Ørnen slaar med sin Vinge
Uge 46, 2002:
"Vi søger til vor egen Beroligelse bestandig at indbilde os, at Kærligheden rettest billedlig fremstilles som et hvidt Duepar, der næbbes. Deraf den Forfærdelse, hver Gang Ørnen slaar med sin Vinge."
Citatet er hentet fra en "Dagbog"s-klumme den 1. august 1889 i Kjøbenhavns Børst-Tidende. Under den faste overskrift "Dagbog" skrev Pontoppidan i tiden 30.7. til 27.11.89 ikke mindre end 65 stk. I et par tilfælde var der tale om en føljeton (den første selvbiografiske skildring, om bestigningen af det schweiziske bjerg Faulhorn, og udkastet til den lille roman Vildt). Andre gange var det første udgave af en de senere Krøniker. Men ellers var klummerne betragtninger af mere eller mindre aktuelle karakter. Mange af disse, eller især stumper af dem, genfindes senere i forfatterskabet, ikke så sjældent lagt i munden på en af de fiktive personer. Det har hele tiden været Pontoppidan-bibliografiernes største fornøjelse at jagte dem, og vi kan i dag spore dem alle.
Det gælder f.eks. ugens citat. Det genfindes i Den gamle Adam, s. 85:
Vi Mennesker gaar daglig omkring og smaasnakker om Kærligheden — saa glade, saa trygge i Tillid til den Indbildning, at ogsaa Lidenskaberne i vore Dage er blevne tamme og smukt afrettede. Fra Barnsben lærer vi at forherlige Kærligheden; vore Digtere lovsynger den som Himlens søde Naadegave, og Kunstnerne fremstiller den billedligt som et hvidt Duepar, der næbbes. Derfor sniger denne Rædsel sig over os Alle, hver Gang Vilddyret viser sig for os i sin sande Skikkelse som den blodtørstige, umættelige Ørn, der sønderslider Menneskenes Hjærte.
Den gamle Adam udkom i december 1894. Et nyt oplag udkom året efter, i december 1895. Heri havde Pontoppidan foretaget talrige smårettelser. En af dem angår vores citat her; det lyder nu:
Ak ja, vi Mennesker gaar daglig omkring og smaasnakker om Kærligheden — saa glade, saa trygge i Tillid til den Indbildning, at ogsaa Lidenskaberne i vore Dage er blevne tamme og smukt afrettede. Fra Barnsben lærer vi at forherlige Kærligheden; vore Digtere lovsynger den som Himlens søde Naadegave, og Kunstnerne fremstiller den billedligt som et hvidt Duepar, der næbbes. Derfor sniger denne Rædsel sig over os Alle, hver Gang Vilddyret viser sig for os i sin sande Skikkelse som den blodtørstige, umættelige Grib, der sønderslider Menneskenes Hjærte.
Hvorfor "Ørn" til "Grib"? Måske fordi ørnen var ved at indtage sin særlige symbolværdi i forfatterskabet. I januar 1894 havde Pontoppidan første gang offentliggjort sin "krønike" "Ørneflugt" der efter hans egen oplysning (i brev til Vilh. Andersen 4.7.1917) var udkastet "i Hovedet" i Rom i januar 1893. En ny udgave af "Ørneflugt" blev trykt i december 1897, og endelig blev den for sidste gang gennemarbejdet før indlemmelsen i samlingen af Krøniker i Fortællinger I, 1899, s. 211-16 (jf. Sanding Menighed og andre Noveller og Skitser, Gyldendal 2002, s. 343-46).
