Der må ikke gå lyrik i mennesket
Essay
Da den grundtvigianske litterat Jørgen Bukdahl (1896-1982) udgav sit første storværk, Dansk national Kunst (1929), læste Henrik Pontoppidan med. Brevvekslingen mellem de to var begyndt fem år tidligere i et ulige forhold, idet Bukdahl skrev beundrende til Pontoppidan, der til gengæld tilstod, at han aldrig havde hørt om denne jyske litterat. Bukdahl havde sendt sin Norsk national Kunst til den store forfatter med en følgeskrivelse, som ifølge noteapparatet på www.henrikpontoppidan.dk må stamme fra enten oktober eller november 1924.
Bukdahl retfærdiggjorde den ublu forsendelse med to henvisninger: Dels var han klar over, at Pontoppidan interesserede sig for den norske forfatter Hans E. Kinck (1865-1926), som Pontoppidan da også brevvekslede med. Dels havde Bukdahl selv haft glæde af Pontoppidans lille En Vinterrejse (1920) under udarbejdelsen af netop Norsk national Kunst.
Man kunne mene, at nobelprismodtageren Pontoppidan ville få rigeligt af den slags henvendelser, og Bukdahls første brev sluttede da også med en temmelig typisk besyngelse af Lykke-Pers betydning for brevskriveren: "Jeg husker godt de Dage, da jeg som Gymnasiast i min gamle Slægtsby Ribe læste Lykke-Per i den gamle brede Udgave. – Det blev en Oplevelse, der endnu kan faa mig til at dirre." okt./nov. 1924.
På trods af den noget konventionelle henvendelse virker det, som om Pontoppidan blev interesseret, og ifølge svarbrevet 2.12.1924 havde Pontoppidan virkelig læst den tilsendte bog:
At Bogen desuden giver et Billede af en ny særpræget dansk Forfatterpersonlighed – Dem selv altså – har dog for mit Vedkommende været 8 det mest fængslende ved den. Jeg tilstår åbent, at også Deres Navn og Produktion hidtil var mig ubekendt. Jeg følger overhovedet altfor dårligt med i Literaturen, ikke på Grund af Ligegyldighed, men fordi vi for Tiden savner en pålidelig literær Kritik, der gør det muligt for En uden altfor mange Fejltagelser at orientere sig i de nye Bøgers Overflod og få fat i det værdifulde.
Det er en bemærkelsesværdig påstand, at 1920'erne skulle have savnet 'pålidelig literær Kritik,' men det er ikke emnet for nærværende essay. Her er det vigtigere, at Pontoppidan udtrykte en sådan respekt for den 28-årige Jørgen Bukdahl, hvis første henvendelse ikke blot indeholdt den vanlige hyldest til Lykke-Per, men også en temmelig sværmerisk beskrivelse af Pontoppidans anliggende – mere om det om et øjeblik.
Pointen i denne lille prolog er, at Pontoppidan værdsatte den unge, grundtvigianske sværmer og endte med at give ham en ganske heftig kompliment, der i det følgende skal blive ledetråden i forsøget på en litterær vurdering af Pontoppidans sene roman Mands Himmerig (1927). Disse første breve stammer altså fra 1924, og ved Bukdahls udgivelse af Dansk national Kunst i 1929 havde han en læser i Pontoppidan. Det var heldigt, for Bukdahl skildrede her, hvordan Pontoppidan med Anders Sørensen Vedel og Jakob Knudsen på hver sin side som søjler udgjorde kernen i dansk nationalkunsts litteraturhistorie.2 Denne asymmetriske opstilling var vel nok rigeligt stor i slaget, men Pontoppidan var glad og leverede en modkompliment:
Om De kan forsvare den fremskudte Stilling, De har givet mig i Deres Bog, tør jeg ikke have nogen Mening om. […] Når andre sammenlignede os [Pontoppidan og samtidens andre forfattere], måtte jeg altid tænke på det gamle Mønstereksempel på Incommensurabilitet, det morsomme Spørgsmål, hvad der er højst, et Tordenskrald eller en Fabriksskorsten. Jeg skulde næsten tro, at De føler Deres Stilling i Literaturen på en noget lignende Måde. [30.12.1929]
Den slags bemærkninger fra en mand som Pontoppidan må have været en lise at læse for Bukdahl, der var blevet 33 år gammel, men stadig havde en vældig usikker position, både økonomisk og åndeligt. En sådan imødekommenhed tyder på, at Pontoppidan virkelig mente at have fundet en medvider i den mærkelige Bukdahl. Det har ikke mindst interesse, fordi der foreligger 19 breve mellem de to.
De indeholder ikke så få kategoriske påstande om Pontoppidans 9 forfatterskab, om god litteratur og om dansk åndsliv. Bukdahl påstod samtidig noget, som Flemming Behrendt skulle gentage 86 år senere: At Mands Himmerig viste, hvad Pontoppidan faktisk mente om det hele hinsides ironi, tvesyn og negativitet. Og at påstanden jo altså først kom fra en mand, Bukdahl, til hvem Pontoppidan også skrev:
Jeg er naturligvis glad ved, at De så ypperligt har klarlagt Hensigten med mit Forfatterskab og forstået, at min hele Skribentvirksomhed først og fremmest har været mig et Middel til Selvopdragelse. [30.12.1929]
Brevene
Brevvekslingen begyndte mellem to mænd, der aldrig mødte hinanden,3 og forholdet udviklede sig. Særligt et brev fra Pontoppidans hånd bør tilskrives en vis betydning for mulige indsigter i forfatterskabet. Det har på Pontoppidan Selskabets hjemmeside fået den velvalgte overskrift "Torpedo under Artisteriet."
