Pontoppidan i kvindehænder

Kvindebladet Hvad vi vil trykte i numrene for 1. januar og 1.marts 1890 to bidrag af Henrik Pontoppidan, begge med titlen "Af min Dagbog".

Der er tale om en omarbejdet sammenstikning af tre forskellige dagbogsblade plus en artikel uden dagsbogsmærket fra Kjøbenhavns Børs-Tidende for august-november 1889. Medens de oprindelige dagbogsblade i Kjøbenhavns Børs-Tidende var undertegnet Urbanus, er de omarbejdede blade undertegnet med forfatterens eget navn. De forholder sig tidsmæssigt således til hinanden:

  dateret trykt i Kjøbenhavns Børs-Tidende. omarbejdet til Hvad vil vi
Nr. I 3.8.1889 4.8.1889 1.1.1890
Nr. II 19.10.1889 20.10.1889 1.1.1890
Nr. III 6.8.1889 7.8.1889 1.3.1890
Nr. IV 14.11.1889 15.11.1889 1.3.1890

Som man kan se, er de fire artikler ikke parret kronologisk, men tematisk, og det skal i det følgende overvejes hvilke valg og fravalg Pontoppidan har foretaget.

Hvad vi vil blev udgivet 1888-94 af Kvindelig Fremskridtsforening, der blev stiftet 1885 af en gruppe af udbrydere fra Dansk Kvindesamfund i utilfredshed med at DK ikke støttede kravet om kvindelig valgret. Fra 1.1.1890 havde et konsortium af venner af kvindesagen overtaget bladet med Johanne Meyer fra kvindebevægelsens venstrefløj som redaktør. Pontoppidan optræder således i hendes første nummer og da sandsynligvis på hendes initiativ.

Dagbogsbladene gav anledning til debatindlæg i både Hvad vi vil og Kvinden og Samfundet. Pontoppidan selv forholdt sig – som næsten altid – tavs. Hvad han skrev, det skrev han.

Nedenstående er afskrifter af "Dagbog" og debatindlæg i de to nævnte tidsskrifter. Afskrifterne er korrekturlæst ved sammenligning med originalen, der er skannet og findes som pdf-filer på netstedet http://www.kvinfo.dk/.

––––––––––––––––––––

Henrik Pontoppidans dagbogsblade i Hvad vi vil 1890

og den deraf følgende debat

Hvad vi vil, nr. 1, 1.1.1890, side 2-3:

2

Af min Dagbog

(Overladt af Forfatteren.)

I.

3dje August.

Der var en ung Mand, der havde henlevet sin Ungdom saaledes, som de fleste unge Mænd for Tiden gør det, og som derpaa – henimod Trediveaarsalderen – forelskede sig alvorligt i en ung og smuk Pige. Det var hans første og eneste Kærlighed, og han hengav sig til den med et lidenskabeligt Hjærtes Inderlighed.

Paa den unge Piges Dyd formaaede selv Bagvaskelsen ikke at sætte nogen Plet. Derimod havde hun en Gang i Hemmelighed elsket en Mand, der hverken anede eller gengældte hendes Kærlighed, og som tilsidst giftede sig med en anden. I to Aar derefter kunde hun ikke glemme ham, et saadant Herredømme havde han haft over hendes Hjærte, saa inderligt havde alle hendes Tanker og Drømme om Lykke været knyttet til Haabet om Besiddelsen af ham.

Saa friede hin unge Mand til hende. Og da hendes Hjærte nu igen var frit, og da hun virkelig elskede ham, var der den bedste Udsigt til en Forening af de to, indtil den unge Piges Familje i Betragtning af hans letsindige Fortid mente sig forpligtede til at skride ind og tilvejebringe et Brud.

Var dette retfærdigt?

Jeg paastaar dristigt, at af disse to unge Mennesker var han den "reneste", den mest uberørte, og derfor ogsaa den, der bød den bedste Garanti for et Samlivs Lykke. Hans Kærlighed var frisk som Vaaren, modtagelig og spiredygtig, medens hendes ømmeste Længsler forud var bleven vakt af en fremmed Mand, hendes Følelser hærdede i en anden Kærligheds Ild.

Thi i Virkeligheden elsker man kun én Gang i dette Liv. Senere (eller forud) kan Ens Attraa vel nok paa forskellig Maade blive vakt. Men kun én Gang kommer Kærligheden til os som det himmelske Lyn, der oplader Øjne og Øren, saa det er, som om vi nu først hører, ser og fornemmer. Da stemmes for Livstid alle Hjærtes Strænge, og den, der senere berører dem, faar kun Toner, hin anden har skabt. Vi véd det blot ikke selv, fordi vi ofte tror glemt og dødt, hvad der endnu den Dag i Dag voxer frodigt i vor Sjæl.

Det har derfor slet ikke saa meget paa sig med denne Kvindernes Renhed, som Modsætning til Mændenes "Forjaskethed". De fleste unge Piger knæle paa Brudeskammelen dybt mærkede af Mænd, som de en Gang har huset i deres Hjærte, og som – hende selv oftest uafvidende – fortsætte deres Gengangerliv dér langt ind i Ægteskabet.

Der er derfor ikke megen Mening i denne omhyggelige Besigtigelse af Fortiden? "Ren" er enhver, der elsker. Kærligheden er det Renselsens Bad, der nemt aftvætter det overfladiske Smuds, som Livet, især for unge Mænds Vedkommende, saa let fører med sig.

II.

19de Oktbr.

Om den kvindelige Blufærdighed er der talt og skrevet saa meget og med saa megen Overbevisning, at det vel næsten maa kaldes formasteligt at drage den i Tvivl.

Alligevel – to Gange om Aaret i det mindste faar jeg mine Anfægtelser, nemlig Foraar og Efteraar, naar de nye Moder begynder at anlægges.

Naar jeg da gaar ind igennem Byen og ser en Dame skride ugenert hen ad Fortovet i en Dragt, om hvilken hun paa Forhaand maatte vide, at den vil drage alles Blikke til hende og udæske alles Kritik, tænker jeg i mit stille Sind beundrende: hvilket Mod! Og genkender jeg da under en saadan afstikkende Hat eller udfordrende Fjerpynt en ung lille Frøken, om hvem jeg véd, at hun egentlig er en bly og beskeden Viol, ret et lille Gudslam – saa mumler jeg ved mig selv, at der i alt Fald maa være en lille Hage ved denne saa højt forherligede kvindelige Blufærdighed.

