"Tiden tørster efter Glæde"

Dagbog

14de November.

Man har klaget – og klager bestandigt – over den nye Litteraturs gennemgaaende Pessimisme. Sidst er det den svenske Forfatter, Verner von Heidenstam, der i en lille Pjece "Renässans"1 har gentaget Raabet om, at "Tiden tørster efter Glæde".

Men om Tiden tørster efter Glæde eller ej – hvad kommer det egenligt Forfatterne ved? Har en Digter Trang til at fordybe sig i Menneskelivets Sorg og Skuffelser, i Samfundets Uretfærdighed og Armodens Elendighed – saa gør han det, uden at spørge hverken Per Tot eller Povl Fjot om Forlov.

Naturligvis ønsker han at blive Modeskribent, maa han først gøre sin Opvartning hos disse to ærede Herrer og forhøre sig om, hvad de i Øjeblikket "tørster efter". Men de gode Forfattere spørger ikke Tiden om, hvad den ønsker. De følger alene deres eget Hjærtes Stemme – og den plejer just ikke at harmonere med Samtidens.

Disse Klager over Nutidens "sorte" Kunst synes mig ogsaa af en anden Grund uberettige[de]. Jeg kan nemlig ikke se, at vor hjemlige moderne Litteratur er eller har været saa overdreven pessimistisk. Der siges, at dens Bøger alle "ender saa sørgeligt". Men det er jo dog ikke altid derpaa, det kommer an. Man kunde ellers med lige saa stor Ret bebrejde Oehlenschläger, at han ikke gjorde sine Tragedier til Lystspil. Oehlenschläger skrev en hel Reol fuld af Bøger, der var spækkede med Kval og endte i lutter Bedrøvelse. Men saa vidt jeg véd, var der ingen, der tog ham det fortrydeligt op.

At Tiden tørster efter Glæde, kan umuligt forundre. Det er en Tørst, der svarer til den, som den forhærdede Drukkenbolt føler Morgenen efter en Rus. Han taaler ikke at være nøgtern. Det er efterhaanden bleven hans Natur imod at være ædru. Hans Hænder ryster, hans Øje er mat – og her ligger alt Gaarsdagens Arbejde, som skulde være gjort, og her alt det for den kommende Dag. Hvor skal han faa Kraften dertil? – Og han ser omkring sig alt det Smuds og det Skarn, han i Drukkenskab har ført med sig. Han ækles derved: han vil ikke se det. Bort med det! Han maa bedøve sig, finde Glemsel. En Snaps! En Snaps!

Maaske er det sandt, at Tiden ikke finder Ro, før den igen faar styrtet sig ud i nye Orgier. Men bedre var det maaske, om den tvang sin Natur og fuldførte det Arbejde, som venter paa den.

Lad den kun tørste! Tørsten – siger et gammelt Ord – driver Rusen ud. Der er derfor ingen Grund til at række den nogen Lædskedrik. Tværtimod. Giv den mere Salt!

Urbanus.

 
[1] Renässans bærer undertitlen "några ord om en annalkande [=sig nærmende] ny brytningstid inom litteraturen." tilbage