For at forstå, hvordan Bukdahl fik bragt Pontoppidan til dette bemærkelsesværdige udtryk, må man være i stand til at afkode, hvad det er, Bukdahl skriver i sine første breve til Pontoppidan. Det er ikke let, for Bukdahl var i sine tidlige år ordrig, indforstået og temmelig romantisk. At han alligevel udtrykte rammende sandheder om både Pontoppidans forfatterskab og livet, er det umiskendelige tegn på en stor ånd. Måske nok endnu kun en perset drue, men en sådan kan jo også blive til spiritus på længere sigt.
Efter det første brevs indledende hilsner og undskyldninger slår Bukdahl over i en overraskende selvsikker og nærmest belærende tone. Den 28-årige forfatter fortæller Pontoppidan, hvordan det hele hænger sammen:
De kæmpede mod 70nes Fantasteri, skabte selve Tidsrummets Type i Lykke-Per. – Vi, der blev unge i en farlig Tid, vi kæmper med et endnu værre Fantasteri, selve Tidens Desillusionerethed, og vi kæmper med Don Quijotes Skygge i vort Hjerte. [okt./nov. 1924]
Det kræver som nævnt en vis baggrundsviden om Bukdahls tankeverden at afkode meningen i disse linjer. Og en sådan kunne Pontoppidan ikke selv være i besiddelse af, eftersom han ikke på dette tidspunkt vidste, hvem Bukdahl var. "70nes" fantasteri er uden tvivl en henvisning til 10 brandesianismen, og det er egentlig den første provokation eller i hvert fald tvetydighed. Det giver ikke sig selv, heller ikke i 1924, at Pontoppidan generelt set kæmpede imod brandesianismens 'fantasteri'. Samtidig antyder Bukdahl, at hans egen tid kæmper med et lignende, værre fantasteri, men at hans generation gør det med Don Quijotes 'Skygge i vort Hjerte.' Det er væsentligt, at man læser 'med' og ikke 'mod' her. Ridderens skygge er et positivt fænomen.
Tanken om, hvem der repræsenterer tidens fantasteri, bliver klart ud fra brevets videre forløb, idet Bukdahl forklarer, hvorfor han flyttede til Norge efter sin studietid i København:
Efter mine første Bøger maatte jeg søge Nord paa, fordi jeg ikke vandt noget Publikum herhjemme. Man samlede sig om Seedorff, Bønnelycke, Thuborg, Tom Kristensen, man vilde ikke høre nogen Tale om at nærme sig Virkeligheden og Mennesket. Hvilket praktisk medførte, at jeg ikke kunde leve af min Pen herhjemme. [okt./nov. 1924]
Pladsen tillader det ikke, men den 'Desillusion,' Bukdahl begyndte med, er med sikkerhed en henvisning til den nihilisme, Bønnelycke og Tom Kristensen skildrede så mesterligt, og som tiden altså dyrkede. Det væsentlige i vores sammenhæng er, at Bukdahl mente, at disse undlod at tale om 'Virkeligheden og Mennesket.' Det havde han nu ikke ret i, men pointen er, at han opfattede det sådan, at Pontoppidan i modsætning til brandesianismen talte om virkeligheden og mennesket i tiden før Første Verdenskrig, mens han selv også mente at gøre det efter den. En påstand, Pontoppidan fem år senere skulle give ham ret i: Torpedoen under artisteriet.
For at forstå Bukdahls billede af Don Quijotes skygge må man ty til bagkataloget af hans skribentvirksomhed. Han forklarede det nemlig i Politiken året efter i en tale til årets nye universitetsstuderende. I kronikken "Don Quijotes Skygge"4 udlægger han i vanlig stil, hvad åndsliv er, og hvornår studentens kald er helligt. Opgaven er – altid – at bekæmpe den evige råddenskab i tiden, i Danmark: "Der er saa mange raadne Illusioner i dette Land, som netop derfor holder sig flydende, hug det raadne bort, dræb Illusionerne, hvor de bare forfalsker Virkeligheden, skaf Plads, ryd Grunden." Dette er den negative side af sandt åndsliv, og i øvrigt med sikkerhed et imperativ, Henrik Pontoppidan ville lyde. Men Bukdahl vidste, at dette kun bør være den ene side, hvis man ikke skal gå under. Og det skulle magister Thorsen have hørt:
11
Men der kan ske dette, at som du arbejder paa denne Grund, som du saadan erobrer dig Virkeligheden (…) kan Arbejdsglæden og dine Maal smuldre for dig. Det er, som den erobrede Hverdag har hævnet sig og slaaet dig Mismodet i Sindet. […] Og et Ord kommer til dig fra dybe Aarhundreder: Hvad hjælper det, om du vandt den hele Verden, hvis du tog Skade paa din Sjæl. Og intet synes dig sandt, og intet synes Umagen værd. Netop her ved din Livsbanes indre enten-eller, her i Valgets Time staar du ved en Korsvej. Og der holder den magre Ridder fra Salamanca. Don Quijote. Hans Skygge falder over din Vej.