Og idet jeg vandrer videre og til Sammenligning tænker paa den Generthed, hvormed vi Mænd vise os paa Gaden, blot vi har faaet en ny Hat eller Frakke, der dog ikke i paafaldende Grad skiller sig fra alle andres Hatte og Frakker, kommer jeg efterhaanden til det Resultat, at den Følelse, vi kalde Blufærdighed, og som er et Produkt af Civilisationen, ganske naturligt fortrinsvis findes hos de mest civiliserede Individer, altsaa hos Mændene.

Der kommer f. Ex. trippende hen ad Fortovet en skikkelig halvgammel Pebersvend. Er det ikke ligefrem rørende at se paa, hvor ængsteligt et saadant Mandfolk vaager over sin Person, sine Manerer, sine Ords Anstændighed?

Og sammenlign saa hermed, hvorledes vore unge Baldamer uden Sky viser sig for Verden i en Dragt, i hvilken under lignende Forhold selv en Slagter vilde forgaa af Skamfuldhed.

– – Denne Sammenligning gik jeg netop og udførte i mit stille Sind, da jeg i Dag ude i Bredgade, saa' to unge, nydelige Piger, særdeles flot udmejede, med store Fjer og de moderne pandekageformede Hatte. Der var aabenbart tilstødt den ene |3| et Toilette-Uheld; thi begge var de højst forfjamskede, ildrøde i Hovedet og saa sig under største Forlegenhed omkring for at finde en Port, hvor de kunde skjule sig.

I min mod Kvindekønnet bitre Stemning smilte jeg skadefro.

"A ha!" tænkte jeg, "det maa da i det mindste være noget med Tournuren, siden de ser saa bestyrtede ud!"

Men da jeg nu opdagede, at den hele Ulykke bestod i, at den enes Skobaand var gaaet op, studsede jeg unægtelig og mumlede ved mig selv, at der dog alligevel maatte være noget om det med denne Kvindernes Blysomhed – blot er det vist en Følelse af en mere sammensat Natur, end man i Almindelighed antager.

Og pludselig mindedes jeg en Scene fra en af Goncourts Romaner. Der fortælles om en ung Pige, der lod sig benytte som Model i en stor Malerskole. Aften efter Aften stod hun her ganske nøgen overfor en Samling unge Mænd uden at føle mindste Undseelse derved. Men en Dag, da hun faar Øje paa en Zinkarbejder, der fra en Luge i Taget kigger ned paa hende, farer hun sammen med et Skrig og flygter.

Og jeg kommer til at tænke paa en anden Historie.

En ganske ung Pige maatte raadføre sig med en Læge, en yngre Mand, i Anledning af nogle Smerter i den ene Albu. Lægen bad hende om at tage sit Kjoleliv af, for at han kunde undersøge Armen. Det vilde hun imidlertid paa ingen Maade indlade sig paa. Han bad hende da i det mindste at smøge Ærmet op over den syge Albu. Men selv dette gjorde hun kun som med Døden i Hjærtet under den oprigtigste Undseelse. Nogle Dage efter traf Lægen hende paa et Bal. Hun viste sig her for et Selskab af halvhundrede Herrer ugenert med Arme, der var nøgne til Skuldren og med dristigt blottet Bryst.

Sagen er vel den, at den kvindelige Blufærdighed ikke er en saa højhellig Følelse, som den ofte udgives for. Den er egentlig alene den dybt indgroede Følelse for det korrekte.

Derfor kan Damer ved visse Lejligheder uden Sky møde næsten halvnøgne, naar blot Dagens Mode tillader det. Men opdager de, at de har forglemt at knappe to Knapper oppe i Halsen paa et Kjoleliv, hvis Bestemmelse det er at knappes, eller at et Skobaand er gaaet op – strax taber de Kontenancen, hvilket altid for Kvindernes Vedkommende omskrives poetisk og kaldes "at blues", medens Mændene slet og ret blive "flove".

Henrik Pontoppidan.


––––––––––––––––––––


Hvad vi vil, nr. 5, 1.3.1890, side 36-37:

 

 

Af min Dagbog

III.

6te August.

36 Jeg krøb i Dag op paa en Sporvogn for at køre til min Frisør.

Paa Bænken bag mig, men helt henne i den anden Ende af Vognen, sad to Mænd.

Den ene af dem var en høj, smuk Person, hvis begyndende Fedme og yderst soignerede Ydre røbede ham som en glad Bonvivant. Den anden var lille af Væxt, havde et rundt, godmodigt Ansigt med lyst Skæg, en bred Hat paa Hovedet og en Paraply mellem Knæene. Han saa i det hele ud som en skikkelig Landsbypræst.

Han talte ogsaa unødvendigt højt, saadan som Landsbyfolk plejer, naar de kommer til Købstaden. Og da vi var ene oven paa Vognen, kunde jeg uden at gøre Æselsøren tydeligt følge de to Venners Samtale.

I Anledning af – jeg tror et fortroligt Nik, som den første sendte en tvivlsom udseende Dame, der gik forbi paa Gaden nedenunder, sagde Præsten anklagende:

"Arthur! Arthur! … Vil du da aldrig omvende dig?"

"Hvad mener du?"

"Det véd du godt, elskede Ven! Og du maa ogsaa vide, hvor urolig og bedrøvet jeg tidt kan være ved at tænke paa det Liv, du fører."

"Nu, hva'? Enhver følger sine Lyster. Dertil er intet at sige."

"Ikke? … Synes du dog ikke selv, bedste Arthur, at dette er syndig Tale?"

"Jeg véd bestandig ikke, hvad du mener."

"Jeg mener, min Ven, at selv om du – hvad jeg jo desværre véd – ikke tænker paa din egen Sjæls Renhed, saa burde du dog i det mindste tænke paa dine Ofre, paa de Ulykkelige, som du styrter i Fordærv."

