Dansk national Kunst

Forfatteren Jørgen Bukdahl skriver i Tilslutning til sin nylig udkomne Bog, Dansk national Kunst, om dansk Aandsliv i Tidsrummet 1864-1920.

Tidsrummet fra 1864 til 1920 – fra Dybbølnederlaget og til Genforeningen – er nu et afsluttet Tidsrum i vort Aandsliv. Tiden er inde til en Oversigt, der baade er en Redegørelse og et Opgør. Det er det farligste Tidsrum, vi har gennemlevet, haarde Prøvelsesaar, der røbede dansk Gemyts særlige Sammensætning og dets fineste Nerveforgrening; hvor Romantikken var lyrisk-episk, blev Realismen kritisk-psykologisk. Periodens Hovedværk er derfor Lykke-Per, der skildrer, hvordan den danske Aladdin saa ud efter Dybbøl.

Men for tilfulde at forstaa, hvad der skete efter 1864, hvad Nederlaget blottede af skjulte Reserver (hvormed man indad vilde vinde hvad der udad var tabt), maa vi gaa tilbage til Renæssancen og dens danske Hovedmand A.S. Vedel. Foruden at føde en ny Jegbevidsthed, en ny Verdensfølelse og Livsstemning fødte Renæssancen ogsaa et nyt Stof. Den er det første folkelige Gennembrud (om dette skrev Troels-Lund sit store Værk Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarhundrede, Aanden fra 1864 førte ham det rigtige Sted hen, Værket blev aktuelt, idet det henviste til Forudsætningerne for de politiske, sociale og aandelige Nydannelser).

A.S. Vedel er det første moderne Menneske; han hemmes af det hamletske Dobbeltsind, Energien lammes, hans planlagte Danmarkshistorie paa 22 Bind ligger nu i Ruiner. – Det skulde være en Folkehistorie til Forskel fra Saxos Statshistorie. Det, han rejste rundt i Landet og samlede Dokumenter paa, var Almuekulturen, som var kommet løs, efter at den katolske Kirkes latinske Universalitet var brudt. Tre Aarhundreder efter skulde Gravlund gaa i hans Spor. Fra Vedel udspringer den nationalt-folkelige Linie i vor Kulturudvikling, dens Eksponenter er ofte ustadige, den gaar delvis over Brorson og Stub til Grundtvig, Blicher, Kr. Kold op 166 til Jakob Knudsen og Folkelivsskildrerne omkring ham. Det bærende i deres Værker drager Næring af denne usociale Almuekultur. Men der gaar ogsaa en anden Linie i dansk Aandsudvikling, en europæisk Linie, som tager sit Udgangspunkt i den nye Jegfølelse, der blev født i Renæssancen, man kalder den ogsaa Humanismen, der af Middelalderen arvede Latiniteten som en Bro over til den nye Tid. Den gaar over Chr. Pedersen, Erasmus Lætus, Holberg, Poul Møller til Troels-Lund og Julius Lange. I sit Værk Tider og Typer har Vilh. Andersen behandlet denne Sammenhæng i symbolsk Lys af dens europæiske Forudsætninger: Erasmus fra Rotterdam og Goethe. Denne Side af dansk Aandsliv er naturligvis lige saa "national" i Aand som den første, jeg nævnede, der ogsaa er national i Stof, stadig drager Næring af det stedgroede danske Aandsliv.

Romantikken fortsætter Renæssancens Gerning paa de to antydede Fronter, en udvidet Jegfølelse (Individualisme) og et inderligere Fællesskab med Landet som Nation. – Det første fik sin centrale Repræsentant i Kierkegaard, det sidste i Grundtvig. – Romantikken genopdager Folket, fortsætter Renæssancens Gerning med at fremdrage Almuekulturen bl.a. for at give den frembrydende Demokratisme et Fodfæste (Thieles Folkesagn, Svend Grundtvig, H.F. Feilberg, Axel Olrik, Evald Tang Kristensen o.s.v.). Hvad der gled Vedel af Hænde, samler de nu sammen, gør os stedkendt i Landet, giver Hverdagen et faktisk Perspektiv.

Det er denne Almuekultur, 1864 bragte i Skred. Den bliver Udgangspunktet ikke alene for demokratisk Venstrepolitik, men ogsaa for de sociale og økonomiske Forskydninger, hvorigennem Bondestanden frigjorde sig for i 1901 at vinde den politiske Magt, – endelig ogsaa for den Folkelivsskildring, der blev Tidsrummets største litterære Indsats med Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen som Hovedforfattere.