Og som du falder i Tanker, gaar det op for dig, at Kampen for at erobre Virkeligheden ejer ingen indre Fornyelse, hvis den ikke samtidig er en Kamp for noget mere. [Don Quijotes Skygge]
Pointen er, at der i sandt åndsliv er en tid til at rydde, for nu at blive i det bibelske sprog. Man skal gøre den negative indsats for at "løsgøre sig fra hele det Sæt af laante Meninger og Overbevisninger, en Skepticisme vendt udad". Men hvis man kun har det, ender man i den Tom Kristensen'ske "konstante Galgenhumor over Tilværelsens Meningsløshed, man ogsaa kalder Pessimisme," som Bukdahl videre skriver i essayet. Thi der er også en tid til at plante: "At have en Skygge i Hjertet," fastholde en "Tro paa Sandhedens og Rettens Mulighed", og således er vi kommet til Don Quijotes skygge:
Vind den frugtbare Spænding, der ligger i at holde disse to Ting fast […] Og ved din Kamp har du ikke alene stridt ved Don Quijotes side, men du har allerede i selve Kampen vundet en Værdi, der var uafhængig af Sejr eller Nederlag. [Don Quijotes Skygge]
Man må gerne mene, at stilen er noget floromvunden, men der er en pointe i, at stor kunst, hvad indholdssiden angår, har behov for dette spektrum for ikke kun at blive et tidsbillede. At det er dette idekompleks, der ligger bag Bukdahls bemærkning til Pontoppidan, er særegent. Ikke kun, fordi dette Bukdahl'ske sprog tilbyder en række begreber til diskussion af magister Thorsens skæbne, men jo også, fordi de er skrevet blot et par år, før samme Thorsen blev til.
Det andet element er, at Bukdahl sammenligner sin modstilling til Tom Kristensen og Bønnelycke (som han kendte fra universitetets berygtede frokoststue) med Henrik Pontoppidans til brandesianismen. Det kan ikke være i dens pessimisme, men snarere i, at den sandhed og 12 ret, brandesianerne kæmpede for, var kunstig, udansk. I sit første brev til Pontoppidan fortsætter Bukdahl nemlig:
Vi forstaar i Grunden slet ikke 70nes Forsøg paa gennem Brandes at skabe Virkelighedssans i et Folk ved at holde nogle europæiske Forbilleder op for det. – Ja, nogle af os er saa kætterske at mene, at Virkelighedssansen fødes i et Folk indefra, det, de gamle kaldte 'Romantik', vi synes stundom, at Grundtvig fattede langt mere af det virkelige i det danske Folk end f.Eks. Brandes nogensinde havde gjort. [okt./nov. 1924]
Man kan her fornemme det senere kendte argument om forskellen på Pontoppidans og Brandes' kritik af det danske folk. Brandes tugtede det, fordi han foragtede det. Pontoppidan gjorde det, fordi han elskede det.5 Det er det samme ekko, der her lyder: Brandes' kritik kom udefra, den var kunstig i sit blik på Danmark. Derimod mente Bukdahl, at man kunne se Pontoppidans tre store romaner som livtag indefra med tre store udviklinger i dansk folkeliv: Det forjættede Land behandlede det "grundtvigsk-religiøse", Lykke-Per det "brandesiansk-naturalistiske," mens De Dødes Rige tog sig af det "hørupsk-politiske". Sådan udlægges det både i afsnit IV af Pontoppidan-kapitlet i Dansk national Kunst og i en artikel om samme, trykt i Dansk Litteraturtidende den 12.12.1929 – en artikel, som Bukdahl også sendte til Pontoppidan.
Gennem brevet og dets forudsætninger i Bukdahls forfatterskab fra samme periode nærmer vi os altså en definition af, hvad der ifølge Bukdahl gjorde Pontoppidan til en stor forfatter, måske den største danske overhovedet: Evnen til at hugge det rådne bort og dræbe illusioner, lysten til at vinde sit eget ståsted. Denne kamp fægtes under Don Quijotes skygge, fordi den ikke forbliver i det negative eller kritiske. Men den ejer samtidig ønsket om at stride for retten og sandheden, og den gør det på dansk jord, rodfæstet i den særegent danske historie. Der ryddes, og der plantes, i ånden såvel som i historien, og det gøres fra et konkret udgangspunkt, hvor det enkelte liv kan blive alment gyldigt.
Henrik Pontoppidan svarede som allerede nævnt et par måneder senere, 2.12.1924, på dette brev ved at anerkende Bukdahls bog Norsk national Kunst, men undlod behændigt at kommentere Bukdahls lange udlægning af, hvordan det er at fægte i Don Quijotes skygge. Det ville være urimeligt at påstå, at disse komplimenter skulle afsløre et slags menings- eller skæbnefællesskab mellem de to, for det var der ikke tale om. Jørgen Bukdahls romantiske grundtvigianisme og Pontoppidans mere realistisk betonede fædrelandskærlighed er ikke identiske.
13 Brevene tyder snarere på, at der var tale om to mennesker, der forstod hinanden – var hinandens medvidere – på trods af, at de ikke stod på den samme side af kulturkløfternes afgrunde. Det kunne vi jo kalde: frisind.