"Uden Fortrydelse, Eberhardt!" sagde nu den anden med aabenbart længe tilbageholdt Utaalmodighed. "Jeg er meget glad ved dit Besøg, og jeg haaber, at du heller ikke har faaet andet Indtryk ved at være min Gæst. Men du maa tillade mig at sige dig, at du – som de fleste af dine ærede Kaldsfæller – har lagt dig en lidt kedelig Vane til, den nemlig, altid at skulle optræde som Prædikant. Særlig i dette Tilfælde synes mig dine Formaninger paafaldende ilde anbragte. Det forekommer mig nemlig, at jeg – naar vi endelig skal moralisere – med nok saa megen Føje kunde bebrejde dig, at du saa ugenert tilfredsstiller dine Lyster. Dit Ærinde til mig i Dag godtgør dog tydeligt, at du har al Grund til at økonomisere en Smule i saa Henseende. Du vil naturligvis sige, at du er gift, og at du derfor ikke behøver at paalægge dig nogen Indskrænkning men kan lægge alt Ansvar for Følgerne over paa Vorherre. Men jeg kan slet ikke indrømme dig, at en Vielsesattest skulde give Folk Lov til uden Skrupler at sætte Børn i Verden, som de ikke formaar ved egen Hjælp at give en passende Opdragelse. Jeg maa jo nok her mellem os erindre dig om, at det netop var en ny Forøgelse af din allerede ret anselige Flok, der igen bragte dig i en Forlegenhed, som det har været mig en Glæde at kunne hjælpe dig ud af. Naar du derfor – som saa mange andre kærlige Ægtemænd for Tiden – er saa bekymret for os Ungkarle og vore "Ofre", saa vil jeg sige dig, at ogsaa jeg kunde have Lyst til at danne en Sædelighedsforening, hvis Formaal skulde være at virke for Afholdenhed indenfor Ægteskabet. Letfærdigheden her er i Virkeligheden langt større og langt skadeligere og mere samfundsfarlig end andet Steds. Her kan man med mere Sandhed tale om "ulykkelige Ofre" – jeg tænker paa de Flokke af Børn, som mange Ægtefolk samvittighedsløst bringer til Verden for at lade dem løbe her for Lud og koldt Vand i en Tilværelse fuld af Savn og Nød og Ydmygelser, der gør dem til det lette Bytte for enhver Fristelse og blandt andet kaster mangen ung Pige i Armene paa Prostitutionen. Vil man derfor reformere Sædeligheden her til Lands, maa man begynde med Ægteskaberne. Her ligge Ansvaret – og I 37 skal sandelig ikke have Lov til at skubbe det fra jer."

Den skikkelige Landsbypæst sad som himmelfalden.

"Du vil da ikke sige," stammede han til sidst. "Du mener da ikke for Alvor, at Sigrid og jeg . . . at vi skulde . . . at vi ikke skulde . . . jeg mener . . . "

Videre hørte jeg ikke. Sporvognen havde naaet Frisøren, og jeg maatte stige ned.

 

IV.

14de November.

Man klager – og har længe klaget – over den ny Literaturs gennemgaaende Pessimisme, dens mørke og strænge Livssyn. Sidst er det den svenske Forfatter Verner von Heidenstam, der i en lille Pjece, "Renässans", har gentaget Raabet om, at "Tiden tørster efter Glæde."

At Tiden tørster efter Glæde er muligt. Men hvad kommer det specielt Forfatterne ved? Har en Digter Trang til at fordybe sig i Menneskelivets Sorg og Skuffelser, i Samfundets Uretfærdighed og Armodens Elendighed – saa gør han det, uden at spørge hverken Hr. Per eller Hr. Povl om Forlov.

Naturligvis – ønsker han at blive Modeskribent, maa han først gøre sin Opvartning hos disse to ærede Herrer og forhøre sig om, hvad de i Øjeblikket "tørster efter". Men de ærlige Forfattere spørger ikke Tiden om, hvad den ønsker. De følger alene deres eget Hjærtes Stemme – og den harmoner just ikke altid med Samtidens.

At særlig vor Tid tørster efter Glæde, kan umuligt forundre. Det er en Tørst, der minder om den, som den forhærdede Drukkenbolt føler Morgenen efter en Rus. Han taaler ikke at være nøgtern. Det er efterhaanden blevet hans Natur imod at være ædru. Med Gru tænker han paa Gaarsdagens Arbejde, som han forsømte, og paa Arbejdet for den kommende Dag, som han ikke føler Kraft til. Og rundt om sig ser han al den Ødelæggelsens Vederstyggelighed, han i sin Drukkenskab har forvoldt, alt det Smuds, han har ført med sig. Han væmmes derved – føler Lede ved sig selv og ved alt. Han maa bedøve sig, finde Glemsel. En Snaps! En Snaps!

Maaske er det sandt, at vor Samvittighed ikke finder Ro, før vi igen faar styrtet os ud i nye Orgier. Men bedre var det maaske, om vi tvang vor Natur og fuldførte det Arbejde, der længe nok har ventet.

Lad os kun tørste. Tørsten – siger man – driver Rusen fra Hovedet. Der er derfor sikkert ingen Grund for Literaturen til atter at give den øre Tid nogen romantisk Lædskedrik. Tværtimod. Giv den mere Salt!

Henrik Pontoppidan.


––––––––––––––––––––

 

Hvad vi vil, nr. 2, 15.1.1890, side 15-16:

 

Renhed og Blufærdighed

Svar til Hr. Pontoppidan.


––––––


I Henvendelsen til Læserne i sit Nr. 1 af 1890 har Redaktionen af Kvindebladet "Hvad vi vil" med megen Liberalitet tilbudt at aabne sine Spalter endogsaa for Modstandere af Kvindesagen.

Det er derfor mit Haab, at der ikke vil være nogen Vanskelighed for Optagelsen af nogle Linjer fra en sand Ven af Kvindens Fremskridt paa alle Omraader, om end disse Linjer er et Slags Angreb paa en i Bladet optaget Artikel.

I ovennævnte Henvendelse nævner "Kvindebladet" ogsaa Kvindens berettigede Krav til Ligestilling med Manden.

Hvor forbavses man derfor ikke ved strax paa næste Side at støde paa Udtalelser, der, hvis jeg ikke meget misforstaar dem, er grumme langt fra at anerkjende Mandens og Kvindens Ligeberettigelse paa etiske Omraader.

Hr. Henrik Pontoppidan har overladt Bladet nogle Dagbogsoptegnelser, hvori "han omtaler en ung Mand, der har henlevet sin Ungdom indtil Trediveaarsalderen saadan, som de fleste unge Mænd for Tiden gør det".

Jeg tilstaar, at jeg, som Kvinde, ikke ganske ved Besked med, hvorledes de fleste unge for Tiden henlever deres Ungdom, men jeg antager, at der herved menes, at bemeldte unge Mand har indladt sig paa en Del løse erotiske Forbindelser med Kvinder, for hvem han ingen Agtelse har næret.

I Trediveaarsalderen forelsker han sig alvorlig i en pletfri ung Pige, som har gennemgaaet den Sorg at elske en Mand, der hverken har kendt eller gengældt hendes Kærlighed.

Da denne bliver gift med en anden, overvinder hun imidlertid sin Følelse og rækker med et frit og lykkelig elskende Hjerte sin Haand til Hr. Pontoppidans ovenomtalte Helt.