Det saakaldte Gennembrud har flere Fronter foruden den litterære (Brandes); gennem Kr. Kold modnes den grundtvigske Højskoletanke, der navnlig faar Betydning efter 1864 ved at skabe et skriftløst Aandsliv, der staar i nær Tilknytning til Bondestandens Kamp for aandelig og social Frigørelse, – men bag den Realisme, der er Kendemærket for Kulturudviklingens forskellige Former, ligger 1864 som den sande ulitterære Aarsag. Det var Herman Bang, der fandt Ordet: Saarfeber fra Dybbøl. – Det er den, der værker og virker i J.P. Jacobsens elegisk-heroiske Roman Niels Lyhne, det er maaske den egentlige Aarsag til Drachmanns svajende Holdningsløshed fra den sentimentale Nationalisme i Derovre fra Grænsen og til den lyrisk-ærlige Vaande og Ve i Forskrevet. – Klarest kan denne det litterære Aandslivs ulitterære Aarsag aflæses i Herman Bangs og Karl Larsens Produktion. De er Realismens Typer, den første dens impressionistiske, den sidste dens klassiske Type. De er Modsætninger i Arv og Anlæg. Men alligevel er de forbundne. Ikke alene gennem et 167 Ungdomsvenskab, men ogsaa ved en fælles Baggrund, hint Dannevirketilbagetog, hvor Karl Larsens Fader var med for at finde Døden paa Dybbøl, og som Herman Bang gennemlevede med Minderne fra den alsingske Præstegaard, hvor han var født, indtil det løftede sig som Symbol for hele hans Kunst. Hver skulde fortolke disse Forudsætninger paa sin Maade. Bang skænkede de et heroisk Virkelighedsmod, der tillige var Sandhedsmod, det er den ulitterære Aand i dette ellers saa litterære Forfatterskab. I Haabløse Slægter, men navnlig i Stuk skildrede han, hvordan Folket havde opløst Nederlagsaanden i Æstetik og Øjebliksstemning, i De uden Fædreland, hvordan Saarfeberen var blevet Betændelse, havde gjort Folket selvtilstrækkeligt og selvraadigt, ganske det samme skildrede Karl Larsen i Dødens Besøg, hvor han lader Dom gaa over Folket og det æstetiske Artisteri, hvortil han selv havde ydet saa flittigt Bidrag.

Men der var én, der dybere og mere afgørende med sit skarpe Øje havde fulgt Nederlagsaandens Forvandling i det danske Folk. Det er Henrik Pontoppidan. Han saa, hvordan den hærdende Tvivl blev til Tvivlraadighed, fordampede i Æstetik og Fantasteri, fremmende de lumske Sygdomme i Nationen, Tilskuersindet, Hamletsindet, det fine, fornemme, vege, vægelsindede, men handlingsudygtige. Og han satte hele sin mandige og mørke Kunst ind paa at bekæmpe dette ved at søge efter Sygdommens Rod, give dens Diagnose gennem tre Hovedværker, der behandler tre Faser af dansk Kulturudvikling efter 1864: Det forjættede Land (Grundtvigianismen), Lykke Per (Brandesianismen), De Dødes Rige (Hørupianismen). Men den gribende Patos i hans Værk er den Følelse, man har af hans dybe, paa engang ømme og barske Samhørighed med sit Folk og sit Land, den Undergangsangst, der til sidst fik ham til at male det Mene tekel paa Væggen, der hedder Mands Himmerig. –

Livet i hans Forfatterskab er dets uopløselige Forbindelse af Selvransagelse og Tidsanalyse. I Motivet laaner det Spænding af Misforholdet mellem Ideal og Virkeliggørelse. Og han viser i alle tre Værker, hvordan de høje Idealer bryder i Stykker, naar de skal realiseres i Hverdagen, derfor ender hans tre Hovedskikkelser: Emanuel Hansted, Lykke Per og Torben Dihmer som Fantaster, Nederlagsaanden var blevet en Sumpfeber, der til sidst forvandlede de Levendes Land til de Dødes Rige. Haardere har ingen vovet at tugte sit Folk, en mere bedsk og bitter Drik er ikke blevet rakt os, men i Taushed og Taknemmelighed er han blevet læst, man forstod, at der var Lægedom i den Selvransagelse, han tvang os til, det var Tilværelsesletkøbtheden, han vilde til Livs, Øjebliksstemninger, Fantasterier for at undgaa Virkeligheden og dens Prøve; af det bløde, vege, fine Gemyt vilde han udfri Heroismen og Tjenersindet, det der alene kan gøre Mands Vilje til Mands Himmerig.

