ikke rent politisk, men saa religiøst, for det Folk jeg tror paa, er et Gudsfolk! Der drives Drømmen udover det jordiske, og da Gudsfolket ikke vil følge ham, maa Hansted rejse bort. I København gennemlever han en Krise, hvori 30 han river de sidste Baand til det jordiske over. Nu prædiker han den rene Forsagelse af alt jordisk. Fattigdommen og Lidelsen, som han før har bekæmpet, er Guds Kærtegn. Jævnsides med denne Udvikling foregaar en anden i Hansteds Forhold til sig selv. Hans Tro paa sig selv vokser stadig, men det er fordi han maa gøre en Dyd af Nødvendigheden. Han bliver mere og mere isoleret, eftersom Handlingen skrider frem. Alle hans Sejre er kun tilsyneladende, baade dem han vinder over den ydre Verden, og dem han vinder over sig selv. For hver opfyldt Drøm og hver Sejr synker han dybere i Isolation. Jo nærmere han tror at komme det virkelige, jo mere fjerner han sig fra det. (Jvf. Professor Frandsen om Lykke-Per. S. 71). Til Slut er Hansted helt alene med Gud. Nu kan en Tilfældighed fuldbyrde Katastrofen og styrte ham ud i ogsaa det fysiske Vanvid. Hvis det ikke er mesterligt gjort af Pontoppidan!
I Tekstrettelserne kan vi se, hvorledes Pontoppidan forbereder Udgangen af dette Dobbeltspil. Der sker en Tydeliggørelse af Hansteds Karakter. I de Afsnit, der handler om hans Forhold til Gud og Kaldet, kan man iagttage, hvorledes P. præciserer Figurens voksende Uvirkeliggørelse.
De Tanker vi skal følge faar første Gang klart Udtryk under Tønnesens og Monrads Samtale. Hansted er blot Tilhører, men hans Hjerte svulmer, da han hører Bispens Ord om Jesus, der delte Bønders og Fiskeres Kaar og saaledes ikke blot viste Vej til de himmelske Boliger, men ogsaa lagde Grunden til et jordisk Retfærdighedsrige. Hansted føler sig bestyrket i den frydefulde Bevidsthed om, at nu ogsaa han ret vandrer i Jesu Fodspor og bygger med paa de kristnes Lyksalighedsland paa Jorden. Saaledes i alle Udgaver. Men allerede før denne Samtale har P. gjort en Tilføjelse. Bønnen som Hansted beder til Gud før han træffer Hansine paa Stranden og frier til hende, findes ikke i 1. (2,121).
Fremover i Teksten: Der er Møde hos Sogneraadsformanden, fordi Estrupiatet trækker 31 op. I 1. udbryder Hansted: Aldrig vil det danske Folk finde sig i en saadan Skændsel! Vi vil rejse os som een Mand og af yderste Evne forsvare vor Ære og Ret! (1,II,30). – I 2.: Lovkrænkerne er Guds Fjender! Aandens frække Snigmordere! Ogsaa vi vil ruste os, overfor Lovløshedens Kanoner stiller vi Guds Tordenbud (2,235).
Efter Guttens Død dukker Retskrænkelsen, som nu er fuldbyrdet, paany op i Hansteds Tanker. I 1. undrer han sig over den ligegyldige Ro, hvormed hans Venner har affundet sig med Umyndiggørelsen. Ja, de har endog forhindret ham i at agitere mod Lovbryderne. Hansted slaar sig dog til Ro, han ved, at den Sag han har helliget sig vil vokse uafhængigt af Lovbruddet. Men han indser ogsaa, at der endnu er megen Selvtillid og Selvfølelse at opelske i Folket, før Fredsriget kan oprinde (1,II,157ff).
Ogsaa i 2. vil Hansted for Fremtiden holde sig udenfor Politik, men Begrundelsen er anderledes formuleret: Guds Riges Fremvækst kan ikke standses. Det hellige Folkedømme vil vokse trods Lovbruddet. Men endnu er Guds Børn ikke modne til at tage imod Faderens fulde Kærlighed (2,307). Det er meget andet end Selvfølelse!
I umiddelbar Fortsættelse følger nu i 2. (ikke i 1.) Hansteds grundtvigske Tro paa, at det netop er fra det lille foragtede Danmarks paradisgrønne Sletter, at Evighedens Morgenrøde skal opgaa over Verden. Gud har optugtet Danskerne for at bortvende deres Sind fra det timelige. Mon P. har ment, at den Replik skygger over det følgende? I hvert Fald udgaar den i 3., saaledes at Hansteds sidste Tanke i disse Overvejelser faar fuld Vægt: Der havde i hans eget Liv været Øjeblikke, hvor han troede at mærke, at Gud havde en særlig Bestemmelse med ham. Drømmen om at være en udvalgt har aldrig helt forladt ham (ikke i 1.! men 2,308 og 3,273).
Paa den samme Spadseretur, hvor Hansted gør sig disse Overvejelser, møder han 32 Ragnhild og Hassings. Skal han modtage deres Middagsinvitation? I 1. siger han Jatak, fordi han frygter, at et Afslag vil blive fortolket som Frygt. (1,II,191). I 2. overvejer han, om han ikke netop er forpligtet til at tage Kampen op med Guds Riges Fjender ogsaa udenfor sin normale Virkekreds. Hans lønlige Haab om, at Gud paany vil prøve hans Nidkærhed, faar ham til at opfatte Invitationen som en himmelsk Ordre. (2,323). Yderligere tilføjer 2. en Bordbøn: Skænk mig Kraft til at bære dit Vidnesbyrd ind i dette Hjem og tænde det himmelske Lys i Vankundigheds Mørke!
Efter Middagen følger den ovenfor omtalte Tilføjelse: Som en Bjergtagen… Den følgende Dag søger Hansted Styrke mod de Anfægtelser Ragnhild har vakt i en ny Bøn: Prøv mig, prøv mig paany! (2,342). Den findes heller ikke i 1., hvor Hansted giver Hassings Unatur Skylden for sin Uro.
Som Led i den ændrede Komposition i Afsnittet om Emanuels Anfægtelser og Fald følger i 2. først nu den Fristelse, det skønne Landskab atter begynder at udøve paa ham: Hvorfor sørge? Hvorfor slæbe sig træt paa andres Byrder? Kom herud, hvor Livet er festlig Hvile og Dans paa grønne Enge (2,369). Stedet findes ogsaa i 1. (1,II,160) – Pontoppidan udnytter sit Stof – men før Mødet med Ragnhild. Ikke nær saa central en Anbringelse.
I samme Aand som de tilføjede Bønner gør 2. nu Hansteds skæbnesvangre Tale paa Højskolen mere kristelig (2,390ff sml. med 1,II,310ff), og i de Overvejelser han gør sig bagefter, identificerer han sig paany med Kristus, idet 2. indskyder: Slaar nogen dig paa den venstre Kind … (2,394), medens Hansted her i 1. med Pontoppidans Mæle erkender, at han i sit Nederlag egentlig blot høster Frugterne af sin egen Gerning (1,II,317).
Som venteligt bliver Hansteds nye, helt ujordiske Tro efter Krisen yderligere præciseret. Sml. 1,III,43 med 2,434 og 3,380. Og i selve Vanvidsudbruddet fører Tydeliggørelsen ogsaa til et kunstnerisk bedre Resultat. Sml. 1,III,245 med 2,540.
33 Den uddybende Karakteristik af Hansted berører naturligvis ogsaa de Personer han staar nær. Eksempelvis bliver det i 2. Hansine, der tager Initiativet til Adskillelsen – i 1. er det Hansted. Vigtigere er det, at 2. ophæver al Tvivl om Ragnhilds Forhold til Hansted ved at lade hans Søster udtale: Ragnhild, du elsker Emanuel! (2,539). Saa stærk har altsaa Hansted været selv i sin saarede Skikkelse! Denne lille Tilføjelse er lige ved at veje alle de "aandeliggørende" Rettelser op. I hvert Fald bliver der en endnu mere dyster Baggrund for Pastor Rüdesheimers Dom.
Dommen over Hansted viser, at det P. kalder Lyrik ikke blot dækker et litterært Begreb, men gælder hele Tidens Aandsliv. I hans Forfatterskab knyttes hermed en Forbindelse bagud til 80'erne. Rüdesheimers Ord vilde passe som Fod i Hose i dette Arbejde, men de er saa ofte citeret. En eftertrykkelig Henvisning maa være nok.
I et Interview til Politiken i 1905 (19/12) udtalte P. sig om den nye Udgave af Lykke-Per: Det er andet end en korrigeret Udgave, Bogen er helt skrevet om og trykt efter et nyt Manuskript. "Den ældre Udgave forholder sig til denne nye omtrent som en Malers Naturstudier til det færdige Maleri. Hvilken man vil foretrække, er en Smagssag. Skitsen besidder jo gerne en Farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere Udarbejdelse, men til Gengæld er saa det færdige Maleri lettere tilgængeligt, mere anskueligt og dertil stærkere præget af Frembringerens Grundstemning". Paa nær et Par Smaating er Indholdet det samme, "men Formen er overalt eftergaaet og Stoffets Ordning er blevet en anden." (Lignende Ord om Rettelserne i De Dødes Rige: Bogvennen 10.10.1917.) Foreløbig skal der kun tales om Indholdet. Ændringerne har i Lykke-Per ikke saa stor indholdsmæssig Betydning, som de havde i Det forjættede Land. I hvert Fald 34 er det vanskeligt at finde en ligesaa vigtig Linie i dem. De synes næsten at ophæve hinanden. Den tydeligste Tendens gaar i Retning af at neddæmpe Per's Vildmandsvæsen i den første Halvdel af Værket. Han bliver lidt mindre raa, Karakteristiken er ikke derfor blidere, men den arbejder mere paa de indre Linier, bliver mindre direkte og ligefrem. Der skal sættes et Spørgsmaalstegn ved P.'s Ord om, at Andenudgaven er mere anskuelig, men naturligvis fremtræder P.'s egentligste Hensigt med Værket klarere her. I Lykke-Per bliver det endnu vanskeligere at gennemføre den artificielle Skelnen mellem indholdsmæssige og rent kunstneriske Ændringer, som for Overblikkets Skyld er søgt opretholdt i det foregaaende. Den mest slaaende Forskel mellem Lykke-Per's Første- og Andenudgave kan nemlig ogsaa forklares med Udgivelsesmaaden. 1. er jo udgivet i Hefter i Løbet af 6 Aar. Læserne fik ikke Fortsættelsen med det samme, og P. har snedigt udnyttet denne Omstændighed til at gøre dem spændt paa Udfaldet – og til at narre dem. ("Hans Rejse til Amerika" hedder næstsidste Hefte, hvis nogen skulde have lugtet Lunten.)