Familien skiller imidlertid de Elskende, fordi den mener, at den unge Mands Fortid gør ham uværdig til den unge Piges Haand.

Hr. Pontoppidan spørger om dette var retfærdigt?

Et saadant Spørgsmaal kan kun besvares af dem, der nøje kender Forholdene. Men naar han "dristig" paastaar, at af de to Forlovede var den unge Mand den "reneste, den mest uberørte", saa tror jeg nok, at dette er en uretfærdig Dom til Misfordel for Kvinden, og at den ingenlunde bør henstaa uimodsagt i et Kvindeblad.

Hr. Pontoppidan føjer endog senere til, "at de fleste unge Kvinder knæler paa Brudeskamlen dybt mærkede af Mænd, som de engang har huset i deres Hjerte" medens det vel er hans Mening, at de unge Mænd som de "reneste" knæler sammesteds indvendig iførte Uskylds hvide Dragt, tiltrods for, at de har "henlevet deres Ungdom, som de fleste unge Mænd for Tiden gør det."

Hvorledes vilde Hr. Pontoppidan monstro stille sig til Spørgsmaalet, hvis det var Bruden, der i Løbet af en halv Snes Aar havde haft forskellige Forbindelser, i hvilke hendes Hjærte ingen Rolle havde spillet, men som kun havde været byggede paa Sanselighed og letfærdig Forfængelighed, medens Brudgommen var en Alvorsmand, der ved en ulykkelig Ungdomskærlighed var bleven holdt fjærnt fra alle Udskejelser, og som nu for første Gang elskede lykkelig og gengældt.

Vilde det være muligt at kalde Bruden den "reneste" under slige Forhold, og det maatte Hr. Pontoppidan dog, hvis han anerkender Ligeberettigelse for Mand og Kvinde. Men det gør han maaske ikke, |16| han synes maaske, hvad jeg for en stor Del kan billige, at man kan forlange større Renhed hos en Kvinde end hos en Mand uden at være uretfærdig. Der er dog fra at nedstemme Fordringerne til Mandens Renhed et langt Spring til at tillægge ham Prædikat af den "reneste" eller overhovedet "ren".

Og er det ikke en fornærmelig Beskyldning mod en Kvinde, at hun ikke skulde kunne elske en Mand i "Tugt og Ære", er der Retfærdighed i, at al den Sorg og alle de tause Kvaler, hendes ugengældte Følelse har voldt hende, skal stemple hende som mindre "ren" end den Mand, der har hengivet sig til Udskejelser, hvori det aandelige aldeles ingen Rolle har spillet; hvad Hr. Pontoppidan indrømmer ved at erklære, at den unge Mand elsker første og eneste Gang da han forlover sig. Det er jo netop Erotik; uden Kærlighed, sanselig Betagethed uden mindste aandeligt Indhold, der mest af alt dræber al Renhed og sætter Mennesket lige med Dyret.

Til Trediveaarsalderen har den unge Mand hengivet sig dertil, og saa skal han omtales som "ren", men den unge Pige der har lidt i Stilhed, skal gaa, "mærket" til Brudeskammelen. I Sandhed en smuk Retfærdighed, en smuk Ligeberettigelse for Mand og Kvinde.

Et Slag i Ansigtet paa Kvinderne er det, og jeg tvivler ikke paa, at Hr. Pontoppidan har lét nok saa smørret i Skæget, da han "overlod" sine Dagbogsoptegnelser til Kvindebladet "Hvad vi vil".

Nu ved jeg godt, at naar jeg har nævnet Erotik uden Kærlighed som noget besudlende, saa vil der strax rejse sig et Raab om de mange Ægteskaber uden Kærlighed, i hvilken Kvinden finder sig tilrette.

Men i Ægteskabet er der de daglige Pligter, der er Fødslernes Smerter og Børnenes Forplejning, der er det fælles Forhold udadtil i Livet og meget, meget andet, som, selv naar Kærligheden savnes, adler Forholdet og løfter det ud over det dyriske Standpunkt.

Hvad er der i den unge Mands Udskejelser? Intet, uden legemlig Tilfredsstillelse, han er dyrisk saa godt som den Kvinde, der benytter sit Legeme til Erhverv uden Pligter eller Arbejde ved Siden af.

Vi Kvinder, som har været saa lykkelige at leve i en ren og værnet Atmosfære,5 skal dog være varsomme med at kaste Sten paa vore faldne Søstre, ligesom vi skal være varsomme med, at fordømme Mændene hvis Vanskeligheder i Livet vi ikke kende, men vi skal ikke finde os i, at Begrebet "Renhed" udviskes for os, vi maa holde Renhedens Fane højt saavel for egen som for Mandens Skyld. Vi nedsætter Samfundsmoralen, naar vi finder os i, at man som "ren" benævner en Mand, der har hengivet sig til erotiske Forbindelser, blottede for Aand og Hjerte.

Hr. Pontoppidans Bemærkninger om Blufærdighed er lige saa misforstaaende og fornærmelige mod Kvinden, som hans Beskyldning om, at en ulykkelig Kærlighed absolut maa "mærke" en ung Pige.

En Kvinde, som krymper sig ved at vise en kvæstet Arm, er ikke blufærdig, hun er snærpet; og en Kvinde, der viser sig paa et Bal med "dristigt blottet Bryst" er ikke ublufærdig, hun er flanet.

Goncourts6 stakkels Modelpige, som staar nøgen mellem Kunstnerne uden Blu, men flygter med et Skrig for Zinkarbejderens Blikke, er netop et Bevis for, at Kvindens Blufærdighed er af aandelig Natur. Selv den udannede Kvinde føler, at der er Forskel paa at være Middel eller Maal for det Legemliges Vedkommende. Kunstnerne ser paa Modellen for Kunstens Skyld, Zinkarbejderen betragter Kvinden med Begæringens Øjne, for dem flygter hun og med Rette.

S. K.1

––––––––––––––––––––

 

Kvinden og Samfundet, nr. 3, 1890, side 79-82:

 

Ægteskab og Børn

I Anledning af H. Pontoppidans sidste Dagbogsblad i "Hvad vi vil".

79 Enhver, som har med Børneopdragelse at gøre, er godt bekendt med en, særligt af ganske unge Individer, stærkt yndet Methode til Bebrejdelsers Imødegaaen, nemlig den, skyndsomst at forsøge at aflede Opmærksomheden fra egne Forseelser ved at erklære andre for langt større Syndere.

"Men Peter, hvor Du dog har tilsølet Din Bluse!"

