Don Quijotes Skygge
Tale til Studenter
I Anledning af Universitetets Immatrikulationsfest i Dag skriver Forfatteren Jørgen Bukdahl om de Opgaver og Maal, der venter de unge Studenter, som nu skal til at begynde det selvstændige Universitetsstudium.
Fra Danmark i Syd og Nord og Vest er I kommet, I har taget Landet med ind til os, dets skønne Farver, vi ligesom bliver mere Danske, naar vi ser de rød-hvide Huer dukke op, midt i Storbyens graa Travlhed fornemmer vi Landet, hvor Høsten nu bjerges i Hus, hvor Skovene faar Stænk af gult og af brunt, og hvor Fjordene og Sundene er saa blaa under de høje klare Himle, I fornyr noget i os, vi besinder os paa, hvor vi er, og hvor vi er til, og under hvilket Tegn vor Gerning sker, og i hvilke Farver vi kæmper for det, vi mener er Sandhed og Ret …
I kommer derude fra Danmark … allerede ved Valby ser I de første store Murkvadre og de gule Sporvogne holde ved Overskæringerne. Aftenlyset bliver graat over den store By, mens Korsørtoget duver over et Virvar af blanke Spor, og Byen skyder pludselig op af Jorden som et vældigt Dyr, der har rejst sig og staar stille – – maaske synker Modet i Brystet, maaske faar da et gyldent Haab det første Stænk af graat.
Jeg husker en ung Student, der for mange Aar siden for første Gang kørte ind mod Kjøbenhavn. Han stod ved Kupévinduet, Høstlyset sluknede over Markerne, Toget hastede forbi oplyste Stationer og mod et Lysskær forude. Han havde taarnet Maal og Muligheder op i sit Sind, en Katedral, som han bar i sin Arm saadan som Biskoppen paa de gamle middelalderlige Billeder … nu skulde den prøves i Virkeligheden og Hverdagen i en By, der ingen Naade ejede og ingen Tilgivelse kendte. Men som Toget gled under Broer og i de graa Skakter mellem Husene, skred Domkirken sammen i hans Sind, og jeg ser ham endnu gaa under Ankomsthallens genlydende Hvælv, jeg kender intet mere modløst, jeg kender intet mere ensomt, med en Katedraldrøm i Ruiner i sit Hjerte faldt der over ham en Skygge, der gik til Bunden, og det er den Ridderen fra Salamanca kaster, det er Don Quijotes Skygge, det er den skæbnesvangre Tro paa, at Sandhed og Ret maa kunne findes, og at de har den Værd og Varighed, at en Lidelse kan udholdes, og en Lanse brydes – at en Domkirke kan rejse sig af Ruiner og trodse Virkelighed og Hverdag og alligevel staa fast og dybt i Jorden, urokkelig, uomstyrtelig.
Han gik ud i den store By og forsvandt i Mørket med en Skygge og en Domkirkebyggertanke i sit Hjerte, kun med Begyndelser og Muligheder forude, kun med den fattige Kamp med Virkelighed og Hverdag.
Som han er I kommet ind fra Danmarks brune Høst, maaske her I som hin Skygge i Hjertet, hin Redebonhed til Kamp endog mod Vejrmøller, fordi Troen i Hjertet foregøgler et skinnende Maal, der er Kampen værd, men ogsaa hin sammenskredne Domkirke, hin Modløshed, naar Verden afslører sig som den Hverdag, den er, en Vejrmølle, der maler Kvide og Kval, maler din Længsel og dit Haab tyndt: Forfængelighed, Forfængelighedernes Forfængelighed, eller Stenene løber varme og maler det røde Galgenhumor, hvormed du sætter alt paa et Kort, thi du vil leve, skrider dine Domkirker end sammen om og over dig, og intet synes dig sandt og intet synes Umagen værd, en Skygge af en mager Ridder blot, og du vender dig mod ham, slaar ham paa Flugt, brænder hans Skygge ud af dit Hjerte, genindsætter Øjeblikket: vi lever, og der er os Liv nok. –
I er kommet til denne By, og Begyndelser og Muligheder ligger foran. Jeg skal ikke tale om Studier og Fag, om Overproduktion, om Kampen for Tilværelse og Eksamen, det er Professorernes Sag. Jeg vil tale om hin Skygge i Hjertet, og om det Aandsliv, det er jeres Pligt at rejse, uden om, og ud over, hvad der ellers tjener Hverdagen og Kampen for Fremtidens Brød.