Vi mærker det allerede i Starten. I 1. skiller Per sig fra Hjemmet med det reneste Snit. (1,I,46). I 2. gaar det ikke saa let. Allerede et halvt Aar efter er han hjemme paa Besøg og tror i sin Skuffelse at blive endeligt færdig med Forældrene. Det er en grundigere Bestyrkelse af Per's Illusion. Men 1. anvender enklere Midler. Her omtales Besøget først i Fjerde Hefte, da Per rejser hjem for at sige Farvel til sin Far. Til Gengæld virker det dér som en Overrumpling (1,IV,39ff). Naar 2. i Stedet for Forældrenes Uvillie mod Per allerede inden han er født (1,I,13), lader Faderen udtale Kainsforbandelsen over ham (2,I,19), kan det fortolkes paa lignende Maade: Paa længere Sigt og dybere set en Gevinst for Bogen.
I Nyboderafsnittet lægger 1. Vægt paa, at Per har et ustyrligt Blod. Han klemmer Madam Olufsen i Krogene og ligesaa Trine, han drikker særdeles bravt og 35 synger Viser ved Baadsmandens Gilder. Ret en "Konernes Yndling" (1,I,56ff). I 2. er disse Træk dæmpet ned eller strøget. – I 1. bedrager Per's første Elskerinde, Lisbeth, ham, og han kan med god Samvittighed vrage hende til Fordel for Fru Engelhardt (1,I,89). I 2. har hun ikke bedraget ham, da Per slaar sig paa Fruen. Derved understreges hans Forbrugermentalitet. Han er altsaa mere tiltalende i 1., saa ømfindtlige Læsere ikke straks mister Sympatien for ham. Det skal de heller ikke gøre i Fortsættelsen: Per er en særdeles vælig Elsker og laver blandt andet en yndig Drengestreg, fordi Fru Engelhardt synes, at Frederiksbergs Veje er uhyggelige sent paa Natten, naar Lygterne er slukkede. Per tænder dem da egenhændigt, saa hun kører hjem gennem en dobbelt Række Brudeblus. (1,I,103ff). Ligeledes gør Per Afbigt for sin senere Fornærmelse ved at kaste Roser op paa hendes Altan. Begge Episoder udgaar i 2., der taler strengere Ord om Per's Præsteangst for Kødets Herlighed (2,I,127). Saa kan Per vel til Gengæld i 1. tage imod Neergaards Arv uden Skrupler, hvor han i 2. er lidt anfægtet. Det kunde i det hele taget for Læseren af Førsteudgaven se ud, som om Per vilde bumle sig til Lykken. Men i Slutningen af Heftet dukker Broderen, Eberhardt, op, og Per anspores paany til alvorligt Arbejde med – et Kanalprojekt af vældige Dimensioner! Først nu fortæller 1. om det! (1,I,186ff). Tænk saa alvorlig en ung Mand som Per dog ogsaa er! Saa venter vi i Spænding paa næste Hefte. – 2. har naturligvis indarbejdet Projektet paa det Sted i Handlingen, hvor det efter Tidsfølgen hører hjemme, nemlig langt tidligere (2,I,61), og bruger Oberstens Afvisning af det som Begrundelse for Pers Bumlen, der i 1. længe er umotiveret. 2. naar altsaa en strengere episk Stil. Begivenhederne knyttes tæt sammen i direkte Rækkefølge, ogsaa andre end de her omtalte. Franciska vækker Pers blidere Følelser og gør ham til lidt mere af et Menneske – i 2. I 1. opløfter han en tavs Haanlatter, naar hun flygter fra hans brunstige Omfavnelser, og det er en ingemannsk Ridderlighed, hvormed P. haanende 36 lader ham dække sig (1,II,16ff). I 2. er den Anfægtelse Franciska vækker, at droppe Projektet for Idyllen, understreget ved hans ægte Bevægelse og Skyldfølelse over Bruddet (2,I,151). Og atter er Handlingen strammet ved præcise Tidsangivelser.
I et nyt Eksempel paa Pers Forhold til sit Værk, finder vi ogsaa Ændringer. Det er da Dyhring paa Ivans Opfordring skriver en lille Artikel om Projektet. I 1. faar Dyhring vidtløftige Oplysninger, Per er ikke ligegyldig for Pressen, som Ivan tror og han selv giver det Udseende af (1,III,40ff). I 2. er Per uvillig, "lukker op for sine Hemmeligheder," staar der (2,I,263). Hermed bringes Per i Overensstemmelse med sig selv, for et afgørende Træk ved ham er jo det Hovmod, der faar ham til at kræve at blive blankt akcepteret overalt, og det straks. Hovmodet skiller ham fra Værket. Han vil ikke ydmyge sin Person, selvom det kan hjælpe Projektet til at blive realiseret. Hermed forraader han det netop, idet han for at sejre maatte svejse sin Person og sit Værk ubrydeligt sammen. Per falder, fordi han ikke formaar dette, og det er vigtigt at P. sletter den Antydning af Forbindelse mellem Personen og Værkets Skæbne.
De næste Henvisninger gælder ikke en afgørende Ændring i Teksterne, men viser en bedre Forberedelse af Omslaget i Pers Liv. Overgangen bliver mindre brat. Det drejer sig om Pers Besøg i Hjemmet ved Faderens Død. I 1. bliver han i Byen til Faderen er død – af Sømmelighed og Nysgerrighed. I 2. er han nedstemt og urolig og har senere Fornemmelsen af, at der er sat Skel i hans Liv. Forskellen paa de to Afsnit, som nu skal citeres er indholdsmæssigt ikke stor, men 2. betegner dog en Tydeliggørelse. Per ser ud i Haven:
"En ham fremmed Følelse listede sig ind over ham, medens han stod her og rolig betragtede disse stumme Vidner til hans første Ungdoms ensomme Lege. Netop den fuldkomne Ligegyldighed, hvormed han efter saa mange Aars Fraværelse gensaae denne Plet, jog et Øjeblik ligesom en flygtig Tungsindssky gennem hans 37 Sind. For første Gang gjorde han sig det Spørgsmaal, om Minderne fra denne lille, indsnevrede, af Sol og Lys forladte Have, der havde skygget over hans Barndom, kunne have kastet Skygger ud over mere." (1,IV,50-51).
2: "Han havde her fundet den Retfærdiggørelse, han søgte. Netop i denne Følelsesløshed, hvormed han gensaae sin Barndoms første Legeplads, laa hans Frikendelse. Han var ikke Nogen her noget skyldig. Ikke et eneste godt Minde, ikke en eneste lys Erindring, knyttede der sig for ham til disse Mure, bag hvilke han i femten Aar havde følt sig som en Fange. Og ikke nok med det! Det gik i disse Øjeblikke op for ham – og der jog ham flygtig en ganske fremmed Følelse, en vild og klagende Sørgmodighed gennem Sindet – hvorledes Skyggen fra disse Mure havde formørket ham Tilværelsen og forbitret ham Glæden ogsaa i alle de Aar, der fulgte efter." (2,II,36-37).
At der er en Forskel, viser Pers Tilstand, da han er tilbage i Berlin. Han er nu stærkt modtagelig for Indtryk, og Storbyens hjemløse Eksistenser gør et uhyggeligt Indtryk paa ham. I 1. har Per lettere ved at retfærdiggøre deres Ulykke overfor sig selv og det moderne Samfund.
I Dresack er Per for Alvor i Nød. Alpernes Isøde er ved at sprænge hans Verdensbillede. Saa kommer Jakobe. Paa deres Vandring i Bjergene har de slaaet Lejr ved et Krucifiks. Pludselig hører Per en Kirkeklokke nede i Dalen. Meget svagt. Jakobe har svært ved at opfange Lyden, og 2. tilføjer hendes Replik: Tænk at du kunde høre det! og lige efter: Du har et mærkværdigt skarpt Øre for Kirkeklokker! – De sidder nu og fantaserer om det ny Aarhundrede (– i 1. drømmer de). Krucifikset hidser Per op. Han fortæller – stadigvæk i 2. – at man i gamle Dage blev Friskytte ved at "skyde en Kugle gennem et Kristusbillede … lige gennem Hjertet." Nu skyder han selv mod Krucifikset, "der blev ramt i den ene Side, saa der røg nogle Træsplinter ud i Luften". (2,II,89ff). I 1. skal man for fremtidig at kunne ramme alt, hvad man sigter paa, skyde tre Skud mod Kristusbilledet. Per skyder, "saa Splinter af dets Hoved og Bryst sprang 38 ud paa Vejen." (1,IV,129ff). Det er bedre ramt!
Hele Ændringen i 2., der tydeligere varsler Pers Nederlag, er et Led i den dyberegaaende Karakteristik, som er vist i Eksempler i det foregaaende. Men Aarsagen til det finere Skud i 1. kan ogsaa findes i Udgivelsesmaaden. Skuddet afslutter nemlig fjerde Hefte, og det varede to Aar, inden det femte kom. Læserne fik et forsvarligt Stød for Brystet, saa Lykke-Per ikke gik dem af Sinde: Han er det ny Aarhundredes Mand! Her falder de to Ændringsaarsager sammen. Det skal ikke diskuteres, hvilket Hensyn der her har været mest bestemmende. Een Ting maa vi blot ikke tro: At P. ikke selv har vidst, hvordan det skulde gaa Per siden! De to Aar, der gaar inden næste Hefte, beviser ikke, at det er Vanskeligheder om det endelige Udfald, der har været bestemmende, for hele sidste Del af Værket var længere undervejs end den første. Forøvrigt er det pudsigt, at det ny Aarhundredes Mand for Alvor begynder at vakle i femte Hefte – det kom nemlig i 1901.