"Ja, men Maries Kjole er meget mere snavset, og Johan har revet et stort Hul i sin Trøje".

Det synes, som om Dagbogsoptegnelsernes Forfatter ikke er kommet ud over den Alder, da man mener at kunne virke heldigt ved den lidet logiske Fremgangsmaade, som jeg har anført et Exempel paa.

Man maa antage, at han er i Besiddelse af en meget øm Samvittighed, hvis Bebrejdelser han søger at imødegaa paa ovennævnte Maade.

I en Artikel i Kvindebladet "Hvad vi vil" af 1ste Januar søgte han saaledes at undskylde unge Mænds Letsindigheder ved paa en noget haartrukket Maade at forklare, at "Marie" er meget værre paa samme Omraade.

80 Ubegribeligt nok optoges Artiklen uden mindste Bemærkning af Bladets kvindelige Redaktion, som dog i næste Nummer gav Plads for en Indsenders Modartikel. Hermed skulde man nu synes, at et Kvindeblad maatte være færdig med Dagbogsforfatteren. Men nej! Første Marts møder denne Forfatter i "Hvad vi vil" med et lignende Postulat.

Denne Gang er det dog ikke direkte Kvinden, det gaar ud over, men nærmest den syndige "Johan" i Skikkelse af en naiv Præstemand, der, fordi han har en talrig Børneflok, beskyldes for at føre et mere usædeligt Liv end en ung Mand, der fra Toppen af en Sporvogn, fortroligt nikker til en "tvivlsomt udseende" Dame, og samtidigt vedgaar, at den Slags Bekendtskaber nu er "hans Lyst". Den syndige Præst faar saa læst og paaskrevet, fordi han hengiver sig til den langt mere "samfundsfarlige" Letfærdighed at have mange Børn i sit Ægteskab.

Hr. Pontoppidan synes at sympatisere med den unge Mand, og man maa derfor antage det for hans Mening, at et Ægteskab, der medfører en talrig Børneflok, er mere usædeligt end én løs Forbindelse, der bestaar i Samliv med en tvivlsom og som oftest udannet Kvinde, for hvem man ingen Agtelse nærer, medens Ægteskabssamlivet føres med et Menneske, sammen med hvilket en Mand kan arbejde i Fællesskab og Trofasthed paa de fleste Omraader, og med hvem han i Forening kan danne et Hjem, bygge et skærmende Tag, hvorunder de Unge kan opvoxe, og som kan være et velsignet Midtpunkt for de mange, der søger enten Arbejde eller Hvile og Opmuntring i de Forhold, som opstaar, hvor et ordnet og vedvarende Familieliv finder Sted.

Hvori ligger da Usædeligheden under disse Forhold?

Deri, mener Hr. Pontoppidans unge Mand, at der ofte i et saadant Hjem fødes og opvoxer flere Børn, end Forældrene med Lethed kan forsørge og anbringe i Livet.

Det ser efter dette ud, som om der menes, at de uægte Børn, der fremgaar af løse Forbindelser, der træder ind i Livet ved en letsindig Moder, en som oftest ukendt og ligegyldig Fader og voxer op uden Hjem eller Tilhold, er heldigere stillet, end de Børn, der opvoxer mellem mange Søskende i et tarveligt, fattigt, men lovligt Hjem.

Disse Stakler maa efter Hr. Pontoppidans Skøn blive langt mere "samfundsfarlige" end de uægte Børn og end de mange |81| Kvinder, der selv uden den "Forbrydelse" at faa Børn, ødelægges ved de løse Forbindelser.

Der er vist Ingen, der nægter, at Forældre, der samvittighedsløst lader "deres Børn løbe for Lud og koldt Vand", er umoralske, men jeg tror, at den Slags Forældre nok saa ofte findes blandt dem, der har faa Børn, og navnlig tror jeg, at den Slags Samvittighedsløshed er at finde blandt dem, der samlever uden at paatage sig Ægteskabets Forpligtelser.

Det er ganske vist en stor, besværlig og opofrende Gerning for Forældre at opdrage en stor Børneflok, men i selve de mange Ofre, der maa bringes af Forældrene saavel som af Børnene indbyrdes, ligger en Opdragelse, som er meget langt fra at være "samfundsfarlig".

Og hvorledes skulde det afgjøres, hvor mange Børn et Ægtepar kan have uden at gjøre sig skyldige i Usædelighed?

Et Par Hjertemennesker vilde maaske synes, at de rigeligt kunde overkomme at opdrage ti Børn, som kunde opvoxe i Tarvelighed og Kærlighed hos dem, mens andre vilde mene, det var usædeligt at have flere end fire Børn, der med de forhaandenværende Formuesforhold kunde være blevet ganske anderledes "passende" og luxuriøst opdraget.

Hvor begynder Usædeligheden? med det fjerde, femte eller først ved det ottende, niende Barn?

I den franske Nation, som er meget økonomisk og kun lidet selvfornægtende anlagt, er det blevet til en Slags Regel, at Familien ikke har udover tre à fire Børn. Efter den i Hr. Pontoppidans Artikel af den ugifte Mand hævdede Anskuelse om det samfundsfarlige ved en talrig Børneflok hos en Familie, skulde man tro, at den franske Stat maatte være inderlig taknemlig ved det ovennævnte Forhold.

Dette er dog saa lidt Tilfældet, at den franske Regering ved Lov har fastsat, at enhver Familiefader, der har flere end syv Børn, er fritaget for at betale Skat. Der er saaledes sat en Slags Præmie for en talrig Børneflok.

Jeg tror nok, den Sædelighedsiver, som udvises overfor Ægteskabet i Hr. Pontoppidans Artikel, skulde indskrænke sig til de Ægteskaber, hvor Ufred og Utroskab gjør sig gjældende.

En talrig Børneflok vidner, som oftest, om et godt og smukt Samliv, om trofast og opofrende Arbejde for begge Parters Vedkommende.

82 Usædelighed finder kun Sted, hvor den rent dyriske Drift træder op, uden sand Kærlighed, uden Agtelse, uden Forpligtelser.

Den kaldes undertiden med et fint Navn "Elskov". Selv med denne fine Benævnelse, ja endogsaa indenfor Ægteskabet, kan denne Følelse være meget grim og meget usædelig. Til at skjelne mellem den og en sand, sædelig ægteskabelig Kærlighed hører der en finere Sans end den, der udvises i Hr. Pontoppidans Dagbogsartikler.

Den unge Dydsprædikant paa Toppen af Sporvognen mener, at de mange Børn er den ægteskabelige Letfærdigheds Ofre, lige saa godt som hans "tvivlsomt udseende" Veninde er hans Offer.