Derfor først: Giv Studierne, hvad Studiernes er, giv Sporten, hvad Sportens er, og du har aabnet din Bane til Sejr eller Nederlag for det Aandsliv, hvori du er Foraaret og Fornyelsen.
Du er overladt til dig selv. Du skal prøve at staa alene. Du skal gaa ved egen Hjælp.
Og her er det, at det første Skridt koster. Med det maa du træde ud af Skolens pædagogiske, mekaniske Tillærthed, kaste bag dig de Meninger og Vurderinger, hvori du er blevet indsyet til Værn mod Hverdagens og Virkelighedens Kulde. Som en nøgen Adam maa du begynde forfra, gøre Kulturens lange Løb om igen og for din egen Regning og med eget Ansvar for Fejlregning.
Og Begyndelsen er at genopdage Virkeligheden og tage den for, hvad den er og skrælle bort, hvad den er omdigtet til, de Illusioner, der har erstattet den. Du har bygget Domkirker i de ensomme Gymnasiastaar, rejst svimlende Maal, nu skal de prøves mod Virkeligheden, sættes i Funktion til de reale Forhold, ellers lurer Fantasteriet eller den Lyrisme, hvormed man for sig selv kan digte Kravet bort, ellers bliver dine Domkirker Luftslotte og uden Grundmur under. Fantasteriet er Tidens store Fare, den centrale Fare. Krigen og dens Eftervirkninger slog et Hul i vor Kultur, gjorde den porøs, og alle flygter, redder sig i Land paa Vragstumper, som de sværger paa er hele Verden og det eneste, der bærer, medens Sandheden er, at de kun kan bære denne ene Mand og knapt nok det. Saadan sidder i vor Tid Mænd paa Vragstumper af en gammel, sammenskreden Kultur og skændes, og hver sværger paa, at det, han nu holder sig oppe paa, er det eneste værdifulde, og raaber Plimsoller til de andre. Dette er Fantasteriet. Hør paa dem, men tro dem ikke, tro ingen. Thi det er ikke din Opgave at finde dig en Stump af den gamle Kultur at flyde paa, det er din Opgave at være med at bygge et nyt Skib, der kan bære og samle alle. I en Overgangstid blev du Student, men du blev kun Student i den rette Tid, hvis du paalagde dig selv Erkendelsen af, at intet er sandt og intet er Umagen værd, det gamle er forbigangent, og alt maa blive nyt. Det var ogsaa det, jeg mente, naar jeg før sagde, at Kulturens lange Løb maa leves om igen forfra, gennemprøves, hvad der er raaddent, og hvilke Planker der kan bruges i den ny Skude.
Du kommer herind til en By, hvor der netop foregaar en saadan Diskussion, en saadan Gennemprøvning af vort Kulturbegreb, af dens religiøse, økonomisk sociale, politiske, literære Indhold. Paa bred Front foregaar denne Diskussion. Det første Skridt paa Virkelighedens Bane er at følge med her og uden det umodne skeptiske Forbehold, der kaldes Bornertethed.
Diskussionen er begyndt fra Bunden af. Den er begyndt med det religiøse Spørgsmaal. Man søger at udbore Livsindhold af de gamle Dogmer (Helge Rode), man søger historisk at nærme sig Kristusskikkelsen (Ditlev Nielsen, Professor Kroman), man søger at virkeliggøre for sig dens Ideal uden at bekymre sig om Historien (Chr. Reventlow), man fælder den ind mod en halvt panteistisk Baggrund (Ludv. Holstein), for at imødekomme den religiøse Trang søger man at gøre Folkekirken rummeligere (Th. Rørdam), man søger at bestemme Kristusskikkelsen som Illusion (Georg Brandes).
Fra alle Sider gøres der et Arbejde for dels at forny den religiøse Følelse, dels at forny dens Form. Thi i vort Virkelighedsbegreb indgaar det religiøse som et vigtigt Led.
