Literatur

Henrik Pontoppidan: "Stækkede Vinger". Kjøbenhavn 1881. Andr. Schous Forlag

Denne Bog, den første, Forfatteren har udgivet, indeholder en større Fortælling og tre Smaaskitser, af hvilke en, "Et Endeligt", for ikke længe siden har været optagen i "Ude og Hjemme", hvor den tiltrak sig en Deel Opmærksomhed ved den Eiendommelighed i Stiil og Fremstilling i Forbindelse med en stærk Stemning og en ikke almindelig Evne til at forme en Situation sikkert og klart, hvorom den bar Vidne. De samme gode Egenskaber vil man finde i de Stykker, der her for første Gang forelægges Publicum. Man er efter at have læst denne Bog ikke et Øieblik i Tvivl om, at det er en virkelig literair Evne, man her staaer overfor, men man er tillige paa det Rene med, at den endnu langt fra er udviklet, og at det er temmelig vanskeligt at forudsee, hvorledes Udviklingen vil komme til at foregaae. Foreløbig har Forf. afgjort taget Stade i det literaire Venstre, han har med stor Dygtighed tilegnet sig den nye Skoles Maneer og synes at befinde sig saare vel derved; men det er efter adskillige Tegn at dømme ikke umuligt, at der er det i ham, som ikke i Længden vil kunne rummes i den Form, han nu saa fuldt ud har søgt at gjøre til sin. Der er under alle Omstændigheder saa megen Dygtighed og der kommer paa mange Punkter Udslag af en saa eiendommelig Natur frem i denne hans første Bog, at den fortjener megen Opmærksomhed som en interessant og lovende Debut, og at man med Interesse vil imødesee hans næste Arbeide.

Foreløbig er Forf. som sagt reen Realist, eller han vil i alt Fald være det, og gererer sig ogsaa i det Hele med stor Færdighed som saadan. Hans Bog har baade Skolens uomtvistelige Fortrin og de Egenskaber, som Mange ere mere eller mindre tilbøielige til at gaae i Rette med den for. Paa den ene Side vidner saavel Fortællingen som Skitserne om en stærk Virkelighedssands og en indtrængende psychologisk Forstaaelse i Forbindelse med Evne til at give det Sete i skarpe og bestemte Træk, saaledes at det træder klart og levende frem for Læseren i den Belysning, hvori Forf. ønsker det seet. Det Syn paa Livet, ud fra hvilket Bogen er skreven – det er selvfølgelig gjennemgaaende meget pessimistisk – kommer derhos energisk frem ikke blot i det Valg, han gjør af Charakterer og Situationer, men ogsaa i hans Stil, som paa mange Steder har noget Ætsende og Æggende ved sig, og endelig fortjener det at fremhæves, at der gjennemgaaende er megen Originalitet, baade i hvad han giver og i Maaden, hvorpaa han giver det, – Stilen er ganske vist noget beslægtet med Kjellands, men der er Meget, som tyder paa, at den ikke er tillært, men virkelig naturlig og selvstændig. Paa den anden Side deler han de moderne Realisters Tilbøielighed til at give Udmalingen af den enkelte Situation en saadan Overvægt, at hans større Composition opløser sig i en Række Enkeltheder, som vel ere sammenknyttede til en Heelhed, men dog ikke danne nogen rigtig fast sluttet organisk Eenhed, forsaavidt som de enkelte Led for en Deel synes temmelig vilkaarlig at have faaet just den Form, han har givet dem. Ogsaa i Henseende til Valget af Emner gaaer han i Skolens Spor, forsaavidt som han ikke synes at vrage noget Træk, der kan tjene til at belyse det, han vil have frem; hans Bog er i denne Henseende ingenlunde værre end adskillige af vore andre realistiske Forfatteres, men der er hos ham som hos dem Ting, om hvilke han maatte kunne sige sig selv, at de hos Mange ville vække Anstød, og som godt kunde have været undgaaede eller været sagte paa en anden Maade, og mange ville sikkert tage ham Skitsen "Tête-à-Tête" i dens Heelhed meget ilde op, des mere, jo mere de erkjende den Fiinhed og det Talent, hvormed det noget slibrige Emne er behandlet. Det hører jo ganske vist Skolen til at fordybe sig i saadanne Situationer med en vis Forkjærlighed, og det gjøres ikke sjeldent med megen Dygtighed, men hvorfor kan et realistisk Talent – særlig i smaa Skitser, thi i en større Fortælling ligger det vel nok noget Nærmere at komme ind paa den Slags Ting, skjøndt vi ikke skjønne, at der er nogen absolut Nødvendighed derfor – ikke indskrænke sig til at vælge saadanne Emner, om hvilke man ikke paa Forhaand kan sige, at Mange ville forarges derover?

At Forf. til den foreliggende Bog har en stærkt realistisk Aare i sit Talent, synes der ikke at kunne være nogensomhelst Tvivl om, dertil har den, stærkt realistisk som den er, i altfor høi Grad Oprindelighedens Præg over sig, men han synes i sin Iver for at fyldestgjøre den Skoles formeentlige Krav, til hvilken han naturlig føler sig dragen, at trænge noget Smukt og Godt tilbage, som ingenlunde behøver at komme i Collision med ægte Virkelighedsskilding, og i hvilket han, naar Alt kommer til Alt, maaskee har sin egentlige Styrke. De to Skitser "Tête-à-Tête" og "Et Endeligt" ere dygtige Studier efter Virkeligheden, men heller ikke mere; at Forf. foruden en skarp Iagttagelsessands og Evne til at give hvad han har seet, er i Besiddelse af et virkelig poetisk Talent, kommer egentlig kun ret frem i et enkelt Træk i Skitsen "Efter Ballet" og paa adskillige Steder i den større Fortælling "Kirkeskuden". Den førstnævnte Skitse har som Heelhed et ligesaa realistisk Præg, men den drager en enkelt Skikkelse af en heelt anden Art og Støbning end de andre frem for Læserens Phantasi, og denne Skikkelse – det er Hovedpersonens Moder – som kun kommer frem igjennem leilighedsvise Antydninger og i Skitsens Slutning gjennem et Brev, er i al sin Simpelhed saa smuk og poetisk og dog saa slaaende sand, at den ikke undlader at gjøre en betydelig Virkning i og for sig, om end ganske vist den mørke Baggrund, hvorpaa den tegner sig, gjør sit dertil. Lignende Træk af en virkelig poetisk Opfattelse komme frem paa ikke faa Punkter i den større Fortælling og giver denne i dens Heelhed som sagt noget løse Composition en ikke ringe Tiltrækning – særlig fortjener Præstekonen at fremhæves som en ligesaa smuk som eiendommelig Figur. Det er ikke umuligt, at en Kritik, der eensidig hævder den nye Skoles Grundsætninger, ikke vil lægge synderlig Vægt paa, hvad vi her have paapeget som det, der for os staaer som noget af det Bedste i denne Bog. Vi troe dog, at det er dette, som i Forbindelse med Forf.s Fremstillingstalent gjør denne Debut lovende, og vi troe, at dersom Forf. følger sin Natur frit og selvstændig, vil det vise sig, at hans digteriske Evne væsentlig vil komme til at gaae i den Retning, disse Træk antyde.

W.H.