I Rom stjæler nu Fortidssværmeriet Kraft fra Pers Nutidsdaad, og paany svigter han Jakobe. Hjemvendt til København byder først Naturen ham et rigtigt Velkommen, og saa følger Vendepunktet: Mødet hos Max Bernhardt. Her varierer Udgaverne (1,V,148ff sml. med 2,II,196ff).
1. skriver om Max Bernhardt, at det næsten gør ham ondt at fælde sin Dødsdom. Han var virkelig begyndt at faa lidt Interesse for Per, selvom den unge Mands Opfarenhed ikke just forøger den, tværtimod vækker den Tvivl om Pers indre Lødighed. Max B. har før set lignende Heltemæssighed hos de holdningsløseste Pjalte. Er Per blot en af de sædvanlige nationale Rebeller, hvis Løvemod synker sammen i Faarefromhed ved det første Albuestød? Disse Tanker udgaar i 2. Men i alle Udgaver findes denne: Skulde virkelig de danske Præstegaarde undtagelsesvist have udklækket et virkeligt Mandfolk? Per kommer altsaa til at staa stærkere i 2., fordi der ikke rejses saa mange Tvivl om hans Duelighed. 39 Ogsaa hans egne udfordrende Ord, da han afviser Mæglingsforslaget: Jeg indlader mig selvfølgelig ikke paa nogen Art Betingelser, bliver i 2. styrket med en rimelig Begrundelse: Jeg har udarbejdet Planen uden fremmed Assistance og ønsker heller ikke fremtidig nogen sideordnet Medarbejder. – I 2. kommer følgelig ogsaa Max B. til at ligne sig selv. Han er lidt bange for Per, som han frygter kan blive en farlig Modstander.
Det er meget vigtigt, at Kontrasten mellem Børshajen og Per bliver skarpest mulig. Det er nemlig her, Per for Alvor viser sig som Fantast! Hans Projekt og hans Drøm er ikke Fantasteri, men han er Fantast deri, at han nægter at virkeliggøre sin Plan ved at gaa ind paa de Vilkaar Verden byder. Præsteblodet skiller ham fra Værket og forraader det. Rettelserne er foretaget for at Per ikke skal faa fjerneste medlidende Skær over sig. Det maa ikke være en Karikatur der falder! Det maa være Per i fuldeste Overensstemmelse med sig selv – paa godt og ondt, for det er selve Grundlaget i hans Karakter, der nu brister. Det maa ikke tilsløres. – Han trækker sig tilbage fra Guldets Verden i Væmmelse som en Munk til sit Kloster for at bevare sin Sjæl ren og overlader Projektet til andres Forgodtbefindende.
Jeg har plagieret Kristus og drevet Kræmmerne ud af Templet, siger han triumferende til Jakobe, og da hun bebrejder ham hans Opførsel, siger han: Jeg har ganske andre Forestillinger om, hvad man skylder sig selv og de Ideer man har gjort sig til Talsmand for (1,V,162). 2. sletter konsekvent "og de Ideer man har gjort sig til Talsmand for" (2,II,207).
Nu er Centret opløst, og Per gaar for første Gang tilbunds i Stemning ved Synet af den gamle Voldmølle, der spøgelsesagtig, som en Troldkone med oprakte Arme udslynger Forbandelser over den moderne By. Han erkender sit Nederlag. Sejrens Pris var for høj! Men i 1. spiller Hefteudgivelsen igen retarderende ind: Per tager endnu ikke Konsekvenserne, men bilder sig selv ind, at han vil besøge Obersten næste Dag, saa Projektet kan komme i Gang alligevel. 40 Man maa ville Midlerne! Kort efter slutter femte Hefte.
Nu synker Per, og P. lægger ikke Fingrene imellem. Var Per stupid, saa er han nu overfølsom for Kritik – mod ham selv. Og nidkær i Selvforsvaret. Kun paa Strandvejen, flygtet fra den larmende Fest, er han ægte i sin Følelse af Hjemløshed. Da Moderen indskibes, bliver Tilværelsens Grund afdækket, og Per bærer ikke Synet uden Bistand fra det hinsidige. Syndsbevidstheden vaagner og Forsagelsens Spøgelser, paa Rejsen tilbage. Lad fare, min Sjæl! P. koncentrerer hele denne afmægtige Tilstand i en Naturoplevelse paa Kærsholm. En lys, "uhjemlig" Sommeraften, hvor Naturen som i Det store Spøgelse formidler Angeren. Endnu tydeligere en Dag ude paa Aaen, "naar han sad saadan ganske stille paa sin Baadtofte og stirrede ud paa det røde Fiskeflod med en Fornemmelse af Legemsløshed, helt fortabt i Nuet, kunde han endog begynde at fatte Meningen med Ord som "Himmerig" eller "Salighed". Han kunde føle sig saa udløst af det jordiske, optaget i en højere og renere Tilværelse, uforkrænkelig, helt Sjæl." (2,III,49).
Vejen er banet for Blombergs lyriske Kristendom, maaske den værste af alle Pers Vildfarelser, fordi den spiller falsk paa de inderste Strenge i ham. Et Besøg i Barndomsbyen, den hellige Stad, fuldbyrder Omvendelsen. Nu skal Religionen besmykke hans fattige Hjemlængsel, siger Jakobe. Men Harmonien er for billigt købt. Den Gud Per lærer at kende under den følgende Vinters Kamp med det virkelige Livs Dæmoner, er ingen vennesæl Trøster. Langsomt begynder han igen at tage fat selv.
Stort længere fører denne Side af Tekstkritiken os ikke i Lykke-Per. Sammenligningen bringer for Slutningens Vedkommende ikke noget afgørende for Dagen. Vi maa nøjes med at konstatere, at P. ved sine omhyggelige Rettelser har vist, at han anser de allerede nævnte Steder for vigtige.
41
III
Vi har set Modsigelserne i Vurderingen af det lyriske Sindelag i og omkring de smaa Romaner, og vi har i de to store konstateret, hvorledes Hansted og Per overlistes i deres svage Øjeblikke af Naturens og Fortidens Spøgelser, som umærkeligt suger Viljens Marv ud af Knoglerne. Alligevel regnes Pontoppidan jo for en stor Epiker, og med Rette. At der findes poetiske Partier og lyriske Stemninger i hans Værker kan ikke undre, for det gør der i al episk Kunst fra Homer til vore Dage. Spørgsmaalet er, hvor meget disse Partier betyder for Helheden, og dernæst hvordan selve Digterens Følelse er beskaffen, er den bundet eller har den emanciperet sig? Med eet Ord: Har Følelsen faste Konturer?
Besvarelsen for P.'s Vedkommende skal her gives gennem et Forsøg paa at samle en Karakteristik af den lyriske og den episke Kunstner. P. har selv angivet Udgangspunktet. Paa det Sted i Erindringerne, hvor han fortæller om sin Overgang til Digtningen, citerer han drillende, hvad selve Goethe, Verskunstens Stormogul, sagde til Eckermann: Det højeste Maal for en sand Digter er at skrive en mandig, stærk og klar Prosa. Men dertil kræves et Budskab. Den som ikke har det, kan nok lave Vers og Rim, som ser ud af noget, men i Grunden er de ingenting (1,II,141). Citatet kan ikke staa for ret mange Indvendinger. Det anføres her, fordi man har det Indtryk, at P. stillet overfor Valget: Lyrik eller Prosa, bestemte sig for Prosaen, ikke fordi han vidste synderlig Besked 42 med sine Evners Art, men fordi han ikke vilde skrive Vers.
I Europa er Lyriken en taknemlig Genre eller i hvert Fald en svært imødekommende. Dens Grundbetingelser falder sammen med selve Vesteuropæerens Livsvilkaar siden Renæssancen, nemlig Ensomheden, Individualismen. Det er intet Under, at Europa har frembragt saa megen prægtig Lyrik, og at vore Romaner og Skuespil ofte er maskeret Lyrik. Lyrikeren behøver ikke at have noget positivt Forhold til sine Medmennesker, naar blot han har et inderligt Forhold til sig selv. Han kan staa helt udenfor Verden og digte de dejligste Vers netop om sin Isolation, om hvor lidt alt andet end hans egen Sjæl betyder for ham. Lyriken er til Tider nøjsom. Den dyrkes med Held af meget grønne Poeter, som endnu kun har Stemninger og vage Fornemmelser at sigte paa. Men naar de blot har øvet sig flinkt i at føle, behøver Læseren ikke at savne den klare Erkendelse, som mangler i deres Vers. Det er denne Omstændighed, det nysnævnte Citat hentyder til.
En god Prosaist har i Reglen flere Aar paa Bagen end en god Lyriker. For Prosaisten er det ikke tilstrækkeligt, at han har et Forhold til sig selv. Han maa ogsaa have et Forhold til Omverdenen, og forsaavidt et positivt Forhold som han maa kunne tage Omverdenen saa alvorligt, at han kan give et genkendeligt Billede af den. Prosaisten maa nødvendigvis beskæftige sig med Omverdenen, for den er selve Fundamentet, hans Værk hviler paa. Han kan ikke som Lyrikeren tage alt ud af sit eget Indre, Omverdenen maa have lige saa megen Realitet som hans egen Person. Han er oftere end Lyrikeren en Etiker, for han maa i det mindste være saa uselvisk, at han roligt kan træde tilbage og lade Læseren se det Liv, han beskriver fra alle Sider – ikke blot fra den Side, der vender ud mod ham selv. Følgelig tjener hans Erfaring ham i højere Grad som et Middel til at se end til at føle.
