Henrik Pontoppidan til Martin Andersen Nexø
Sendt fra Svendborg. 21. november 1927
Mands Gerning at kæmpe
21d Novb. 27. |
Svendborg |
Kære Andersen-Nexø!
Som De ser, er jeg stadig i Svendborg, bundet hertil af min Kones svære og desværre vistnok uhelbredelige Sygdom. Da der velsagtens ikke er Håb om, at De vil eller kan lægge Deres Hjemrejse om ad Fyns Sydkyst og være min Gæst her i Højskolehjemmet, hvor jeg for Tiden bor, får jeg Dem efter al Sandsynlighed ikke at se denne Gang. Det gør mig oprigtig ondt. Jeg bevarer vort sidste Møde i taknemlig Erindring, og som De vist vil kunne forstå, er der ikke mange herhjemme, som jeg har nogen Glæde af 2 at tale med.
At min sidste Bog ikke ret vilde falde i Deres Smag, havde jeg jo forberedt Dem på, og jeg kan forsikre Dem, at den heller ikke tilfredsstiller mig selv. Hermed mener jeg, at jeg naturligvis havde været gladere, dersom jeg kunde have tiet og ladet Sangfuglekoret herhjemme vedvarende juble uden Modsigelse. Men det kunde jeg altså ikke. Jeg måtte lade et Ravnegal skære ned gennem vort selvglade Kvidder og minde om, at det ikke√ er Mands Gerning at synge men at kæmpe. Her er snart ingen længer, undtagen Kvinderne, der virkelig kan føle Harme. Vore 3 Mænd lader sig i det højeste irritere. Og her1 er dog så uendelig meget at oprøres over her i Landet.
Jeg takker Dem for Deres hjertelige Brev. Det viste mig, at jeg dog ikke har forskærtset Deres Venskab og Tillid, og jeg behøver vist ikke at forsikre Dem om, at det har glædet mig. Med Ønsket om, at vi skal ses igen, om ikke før, så når De næste Gang kommer til Danmark, sender jeg Dem mine bedste Hilsner.
Deres hengivne
Henrik Pontoppidan