Det er Johs. Jørgensen, Sophus Claussen og Stuckenberg, 168 der fører dansk Realisme som Naturalisme ud i dens Konsekvens, ud hinsides godt og ondt, de kæmpede sig igennem den og vandt hver paa sin Maade en ny Virkelighed og en ny Menneskelighed. De blev Emigranter, Hjemløsheden er den elegiske Patos i deres Ungdomspoesi, bag den store evropæiske Opsang om Udvikling og Fremskridt spurgte de om Lykke, de krævede ikke alene Virkelighed, men ogsaa Sandhed, indre og ydre, med Nietzsche opdagede de, at Natten er dybere, end Dagen tænker, siden befæstede de store Franskmænd Baudelaire og Verlaine dem i dette, og Symbolismen holder sit Indtog i dansk Litteratur som den første Reaktion mod Naturalismen. Hver reagerer paa sin Maade; som Emigrant og med den germanske Ahasverusaand i sig blev Johannes Jørgensen Pilgrim, gik ind i den katolske Kirke og vender sig som Polemiker mod den Livsanskuelse, han forlod, men samtidig oplever han Emigrationens Hemmelighed: hvad du flygter for, skal du naa, midt mellem de store Helgenbiografier om den hellige Frans og Katharina udgiver han sit maaske skønneste Værk: Goethe Bogen, det er hans Naar vi Døde vaagner, hele hans ensomme, tungsindige, frodige Ungdom staar op og gror og grønnes i den store Germaners Skygge; som Aarene gaar, bliver han enklere og mere dansk i sit Sprog, mere og mere vinder han tilbage den Vej, han er gaaet, til sidst skriver han Mit Livs Legende, hvor alle Vandringens Stadier ses under ét og Kunst og Liv bliver ét.

Ogsaa Sophus Claussen drog ud, til Paris, og hans provinsgrønne Ungdom med dens Idyl og gavtyveagtige Charme forvandles i Sammenstødet mellem en stoisk Humor og en raadvild Kvide, og nye Toner kommer i hans Digtning, hemmelige og farlige Essenser gærer i den, han havde før været en panteistisk, burlesk Livsnyder, nu blev han en tragisk Dionysiker. Det var saaledes, han blev ensom. Som Dionysiker vilde han leve Øjeblikket til Bunds – men fandt Evigheden. Som Emigrant vilde han opsøge al Jorderigs Skønhed – men fandt Forkrænkeligheden. Det forkrænkelige og det evige, det er den gribende Grundtone i Digtsamlingen Heroica. Stuckenberg endelig blev hjemme, med Udlængselens Ve i Hjertet. Hverdagene blev ham en Skærsild, hvori han hærdedes og blev seende, saadan fandt han sit Motiv baade i Prosa og Lyrik: Kærligheden og Hverdagen, Kærligheden, der gør seende, hvor Forelskelsen bare gør blind. Derfor blev den stoiske Fortvivlelse og den elegiske Resignation Grundtonen i hans Poesi. Den fortæller om en Mand, der blev slaaet af Livet, en Hjertets Emigrant, for hvem Lykken blev borte, men som tog hvert Nederlag som en Bekræftelse paa det Selv, han vilde befri for alle Slagger, saa alene Malmen blev tilbage, saa at han haard og hærdet kunde gaa uovervundet ud af Livets Port. – Disse tre Venner opdagede, at Virkeligheden er større og frygteligere end Naturalismen og Hjertet en farligere Ting end al Diskussion om fri Kærlighed, Sædelighed, fri Skilsmisse eller hvad det nu var, 169 man diskuterede i 80erne. Naturalismen saa paa Verden og Samfundet med nye Øjne, var social, reformatorisk, hvis den da ikke var revolutionær. Disse tre genopdagede Jeget, lyttede til Hjertets dybe Krav og forberedte dermed 90ernes saakaldte sjælelige Gennembrud, som Helge Rode er den egentlige Indleder af.

Men der er ogsaa en anden Side af 90erne, som har direkte Tilknytning til A.S. Vedel: Gennem Folkelivsskildringen løftes Almuekulturen ind i Litteraturen, men denne Gang af Folkets egne Sønner: Aakjær, Skjoldborg, Søiberg o.s.v. Den deler sig i to Dele: en socialt bestemt, der har aandelig og politisk Sammenhæng med 90ernes sociale Naturalisme: Aakjær og Skjoldborg. Deres Folkelivsskildringer er set over et socialt Misforhold, hvad der ofte gaar ud over Livsbilledernes Sandhed, mest hos Aakjær, mindst hos Skjoldborg, frigjort er derimod Aakjær i sin Lyrik, der rinder direkte af Almuekulturens Verdensfølelse og Evighedssind. Hos Søiberg og Marie Bregendahl skyder der sig ikke noget Sæt Ideer mellem Digteren og Stoffet, de digter paa intim Medviden og fortrolig Samhørighed, Højdepunktet i vor Folkelivsskildring er derfor De levendes Land og Billeder af Sødalsfolkenes Liv. Noget for sig selv staar Thomas Olesen Løkken med det gribende Livsbillede Klaus Bjerg og Bodil, af mere litterært Tilsnit er hans Tidsbilleder Bonden Niels Hald og Povl Dam.