Medens Omverdenen ikke har bindende Magt over Lyrikeren – snart tiltrækker, snart frastøder den ham, men den forpligter ham ikke, snarest er den at ligne 43 ved et Irritationsmoment – saa maa Prosaisten først af alt besidde Virkelighedsmod. Han maa forsværge sig til Virkeligheden, som vi alle kender den, for det er dén hans Kunst skal nære sig ved. Gør han ikke det, vil hans Personer ikke kunne bevæge sig i Rummet. De vil forblive statiske eller vejres hen som i Lyriken. (Der findes en Lyrik, som ogsaa er handlingsbevæget, Sophus Claussens f. Eks. Den staar højt over den fortrinsvis romantiske Lyrik, som her beskrives. Man kunde maaske kalde den Poesi for at betegne Forskellen.)
Lykke-Per gentager Kulturens evige Tema: Sjælen og Verden. Udgangen kender vi, men det er betegnende, at Stoffet er stærkere end Forfatterens Intentioner. Værket er ikke udtømt med de Dagbogsoptegnelser Per efterlader. Der er mere endnu. Der er saa megen Livsluft i Lykke-Per – mere end i noget andet dansk Romanværk. Der stiger et uimodstaaeligt Brus af Verden op fra Bogen. Tiden lever i Lykke-Per, og Verden, saa stærkt og uforglemmeligt, at man i mange Aar kun kan opfatte Pers Endeligt som en Tragedie. Anderledes sagt: Den alvorligste Hindring for Forstaaelsen af Lykke-Per er, at det er saa ustyrlig god en Roman. P.'s Bøger er en Verden, hvori vi finder Vej ved vor Menneskekundskab ligesom i Livet. I den Grad er Personerne levende, at vi i fuldeste Alvor kan diskutere, hvordan de vilde reagere i Situationer, som de aldrig kommer i. Det er Livsstoffet, som P.'s Bøger er mættet med, der er det egentlige episke Stof.
Per er og bliver dog et Verdensbarn. Det er svært at se ham for sig, naar han er i Ro. Senere, da han er ved at faa et indre Liv, bliver det lettere, naturligvis. Men vi ser ham, naar han handler – ikke blot paa Omgivelsernes Reaktioner – Per i Aktion er overbevisende! Naar han er alene, kan man undre sig en Kende over, at det er ham, der vækker saa megen Staahej.
Jørgen Stein er ikke nær saa god en Romanfigur som Lykke-Per – og navnlig derfor staar Paludans Værk som episk Skildring under Pontoppidans. 44 Ulykkeligvis skal der jo blive en Digter af Jørgen. Han handler for lidt, han gør for lidt aktiv Fortræd omkring sig. Hans Synder er Undladelsessynder. Pontoppidan har derimod paa overbevisende Maade løst Romanheltens vanskelige Problem. Det fremragende ved en Børste som Per er, at vi trods al hans Stupiditet alligevel fængsles af ham og bevarer Interessen til det sidste. For Jørgen bliver vi efterhaanden ligegyldige – han trænges ud af Billedet. Men ham kan vi til Gengæld se, naar han er i Ro, ja, da ser vi ham bedst.
Paludan har engang udtalt, at hans højeste Maal som Kunstner har været at indsmugle den uudsigelige Stemning bag Tingene i selve det realistiske Livsbillede (S.149)1 I Grunden ikke nogen episk Bestræbelse. Der findes i Første Del af Jørgen Stein nogle Steder, hvor Skildringen – uvillet – løfter sig til Symbol. F. Eks. den Dag Amtmandens drager af til Havet i Charabanc. I straalende Sommersol, med varme Tæpper og Madkurv og Kusk med høj Hat. Skuddet fra Serajevo er døet hen, men den blaa Røg fra Amtmandens Pibe hvirvler i Svinget efter Vognen (S.64). Nu ved dén, der ikke har levet før 1914, hvor ufattelig tryg Verden dengang var i en dansk Provinsby.
Og Sommeren efter ved Vesterhavet, da Jørgen og Lily siger Farvel nede paa Stranden. Det er Bygevejr, Sandet er graat, og Regndraaberne har lavet smaa Kratere i det. De to er flygtet ind i et tomt Badehus. Der dufter ferskt af vaadt Træ, og en efteraarsagtig Plaskregn trommer mod Taget. Havet er stille. Denne rene, urimelige Afskedssmerte, medens hele Livet endnu ligger forude – 45 den gælder ikke blot Jørgen (S.213-14). Men den gælder i høj Grad ogsaa ham! Glem mig ikke, glem mig ikke, hvisker han. Gives der noget Sted et klarere Billede af ham? Som han staar her og forsøger at holde Øjeblikket fast sammen med den eventyrlige Lily, Tidens Barn, er hele hans Skæbne samlet. Denne Situation siger mere om Jørgen og hans fortvivlede Forsøg paa at faa Kontakt end hele Tidsopgøret i Bogens anden Del, som bortset fra Ottos Historie er død, episk set.2
I Lykke-Per findes der ikke saadanne forløste Øjeblikke, som samler Helten og hans Skæbne i et enkelt Billede. Selv da Per paa Strandvejen hører Fred hviler over Land og By, er Skildringen ikke fortættet, som den kan være i Jørgen Stein. Der kommer til at ligge større Vægt paa de lyriske Situationer hos Paludan – de bliver Bogens Højdepunkter. Det bliver de trods alt ikke hos Pontoppidan.
I Erindringerne finder vi endnu en Gang en Retningsviser fremover. P. kunde ikke lide J.P. Jacobsen. "Den udpyntede Stil, det søgte Ordvalg, de prunkende Farver, al den Overlæsselse i det hele, (–) røber sit Ophav som en 46 Kunstens Parvenu." (1,II,39. – 2,76 sletter Eftersætningen). P.'s kunstneriske Ideal har vist nærmest været de russiske Romanforfattere – Dostojevski nævnes. Han omtaler den Betydning, som de i Oversættelser fik for det moderne Gennembrud i Danmark. "J.P. Jacobsens ornamentale Ordbroderi, som en Tid havde paavirket de fleste af den yngste Forfatterslægt saa betænkeligt stærkt, tabte pludselig i Indflydelse. Disse Russere med deres ganske ukunstlede Sprog og hele folkelige Fortællemaade aabnede vore Øjne for, at det ikke var stilistiske Finesser og sproglig Akrobatik, som frembragte det lødige Kunstværk, men den magtfulde Udformning af et Emne til en organisk Helhed." (1,III,43).
Jacobsens Stilbestræbelser – hans Omhu for Farver og Rytme, hans Søgen efter det ene præcise Ord – er Lyrikerens. Jacobsen slipper os ikke, vi skal vide alt, og vi skal se og føle alt, netop som han har set og følt det. Ud i de mindste Detailler mærker vi hans Arbejde herfor. Det ender i Reglen med, at vi slipper Jacobsen, for vor Fantasi vil ogsaa have Lov til at arbejde. Jacobsen digter mest om Drømmenes Forlis og Forsøget paa at bære Livets Vilkaar uden Guds Hjælp – især det smerteligste af dem alle: Døden. Det er hans centrale Erkendelse, at Livet staar under Dødens Lov. I hans Stil mere end noget andet Sted ser vi, hvor vanskeligt det har været for ham at akceptere denne Erkendelse. For hvad er al den jordiske Skønhed, Jacobsen skaber i Stilen andet end en uvilkaarlig Protest mod Døden? Hvad røber de mange Standsninger og Indskud i en Fortællestil, som aldrig gaar i ubrudt Linie, og aldrig lader Tingene blive hvad de er, andet end en tavs Besværgelse af Døden? Og Dødsbesværgelse, det er Lyrikens allerældste Funktion, selve dens Oprindelse, hvori den var forbundet med Magi og Kult.
I Modsætning til J.P. Jacobsen besidder P. ingen nyskabende sproglig Evne. Han bruger Sproget ganske som det foreligger. Det er Indholdet, der skal bære Ordene 47 oppe – ikke omvendt. P. bruger sjældent Ord, som tiltrækker sig Opmærksomheden for deres egen Skyld, tværtimod har han Forkærlighed for de gængse Vendinger, som har Rod i en prøvet Vedtægt. Han forjager sig ikke, men han tøver heller ikke for at finde et særlig præcist Ord. P.'s Bestræbelser gaar ud paa at gøre Sproget til eet med Sagen, paa at lade Stilen som selvstændig Faktor helt forsvinde. Hvor det er lykkedes, sanses den ikke mere, Tingene træder igennem den.
I den lyriske Stil er Billedet et Hovedmiddel, hvorimod det er begrænset, hvor mange Billeder den episke Stil kan bære. Medens Lyrikeren søger at fastholde Billedet, saa vi kan fordybe os i det, ser man hos Epikeren det ene Billede styrte over i det næste, for til ham stilles der først og fremmest Krav om Bevægelighed. Den ideelle episke Stil kan man saa at sige læse hen over. Den lader Øjet hvile paa Tingene, men den dvæler ikke ved dem, den slipper dem, medens de endnu har bevaret deres Friskhed.
Det er hyppigt netop den Indsigt Lyrikeren har nedlagt i Billeder, der skiller ham fra Epikeren og viser hen til den afgørende Forskel i deres Forhold til Livet. Naar Lyrikeren stiller sig udenfor Samfundet, skyldes det ofte, at han har set dybere end Epikeren. Han har set saa dybt i Smerte eller i Fryd, at Synet har kostet ham hans normale sjælelige Sundhed og har slaaet Tilværelsen itu for ham eller gjort den uendelig rigere end før. Smerten er lige saa ulægelig, som hans Fryd er uforglemmelig, og heraf fødes Protesten eller Tilslutningen.
