"Stækkede Vinger" af Henrik Pontoppidan
(252 S. Andr. Schous Forlag.)
Den unge Forfatter, saa vidt vi vide en polyteknisk Studerende, som debuterer med denne Bog, har næppe gjort sig selv nogen varig Tjeneste ved dens Offenliggjørelse. Rigtignok viser den Talent, endog et ikke saa ganske ringe; men netop derfor er det Skade, at Farten ud i Verden er begyndt saa overvættes tidlig. I det mindste den første Part, heldigvis kun en Mindrepart af "Stækkede Vinger", er nemlig for ungdommelig. Ingenlunde at de tre "Skitser", der række fra Side 3 til Side 75, ere prægede af Umodenhedens ferske Naivitet, af en Begejstring, der svæver ud over alle Grænser, eller af et Fantasteri, der taber sig i det Blaa. Forfatteren af "Stækkede Vinger" minder langt snarere om en meget ung Ynglings høist alvorlig mente Forsøg paa at være rigtig gammel, rig paa Erfaring, uendelig overlegen. Der er en Alder, hvor denne Trang til at være voksen kun viser sig i "Fadermordere", der afstive den benede og senede Hals, klemmende et Par glatte Kinder og aabenbart i den Bærendes egen Formening vel skikkede til at imponere hele Verden. Saa følger Toilettets øvrige Virkemidler, det spraglede Halsklæde, den funklende Naal, det mangfoldige Charivari ved Uhrkæden. Lidt senere kommer der, f. Ex. i Rusaaret, aandelige Fænomener, en fuldt færdig Viden om alt i Himlen og paa Jorden, en sikker Dom over alle Tider indtil Dato, en Medlidenhed – blandet med en Smule Misundelse – overfor de gamle Skabelser paa 30-40 Aar eller mere samt en ubændig Lyst til at vise, hvordan man allerede har oplevet alt, hvad hine leve for, saa at man baade har Rede derpaa og Lede derved. "Weltschmerz" i forskjellige Afskygninger hører særlig Alderen til. Og heri sidder Hr. Pontoppidan op over Ørene i de tre smaa Skitser, hvormed "Stækkede Vinger" begynder. Hvor er han ikke inde i Blaserthedens og Fordærvelsens Mysterier, hvor saftig maler han ikke al Usandhed og Umoralitet i "Efter Ballet" og i "En Tête-à-tête"; hvor bitter er ikke hans Verdenserfaring, hvor skarp dømmer han ikke Samfundet i "Et Endeligt", hvis Moral er en humoristisk Haan over det enfoldige Bibelord, der siger, at Gud har skabt alle Ting "saa saare godt"! Skjønt man langtfra kan kalde Satirens Indhold eller største Parten af de enkelte Indfald nye, og skjønt man ubestridelig møder en Masse – forsætlig eller ufrivillig – Efterligning baade af Al. Kjelland og af mange andre i disse Smaaløb paa den moderne Aandstrætheds Glidebane, vilde vi dog ikke nægte, at de ere tilbørlig chikt façonnerede; det er virkelig med en ganske fornem Elegance, at Menneskenes Daarlighed, og Vorherres med, bliver behandlet du haut en bas, uden at vi dog tør tro, at nogen væsenlig Forbedring vil indtræde ved slig Moraliseren over Immoraliteten. Imidlertid er der ogsaa i disse Historier et og andet, som maaske bærer nok saa gode Vidnesbyrd om et fremspirende Talent, f. Ex. det simple, rørende Brev fra Moderen til Sønnen i "Efter Ballet" og Tegningen af Kjærlighedsforholdet i "Et Endeligt", vel at mærke ikke noget Forhold i den Kjærlighed, d.v.s. Sanselighed, hvorom Forfatteren paa et af sine flotte høihælede Steder saa knusende spodsk siger, at den "nok skal være noget grumme miserabelt noget"; derimod Kjærlighedsforhold mellem en fattig gammel Mand og hans elendige gamle Hest, mellem Ægtemager i Oldingsalder, mellem Mormoder og Datterdatter, kort sagt en Række temmelig taabelige og ikke saa lidt sentimentale, men dog ret menneskelige Følelser: her finder man en Klang, der i vore Øren lyder mere ægte, og en psykologisk Tegning, der i alt Fald er lige saa fin, fuldt saa frisk og vel saa naturlig som den i Pastelmalerierne, der for 1000. Gang skildre halvdrukne Herrers Gemenheder efter et Bal eller Tête-à-tête i halvmørke Kabinetters smaa Sofaer under et Middagsselskabs hidsende Virkning paa unge Fruer, der have giftet sig med altfor velnærede Velhavere af ældre Alder.
Efter de tre Skitser, der uden Fare for den unge Forfatters literære Fremtidsry kunde været udeladte, følger en større Fortælling, "Kirkeskuden". Det vilde være for meget sagt, hvis man paastod, at den var fri for de lidet elskværdige Feiltrin, hvorpaa hine Smaating ere saa rige, og stor Værdi har den ikke; dog røber den mere Modenhed og større Selvstændighed, saa at den ved Siden af Skildringer, som altfor meget synes gjorte efter et opgivet Skema, indeholder ret lovende Bestanddele. Naturligvis præsenteres der iblandt Hovedfigurerne en Præst, hvilket jo lader til at være omtrent uundgaaeligt i rigtig moderne Noveller. Ganske vist, man maa nu samstemme med Dr. G. Brandes, naar han forleden gav beundrende Tilhørere og Tilhængere et mildt Vink om, at den nye Literatur herhjemme snart synes at have gjentaget sig altfor ofte i saa Henseende; imidlertid kan det ikke nægtes, at Hr. Pontoppidan har forsøgt at tegne sin Rudolph Østrup paa en forholdsvis selvstændig Maade. Helt original er han vel hverken i sig selv eller i Forhold til sine Omgivelser, og Billedet af ham er hverken ganske klart eller synderlig fint gjennemført i alle psykologiske Enkeltheder; men efter Omstændighederne maa dette Tilløb dog kaldes respektabelt. Ikke heller savner Tegningen af den arme Ove Fortjenester, ligesom Skildringen af hans Moder tilligemed flere andre Repræsentanter for Arbeidsklassen paa Landet vidner om god Iagttagelse og en ret indtrængende Forstaaelse. Den forkuede Præstekone er en gammel Bekjendt, fremstillet med varm Sympathi, men snarere med en vis, vag Sentimentalitet end paa en egentlig interessant Maade, og Svigerinden er i æsthetisk Henseende raa, næppe virkelig og alt andet end morsom, ihvorvel dette nok skulde være Meningen. Derimod er Møller en heldig greben Bourgeois-Figur – en bonvivant, der gjerne glider paa Livets Strøm med stor Færdighed i at være glad og behagelig, fordi det betaler sig bedst. Mere end en Studie er denne Tegning dog ikke, og i det hele er "Kirkeskuden" langtfra et gjennemført Kunstværk. Man kan i det høieste sige, at denne Fortælling dog indeholder nogle Momenter, der tyde paa en virkelig Begavelse.