Torpedo under artisteriet
Ud af denne forståelse sprang også et særdeles interessant Pontoppidanbrev, der fulgte som en reaktion på Bukdahls monumentale Dansk national Kunst, som allerede omtalt fra 1929. Pontoppidan var tydeligvis begejstret. Noget, der trods alt ikke kan undre med tanke på, hvordan hans forfatterskab på dette ret tidlige tidspunkt hæves til de danske litteraturhistoriske skyer. Han svarede:
Deres skarpe Skelnen mellem Kunst og Kunststykker vil få "Formskærerlavet" til at mobilisere. Vi andre glæder os over, at der endelig lægges Torpedo under Artisteriet. De bruger et Sted i Deres Bog Udtrykket Sprogets Ekvilibrister. Jeg husker, at jeg en Gang i et Brev eller en Samtale med Georg Brandes anvendte det samme Ord om en stor Del af den nyere danske Literatur lige fra J.P. Jacobsen. Det vilde han naturligvis ikke indrømme mig Ret til; men i Virkeligheden var det dér, at Faren for vor Literatur længe lå, og det til Trods for de store Russere, som jo var alt andet end "Stilister", de største af dem allermindst. [30.12.1929]
Som man vil kunne læse sig til i www.henrikpontoppidan.dk's digitaliserede udgave, henviser Pontoppidan her til et brev til Brandes af 4.1.1915, og "den nyere danske Literatur", og dens ekvilibrisme repræsenteres ganske rigtigt i dette brev i form af Karin Michaëlis og Otto Rung. Men det var ikke, fordi Brandes benægtede det – han fortalte blot i stedet, at han selv netop havde skrevet et essay om Napoleon og nu arbejdede på en "tyk, meget tyk" Bog om Goethe." 6.1.1915
Det, Pontoppidan her gav Bukdahl medhold i, var altså en forestilling om, at litteratur ikke kun kan være æstetiske udskejelser eller formeksperimenter. Så er den ikke blot ligegyldig, men også usand. Kunst er ikke identisk med form. Dette er temmelig indlysende ikke et problem i forhold til Henrik Pontoppidans forfatterskab, hvis svalende-realistiske prosastil ikke først og fremmest kerer sig om eksperimenter i form, men står i en klar relation til både det enkelte menneskeliv og den fælles historie. Det ser ud til, at Pontoppidan følte, at han her havde fundet en kritiker, der forstod ham på dette punkt.
14 Når Bukdahl nemlig i Dansk national Kunst skelnede mellem kunst og kunststykker, var det ikke et tilfældigt påfund, men en bærende søjle i hans forståelse af, hvad stor litteratur er. Den udlagde han eksempelvis i en artikel fra den samme tid i klareste form:
Vi faar Bøger, der vildleder og afleder, saa fuldt af Lykkens Roser røde i en Tid, hvor Folk har Tornene i Kødet. Hyggelige Bøger, men falske, fordi ingen Virkelighed svarer til Illusionerne. Det er dette, der fordærver Aandslivet. En Bog er en Kunstners Møde med Virkeligheden. Den kan blive Sejr eller Nederlag, men Idyl alene bliver det aldrig og slet ikke hyggeligt.6
En ægte bog er 'en Kunstners Møde med Virkeligheden.' Derfor kan stor kunst ikke blot være formeksperimenter. Denne relation mellem kunst og virkelighed, der kan 'blive til Sejr eller Nederlag,' rammer selvsagt en indlysende tematik fra ikke blot Lykke-Per, men også Mands Himmerig. Det var sikkert derfor, Pontoppidan følte sig forstået, og i alle fald motiverede en ellers i breve så tilbageholdende mand til et par velvalgte billedsprog: Tidens 'formskærerlav'(!) vil selvfølgelig mobilisere, når man tillader sig at tale om forholdet mellem litteratur og virkelighed, men Pontoppidan glædede sig over denne 'Torpedo under Artisteriet'. Blandingen af virtuost billedsprog og krigsmetaforik tenderer det umådeholdne, men forbliver på den rigtige side af metaforisk exces.
'En torpedo under artisteriet' er den påpegning af, hvad stor litteratur er – med Anders Sørensen Vedel, Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen som de skønneste sangfugle i den danske løvkrone.
Mands Himmerig
Dansk national Kunst var vel den første store behandling af forfatterskabets helhed, efter at Mands Himmerig var udkommet. Her var Bukdahl ganske kategorisk, hvad bogen angår:
Pontoppidans 'Øjeblikket' hedder Mands Himmerig. Han røber her, hvad der laa under det vældige Forfatterskab, hvis Sigte altid laa højere end Kunst, hvis Beskrivelse tjente meget mere end blot Illusionen paa Papiret, hvis Vrimmel af Livsbilleder rakte ud over Artisteriets Selvtilstrækkelighed, idet de set i Sammenhæng – som en Mosaik – rullede et Billede af Danmark op, der foruden at være et Tidsbillede begrænset af 15 Aarstal ogsaa er et Typebillede gældende for alle Tider, spejlende dansk Aands evigt tilbagevendende Problem. [Ideal og Virkeliggørelse]
Med udtrykket om Pontoppidans øjeblik henvises der til Søren Kierkegaards sene kirkekamp. Fællesmængden er ifølge Bukdahl, at hvor Kierkegaard dødeligt kritiserede den kirkelige protestantisme med dens egne midler, således gjorde Pontoppidan det med den litterære naturalisme. De gjorde det begge indefra, fordi de var børn af det, de endte med at gøre op med. Man bør samtidig bemærke sig, at Pontoppidan tilsyneladende overtog udtrykket om 'Artisteri' fra Bukdahl selv, eftersom det også ovenstående bruges i den negative betydning, at det er litteratur, der ikke når et forhold til den virkelighed, der både er konkret tidsbillede og evig ånd.
