Danmark – Norge

Den norske Forfatter og Teatermand Bjørn Bjørnson1 har til "Berlingske Tidende" udtalt sig2 om min lille Bog3. At det er en Nordmand, der beklager dens Fremkomst, fordi alle gode Kræfter nu skal arbejde på Sammenholdet i Norden, virker lidt komisk. De Norske, hvis Nationalfølelse er så kilden, har jo aldrig selv taget med Silkehandsker på deres skandinaviske Brødre. Særlig i Forholdet til os danske er det blevet dem en Slags Sport at fornærme og forhåne. Bjørn Bjørnson fortæller, at hans Far elskede Danmark og kunde få Tårer i Øjnene ved at høre vort Sprog. Vi vidste det, og mindes det med Taknemmelighed. Men jeg kan forsikre ham, at hans Landsmænd ellers ikke har haft nødig at betvinge sig af Frygt for, at deres ømme Følelser for os skulde løbe af med dem. Der er skriftlige Vidnesbyrd nok derom. En Mand som Kielland f.Eks., der i Årevis levede iblandt os og blev fejret og forkælet som ingen af vore egne, har i sine Breve til Hjemmet4 ikke stort andet end Ukvemsord tilovers for os. Hvorfor skal vi vedblivende tie stille dertil? Mon ikke Sammenholdet i Norden netop styrkes bedst ved, at vi ikke længer lader vore nordiske Brødre spytte på os men giver dem råt for usødet? Det fornærmede Postyr, som mine ret uskyldige Albuestød skal have forvoldt i Norge, viser bedst, hvordan de deroppe har opfattet Forholdet. At jeg i min Omtale af Bjørnstjerne Bjørnsons Karakter og Personlighed så stærkt har fremhævet hans aldrig overvundne Trang til at agere, kan Bjørn, som dog selv er Skuespiller, allermindst tilgive mig. Det er undskyldeligt. Men skønt han har bevæget mig med den smukke Sønnefølelse, der her er kommen til Orde, kan jeg på ingen Måde indrømme ham, at mit Billede af Faderen er et Vrængebillede. Det er det ikke. Komedianten i Bjørnson var så dominerende, at den prægede ham helt ud i Fingerspidserne. Og den blev hans Skæbne. Når Bjørnson trods al sin mægtige Evne ikke kom til at præge sin Tid på samme afgørende Måde som f.Eks. Ibsen, overhovedet ikke blev den åndelige Høvding, som han fra først af syntes bestemt til, skyldtes det ikke mindst dette teateragtige i hans Væsen, hvormed han frastødte så mange og ofte netop af de bedste. Og det har for Udviklingen ikke været ligegyldigt, at det blev Mørkemanden Ibsen, der sejrede i Kampen om de nordiske Sind.

Bjørn Bjørnson kan endelig ikke begribe, kan med sin bedste Vilje ikke forstå, hvorfor jeg har udgivet denne Dagbog, da den jo engang for længe siden har stået trykt i en Avis. Men det er dog virkelig hændet før i Verden, at en Forfatter har følt Trang til at fremdrage et og andet af, hvad han i Årenes Løb har ladet trykke omkring i Blade og Tidsskrifter. Nu har jeg gjort Begyndelsen med disse gamle Optegnelser, og da de har en egen Karakter, har jeg ladet dem udkomme som en lille Bog for sig.

 
[1] Bjørn Bjørnson: (1859-1942) skuespiller, i perioder teaterchef, søn af Bjørnstjerne B. tilbage
[2] udtalt sig: interview i aftenudgaven 23.11.1920 under overskriften: "Henrik Pontoppidans Bog om Norge". tilbage
[3] Bog: En Vinterrejse, der udkom 13.11.1920. tilbage
[4] Breve til Hjemmet: Alexander Kiellands sønner udgav i 1907 hans Breve i to bind. tilbage