Medens Epikeren akcepterer Livets Gang og Menneskets almindelige Vilkaar og anerkender Døden som Afslutningen og i sin Kunst finder den enkleste Lov for Kompositionen i selve disse Kendsgerninger, saa er det karakteristisk for Lyrikeren, at han benægter Forgængeligheden for at klynge sig til det frydefulde Øjeblik i et desperat Forsøg paa at standse det. Eller at han, overvældet af 48 Smerte gør et afmægtigt Forsøg paa at forandre Tilværelsens Gang ved at besværge Tingene til at forvandle sig. Den dybeste Drift i den lyriske Kunst er at besejre Døden. Den episke Kunst hviler paa den faste Overbevisning, at Livet paa Jorden er forgængeligt. Hvis Epikeren gør sig Haab om at besejre Døden, grunder han dette Haab alene paa sit afsluttede Værk, betragtet som Værk.3 Det kan overleve hans Død, men nogen Tro paa, at der endnu i det jordiske Liv gives en Sejr over Døden, har han ikke.
Man bør her erindre Lyrikens og Epikens forskellige Oprindelse. Lyriken var som Hymne eller Besværgelse et Led i Religionen, Gudstjenesten. Den episke Kunst blev til som ædel Underholdning for en socialt og kulturelt højtstaaende Kreds, hvorfra den som tvangløs Fortælling vandrede ud i de brede Lag.
Man har saa tit spurgt, hvad Pontoppidan selv mener. Hvad er hans Glæde, og hvad volder ham Sorg? Hvem holder han med? P. har som bekendt altid hævdet, at hans personlige Forhold til de digtede Personer er andre uvedkommende, og han har vist det i Gerning ved overhovedet meget sjældent at udtale sig som Privatmand. For dem der alligevel vil vide Besked, er der næppe andet at gøre end at lytte endnu mere opmærksomt til hans Stemme i Værkerne. I Valget af Motiver har han røbet sin Forkærlighed og sin Afsky, og paa Intensiteten i selve Skildringen kan man mærke, hvor den er stærkest. Der er i Længden ingen anden farbar Vej at gaa, hvis man ikke vil respektere den Fremstillingsform P. har valgt sig.
Det er jo især det berømte "Tvesyn", der bestemmer P.'s kunstneriske Form. Mon ikke Fortællingen Borgmester Hoeck og Hustru giver det overskueligste Eksempel. 49 Uden selv at tage Parti lader P. her Modsætningerne brydes. Værket skal som Kunstværk dømmes paa om Ligevægten bevares. Metoden er i al Enkelhed den, at alle Akterne fremlægges, saa Læseren faar de Oplysninger, der er nødvendige, for at han selv kan dømme, hvis han skulde ønske det. P. har set det som sin Opgave at beskrive de to Mennesker saa nøje, at hans egne Kommentarer gøres overflødige. Der findes ikke en eneste Forfatterbemærkning. Hvis vi ønsker et Støttepunkt i P.'s egen Vurdering af Borgmesteren og hans Hustru, maa vi søge det udenfor Kunstværket – i P.'s Beskrivelse af andre "Sideniusser".
Men det er en Vildfarelse, hvis vi tror, at saadanne objektive Beskrivelser er blevet mulige for P. ved at han har opgivet sit eget Selv – saadan som de største Lyrikere, prisgivet af deres forfærdelige Følsomhed maa gøre sig til et rent Instrument for overhovedet at kunne bære Livet. P. opgiver ikke sit Jeg, Jeget er hans Religion. Han har haft klare Sympatier og Antipatier, og selvom der ikke gennem hans Værker kan føres "Bevis" for dem, saa er de ogsaa dér saa udtalte, at man maa undre sig over, at nogen har haft saa svært ved at finde dem.
Hermed være ikke sagt, at Tvesynet er uden Forudsætninger i P.'s Personlighed – den var saavist rig paa Modsætninger – men Tvesynet er som Syn og som kunstnerisk Teknik Resultatet af en Kamp han kæmpede med sig selv og sit Stof. Den Opdagelse gør man, naar man sammenligner de forskellige Udgaver af hans Værker!
Naar P. kunde akceptere Tilværelsens Vilkaar og usvigeligt fastholde, hvad det koster at leve, er Grunden ikke, at han modstandsløst gav sig hen i Livet. Han har kendt Fristelserne til at unddrage sig det ved at gaa udenom og søge Tilflugt i Idyllen eller i Kristendommen, men han har bekæmpet Fristelserne med det samme etiske Instinkt, som forpligtede ham til at holde Dom over Hansted, fordi han svigtede Jorden, over Lykke-Per, fordi han lod haant om 50 sin kristne Arv, som over alle der i Mangel paa Mod til at tage Kampen mod Skæbnen op dér, hvor den alene kan vindes – i Selvet – mener at kunne tiltuske sig Livet for en billig Pris.
Naar Partiet staar lige i Borgmester Hoeck og Hustru, er det altsaa ikke fordi P. ikke ved, hvem han skal holde med af de to. Det er Resultatet af en Selvovervindelse, af en Villie til at yde Retfærdighed ved ikke paa Forhaand at nægte nogen Ret til at være Menneske.
Der er allerede i det foregaaende nævnt Eksempler paa, hvordan P. i de nye Udgaver af sine Bøger indarbejder Tvesynet. Vi skal i det følgende Afsnit se, hvordan P. ogsaa paa andre Maader forsvinder bag sit Værk, og vi skal se, hvordan han fjerner Sporene af den lyriske Stil for at naa frem til en ren, episk Fortællemaade.
51
IV
Forhaabentlig er der allerede givet et Indtryk af Tekstrettelsernes Omfang i Lykke-Per, Det forjættede Land og Erindringerne. Af de tolv mindre Værker, der er benyttet til Tekstkritiken, kan der straks udskilles tre. Den gamle Adam, Borgmester Hoeck og Hustru og Det store Spøgelse er næsten uforandrede i alle Udgaver. De Rettelser, der er foretaget, er uden nogensomhelst Betydning. Der er flere Ændringer at finde i Nattevagt, Den kongelige Gæst og En Vinterrejse, men navnlig Vildt, Minder, og Højsang byder paa et godt, typisk Materiale. Naturligvis bliver Ændringerne i Kompositionen og Stil størst, hvor Værket paa Grund af indholdmæssige Svagheder er skrevet helt eller delvist om, saadan som det er Tilfældet med Ung Elskov, Hans Kvast og Melusine og Et Kærlighedseventyr. For Ung Elskovs Vedkommende er Omarbejdelsen saa radikal, at en Sammenligning, der omfatter mere end Indholdet, er lige ved at miste sin Gyldighed. Men der er Stof nok endda, saa meget, at det er uoverkommeligt her at forelægge blot alt det bedste.
De Eksempler, der er udvalgt, er typiske, ligesom den Hensigt, der er sporet i dem, er det. Men det skal nok vise sig, at de alligevel er valgt med Tendens. Man kan lige saa godt vedgaa det paa Forhaand. Alene det, at man kun vælger Eksempler, som man kan fortolke, og som har en Forbindelse med den Synsmaade, 52 man har anlagt, er jo en Begrænsning. Til Gengæld maa man have Lov at spørge, hvad Detailstudier mon er værd, hvis man ikke forsøger at fortolke Detaljerne.
Først gælder det Kompositionen. Et Eksempel fra Vildt. – Studenten har Planer om at forføre en ung Kone, hvis Mand er borte fra Hjemmet paa Fiskeri. Han har hidtil kun set hende om Aftenen og i Selskab med andre. Nu kommer hun en Dag til Færgekroen, hvor han bor. Studenten ror hende over Fjorden og slaar bagefter Følge med hende gennem Skoven. Episoden er i 1. refereret, efter at han har truffet Krybskytten og i Anledning af dennes Beretninger om Kærlighedens ligefremme Glæder (1,52-62). Studenten opflammes og mindes da sit Møde med Fiskerkonen, som han undlod at benytte sig af.
I 2. og 3. flyttes Episoden derhen, hvor den efter normal Tidsfølge hører hjemme, d.v.s. før Studenten træffer Krybskytten (2,29-38. – 3,432-437). Herved bliver det, der først var et Referat, som standser den fremadskridende Handling, til et levende Led i Handlingen. Beretningen gaar nu i ubrudt, lige Linie. Og naar Skytten i 2. og 3. fortæller sine Pigehistorier, forstaar vi nu straks den beskæmmende Virkning, de har paa Studenten. P. har ikke glemt at fortælle noget, som i en Fart maa indhentes. Han kan tværtimod spille paa den Viden, hans Læsere allerede sidder inde med.
Et lignende Eksempel fra Lykke-Per. – Nathans Artikel som Per faar sendt fra Ivan gør et stærkt Indtryk paa ham, fordi den raaber Handlingsmennesket i Gevær. I 1. faar vi først Besked om dette, efter at Per første Gang har besøgt Familien Salomon (1,II,96ff). 2. (2,I,180ff) bruger Artiklen mere virkningsfuldt, nemlig som et af flere Midler til at vække Per med efter den Skuffelse han led, da Obersten afviste hans Projekt. I 2. ser han altsaa først Nanny og pønser paa at vinde hende, saa læser han Artiklen og begejstres, og 53 nu følger Besøget hos den gale Baronesse, og paa samme Dag (i 1. gaar der en Dag imellem, 1,II,82-83), beslutter han at besøge ogsaa Salomons. (2,I,193f). Nathans Artikel bliver fra at være dødt Stof til et aktivt Led i Handlingen. Den skaber nu med paa Handlingen. Og ved at lægge de to Besøg paa samme Dag, holder P. Læseren fast. Nu er han med i Begivenhederne, og kan uafbrudt følge Per med Øjnene.
I Et Kærlighedseventyr skilles Vadum og Ingrid i Berlin. Ingrid skal til København for at besøge sine Børn, Vadum venter imens i Berlin. Efter Afskeden fortsætter 1.: "Da hun om Aftenen kom til København …" (1,57) og vi faar hele Beretningen om hendes Ophold dér, inden vi igen hører noget om Vadum. 2, derimod lader Ingrid rejse (2,361) og bliver i Berlin hos Vadum, der flakker hvileløs om og i Tankerne følger Ingrid: Nu er hun i Warnemünde, nu er hun nok i Gedser o.s.v. – indtil sent om Aftenen, da Ingrid kan være naaet til København. Saa først springer 2. over til Ingrid. – 2. respekterer altsaa Tiden og fylder den ud. Der bliver ingen Pauser i Handlingen, Situationerne ligger i naturlig Forlængelse. Fortællingen bliver helt nærværende, fordi der hele Tiden sker noget.