Skal man se nøgternt på romanens placering i forfatterskabet, er det i første omgang værd at notere sig, at der er en række faktuelle aspekter ved romanens historie, der berettiger, at den behandles som en væsentlig, hvis ikke 'stor,' roman. Selvom den godt nok blev medtaget i DSL-udgaven af Smaa Romaner (1905-1927) fra 2011, leverede Flemming Behrendts omfattende efterskrift også solid dokumentation for, at Pontoppidan på flere måder forestillede sig Mands Himmerig som et større arbejde. Han skrev allerede i 1922 til Martinus Galschiøt, at han var i gang med at koge et "stort Svinehoved (Pressen)" (min kursiv) og til Axel Lundegård i 1925, at det bliver både en større roman – og vel hans sidste.
Samtidig er det værd at minde om, at romanen er en del af et tekstkompleks, der tydeligt optog Pontoppidan i væsentlig grad. For det første går der personer igen fra skuespillet Asgaardsrejen (1906; 1928) og fortællingen Et Kærlighedseventyr (1918; 1930) og især førstnævnte er væsentlig i forhold til Mands Himmerigs placering i forfatterskabet. Som Flemming Behrendt nemlig også har dokumenteret i omtalte efterskrift, er det ikke bare tilfældet, at Pontoppidan mente, at man ikke kunne forstå romanen uden at kende dette forspil, han var også meget optaget af dette ellers miskendte skuespil. Som han skrev til Frederik Hegel:
Det vilde (…) være mig en Tilfredsstillelse at ofre lidt på dette lille Skuespil, der står mit Faderhjærte nærmere end det meste af, hvad jeg ellers har skrevet. Det hænder jo undertiden, at en overset Bog får sin egenlige Værdi, når Forfatterens øvrige Produktion er glemt, fordi den var et Kraftuddrag deraf. En sådan Bog er "Asgårdsrejen", og derfor tror jeg på dens Levedygtighed.7 [7.3.1928]
16 I blandingen af det større tekstkompleks (jeg har ikke engang nævnt udkastet "De retfærdige Stalbrødre" fra Illustreret Tidende 1922-23) og Pontoppidans egen optagelse af alt dette, foreligger et solidt teksthistorisk argument for at tildele Mands Himmerig en væsentlig plads i forfatterskabet.
Litterært
Litterært set er Mands Himmerig også unægtelig en 'større' bog end mange af de andre såkaldte små romaner. Det tematiske kompleks, dens til tider hadefulde personskildring, det europæiske perspektiv og indarbejdelsen af Pontoppidans velkendte Nietzsche-skabeloner giver den en bredde og dybde, der er blevet overset i helhedsvurderingerne af dens kvalitet.
Det bedste argument for en opvurdering af Mands Himmerigs litterære kvaliteter er dens overvældende, men mig bekendt aldrig noterede, ligheder med det (mere) ubestridelige mesterværk De Dødes Rige. Dette er ment positivt, for Mands Himmerig har sit eget anliggende, sit eget væsen. Pointen er, at mange af de ting, der lovprises ved De Dødes Rige, også gælder for Mands Himmerig, uden at der er tale om trivialiserende genbrugskunst. Måske netop Jørgen Bukdahl så det grundlæggende og bedst, idet han kaldte Mands Himmerig en 'Vrimmel af Livsbilleder,' 'en Mosaik' og et spejl af 'dansk Aands evigt tilbagevendende Problem'.
Denne panoramaagtige karakter passer ikke med forestillingen om en lille roman i stil med eksempelvis Et Kærlighedseventyr eller Den kongelige Gæst. Romanen modsætter sig ganske enkelt en reduktion til romance eller kammerspil. Som Pontoppidan jo også nænsomt fik påpeget i et brev, brugte Bukdahl nok sit orgels pedal noget rigeligt, når han taler om en 'Vrimmel af Livsbilleder,' for det ville være faktuelt forkert at påstå, at den har De Dødes Riges fylde. Det ændrer bare ikke på det faktum, at Mands Himmerigs panoramakarakter giver et helt andet helhedsbillede af Danmark, end de rigtigt-små romaner gør.
Selve romanens pressetema, der bindes så nært sammen med systemskiftet af 1901, politikkens og Politikens verden samt det afsluttende krigsmotiv, gør romanen til et stilsikkert tidsbillede af Danmark, der ikke lader De Dødes Rige meget tilbage at ønske i subtilitet i forbindelsen mellem enkeltskæbner og tidsånd, selvom De Dødes Riges adels- og borgerskabsfokus er skiftet ud til fordel for det, man kunne kalde en presseroman. Tom Kristensens Hærværk skulle jo også udkomme meget få år senere til genrens kanonisering.
17
Europas store kirkegård
Europaperspektivet er ikke blot begrænset til, at der med Vadum og Klemens Junge gives en europæisk offentlighed i romanen. Især hvis man medtager Et Kærlighedseventyr i tekstkomplekset. Vadum skriver en Schopenhauer-bog til den tyske offentlighed og rejser omkring i Europa med Ingrid. Klemens Junge møder man pludselig i Berlin, selvom han er på evige foredragsrejser i Jylland (men foredragene handler dog om Danmarks rolle i et paneuropæisk perspektiv – Danmark som sangfuglerede i Europas løvkrone). Endnu bedre bliver det, som først bemærket af Flemming Behrendt, hvis man husker på, at andenudgaven af Et Kærlighedseventyr giver Ingrid følelsen af et europæisk dekadenceperspektiv, da hun møder franske krigsinvalider i Schweiz, som Jakobe ser de jødiske russere behandlet som skidt på europæiske banegårde.
Det europæiske perspektiv til at opbygge en skabelon, vi kender, ikke blot fra De Dødes Rige, men også fra europæiske mestre som Richard Wagner, Friedrich Nietzsche og Thomas Mann: Krigen som lutrende verdensbrand. Det er blevet omfattende diskuteret, hvordan branden på Favsingholm allegoriserer Første Verdenskrigs udbrud. Denne skabelon leger Mands Himmerig også med.