Folkelivsskildringens Geni er Jakob Knudsen. I dansk Aands nationale Sammenhæng er han i Grunden Slutstenen paa Renæssancens dobbeltsidede Arbejde fra 1514 til 1914: dels at frigøre Individet, saa Mennesket blev sig selv og Jegbevidstheden dets Skæbne, dels at binde Individet til Hverdagen og Fællesskabet, det almene, det folkelige, det nationale. Den lange ofte uopredelige Udvikling synes her fortættet i et Menneskeliv. Over hans Produktion kan man i en Vision se Livtaget mellem luthersk Kristendom og dansk stedbundet Hedenskab, det er Dramaet i hans Forfatterskab, det svinger mellem Angst og Mod, det er det trodsige, stejle, særegne, ofte særsindede, men samtidigt det intime, det milde, det ømme. Der er noget af en Vedel, en Kingo, en Holberg, en Grundtvig og en Kierkegaard i ham i Strid med Bondens Skæbnetro og Overtro, hele det hedenske vestjydske Grundlag, han havde dybt i sin Natur. Det blev en Jættekamp i levende grundtvigsk Stil mellem Natur og Aand, som stillede 90ernes mystiske Sjælelighed og kuldskære Uendelighedsvé i Skyggen og førte Folkelivsskildringen ind bag de sociale Fronter, hvor den hidtil havde kæmpet.

Hver paa sin Maade afrunder Johs. V. Jensen og Th. Gravlund det nationale Gennembrud, der skete i 90erne, forrenter hver paa sin Maade Renæssancens og Romantikkens Arv og skaber derud af et større Danmark; med Fodfæste i Almuekulturen gør Johs. V. Jensen det større udad ved at fortolke Almueaanden som Verdensaand, Gravlund gør det større indad ved at fortolke den som 170 national Aand, avlet af Modstilling og Sammenspil mellem Bygderne, mellem Jylland og Øerne. Den første giver vor Litteratur Dimension og Udsyn, den sidste Dybde og Indblik. Set som Modsætninger, men i Sammenhæng giver de dansk Aandsliv noget af den Rumfølelse, vi altid har savnet. Johs. V. Jensens Forfatterskab er en stor Mytekreds, enten omkring en historisk Skikkelse (Kongens Fald) eller omkring en Udviklingsidé (Den lange Rejse) eller mere stedbundne Myter (Himmerlandshistorier). Foruden hvad det ellers er i Forfatterens Hensigt er det først og fremmest en Billedverden, der i nyskabt Skønhed løftes op over os, – ud af alle hans Kunstforme springer Billederne, disse Skildringer af Landskaber og Tidehverv, Urtid, Oldtid, Renæssance, Syner over Menneskehedens Historie fældet ind i Naturens store Sammenhæng, Jorden der afkøles, Tertiærtidens Skove, Livets store Trinrække op mod Mennesket, Billede efter Billede, og til sidst gror det store Forfatterskab sammen for én, bliver en Helhed, ikke af ideal, men kosmisk Art, holdt sammen af en Livsfølelse, der brænder Livsunderets Gaade ind i selv det flygtigste Fragment og paa Trods af alle biologiske Ideer og hele Kompositionens didaktiske Udstyr. Saaledes set i Frastand ligner Forfatterskabet Mars, hin røde Krigs-Stjerne; den har en Række sorte Linier, Kanalsystemer eller hvad det nu kan være, det er Ideerne, der kan være interessante at spekulere over, men denne røde Glans, det er Poesien i Johs. V. Jensens Forfatterskab. – Selv om en litterær Epoke synes at gaa under i ham, saa han blev den røde Aftenstjerne paa det 19. Aarhundredes Himmel, og en ny bryder frem, et nyt Sind, en ny Psyke, er han bag ved alt dette et Nybrud, pludselig skudt op i dansk Litteratur, det frigjorte Almuesind af international Rækkevidde. I ham blev A.S. Vedels Drøm paa Liliebjerget i Ribe kronet med en straalende poetisk Virkelighed.