Om Vadums Barndom fortælles der i 2. en god halv Side (2,347 og 354). Hans Forældre levede som Hund og Kat, og Faderen indprentede ham aldrig at nære Tillid til nogen. Oplysningerne indgaar behændigt i Ingrids Tanker over et nyt Tungsindsanfald hos Vadum. – 1. derimod fortæller paa otte Sider det samme (1,38-46) og meget, meget mere, som vi ikke behøver at vide. Det vi skal vide for at forstaa Vadum, maa ikke standse Handlingen, naar Romanen ikke er større, og det behøver det heller ikke. Stoffet kan indgaa i Handlingen, hvor den naturligt kalder det frem.
Den mest gennemgribende Ændring i Opbygning findes i Hans Kvast og Melusine, 54 og det er med tungt Hjerte man maa opgive at gøre Rede for den. Men Eksemplet er for omfattende til at være typisk, og Beskrivelsen af det bliver for vidtløftig. Vi ser i Andenudgaven af denne Bog navnlig, hvordan Referaterne forsvinder. Dramatiske Situationer, som laa i Kim i to-tre Linier i Førsteudgaven er vokset op. Læseren overværer Personernes Tilblivelse i Stedet for at høre om dem. Handlingen bliver velmotiveret og det katastrofale Selvmordsforsøg en logisk Konsekvens.
I disse Eksempler søger P. altsaa især at mætte Handlingen og at digte Motiverne helt ud. Andre Steder er hans Hensigt med en ny Disposition at undgaa at trænge for meget Stof sammen, hvor der allerede er Bevægelse i det. Men om man sætter Stoffet i Bevægelse eller bevarer Bevægelsen, hvor den trues – Hensigten er een.
Fra Minder. Adjunkt Hammer og Eleonora overraskes paa en Spadseretur af Ritmester Mohrhof. "Paa den tilkommende Ægtemand virkede Synet af denne Damernes Helt som en kalkunsk Hane paa en Gase. Det var næppe nok, at han gengældte Ritmesterens militære Hilsen, og uvilkaarligt trak han beskyttende Eleonora tættere ind til sig, idet han samtidigt mistænksomt holdt Øje med hendes Mine. Han mente nemlig at have lagt Mærke til, at denne Kvinderøver i den sidste Tid paa en mistænkelig Maade havde omkredset dem paa deres Spadsereture. Ved nu at tilkaste ham et gennemborende Blik saa' han straks paa hans dybt brunrøde Ansigtsfarve og af den Maade, hvorpaa hans Felthue sad forfløjent ned over det ene Øre, at Ritmesteren befandt sig i den oprømte Stemning, hvori han gerne paa denne Tid af Dagen forlod Klubben, og som for Damerne gjorde hans sydlandske Skikkelse allermest uimodstaaelig, idet den forstærkede det Skær af noget romantisk fribytteragtigt, der i ders Øjne hvilede over ham." (1,140).
Baade vi og Adjunkt Hammer ved saa udmærket, at Mohrhof er uimodstaaelig, og at 55 han efterstræber Eleonora. Der er ingen Grund til at sinke med Gentagelser. Stoffet trækkes sammen: "Synet af denne Damernes Helt, hvis lyseblaa Felthue sad forsorent ned over det ene Øre, og som i det hele syntes at befinde sig i den oprømte Stemning, hvori han gerne forlod Klubben, fremkaldte paa den tilkommende Ægtemand samme Virkning som en kalkunsk Hane paa en Gase. Han akkurat gengældte Ritmesterens militære Hilsen og trak uvilkaarligt Eleonora beskyttende ind til sig." (3,97. 2,103). Denne Form for Forkortelse omkring en Samtale eller et Optrin er den oftest forekommende større Rettelse.
Igen fra Minder. Glob sejler om Natten paa Gudenaaen. Der høres ikke en Lyd: "Blot en enkelt Gang et Plask af en Fisk i Vandskorpen eller det pludselige, gennemtrængende Skrig af en Ugle, der lydløst – som en Skygge – flagrede hen over Engen. Derpaa Alting dobbelt stumt, livløst, ørkenstille. / Det eneste levende var den roligt mumlende Strøm, der ilede hen i Natten med Baaden paa sin Ryg. I al denne øde Slummer syntes den et besjælet Væsen, drevet frem af en indre Vilje, der – taalmodig, lempelig, sin Jydenatur tro – valgte denne sindigt slyngede Vej for at undvige al Modstand og ikke behøve at forhaste sig." (1,82). I 2. bevares Bevægelsen ved en Formindskelse af Adjektivernes Antal og ved at undgaa Synonymer: "Blot en enkelt Gang et Plask af en Fisk i Vandskorpen eller det pludselige, gennemtrængende Skrig af en Ugle, der som en Skygge flagrede hen over Engen. Det eneste levende var den mumlende Strøm, der ilede hen i Natten med Baaden paa sin Ryg. I al denne tavse Slummer syntes den et besjælet Væsen, der med beraad Hu havde valgt denne sindigt slyngede Vej for at undvige al Modstand og ikke at forhaste sig." (3,69. 2,65).
Man kan finde saa radikal en Forkortelse som denne fra Et Kærlighedseventyr, der suverænt skærer det svampede Væv bort, for at bruge P.'s egne Ord: "Det blev Nat, inden de naaede Berlin, hvor de i Forvejen havde bestilt Værelse paa et af 56 Hotellerne over for Stettiner-Banegaarden. Klokken otte den næste Morgen fulgtes de derover. / Ingrid undrede sig ikke over hans Tavshed, fordi hun selv var for bevæget til at kunne sige noget. Ved Afskeden paa Perronen lagde hun sig ind til ham og gentog blot: Om fjorten Dage har Du mig igen. / Han nikkede. / Og saa maa Du huske paa at skrive hver Dag. Jeg vil blive frygtelig skuffet, dersom jeg en Dag ikke hører fra Dig. / Men foreløbig ved jeg jo ikke engang Din Adresse, indvendte han. / Jeg sender den straks. Og saa maa Du skrive om alt, hvad Du oplever. Men allermest om, hvordan Du har det. Og skulde Du blive syg, maa Du telegrafere. Det har Du lovet mig. / Hun kyssede ham for alle Folks Øjne og steg ind i Toget, umiddelbart før Dørene lukkedes. Fra Kupévinduet sendte hun ham den sidste Hilsen. Og hun var ikke langtfra at fortryde Rejsen, da hun saae ham staa der ene tilbage og stirre efter Toget." (1,56).
Hvis vi ikke skal sløves, skal det være saadan: "Efter at have overnattet paa et Hotel i Berlin fulgtes de den næste Morgen til Stationen. Ved Afskeden paa Perronen omfavnede hun ham og gentog: Om fjorten Dage har Du mig igen. / Han sukkede blot. / Fra Kupévinduet sendte hun ham med Taarer i Øjnene den sidste ømme Hilsen. Han vinkede igen med et anstrengt Smil og fulgte hende med Blikket, indtil Toget var ude af Syne." (2,360).
Ogsaa i Personkarakteristiken bringer P. Liv. I Den kongelige Gæst afsløres det, at Præsten slet ikke kender Prins Karneval. Emmy beskrives saadan: "Hun sad tilbagelænet i Stolen og spillede med Fingrene paa dens Armstykker. Hun syntes ikke videre forbavset, omend noget tankefuld, og saae ud af Vinduet med et overmodigt Smil." (1,105). 2. finder den rette lunefulde Bevægelse, som erstatter den vage direkte Karakteristik: "Hun sad tilbagelænet i Stolen og legede med dens Armfrynser. Samtidig saa hun ud af Vinduet med et underfundigt Smil." (2,453).
57 Rettelserne i Personkarakteristiken gaar ogsaa i anden Retning. Det kan være en logisk Rettelse, som bringer Personen i Overensstemmelse med sig selv. Hansted ser Hansine ude paa Marken i Færd med at give et Lam Mælk af en Patteflaske. Han raaber til hende, og da hun opdager ham, slipper hun baade Lam og Flaske og løber ham i Møde (1,I,299f). I 2. nikker hun til ham, men rejser sig først, da han er naaet hen til hende (2,172).
Om Inger og Lykke-Per hedder det i 1., at hun "ikke en eneste Gang saae paa ham og derfor ikke vidste, at hun blev iagttaget. Det kunde næstern se ud, som om hun helt havde glemt hans Tilstedeværelse." (1,VII,34). Det vilde ligne hende daarligt. Hun er netop en meget bevidst Dame! Derfor: "… og tilsyneladende ikke tænkte paa, at hun blev iagttaget." (2,III,30).
Personkarakteristiken kan ogsaa blive enklere ved en Strygning af alt for mange Detaljer, som er Fantasien til Besvær. Nok saa almindeligt er det, at Karakteristiken udbygges som f. Eks. i denne kaade Replik fra Højsang. Det er Proprietær Hansen, der lokker for Løjtnant Hacke: "Hør nu Hacke! Lad os faa en lille Fruentimmer-Historie, hva? Fortæl den dernede fra Sebastopol … Du ved nok, den om din Muschka, eller hvad det nu var hun hed … hende, Grevedatteren, der forklædte sig som Trompeter og kom og besøgte dig om Natten, naar du laa i Kvarter, hva!" (1,66). – I 2. lyder Repliken saaledes: "Fortæl hellere Hr. Kandidaten den fra Plevvna … om hende, Deres Mashka, der gjorde Krigen med som Tamburdreng og fik en lille inde i Stortrommen … kan De tænke Dem, Hr. Københavner … lige midt under Marschen, mens Hr. Hacke buldrede løs af alle Kræfter paa Kalveskindet for at man ikke skulde høre hende skrige. Den er god, hva?" (2,39). Eksemplet er virkelig typisk. Naar der forekommer saadanne Beskrivelser, bliver de bestemt ikke kedeligere i de nye Udgaver. – Der skal henvises til et alvorligere Eksempel, Beskrivelsen 58 af Jakobes Ydre. Sml. LP 1,II,129 med 2,I,216.
