Den umættelige Ørn

31te Juli.

Der tales og skrives saa meget om Kærligheden og Kærlighedens Væsen.

Spørgsmaalet er blevet brændende i disse Dage, da det romantiske Dobbeltselvmord paa Taasinge har sat Sindene i Bevægelse. Overalt tales der om det Vanvid, der faar en ung Mand af Landets bedste Familie til at forlade Hustru og Børn, bryde ud af en lovende Karriere og give sit Navn og sin Anseelse til Pris for at følge en Æventyrerske, en Cirkusberiderske, ud til Armod, Vanære og sluttelig til en ynkelig Død i et fremmed Land.

Sagen selv bedømmes forskelligt, – ligesom for nylig det tilsvarende Drama i Mayerlingen. Fra nogle høres Raabet om "store Følelsers Tid", der er vendt tilbage1, medens andre ganske frakender de to Menneskers Forhold Navn af Kærlighed og kalder det slet og ret Bestialitet.

Men mellem alle sniger der sig en vis hemmelig Rædsel, hver Gang vor Tids tæmmede og vel afrettede Kærlighed saaledes pludselig bryder sin Lænke og viser sig for os i sin sande vilde Skikkelse som den umættelige Ørn, der sønderplukker Menneskenes Hjærte. Der synes fra Mængden at høres et Beklemmelsens Raab, som det, der med ét kan afbryde den sorgløse Lystighed paa en Markedsplads, naar det fra et af Teltene pludselig lyder: Dyret er brudt ud!

Vi søger til vor egen Beroligelse bestandig at indbilde os, at Kærligheden rettest billedlig fremstilles som et hvidt Duepar, der næbbes. Deraf den Forfærdelse, hver Gang Ørnen slaar med sin Vinge.

Urbanus.

 
[1] de store Følelsers Tid: udtrykket stammer fra slutreplikken i Bjørnstjerne Bjørnson skuespil Leonarda (1879): "De store Følelsers Tid er vendt tilbage." Stykket blev forkastet af censor Molbech på Det Kongelige Teater, men opført på Folketeatret i jan.-febr. 1880, hvad HP med sikkerhed ikke oplevede. tilbage