Han glemmer, at Præsten og hans Kone arbejder og anstrænger sig for deres Børn, ja, endog gaar saa vidt, at de, for deres Skyld, ydmyger sig til at paakalde andres Hjælp, om fornødent. De følger dem med deres Kærlighed og slipper dem ikke af Syne Livet igjennem.

Hvad gør den unge Mand for sine Ofre? Hjælper han dem frem paa bedste Maade til at blive nyttige og lykkelige Mennesker? Gaar han til sin Moder eller Søster og beder om en skærmende Beskyttelse for dem?

Nej, hans Samliv med dem er kun en forbigaaende Beruselse, hvorfra han gaar bort med oprejst Pande, med uformindsket Fordring paa Samfundets Agtelse. Hun derimod vaagner op til at finde sig et Trin dybere ned imod Samfundets Bærme. Og saa kaldes Præstens ægteskabelige Samliv langt "letfærdigere, langt skadeligere og mere samfundsfarligt" end den Slags Forhold, der frembringer de elendige Væsener, som er én Skamplet paa Civilisationen, og hvis Tilværelse er Mændenes Ulykke, saa godt som deres egen.

Dagbogsoptegnelsernes Forfatter maa til de unge Mænds Renvaskning se at finde en anden Methode end den, han hidtil har anvendt.

Unægtelig maa han tro, at den vinder Bifald, da Kvindebladet "Hvad vi vil" saa velvilligt aabner sine Spalter for hans Artikler. Man maa dog haabe, at Grunden til dette er en lidt vel vidt dreven Liberalitet og ikke en Samstemning med Dagbogsforfatterens Livsanskuelse.

Ellen Plum.2

––––––––––––––––––––

Hvad vi vil, nr. 10, 15.5.1890, side 77-79:

Ægteskab og Børn

77

"Den, der ikke kan opfylde
Faderpligterne, har ingen
Ret til at blive Fader".

(Rousseau).

Fru Ellen Plum har i Nr. 3 af "Kvinden og Samfundet" taget til Orde mod nogle Udtalelser af Henrik Pontoppidan i "Kvindebladet", idet hun i Modsætning til den nævnte Forfatter vil gøre gældende, at Ægtefolk aldeles intet Hensyn har at tage til, hvor mange Børn de sætter i Verden. Jeg véd ikke, om Hr. Pontoppidan finder Grund til at tage til Genmæle; men i hvert Fald er det af ham fremdragne Spørgsmaal af saa stor Vigtighed for hele Samfundet – det hænger bl.a. ogsaa nøje sammen med Spørgsmaalet om en udvidet Arbejdsmark for Kvinden – , at det ikke bør affejes saa let, som Fru Plum gør det, men optages til alvorlig Overvejelse og Drøftelse.

Fru Plum begynder med at lade Dagbogsforfatteren høre, at han vil undskylde visse Folk ved "at erklære andre for langt større Syndere", og hun kalder denne Fremgangsmaade "lidet logisk". Ikke des mindre følger hun selv netop den samme Fremgangsmaade, idet hun søger at "aflede Opmærksomheden" fra den gifte Stands Pligter ved at føre Talen hen paa "de uægte Børn" og paa "dem, der samlever uden at paatage sig Ægteskabets Forpligtelser". "Det ser ud," siger hun, "som om der menes, at de uægte Børn . . . . . er heldigere stillet end de Børn, der opvoxer mellem mange Søskende i et tarveligt, fattigt, men lovligt(!) Hjem. Disse Stakler maa efter Hr. Pontoppidans Skøn blive langt mere "Samfundsfarlige" end de uægte Børn og end de mange Kvinder, der . . . . . ødelægges ved de løse Forbindelser."

Har Hr. Pontoppidan da udtalt sligt i sin Artikel? Ikke med en Stavelse! Tværtimod nævner han det udtrykkelig som en Ulykke, at "mangen ung Pige kastes i Armene paa Prostitutionen." Det synes derfor at være et lovlig stærkt Stykke at tillægge ham den modsatte Opfattelse.

Herved skal jeg dog ikke opholde mig, men gaa lige til selve Sagen, der er nævnt i Overskriften. Lad os da først komme paa det rene med, hvad der bør være Øjemedet med at avle Børn. Bør den legemlige Drifts Tilfredsstillelse være det eneste Øjemed – eller bør Hovedøjemedet være at skaffe Samfundet en passende Tilgang af nyttige Medlemmer? Hvis det første er Tilfældet, hvorfor advarer man da mod tidlige Giftermaal og paalægger fuldkommen Afholdenhed i den unge Alder, men forsvarer utøjlet Nydelse indenfor Ægteskabet? – Og hvis det sidstnævnte Øjemed bør være det afgørende, hvorledes kan man da forsvare den ligefremme Masseproduktion, som mange driver uden mindste Hensyn til Afkommets rimelige Fremtidsudsigter? Ved et hvilket som helst andet Foretagende i Livet bruger man dog gærne at tage Fornuften med paa Raad; skal man da i det aller vigtigste lade Tilfældet raade?

Saa længe Jorden ikke var tilfolket, men der var rigelig Plads og Næring til alle, da var en saadan Hensyntagen ufornøden. Men saaledes er Forholdet ikke mere. Folketallet er nu saa stort, at der kun avles Føde til de 3/4 af de Mennesker, som lever paa Jorden. Der er altsaa ikke længer Trang for Tilgang af Mennesker, men kun for Tilgang af – Mad.

Enhver, der har noget Kendskab til de virkelige Forhold, ved, at der lyder et fortvivlet Raab om Brød fra tusender af Munde trindt om i Landene, mest dog i de store Byer. Det er noget, som Lærere og Lærerinder i en By som København kan tale med om. De har vist mangen Gang mærket ligesom et sviende Stik i Hjærtet, naar de har set Sulten og Nøden stirre ud af de smaa Ansigter bag Skolebordene og intet havde at hjælpe med, medens de maaske i samme Øjeblik skulde "katekisere" over Skriftstedet af Kong David: "Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid. Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed." – Og hvorledes ser det ud i de fleste af disse stakkels Børns Hjem?