Ogsaa Gravlund er baade Digter og Forkynder, arbejder med et Sæt Ideer angaaende det indre Danmarks anonyme Historie (Dansk Folkekarakter, Dansk Bygd, Herredsbogen). I sin Digtning – der er en stor Fortællingskreds – iklæder han sine folkloristiske Iagttagelser Kød og Blod, Hovedværkerne er Sognet, Stranden rundt, Vætterne, gennem levende Skikkelser, fremfor alt Nilavs, søger han at give et Indtryk af Aanden og Styrken i den usociale Almuekultur, blotte dens Sammensathed, saadan som den er dannet af Folketypernes Modstilling og Sammenspil, bestemt ved ydre og indre Grænser, mystiske og juridiske. Som de andre Folkelivsskildrere fra 90erne vil han røbe det levende i den Oldtids- og Middelalderkultur, som Renæssancen bragte i Skred og som Almuen lever paa den Dag i Dag. – Det er denne Arv, der blev truet af Aanden fra 1864, hvor Bondestanden frigjorde sig gennem Venstrepolitik, Højskoler, Andelsbevægelsen, blev individualiseret, indtil den naaede den Rodløshedens Fare, som Olesen Løkken, men navnlig Nexø har skildret 171 i Midt i en Jærntid. Mens Skjoldborg og Aakjær staar paa de moderne Strømningers Side, saa staar Gravlund, til Dels ogsaa Marie Bregendahl og Søiberg, paa Stedskulturens. Spillet mellem denne, der er særpræget og traditionsrig, dybt forankret i Sæd og Skik og en anonym historisk Sammenhæng – og saa den almene Civilisation og Oplysning og Fremskridt som Følge af 1864, har Gravlund sjældent grebet uden i polemisk Hensigt. Han er ikke noget dialektisk Sind. Han arbejder med Modsætninger, men han opløser dem ikke i sin Psykologi. Han forstaar sig kun paa den ene Side af Sagen. Ingen har som Gravlund evnet at vise ind til den Kulturarv, den moderne Dansker trækker Renter af. Hans Digtning har gjort Danmark større for os indadtil, klargjort for os en Samhørighed, der laa under de ydre Delelinier, skabt af tidsbestemte sociale og politiske Modsætninger.

Dansk national Kunst – jeg har her prøvet at tegne en Linie ind i dens indre Udvikling fra Renæssancens Dag og til nu med Hovedvægten lagt paa Tidsrummet fra 1864 til 1920, en kritisk psykologisk Periode, der for Alvor blotter, hvad de andre Aarhundreder gemte. Et Opløsningens og Nydannelsernes Tidsrum, den gamle Almuekulturs fine Struktur blev brudt ned af aandelige, politiske og sociale Vækkelser, og et nyt Danmark blev skabt. Skyggen fra Dybbøl, Nederlagsaanden, det er det ulitterære, der virker i dansk national Kunst i dette Tidsrum, er en altid aarvaagen Manen til Virkelighedserkendelse gennem Selverkendelse, til Sandhedsvilje, der tillige er Sandhedsmod, til sund Tvivl, fordi den er Troens Skærsild. – Skulde Nationen ikke forbløde, maatte der vindes indad, hvad der udad var tabt, ikke alene i det praktiske og i Folket, men i den enkelte og i Sjælen. – Naar man nu fra det nye Tidehvervs Bred paa den anden Side af 1920 ser tilbage over dette Tidsrums Litteratur, kan man ikke andet end føle sig lidt stolt over dens Virkeligheds- og Sandhedsmod, den stikker intet under Stolen, men tegner Folkets Svagheder, skærer Nationens Revers saa dybt, at selv de blinde maatte kunne se, de døve høre, saa det, der er værkbrudent i Landet, kunde heles og staa op og gaa. Thi der gives ikke alene en litterær Sammenhæng, en Kunstens og Motivernes, men ogsaa en Livets og Aandens; at forvandle Nederlags- og Undergangsaanden til Hverdagsmod og Fremtidstro, at løfte Haabet om de Levendes Land over de Dødes Rige, det var Livsproblemet bagved Samfundets og Litteraturens Problemer. Aanden fra 1864 er ikke alene noget historisk, der virker i Folket, men noget personligt, der virker i Hjertet, det er denne ulitterære Sammenhæng, der er Fællesskabet mellem dette Tidsrums Mænd, saa forskellige de ellers udad er, det er det, der ud af deres danske nationale Kunst skabte det danske nationale Aandsliv.

Jørgen Bukdahl.