En Diskussion om det seksuelle Spørgsmaal er ogsaa rejst og paa et mere fast fysiologisk Grundlag end for en Menneskealder siden, da det blev rejst som Udslag af en literær Realisme og paa Stuart Mills mere abstrakte og sociale Problemstilling ("Kvindens Frigørelse"). Man omgaar nu Ordet Kvindesag og gaar til det centrale: det seksuelle Spørgsmaal, af hvis Løsning Kvindens sociale Stilling i Samfundet afhænger. Striden fik derfor sin betegnende Glose: Feminisme. Trods Overdrivelser og Ensidighed har Kaarsberg, Thit Jensen, Wieth Knudsen, Leunbach o. fl. ført den nævnte centrale Diskussion længere ind mod Virkeligheden.
Diskussionen om det forrige Aarhundredes centrale Idé: Evolutionslæren er ogsaa blusset op, men med mere Vægt paa det afgørende Arvelighedsspørgsmaal. En biologisk Spiritualisme, næsten i Randen af en Slags Religiøsitet, er opstaaet (Prof. Oluf Thomsen), Johs. V. Jensen søger at udvinde sociale Synspunkter af Biologien ("Evolution og Moral"). Prof. Wilh. Johannsen har gennem hele sit Arbejde kritisk gennemprøvet den gamle Darwinisme som videnskabelig Hypotese, skilt det holdbare fra det uholdbare og ført Diskussionen over paa Arvelighedsforskningens eksakte Grund, advaret mod de falske Analogier, der kulturelt kan udvindes af den moderne Biologi.
Ogsaa det nationale Spørgsmaal er under Diskussion og er ved at skride ud af den farlige Illusion som politisk Programpost, ses nu i Forbindelse med Racen, noget uudryddeligt i Væremaaden, der ikke kan bringes ind under international Form (Th. Gravlund).
Diskussionen om de politiske og økonomiske Spørgsmaal behøver jeg ikke at nævne. Den er gjort følelig og paatagelig ved Kommunist- og Fascistspektakler og ved de mange Bankforlis. Og Literaturen – de Unge tier. Men ogsaa denne Tavshed har sin Psykologi. Derom en anden Gang.
Dette Rids blot for at vise, at Kulturbegrebet er ved at konsolidere sig, er ved at falde i Leje igen efter et Reaktions-, Regenerations- og Restaurationsforsøg. Men egentlig betyder det, at et helt nyt Skib er under Opbygning med delvis Brug af gamle Planker, hvoraf de skøre Dele er hugget bort.
Det første Skridt er ind i denne omfattende Diskussion. Og naar jeg talte om, at gamle Planker skulde hugges til, var det blot et andet Ord for det, jeg mente med Erobringen af Virkeligheden, at skille mellem det bristende og bærende. Der er saa mange raadne Illusioner i dette Land, som netop derfor holder sig flydende, hug det raadne bort, dræb Illusionerne, hvor de bare forfalsker Virkeligheden, skaf Plads, ryd Grunden, saa du kan komme til at bygge din sunkne Katedral op mod Himlen, ind i Himlen gerne, men fra denne ubortsnakkelige Stengrund, hvortil vor materielle Tilværelse er lænket.
Men der kan ske dette, at som du arbejder paa denne Grund, at som du saadan erobrer dig Virkeligheden og indretter dig i den for din egen Regning, kan Arbejdsglæden og dine Maal smuldre for dig. Det er, som den erobrede Hverdag har hævnet sig og slaaet dig Mismodet i Sindet, slaaet din Gerning til Foreløbighed. Og et Ord kommer til dig fra dybe Aarhundreder: Hvad hjælper det, om du vandt den hele Verden, hvis du tog Skade paa din Sjæl.
Og intet synes dig sandt, og intet synes Umagen værd. Netop her ved din Livsbanes indre enten–eller, her i Valgets Time staar du ved en Korsvej. Og der holder den magre Ridder fra Salamanca. Don Quijote. Hans Skygge falder over din Vej.