Kvinder og pædagogik
To af De Dødes Riges mest fejrede elementer går også igen, men bruges mindre konstruktivt litterært set, og det er måske nok en slags grund til, at Mands Himmerig ikke er lige så vellykket.
De fleste er enige om den mesterlige kompleksitet i skildringen af Jytte Abildgaard, og Thorsens kone Asta synes faktisk at været skåret over samme læst. Efter at Thorsen har besøgt Asta for første gang, siden hun er flyttet ud af deres fælles hjem, ender samtalen med hans kolde bemærkning om, at hun skal høre fra hans sagfører. Det udløser følgende livsfilosofi, der i kort form opsummerer de fleste af Jytte Abildgaards erfaringer med livet:
Hvor var Livet dog uhyggeligt i sin Meningsløshed! Begyndte man først at grunde over det, var det som om man mistede Forstanden. Og sørgeligst af alt var Kærligheden. Alle lovpriste den, Digterne besang den; men hvad var den værd, naar man kunde elske og frygte, ja næsten hade et Menneske paa samme Tid. [s. 50]
18 Mindst tre påstande kan udledes: 1) Livet er meningsløst, og deraf følger en principiel uhygge. 2) Man skal undlade at tænke på det. 3) Kærligheden fører til ulykke.
Jytte bemærker over for Meta, at livet består af "meningsløse Mishandlinger." Hun bemærker over for sin mor, at det er godt, at Torben og hun ikke finder sammen, fordi de så ikke trækker hverken sig selv eller andre "med ned i Ulykken" og i samme moment gør hun sig den iagttagelse, at det er bedre ikke at tænke for meget over livet og mennesket:
Forstaar! Forstaar, lille Mor! Hvem kan forstaa alt det, der foregaar inden i et Menneske? Det bliver kun til Ulykke, naar man begynder at tænke over sig selv. [De Dødes Rige B I, s. 138]
Af disse livsfilosofiske betragtninger, der temmelig ubestrideligt ender i en Schopenhauer'sk metafysik, følger også den uhygge, som Asta på samme vis fornemmer. Jytte erfarer nemlig sammenhængen mellem indsigt i livets beskaffenhed og uhyggen, netop som Asta mener, at det bliver uhyggeligt, når man indser livets meningsløshed. Jytte kan jo netop ikke holde ud at tænke over sig selv:
Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb, blev hun greben af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger. Og vilde, røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket. [De Dødes Rige B I, s. 92]
Astas død er en smule voldsommere end Jyttes, men på en måde kan man sige, at forskellen består i henholdsvis et aktivt (Asta) og et passivt (Jytte) selvmord.
Pointen med denne lille sammenligning er tofoldig. For det første forekommer det at være et empirisk faktum, at læsere altid har husket Jytte bedre, end de har husket Asta. Der er noget ved førstnævnte, der gør hende fyldigere. Måske at Asta kun er set i lyset af Thorsen, mens Jytte får sin egen stemme i De Dødes Riges polyfoni. Men vi kan også lære noget af sammenligningen. Jytte ender med at fortryde, hun er ikke i stand til at tro på, at kærligheden ikke skulle kunne overvinde livets schopenhauerianske hemmeligheder. Hun ved nok, at en ond gud har skabt verden for at pine mennesket, men hun opnår også en viden om, at der findes et alternativ, et andet liv i kærlighed: "'Ja, nu dør jeg, Meta!' hviskede hun en Gang. 'Og saa har jeg dog aldrig levet!'"
Jytte mener altså, på sit dødsleje, at der findes en modstrategi til livets 19 meningsløse mishandlinger. Den er ikke let at finde, og det lykkes ikke for Jytte. Men det er jo ikke en benægtelse af mulighedens eksistens. Asta gør sig ikke den slags trods-erfaringer: Sørgeligst af alt er kærligheden, til den bitre ende. Derudaf ser vi i sandhed, hvorfor Mands Himmerig er så mørk. Den gennemspiller et tema fra mesterværket De Dødes Rige, men den konkluderer mere dystert.
En anden indlysende, men kortere genganger, er ideen om pædagogiske systemer, der skal frelse verden. Det wellerske system er så mesterligt gennemhånet i De Dødes Rige og når sit vilde toppunkt med det københavnske parnas som "Kravlere" på alle fire. Også den form for åndelige udskejelser antydes i Mands Himmerig. Niels Thorsens ulidelige fætter, der lider af tydeligt ressentiment over, at han ikke som Niels er blevet magister, har nemlig også udtænkt et system:
Det var Fætterens Orm, at han ikke selv var bleven Akademiker. I Skolekredse havde han iøvrigt skabt sig et vist Navn ved at udgive en Række danske Læsebøger for Ungdommen, det saakaldte "Ludvigsenske System", og han gjorde i den Anledning Krav paa at blive betragtet som en pædagogisk Autoritet. [s. 122]
Så ved man med sikkerhed, at det er en person, der skal fældes streng dom over, og hans kynisme udstilles da også, eftersom han får lov at opstige gennem partiet, mens Thorsen falder, og i al bitterhed antydes det endda, at han formentlig skal blive undervisningsminister.