Fra Højsang skal der hentes et Eksempel paa, hvordan P. lader Ironien forsvinde ned i Stoffet. Han forkorter og gør Sproget saa billedløst og nøgternt han kan, men Karakteristiken af Glob bliver mere raffineret (Narrefælde), og P. tager tydeligt Afstand fra ham ("syntes det ham nu").
"Han lod Blikket vandre omkring over det lyngsorte Ørkenland – dobbelt vildt og dystert nu i det sparsomme Lys af Maanen, der just dukkede frem over en Skyrand. Sandelig! Vestenvindens løndomsfulde Tale havde alligevel ikke narret ham! Her sad han jo midt i Eventyrets Land, i Fortryllelsens Rige, hvor Naturen selv talte Lidenskabens Sprog og alt var endeløst stort, uden Grænser." (2,54).
"Han lod Blikket vandre over det mørke Lyngland. dobbelt vildt og vældigt syntes det ham nu, da Maanen var dukket op over en Skyrand. Sandelig! Vestenvindens løndomsfulde Tale havde alligevel ikke lokket ham i en Narrefælde. Her sad han virkelig midt i Eventyrets Land, hvor alt var mægtigt, uden Grænser." (3,35).
I samme Aand slettes Forfatterbemærkningerne. Overvejelser, Sansninger og Syn drages ind i Beretningen. I Stedet for at P. taler med alment Sigte, ligger Ordene nu i de handlende Individers Mund. P. er forsvundet for at Personerne selv kan se: "Alligevel! den første Gang man saa Solen i sin Nedgang pludselig standse derude over den mørkerøde Stribe, som danner Skillelinien mellem denne Verden og Uendeligheden, og derpaa ligesom efter en kort Betænkning stige til Vejrs igen, var der et Øjeblik, da man uvilkaarligt holdt Vejret. Dette Nu, da Aften- og Morgenrøden flød sammen i en Blodsø og fødte den nye Dag, havde noget i sig af en overnaturlig Aabenbaring. Man havde Fornemmelsen af at se Tiden blive til, at overvære Evighedens Forløsning". (Hans Kvast 1,154).
59 "Alligevel! Da han saae Solen standse i sin Nedgang derude over den mørkerøde Stribe, som dannede Skillelinien mellem denne Verden og Uendeligheden, og derpaa igen stige paa Himlen, overvældedes han som ved Synet af et Under. Dette Nu, da Aften- og Morgenrøden flød sammen i en Blodsø og fødte den nye Dag, greb ham som en Aabenbaring. Han havde en Fornemmelse af at se Tiden blive til, at overvære Evighedens Forløsning." (2,137).
Flere Eksempler. Den kongelige Gæst: Der var Øjeblikke, da Arnold var nærved "at føle sin Lykkes Forlis som en Befrielse, eller da han dog fandt Erstatning for den i hint forsagende Vemod, der aabner Sindet ud imod Uendeligheden." (1,98). 2. retter til "… eller dog at finde en Slags Erstatning i et forsagende Vemod, der aabnede o.s.v." (2,450).
Ved Baadsmandens Begravelse gennemrisles Per af "den næsten legemlige Vellyst, der griber de unge og forhaabningsfulde ved en aaben Grav, fordi de i et saadant Øjeblik i forstærket Grad føler, at de lever, at Blodet endnu ruller varmt fra Hjertet, at Jordens Herligheder endnu tilhører dem … endnu, endnu!" (1,II,70). I Andenudgaven hedder det: "Endnu tilhørte han Livet og Solen! Endnu sang Blodet sin rigt forjættende Sang i hans Øre. Endnu – endnu!" (2,I,185).
I Den kongelige Gæst er Præsten paa Besøg: "Der kom nu Vin og Kager ind, og Samtalen blev en af de sædvanlige Visit-Samtaler, der hurtigt stivner i Talemaader og hvert Øjeblik truer med at gaa helt i Staa. Først naar man faar Mod til at tale om sig selv, kommer der Liv i Underholdningen. Præsten klagede til Arnold over sin Skuldergigt, og Fruen fortalte Emmy om sine Tjenestepiger. Ingen af dem havde endnu med et Ord nævnt deres fremmede Ven, …" (1,103). – I 2. siger Begivenhederne os Besked uden Kommentar: "Der kom nu Vin og Kager ind. Præsten klagede til Arnold over sin Skuldergigt, og Fruen fortalte Emmy om sine Tjenestepiger. Ingen af dem havde endnu med et eneste Ord nævnt deres fremmede Ven." (2,452).
60 P. foretrækker i Andenudgaverne ogsaa det gængse Udtryk, hvor det kan komme i Betragtning. Proprietærsønnerne forstaar i 1. ikke, at Ragnhild ikke "med Taknemlighed tager imod deres Tilbud" – "med Kyshaand", skriver 2. Hansine sidder ubevægeligt bøjet over sit Haandarbejde – "stille som en Mus" tilføjer 2. Naar Metaforerne er for udspekulerede, for skrevne, slettes de helt, og de bliver nøgterne, hvor de straaler for meget, som naar det hedder, at "Snekasternes Øjne lyste som Sølvknapper i de røde Ansigter" – som "Sildeskæl" siger 2.
Hvis man til Slut skal give et almindeligt Indtryk af Stilforskellen mellem Udgaverne, kan den allerførste Side i Lykke-Per anvendes.
1.: "I en af de østjyske Smaakøbstæder levede der for omtrent en Menneskealder siden en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand, graanet under et allerede langt Livs ublide Kaar og mangehaande Prøvelser. I sin ydre Fremtræden som i sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Befolkning; og af denne betragtedes han da ogsaa i mange Aar som en besværlig Fremmed, hvis Ejendommeligheder man vekselvis trak paa Skuldren af og forargedes over. Naar han om Eftermiddagen – høj og alvorlig – vandrede ned gennem Byens krogede Gader i sin langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene, den ene Haand hvilende bag paa den stive Ryg, den anden knyttet om Haandtaget paa en stor Bomuldsparaply, som han ved hvert Skridt stødte haardt mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarligt om efter ham, naar de havde hilst; og de, der sad inde bag Vinduerne og fulgte de Forbispaserende i Gadespejlet, smilte over til hinanden, naar hans knokkelmagre Skikkelse sammen med Lyden af hans Skridt var bleven borte i Gydens Krumning."
3. (= 2): I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand. 61 I sin ydre Fremtræden som ved sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere, af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværlig Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren af og forargedes over. Naar han – høj og alvorlig – kom gaaende gennem Byens krogede Gader, klædt i sin langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene og med Haanden knyttet om Grebet paa en stor Bomuldsparaply, som han for hvert Skridt stødte med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarlig om efter ham; og de, som sad inde bag Vinduerne og holdt Udkig i Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter."
Stilen i Førsteudgaverne er saa veloplagt og sikker i al sin Sorgløshed. Fortællingen glider let og ubesværet af Sted. I og for sig bliver Fortælleglæden ikke mindre i Anden- og Tredieudgaverne, men Stilen mættes, den bliver tættere og tager et fastere Greb om Læseren. De nye Udgaver er omhyggeligere med Steds- og Tidsangivelser, som bliver præcise, hvor Fantasien behøver et Holdepunkt, og har samtidig Overblik nok til at slette unødige Detaljer. Man kan beklage, at det frodige Lune forsvinder. Det er dog uden Tøven, at man giver de endelige Udgaver Prisen – fordi de er mere konkrete, fordi de i langt højere Grad opfylder den episke Kunsts Krav til Strenghed, Klarhed og Bevægelighed.
62
V
Hvis man til Slut skulde gaa ind paa den Tanke, at der blandt P.'s mindre Arbejder findes et, som anslaar det centrale Tema for hele hans Forfatterskab, saa blev det ikke "Ørneflugt" man valgte. Det blev Det store Spøgelse.
Begyndelsen er en Sommeraftenstemning. En fjern Kirke ringer Solen ned, og sammen med Himmelbranden i Vest og Stilheden i Naturen fremlokker den en særegen Sørgmodighed, hvori der dølger sig en ubestemt Fornemmelse af Skyld. Det forekommer En, at man virkelig har noget alvorligt at bebrejde sig. For fuldt Alvor ransager man sin Samvittighed for at efterspore en skjult eller overset Brøde. En Vogterdreng kommer forbi og udfrier en Stund Eftertanken af Stemningens Mareridt med sin glade Hujen. Men en tung Uro er blevet tilbage i Sindet. Man er under Afmagtens Fortryllelse. Og nu kommer Skumringen listende. Aftenstjernen vinker allerede fortroligt: Kommer hid, alle I som ere besværede. Heroppe er Hvile og Fred!
"Medens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægelig Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem ved? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig.
Der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vor Eftertankes svage Øjeblikke. Allerbedst som vi sidder i vore lykkeligste Drømme, sniger Uhyret sig over os og lammer os med sin Giftbrod. Først mærker vi maaske 63 kun en lille Kuldegysning i Sjælen, en øjeblikkelig Tunghed i Tanken. Men snart lægger Mørket sig omkring os, og før vi veed det, vugger vi i Dødens Skyggearme." (2,8).