I Følge Fru Plum ser det slet ikke saa galt ud: "i selve de mange Ofre, der maa bringes af Forældrene saa vel som af Børnene indbyrdes, ligger en Opdragelse, som er meget langt fra at være "Samfundsfarlig". En talrig Børneflok vidner som oftest(!), om et godt og smukt(!) Samliv, om trofast og opofrende Arbejde(!) for begge Parters Vedkommende."

|78| Saaledes staar der virkelig. Paa denne Maade set maa altsaa Sulten, Kulden og Nøden netop være store Goder og ypperlige Opdragelsesmidler. Saa kan de fattige, forsultne Børn jo prise sig lykkelige! Den Slægt, som udgaar fra Københavns Fattigkvarterer, er saaledes ikke langt fra at kunne kaldes en Velsignelse for Samfundet; den har i alt Fald faaet "en Opdragelse, som er meget langt fra at være Samfundsfarlig "!

Ja, saaledes tager Sagen sig ud fra Ukendskabens og Overfladiskhedens Standpunkt. Men Forbryderstatistikken fortæller os noget helt andet. Den siger os, at af Straffefangerne er – 62 pCt. fødte af fattige Arbejds- og Haandværksfolk, 10 pCt. er fødte under Fattigvæsenet og kun 15 pCt. udenfor Ægteskabet. "Af deres Frugter skal I kende dem!" Har Hr. Pontoppidan da Uret i at sige, at "Letfærdigheden indenfor Ægteskabet er i Virkeligheden langt større og langt skadeligere og mere samfundsfarlig end andet Steds"? Man skulde dog mene, at 72 Forbrydere maatte være mere "samfundsfarlige" end 15!

Skulde det virkelig være for meget at kalde det "letfærdigt" og "samvittighedsløst", naar Forældre, som véd, at de kun kan sulteføde den Børneflok, de har, desuagtet vedbliver at øge den? Eller hvad skal man kalde det, naar de véd, at de selv lider af Sygdomme, som efter Lægens Udsagn uundgaaelig vil forplantes paa Afkommet, og dog vedbliver at følge deres Lyst? – Det stærkeste Udtryk er her for mildt; en saadan Færd kan kun kaldes Dyriskhed.

Fru Plum synes at være nogenlunde tilbøjelig til at finde sig i Hr. Pontoppidans strænge Ord, naar han bare vilde lade sin "Sædelighedsiver indskrænke sig til de Ægteskaber, hvor Ufred og Utroskab gør sig gældende." Dem er der jo efter hendes Mening ikke mange af; der er "som oftest" et "godt og smukt Samliv". Ja, hvis Hr. Pontoppidan ikke havde været saa nærgaaende at opstille en Præst som Exempel, kunde han maaske endog have været saa heldig helt at slippe for Tiltale. Men en Præst! Det kan man næsten kalde en uhørt Frækhed! En skikkelig Præst, som "endog gaar saa vidt", at han "ydmyger sig til at paakalde andres Hjælp" – for at kunne tilfredsstille sin Lyst!

Naa, Hr. Pontoppidans Krav er vist ikke saa urimeligt endda. Eller skulde maaske en Præst eller Familiefader med lignende Dannelse og lignende Indtægter have mindre Ansvar end en simpel Arbejdsmand? Nej, snarere det modsatte. Jo højere man staar paa Dannelsens Stige, jo større bør vel Ansvaret være. Men det er jo altid næmmest at skyde det fra sig. Heldigvis findes der dog adskillige, som ikke gør det. Det gælder bare om, at denne Ansvarsfølelse kan blive almindelig.

Fru Plum nævner det franske Folk. Ja, her kunde vi lære adskilligt, netop af de "usædelige" Franskmænd. Dette vil Fru Plum dog ikke indrømme. Det er vel "meget økonomisk" at følge Regelen om 3 à 4 Børn, men hun finder derhos, at det er "kun lidet selvfornægtende." Det Ægtepar, der har det dobbelte eller firdobbelte Børnetal, er kanske efter Fruens Mening mere "selvfornægtende"! Den, som tilfredsstiller sin Lyst uden Hensyn til, hvor store Ulæmper dette vil medføre for ham og andre, er altsaa mere selvfornægtende end den, som er Herre over Lysten og sætter Grænser for den! Jo, man maa tilstaa, at Fru Plum véd, hvad "Logik" er!

En af Fru Plums Forsvarsgrunde for Masseproduktionen af Børn er, at "den franske Regering har sat Præmie for en talrig Børneflok". En saadan maa altsaa være et Gode for Samfundet, mener hun vel. Ja, i Ufredstid, hvor det gælder om at have saa megen Kanonføde som muligt, er det selvfølgelig et Gode, og det er da ogsaa særlig med dette Hensyn for Øje, at Regeringen i Frankrig har udsat Præmierne. Men heraf følger saa igen, at Krigen maa regnes som et Gode, d. v. s. som et nødvendigt Middel, naar Landet bliver overfolket og det er da ogsaa et Middel, som Regeringerne nok ofte bruger, at fremkalde Krig for at stoppe Folkeskarernes Raab om Brød, naar det tegner til at blive for "samfundsfarligt". Det vil altsaa sige: man foretager en Masseslagtning, og det ikke af de svagere Samfundsmedlemmer, men netop af de kraftigste! Kan en slig Forholdsregel siges at stemme med Sædelighed? Og kan den ikke det, hvorledes skal saa Aarsagen dertil (Overproduktionen) kunne kaldes sædelig?

Ja, siger Fru Plum, men det er lige meget; ti "hvorledes skulde det afgøres, hvor mange Børn et Ægtepar kan have uden at gøre sig skyldige i Usædelighed? Et Par Hjærtemennesker vilde maaske synes, at de rigeligt kunde overkomme at opdrage ti Børn, mens andre vilde mene, det var usædeligt at have flere end fire Børn."

Hvor mange Børn dette eller hint Ægtepar har rimelig Udsigt til at kunne opdrage ordenlig og skaffe en Stilling, der giver dem deres Udkomme, det maa Vedkommende jo bedst selv kunne afgøre. Men skulde man give Fru Plums "Hjærtemennesker" – letsindige eller ligeglade Mennesker vilde være et bedre Kendingsnavn – en Regel, da kunde man som sagt henvise dem til Franskmændene. Disse har jo Ord for at være meget "letsindige", men paa dette Omraade lader det dog til, at de bruger deres Fornuft. Vilde vi andre bare gøre ligesaa, og vilde vore Folkeledere lægge Almenheden det personlige Ansvar paa Sinde i Stedet for, som der er større Tilbøjelighed til, at skyde hele Ansvaret over paa Staten og Samfundsindretningerne! Da skulde det vel komme til at se bedre ud i vort Samfund, og dettes største Onde, Fattigdommen, vilde derved være ramt i sin Rod.