En graaskægget og graamanket Herre traadte med Selvfølelse frem for at tale. Kun de færreste af Gæsterne kendte ham, og man betragtede med Forbavselse denne fremmede Mand, der følte sig kaldet til allerede nu at tage Ordet. Det var Skoleinspektør Ludvigsen, Niels Thorsens Fætter. Han havde nu ved Valget officielt sluttet sig til Partiet, i hvilken Anledning 'Friheden' havde gjort ham til en pædagogisk Bannerfører og kaldt 'Det Ludvigsenske System' for en banebrydende Bedrift. [s. 203]
I sine pædagogiske forbindelser kan det ligne de mange systemer til menneskets frelse, som vi kender dem fra De Dødes Rige, men det er værd at bemærke sig, at man har brug for sin viden fra De Dødes Rige for at opnå denne viden om dets latterlighed. I Mands Himmerig fortælles der intet om, hvori dets pædagogiske lyksaligheder består, og dets lattervækkende konsekvenser skildres ikke på samme måde som i De Dødes Rige, på trods af at det ikke er svært at afkode fætterens status af nar.
20
Thorsen
Man kunne kalde denne formalisme – systemet har et navn, men intet indhold – for en af Mands Himmerigs litterære begrænsninger: Når nu Pontoppidan allerede havde vist sin evne til at håne tilbud om billig frelse, virker det fattigere med denne formalisme. Men så skal man huske på, at Thorsen – ifølge hvem eksempelvis Bukdahl og Behrendt ser Pontoppidans 'mening' – faktisk lider af det samme problem: Det kan da godt være, at han er en helt, men der fortælles stort set intet om, hvad han mener eller vil andet end at rydde ud i svinestien. Er det virkelig godt nok, at en helts anliggende udelukkende er negativt?
Ja og nej. Nej, hvis man følger poetikken fra brevvekslingen med Bukdahl. Der skal både ryddes og plantes. Men det er interessant, at så få i romanens modtagelse har bemærket, at Thorsen ikke mener noget som helst i store dele af forløbet. Han er kendt som den hårdtslående magister og har et stort navn på Friheden. Men den absolut eneste hentydning til, hvad han skriver om, indtil ønskerne om krig, er en artikelserie med analyser af, at der stadig er 'Bismarckske Retningslinjer' i tysk udenrigspolitik.
Efter at Thorsen er gået over til højrepressens Døgnet, er planen, at hans "manende Røst igen kan lyde ud over Landet til Glæde for alle gode danske Mænd og Kvinder, hvem Folkets Vel og Flagets Ære virkelig er en Hjertesag," (139) som generaldirektør Haller behager at formulere det. Og Thorsens første artikel i Døgnet vækker da også genklang. Dens læsere har hidtil betragtet "Torvepriserne, Ulykkestilfældene og Dødsannoncerne" (148) som bladets "egentlige Indhold", og det er Thorsens første artikel, der udløser Ragnas forestilling om Thorsen som et nietzscheansk rovdyr. Men ak, artiklen skuffer den, der gerne vil vide, hvad det er, Thorsen står for. Den var nemlig
ikke, som de havde ventet, et Forsøg paa Selvforsvar, men et Rovdyrspring lige i Struben paa Partiet og dets Presse. Artiklen vakte umaadelig Opsigt i Byen. Det var længe siden man havde været Vidne til en saa blodig Sønderlemmelse, en saa grum Lystighed. Hans Udfaldsport var den Højtidelighed, hvormed "Friheden" nylig havde mindet sin Stifters Fødselsdag ved i et festligt Optog at køre ud til hans Grav og henlægge en Laurbærkrans ved Foden af hans Billedstøtte. Den blev brændemærket som en Hykleriets Triumf, og hele Slutningen af den lange Artikel var en overstadig Fabel om et natligt Syn, som Rømer og hans Medredaktører skulde have haft efter den solide Redaktionsmiddag, der afsluttede Mindehøjtideligheden. [s. 147-48]
21 Det er en strålende beskrivelse, der vækker lysten til at læse artiklen: En så blodig sønderlemmelse, en så grum lystighed! Det er umiskendeligt Pontoppidan'sk, men det er jo også rendyrket kritik af hykleriet: Formalisme. Rømer & co. kritiseres for at have svigtet en arv, der ikke defineres. Det natlige syn, de herrer redaktører har haft, er avisgrundlæggeren Kresten Paarses gravstøtte, der får dem til at kaste sig på knæ og bede om nåde.
Men Kresten Paarse selv er nu heller ikke noget idol. Han har skabt et godt blad, der i Niels Thorsens øjne virker til Danmarks fremgang, og han er djærvt folkelig, men han har jo også fået en slapsvans af en søn, og det kunne "indtil det sidste mærkes paa ham, at han i sin Ungdom havde siddet ved Grundtvigs Fødder." (s. 17) Dette er ikke positivt ment. Det hykleri, under hvilket Danmark stander i vånde, har netop spredt sig, fordi tiden er slap, og den forbindes eksplicit med "Højskoleflæb". (s. 272) Det er dette flæberi, der ikke mindst provokerer Niels Thorsen ved vennen Klemens Junges besyngelser af Danmark som sangfuglereden i Europas løvkrone, som skulle kunne udryddes ved en krig og Danmark lide "Belgiens Skæbne". (s. 261) Med andre ord er der altså selv i forhold til Kresten Paarse denne negativitet i Niels Thorsens skriverier, om alt det, Danmark ikke burde være.