Der fortælles nu om Grethe, der har et uskyldigt Stævnemøde med sin Kæreste. Det maa gaa for sig i største Hemmelighed – af Hensyn til Præsten, som hun tjener hos. Han og hans Kone vil ikke vide af de unges Sværmeri ved Nattetid. Da Grethe kommer tilbage til Præstegaarden, er hendes Forsvinden blevet opdaget. Vinduet, som hun lod staa paa Klem, er lukket indefra. Men i Dagligstuen er der Lys. Her sidder Præstefolkene og venter paa hende. Hvilken Skam vil ikke overgaa hende og hendes arme Forældre, naar hun nu jages bort fra sin Plads! Forvildet af Angst og Samvittighedsnag flakker hun om i den fortryllede Nat, som betager hende den Rest af Herredømme over sig selv, hun endnu havde i Behold. Hun ender i et Mosehul. – Ved Begravelsen taler Præsten smukt over hende. Om den indre Stemme, Samvittighedens manende Røst, der alene værner os mod at fare vild.
Den samme Forening i eet Motiv af Naturstemning og Kristendom findes mange vigtige Steder i Pontoppidans store Romaner. I Slutningen af Det forjættede Land antydes den psykologiske Forbindelse mellem Lyriken og Kristendommen med rene Ord (2,552). De har da ogsaa adskillige Berøringspunkter.
Naar Kristendommen kan tage Lyriken i sin Tjeneste, er det fordi de begge lægger Hovedvægten paa Menneskets Følelsesliv. Tydeligere sagt: De taler først og fremmest til Sjælen. For dem begge er det jordiske Liv uden selvstændig Værdi. For den Kristne er det en Anfægtelse, som maa overvindes for at naa til Gud. For Lyrikeren er det en Anledning til at vende sig indad mod sig selv. Den Kristnes sande Liv venter i det hinsides, Lyrikerens i et fjernt Drømmeland. Alligevel volder det jordiske dem svære Kvaler, fordi Opdyrkelsen af det indre 64 Liv har gjort dem saa modtagelige. De kan umuligt undgaa at opleve Spændingen mellem det himmelske og det jordiske, det indre og det ydre, men alle deres Bestræbelser gaar ud paa saavidt muligt at ophæve denne Spænding, som de i Længden ikke kan udholde at blive i. Mod Disharmonien søger de da Forsoning i eller udenfor Livet. Den værste Hindring for Forsoningen er den kødelige Villie, det oprørske Jeg. Jeget er Lyrikerens forbandede Velsignelse. En Velsignelse, fordi det er Kilden til alle hans Glæder, forbandet, fordi han aldrig kan naa udover det. Befrielsen for Jeget staar for Lyrikeren som Indgangen til den reneste Salighed: Den villieløse Opgaaen i Øjeblikkets Evighed. Ligesom Opgivelsen af den selvherlige Villie for den Kristne er Vejen til den absolutte Hengivelse i Guds Villie. Som Lyrikeren efterhaanden bliver passivt nydende eller lidende, bliver den Kristne asketisk, ikke-villende.
Vi har set, at det karakteristiske for Pontoppidans episke Kunst er Virkelighedsmodet, der lader Modsætningerne staa ved Magt uden Forsøg paa at forsone dem. Men vi har ogsaa set, at P. ikke fik dette Mod i Vuggegave. Den netop skitserede Sammenligning mellem Lyriken og Kristendommen skal vise, at naar P. bekæmper dem begge, gør han det af samme Grund. Han havde baade Lyriken og Kristendommen i sig, og de vil begge gøre Mennesket hjemløst i Verden, gøre det til en uforpligtet, evigt vandrende Pilgrim, hvis Maal ligger udenfor dette Liv. P. vil overvinde Kristendommen og Lyriken, fordi han vil overvinde sin Hjemløshed, saa han kan bo paa Jorden.
Naar Jakobe siger, at Kristendommen med sit Evighedshaab berøver Livet dets Skønhed og dermed dets Alvor, fordi Resultatet af vor Kamp med Livet bliver illusorisk, naar den endelige Afgørelse ligger i Hænderne paa en overjordisk Instans, og naar P. selv taler om at gøre Livet til et Eventyr, saa vender Ordene ogsaa Front mod Lyriken, for ogsaa den bliver – skønt uvillet – en Fjende 65 af vor Tro paa Livet.
Det P. vil bekæmpe er nemlig Vegheden og de altfor milde Sindstilstande, som ofte er vanskeligere at staa igennem end mangen bitter Kamp i aaben Strid. De er for ham en Sygdom, fordi de svækker Villien. Det P. fremfor alt vil bevare er Lidenskaben, Menneskets etiske Strenghed mod sig selv, Villien. Kun Villien fører til virkelig Frigjorthed, kun Villien gør Livet til Kamp og derigennem til det som det skal være: Et dristigt Eventyr.
Lyriken og Kristendommen – det er dem, der stækker Ørnens Vinger!
Den tungeste Erfaring, der er beskrevet hos Pontoppidan er den Hansted oplever, da han stirrer forgæves ud i Natten efter Doktoren, der skal hjælpe Gutten, og den Lykke-Per oplever, da han ser sin Moders Kiste blive indskibet: De ser Tilværelsen afklædt, som et meningsløst, i evig Ligegyldighed hvilende Isøde. Der kommer den samme Angst over Per, som da han, draget af et Løfte om Befrielse for alt hvad der tyngede ham, vandrede op paa Alpernes Vidder og deroppe blev lammet af Tomheden.
Det er sikkert ogsaa heroppe P. selv nedenunder Befrielsen har fundet sin smerteligste Erfaring.4 Heroppe forløstes han til Digter, men herfra stammer 66 ogsaa hans aldrig siden ophørte Kamp for at overvinde Tomheden og Meningsløsheden.
I en blidere Natur erfarede P. selv Fristelsen til at slippe nemt om ved Livet. Men hans stadige Haan mod dem, der tilslører Livets Mysterium, er berettiget, for han havde i Alpernes Isøde set, hvor forfærdende høj Livets Pris var, og det Syn havde forpligtet ham, først og fremmest til Kamp mod sin egen Svaghed.
Naar Lykke-Per ikke magter dette Syn uden hinsidig Hjælp, er det af samme Grund som gør ham uduelig alle andre Steder end i Ensomheden, nemlig Mangel paa Kærlighed. Hvis Livet skal leves uden Gud, er Kærlighed det eneste, der kan forhindre det i at blive meningsløst, - hvor den saa skal komme fra?
Torben Dihmer fra De Dødes Rige vinder heller ingen Sejr over Verden – gør en eneste af P.'s Personer overhovedet det? – Men han giver vist P.'s sidste Svar paa Livets Gaade. Smerten er Menneskets eneste trofaste Ven, siger Dihmer, og hvis vi kan møde den med Kærlighed, vil det bitreste maaske kunne tjene til Livets Opretholdelse. Hvis vi kan tage imod vor Skæbne med Kærlighed, kommer der maaske en Tid, da Mennesker uden Modsigelse tager det gode med det onde af Livets Væld og suger Næring af saavel Lyset som Mørket. Skæbnen er tungest for den, der vil bære den uden Symboler. Henrik Pontoppidan var en af dem.
Citerede Værker af Henrik Pontoppidan i kronologisk Orden
- Ung Elskov: 1. 1885 - 2. 1906 - 3. 1922.
- Vildt: 1. 1890 (i Natur) - 2. 1899 - 3. 1922.
- Det forjættede Land: 1. I Muld 1891. - II Det forjættede Land 1892. - III Dommens Dag 1895. - 2. 1898. - 3. 1937.
- Minder: 1. 1893. - 2. 1902. - 3. 1922.
- Nattevagt: 1. 1894. - 2. 1905. - 3. 1922.
- Den gamle Adam: 1. 1894. - 2. 1905. - 3. 1922.
- Højsang: 1. 1896. - 2. 1921. - 3. 1930.
- Lykke-Per: 1. I Hans Ungdom 1898. II Lykke-Per finder Skatten 1898. III Hans Kærlighed 1899. IV Lykke-Per i det fremmede 1899. V Hans store Værk 1901. VI Lykke-Per og hans Kæreste 1902. VII Hans Rejse til Amerika 1903. VIII Hans sidste Kamp 1904. - 2. I-III 1905. - 3. I-II 1946.
- Borgmester Hoeck og Hustru: 1. 1905. - 2. 1922.
- Det store Spøgelse: 1. 1907. - 2. 1922.
- Hans Kvast og Melusine: 1. 1907. - 2. 1922.
- Den kongelige Gæst: 1. 1908. - 2. 1922.
- Et Kærlighedseventyr: 1. 1918. - 2. 1930.
- En Vinterrejse: 1. 1920. - 2. 1930.
- Undervejs til mig selv: 1. I Drengeaar 1933. II Hamskifte 1936. III Arv og Gæld 1938. IV Familjeliv 1940. - 2. Undervejs til mig selv 1943.
Aarstallet 1922 henviser til Noveller og Skitser I-II. Ung Elskov og Vildt staar i første Bind, de øvrige i andet Bind. Aarstallet 1930 henviser til Noveller og Skitser III.
68
Benyttet Litteratur
- Andersen, Poul Carit: Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi. 1934.
- Andersen, Vilhelm: Henrik Pontoppidan. 1917.
- Brandes, Georg: Samlede Skrifter. Danmark. III 1919 (S.310-324).
- Brix, Hans: Gudernes Tungemaal. 1911 (S.156-164).
- Bukdahl, Jørgen: Dansk National Kunst. 1929 (S.163-220).
- Frandsen, Ernst: Aargangen, der maatte snuble i Starten. 1943.
- Gandrup, Richardt: Henrik Pontoppidan. Politikens Kronik 22.7.1927.
- Lauridsen, Olaf: Henrik Pontoppidans Stilling til Radikalismen. Edda XXXVIII. 1938 (S.165-210).
- Levin, Poul: Familien Salomon i Henrik Pontoppidans Lykke-Per. Tilskueren 1906 (S.281-298).
- Nathansen, Henri: Portrætstudier. 1930. (S.62-85).
- Paludan, Jacob: Jørgen Stein. 1942.
- - : Facetter. 1947.
- Schack, Tage: Afhandlinger. 1947 (S.309-337).
- Thomsen, Ejnar (Red.): Henrik Pontoppidan til Minde. 1944.
- Woel, Cai M.: Henrik Pontoppidan I-II. 1945.