Og som du falder i Tanker, gaar det op for dig, at Kampen for at erobre Virkeligheden ejer ingen indre Fornyelse, hvis den ikke samtidig er en Kamp for noget mere. Og det hænger sammen med den sidste uuddrivelige Illusion i Hjertet om Sandhedens Mulighed og Rettens Eksistens i en Tilværelse, man har kaldt den bedst mulige af alle.
Dette er udlagt: Hvor der ikke i et Aandsarbejde skimtes en social Horisont, er dette Arbejde forgæves, er Leg, Spild, til ingen Nytte. Hvis Vejen gennem Hverdagen og Virkeligheden ikke samtidig er en Søgen efter en Tro paa, at Sandheden og Retten sejrer til sidst, saa fører denne Vej ingen Steder hen, og den, der gaar der, gaar forgæves, løber sig fast i det konstante Galgenhumor over Tilværelsens Meningsløshed, man ogsaa kalder Pessimisme. Og her er jeg kommet til Modsigelsen i Studentens Liv. Og hans Skæbne afhænger af at holde denne Modsigelse fast: Et indre Arbejde for at løsgøre sig fra hele det Sæt laante Meninger og Overbevisninger, en Skepticisme vendt udad for at vinde den reale Indsigt i de mange Foreteelser, hvori Kulturen ytrer sig. Men samtidig med dette at have en Skygge i Hjertet, fastholde en Tro paa Sandhedens og Rettens Mulighed i det Samfund, der er, eller det, vi ønsker at skabe. Denne Modsigelse frembringer den Gnist, man kalder Aandsliv. Her begynder det. I Begyndelsen var denne Modsigelse.
Den kan udtrykkes paa mange Maader. Den er Sammenstødet i Sindet mellem sociale og individuelle Interesser, den er Sammenstødet mellem Kravet om Selvudslettelse for en Sags eller Idés Skyld og Kravet om den personlige Selvhævdelse og Isolering, der er Aarsagen til, at man overhovedet kan give et Bidrag til denne Sags Løsning eller denne Idés Realisation. Og Modsigelsen er uopløselig. Den er en Livsform. Fastholder man den ikke, løber man enten fast i de sociale Interessers Udvendighed, den udmarvende Offentlighed, eller man stivner i det, der er værre: den egoistiske Individualisme, lægges i Flint.
Fastholdes denne Modsigelse, kan jeg godt kalde den Gothik i sine Virkninger. Netop ved den rejses Katedralen, og Vikingefærdens Udvé slaas i Sindet, den spænder Fantasien og Evnen til Virkelighedsindsigt sammen i Sindet, og det var derfor ganske alvorligt, naar en gammel Skjald, der ogss følte denne Modsigelses Hede i Sindet, sagde, at Dag og Daad var Kæmperim.
Ved denne Modsigelses Gnist, der kaldes Aandsliv, er Studenters Kald helligt, og ved denne er han Herre i Aandernes Rige.
Jeg har her søgt at pege paa noget af en Vej, men samtidig noget af et Maal: Gaa til Livets Virkelighed, saadan som det er. Udvind Guld af Hverdagen, find det uendelig store i det uendelig smaa, opsøg sjælelige Værdier, og de findes, hvor Mennesker er. Lad ikke Stand eller Klasse skygge. Den sjælelige Værdi kan være mere eller mindre fintspundet, men den ene Sjæl er ikke ringere end den anden. Thi Aandsliv springer vel frem som en Modsigelsens Gnist, men det lever og bygger paa et Fællesskab.
Vind dig et Fodfæste og vind dig et Fællesskab. Vind den frugtbare Spænding, der ligger i at holde disse to Ting fast, saa tilbagebetaler Livet dig en Mening, og ved sin Gerning vinder du ikke alene en Værdi for dig selv, men ogsaa for det Fællesskab, du har knyttet dig til. Og ved din Kamp har du ikke alene stridt ved Don Quijotes Side, men du har alllerede i selve Kampen vundet en Værdi, der var uafhængig af Sejr eller Nederlag. Ved at stride, for at Ret og Sandhed maa sejre, har du helliget dit Maal og vundet en Forvisning om, at du blev Student i den rette Tid.
Jørgen Bukdahl