Det kan man også se af, at Thorsen i romanens inderhorisont hovedsageligt gives ret i sin kritik. I et af sine sjoveste udfald (Thorsen er jo selvsagt bedst, når han påpeger fejl) angriber han barndomsvennen Karl Svendsen. Denne er en af "Arbejderpartiets mest betroede Tillidsmænd" (s. 215) og kommer faktisk for at advare og dermed hjælpe Thorsen, der trods alt er gået over til fjenden i form af konservatismen. Men Thorsen giver igen:
Af et sundt og udviklingsdygtigt Proletariat med vældige Fremtidsmuligheder har I skabt en Yngel af forvorpne Samfundssnyltere, et Slæng af professionelle Dagtyve, for hvem ingenting i Verden er hellig undtagen Ølpavsen. [s. 216]
Det nærmer sig det latterlige, at Hans Hertel i sin anmeldelse af romanens femte oplag kun kunne se "det ubehagelige" og overså, hvor fundamentalt sjov romanen også kan være som i ovenstående. Men endnu værre er det, at man overser, at teksten giver Thorsen ret. Romanen kulminerer med valget og "Demokratiets store Valgsejr" (altså: Venstres), og også arbejderpartiet går det glimrende. Men hvordan fejrer sidstnævnte?
22 Ogsaa Arbejderne festede for Valgets gode Udfald. Et mægtigt Folketog med Musikkorps og Foreningsfaner drog gennem København ud til Partiets gamle Kampplads paa Fælleden. Fra flere grønklædte Talerstole blev Revolutionens nære Sejrsdag forkyndt; hvorefter man i al Fredelighed lejrede sig i Græsset omkring Ølvognene. [s. 256]
Man kan altid nå at få sig en bajer, inden det hårde arbejde med revolutionens komme – lige efter endnu en omgang – kan tage sin begyndelse. Thorsens kritik viser sig på denne måde fuldt ud berettiget. Men den er også kun det, altså kritik. Denne måde at give Thorsen ret i, at han har ret, uden at sige hvori han har det, synes også at gå igen, hvis Pontoppidans breve skal spejle romanens slutning og Klemens Junges deltagende ord:
Han slog i Vrede Haanden af sit Folk, fordi vi bekendte os til Troen paa, at det er en genvakt Fordrageligheds Aand og ikke Ulvesindet, der skal frelse Menneskeheden fra Tilbagefald til Barbariet. – Nuvel! Tiden skal dømme os imellem. [s. 282]
Forfatteren mente tydeligvis på dette tidspunkt, at tiden skulle dømme til fordel for Thorsen og ulvesindet. Som han skrev til Martin Andersen Nexø 21.11.1927:
Jeg måtte lade et Ravnegal skære ned gennem vort selvglade Kvidder og minde om, at det ikke er Mands Gerning at synge men at kæmpe.
Mands himmerige er kamplivet, og dermed synes forfattersympatien at ligge ganske inderligt i den kiste, over hvilken orgeltonerne bruser, mens den sænkes under gulv. Men man må ikke glemme, at i Thorsens rent kritiske gerning er fordringen tom. Du lærer, at der i livet gives et "Du skal!" Men også, at der til gengæld aldrig gives et hvad, du skal. Deri ligger en væsentlig del af tragedien. En af de personer, der bemærkede det, var den altid skarpe norske forfatter Nils Collett Vogt, der også var en af de inderligste medvidere ved De Dødes Riges udgivelse – selvom han i øvrigt ikke kunne lide Mands Himmerig. Men i sin anmeldelse af den bemærkede også han tomheden. Om Thorsens tordenkamp bemærkede han i Dagbladet 1.11.1927: "Vi hører skybraket, men ser ikke lynene."
23
Afslutning
Det er utallige gange blevet bemærket, at Mands Himmerig deler slægtskab med Nattevagt (1894). Også her var Jørgen Bukdahl først, idet han i sit afsnit om førstnævnte netop citerer fra sidstnævnte:
Det ser jeg for hver Dag tydeligere, at det er ikke Friheden, der kan hjælpe os; det er ikke Samfundet, det er galt fat med. Det er os selv, … det er Mennesket, som der er gaaet Lyrik i, og det vil sige det samme, som naar der gaar Svamp i et Hus. […] Det er hverken nye Love, vi trænger til, eller ny Retfærdighed eller nye Verdensdele med nye Hjælpekilder, som man snakker saa meget om i den senere Tid. Hvad det gælder om, er at opdage et nyt Amerika i Mennesket selv, saadan en ukultiveret Plet, uden Fortid, uden Erindring, uden nogen Renaissance eller anden Efterladenskab fra gamle Tider, hvor Svampen kan faa Næring og Trivsel. Nattevagt (1894) s. 175
Der er gået lyrik i mennesket, og det svarer til svamp i et hus. Således ser vi også, hvordan Bukdahls oprindelige påstand om, at man må skelne mellem kunst og kunststykker, vandt Pontoppidans bifald med den sarkastiske henvisning til tidens 'formskærerlav'. Det var med andre ord noget, Pontoppidan allerede fornemmede før århundredeskiftet, og som Bukdahl måske nok var den første kritiker til at skildre så klart. Der må ikke gå lyrik i mennesket. Her kunne Bukdahl, Pontoppidan og Thorsen utvivlsomt være enige. Lad rovdyrene æde formskærerne. Dermed kunne dommen over Mands Himmerigs litterære kvalitet i Bukdahls poetik lyde som følgende: Bogen rydder skove som aldrig før, den er sublim i sin negativitet. Den viser os, hvorfor der ikke må gå lyrik i mennesket. Dens problem er, at den ikke også planter. Der må nemlig til gengæld gerne gå epik i mennesket, men netop dette formår Thorsen ikke.