Her var en "Mission" for vore mange Folkehøjskoler, saa meget mere som det netop er de unge, det gælder om at faa i Tale og advare mod ulykkebringende Misgreb, som de ellers, følgende den gængse Sædvane, vil gøre sig skyldige i. Men medens der paa Folkehøjskolerne holdes Taler om næsten alt andet mellem Himmel og Jord, gaar man her som andet Stedes uden om det Spørgsmaal, der er et af de vigtigste for vor Tilværelse her paa Jorden, og lader glatvæk Folk leve paa den gamle Anskuelse, at utøjlet Tilfredsstillelse af sine Drifter vel er en Last udenfor Ægteskabet, men derimod en Dyd indenfor dette!

"Usædelighed finder kun Sted", mener Fru Plum, "hvor den rent dyriske Drift træder op". Og dette indrømmer hun dog, kan finde Sted "endogsaa indenfor Ægteskabet. Til at skælne mellem dem og en sand, sædelig ægteskabelig Kærlighed hører der en |79| finere Sans end den, der udvises i Hr. Pontoppidans Dagbogsartikler."

Men heraf er Læseren jo rigtignok lige klog. Det havde været nok saa lærerigt, om Fru Plum i Stedet for denne knibske Afvisning af denne ulykkelige Hr. Pontoppidan havde givet ham og os andre en Prøve paa den "finere Sans", hun rimeligvis selv maa sidde inde med, og ladet os faa en Forklaring af, hvorledes man skal skælne mellem de omtalte to Slags Følelser. Men den kan maaske komme næste Gang.

Saavel i Førstningen som i Slutningen af sit Indlæg laster Fru Plum "Kvindebladet", fordi det "saa velvilligt aabner sine Spalter" for Hr. Pontoppidans Artikler. Hun finder, at dette er "en lidt vel vidt dreven Liberalitet", men haaber dog, at Bladet ikke samstemmer med Forfatterens "Livsanskuelse". Fru Plum er altsaa ikke selv "liberal", men synes at høre til dem, der ikke taaler anden "Livsanskuelse" end deres egen. Dette kan være et heldigt Standpunkt for den, som vil holde sine Læsere i aandelig Trældom. Den derimod, som ønsker selvstændigt tænkende Mennesker, maa hylde det fri Ordskifte; ti kun gennem Grunde og Modgrunde dannes en selvstændig Mening.

Jeg haaber, at "Kvinden og Samfundet" godkender den sidstnævnte Sætning, og derfor udbeder jeg mig Plads for nærværende Linjer, idet jeg til Slutning sender Hr. Pontoppidan en Tak, fordi han har rørt ved et Spørgsmaal, som fortjener at blive "brændende", og som jeg ogsaa gærne vilde gøre mit til at faa sat i Iys Lue.

Den 5/4 90. Karl Hjort3.


*                                     *

*

Mit ovenfor udtalte Haab om "Kvinden og Samfundet" slog alligevel ikke til, idet Redaktionen som Vilkaar for Optagelse netop krævede, at de paagældende Sætninger om det fri Ordskifte skulde udelades tilligemed de "polemiske Udfald" mod Fru Plum. – Det samme Blad, som tillod Fru Plum bl.a. at sige om Hr. Pontoppidan, at det synes, som om han ikke er kommen ud over Barnealderen, det samme Blad kunde ikke tillade mig t. Ex. det Udtryk, at Fru P. "affejer" Spørgsmaalet!

Det skal herefter næppe kunne siges om det ærede Organ for "Dansk Kvindesamfund", at det udmærker sig ved at vise nogen "vidt dreven Liberalitet". Det har tværtimod her givet tilkende, at det aldeles ikke sætter Pris paa at regnes blandt dem, der hylder det fri Ordskifte.

K.H.

––––––––––––––––––––

Hvad vi vil, nr. 12, 15.06.1890, side 94:

En Berigtigelse
––––––

I en Efterskrift til Artiklen "Ægteskab og Børn" i sidste Numer af "Hvad vi vil" siger Hr. Karl Hjort:

"Det skal herefter næppe kunne siges om det ærede Organ for "Dansk Kvindesamfund", at det udmærker sig ved nogen "vidt dreven Liberalitet". Det har tværtimod her givet tilkende, at det aldeles ikke sætter Pris paa at regnes blandt dem. der hylder det fri Ordskifte."

Hvorved har det vist dette? Ved "som Vilkaar for Optagelse" at kræve, "at de paagældende Sætninger om det fri Ordskifte skulde udelades tilligemed de polemiske Udfald mod Fru Plum."

Det ser efter dette ud, som om Red. af "Kvinden og Samf." havde forlangt to Ting som Vilkaar for Artiklens Optagelse 1) at Sætningerne om det fri Ordskifte blev strøget, 2) at de polemiske Udfald mod Fru Plum udelodes. Dette er ikke rigtigt; der forlangtes kun én Ting: at de polemiske Udfald bortfaldt; naar Sætningen, hvori Ordene "det fri Ordskifte" forekom, ønskedes strøget, var det, fordi den i sin Helhed var et saadant polemisk Udfald, der efter min Mening umuliggør alt frit Ordskifte.

Det paagældende Stykke af K. H.s Artikel lyder saaledes: "Fru Plum er altsaa ikke selv "liberal", men synes at høre til dem, der ikke taaler anden Livsanskuelse end deres egen. Dette kan være et heldigt Standpunkt for den, som vil holde sine Læsere i aandelig Trældom1). Den derimod, som ønsker selvstændigt tænkende Mennesker, maa hylde det fri Ordskifte. . ."

Al Kommentar turde være overflødig. Enhver vil let kunne se, at naar paagældende Sætning ønskedes strøget eller ændret, var det paa Grund af den deri indeholdte Sigtelse, ikke paa Grund af den almindelige Bemærkning om det fri Ordskifte, som vi alle rimeligvis er enige om.

Elisabeth Grundtvig4,
Redaktør af "Kvinden og Samfundet".

1) Udhævet af mig.

 
[1] S.K.: ikke identificeret. tilbage
[2] Ellen Plum: Ellen Mathilde Grut Hansen (1836-1913), gift 1864 med læge Peter Andreas Plum (1829-1915). tilbage
[3] Karl Hjort: muligvis identisk med skolelærer i Aarestrup i Himmerland Karl Christian Andreas Pedersen Hjorth, f. 1849. tilbage
[4] Elisabeth Grundtvig: Johanne Elisabeth Grundtvig (1856-1945), redaktør af Kvinden og Samfundet 1885-86 og 1890-94. tilbage
[5] Atmosfære,: rettet fra "Atmosfære" - uden komma. tilbage
[6] Goncourts: rettet fra "Gaucourts". tilbage